Det danske arbejdsmarked

Det danske arbejdsmarked er ret unikt sammenlignet med andre landes. Det er arbejdsmarkedets parter – arbejdsgiver- og fagforeninger i samarbejde med staten – som fastsætter overenskomster for lønmodtagere. Der er derfor decentral løndannelse, så det er ikke politikerne på Christiansborg alene, der bestemmer lønmodtageres arbejdsvilkår.

I Danmark er det også ret nemt at hyre og fyre. Der er derfor en høj grad af fleksibilitet, som både gør det nemmere for arbejdsgivere at finde den rette arbejdskraft og lettere for folk at finde et job. Der er dog også sikkerhed for lønmodtagere, som mister deres job, i form af sociale ydelser og aktiveringsprogrammer. Denne kombination af fleksibilitet og sikkerhed for lønmodtagere er kendt som ”flexicurity-modellen”.

Selvom Danmark har et ret fleksibelt arbejdsmarked, er der mange i den arbejdsdygtige alder – over 700.000 – som ikke er i beskæftigelse. Det betyder, at en stor del af befolkningen ikke er i arbejde og dermed ikke bidrager økonomisk til det danske samfund.

For få hænder på arbejdsmarkedet

Det er til stor skade, både for den danske økonomi og de arbejdsløse selv, at så mange danskere i den arbejdsdygtige alder ikke er i arbejde. F.eks. koster det det danske samfund over 300.000 kr. om året, hvis en industriarbejder bliver ledig og skal modtage sociale ydelser. Hvis vi kunne få 100.000 flere mennesker i arbejde, ville det altså spare os for ca. 30 mia. kr., som vi i stedet kunne bruge på skattelettelser, uddannelse, grøn omstilling eller andet.

Lige så vigtigt er det, at arbejdsløshed skaber apati og mismod hos dem, der bliver ramt af ledighed. Hvis man har været for lang tid ude af arbejdsmarkedet, kan man blive ramt af en åndelig fattigdom, hvor man ikke kan se noget håb i tilværelsen og ikke har nogen motivation til at bidrage til samfundet.

Desværre er vores nuværende system ikke særligt kompetent ift. at få folk i arbejde. Vi har i Danmark meget høje, sociale ydelser, som fx kontanthjælp og dagpenge, som betyder, at det i mange tilfælde ikke kan betale sig at tage et lavtlønsjob. Hvis man får et arbejde, skal man desuden betale en stor del af sin løn til staten i form af skatter. Jobcentrene har heller ikke formået at få nok folk i arbejde, bl.a. fordi der er for meget bureaukrati og mistillid til de ledige og for få effektive løsninger.

Sænk ydelserne og skatten og reformér jobcentrene

Det er Liberal Alliances politik, at vi skal have gjort noget ved den enormt høje arbejdsløshed, både for de arbejdsløse selv og de mange arbejdende danskere, som betaler til folk, der ikke gider arbejde.

Vi skal derfor have sænket de sociale ydelser markant, så det bedre kan betale sig at arbejde. Bl.a. skal dimittendsatsen ned for nyuddannede, så den svarer til SU’en.

De høje skatter betyder også, at det i mindre grad kan betale sig at arbejde, fordi man skal betale så stor en del af sin indkomst til det offentlige. Derfor vil vi fjerne al beskatning af de første 7.000 kr. man tjener om måneden. Så kan man forsørge sig selv før man skal forsørge staten, og det får flere i arbejde.

Vi skal også reformere de ineffektive jobcentre. Aktiverings- og sanktioneringsopgaverne skal adskilles, der skal være mindre bureaukrati og man skal i stedet gøre brug af en mere tillidsbaseret tilgang, hvor fokus er på at få de arbejdsløse i arbejde hurtigst muligt.