Kvinders identitetspolitiske påstande om snyd og forskelsbehandling holder sjældent

Det bliver undertiden sagt, at selve identitetspolitikken er et spøgelse. Altså at politik, hvis hovedformål er at opnå anerkendelse, ikke findes. Man må forstå, at den er en form for skræmmebillede, højrefløjen har fundet på.

At identitetspolitikken overhovedet ikke findes, er selvfølgelig nonsens.

Det kan man blandt andet se af den potentielle konflikt, der er opstået mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i spørgsmålet om transkvinders adgang til at konkurrere mod biologiske kvinder. Hvor IOC står for det synspunkt, at det er acceptabelt, siger DIF, at i afvejningen mellem inklusion, retfærdighed og sikkerhed, kan man ikke bare tilsidesætte de biologiske kvinders krav om, at idrætskonkurrencer grundlæggende skal være fair – og at det naturligvis skal være sikkert at deltage. IOCs position og DIFs position kan ikke eksistere samtidig. Derfor ligger der på dette område en konflikt og venter på at bryde ud.

Men det største område for identitetspolitik i Danmark er kvinders identitetspolitik. Det kommer man ofte til at overse. Fordi kvindernes identitetspolitik som en anden eremitkrebs er flyttet ind i det tomme hylster fra tidligere tiders feminisme. Og derfor på overfladen ligner den gammeldags feminisme, der handlede om at forhindre diskrimination.

Et godt eksempel på, hvordan feminismen er blevet til ren identitetspolitik, er spørgsmålet om kvinders løn.

I udgangspunktet er det sådan, at det er ulovligt at aflønne personer, der udfører det samme arbejde, efter to forskellige tariffer. Og derfor er det heller ikke sandt, at der findes en mandetarif og en kvindetarif nogen steder, hvor arbejdsmarkedet er reguleret af en overenskomst. En mandlig og en kvindelig gymnasielærer, der blev ansat på samme tidspunkt og har de samme opgaver, tjener præcis det samme. En mandlig og en kvindelig MFer, der blev valgt ved det samme valg, har præcis det samme vederlag og den samme pension.

Derfor kan det selvfølgelig undre, når kvindelige gymnasielærere eller kvindelige MFere viser deres lønsedler frem og siger, at der er 14 procent forskel på mænds og kvinders løn. Det gælder for eksempel ikke for den lønseddel, de selv står og blafrer med.

Men desværre lever kvinders identitetspolitik af, at den type af påstande ikke bliver undersøgt tilstrækkelig kritisk i medierne.

Passer det, at kvinder tjener 14 procent mindre end mænd? For så ville enhver arbejdsgiver jo kunne spare 14 procent i lønbudgettet ved at erstatte sin mandlige arbejdsstyrke med en kvindelig. Nej, selvfølgelig passer det ikke. Man kan ikke som vognmand spare 14 procent i løn ved at erstatte alle sine mandlige langturschauffører med kvindelige.

Passer det, at kvinder bliver snydt, når de søger et job som adjunkt, lektor eller professor? Nej, det passer ikke. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets egne tal, så har kvindelige ansøgere faktisk en lidt bedre chance for at få jobbet, end mænd har. Og sådan bliver det ved og ved: Kvinders identitetspolitiske påstande om snyd og forskelsbehandling, er som hovedregel ikke sande.

Vi savner i den grad en kritisk presse, der tager den slags påstande ved vingebenet. Senest løgnen om, at mænd hader kvinder og har en »kultur«, der fremelsker vold imod dem. Det har simpelthen intet på sig.

Identitetspolitik svækker den tillid mellem borgerne i vores samfund, vi som danskere kan være helt utrolig glade for. Derfor er det nødvendigt at sige fra, når den kommer med fuldstændig grundløse påstande.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 23. februar 2022)