Minkkommissionen

Minkkommissionen er en granskningskommission, som er et nyt værktøj udviklet i forbindelse med minkskandalen, som Folketinget kan bruge til relativt hurtigt at kulegrave regeringens beslutninger.

Danmarks styreform er parlamentarisk demokrati. Det betyder, at vores statsminister er udpeget af Folketinget, og at regeringen er ansvarlig over for Folketinget, som kontrollerer regeringens arbejde. Modsat eksempelvis USA eller Frankrig, hvor præsidenten er valgt ved et selvstændigt valg og kun kan afsættes gennem rigsretssager, kan Folketinget til hver en tid afskedige statsministeren.

Men selvom magtforholdet mellem Folketing og regering dermed på papiret er klart, er Folketinget over tid i praksis kommet i en langt svagere position over for regeringen, når det handler om at kontrollere regeringens gøren og laden.

Det skyldes blandt andet, at Folketinget er fuldstændig afhængigt af regeringens embedsværk, når det kommer til at udvikle og gennemgå lovgivning, og det gælder også, når lovgivningen og regeringen skal kontrolleres. Især siden ændringerne i offentlighedsloven i 2013 er det blevet sværere for Folketinget – og offentligheden – at kigge regeringen i kortene. Selvom Folketinget kan indkalde til samråd og stille spørgsmål, er det langt hen ad vejen op til regeringen selv, hvad den vil fremlægge.

Hvis et forløb i regeringen skal kulegraves, har man hidtil været begrænset til en ”lille” advokatundersøgelse, der kun kigger på skriftligt materiale, og en ”stor” undersøgelseskommission med dommere, der kan indkalde til afhøring, og som nedsættes af justitsministeren. Sådan én starter langsomt op og ofte kører i flere år, inden de siden konkluderer, om der er grundlag for at sanktionere ministre og embedsmænd ved fx en rigsret. Det ses fx ved undersøgelsen af Inger Støjberg, der startede i efteråret 2019 og mundede ud i en afsluttet rigsretssag i december 2021, over to år senere.

Som en del af forhandlingerne om at undersøge minkskandalen kom blå blok og Det Radikale Venstre til den forståelse, at der skulle oprettes et nyt værktøj, en såkaldt granskningskommission, og at sådan én skulle undersøge minkskandalen. Siden tilsluttede resten af Folketinget, inkl. regeringen, sig beslutningen.

Minkkommissionen nedsættes af Folketinget, ikke regeringen. Folketinget udarbejder også kommissoriet og udpeger kommissionens medlemmer – 3 mand og en udspørger. En granskningskommission – her minkkommission – skal færdiggøre sit arbejde inden for 12 måneder og arbejder dermed hurtigere end en almindelig undersøgelseskommission.

Dog er afhøringer i en granskningskommission ikke omfattet af sandhedspligt, sådan som vi også kender det fra en almindelig retssal – man har pligt til at tale sandt, men ikke pligt til at udtale sig, hvis udtalelsen kan inkriminere én selv.

Når en granskningskommission har afsluttet sit arbejde, fremlægger den sine konklusioner for Folketinget, der så på den baggrund kan tage stilling til, om der skal rejses sager eller udtales kritik.

D. 30. juni afleverede Minkkommissionen sin beretning til Folketingets granskningsudvalg. Det var en ordentlig moppedreng på tusindvis af sider i 9 bind.

Helt kort kan det siges, at Minkkommissionen ikke havde til opgave at vurdere, om Mette Frederiksen har udvist grov uagtsomhed, eller om der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod hende eller andre ministre for deres handlinger. Og netop deres handlinger er der rigeligt med kritik af.

Her følger en kort opremsning af det, Minkkommissionen er kommet frem til.

Statsministeriet som helhed har ifølge kommissionen handlet ”meget kritisabelt”. Det er den næstmest alvorlige form for kritik, der kan udtrykkes på embedsmandssprog. Med statsministeren og Statsministeriet i front begik regeringen ”grov vildledning” af “minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder 4. november 2020”.

Mette Frederiksen selv agerede på en ”objektivt set groft vildledende” måde på pressemødet d. 4. november. Det dækker over, at hun talte usandt. Samtidig har kommissionen dog vurderet, at statsministeren ”subjektivt ikke havde viden eller hensigt hertil”, dvs. at hun ikke brød loven med forsæt (hun fortsatte bare med at gøre det, da hun fandt ud af det).

Den tidligere fødevareminister Mogens Jensen får afvist sine mange og modstridende forklaringer om uvidenhed, og det bliver slået utvetydigt fast, at han gav urigtige oplysninger.

Derudover bliver der rejst en meget hård kritik af en lang række højt placerede embedsmænd.

Det omfatter bl.a. Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, Justitsministeriets departementschef Johan Legarth, Miljøministeriets departementschef Henrik Studsgaard og rigspolitichef Thorkild Fogde.

Alle disse har begået tjenesteforseelser, der giver grundlag for at drage dem til ansvar for deres medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet.

Det er historisk, at så mange topembedsmænd har fejlet så eklatant, og konsekvenserne ved det massive svigt bliver uoverskuelige for tilliden til det danske embedsværk.

Støttepartierne har afvist at få lavet en advokatundersøgelse af mulighederne for at holde Mette Frederiksen og de andre politikere til ansvar, men til gengæld har Det Radikale Venstre meddelt, at de vil vælte regeringen, hvis der ikke er udskrevet valg senest ved Folketingets åbning d. 4. oktober.

En folkedomstol er altså bedre end en rigtig domstol. Åbenbart