Dokumentar om minkskandalen rystede mig

I dokumentaren “Minkskandalen – Afgørelsens time” skildrer DR forløbet op til den ulovlige ordre om at udrydde det danske minkerhverv.

Selv om jeg efterhånden kender sagen som min egen bukselomme, løb det mig koldt ned ad ryggen, da jeg endnu engang blev mindet om detaljerne i skandalen.

Så lad mig – mens vi venter på, at Minkkommissionen fremlægger sine konklusioner i næste uge – opridse nogle af de mest vanvittige dele af det hændelsesforløb, som ledte til danmarkshistoriens største politiske skandale.

For det første tror man ikke sine egne øjne, når man genser virakken om mødet i Koordinationsudvalget, hvor det blev besluttet at udrydde minkerhvervet.

På blot 44 minutter bestemte man nemlig, at tusindvis af danskere skulle have ødelagt deres livsværk, blive sendt ud i arbejdsløshed, og at skandalens regning på 19 mia. kr. skulle tørres af på borgerne.

At ordren blev givet på et ulovligt grundlag, er i sig selv beskæmmende.

Men departementschefen i Miljø-og Fødevareministeriet har endda også udtalt, at det ikke var »top of mind« at sikre, at den katastrofale beslutning var lovlig.

Hvordan kunne man træffe en så afgørende beslutning uden at tænke over, om det overhovedet var lovligt? Og det stopper ikke her. For de faglige bilag, der skulle ligge til grund for beslutningsprocessen, blev nemlig først udleveret i sidste øjeblik, så der ikke var tid til at læse dem før mødet.

Det er foruroligende. For selv hvis beslutningen havde været lovlig, hvordan kan man så tillade sig at træffe beslutninger med så store konsekvenser, uden i det mindste at have sat sig ind i sagen først? Noget andet, der også nager mig, er, at regeringen har sendt skandalens regning på 19 mia. kr. videre til borgerne, der i forvejen betaler nok i skat. For hvad kunne de 19 mia. kr. ikke være gået til i stedet? Svaret er, at vi for den mængde penge kunne have givet 150.000 unge en faglært uddannelse. Vi kunne have betalt for knap 42.000 pædagogers årsværk i daginstitutionerne, hvilket svarer til at fordoble alle pædagogers løn i ét år.

Og hvis pengene bare skulle være blevet udbetalt til borgerne, kunne man med 19 mia. kr. også have udskrevet en check på 4.000 kr. til alle voksne danskere.

Kan du komme i tanke om noget, du hellere vil have brugt 4.000 kr. på end at samle regningen op for regeringens skandale? I DR’s dokumentar genser vi også, hvordan Mette Frederiksen først påtager sig ansvaret for beslutningen om at aflive alle mink i starten af forløbet, så hun kan fremstå handlekraftig.

Men når regeringen senere i forløbet indser, at der er tale om en veritabel skandalesag, får piben hurtigt en anden klang.

For så begynder Mette Frederiksen nemlig fluks at frasige sig ansvaret, så hun kan dække sig selv ind ved at lade Mogens Jensen tage skraldet.

Det er en uværdig måde at skubbe ansvaret over på nogle andre, når lokummet brænder på.

For når man som leder af et land træffer så afgørende beslutninger med så store konsekvenser, bør man også stå på mål for sine handlinger.

Men selv efter det kom frem, at der ikke var lovhjemmel, blev Mette Frederiksen ved med at fastholde ordren om at sønderslå minkerhvervet.

Denne nonchalance er udtryk for en mageløs grad af respektløshed over for andre menneskers hårde arbejde. Mange af minkavlerne har gennem flere generationer formået at opbygge en produktion, der var blandt verdens suverænt bedste.

Men med et pennestrøg udslettede den socialdemokratiske regering tusindvis af menneskers levebrød og livsværk. Derfor er jeg glad for, at vi fik nedsat Minkkommissionen.

Og mens vi venter på kommissionens konklusioner i næste uge, vil jeg opfordre alle til at se DR-dokumentaren.

For hændelsesforløbet, der affødte danmarkshistoriens største politiske skandale, må ikke gå i glemmebogen.

Hvad kunne de 19 mia. kr.

ikke være gået til i stedet? Svaret er, at vi for den mængde penge kunne have givet 150.000 unge en faglært uddannelse.

Vi kunne have betalt for knap 42.000 pædagogers årsværk i daginstitutionerne, hvilket svarer til at fordoble alle pædagogers løn i ét år.

(Debatindlæg udgivet d. 26. juni 2022 i Jyllands Posten)