Fremtidens bil er en elbil

Flere og flere danskere kører i elbil frem for benzil- eller dieselbil. Det er på flere punkter godt for samfundet, at elbiler bliver mere udbredte: elbiler forurener ikke på vejene, de støjer ikke lige så meget som andre køretøjer, og de udleder ikke klimagasser som fx CO2.

Elbiler er dermed et vigtigt led i den grønne omstilling af transporten. Med flere elbiler på vejene kan vi få langt mindre luft- og støjforurening og mindre klimabelastning fra transportsektoren, hvilket vil være til gavn for både planeten og danskernes helbred.

Der er dog politisk fastsatte afgifter, som gør det mindre attraktivt for danskerne at købe en elbil. Det gælder især registreringsafgiften, som betyder, at der er 25 % i afgift op til de første 65.000 kr. af elbilens værdi, 85 % op til 202.200 kroner og 150 % af resten af prisen. Der er et fradrag for registreringsafgift på elbiler, som i 2021 er på 60 % men i 2030 kun vil være 20 %.

Afskaf registreringsafgiften – også for elbiler

Det er Liberal Alliances politik, at registreringsafgiften skal afskaffes. Det gælder også for elbiler, da registreringsafgiften gør det sværere for danskerne at få råd til en god elbil, som er grøn og ikke har lige så negativ en klimaeffekt som andre biler.

Ved at fjerne registreringsafgiften på elbiler kan vi stoppe med at straffe danskerne for at købe en elbil. Det er tudetosset at lægge afgifter på elbiler, når stort set alle partier i Folketinget gerne vil tilskynde danskerne til at købe en grøn elbil frem for en benzin- eller dieselbil. Her ser vi desværre blandt de røde partier, at målet om en stor stat og høje afgifter trumfer den grønne dagsorden.

Ved at fjerne registreringsafgiften for elbiler vil flere danskere begynde at køre i elbil, og det vil samfundet få gavn af i form af mindre forurening, mindre klimabelastning og bedre folkesundhed. At fjerne registreringsafgiften på elbiler er derfor en af bedste ting vi kan gøre, hvis vi vil have en effektiv, grøn omstilling.

Billigere elbiler betyder mere frihed og et rigere Danmark

Afskaffelse af registreringsafgiften er dog ikke kun godt for klimaet. Det vil også betyde, at alle danskere bedre kan få råd til at transportere sig rundt omkring i landet.

Registreringsafgiften betyder nemlig, at man i nogle tilfælde skal betale dobbelt så meget for sin elbil, som den er værd på markedet. Derfor kan mange folk ikke finde penge til at købe en elbil, hvilket giver dem mindre mulighed for at transportere sig til job, besøge bekendte m.m. – især hvis de bor uden for storbyen.

At fjerne registreringsafgiften vil dermed give den enkelte person og familie mere frihed og fleksibilitet i hverdagen til at transportere sig – tilmed på en grøn måde. Det øger livskvaliteten og vil være et boost til dansk økonomi, da mobiliteten i hele samfundet vil blive forbedret.