Klimapolitik.
En grøn fremtid - helt uden skræmmebilleder.

Dommedag er aflyst, og den grønne fremtid venter.

Vi er på vej ind i en ny tid. I dag snurrer vindmøller rundt på marker og have, solceller suger kraft fra selve solen, og kernekraftsreaktorer splitter verdens grundsten ad for at skabe ren og sikker energi. Den grønne omstilling vinder frem hver eneste dag.

Menneskeheden kan klare den grønne omstilling med opfindsomhed, ny teknologi og flid, som vi har klaret alle andre problemer i historien. Og Danmark kan spille en nøglerolle, hvis vi tør tænke internationalt, lægge klimanationalismen på hylden og insistere på, at grøn omstilling ikke er uforenelig med vækst og velstand.

Danmark skal være helt i front. Vi skal skabe de grønne løsninger, som hele verden ikke blot roser, men efterligner. Vi skal i langt højere grad tænke internationalt udsyn ind i dansk klimapolitik, for atmosfæren er ligeglad med, om CO2’en kommer fra Danmark eller Kina.

Med en klimapolitisk strategi renset for symbolpolitik bliver fremtiden både grøn og god – og den politik kan føres uden at skræmme vores børn.
Vi har ingen frygt for fremtiden – kun frygt for det, frygten for fremtiden kan få folk til at gøre.

Desværre ser vi partier på Christiansborg, der kynisk forsøger at tale til klimafrygten, og skræmmer vores børn til at tro, de kan ende med at bo på pæle, fordi havene stiger. Sådan behøver vi ikke at føre klimapolitik.

Den danske klimapolitik er i dag båret af nationalt navlepilleri, og alt for ofte prioriterer vi symbolsk handling i Danmark over reelle reduktioner i den globale CO2-udledning.

Mange holder skåltaler om Danmark som et foregangsland, alle andre kan efterligne. Men vi er på vej ned ad en vej, som andre ikke kan efterligne. Vi får nemlig en stor andel af vores ”grønne” energi fra biomasse, og vi forbruger langt mere biomasse, end vi selv producerer. Den model kan hele verden selvsagt ikke efterligne.

Hvis vi skal være et foregangsland, skal vi være visionære, effektive og internationale. Udvikling og udbredelse af ny teknologi skal være krumtappen for et samfund, som er i balance med naturen, men som også nyder gavn af velstand og fremgang. Det kan godt lade sig gøre, og det skal vi bevise.
Vi skal fokusere på at hjælpe andre lande med at reducere deres CO2-udledninger. På den måde kan vi nå 100 procent reduktion i 2030. Vi kan få langt mere klima for pengene ved at hjælpe andre lande med at høste deres lavthængende CO2-frugter end ved at fokusere på det sidste CO2-molekyle i Danmark.

Elnettet er fundamentet for den grønne omstilling og elektrificeringen af Danmark. Elnettet er desværre blevet underprioriteret af mange generationer af politikere, der hellere ville investere i synlige ting, man kunne få taget selfies sammen med. Det har paradoksalt nok ført til, at der ikke kan blive sat vindmøller op i Danmark i 2022 og 2023.

Vi ved, at elnettet har brug for investering i omegnen af 80 mia. kr., og det kan vi ikke forvente, at de danske forbrugere skal betale. Vi vil derfor målrette provenuet fra salget af CO2-kvoter til investeringer i elnettet.

Hvis de grønne ambitioner faktisk skal finde vej helt ud i stikkontakten, må vi altså i gang med at lægge flere kabler.

Vi skal i gang med et paradigmeskifte i energipolitikken, hvor planøkonomien afløses af det vilde vesten i forhold til VE-udbygning, og hvor hensynet til hurtig udbygning vægtes langt højere end fortsat statslig kontrol. Vi skal afbureaukratisere udbygningen af vedvarende energi i Danmark.

Energistyrelsen har i en screening identificeret et havvindpotentiale på minimum 40 GW på et areal på ca. 35.000 km2. Vi skal have en politisk målsætning om, at vi hurtigst muligt får udnyttet denne kapacitet.

En Niels Bohr-kommission skal kigge fordomsfrit på mulighederne for kernekraft i Danmark som en ren, stabil og grøn energikilde.

Vi skal også investere langt mere i grøn forskning – herunder i kernekraft – så vi kan understøtte fremtidens grønne løsninger.