Mette Frederiksens forsvar
Statsminister Mette Frederiksen og hendes regering har mange forklaringer på, hvordan hun kunne ende med at stå på et pressemøde og kræve alle mink aflivet uden lovhjemmel. Flere af dem er indbyrdes modstridende. Det er besynderligt, at Mette Frederiksens bisiddere for Mink-kommissionen hævder, at der var lovhjemmel samtidig med, at Statsministeriet helt tydeligt placerer ansvaret for manglende lovhjemmel hos Fødevareministeriet. Hvis Mette Frederiksen troede på sin egen forklaring om, at der var lovhjemmel, var der jo ikke noget ansvar at placere hos Fødevareministeriet.
Et forsvar går på at minde os om, hvor alvorlig situationen var. Der var en så stor trussel mod folkesundheden, at regeringen implicit blev nødt til at tage alvorlige midler i brug. Og Mogens Jensen sagde netop det helt eksplicit. Situationen var ifølge fødevareminister Mogens Jensen så alvorlig, at man ikke kunne vente på lovhjemmel. Det åbenlyse problem med den forklaring er, at det også er en erkendelse af, at man begik et lovbrud med åbne øjne. Det kan være legitimt for en regering at gå meget langt i en ekstrem situation. Så skal man dog stå ved det. Og det er ikke, hvad regeringen gør. Den prøver på en gang at påstå, at man gik meget langt for at redde danskernes liv samtidigt med, at man ikke vidste, at man brød loven. Det minder om Inger Støjbergs forklaring om, at hun på en gang ville gøre alt for at beskytte barnebrud samtidig med, at hun ikke mente, at der skulle administreres uden undtagelser. Begge dele kan ikke være sandt.
Regeringen siger også, at problemerne med mink var så store, at man skulle træffe en afgørende beslutning på få timer. Forekomsten af Cluster 5 blev på pressemødet brugt som en hovedbegrundelse for indgrebet. Der blev igen og igen henvist til muteret smitte og risikoen mod vaccinernes effektivitet. Et problem er selvfølgelig, at truslen mod vaccinerne byggede på et utrolig skrøbeligt grundlag og efter alt at dømme ikke havde noget på sig. Et andet problem var, at man ikke længere havde cluster 5-smitte på det tidspunkt, hvor regeringen traf beslutningen. Det seneste cluster 5-fund skete 15. september, og man traf først beslutningen om minkaflivninger halvanden måned senere. Det er svært at se, at en uddød mink-variant skulle udgøre en stor trussel mod folkesundheden.
Regeringens hovedforsvar er, at man ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel. En juridisk hovedsætning er jo dog: retsuvidenhed diskulperer ikke. Man slipper ikke for straf, hvis man forklarer, at man ikke vidste, at det var forbudt at stjæle. Og i ministeransvarsloven er barren for staf ligeledes grov uagtsomhed. En minister skal altså ikke bare kunne demonstrere, at vedkommende ikke vidste, at en handling var ulovlig, men også at han ikke burde vide, at handlingen var ulovlig. En udfordring for regeringen i den henseende er, at det faktisk stod i bilagene til beslutningsmaterialet, at det var ulovligt at lukke minkerhvervet. Regeringen påstår så, at man traf en helt anden beslutning ved at aflive minkene. Men departementschef Barbara Bertelsen har forklaret i Minkkommissionen, at alle var bevidste om, at aflivning de facto ville betyde nedlukning af erhvervet.
Og endeligt forklarer Mette Frederiksen, at minkskandalen ikke er hendes ansvar. Det virker, som om statsministeren egentlig mener, at hun kun er ansvarlig for gode resultater. Vi redder danskernes liv: Statsministerens ansvar. Vi afliver minkerhvervet uden lovbrud: Den hænger hos fødevareministeren og embedsmændene.
Liberal Alliance mener:
Mette Frederiksens forsvar vakler. Forklaringerne strider indbyrdes mod hinanden, og der mangler konsistens. Statsministeren udstiller i minksagen sin mangel på lederskab. Hun vil gerne tage ansvaret for det, der går godt. Men Mette Frederiksen vil ikke tage ansvaret for et Danmarkshistorisk vidtgående lovbrud, som har fået ufattelige konsekvenser for minkavlere, folkestyret og skatteborgerne. Sådan fungerer lederskab ikke. Og hvis minkkrisen virkeligt udstiller noget, så er det regeringens mangel på ægte lederskab.