Kort: Mette Frederiksen har flere gange bedyret, at den manglende lovhjemmel ikke er hendes ansvar. Det er embedsværket, som skal sørge for at sige fra, hvis der er problemer med lovhjemlen. Ministre er øverst ansvarlige for embedsmændenes handlinger. Men den manglende advarsel kom fra ressort-ministeriet, og derfor kan man maksimalt gøre et politisk ansvar gældende over for den daværende fødevareminister.

Problemet med den forklaring er, at Mette Frederiksen i hidtil uset grad har centraliseret magten i Statsministeriet. Advarslen om manglende lovhjemmel var givet videre fra Fødevareministeriet og befandt sig også i papirerne på det afgørende mink-møde. Og sms’er viser, at Statsministeriet detailregulerede Fødevareministeriet i mink-sagen. Forklaringen om, at ansvaret kun ligger hos andre halter altså på afgørende punkter, når nu vi ved, at Statsministeriet var dybt involveret.

Hvornår er en minister ansvarlig for et lovbrud?

I Lov om ministres ansvarlighed fremgår det tydeligt, hvornår en minister kan straffes. En minister kan dømmes for medvirken til ulovligheder, hvis ministeren har kendt til ulovligheder og ikke grebet ind, hvis ulovligheden har været et nødvendigt eller naturligt middel til at gennemføre ministerens politik, eller hvis ministeren ikke har ført det fornødne tilsyn. Man kan dømme ministeren direkte, hvis ministeren tilsidesætter de pligter, der påhviler ministeren efter grundloven eller anden lovgivning. Både hvis der er tale om fortsæt eller grov uagtsomhed.

Hvis en minister kender til et forestående eller igangværende grundlovsbrud, er de altså forpligtet til at gribe ind. I forhold til om der blev grebet ind rettidigt, er det jo dokumenterbart sådan, at regeringen fortsatte med at kræve mink aflivet efter, at grundlovsbruddet var almen kendt. Man bør desuden bide mærke i, at grov uagtsomhed er nok til at dømme en minister. Det betyder, at et eventuelt forsvar om, at man ikke læste papirerne forud for beslutningen om aflivning af mink sandsynligvis ikke er nok til at frikende regeringen. Man kan godt dømme en minister, hvis han rimeligvis burde kende indholdet af bilagene, hvor der stod, at der ikke var lovhjemmel til beslutningen om at lukke minkerhvervet.

Er det Mogens Jensens ansvar?

Der er et tydeligt problem i Fødevareministeriet. Flere topembedsmænd fortæller i kommissionen, hvordan den manglende lovhjemmel var velkendt i ministeriet i måneder før beslutningen. Det er selvfølgelig et stort problem, at embedsmændene ikke nægter at gennemføre regeringens beslutning med den viden. Mest grelt er det, at Fødevarestyrelsen sender et brev ud, hvor de utvetydigt kræver aflivning uden for smittezoner samtidigt med, at de ved, der ikke er lovhjemmel. Tejs Binderup, afdelingschef i Fødevareministeriet, har forklaret, at han har diskuteret den manglende lovhjemmel med afdelingschefer i en række andre ministerier herunder Justitsministeriet. Samtidigt bør man huske, at Fødevareministeriet sørgede for at skrive informationen om den manglende lovhjemmel ind i bilagene til beslutningsmaterialet. Det burde have været oppe i coveret, men materialet blev udfærdiget på få timer – på ordre fra Statsministeriet. Man kunne godt anlægge den betragtning, at materialets mangler skyldes beslutningen om, at det skulle gå så hurtigt. Samtidigt krævede departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, at Fødevareministeriets vurdering af, at aflivning af mink var fatalt for branchen, blev taget ud af materialet. Hvis man detailregulerer hvilke informationer, man vil have med i mødematerialet, er det selvsagt sværere at fralægge sig ansvaret for indholdet.

Mette Frederiksen har centraliseret magten og dermed ansvaret

Tidligere opererede ministerierne med langt større grader af autonomi. Over tid er der sket en større grad af central styring. Det ses blandt andet ved, at Finansministeriet i stadigt større grad har fingrene nede i beslutningerne i andre ressortministerier. Men med Mette Frederiksen er beslutningerne i den grad blevet centraliseret i Statsministeriet. Mette Frederiksen ansatte et helt politisk sekretariat i stedet for en særlig rådgiver for netop at sikre sig styring med hele regeringens arbejde. Og hendes første stabschef blev givet plads i regeringens Koordinationsudvalg. Et træk ingen regering før har gjort brug af.

Grønnegård-rapporten afdækker også, at Statsministeriet i praksis er langt nede i substansen i fagministeriernes håndtering. Denne centralisering gør det sværere at placere et ansvar hos en ressortminister. Hvis en ressortminister bare har gjort det, som han har fået besked på, er det svært at give ministeren ansvaret alene. Når Barbara Bertelsen i temmelig voldsomme sms’er kræver, at Mogens Jensen og hans departementschef skal tage ansvaret for hele miseren, så giver det jo et meget godt indblik i magtforholdene i regeringen. Det er svært at forestille sig, at nogen anden departementschef i Statsministeriets departement har presset på for, at en minister skulle lægge sig ned og rulle. Det er svært at se, at Mogens Jensen skulle have haft magten i det forhold i den nødvendige grad til, at det udelukkende er ham, der har ansvaret.

Liberal Alliance mener

Det er Mette Frederiksens ansvar, at arbejdet er blevet tilrettelagt så kaotisk, som det var tilfældet. Det er Mette Frederiksens ansvar at læse sine papirer. Og det er Mette Frederiksens ansvar at koordinationsudvalget, hvor hun selv sidder ved bordenden, ikke træffer ulovlige beslutninger. Og det er naturligvis Mette Frederiksens ansvar at gribe ind og stoppe en ulovlig praksis. Det ansvar har hun svigtet. Mette Frederiksen vil altid gerne sole sig i ansvaret, når tingene går godt, men samtidig skubber hun altid ansvaret fra sig, når noget går galt. Sådan kan man ikke lede et land.

Læs mere i 'Mette Frederiksens forsvar'

Læs mere om minkskandalen