Statskassen bugner af penge
Hvis SVM-regeringen ville indføre top-topskatten, fordi det var en afgørende nødvendighed for, at velfærdssamfundets tandhjul fortsat kunne dreje rundt, kunne man i det mindste forstå det.
Men det er selvfølgelig ikke tilfældet.
Ud af statens årlige budget på ca. 1.210 mia. kr. kommer indtægterne fra top-topskatten kun til at udgøre ca. 0,7 mia. kr., hvilket svarer til 0,06 pct. af statens budget.
Men den danske stat har faktisk i forvejen langt flere penge end dét, der bruges i det årlige budget.
Frem til år 2030 har Danmark nemlig et råderum på mere end 64 mia. kr. Råderummet er de penge, staten har til overs, når alle skatter er blevet opkrævet, og alle udgifter er blevet afholdt.
Men selvom vi befinder os i en situation, hvor staten opkræver flere penge, end der skal afholdes udgifter til, insisterer SVM-regeringen alligevel på, at vi skal indføre top-topskatten.