Kravet fra en meget lille gruppe af – formentlig – venstreorienterede aktivister er den rene »cancel culture«

Ikke så sjældent er der forskere, som har skudt mig i skoene, at jeg vil bestemme over forskningen og i den forstand optræder autoritært.

Jeg indrømmer blankt, at jeg har en grænse: De midler, Folketinget bevilger universiteterne, skal anvendes til deres formål. Er de afsat til videnskab, skal de bruges til videnskab. Ikke alt muligt andet.

Med andre ord: Som politiker er jeg hverken mere eller mindre autoritær end Statsrevisorerne. Det tilsynsførende organ, Folketinget har sat til at forholde sig politisk til, hvad Rigsrevisionen når frem til af konklusioner. Deres grænse ligger også ved, at penge skal bruges til det formål, de er bevilget.

Som altid, når folk smider med sten, er det interessant at studere deres eget glashus. Eller med andre ord: Hvor autoritære er forskerne egentlig?

Betragtet som en samlet gruppe tror jeg, det er svært at sige noget om, hvor autoritære forskere er. Det bygger jeg ikke på konkrete undersøgelser, men på sund fornuft. Når man tager den samlede mængde af forskere i betragtning, er den så stor, at dens holdninger formentlig ikke adskiller sig væsentligt fra befolkningens.

Derfor er det bedre at spørge: Hvor autoritære kan forskere være? I Folketinget er de fleste utroligt forsigtige med at være mere autoritære end, hvad der kan holde til granskning fra kritiske modstandere og medier, der ofte er langt mere nidkære end kollegerne på Christiansborg.

I Berlingske 29. maj ser man, at den øvre grænse for, hvor meget magt forskere er villige til at udøve internt på universiteterne, er ganske høj.

Forhistorien er, at Økonomisk Forening i forbindelse med den traditionsrige kapsejlads på en af søerne i Universitetsparken i Aarhus havde hyret en stripper.

Det er en handling om, hvilken man kan mene, hvad man har lyst til. Men også en handling, der er fuldkommen lovlig.

Ikke desto mindre fabrikerer de tre forskere Ida Vogel, Christine Parsons og Kamille Smidt Rasmussen en argumentationskæde, der ser således ud: 689 kvinder ved danske universiteter hævder, at de er blevet udsat for sexisme. Det kan i teorien bidrage til, at kvinder føler sig mindre velkomne på universitetet som arbejdsplads. Af hensyn til målet om fuld ligestilling i de øverste ledelseslag på universiteterne, bør det derfor forbydes, at der i fremtiden hyres strippere ved kapsejladsen på Aarhus Universitet.

For at sige det lige ud, er denne argumentation ekstremt tynd. Ifølge Undervisnings- og Forskningsministeriets egne undersøgelser er det sådan, at »kvinder har […] samlet set en lidt højere succesrate end mandlige kvalificerede ansøgninger i stillinger, der besættes efter opslag, og hvor der er ansøgere af begge køn«.

Med andre ord: Det bærende element i argumentationen for, at Aarhus Universitet skal indskrænke de rettigheder, Økonomisk Forening og alle andre har, til at hengive sig til mere eller mindre smagfulde fritidsfornøjelser, eksisterer ikke. Er man kvinde, er det faktisk en anelse mere sandsynligt, at man får en stilling, man ansøger om, end det er, hvis man er mand.

Kravet om, at Økonomisk Forening skal rette sig efter en meget lille gruppe af – formentlig – venstreorienterede aktivister, er den rene »cancel culture«. Det bygger ikke på nogen form for saglige argumenter, men alene på, at de pågældende mener at være i besiddelse af en vetoret over for ting, de ikke kan lide.

Forskere kan i værste tilfælde være langt mere autoritære og udemokratiske, end nogen politikere nogensinde kan regne med at slippe afsted med. Derfor bør kravet om forbud klart afvises.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 31. maj 2022).