LA får sit første kommunalbestyrelsesmedlem i Langeland Kommune
Jesper Skovhus skifter fra Venstre til Liberal Alliance og bliver partiets første kommunalbestyrelsesmedlem i Langeland Kommune.
Jesper Skovhus blev valgt ind i Langeland Kommunes kommunalbestyrelse for Venstre ved kommunalvalget i 2021.
Han gik ind i lokalpolitik med ambitionen om at gøre Langeland Kommune til et bedre sted at bo og arbejde. De ambitioner tager Jesper Skovhus med sig til Liberal Alliance. For Jesper Skovhus er det vigtigt, at det er borgeren, der er i centrum, når politikken laves. Han er særligt optaget af at sikre mest muligt frit valg til borgeren, sikre et trygt og aktivt børneliv for kommunens mindste og sikre kommunens ældre borgere en værdig og økonomisk bæredygtig ældrepleje. Han mener selv, at Liberal Alliance er det parti, hvor han har bedst mulighed for at arbejde for sine politiske visioner:
”Jeg er liberal og derfor er partiets politik den, hvori jeg kan se mig selv klarest. Ansvar, frihed og optimisme er værdier, der taler til mig som politiker. Jeg har store ambitioner for min fremtid i Liberal Alliance og glæder mig til at arbejde for mere frihed til borgeren.”
Fra partiets side glæder vi os også over partiskiftet:
”Vi er glade for at kunne byde Jesper velkommen, og vi ser frem til samarbejdet. Det er et stort aktiv for Langeland, at der nu også er en repræsentant for et liberalt parti i kommunalbestyrelsen, som kan arbejde for en mere liberal dagsorden i kommunen”, lyder det fra formanden for Liberal Alliance Fyns Storkreds, Camilla Silfverberg
Som det første kommunalbestyrelsesmedlem for partiet i Langeland Kommune kommer Jesper Skovhus også til at stille op som spidskandidat for Liberal Alliance ved det kommende kommunalvalg.
Når tiden ikke bedrives med lokalpolitik, er Jesper Skovhus selvstændig og driver til dagligt et tøjfirma. I hjemmet er han familiefar til to drenge på 10 og 12 år og har været gift med sin kone i 21 år.
For yderligere information:
Jesper Skovhus, kommunalbestyrelsesmedlem i Langeland Kommune, Liberal Alliance: 23 95 31 31
Louise Juul Christensen, presse- og politisk rådgiver, Liberal Alliance: 61 62 43 80