Der skal være tilsyn med, hvad der bliver sagt i klasseværelset

Henrik Dahl
10. august 2022

1970 erne har et særdeles dårligt ry i Danmark.

Fattige, forvirrede og præget af dagsordener, der i vore dage forekommer nærmest fra en anden verden.

Tænk blot på forestillingen om økonomisk demokrati, der prægede dansk politik i mange år.

I virkeligheden et forslag om, at fagforeningerne gradvist skulle overtage magten over private, danske virksomheder. Det lyder i vore dage som et satirisk indslag i et politisk tv-show.

Hvis man ser sig omkring uden for Danmarks grænser, er nedvurderingen af 1970erne på nogle punkter uretfærdig.

Årtiet er et af de mest frugtbare overhovedet for filmkunsten med hovedværker som for eksempel »The Godfather« og »The Deer Hunter«. Det er også et meget frugtbart årti for populærmusikken, hvor for eksempel David Bowie og Neil Young skriver deres bedste musik.

Men selv i Danmark sker der ting, som er trist, at de fleste har glemt. Skønt en æresoprejsning ikke vil gavne Mogens Glistrup personligt, bør man som borgerlig erkende, at hans kritik af det støt voksende bureaukrati i velfærdsstaten var korrekt og på sin plads. Og så burde man også vende tilbage til den vigtige debat om indoktrinering, der fandt sted i midten af 1970erne.

»Folkeskolen og børnehaver bliver visse steder i disse år præget af yderliggående marxistiske lærertyper, der vil omforme samfundet. De har ikke lov til at misbruge folkeskolen. Den politiske kamp må ikke foregå i skolen. Men vi oplever en udvikling, hvor visse fanatiske lærere udøver et tyranni.« Det er ikke noget, en borgerlig politiker har sagt i forgårs. Det er et uddrag af en kronik i Berlingske, som daværende undervisningsdirektør (og medlem af Radikale Venstre) Asger Baunsbak-Jensen skrev i efteråret 1974.

Som vi kan se i dag, var Baunsbak-Jensens kritik på sin plads. Venstreorienterede synspunkter er dominerende i alle de faglige organisationer, der har magten i danske dannelsesinstitutioner. Og der rejser sig naturligvis spørgsmålet: Kan man stole på, at danske børn og unge bliver oplyst på en fair og afbalanceret måde om, hvordan verden hænger sammen? Det vil sige på en måde, hvor alle politiske aspekter af en given sag fremstilles som ligeværdige? Og på en måde, hvor kontroversielle synspunkter og partsindlæg ikke gengives, som om de var ukontroversielle eller neutrale.

For nogle år siden kunne DRs Detektor afsløre, at 14 ud af 15 af folkeskolens lærebøger i faget historie påstod, at magthaverne på Christoffer Columbus tid mente, at Jorden var flad.

Det er helt og holdent forkert. Allerede grækerne vidste, at Jorden var rund. Det natursyn overtog romerne, og senere levede det videre i middelalderen. Det, Columbus’ modstandere mente, var, at rejsen vestover mod Asien var for lang til, at provianten ville række. Og det havde de i princippet fuldkommen ret i.

Kuriøs som sagen måtte være, så viste den, at der ikke er nogen form for central kvalitetskontrol med læremidler i folkeskolen.

Og heller ikke nogen kontrol med, hvad der egentlig bliver sagt i klasseværelserne.

Der skal ikke være censur i vores uddannelsessystem.

Men der skal være et rimeligt tilsyn med, at hvad der måtte foregå skal være fair, afbalanceret og i overensstemmelse med den bedste viden på området.

Det er ikke et overgreb på nogens rettigheder at sige, at fejlene i de forkerte historiebøger skal rettes uden diskussion. Det følger af det ansvar for sober undervisning, der bør være en selvfølgelighed.

Vi skal ikke have flere sager ligesom Normstormerne. Derfor er det vigtigt at handle – besindigt – nu.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 10. august 2022)

Hvis Herlufsholm havde været en offentlig institution …

Henrik Dahl
11. maj 2022

Sådan som de røde partier taler om Herlufsholm, burde de tale om ethvert svigt på enhver daginstitution, enhver skole, ethvert gymnasium og enhver videregående uddannelse.

Hvis Herlufsholm havde været en offentlig institution, og den var blevet ramt af en skandale i samme omfang, ville den politiske reaktion fra de røde partier have lydt nogenlunde således: Herlufsholm har i mange år været underfinansieret. Derfor er det ikke mærkeligt, at den form for svigt finder sted. Det er klart, at der slet ikke har været præfekter nok, og at de alt for få, Herlufsholm råder over, mangler efteruddannelse. Men i øvrigt siger forskningen, at hvis man renser for socioøkonomiske baggrundsfaktorer, er problemet slet ikke så stort.

Tag ikke fejl. Selv om det er verdens mindste overraskelse, at socialiseringen til Herlufsholm er brutal, blotlægger dokumentaren om skolen en kultur, der ikke er acceptabel i vore dage. Den kan ikke billiges, og jo før ansvarlige mennesker får ryddet op i den usunde del af kulturen, jo bedre.

Det interessante, når en dokumentar blotlægger institutioner, der ikke fungerer, og viser, hvordan både ledelse og medarbejdere svigter, er forskellen i de røde partiers reaktioner.

Hvis der er tale om en offentlig skole, hvor al civilisation er brudt sammen, eller et ditto plejehjem, hvor ingen længere bekymrer sig om beboernes grundlæggende, menneskelige værdighed, vil reaktionen altid være, at der er brug for flere penge og flere ansatte. Mens den aldrig vil være, et her er der tale om nogle mennesker, der på det personlige plan har svigtet deres ansvar. Og at disse mennesker derfor bør afskediges omgående, ligesom den institution, de har været ansat på, bør lukke.

Jeg ville ikke ønske, at Herlufsholm blev marineret i den form for venstreorienteret bullshit, jeg har givet en prøve på ovenfor. Her siger venstrefløjen for en gangs skyld det rigtige, når den påpeger, at ledelser har et ansvar, og at det bør have konsekvenser at svigte det.

Til gengæld ville jeg ønske, at de røde politikere ville være lige så konsekvente over for eksempelvis en kommuneskole i Høng, en daginstitution i Københavns Kommune eller et plejehjem i Aarhus, som de er over for Herlufsholm.

Børn, der opfører sig som vanvittige i skolen, skal tages ud af den klasse, de ødelægger. De pågældende børns forældre skal have en reprimande, som betoner, at hovedansvaret for opdragelsen er deres. De lærere, der lader tingene udvikle sig, skal have en advarsel. Skolelederen skal lægge en plan for at rette op på tingene. Og hvis intet lykkes, skal skolen lukkes.

Ansatte og ledere på daginstitutioner, der – undskyld mit dårlige sprog – er pisseligeglade med de værgeløse små børn, der græder og er kede af det, skal afskediges. Og hvis der ikke bliver rettet op på tingene, skal institutionen lukkes.

Det samme gør sig gældende for plejehjem. Der burde ikke være ét menneske, som direkte eller indirekte er ansvarlig for ydmygelsen af stakkels Else, der stadig er ansat i Aarhus Kommune. Ligesom det kan undre, at selve plejehjemmet ikke bare er blevet lukket og erstattet af ét, der er bedre.

Men de røde partier kører altid frem efter dobbelte standarder. Når det gælder svigt i den offentlige sektor, er der ingen, der for alvor er skyldige. Undtagen – naturligvis – de politiske flertal, der ikke har bevilget endnu flere penge til de institutioner, der har svigtet.

Det personlige ansvar findes simpelthen ikke i den røde forståelse af den offentlige sektor, ligesom selvransagelsen mangler totalt.

Hvis der er noget, der går galt i den offentlige sektor, og de røde partier skal forklare det, så er årsagen altid, at man har gjort for lidt af det, der har udløst katastrofen.

Er der kaos i skolen? Så er det, fordi vi stadig ikke har trådt pedalen helt i bund med hensyn til inklusion. Er der mistrivsel i folkeskolen? Så er det, fordi vi aldrig fuldt ud har fået gennemført folkeskolereformen. Er der ikke tilstrækkelig mange, der lærer tilstrækkelig meget på gymnasierne og universiteterne? Så er det, fordi vi har haft for lidt tværfag og for lidt uddeling af ulogiske og usammenhængende fotokopier om tilfældige emner.

Alt dette røde snak er jo nonsens.

Der er kaos i skolen på grund af den tåbelige idé om inklusion. Der er mistrivsel i folkeskolen, fordi den kaotiske hverdag, der kom ud af folkeskolereformen, selvfølgelig skaber mistrivsel. Og der hersker uvidenhed og manglende dannelse i gymnasier og på universiteter, fordi der aldrig kan opstå viden og dannelse ud af tværfag og løsrevne fotokopier.

Sådan, som de røde partier taler om Herlufsholm, burde de tale om ethvert svigt på enhver daginstitution, enhver skole, ethvert gymnasium og enhver videregående uddannelse.

Det ville være et kærkomment første skridt hen imod at få skabt nogle sunde og velfungerende offentlige institutioner.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 11. maj 2022)

Frit valg af gymnasium

Ole Birk Olesen
7. april 2022
Afspil her

Tvungen fordeling af gymnasieelever er mageløst formynderi af unge menneskers liv. Det er ufatteligt, at de unge skal være brikker i det socialdemokratiske spil. Slip ungdommen fri!

At angribe frie skoler er at angribe grundloven

Henrik Dahl
29. marts 2022

Kulturkampen raser i USA. I Florida har delstatens parlament for nylig vedtaget lovgivning, der ifølge tilhængerne beskytter familier imod læreres indoktrinering med wokeness i de små klasser. Og ifølge modstanderne er udtryk for både transfobi og hårdhændet statslig censur.

I Virginia blev guvernørvalget i 2021 afgjort af midtervælgere, der stemte imod den woke, demokratiske kandidat og pegede på en mere moderat republikaner.

Og i processen frem imod udpegelsen af en ny højesteretsdommer spillede det også en stor rolle i Kongressen, om Bidens foretrukne kandidat måtte antages at ville træffe afgørelser for eller imod regler på delstatsniveau, der skal dæmme op for den værste wokeness.

Set fra denne side af Atlanterhavet er det mest ulykkelige polariseringen. Det er selvfølgelig ekstremt, at lærere vil indoktrinere børn i de små klasser med radikale idéer om racisme, køn og slaveri. Men det er desværre også ekstremt, at man som en modreaktion indfører brede forbud mod bestemte emner i offentlige skoler.

I Storbritannien er det ikke meget bedre end i USA. I sommeren 2021 kom det frem, at den britiske lærerforening var i færd med at udgive et sæt af totalt woke retningslinjer. Her hed det blandt andet, at britiske skoler var formet af kolonialismen, og at lærere derfor havde som en primær opgave at lære deres elever om hvidhed, anti-racisme og kolonialisme.

I begge lande vokser forældrenes protester støt og roligt. Og det har mærkeligt nok at gøre med covid-19-epidemien.

I de perioder, hvor både skoler og arbejdspladser var lukket ned, opdagede mange forældre nemlig med forfærdelse, hvor ekstremt venstreorienteret deres børns undervisning var. Og med næsten lige så stor forfærdelse opdagede forældrene, at skolerne i mange tilfælde gjorde en aktiv indsats for at skjule, at der fandt en massiv indoktrinering sted.

I lande, hvor forfatningen eller anden lovgivning ikke på en robust måde garanterer forældrene indflydelse på, hvad der foregår i skolerne, er man særligt udsat for, at aktivister kaprer grundskolen og forsøger at gennemføre en massiv indoktrinering, uden at nogen forældre har givet tilladelse til dette. Og uden at forældre kan beskytte sig selv og deres børn imod indoktrinering ved at oprette frie skoler.

Den indoktrinering, der finder sted i USA og UK, er udtryk for en storstilet, social ingeniørkunst. Gennem en massiv indoktrinering og ved at holde forældre ikke bare uden for indflydelse, men nogle gange helt i mørke med hensyn til denne indoktrinering, skal et bedre samfund skabes.

I Danmark forsøger Socialdemokratiet også konstant at udføre social ingeniørkunst ved hjælp af vores uddannelsessystem. Urbaniseringen omkring navnlig København og Aarhus skal bremses med en reform, der sætter loft over antallet af studiepladser i de to byer og opretter nye uddannelser over hele landet.

Den negative indflydelse, som nogle elever med indvandrerbaggrund har på ungdomsuddannelserne, skal begrænses ved hjælp af tvang og afskaffelse af det frie gymnasievalg. Og forældres uvilje mod at lægge børn til det socialdemokratiske skolesyn, der først og fremmest er præget af ideologi, kaos og lav faglighed, skal begrænses mest muligt.

I Danmark er det sådan, at alle forældre har en grundlovssikret ret til at sætte deres børn i en skole, der er uafhængig af staten. Hvilket i disse år først og fremmest vil sige sætte deres børn i en skole, der er uafhængig af socialdemokratisk ideologi, kaos og lav faglighed. Denne grundlovssikrede ret sikres ved, at pengene til at gå i skole følger barnet (så nogenlunde).

Derfor må man se med den allerstørste alvor på Socialdemokratiets hetz imod de forældre, der benytter deres grundlovssikrede ret til at sætte deres børn i en uafhængig skole. I sidste instans er denne hetz lig med en angreb på grundloven. Ligesom man må se med den allerstørste alvor på Socialdemokratiets underminering af den grundlovssikrede uafhængighed, derigennem at man knytter et utal af socialdemokratiske betingelser til de penge, der som en selvfølge og uden betingelser burde følge barnet.

Det vigtigste instrument, når man vil indoktrinere børn eller gennemføre social ingeniørkunst (hvad der langt hen ad vejen er det samme), er at holde forældre uden for indflydelse. Det ser man i USA og Storbritannien. Og man ser det også i Danmark – desværre. Derfor er det vigtigt at slå fast: Vi har i Danmark en grundlov. Den garanterer blandt andet, at ingen børn skal tvangsindlægges til det skolesyn, som præger en regering eller en tidsånd.

At udfordre eller angribe idéen om, at forældre bestemmer, hvordan deres børns skole skal være, er at udfordre eller angribe selve grundloven. Derfor skal socialdemokraterne og deres lakajer i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd selvfølgelig omgående få deres klamme, socialdemokratiske fingre væk fra de uafhængige skoler.

De uafhængige skoler er ikke en nådegave fra regeringen. De er en ret, der er givet i kraft af grundloven, og som det er forkasteligt, at regeringen forsøger at underminere.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 29. marts 2022)

Armene bliver kortere og kortere i forskningspolitikken

Henrik Dahl
11. februar 2022

Jeg tror ikke en døjt på venstrefløjen, når den bedyrer, at den helt principielt bekymrer sig for armslængdeprincippet og forskningsfriheden.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen vil nu ifølge et svar til SF’s Astrid Carøe indkalde partierne til drøftelser af en udvidelse af universiteternes formålsparagraf, så den også kommer til at omfatte bæredygtighed.

At Socialistisk Folkeparti på den måde vil blande sig i, hvad universiteterne forsker i, er et alvorligt angreb på armslængdeprincip, der normalt hyldes på venstrefløjen.

Her behøver jeg ikke gå længere end til Astrid Carøe selv. For hvad sagde hun, da Folketinget i maj 2021 diskuterede overdreven aktivisme på universiteterne: ”Vores helt klare kommentar i SF til den her debat er, at det først og fremmest er afgørende ikke at bryde med armslængdeprincippet”.

Det er det så alligevel ikke, når det kommer til at bestemme, hvad universiteterne i det hele taget skal forske i. For skriver man bæredygtighed ind i universiteternes formålsparagraf, vil det være en slags tjenesteforseelse, dersom de lokale ledelser ikke indtænker bæredygtighed i deres planlægning og øvrige gerning.

Man kan vist godt tillade sig at sige, at SF kun går ind for armslængdeprincippet engang imellem. For eksempel når et flertal i Folketinget end ikke vil blande sig i, hvordan der forskes i hvad på universiteterne – men ene og alene indskærper over for ledelserne, at de skal sikre sig bedst muligt imod usaglig politisering. Så er det rent ud sagt frygteligt, må man forstå. Mens et førergreb på alt, hvad der i det hele taget foregår – i form af en ændring af formålsparagraffen – bare er legitim politik og ikke noget, der har med beskyttelsen af armslængdeprincippet at gøre.

Kan man stole på Radikale Venstre, vil de være imod at blande sig i universiteternes indre liv og skrive bæredygtighed ind i formålsparagraffen. For ved samme debat om aktivisme, sagde deres forskningsordfører Stinus Lindgreen blandt andet: ”Jeg mener, at vores fremmeste opgave herinde er at sikre forskningsfriheden, at sikre universiteternes autonomi og ret til selv at vælge deres forskningsfelter”.

I virkeligheden er det en uskik, at den nuværende, danske universitetslov overhovedet har skrevet målsætninger som vækst og velfærd ind i formålsparagraffen. Det er tankegods fra den mest åndløse del af Anders Fogh-æraen.

Og heller ikke Enhedslisten bør tilslutte sig ændringen i formålsparagraffen. For – igen ved debatten om aktivisme – udpegede Pernille Skipper det som et problem, at Folketinget ”i mange år har overført flere og flere midler til strategiske forskningsmidler og mindre til basisforskning, og det betyder, at der bliver skruet bare en lille smule tættere på forskningen – en politisk styring – hvert evigt eneste år”. Det har Pernille Skipper sådan set ret i. Men så kan hendes parti da umuligt mene, at skruen med politisk styring skal have nok et par omdrejninger med en ændring af formålsparagraffen?

For at være helt ærlig: Jeg tror ikke en døjt på venstrefløjen, når den bedyrer, at den helt principielt bekymrer sig for armslængdeprincippet og forskningsfriheden.

Venstrefløjen bryder sig ikke om, at røde forskere, der bruger offentlige bevillinger og deres anseelse som forskere til at politisere og agitere under dække af, at de forsker sagligt og nøgternt, bliver ”outet” (som man siger på moderne dansk) og forsøgt kaldt til orden.

Men samtidig blander venstrefløjen sig meget gerne og meget detaljeret i, hvad universiteterne ellers foretager sig. For eksempel da Alternativets Christian Poll i 2019 kaldte den daværende forskningsminister Tommy Ahlers i samråd for at kræve, at der blev undervist i økonomi på en anden og rødere måde på universiteterne. Eller når venstrefløjen helt generelt bifalder, at universiteterne forfalder og gør sig selv til konsulenthuse for FN’s verdensmål.

I virkeligheden er det en uskik, at den nuværende, danske universitetslov overhovedet har skrevet målsætninger som vækst og velfærd ind i formålsparagraffen. Det er tankegods fra den mest åndløse del af Anders Fogh-æraen. Som Dansk Folkeparti med hædersmanden Jesper Langballe som ordfører oven i købet tog afstand fra, så flertallet måtte hentes hos blandt andet Socialdemokratiet.

Derfor er jeg fuldkommen enig med Emil Karlebjerg, når han på netmediet Kontrast blandt andet skriver: ”Vækst, velfærd, udvikling, bæredygtighed og FNs verdensmål har alle det tilfælles, at de er udtryk for mærkværdige top-down-målsætninger, som udelukkende baserer sig på, hvilke arbitrære politiske tendenser, som har gjort sig gældende i samfundet på et pågældende tidspunkt. Og den slags hører selvfølgelig ikke hjemme i formålsparagrafferne til landets højeste uddannelses- og forskningsinstitutioner.

Derfor mener jeg, at det borgerlige Danmark bør arbejde lige så hårdt for at skrive vækst, velfærd og udvikling ud af universitetsloven, som vi gør, når vi taler imod at skrive bæredygtighed og FN’s verdensmål ind i selvsamme”.

Man må håbe, at universitetsledelserne har den fornødne stamina til at gå imod regeringen og venstrefløjen. Seks danske universiteter (København, Aarhus, Aalborg, Roskilde, SDU og DTU) har siden 1998 skrevet under på det såkaldte Magna Charta Universitatum. Her hedder det blandt andet: ”Universitet[et], som fungerer i samfund, der på grund af forskelligartede geografiske betingelser og historiske forudsætninger er organiseret så forskelligt, er en selvstyrende institution, som på kritisk vis spiller en rolle som kulturbærer og –formidler inden for forskning og højere uddannelse. For at kunne være åben over for behovene i verden omkring det bør det være uafhængigt af enhver politisk, økonomisk og ideologisk magt”.

Vi får at se, hvad der sker. Men jeg er ikke alt for optimistisk. Venstrefløjen dyrker kun armslængdeprincippet og den akademiske frihed i det omfang, det tjener til at beskytte venstreorienterede forskere imod at blive afsløret som ideologer og manipulatorer. Står der andet på spil, er venstrefløjen altid de første til at begrænse den akademiske frihed og se bort fra armslængdeprincippet. Mens universiteternes ledelser – med få, hæderlige undtagelser – først og fremmest forekommer at være lydige lakajer for de til enhver tid siddende magthavere og den til enhver tid rådende tidsånd.

Der skal ikke flere tossede målsætninger ind i universiteternes formålsparagraf. Tværtimod: De frygtelige levn fra Fogh-æraens åndløshed og instrumentalisering skal ud. Sådan beskytter vi bedst den frie tanke og det frie universitet.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 2. februar 2022)

Når alt er videnskab, er intet videnskab

Henrik Dahl
2. februar 2022

Identitetspolitik bliver til erkendelsesteori. Konsekvensen er, at det klassiske ideal om universitetet bliver smidt på historiens mødding. Men ikke alene går idealet om alment anerkendte gyldighedskriterier tabt. Det gør også den åbne og kritiske diskussion.

Sidste år klagede en studerende ved RUC over artiklen ”Race, Gender, and Researcher Positionality Analysed Through Memory Work”. Klagen gik på, at artiklen benyttede sig af en tvivlsom forskningspraksis og blev efter udveksling af opklarende spørgsmål behandlet af universitetets forskningsetiske udvalg.

Klageren, der gerne vil være anonym, har givet mig adgang til besvarelsen og givet mig tilladelse til at citere fra den.

Omdrejningspunktet for klagen var, at artiklen benytter sig af den såkaldte ”autoetnografiske metode”. Og hvad er så det? Alt kan siges langt i videnskabens verden. Men udtrykt i korthed er det en metode, hvor forskeren benytter sin egen erindring og sine egne oplevelser som datagrundlag.

Hvis nogen bestrider, at subjektive udsagn kan godkendes som data, kan forskeren indtage krænkelsespositionen og sige, at det f.eks. er en kritik af selve forskerens eksistens som kvinde eller minoritet.

Jeg har tidligere henvist til en kronik af professor ved DPU Lars Qvortrup, der i 2021 blev bragt i Politiken. Her siger Qvortrup blandt andet: »Vi er nødt til at operere med og referere til alment gyldige gyldighedskriterier for videnskabelige udsagn. Gør vi ikke det, bryder idéen om universitetet sammen.

Det betyder ikke, at disse gyldighedskriterier er hugget i sten. De diskuteres løbende, og de ændres som følge af diskussionerne. Hvad der blev erklæret for sandt for 100 år siden, er ikke nødvendigvis sandt i dag. Men selve idealet holder vi fast i, og i vores forskning henholder vi os til de til enhver tid gældende kriterier.«

Det afgørende i passagen er: Videnskab er noget, der opererer med alment gyldige kriterier for videnskabelige udsagn. Ellers bryder idéen om universitetet sammen.

Længere fremme i kronikken forklarer Qvortrup, at netop den opfattelse af videnskab i dag er omstridt på universiteterne. Han skriver: »Allerede i 1988 udgav en kendt feministisk forsker en artikel om det, hun kaldte situated knowledges: Viden er afhængig af situationen forstået som den enkelte persons eller gruppes køn, race, sociale position osv.

Min viden er ikke din viden. Ja, selve idéen om alment anerkendte og gyldige kvalitetskriterier er undfanget af hvide, europæiske mænd og kan alene af den grund erklæres ugyldige. Det, der sker, er, at identitetspolitik bliver til erkendelsesteori. Konsekvensen er, at det klassiske ideal om universitetet bliver smidt på historiens mødding.

Men ikke alene går idealet om alment anerkendte gyldighedskriterier tabt. Det gør også den åbne og kritiske diskussion. For hvis viden knyttes sammen med personlig identitet, race og køn, vil kritik af viden blive opfattet som kritik af den pågældende persons identitet, race og/eller køn. Og hvis det sker, trækkes krænkelseskortet, for så opfattes kritik af videnskabelige udsagn som en kritik af den person, der har fremført udsagnet, eller af den gruppe, personen tilhører.«

Problemet ved det moderne universitet er altså, at det nogle steder har givet slip på selve idealet om, at videnskabelige påstande er påstande, forskersamfundet kan godkende ud fra et sæt af almene kriterier. Det, en forsker oplever, kan efter den ideologi, Qvortrup kritiserer, godt være sandt, uden at andre forskere kan efterprøve eller genkende det. Og hvad næsten værre er: Hvis nogen bestrider, at subjektive udsagn kan godkendes som data, kan forskeren indtage krænkelsespositionen og sige, at det f.eks. er en kritik af selve forskerens eksistens som kvinde eller minoritet.

Hvor ender dette skred i videnskaben, hvor rent subjektive udsagn godtages som videnskabelige. Jeg giver igen ordet til Qvortrup: Det ender med, at der er »nogle, der forkaster idealet om gentagelighed, reliabilitet, validitet eller troværdighed, fordi det angiveligt repræsenterer et ideologisk og normativt standpunkt«. Eller med andre ord: at universiteterne helt opgiver tanken om, at til et begreb om videnskabelighed hører, at andre forskere kan prøve udsagn efter, tage kritisk stilling til dem, tage stilling til, om de ud fra gængse, videnskabelige forestillinger holder vand og er til at stole på.

Det er klart, at klageren over artiklen ”Race, Gender, and Researcher Positionality Analysed Through Memory Work” har en pointe. For uden at henvise til Lars Qvortrup er det hans pointer, der bringes i spil: Autoetnografi er ikke en videnskabelig metode. Den forkaster nemlig – med Qvortrups egne ord – »idealet om gentagelighed, reliabilitet, validitet eller troværdighed«. Ingen kan jo for alvor efterprøve, hvad en forsker føler eller har oplevet engang i fortiden. Det kan være gengivet oprigtigt. Det kan være ærlige fejlerindringer. Men det kan også være manipulation og digt. Vi ved det ikke, og vi kommer aldrig til at vide det. Fordi metoden på forhånd udelukker det.

Men hvad gør Forskningsetisk Udvalg ved RUC?

Det svarer blandt andet klageren således: »Hvis man søger på ”autoethnography” i en anerkendt forsknings-søgemaskine, eksempelvis scholar.google.com, fremkommer hundredvis af artikler fra både konferencer og tidsskrifter, heriblandt rigtig mange publiceret i de bedste tidsskrifter inden for diverse forskningsområder. Endvidere er der dusinvis af artikler, som har tusindvis af citationer, der anvender autoetnografi som metode. Det kan derfor fuldstændig afvises at autoetnografi er ”uvidenskabelig”. Tværtimod ses det, at det i dag er en anerkendt metode inden for mange videnskabelige områder. Fsva. det andet klagepunkt om, at ”metoden under alle omstændigheder (er) udtryk for tvivlsom forskningspraksis”, kan dette også afvises fuldt og helt, alene ud fra hvor mange forskellige forskningsjournals og -forlag, der publicerer artikler, som har benyttet autoetnografi. Der er intet tvivlsomt ved metoden.«

Det siger den højeste, forskningsetiske autoritet ved RUC, hvorefter konklusionen bliver, at »Forskningsetisk Udvalg indstiller klagen over tilfælde af tvivlsom forskningspraksis til afvisning hos prorektor, da den vurderes at være åbenlyst grundløs.«

RUC – og hele den del af universitetsverdenen, der anerkender den såkaldte ”autoetnografiske metode” – har et kæmpe problem.

For det er aldeles ikke grundløst at kritisere anvendelsen til videnskabelig brug af personlige erindringer og følelser. Der er blandt andet en offentlig kritik af Lars Qvortrup at forholde sig til – og så kan man ikke længere sige »grundløst«, eftersom der findes mindst en grund.

Men skal vi ikke også være lidt mere ærlige?

Ethvert hæderligt og eftertænksomt menneske burde kunne indse, at personlige erindringer og følelser pr. definition ikke kan være basis for alment gyldige udsagn om den sociale verden.

Og hvorfor kan de ikke det?

Personlige erindringer og følelser kan ikke sige noget alment om den sociale verden, fordi de er usikre, og fordi de ikke kan kontrolleres. Husker forfatterne til den kritiserede artikel forkert? Eller har forfatterne digtet nogle erindringer, der passer ind i en politisk dagsorden? Eller er der faktisk noget om snakken?

Det kan ingen mennesker vide eller kontrollere eller prøve efter. Fordi det nu engang er sådan med personlige erindringer og følelser, at de hverken kan kontrolleres eller efterprøves.

Særligt vellykkede gengivelser af personlige erindringer og følelser kan man kalde ”lyrik” eller ”kunst” eller lignende. Men man kan aldrig nogensinde kalde dem videnskab. Fordi til videnskabelighed hører – som Lars Qvortrup så udmærket beskriver – at de øvrige medlemmer af forskersamfundet kan efterprøve og kritisere det, der bliver lagt frem, på et sagligt og transparent grundlag.

RUC’s afvisning af overhovedet at gå ind på, om det er acceptabelt at anvende den autoetnografiske metode, siger alt om, hvad der er galt ved de moderne universiteter i almindelighed og ved RUC i særdeleshed: Man kan ikke længere være sikker på, at der overhovedet er tale om videnskab. Det kan lige så godt være politik og aktivisme. Eller løgn og latin. Eller lyrik, der kan være interessant nok – men bare ikke kan diskuteres rationelt af andre forskere.

Og dermed er vi fremme ved den kerne, der virkelig truer RUC’s eksistens: Den dag, alting er videnskab, er der i virkeligheden ikke noget, der er videnskab.

Den dag, alting er videnskab, er RUC og de øvrige universiteter overflødige. Og så kan vi lige så godt lukke dem og bruge pengene på noget, der er mere fornuftigt. For eksempel at hæve det danske forsvarsbudget til 2 pct. af bruttonationalproduktet.

SDUs rektor viser, hvordan en ansvarlig universitetsleder arbejder

Henrik Dahl
2. februar 2022

SDU-rektor Jens Ringsmoses kronik i Berlingske er fremragende. Den viser, hvordan en ansvarlig universitetsledelse tænker og arbejder.

Det var en bemærkelsesværdig kronik, det stod at læse i papirudgaven af Berlingske i fredags. Den var forfattet af SDUs nye rektor, historikeren Jens Ringsmose, og handlede om akademisk frihed.

Ringsmose indleder med at sige, at universitetet som idé og institution har været en succes. Der har man skabt ny indsigt på en lang række områder, der er afgørende vigtige for menneskeheden: Matematik, fysik, kemi, medicin, for at nævne nogle eksempler. Men også inden for historie, filosofi, samfundsvidenskab, lingvistik, jura og de humanistiske discipliner.

Det er et vigtigt udgangspunkt, jeg er enig i. Det frie universitet er en unik vestlig opfindelse. Det findes alene i det historiske Vesten og i en lille gruppe af lande udenfor, som har valgt at indrette sig som de vestlige lande. I den forstand er universiteterne en af de afgørende samfundsinstitutioner, der gør os vesterlændinge til dem, vi er.

Ser man nærmere på de akademiske friheder, siger Ringsmose, at der er tre: Forskningsfriheden, undervisningsfriheden og debatfriheden. Og han tilføjer: De tre friheder bør både forstås som negative (frihed fra noget) og positive (frihed til noget). Det kan udlægges sådan, at vi politikere skal gøre det muligt faktisk at nyde de rettigheder, vi giver.

Det svære i debatten berører Ringsmose, når han i kronikken siger, at skønt friheden er principiel, findes der legitime begrænsninger. Det går for eksempel ikke an, hvis man forsker ved hjælp af umoralske metoder. Det er også legitimt at prioritere, eftersom ønskerne til nye projekter altid vil overstige det beløb, der er bevilget til forskning og undervisning.

En sidste ting, jeg vil trække frem fra kronikken, er bemærkningen om, at universiteternes forhold til omverdenen hviler på en uskrevet kontrakt: Friheden (og pengene) er givet på den betingelse, at universiteterne holder sig til sunde og respektable, videnskabelige metoder. Jeg kunne ikke være mere enig. Afsætter Folketinget penge til at bygge en vej på Fyn, og kan det efter et par år konstateres, at pengene er benyttet til at ansætte en masse konsulenter i København (mens de arme fynboer stadig må køre på underdimensionerede veje) er det ikke i orden. Ligesom det ikke er i orden, hvis Folketinget afsætter en sum penge til forskning, og det efter nogle år kan konstatere, at pengene er benyttet til politisk agitation uden, at der i begrebets egentlige forstand er blevet forsket for dem.

Sidste sommer havde vi i Danmark en voldsom debat om Folketingets såkaldte vedtagelse »V 137 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«.

Den blev – navnlig af mennesker med anlæg for konspirationsteorier – udlagt som et voldsomt indgreb i den akademiske frihed.

Men det, vedtagelse V 137 faktisk sagde, var at grundprincippet for et universitet er akademisk selvregulering. Folketinget må – ligesom alle andre – gerne mene noget om universiteternes forskning. Men det er og bliver universiteterne selv, som bestemmer, hvad der forskes i og hvordan.

Det, der formentlig udløste vreden blandt nogle ansatte på universiteterne, var, at V 137 udtrykte nogle forventninger til universiteternes ledelser: De skal sørge for, at selvreguleringen fungerer i praksis. De skal forhindre aktivisme (at politik forklædes som videnskab). Og så skal de sikre sig en levende debat. Således, at ting, der bør kritiseres, faktisk bliver kritiseret.

Det er derfor, Jens Ringsmoses kronik er så fremragende. Den viser, hvordan en ansvarlig universitetsledelse tænker og arbejder. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af det arbejde, der er sat i gang.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 28. januar 2022)

Der er en reel fare for, at universiteterne kan udvikle sig til formidlere af misinformation

Henrik Dahl
10. januar 2022

Problemet for danske universiteter er, at allerede i dag er universiteternes ledelser ikke tilstrækkelig ihærdige, når det gælder om at sikre, at det, man kalder forskning, faktisk lever op til krav om gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed.

Det danske universitetssystem er langt fra at være perfekt. Blandt de største problemer er i upriroriteret rækkefølge topstyringen; bureaukratiseringen; den massive satsning på masseuddannelse; det enorme tidsspilde, der følger af behovet for at skrive eksterne ansøgninger og den idelige sammenblanding af politiske rationaler og videnskabelige rationaler.

For eksempel er det topstyringen, der fører til absurde initiativer som omdannelsen af SDU til verdensmålsuniversitet. Det er bureaukratiseringen, der fører til, at antallet af akademiske medarbejdere, som hverken forsker eller underviser, er skudt i vejret. Det er masseuddannelsen, der til stadighed gør specialer og pensum kortere. Det er lave succesrater til ansøgninger til Den Frie Forskningsfond, der spænder ben for talentudviklingen. Og det er politiske rationaler uden faglige begrundelser, der dikterer nedskaleringen af uddannelser i de store universitetsbyer.

På den anden side: Disse dårligdomme er ikke noget, der umiddelbart truer universiteternes eksistens. De kan sagtens skrumle videre ad de spor, der allerede er lagt. Resultaterne vil bare blive, som Folketinget og skiftende regeringer altid implicit har ønsket sig (trods festtaler om ”verdensklasse”): For det meste middelmådige. Fordi det er en kendt sag, at rigtige verdensklasseuniversiteter på afgørende punkter er styret af logikker, som er diametralt det modsatte af de logikker, der styrer danske universiteter: De er små. De er selektive med hensyn til studenteroptaget. De er ekstremt kompetitive. De har en robust finansiering. Og så har de i øvrigt også hjemmestyre i den forstand, at magten i sidste instans udgår fra de fastansatte forskere.

Sagt på en anden måde: Der er mangt og meget ved danske universiteter, der er irriterende for enhver, der har eliteuniversiteterne som ideal for, hvordan alle universiteter burde prøve på at blive. Men det er ikke trusler, man kan kalde eksistentielle. Alene forhold, der forhindrer universiteterne i at blive fremragende.

Derfor vil jeg ikke fokusere på irritationsmomenterne. I stedet vil jeg se på, hvad der er eller kan blive eksistentielle trusler imod selve universitetets ide. Her skal man huske, at det frie universitet er en institution, der er opstået i den vestlige verden. Og stadig er specifik for den vestlige verden i den forstand, at frie universiteter kun findes i selve Vesten eller i lande uden for det historiske Vesten, der uden forbehold anerkender værdien af rationalitet, fri debat, forrang til det bedre argument og i bred forstand oplysningsprojektet. Altså at mennesket gennem dannelse og uddannelse skal udgå af den selvforskyldte umyndighed, der følger af manglende evne til at tænke selv.

Idealet om sandhed

En egentlig, eksistentiel trussel mod universiteterne er det imidlertid, hvis en tendens, der bl.a. er påpeget af professor ved DPU Lars Qvortrup, får lov til at brede sig: At man opgiver idealet om sandhed.

Det er populært blandt de fladere ånder på universiteterne at sige, at objektiv sandhed ikke findes. Det er jo sandt nok i en eller anden meget abstrakt forstand: Vi kan aldrig være hundrede procent sikre på, at selv det, vi opfatter som den mest grundfæstede sandhed (at 2 + 2 = 4, eller at tyngdekraften er en realitet) ikke vil blive kuldkastet engang i fremtiden.

Omvendt er påstanden også noget vrøvl, hvis den implicit antages at være belæg for diverse følgeslutninger.

Påstanden om, at der ikke findes en objektiv sandhed, er for eksempel vrøvl, hvis den bruges som belæg for den påstand, at det derfor er meningsfuldt at være i tvivl om alt. Der findes nemlig masser af forhold både i den sociale verden og i naturens verden, som det er helt og aldeles uden mening at betvivle.

Påstanden om, at der ikke findes en objektiv sandhed, er også vrøvl, hvis den bruges som belæg for den påstand, at derfor kan ethvert udsagn om den sociale verden eller naturens verden være lige god.

Og her kommer spørgsmålet om idealet om sandhed ind. For som Lars Qvortrup skriver: ”Kun demagoger ville sige, at man med en bestemt analyse af for eksempel det danske samfund i 2021 har fundet den objektive sandhed om samfundet. Forskere ville sige, at en bestemt analyse lever op til et bestemt sæt af gyldighedskriterier. Disse kriterier er løbende under forhandling og ændrer sig over tid, men hvis man ikke anerkender idealet om, at de skal kunne alment anerkendes, leverer man ikke viden, hvis gyldighed kan deklareres og testes af andre. I så fald tilhører man ikke forskerfællesskabet. I så fald er ”sandhed” et anliggende for den enkelte forsker: Jeg har min metode, og du har din. Jeg producerer mine sandheder, og du finder sikkert nogle andre. For min position er anderledes end din, og mine erfaringer er alene mine og ikke andres.”

Problemet for danske universiteter er ifølge Lars Qvortrup, at allerede i dag er universiteternes ledelser ikke tilstrækkelig ihærdige, når det gælder om at sikre, at det, man kalder forskning, faktisk lever op til krav om gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed. Det har han dokumenteret udførligt i en kronik, der stod at læse i Politiken 25. juni 2021.

Hvis den idé skrider, at der i det hele taget findes almen viden og rationelle argumenter, man som forsker er nødt til at bøje sig for, så har Lars Qvortrup den opfattelse, at det er selve idéen om et universitet, der skrider.

Det er jeg helt og aldeles enig i. Ligesom jeg også er enig i, at der er plads til forbedringer ved de danske universiteter allerede i dag.

Peer review er ikke en garanti for, at der ikke publiceres nonsens. Det har Torben Skov dokumenteret i denne artikel, ligesom Rune Selsing har dokumenteret det her. Derfor må universiteternes ledelser sætte sig i spidsen for et arbejde, hvis mål er at sikre akademisk kvalitet bedre, end peer review gør i dag (man kunne bla. overveje at arbejde med et begreb om ”kvalificeret kritik” – for eksempel fra tilgrænsende videnskaber).

Det er allerede i dag sådan, at der er en udbredt mistillid til universiteternes vidensproduktion inden for visse områder. Der er en reel fare for, at universiteterne kan udvikle sig til formidlere af misinformation, hvis man ikke lytter til Lars Qvortrups advarsler. Derfor er det min anbefaling, at de tages yderst alvorligt.

(Dette er en kommentar udgivet i Ræson d. 09/01/2022)