Du bestemmer ikke selv – Valgvideo 2022
I en ikke så fjern fremtid er der måske ikke så meget, du selv kan bestemme, når du er studerende.
Alex’ 4 råd til mindre mistrivsel
Unges mistrivsel fylder meget i debatten, og med god grund. Men mange af svarene risikerer ifølge Alex at gøre problemerne værre. Alex har nogle råd, der ikke handler om politik, men om os som mennesker.
Se mere om Alex og unges mistrivsel her: https://www.youtube.com/watch?v=s4P6YGVf4sA
Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne
Rockwool Fondens Forskningsenhed og University of Chicago har for nylig i fællesskab offentliggjort en undersøgelse, der fokuserer på social status mellem generationerne.
Arver børnene deres forældres sociale status? Og hvilke faktorer kan i særlig grad forklare denne arv? Den type af spørgsmål er udgangspunkt for undersøgelsen.
Den enkeltfaktor, der i højeste grad forklarer, hvordan forældrene giver deres status videre til deres børn, er uddannelse.
Jo mere uddannelse forældrene har, desto mere uddannelse tager børnene.
Der er flere ting at bemærke til undersøgelsens resultater.
For det første giver undersøgelsen en udmærket illustration af, hvordan Statens Uddannelsesstøtte (SU) i praksis virker. Den er et statstilskud til, at bedre folks børn lettere kan opnå deres forældres sociale status og lettere kan opnå en høj livsindkomst.
Selvom det ofte påstås, at SU er det vigtigste virkemiddel, vi har til at bryde den sociale arv, er det ikke rigtigt. Som en af de få overførselsindkomster har SU en negativ social profil. Det vil sige en fordeling, hvor de mindre velhavende økonomisk understøtter de mere velhavende.
For det andet giver undersøgelsen anledning til at spørge: Er det selve det forhold, at man er cand. etellerandet, der giver en høj social status? Eller får man en høj social status, fordi det at blive cand.
etellerandet stiller en række krav, som det generelt er vigtigt at kunne honorere, hvis man vil have en høj social status? Jeg understreger, at det følgende er en hypotese, der udspringer af min sociologiske fantasi og intet andet. Men prøv at følge min tankegang alligevel.
Forudsætningen for, at man kan til sidst kan bestå sit speciale, er, at man er i stand til at sætte sig selv et mål, der ligger mindst fem år ude i fremtiden. Det er i virkeligheden en ret stor præstation, når man er omkring de tyve år. For man sætter sig selv et abstrakt mål, der spænder over en fjerdedel af den tid, man overhovedet har levet. Og omkring en tredjedel af den tid, man har haft en nogenlunde sammenhængende bevidsthed om sig selv og sin omverden.
Men ikke alene kræver en kandidatgrad, at man kan sætte sig selv abstrakte mål, der ligger langt ude i fremtiden. Den kræver også, at man kan arbejde systematisk hen imod målet dag ud og dag ind i mange år.
Det vil sige sætte sine her-og-nu-behov for adspredelse på standby og fokusere på ting, der ikke umiddelbart rummer megen morskab.
Jeg vil gætte på, at alle, der i tyveårsalderen kan gøre det samme, som man gør, når man bliver kandidat, vil klare sig godt her i livet. Det vil sige: Kan sætte sig selv et ambitiøst mål med en lang tidshorisont og arbejde koncentreret på at nå målet stort set hver dag i den mellemliggende tid.
Hvis man skulle formulere mit ræsonnement med et slagord: Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne.
Jeg er temmelig sikker på, at jeg har ret i min antagelse om, at det er menneskers karakter, der giver dem succes. Ikke om de lige præcis har dygtiggjort sig på den ene eller den anden måde.
Hvis vi som politikere gerne vil sætte unge mennesker på kurs mod et godt liv, skal vi derfor ikke gøre dem alle sammen til akademikere. Vi skal tilbyde nogle at blive det. Men vi skal give alle børn og unge muligheden for at danne deres karakter på en måde, der er hensigtsmæssig. Det vil sige for at blive ambitiøse og flittige. Det vil altid lønne sig for den enkelte – uanset hvad han eller hun i øvrigt beskæftiger sig med.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 21. september 2022)
Der skal være tilsyn med, hvad der bliver sagt i klasseværelset
1970 erne har et særdeles dårligt ry i Danmark.
Fattige, forvirrede og præget af dagsordener, der i vore dage forekommer nærmest fra en anden verden.
Tænk blot på forestillingen om økonomisk demokrati, der prægede dansk politik i mange år.
I virkeligheden et forslag om, at fagforeningerne gradvist skulle overtage magten over private, danske virksomheder. Det lyder i vore dage som et satirisk indslag i et politisk tv-show.
Hvis man ser sig omkring uden for Danmarks grænser, er nedvurderingen af 1970erne på nogle punkter uretfærdig.
Årtiet er et af de mest frugtbare overhovedet for filmkunsten med hovedværker som for eksempel »The Godfather« og »The Deer Hunter«. Det er også et meget frugtbart årti for populærmusikken, hvor for eksempel David Bowie og Neil Young skriver deres bedste musik.
Men selv i Danmark sker der ting, som er trist, at de fleste har glemt. Skønt en æresoprejsning ikke vil gavne Mogens Glistrup personligt, bør man som borgerlig erkende, at hans kritik af det støt voksende bureaukrati i velfærdsstaten var korrekt og på sin plads. Og så burde man også vende tilbage til den vigtige debat om indoktrinering, der fandt sted i midten af 1970erne.
»Folkeskolen og børnehaver bliver visse steder i disse år præget af yderliggående marxistiske lærertyper, der vil omforme samfundet. De har ikke lov til at misbruge folkeskolen. Den politiske kamp må ikke foregå i skolen. Men vi oplever en udvikling, hvor visse fanatiske lærere udøver et tyranni.« Det er ikke noget, en borgerlig politiker har sagt i forgårs. Det er et uddrag af en kronik i Berlingske, som daværende undervisningsdirektør (og medlem af Radikale Venstre) Asger Baunsbak-Jensen skrev i efteråret 1974.
Som vi kan se i dag, var Baunsbak-Jensens kritik på sin plads. Venstreorienterede synspunkter er dominerende i alle de faglige organisationer, der har magten i danske dannelsesinstitutioner. Og der rejser sig naturligvis spørgsmålet: Kan man stole på, at danske børn og unge bliver oplyst på en fair og afbalanceret måde om, hvordan verden hænger sammen? Det vil sige på en måde, hvor alle politiske aspekter af en given sag fremstilles som ligeværdige? Og på en måde, hvor kontroversielle synspunkter og partsindlæg ikke gengives, som om de var ukontroversielle eller neutrale.
For nogle år siden kunne DRs Detektor afsløre, at 14 ud af 15 af folkeskolens lærebøger i faget historie påstod, at magthaverne på Christoffer Columbus tid mente, at Jorden var flad.
Det er helt og holdent forkert. Allerede grækerne vidste, at Jorden var rund. Det natursyn overtog romerne, og senere levede det videre i middelalderen. Det, Columbus’ modstandere mente, var, at rejsen vestover mod Asien var for lang til, at provianten ville række. Og det havde de i princippet fuldkommen ret i.
Kuriøs som sagen måtte være, så viste den, at der ikke er nogen form for central kvalitetskontrol med læremidler i folkeskolen.
Og heller ikke nogen kontrol med, hvad der egentlig bliver sagt i klasseværelserne.
Der skal ikke være censur i vores uddannelsessystem.
Men der skal være et rimeligt tilsyn med, at hvad der måtte foregå skal være fair, afbalanceret og i overensstemmelse med den bedste viden på området.
Det er ikke et overgreb på nogens rettigheder at sige, at fejlene i de forkerte historiebøger skal rettes uden diskussion. Det følger af det ansvar for sober undervisning, der bør være en selvfølgelighed.
Vi skal ikke have flere sager ligesom Normstormerne. Derfor er det vigtigt at handle – besindigt – nu.
(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 10. august 2022)
Oles grundlovstale 2022
Hvis Herlufsholm havde været en offentlig institution …
Sådan som de røde partier taler om Herlufsholm, burde de tale om ethvert svigt på enhver daginstitution, enhver skole, ethvert gymnasium og enhver videregående uddannelse.
Hvis Herlufsholm havde været en offentlig institution, og den var blevet ramt af en skandale i samme omfang, ville den politiske reaktion fra de røde partier have lydt nogenlunde således: Herlufsholm har i mange år været underfinansieret. Derfor er det ikke mærkeligt, at den form for svigt finder sted. Det er klart, at der slet ikke har været præfekter nok, og at de alt for få, Herlufsholm råder over, mangler efteruddannelse. Men i øvrigt siger forskningen, at hvis man renser for socioøkonomiske baggrundsfaktorer, er problemet slet ikke så stort.
Tag ikke fejl. Selv om det er verdens mindste overraskelse, at socialiseringen til Herlufsholm er brutal, blotlægger dokumentaren om skolen en kultur, der ikke er acceptabel i vore dage. Den kan ikke billiges, og jo før ansvarlige mennesker får ryddet op i den usunde del af kulturen, jo bedre.
Det interessante, når en dokumentar blotlægger institutioner, der ikke fungerer, og viser, hvordan både ledelse og medarbejdere svigter, er forskellen i de røde partiers reaktioner.
Hvis der er tale om en offentlig skole, hvor al civilisation er brudt sammen, eller et ditto plejehjem, hvor ingen længere bekymrer sig om beboernes grundlæggende, menneskelige værdighed, vil reaktionen altid være, at der er brug for flere penge og flere ansatte. Mens den aldrig vil være, et her er der tale om nogle mennesker, der på det personlige plan har svigtet deres ansvar. Og at disse mennesker derfor bør afskediges omgående, ligesom den institution, de har været ansat på, bør lukke.
Jeg ville ikke ønske, at Herlufsholm blev marineret i den form for venstreorienteret bullshit, jeg har givet en prøve på ovenfor. Her siger venstrefløjen for en gangs skyld det rigtige, når den påpeger, at ledelser har et ansvar, og at det bør have konsekvenser at svigte det.
Til gengæld ville jeg ønske, at de røde politikere ville være lige så konsekvente over for eksempelvis en kommuneskole i Høng, en daginstitution i Københavns Kommune eller et plejehjem i Aarhus, som de er over for Herlufsholm.
Børn, der opfører sig som vanvittige i skolen, skal tages ud af den klasse, de ødelægger. De pågældende børns forældre skal have en reprimande, som betoner, at hovedansvaret for opdragelsen er deres. De lærere, der lader tingene udvikle sig, skal have en advarsel. Skolelederen skal lægge en plan for at rette op på tingene. Og hvis intet lykkes, skal skolen lukkes.
Ansatte og ledere på daginstitutioner, der – undskyld mit dårlige sprog – er pisseligeglade med de værgeløse små børn, der græder og er kede af det, skal afskediges. Og hvis der ikke bliver rettet op på tingene, skal institutionen lukkes.
Det samme gør sig gældende for plejehjem. Der burde ikke være ét menneske, som direkte eller indirekte er ansvarlig for ydmygelsen af stakkels Else, der stadig er ansat i Aarhus Kommune. Ligesom det kan undre, at selve plejehjemmet ikke bare er blevet lukket og erstattet af ét, der er bedre.
Men de røde partier kører altid frem efter dobbelte standarder. Når det gælder svigt i den offentlige sektor, er der ingen, der for alvor er skyldige. Undtagen – naturligvis – de politiske flertal, der ikke har bevilget endnu flere penge til de institutioner, der har svigtet.
Det personlige ansvar findes simpelthen ikke i den røde forståelse af den offentlige sektor, ligesom selvransagelsen mangler totalt.
Hvis der er noget, der går galt i den offentlige sektor, og de røde partier skal forklare det, så er årsagen altid, at man har gjort for lidt af det, der har udløst katastrofen.
Er der kaos i skolen? Så er det, fordi vi stadig ikke har trådt pedalen helt i bund med hensyn til inklusion. Er der mistrivsel i folkeskolen? Så er det, fordi vi aldrig fuldt ud har fået gennemført folkeskolereformen. Er der ikke tilstrækkelig mange, der lærer tilstrækkelig meget på gymnasierne og universiteterne? Så er det, fordi vi har haft for lidt tværfag og for lidt uddeling af ulogiske og usammenhængende fotokopier om tilfældige emner.
Alt dette røde snak er jo nonsens.
Der er kaos i skolen på grund af den tåbelige idé om inklusion. Der er mistrivsel i folkeskolen, fordi den kaotiske hverdag, der kom ud af folkeskolereformen, selvfølgelig skaber mistrivsel. Og der hersker uvidenhed og manglende dannelse i gymnasier og på universiteter, fordi der aldrig kan opstå viden og dannelse ud af tværfag og løsrevne fotokopier.
Sådan, som de røde partier taler om Herlufsholm, burde de tale om ethvert svigt på enhver daginstitution, enhver skole, ethvert gymnasium og enhver videregående uddannelse.
Det ville være et kærkomment første skridt hen imod at få skabt nogle sunde og velfungerende offentlige institutioner.
(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 11. maj 2022)
Frit valg af gymnasium
Tvungen fordeling af gymnasieelever er mageløst formynderi af unge menneskers liv. Det er ufatteligt, at de unge skal være brikker i det socialdemokratiske spil. Slip ungdommen fri!
De unge er ikke uansvarlige!
At angribe frie skoler er at angribe grundloven
Kulturkampen raser i USA. I Florida har delstatens parlament for nylig vedtaget lovgivning, der ifølge tilhængerne beskytter familier imod læreres indoktrinering med wokeness i de små klasser. Og ifølge modstanderne er udtryk for både transfobi og hårdhændet statslig censur.
I Virginia blev guvernørvalget i 2021 afgjort af midtervælgere, der stemte imod den woke, demokratiske kandidat og pegede på en mere moderat republikaner.
Og i processen frem imod udpegelsen af en ny højesteretsdommer spillede det også en stor rolle i Kongressen, om Bidens foretrukne kandidat måtte antages at ville træffe afgørelser for eller imod regler på delstatsniveau, der skal dæmme op for den værste wokeness.
Set fra denne side af Atlanterhavet er det mest ulykkelige polariseringen. Det er selvfølgelig ekstremt, at lærere vil indoktrinere børn i de små klasser med radikale idéer om racisme, køn og slaveri. Men det er desværre også ekstremt, at man som en modreaktion indfører brede forbud mod bestemte emner i offentlige skoler.
I Storbritannien er det ikke meget bedre end i USA. I sommeren 2021 kom det frem, at den britiske lærerforening var i færd med at udgive et sæt af totalt woke retningslinjer. Her hed det blandt andet, at britiske skoler var formet af kolonialismen, og at lærere derfor havde som en primær opgave at lære deres elever om hvidhed, anti-racisme og kolonialisme.
I begge lande vokser forældrenes protester støt og roligt. Og det har mærkeligt nok at gøre med covid-19-epidemien.
I de perioder, hvor både skoler og arbejdspladser var lukket ned, opdagede mange forældre nemlig med forfærdelse, hvor ekstremt venstreorienteret deres børns undervisning var. Og med næsten lige så stor forfærdelse opdagede forældrene, at skolerne i mange tilfælde gjorde en aktiv indsats for at skjule, at der fandt en massiv indoktrinering sted.
I lande, hvor forfatningen eller anden lovgivning ikke på en robust måde garanterer forældrene indflydelse på, hvad der foregår i skolerne, er man særligt udsat for, at aktivister kaprer grundskolen og forsøger at gennemføre en massiv indoktrinering, uden at nogen forældre har givet tilladelse til dette. Og uden at forældre kan beskytte sig selv og deres børn imod indoktrinering ved at oprette frie skoler.
Den indoktrinering, der finder sted i USA og UK, er udtryk for en storstilet, social ingeniørkunst. Gennem en massiv indoktrinering og ved at holde forældre ikke bare uden for indflydelse, men nogle gange helt i mørke med hensyn til denne indoktrinering, skal et bedre samfund skabes.
I Danmark forsøger Socialdemokratiet også konstant at udføre social ingeniørkunst ved hjælp af vores uddannelsessystem. Urbaniseringen omkring navnlig København og Aarhus skal bremses med en reform, der sætter loft over antallet af studiepladser i de to byer og opretter nye uddannelser over hele landet.
Den negative indflydelse, som nogle elever med indvandrerbaggrund har på ungdomsuddannelserne, skal begrænses ved hjælp af tvang og afskaffelse af det frie gymnasievalg. Og forældres uvilje mod at lægge børn til det socialdemokratiske skolesyn, der først og fremmest er præget af ideologi, kaos og lav faglighed, skal begrænses mest muligt.
I Danmark er det sådan, at alle forældre har en grundlovssikret ret til at sætte deres børn i en skole, der er uafhængig af staten. Hvilket i disse år først og fremmest vil sige sætte deres børn i en skole, der er uafhængig af socialdemokratisk ideologi, kaos og lav faglighed. Denne grundlovssikrede ret sikres ved, at pengene til at gå i skole følger barnet (så nogenlunde).
Derfor må man se med den allerstørste alvor på Socialdemokratiets hetz imod de forældre, der benytter deres grundlovssikrede ret til at sætte deres børn i en uafhængig skole. I sidste instans er denne hetz lig med en angreb på grundloven. Ligesom man må se med den allerstørste alvor på Socialdemokratiets underminering af den grundlovssikrede uafhængighed, derigennem at man knytter et utal af socialdemokratiske betingelser til de penge, der som en selvfølge og uden betingelser burde følge barnet.
Det vigtigste instrument, når man vil indoktrinere børn eller gennemføre social ingeniørkunst (hvad der langt hen ad vejen er det samme), er at holde forældre uden for indflydelse. Det ser man i USA og Storbritannien. Og man ser det også i Danmark – desværre. Derfor er det vigtigt at slå fast: Vi har i Danmark en grundlov. Den garanterer blandt andet, at ingen børn skal tvangsindlægges til det skolesyn, som præger en regering eller en tidsånd.
At udfordre eller angribe idéen om, at forældre bestemmer, hvordan deres børns skole skal være, er at udfordre eller angribe selve grundloven. Derfor skal socialdemokraterne og deres lakajer i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd selvfølgelig omgående få deres klamme, socialdemokratiske fingre væk fra de uafhængige skoler.
De uafhængige skoler er ikke en nådegave fra regeringen. De er en ret, der er givet i kraft af grundloven, og som det er forkasteligt, at regeringen forsøger at underminere.
Armene bliver kortere og kortere i forskningspolitikken
Jeg tror ikke en døjt på venstrefløjen, når den bedyrer, at den helt principielt bekymrer sig for armslængdeprincippet og forskningsfriheden.
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen vil nu ifølge et svar til SF’s Astrid Carøe indkalde partierne til drøftelser af en udvidelse af universiteternes formålsparagraf, så den også kommer til at omfatte bæredygtighed.
At Socialistisk Folkeparti på den måde vil blande sig i, hvad universiteterne forsker i, er et alvorligt angreb på armslængdeprincip, der normalt hyldes på venstrefløjen.
Her behøver jeg ikke gå længere end til Astrid Carøe selv. For hvad sagde hun, da Folketinget i maj 2021 diskuterede overdreven aktivisme på universiteterne: ”Vores helt klare kommentar i SF til den her debat er, at det først og fremmest er afgørende ikke at bryde med armslængdeprincippet”.
Det er det så alligevel ikke, når det kommer til at bestemme, hvad universiteterne i det hele taget skal forske i. For skriver man bæredygtighed ind i universiteternes formålsparagraf, vil det være en slags tjenesteforseelse, dersom de lokale ledelser ikke indtænker bæredygtighed i deres planlægning og øvrige gerning.
Man kan vist godt tillade sig at sige, at SF kun går ind for armslængdeprincippet engang imellem. For eksempel når et flertal i Folketinget end ikke vil blande sig i, hvordan der forskes i hvad på universiteterne – men ene og alene indskærper over for ledelserne, at de skal sikre sig bedst muligt imod usaglig politisering. Så er det rent ud sagt frygteligt, må man forstå. Mens et førergreb på alt, hvad der i det hele taget foregår – i form af en ændring af formålsparagraffen – bare er legitim politik og ikke noget, der har med beskyttelsen af armslængdeprincippet at gøre.
Kan man stole på Radikale Venstre, vil de være imod at blande sig i universiteternes indre liv og skrive bæredygtighed ind i formålsparagraffen. For ved samme debat om aktivisme, sagde deres forskningsordfører Stinus Lindgreen blandt andet: ”Jeg mener, at vores fremmeste opgave herinde er at sikre forskningsfriheden, at sikre universiteternes autonomi og ret til selv at vælge deres forskningsfelter”.
I virkeligheden er det en uskik, at den nuværende, danske universitetslov overhovedet har skrevet målsætninger som vækst og velfærd ind i formålsparagraffen. Det er tankegods fra den mest åndløse del af Anders Fogh-æraen.
Og heller ikke Enhedslisten bør tilslutte sig ændringen i formålsparagraffen. For – igen ved debatten om aktivisme – udpegede Pernille Skipper det som et problem, at Folketinget ”i mange år har overført flere og flere midler til strategiske forskningsmidler og mindre til basisforskning, og det betyder, at der bliver skruet bare en lille smule tættere på forskningen – en politisk styring – hvert evigt eneste år”. Det har Pernille Skipper sådan set ret i. Men så kan hendes parti da umuligt mene, at skruen med politisk styring skal have nok et par omdrejninger med en ændring af formålsparagraffen?
For at være helt ærlig: Jeg tror ikke en døjt på venstrefløjen, når den bedyrer, at den helt principielt bekymrer sig for armslængdeprincippet og forskningsfriheden.
Venstrefløjen bryder sig ikke om, at røde forskere, der bruger offentlige bevillinger og deres anseelse som forskere til at politisere og agitere under dække af, at de forsker sagligt og nøgternt, bliver ”outet” (som man siger på moderne dansk) og forsøgt kaldt til orden.
Men samtidig blander venstrefløjen sig meget gerne og meget detaljeret i, hvad universiteterne ellers foretager sig. For eksempel da Alternativets Christian Poll i 2019 kaldte den daværende forskningsminister Tommy Ahlers i samråd for at kræve, at der blev undervist i økonomi på en anden og rødere måde på universiteterne. Eller når venstrefløjen helt generelt bifalder, at universiteterne forfalder og gør sig selv til konsulenthuse for FN’s verdensmål.
I virkeligheden er det en uskik, at den nuværende, danske universitetslov overhovedet har skrevet målsætninger som vækst og velfærd ind i formålsparagraffen. Det er tankegods fra den mest åndløse del af Anders Fogh-æraen. Som Dansk Folkeparti med hædersmanden Jesper Langballe som ordfører oven i købet tog afstand fra, så flertallet måtte hentes hos blandt andet Socialdemokratiet.
Derfor er jeg fuldkommen enig med Emil Karlebjerg, når han på netmediet Kontrast blandt andet skriver: ”Vækst, velfærd, udvikling, bæredygtighed og FNs verdensmål har alle det tilfælles, at de er udtryk for mærkværdige top-down-målsætninger, som udelukkende baserer sig på, hvilke arbitrære politiske tendenser, som har gjort sig gældende i samfundet på et pågældende tidspunkt. Og den slags hører selvfølgelig ikke hjemme i formålsparagrafferne til landets højeste uddannelses- og forskningsinstitutioner.
Derfor mener jeg, at det borgerlige Danmark bør arbejde lige så hårdt for at skrive vækst, velfærd og udvikling ud af universitetsloven, som vi gør, når vi taler imod at skrive bæredygtighed og FN’s verdensmål ind i selvsamme”.
Man må håbe, at universitetsledelserne har den fornødne stamina til at gå imod regeringen og venstrefløjen. Seks danske universiteter (København, Aarhus, Aalborg, Roskilde, SDU og DTU) har siden 1998 skrevet under på det såkaldte Magna Charta Universitatum. Her hedder det blandt andet: ”Universitet[et], som fungerer i samfund, der på grund af forskelligartede geografiske betingelser og historiske forudsætninger er organiseret så forskelligt, er en selvstyrende institution, som på kritisk vis spiller en rolle som kulturbærer og –formidler inden for forskning og højere uddannelse. For at kunne være åben over for behovene i verden omkring det bør det være uafhængigt af enhver politisk, økonomisk og ideologisk magt”.
Vi får at se, hvad der sker. Men jeg er ikke alt for optimistisk. Venstrefløjen dyrker kun armslængdeprincippet og den akademiske frihed i det omfang, det tjener til at beskytte venstreorienterede forskere imod at blive afsløret som ideologer og manipulatorer. Står der andet på spil, er venstrefløjen altid de første til at begrænse den akademiske frihed og se bort fra armslængdeprincippet. Mens universiteternes ledelser – med få, hæderlige undtagelser – først og fremmest forekommer at være lydige lakajer for de til enhver tid siddende magthavere og den til enhver tid rådende tidsånd.
Der skal ikke flere tossede målsætninger ind i universiteternes formålsparagraf. Tværtimod: De frygtelige levn fra Fogh-æraens åndløshed og instrumentalisering skal ud. Sådan beskytter vi bedst den frie tanke og det frie universitet.
(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 2. februar 2022)