Ren “gaslighting” at påstå, at identitetspolitik ikke findes i Danmark

Henrik Dahl
10. januar 2022

At stå op for det politisk liberale samfund er ikke fanatisme. Til gengæld er det udtryk for den mest enøjede fanatisme at prøve at gaslighte den danske offentlighed til ikke at stole på sin egen viden og erfaringer.

Ved De, hvad ”gaslighting” er? Det er en strategi for at manipulere, hvor man prøver at få den person, man gerne vil forvirre, til at tvivle på sine egne erfaringer eller sin egen viden om et eller andet.

Oprindeligt talte man mest om gaslighting inden for psykologien. Et barn eller en hel børneflok kunne for eksempel mene, at der foregik ting og sager i barndomshjemmet, der ikke var i orden. Og en manipulerende forælder kunne modgå ved at sige, at sådan er det såmænd i alle hjem, eller at nu skal man også huske at se på tingene i deres rette sammenhæng. Og en-to-tre: Kritikken opløser sig i det rene ingenting. Det er gaslighting.

I vore dage har gaslighting fået en ekstra dimension. Det er blevet en af de foretrukne strategier for dem, der gerne vil have identitetspolitiske dagsordener gennemført i det skjulte.

Til den ende forsøger man sig ofte med gaslighting: Kathleen Stock blev næsten ikke presset ud af sin stilling ved University of Sussex (jo – det blev hun. Det er hævet over enhver tvivl). Der er praktisk taget ingen eksempler på, at identitetspolitik har negative konsekvenser i Danmark (jo – der er masser. Medmindre man i overført forstand har valgt at stikke sine egne øjne ud).

Men for nu alligevel at gå en lille smule ind på gaslighternes dagsorden: Hvordan ligger det med beviser for, at identitetspolitik har alvorlige, negative konsekvenser i Danmark?

Et af de steder, hvor man tydeligst ser, at identitetspolitikken fylder og har problematiske konsekvenser, er i spørgsmålet om grupperettigheder.

Muslimer har i mange år krævet en form for grupperettighed til at få islamiske regler anerkendt og respekteret – også af mennesker, der ikke bekender sig til islam. Det er et klokkeklart eksempel på en identitetspolitisk logik, der allerede fylder alt for meget.

Men feminismen er også gået ind i en fase, hvor det ikke handler om at forhindre diskrimination af den enkelte, men om at kvinder har en grupperettighed til en andel af alle attraktive stillinger, der modsvarer deres andel i befolkningen.

Der findes mange eksempler, men jeg vil fremdrage et nyligt: Institut for Menneskerettigheder har kastet sig ind i kønsfordelingen ved kommunalvalget. Her finder man, at der er for få kvinder i landets kommunalbestyrelser. Ikke fordi der er blevet diskrimineret imod individuelle kvinder. Men fordi den grupperettighed, man implicit hævder, at kvinder har til 50 pct. af alle poster i landets kommunalbestyrelser, angiveligt er blevet trådt på.

Det rejser så det interessante spørgsmål, hvem der nu skal stå op for menneskerettighederne? For når Institut for Menneskerettigheder åbenbart har valgt at gøre sig selv til Institut for Grupperettigheder, kan de ikke længere være den rette institution. Det forholder sig nemlig sådan, at hvis man giver grupperettigheder forrang over individuelle rettigheder, så vil de individuelle rettigheder – som instituttet egentlig skulle forestille at stå vagt om – uvægerligt blive trådt under fode.

Så for at samle op: Når det drejer sig om muslimers krav om grupperettigheder og feministers krav om grupperettigheder, står vi som samfund allerede konfronteret med to meget velorganiserede, identitetspolitiske aktører, der allerede har haft en betydelig indflydelse på samfundets indretning.

Når det drejer sig om identitetspolitik inden for det kønspolitiske område, er en betydelig modsætning under opsejling mellem Den Internationale Olympiske Komité, IOC, og Danmarks Idrætsforbund, DIF.

Hvor IOC lægger op til, at transkvinder må konkurrere i kvinderækkerne ved OL, lægger DIF op til det modsatte: at være født og opvokset som mand giver i voksenlivet så store fordele inden for sport, at transkvinder ikke bør have adgang til kvinderækkerne.

Det bliver med garanti en stor konflikt, hvor det sidste ord ikke vil blive sagt før om mange år.

Til sidst er der så de videregående uddannelser.

Generelt er det sådan, at alle forskere over et vist niveau er nødt til at indrette sig på, hvordan forholdene er i Storbritannien og USA. Det hænger sammen med, at de har en uskreven pligt til at publicere i tidsskrifter, der udgives i disse to lande. Bliver redaktører og bedømmere ved britiske og amerikanske tidsskrifter woke, er danske forskere nødt til at indrette sig på det. Ellers vil de ikke få en karriere i Danmark.

Alene derfor er det sludder og vrøvl, at identitetspolitik ikke har negative konsekvenser for danske forskere allerede. I det omfang, identitetspolitikken har indflydelse på britiske og amerikanske tidsskrifter, har den også direkte indflydelse på danske forskeres hverdag. Det mest berømte eksempel på dette er naturligvis de ubehageligheder, der for nogle år siden overgik freds- og konfliktforskeren Ole Wæver.

Identitetspolitik har kostet både rektor og en fastansat lektor ved Kunstakademiet deres stillinger. Den har også i et eller andet omfang været medvirkende til, at Marianne Stidsen har følt sig presset ud af den offentlige debat. Altså de facto er blevet ”cancelled” – aflyst.

Identitetspolitik har massiv indflydelse på indkøbspolitikken ved danske kunstmuseer. Godt illustreret ved fejden mellem de to kunsthistorikere Lennart Gottlieb og Mikael Wivel om kvaliteten af Bertha Wegmanns kunst og det rimelige i, at der i disse år investeres så mange penge og så megen tid i hende.

Identitetspolitik førte til et forsøg på at få professor Thomas Hoffmann afskediget og anklaget for videnskabelig uredelighed – altså cancelled – fordi han havde blandet sig i en debat mellem Weekendavisens Søren K. Villemoes og en norsk ph.d.-studerende.

Vi taler altså ikke om småting. Vi taler om konflikter, der rammer mennesker på deres levebrød. Og beslutninger til mange millioner kroner – der senere får indflydelse på de mest anerkendte museers udstillingspolitik.

Senest har to medarbejdere ved Den Danske Filmskole så meddelt i tidsskriftet Ekko, at de ikke vil vise film, der krænker de studerende.

I et klima, hvor (en del af) skolens studerende i forvejen retter alle mulige woke anklager imod filmskolen, betyder det, at en hvilken som helst woke studerende nu kan censurere, hvad der må vises på filmskolen. Alt, hvad det kræver, er en påstand om, at for eksempel ”The Birth of a Nation” eller ”Triumph des Willens” er krænkende. Så garanterer i hvert fald to af lærerne, at disse hovedværker i filmkunstens historie aldrig vil blive vist på filmskolen.

Det er fuldstændig absurd gaslighting at hævde, at der ikke allerede i dag er store problemer med identitetspolitik i Danmark. Den har store konsekvenser på det kønspolitiske område. Den har store konsekvenser i forhold til muslimer i Danmark. Den har store konsekvenser på kunstens område. Og den har store konsekvenser for de videregående uddannelser i Danmark. Hvor konsekvenserne hver gang trækker i samme retning: et Danmark og nogle danske institutioner, der i politisk henseende bliver mindre liberale og mindre frie.

At stå op for det politisk liberale samfund er ikke fanatisme og ikke noget, der kun optager minoriteter (jævnfør Danmarks Idrætsforbunds glædelige udmeldinger for hele kvindeidrætten).

Til gengæld er det udtryk for den mest enøjede fanatisme at prøve at gaslighte den danske offentlighed til ikke at stole på sin egen viden og sine egne erfaringer.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 10/01/2022)

Jeg er træt af, at røde mærkesager skal sælges som grøn omstilling

Henrik Dahl
17. december 2021

Danske Gymnasier – det tidligere Rektorforeningen – mener, at tiden er inde til en gennemgribende omstilling til bæredygtighed i gymnasierne.

I princippet er det sandt. Som langt de fleste anerkender, er det en skidt idé at lukke ubegrænsede mængder af kuldioxid ud i atmosfæren. Derfor skal vi i stigende grad lade være.

Men kan det virkelig passe, at det heraf følger, at »det stiller krav til revision af det faglige indhold og til fagdidaktikken«? Man kunne vel også sige, at produktion og lagring af energi, der ikke er frembragt ved at udlede kuldioxid, stiller krav om at beherske de klassiske fag som matematik, fysik og kemi? For når alt kommer til alt, er det i høj grad ingeniører, der både har skabt problemerne og må forventes at løse dem.

Det korte af det lange er: Jeg savner en begrundelse for, at »den grønne omstilling kræver […], at fag, som førhen blev anset som forskellige fagdiscipliner, bliver samtænkt på ny via obligatoriske projektforløb. Det kunne ske i forbindelse med en justering af fagrækken«.

Hvorfor gør den egentlig det? Er det ikke bare en bekvem anledning til at argumentere for den ødelæggelse af den klassiske faglighed, som flertallet af landets gymnasierektorer af uransagelige årsager går ind for alligevel.

Hvorfor gør den egentlig det? Er det ikke bare en bekvem anledning til at argumentere for den ødelæggelse af den klassiske faglighed, som flertallet af landets gymnasierektorer af uransagelige årsager går ind for alligevel.

På samme måde savner jeg en begrundelse for, at produktionen af energi, der ikke er skabt ved at udlede kuldioxid, lige præcis er et argument for, at fremtiden skal være asketisk. For det er det åbenbart for gymnasierektorerne: »Ved at sætte bæredygtighed på dagsordenen […] har gymnasierne mulighed for at påvirke eleverne til at foretage personlige valg, der er mere klimavenlige«.

På en måde kan jeg godt lidt tanken. Slut med anvendelsen af ekstremt klimabelastende computere i undervisningen. Slut med fjollede ekskursioner til fjerne egne af verden, der først og fremmest er morsomme at deltage i, men ikke har noget fagligt indhold. Og i stedet ind med blyant og papir og fordybelse i litterære værker, der udvider forståelsen for den verden, vi lever i.

Men det er nok ikke det, der menes. Mon ikke tanken først og fremmest er, at fremtiden skal være asketisk? Med en politisering og regulering af traditionelle spisevaner. Udskamning af garderober, der er alt for store og spraglede. Og udskamning af individuel transport, naturligvis.

Hvis verden skal udlede mindre kuldioxid til atmosfæren, og den del af Jordens befolkning, der stadig ikke har fået adgang til en levestandard, vi i Danmark anser for at være rimelig, skal løftes op, bør man satse massivt på atomkraft. For det er den eneste måde at producere energi i stor skala, der faktisk er emissionsfri.

Men jeg er hundrede procent sikker på, at det ikke er, hvad Danske Gymnasier mener. For det, Danske Gymnasier i virkeligheden går ind for, er, at verden bør være venstreorienteret. I den forbindelse er behovet for ikke at udlede kuldioxid i atmosfæren den perfekte anledning til bilde folk ind, at den eneste vej frem er venstreorientering.

For at være helt ærlig, er jeg dødhamrende træt af, at venstrefløjen er trængt ind i alle danske dannelsesinstitutioner. Og at den fra sine magtbastioner benytter enhver lejlighed til at indoktrinere sagesløse borgere med sine røde holdninger.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at man under det tilsyneladende uskyldige flag »grøn omstilling« sejler med en giftig kontrabande af røde mærkesager. Som man har tænkt sig at præsentere som den eneste løsning på et påtrængende problem. Grønt er grønt – ikke en speciel nuance af rødt.

Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MF for Liberal Alliance.

»På en måde kan jeg godt lidt tanken. Slut med anvendelsen af ekstremt klimabelastende computere i undervisningen. Slut med fjollede ekskursioner til fjerne egne af verden, der først og fremmest er morsomme at deltage i, men ikke har noget fagligt indhold. Og i stedet ind med blyant og papir og fordybelse i litterære værker, der udvider forståelsen for den verden vi lever i,« skriver Henrik Dahl.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at man under det tilsyneladende uskyldige flag »grøn omstilling« sejler med en giftig kontrabande af røde mærkesager.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 17/12/2021)

Trump-kortet er ikke noget trumfkort

Alex Vanopslagh
7. december 2021

Seneste skud på den socialdemokratiske spinstamme er at beskylde os andre for at opføre os som Trump. Det er lige så dovent, som det er gennemskueligt.

På det seneste har de sociale medier været plastret til med opslag fra mere eller mindre prominente socialdemokrater, der i nogenlunde enslydende fraser fordømmer os borgerlige for ”tonen” og for at bedrive hetz. Flere af dem sætter trumf på ved at beskylde os for at opføre os ligesom Donald Trump.

Vi borgerlige må forstå, at vores vedholdende kritik af regeringens lovbrud, mørklægning og bortforklaringer i minkskandalen har antaget en usaglig karakter, der leder tankerne hen på den orange mand fra Amerika, der som bekendt er meget dum og ond og højreorienteret.

Trump-kortet har siden midten af sidste årti fungeret som en form for nazikort light, hvor man med den sammenligning regner med at lukke debatten ved at afskrive modstanderen som en højreorienteret klovn, hvis ikke-stuerene tosserier ikke fortjener nogen saglige modargumenter.

Og det er jo meget belejligt, hvis man ikke rigtigt har nogen saglige modargumenter på lager.

Sandheden er jo, at Socialdemokratiet i over et år nu har skøjtet rundt i forskellige slags forsvar for Mette Frederiksens handlinger i minkskandalen. Først var det en fejl, men hun ville alligevel gøre det samme igen, og så var det i øvrigt nødvendigt på grund af situationen (beskrevet i et papirtyndt notat med tvivlsomme fund fra SSI, som hurtigt blev tilbagevist). Dernæst havde man ikke læst bilagene, og så manglede der måske slet ikke hjemmel alligevel. Og nu er vi så nået dertil, at forsvaret for Mette Frederiksen består i at kalde os andre for Trump.

Det eneste, vi ikke ved endnu og måske aldrig finder ud af, er, om Mette Frederiksen vidste, at hun brød loven, da hun gjorde det

Men Trump-kortet er ikke det trumfkort, Socialdemokraterne tror. Først og fremmest fordi det er dovent, men allervigtigst fordi kortet spilles samtidig med, at Mette Frederiksen turnerer land og rige rundt med en historie om, at hun er bekymret for den demokratiske samtale.

Der er noget ejendommeligt og skamløst i at udråbe sig selv til ridder af den demokratiske samtale samtidig med, at håndlangerne er sendt i byen med iltfattige beskyldninger mod os andre for at slægte den dumme og onde orange mand i Amerika på.

Retorikken er blevet hård efter minkskandalen. Jeg holder mig personligt ikke tilbage for at kalde det for én af Danmarkshistoriens største politiske skandaler, og mine kritiske spørgsmål til statsministeren er lige så sylespidse, som hendes svar er undvigende og ubrugelige.

Nej, vi taler ikke normalt sådan om hinanden i dansk politik, men det er heller ikke normalt, at en regering bryder loven, krænker danske borgeres ejendomsret og dernæst forsøger at spinne sig ud af det.

Det eneste, vi ikke ved endnu og måske aldrig finder ud af, er, om Mette Frederiksen vidste, at hun brød loven, da hun gjorde det. Hun vidste det i hvert fald bagefter, og det stoppede hende ikke. Som tidligere omtalt sagde hun ligefrem, at hun ville gøre det igen. Den lader vi bare stå.

Det havde nok været lettere for alle parter, hvis regeringen bare havde ladet være med at bryde Grundloven. Ikke mindst for minkavlerne. Og hvis det bedste argument imod det er at kalde os i oppositionen for Trump, så er der vist kun tilbage at citere manden selv: ”So sad”.

Der er noget ejendommeligt og skamløst i at udråbe sig selv til ridder af den demokratiske samtale samtidig med, at håndlangerne er sendt i byen med iltfattige beskyldninger mod os andre for at slægte den dumme og onde orange mand i Amerika på

(Detbatindlæg udgiver i Ræson d. 7. december 2021)

Problemet med minkskandalen er ikke overdrivelse, men bagatellisering

Alex Vanopslagh
3. december 2021

Man kan ikke være halvt gravid, det er enten eller, og det samme gælder for folkestyret: Enten bliver det respekteret, eller også gør det ikke.
Ifølge Helle Ib, Børsens politiske kommentator, er den borgerlige kritik af minksagen “kammet over”.

Vi blå ”forvansker” proportionerne med vores retorik. Det var jo kun ”nogle få” minkavlere uden for zonerne, som blev sat i gang med at aflive deres dyr uden lovhjemmel og med udsigt til en tempobonus, der heller ikke var lovhjemmel til. Og flertallet var jo på plads, selvom hjemlen endnu ikke ved vedtaget – det blev den først, da alle minkene var døde.

Jeg tillader mig at være uenig. Man kan ikke være halvt gravid, det er enten eller, og det samme gælder for folkestyret: Enten bliver det respekteret, eller også gør det ikke. Når regeringen bare sætter myndigheder med politi og militær i front i gang uden lovhjemmel, regeres landet jo ikke af love, men af dekreter. Når Folketinget først godkender beslutninger, når regeringen har ført dem ud i livet, er Folketinget jo reduceret til et gummistempel.
Det er i bogstaveligste forstand ikke et demokrati værdigt.

Problemet med retorikken er ikke overdrivelse, men derimod bagatellisering: At det ifølge støttepartier og visse medier åbenbart ikke er værre, end at Mette Frederiksen fint kan fortsætte ovenpå minkskandalen, hvis det viser sig, at hun ikke inden pressemødet 4. november 2020 vidste, at det krævede lovhjemmel at aflive alle mink.

Men vi ved, at regeringen har handlet ulovligt – og vi ved, at bilagene til mødet, hvor beslutningen blev truffet, klart beskrev den manglende hjemmel. Og den blev ved med at handle ulovligt, selv da hele Danmark vidste det. Hvordan kan det så på nogen måde frikende regeringen for ansvar, at den ikke læser sine egne bilag?

Det er et dybt bekymrende skred i grænsen for, hvad vi skal tolerere fra magthavernes side. Man kan tilsyneladende bare undskylde sig med, at man har travlt og ikke har sat sig ordentligt ind i beslutningsgrundlaget. Man må godt køre for stærkt, hvis man bare tager bind for øjnene.
I normale tider ville en statsminister aldrig slippe afsted med det, Mette Frederiksen har gjort mod minkavlerne. Og står det til mig, bliver der snart normale tider igen i dansk politik.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 2. december 2021)

Nej tak til socialdemokratisk udgiftslov: Det er en fantasiløs plan, som ikke giver mere velfærd

Alex Vanopslagh
11. november 2021

For nylig skrev Berit Rousing, kandidat til Aarhus Byråd for Socialdemokratiet, i Århus Stiftstidende, at Socialdemokratiet “tager ansvar” med den nye velfærdslov, som skal sikre flere penge til velfærd i takt med, at befolkningen bliver ældre og får brug for flere velfærdsydelser.

Men den ubekvemme sandhed bag denne “velfærdslov” er, at den ikke vil føre til bedre velfærd, hverken for borgerne i Aarhus eller resten af Danmark. Det er en fantasiløs plan, hvor der bare skal bruges flere og flere penge for at holde kvaliteten på samme niveau, mens borgerne skal betale mere og mere i skat.

Velfærdsloven er en udgiftslov, som ikke handler om at give bedre velfærd. Hovedproblemerne med vores velfærdssektor – for meget bureaukrati og for lidt innovation og konkurrence – adresseres slet ikke. Det er en uholdbar situation og vil skabe store problemer for dansk økonomi.

Det, vi i stedet skal have, er nytænkning, innovation og effektivisering af vores velfærd. Ved at investere i ny teknologi, skære markant i bureaukratiet og udvise mere tillid til medarbejderne kan vi levere en bedre velfærd til borgerne – til lavere pris.

Vi skal have langt mere konkurrence og frit valg i velfærdssektoren, så de bedste udbydere vinder frem, og dårlige udbydere sorteres væk. Alt sammen til gavn for borgerne. Det er vejen frem.

Socialdemokratiets velfærdslov er en ikke-løsning, som bare vil øge udgifterne uden at give borgerne en bedre velfærd.

(Debatindlæg udgivet i Stiften d. 10. november 2021)

At skjule usandhed bag bullshit

Henrik Dahl
8. november 2021

I onsdags ville stats- og justitsministeren bl.a. have befolkningen til at tro, at Danmarks sikkerhed står og falder med, at de nærmeste medarbejder konsekvent bortskaffer en del af dokumentationen for, hvad de beslutter og hvorfor. Det er en påstand, der simpelthen er så vild, at det undrer mig, at bestyrtelsen ikke er større.

Først en advarsel: Jeg er part i sagen om regeringens manglende lovhjemmel til at nedslagte alle mink. Derfor er de følgende linjer ikke neutrale og skal ikke læses som neutrale.

Det begyndte allerede den 8. november 2020. På den dag blev jeg kontaktet af den daværende miljø- og fødevareminister for at høre, om LA ville gå med på hastebehandling af en lov, der gjorde det muligt at slå alle mink i Danmark ned.

Jeg meddelte ministeren, at det ville LA ikke og udsendte ved 15-tiden om eftermiddagen et tweet om, at der lige her og nu slet ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink. Hvis jeg ikke var den allerførste politiker i Danmark til at afsløre, hvordan det realpolitiske land lå, var jeg i hvert fald med fremme i førerfeltet. Men jeg tror ganske oprigtigt, at det var mig, der var whistlebloweren.

Derfor har jeg fra dag 1 ment, at det var en skandale at aflive alle mink. Og det mener jeg endnu mere i takt med, at Minkkommissionen afdækker sandheden.

Så lad mig først, inden jeg går over til at analysere, deklarere helt åbent, hvordan jeg mener, at landet ligger.

Det er fuldstændig utænkeligt, at kaptajnen på et skib ikke er dybt inde i beslutningen om, hvor skibet skal sejle hen. På tilsvarende vis er det fuldstændig utænkeligt, at en statsminister ikke er dybt inde i beslutningen om, hvor Danmark skal hen. At påstå andet er en fornærmelse imod den almindelige, sunde fornuft.

For mig er det også fuldstændig utænkeligt, at regeringens koordinationsudvalg ikke kendte de juridiske problemer i forhold til at aflive alle mink i Danmark. Jeg har nemlig læst et hav af såkaldte K-sager (det vil sige forelæggelser for koordinationsudvalget) i den tid, hvor LA sad i regering. Og det er sådan, at alle K-sager har fire obligatoriske elementer: Hvad er problemet? Hvad er forslaget til løsning? Hvad siger Finansministeriet? Og hvad siger Justitsministeriet?

Den eneste undskyldning for ikke at kende de juridiske implikationer af sagen er altså, at man ikke har læst K-sagen. Og den undskyldning synes jeg ikke rigtig kan bruges til noget.

Med andre ord: Jeg har ikke nogen illusioner om, at regeringen ikke vidste, hvad den gjorde for et år siden. Om det så kan bevises, er en anden sag. Og her synes regeringen at være rimeligt opsat på at fjerne og tilsløre så meget bevismateriale, at sagen ender med at blive hængende i luften på grund af det, man kalder ”bevisets stilling”.

Og her er vi så fremme ved den famøse sletning af sms’er i Statsministeriet og Justitsministeriet.

Der er forhåbentlig ingen mennesker i Danmark, der tror på historien om, at sms’erne er slettet af sikkerhedshensyn. Center for Cybersikkerhed – der rådgiver centraladministrationen – anbefaler overhovedet ikke sletning af sms’er som en sikkerhedsforanstaltning. Og selv om man gjorde, giver det ikke nogen mening at slette sms’erne på nogle få telefoner og i øvrigt mangle en konsistent politik på området.

Så forklaringen om sikkerhed er en til lejligheden opfundet forklaring, der ikke – som man siger – holder en meter. Med mindre, man ved ”sikkerhed” forstår det, man i folkemunde kalder beskyttelse af egen røv. I så fald giver det perfekt mening at bortskaffe bevismateriale – for det er, hvad sagen i bund og grund handler om.

Og det efterlader den forundrede offentlighed med ét spørgsmål, når det gælder pressemødet med stats- og justitsministeren i onsdags: Var det, vi hørte, løgn eller bullshit?

Bullshit er et vel bekendt slangudtryk. Men det er også et filosofisk begreb takket være den amerikanske filosof Harry Frankfurt. I 2005 udgav han en lille, men i eftertiden meget læst bog om begrebet bullshit – og hvordan det adskiller sig fra løgn.

Det er sådan, siger Frankfurt, at den, der lyver, kender sandheden og bekymrer sig om den. Men samtidig har den, der lyver, besluttet at lede sin omverden bevidst bort fra sandheden, fordi den anses for at være farlig.

Den, der bullshitter, er ligeglad med sandheden. Hvis man bullshitter, siger man bare det, der skal til, for at fremstå på en fordelagtig måde i omverdenen. Det er på grund af den totale mangel på respekt for sandheden, at Harry Frankfurt har den opfattelse, at bullshit i det lange løb er farligere for samfundet end løgn. Bullshit ophæver nemlig den forventning, at ytringer overhovedet er udtryk for en alvorlig og oprigtig bestræbelse på at tale sandt.

At bullshitte har desværre udviklet sig til en kongedisciplin for enhver regering. Det er jo bullshit, at et sundhedshus er et hospital. Fordi et hospital er et sted med senge og døgnvagt og alt dertil hørende. Mens et sundhedshus bare er et sundhedshus, som vi kender i forvejen. Det er også bullshit at kalde udgifter for investeringer uden at angive, hvad forrentningen på investeringen er. For investeringer skal nemlig have en forrentning et rimeligt stykke over inflationen for at være investeringer. Ellers er de bare udgifter. Det er bullshit at kalde nedskæringer for fokuseret indsats. Hvis man bruger færre penge, bruger man færre penge, og så bør man anvende det udtryk og ikke alt muligt andet. Ellers kan borgerne i virkeligheden ikke orientere sig ordentligt i, hvad der foregår.

Derfor kan man sige, at det var et nybrud, vi oplevede i onsdags: At en regering benyttede sig af bullshit for at skjule, at den ikke fortalte sandheden overhovedet.

Når tricket virkede for en stund, var det fordi landets borgere gennem årtier har vænnet sig til, at politikere bullshitter. Det er en form, de fleste er fortrolige med. Det er en forventning, de fleste har. Politikerne lader, som om de taler ærligt og oprigtigt. Og borgerne lader, som om de tager det alvorligt. Men ingen deltagere i forestillingen tror, at der er tale om andet end en forestilling.

I onsdags ville stats- og justitsministeren have befolkningen til at tro, at der simpelthen ikke var nogen medlemmer af landets øverste, politiske ledelse, der havde sat sig ordentligt ind i minksagen på forhånd. Plus at Danmarks sikkerhed står og falder med, at statsministeren og statsministerens nærmeste medarbejder konsekvent bortskaffer en del af dokumentationen for, hvad de beslutter og hvorfor.

Det er en påstand, der simpelthen er så vild, at det undrer mig, at bestyrtelsen ikke er større. For den efterlader to muligheder: At den øverste, politiske ledelse af Danmark enten er fuld af fup eller inkompetent. Hvis man vil bære de gyldne kæder og have de mest ophøjede embeder, er man nødt til at tage sit ansvar på sig og tage det alvorligt. Det indebærer blandt andet, at man læser de k-sager, man får forelagt.

Men for at skjule, at man koldt og kynisk begyndte at bortskaffe bevismateriale fra det tidspunkt i 2020, hvor Folketinget begyndte at interessere sig seriøst for regeringens magtudøvelse, afholdt man et pressemøde i sædvanlig bullshitstil. Hvor man altså siger en hel masse, der hverken er designet til at være sandt eller til at være løgn, men designet til at blive købt af de fleste. Enten fordi de ikke hører ordentligt efter, eller mangler forudsætningerne for at forstå, at dette kan simpelthen ikke passe.

Det kan som sagt meget vel ende med, at minksagen bliver hængende i det limbo, der hedder ”bevisets stilling”. Fordi centrale aktører i sagen har bortskaffet det afgørende bevismateriale med den absurde undskyldning, at det er et spørgsmål om informationssikkerhed.

Men at der bliver taget så store beslutninger på et rent administrativt niveau, som regeringen prøver at skabe et indtryk af, giver ikke nogen mening overhovedet. Det er uhyrligt, at nogen i det hele taget forsøger at bilde borgerne sådan noget ind. Ligesom det selvfølgelig er uhyrligt til lejligheden at opfinde en påstand om, at det er et spørgsmål om rigets sikkerhed, at dokumentationen for vigtige beslutninger bliver slettet løbende.

Hvis respekten for politikere og politik nogensinde skal genoprettes, er det nødvendigt at erkende dette og handle på det.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 7. november 2021)

Nogle synspunkter er så tåbelige, at det kræver en lang uddannelse at indtage dem

Henrik Dahl
8. oktober 2021

På denne tid af året uddeles Nobelpriserne. Derfor ville det være fjollet at hævde, at de højere læreanstalter ikke udvider menneskehedens viden og forståelse for sin omverden.

Når det så er sagt, kommer man ikke uden om, at de højere læreanstalter også er institutioner, der fremmer den højeste grad af ufornuft.

Tag for eksempel marxismen. Der er meget få teorier, der er underkendt på så mange planer, som den er. For at tage noget helt centralt, har profitraten ikke en tendens til fald. Jeg gentager: Profitraten har ikke en tendens til fald.

Det sagde Karl Marx ellers med tung (pseudo)videnskabelig alvor. Kapitalismen gør i øvrigt heller ikke de brede samfundslag fattigere – sådan som Karl Marx blev ved med at gentage – men rigere. Det ses overalt på jordkloden, hvor den har fået lov til at knæsætte sig: Det, der først og fremmest præger Europa, Nordamerika, Sydøstasien og Australien er tilstedeværelsen af store og indflydelsesrige middelklasser.

Dertil kommer det politiske. Overalt, hvor samfund er blevet styret af marxisme, har det ført til massemord, diktatur og undertrykkelse af menneskets værdighed. Ikke blot cirka overalt, sådan cirka. Det gælder ethvert sted i verden, hvor magthaverne har påberåbt sig Karl Marx’ lære. Der er ingen undtagelser fra denne regel overhovedet.

Ikke desto mindre findes der forskere, som både har opnået faste ansættelser og en vis respekt i deres omgangskreds, og som hævder, at der kan udvindes noget videnskabeligt eller etisk forsvarligt fra Karl Marx. Manden, der er klædt mere af til skindet end nogen anden, der har levet før eller siden.

Men dyrkelsen af den moralske og videnskabelige fallent Karl Marx er ikke det eneste eksempel på, at man kan tage en uddannelse og blive en komplet tåbe deraf.

Tag for eksempel ideen om, at man ikke må irettesætte børn. Altså gøre det, der i daglig tale hedder at skælde ud.

Fra naturens hånd har børn ikke nogen som helst anelse om, hvad der er rigtigt eller forkert. Til gengæld har de en vilje til at leve og sætte sig igennem. Den skal man på den ene side være glad for. Eksisterede den ikke, ville børn i overført forstand sætte sig ned og give op, når verden gjorde modstand. På den anden side skal man også være skeptisk. For med viljen forholder det sig altid sådan, at den ekspanderer, til den rammer noget, der er hårdere end den selv. Det er derfor, at også børns væren-i-verden ekspanderer i det uendelige, hvis den ikke på en eller anden måde begrænses.

At irettesætte børn er derfor helt nødvendigt. Inden de bliver voksne, skal de lære at være medlemmer af det civiliserede samfund. Det kan undertiden være træls, fordi det kræver, at man holder bøtte, eller at man respekterer andres behov. Hvilket i udgangspunktet aldrig er sjovt for nogen, der ikke har lært det. Men lærer man ikke i tide at være et civiliseret menneske, vil man på grund af sin ulidelige opførsel blive afskyet af det civiliserede samfund. Derfor har de voksne en forbandet pligt til kærligt at opdrage på det barn, de elsker.

Verden er så paradoksalt indrettet, at der findes en række synspunkter, som er så tåbelige, at det kræver en lang uddannelse at indtage dem. At der kan hentes noget værdifuldt ud af Karl Marx, eller at børn ikke skal civiliseres i løbet af opvæksten, er kun to af dem. At køn og kønsidentitet ikke skulle have noget med biologi at gøre, er et tredje. At intelligensen er ligegyldig, et fjerde.

Det er derfor, bekæmpelsen af tåbelighed burde skilles ud som et selvstændigt mål for universiteterne.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 8. oktober 2021)

Nej tak til Kollerups superfond

Alex Vanopslagh
4. oktober 2021

Kollerups fikse idé er tudetosset. Virksomhederne tørster efter lavere skatter og mere privat kapital – ikke flere ineffektive, offentlige fonde.

Erhvervsminister Simon Kollerup sagde for nylig i Børsen, at han vil samle de tre store, offentlige fonde – Vækstfonden, EKF og Danmarks Grønne Investeringsfond – til én stor “superfond” mhp. at få flere vækstvirksomheder til at blive i Danmark.

Kollerup har ret i, at der er et problem: kun en ud af fem vækstvirksomheder vælger at blive i Danmark. Men årsagen er ikke, at vi mangler en statsstyret superfond. Årsagen er dårlige vilkår for start-ups, fordi skatten på kapital er eksorbitant høj.

Danmark har den næsthøjeste aktiebeskatning i OECD på 42 %, og regeringen vil hæve den til 45 %. Det betyder, at det bliver mindre attraktivt at investere i Danmark, og derfor må mange danske vækstvirksomheder tage til udlandet for at rejse kapital.

Danske vækstvirksomheder har først og fremmest brug for mere privat kapital via lavere kapitalskat og mindre politisk indblanding. Superfonden vil blot gøre danske virksomheder endnu mere afhængige af politikerne.

Det er problematisk, for de bureaukrater og politikere, som styrer fondene, er sjældent investeringsgenier. De offentlige fonde er ineffektive og bestemmes af politiske modeluner og gammeldags ”pick the winners”-tænkning.

Desværre har danske virksomheder ofte intet alternativ til disse fonde, fordi private investeringer er blevet kvast af tårnhøj kapitalskat. Vi er havnet i det, jeg tidligere har beskrevet som en negativ spiral af høje skatter, store, offentlige fonde og alt for lidt privat investering.

Kollerups nye superfond vil grave os endnu dybere ned i den negative spiral. Regeringen insisterer på at straffe virksomheder med højere aktieskat og foreslår superfonden som en slags kompensation. Det er tudetosset, da virksomhederne tørster efter lavere skatter og mere privat kapital – ikke flere ineffektive, offentlige fonde. Men regeringen nægter at lade vækstvirksomheders behov trumfe politiske særhensyn.

Vi skal gå en helt anden vej: skatten på kapital skal sænkes markant, så vi kan få flere private investeringer. Så vil vi ikke have brug for en dyr og ineffektiv superfond, og flere succesvirksomheder vil vælge at blive i Danmark og bidrage med arbejdspladser og vækst. Det er vejen frem.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. oktober 2021)

Regeringens velfærdslov er uansvarlig og fantasiløs

Alex Vanopslagh
4. oktober 2021

Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt.

For nylig fremlagde den socialdemokratiske regering et forslag til en ny velfærdslov. Formålet med velfærdsloven er at få det offentlige forbrug til at stige i takt med, at der kommer flere ældre i vores samfund – også kendt som det demografiske træk.

Bare fordi regeringen med velfærdsloven vil have flere penge til offentligt forbrug, betyder det ikke, at borgerne vil få en bedre velfærd. Regeringen foreslår i stedet, at danskerne skal bruge flere og flere penge på velfærd og offentligt ansatte for at holde velfærden på samme niveau som i dag – en situation, jeg tidligere har beskrevet som velfærdsstatens terminale fase.

Alene det, at der kommer flere ældre og plejekrævende, vil frem mod 2025 beløbe sig til over 20 milliarder kroner eller en årlig udgiftsforøgelse på 0,65 procent. Borgerne kommer derfor ikke til at opleve et kvalitetsløft i velfærd ved, at vi bruger 20 milliarder ekstra.

Ingen nye ideer

Hvis forslaget om en ny velfærdslov bliver en realitet, vil det få alvorlige konsekvenser for dansk økonomi. Der vil i de kommende år være færre i beskæftigelse, fordi der kommer flere ældre, som ikke er på arbejdsmarkedet. En velfærdslov vil altså risikere at blive en underskudslov.

Når vi skal bruge markant flere penge på velfærd, vil vi også skulle ansætte endnu flere i den offentlige sektor. Vi har allerede for få ansatte i den private sektor, som i sidste ende finansierer vores velfærdsstat, og antallet af privatansatte vil skrumpe endnu mere, i takt med at arbejdsstyrken mindskes og flere skal have job i den offentlige sektor.

Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt. Velfærdsstaten bliver dyrere år for år uden, at vi får en bedre service. Regeringens eneste forslag er at bruge flere penge og flytte flere mennesker fra den private til den offentlige sektor: Der er ingen nytænkning og ingen ideer til, hvordan vi kan forandre den offentlige sektor, så den bliver mere effektiv og leverer en bedre service. Det er ganske enkelt fantasiløst.

Borgeren før systemet

I Liberal Alliance vil vi gå en anden vej. Vi tror på, at velfærden kan blive både billigere og bedre, men det kræver nytænkning og et opgør med status quo.

Vi skal give borgeren langt mere frit valg, så man selv kan bestemme hvilke velfærdstilbud, man ønsker. Det vil skabe mere konkurrence, så gode velfærdstilbud belønnes.

Vi skal have langt mindre topstyring af velfærdssektoren fra fagforeninger, bureaukrater og kolde hænder. De sygeplejersker, plejehjælpere og andre medarbejdere, som leverer kernevelfærden, skal have en langt højere grad af autonomi. De kan køre deres egen butik langt bedre og mere effektivt, hvis vi sætter dem fri og udviser tillid.

Det offentlige skal også træde til side, når det private og civilsamfundet kan levere en bedre og billigere velfærd til borgerne. Konkurrencen på det private marked skaber ofte en bedre løsning, end det offentlige kan levere.

Sådan får borgerne en bedre velfærd. Regeringens velfærdslov vil kun pumpe endnu flere penge i en ineffektiv og forvokset offentlig sektor, som ikke formår at give borgerne den velfærd, de forventer.

En velfærdslov er altså ikke andet end en garanti for, at velfærden bliver dyrere.

(Kommentar bragt i Indblik.net)

Alle fornuftige kapitalister skal holde sig langt væk fra wokeismen

Henrik Dahl
27. september 2021

Wokeismen er svoren fjende af tanken om universelle rettigheder til alle mennesker og af tanken om, at man skal bøje sig for data og rationelle argumenter. Til gengæld dyrker den følelsens forrang over for kendsgerninger, skriver Henrik Dahl.

Engang var det chikt at bære tøj med Che Guevara og Mao Zedong. Det udstrålede en diffus aura af ungdomsoprør og antiestablishment. Man skulle bare se bort fra, at de begge var brutale mordere, der aldrig angrede deres forbrydelser.

I dag fylder Che Guevaras og Mao Zedongs forbrydelser så meget mere i bevidstheden, end de gjorde i 1960erne. Derfor er det kun meget få mennesker, der finder det passende at bære dem som udsmykning på en T-shirt.

Til gengæld er det stadig på mode at udsmykke sig selv med dybt samfundsundergravende symboler. Nu kommer trenden bare ikke længere fra de unge. Den kommer fra de store erhvervsorganisationer og de store virksomheder. Tilsyneladende kan de ikke få nok af identitetspolitikken. Skønt den i sine værste udformninger er antiliberal og antidemokratisk. Dens ønske er at ødelægge den sociale orden, vi kender, og som langt de fleste foretrækker.

Det skjuler identitetspolitikerne godt, for de benytter sig af en argumentationsform, der hedder »motte-and-bailey« .

Egentlig er motte og bailey begreber, som beskriver en bestemt type forsvarsværk, man benyttede i middelalderen. Bailey er indhegnede arealer omkring et robust forsvarsværk, der hedder motte. Ideen er, at man under fredelige omstændigheder kan drive handel og lignende på bailey-området. Mens man hurtigt kan flygte til den større sikkerhed i motte, hvis fjenden angriber.

Som argumentationskneb består motte-and-bailey i, at man har en eller anden outreret mening, som man gerne ventilerer i bailey-området, når man ikke bliver angrebet. Det kan for eksempel være, at kønnet er en social konstruktion, der frit kan vælges eller fravælges. Bliver man angrebet, flygter man ind i motte og siger noget ganske andet, kun de allerfærreste er uenige i. Det kan være, at alle har ret til at føle det, de føler. Eller at alle minoriteter har krav på respekt.

Fordi der trods alt ikke er mange ledende medarbejdere i de store erhvervsorganisationer og i de store virksomheder, der følger med i, hvordan dekonstruktivismen og socialkonstruktivismen de senere år har udviklet sig, sker det alt for ofte, at de for at indynde sig i diverse pressionsgrupper sluger motte-udgaven af dybt, dybt ødelæggende bailey-holdninger og bailey-krav til samfundsindretningen. Alt imens vi, der i det mindste forsøger at følge med, tager os til hovedet over den kolossale naivitet (og det kolossale hykleri), som på denne måde stilles til skue.

Derfor er jeg nødt til at sige det meget direkte til erhvervsorganisationerne og de store virksomheder: I bør simpelthen stoppe med at være woke i den tro, at det er chikt. For det er det overhovedet ikke. Det er vor tids Che Guevara-T-shirts og Mao Zedong-plakater. Og når I er færdige med at være nyttige idioter for mennesker, der blandt andet vil smadre kvinders muligheder for at være kvinder i fred, og tale om deres specifikt kvindelige erfaringer med for eksempel at få børn, og når revolutionen således er gennemført, bliver I bare smidt på den historiske losseplads.

Wokeismen er svoren fjende af tanken om universelle rettigheder til alle mennesker og af tanken om, at man skal bøje sig for data og rationelle argumenter. Til gengæld dyrker den følelsens forrang over for kendsgerninger. Ligesom den dyrker en meget foruroligende tilbøjelighed til at omskrive historien – og ikke altid af den grund, at der er kommet nye data frem.

Kort sagt: Wokeismen er noget, alle fornuftige kapitalister skal holde sig meget langt væk fra. Der er ikke noget som helst smart ved den.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 24. september 2021)