Debat Arkiv - Side 28 af 32 - Liberal Alliance

Henrik Dahl

1. marts 2021

Det er meget muligt, at samfundet udvikler sig hurtigt. Det er i hvert fald, hvad de fleste kommentatorer falder tilbage på, når de skal komme med en vurdering, selvom det i virkeligheden er en påstand, der kræver en del forbehold. Det menneske, der blev født omkring år 1900, havde helt sikkert oplevet flere dramatiske omvæltninger i sin tilværelse, inden det fyldte halvtreds, end det menneske, der blev født omkring 1950 havde oplevet i år 2000.

Faktisk kan det diskuteres, om samfundet udvikler sig hurtigere i dag, end det gjorde for 100-120 år siden. Til gengæld ligger det fast, at vores evne til at se de helt store mønstre i mylderet foran vores øjne udvikler sig meget langsomt.

Tag for eksempel spørgsmålet om uddannelse, social arv og social mobilitet. Det er en meget kompleks problemstilling. Men vinklet helt skarpt er spørgsmålet: Er der flere mennesker, der kommer på rette hylde i tilværelsen, hvis vi sikrer en meget bred og en meget lige adgang til uddannelse, end der ellers ville have været?

Den måde, fagfolk her i landet tænker over problemet, har i højeste grad været præget af en stor undersøgelse, socialforskeren Erik Jørgen Hansen gennemførte i årene fra 1968 til 1992.

I 1968 begyndte han og hans kolleger at interviewe 14-årige. Og med regelmæssige mellemrum blev de ved med at interviewe de samme unge, der efterhånden blev voksne, frem til 1992.

En af de skarpeste konklusioner var, at hvis de unge ikke havde taget en uddannelse, blev deres erhvervsvalg i højeste grad afgjort af deres forældres erhvervsvalg. Skomagerens børn blev kort sagt ved faderens læst. Til gengæld var det sådan, at havde man først fået en uddannelse, ville den blive benyttet – uanset hvad forældrene beskæftigede sig med.

Politisk førte det til en forestilling om, at alle burde kunne få den uddannelse, de havde lyst til, uden større besvær. For på den måde ville konsekvenserne af forældrenes livsvalg langsomt forsvinde.

Små tredive år og en masse reformer senere kan vi begynde at konkludere. Og det viser sig, at selvom vi tilbyder fri og lige adgang til et enormt uddannelsessystem, og selvom vi uddeler verdens mest rundhåndede uddannelsesstøtte, har det ikke de helt store konsekvenser for, hvad unge helst vil beskæftige sig med, når de bliver voksne. For nylig viste en undersøgelse, at unge mennesker generelt foretrak at opholde sig i det erhvervsmæssige miljø, deres forældre også foretrak. Og selvom det blev præsenteret som helt ny viden, viste en anden undersøgelse for knap fire år siden faktisk det samme.

En foreløbig konklusion kunne oplagt være, at det sociale miljø, man kender fra sin opvækst, ender de fleste med at holde så meget af, at de foretrækker at blive i det. Selvom det er forholdsvis enkelt at komme til en anden social og erhvervsmæssig verden, hvis det skulle være det, man foretrak.

Derfor tror jeg, vi skal være mere dristige i vores konklusioner end dette. Vi skal nemlig sige, at ligesom der findes et ligestillingsparadoks, så findes der også et social mobilitetsparadoks.

Som de fleste sikkert ved, går ligestillingsparadokset ud på, at jo mindre kønsmæssig diskrimination, der er i et givet land, jo mere foretrækker mænd og kvinder at være i de fag, der er typiske for deres køn.

Mobilitetsparadokset går ud på, at jo mere økonomisk lige et samfund er, og jo mere det sikrer et frit uddannelsesvalg til alle, i jo højere grad viser det sig, at de fleste foretrækker at leve i det sociale miljø, de har været fortrolige med siden opvæksten.

(Klumme bragt i Berlingske d. 1. marts 2021)

Når regeringen ikke vil tage ansvar for Danmarks ve og vel, må oppositionen gøre det. Derfor et samlet opråb fra blå blok.

Det kan simpelthen ikke passe, at nedlukningerne ikke kan gøres smartere og med større hensyn til såvel unge som gamles trivsel og vores mange hårdt pressede virksomheder. Også med hensyn til de egne, hvor smitten er lille eller helt væk.

Regeringen mangler salighed, fornuft og handlekraft. Nu må det være nok.

Læs fællesbrevet her

Ole Birk Olesen

12. februar 2021

Selvom vi skærer halvdelen af selskabsskatten, vil vi fortsat være en meget højt beskattet skandinavisk velfærdsstat.

Hvis vi ikke havde selskabsskat i Danmark, så kunne vi stadig få 95 kroner i de offentlige kasser for hver 100 krone, som vi i dag kræver ind i skatter og afgifter.

Selskabsskatten bidrager kun med de sidste fem kroner. Vel at mærke, før vi indregner, at skatteprovenuet fra andre skatter stiger, når selskabsskatten sænkes. Tager vi det med, så koster det formentlig kun 1,25 kroner at halvere selskabsskatten ud af hver 100 krone til nutidens samlede skatteprovenu.

Med andre ord: I de store regnskaber er selskabsskatten bare en lille kilde til finansiering af vores offentlige udgifter sammenlignet med indkomstskatterne, som bidrager med ti gange så meget, og momsen, som skæpper fire gange så meget i statskassen.

Vi kan altså sagtens sænke selskabsskatten, uden at vi behøver at lave meget om i Danmark. Danmark vil fortsat være en meget højt beskattet skandinavisk velfærdsstat, selvom vi skærer halvdelen af selskabsskatten. Vi vil formentlig stadig være det land i verden med det højeste skattetryk.

Reducerer lysten til at investere
Til gengæld vil investeringerne i arbejdspladserne øges med lavere selskabsskat.

Selskabsskat reducerer lysten til at investere i de virksomheder, som skal betale selskabsskat af deres overskud. Derfor ved vi fra Skatteministeriets udregninger, at Danmark bliver 3,3 milliarder kroner rigere, hvis statskassen blot kan undvære 1,3 milliarder kroner i provenu fra selskabsskatten ved at sænke den med 1 procentpoint.

Tænk sig, for at staten kan få også de sidste 1,3 milliarder kroner fra selskabsskatten, vil den gerne fratage det danske samfund en velstand på 3,3 milliarder kroner.

1,3 milliarder kroner hos staten sættes højere end 3,3 milliarder kroner i samfundet. Det skal man være socialist for at forstå værdien af.

Derfor skal Danmark naturligvis heller ikke arbejde for en fælles bund under selskabsskatten på EU-niveau. Vi vil ikke jage investeringer ud af Europa til USA eller Kina.

Vil skade Europas økonomi
Karteller sætter konkurrencen ud af spil og gør samfund fattigere, og det gør statskarteller også.

I dag er der grænser for, hvor meget EU’s medlemslande vil øge deres selskabsskatter, fordi de frygter, at virksomhederne så foretager deres investeringer i andre europæiske lande.

Hvis EU-landene indfører en fælles selskabsskattebund, kan de hæve skatterne mere, fordi virksomheder så skal være villige til at forlade kontinentet for at vælge den fælleseuropæiske selskabsskat fra. Det vil være til skade for Europas økonomi.

Vi skal alle huske, at overskud, der bliver i virksomhederne, er overskud, som kan bruges til nye og mere produktive arbejdspladser med højere månedslønninger.

Der er absolut ingen grund til at tro, at hverken den danske stat eller andre europæiske stater vil bruge pengene til initiativer, som øger den europæiske velstand mere.

I Danmark bruger statsminister Mette Frederiksens S-regering mange ekstra penge på Arne-pension og højere kontanthjælp, som tværtimod mindsker velstanden gennem færre beskæftigede.

Danmark og Europa har gavn af flere investeringer i virksomheder og arbejdspladser. Højere selskabsskat fører til det modsatte.

(Debatindlæg udgivet på Altinget.dk d. 12. februar 2021)

Henrik Dahl

12. februar 2021

”Dansen med corona” er blevet til en stopdans, hvor Mette Frederiksen snart har slukket for musikken i to måneder.

Regeringen holder stædigt fast i nedlukningen – selv på de områder, hvor der ikke er sundhedsfaglige argumenter for nedlukningen. Samtidig bliver regeringen simpelthen nødt til at være dygtigere til den finere kogekunst indenfor epidemihåndtering. Regeringen har nu to gange vist, at den kan bruge ”hammeren” og lukke store dele af samfundet ned, men når det kommer til de værktøjer, der kræver mere snilde, går det galt: test-strategi, smitteopsporing og genåbning af aktiviteter med mindre smitterisiko. Vi kommer til at leve med Corona længere end vi alle havde håbet på, og derfor kan hammeren ikke være det foretrukne værktøj. Det illustrerer Mette Frederiksens politiske afmagt, at vi nu, over et år inde i epidemien, ikke spiller på flere tangenter.

Regeringen undervurderer konsekvent risikoen forbundet med fortsat nedlukning ikke blot for økonomien, men også for vores fysiske og psykiske helbred.

Vi foreslår konkret:

GENÅBN DETAILHANDEL
International forskning peger på, at næste led i genåbningen bør være i detailhandlen. International forskning viser, at detailhandlen kan genåbnes med relativt lille smitterisiko, da man i detailhandlen har gode muligheder for at forebygge smitte. Store supermarkeder kan overholde restriktioner, så det kan mindre butikker naturligvis også.

HÆV UDENDØRS FORSAMLINGSBUD TIL 25
International forskning viser, at COVID-19 kun meget sjældent smitter udendørs ved mindre forsamlinger. De negative konsekvenser ved et udendørs forsamlingsforbud på 5 personer står ikke mål med gevinsten ift. epidemikontrol. Det ville være uforsvarligt at tillade fodboldkampe med 30.000 på station. Men et forsamlingsforbud på 5 udenfor tjener intet formål.

SMITTEOPSPORINGS STYRKES
Smitteopsporing skal være mere grundig og medtage langt flere kontakter – det har eksperter og oppositionen længe talt for. Stærkere opsporing kan medføre et behov for yderligere ressourcer, men det er en god investering. Vi bliver nødt til at bruge de mere intelligente og omkostningseffektive værktøjer i kampen mod Corona. Regeringen har konsekvent underinvesteret i smitteopsporing – det bliver vi nødt til at ændre.

Henrik Dahl

5. februar 2021

Det står efterhånden klart for enhver, at det seneste i rækken af store valg var valget i 2019. Efter store valg er det vigtigt at huske, at der kun er en vej: fremad.

Folketingsvalg er ikke bare folketingsvalg. Det er nødvendigt at skelne mellem på den ene side de fleste, som er små. Og på den anden side dem, der ligger med intervaller på 20-30 år og er store.

Et valg som det berømte jordskredsvalg i 1973 hører naturligvis til blandt de store. Tre nye partier kom ind: Fremskridtspartiet med 28 mandater, Centrum-Demokraterne med 14, Kristeligt Folkeparti med 7. Retsforbundet og Kommunisterne gjorde come-back efter 13 år i kulden. Og det af Erhard Jakobsen sprængte Socialdemokratiet gik fra 70 til 46 mandater.

Der er få valg efter Anden Verdenskrig, der i højere grad har stået i kulturkampens tegn. Fremskridtspartiet var en protest mod udbygningen af velfærdsstaten i 1960erne. Centrum-Demokraterne mod ungdomsoprøret og venstredrejningen af samfundet i den samme periode. Endelig fik Kristeligt Folkeparti (der allerede var dannet i 1970) vind i sejlene og repræsentation på Christiansborg på grund af den frie abort, der blev vedtaget af Folketinget i sommeren 1973.

Ser man de næsten 50 år tilbage, er ironien tyk. Vel fik den folkelige protest mod udskejelserne i 1960erne en samlet repræsentation på 49 mandater. Alligevel endte den offentlige sektor med at vokse; venstredrejningen fortsatte til det punkt, hvor de røde i dag har erobret magten i samtlige dannelsesinstitutioner i landet; og den frie abort står ikke til selv den mindste diskussion.

Det næste store valg var valget i 2001. Det indebar som bekendt et opgør med den udlændingepolitik, der var dikteret af Radikale Venstre. Hvor den herskende klasse i årene efter 1973 fik nedkæmpet den folkelige protest mod 1960erne, gik det anderledes i 2001. Vil man sidde ved det politiske voksenbord, kræver det tilslutning til den stramme udlændingepolitik. Ellers kan man få en grøn eller rød sodavand og sætte sig over til børnebordet og lave ståhej.

Det står efterhånden klart for enhver, at det seneste i rækken af store valg var valget i 2019. Og hvorfor er det sådan, det forholder sig?

Det er det (hvis vi ser bort fra corona), fordi valget afsluttede fase et i kampen for en stram udlændingepolitik. I næsten 20 år kunne blå blok med troværdighed slå på, at den var eneste garanti for en realistisk udlændingepolitik. Det var, hvad folket ønskede. Derfor kunne V og K i fast samarbejde med O regere landet uden de store svinkeærinder i årene fra 2001 til 2011. Et kaotisk, rødt regeringsforløb fra 2011 sikrede nok en blå sejr i 2015. Men i 2019 havde Socialdemokratiet lært af sine fejl. Blå blok havde ingenting lært; hverken af sine egne problemer eller af varslerne om, at en epoke var ved at rinde ud. Og derfor blev valget i 2019 det næste store valg efter 1973 og 2001.

Efter store valg er det vigtigt at huske, at der kun er en vej: fremad. Det, der kendetegner de store valg, er nemlig, at de lukker døren. Efter 1973 var det af mange grunde umuligt at gå tilbage til de spørgsmål og svar, der prægede 1960erne. Efter 2001 var der ikke noget at hente i rutinerne fra tidligere (derfor endte der med ikke at stå noget brugbart i den notesbog, Nyrup havde med på sin turné til græsrødderne). Og efter 2019 er der ikke noget for de blå partier at hente i det verdensbillede eller de rutiner, der prægede verden før det store valg.

Kan man forestille sig, at der er så meget som ét af de store, blå slagnumre fra gamle dage, der vil trække vælgere over midten? Det kan være, jeg i min høje alder er kommet til at mangle fantasi. Jeg kan bare ikke se det for mig.

(Klumme udgivet i Berlingske d. 1. februar 2020)

Alex Vanopslagh

5. februar 2021

Liberalismen skal ikke længere prædike normløshed i en tid, som kalder på fællesskab.

Martin Krasniks spændende leder i sidste uge handlede ikke blot om Venstres genvordigheder, men også om liberalismens krise. I Venstre har de nok at se til for tiden, så jeg tillader mig at svare på sidste del som formand for Danmarks liberale parti.

Liberalismen er nok den bedste idé siden protestantismen. Tanken om, at alle mennesker har samme iboende værdi, som ethvert politisk system skal respektere, og at mennesker trives bedst i frie fællesskaber, var og er epokegørende – og totalt i strid med menneskets instinkter som stammekrigere.

Borgerrettigheder, demokrati og markedsøkonomi har vundet kampen om ideerne så eftertrykkeligt, at selv socialister har opgivet (påstår de) at ødelægge dem til fordel for at forandre dem. Men Krasnik har fuldstændig ret i, at liberalismen er i krise.

Hvordan kunne det dog gå så galt? Liberalismen lider desværre af Sankt Jørgen-syndromet: Sagnet om Sankt Jørgen handler om en modig helgen, der reddede en by fra en farlig drage. Men efter at have nedlagt dragen siges det, at han gik på jagt efter mere og mere fantasifulde drager at nedlægge. Han kunne ikke finde sig til rette med, at han havde sejret. Han glemte, at han nedlagde dragen for andres skyld, ikke sin egen.

Liberalismens sejr kulminerede i det, Francis Fukuyama efter verdensbolsjevismens fald døbte »historiens afslutning«. Markedsøkonomi og globalisering har løftet omtrent en milliard mennesker ud af fattigdom og er fortsat med at udvikle de vestlige samfund som de mest velstående og velfungerende i verdenshistorien.

Men i de seneste år har vi set et regulært oprør mod den liberale orden med åbenhed, globalisering og frigørelse, både fra højre og venstre.

Og liberalismen kan ligne et falmet modekatalog fra 1991: førende i sin tid, men nu ganske kikset.

Liberalismen har verdens bedste økonomiske model, men er endt med at fokusere på en lang række abstraktioner, vækstrater og højtsvævende principper. Det skyldes blandt andet, at liberalismen i sin post-1989-eufori mere eller mindre har kappet båndene til sin gamle ærkefjende og siden bedste makker: konservatismen. Når liberalismen og konservatismen spiller godt sammen, opstår borgerligheden.

Når de strides, bliver konservatismen populistisk, dyster og autoritær, mens liberalismen bliver gold og normløs. Sankt Jørgen glemmer, at han ikke bare kæmper mod noget, men også for nogen.

Liberalismen prædiker i alt for høj grad normløshed i en tid, hvor sulten efter normer vokser og vokser.

Kampen for frihed er blevet til kampen for frigørelse fra alle menneskets sociale og historiske bånd – og ansvaret er forsvundet. Sankt Jørgens dragefantasier er blevet mere og mere groteske.

Krasnik har nemlig ret i, at tidsånden kalder på det fælles. Vi er snublet ind i en kamp om, hvilke normer og værdier der skal definere de vestlige samfund. I den kamp strides smålige fællesskaber om blandt andet race, køn og religion fra både højre og venstre.

Ofte på en primitiv og destruktiv måde, men de tilbyder dog at være fælles om noget, modsat liberalismen.

Naturligvis og heldigvis kan liberalismen reddes. Vi må genfinde liberalismens evne til at appellere til ansvaret, til det, der binder folk sammen i et frit samfund. Vi må genfinde emner, der giver mennesker mening i tilværelsen: nærhed, familie, det fælles – tale til folks hjerter, ikke blot deres hjerner og slet ikke blot deres pengepung.

I Liberal Alliance har vi forsøgt i det små med udspil som FriPension og vores familieudspil, der giver småbørnsfamilier et skattefradrag til at passe egne børn. Skattepolitik behøver ikke at være regnearkspolitik. Det kan og skal også være politik, der hjælper borgerne med at få meget mere end penge, eksempelvis flere års otium eller mere tid med deres børn.

Vi liberale skal anerkende, at vores samfund kun kan bevare sin sammenhængskraft og det liberale demokrati, hvis borgerne føler sig som en del af noget fælles og ikke løsrevet hver for sig i en aggressiv identitets-og normkamp.

Derfor skal vi genfinde den myndige samfundsborger som liberalismens fokus. Forudsætningen er blandt andet en borgerlig uddannelsespolitik med fokus på færdigheder, kundskaber, dannelse og kendskab til samtid og fortid. Den myndige samfundsborger er forpligtet på det store fællesskab, der vokser ud af de nære. Og står fast på, at systemet er en tjener og ikke en herre.

Et konkret eksempel: For nylig foreslog vi at indføre borgerbedømmelser i velfærden, som skal belønne de bedste ansatte med mere i løn. Foreløbig kun i hjemmehjælpen i Københavns Kommune, men vi vil gerne have en bred debat om logikken bag. Det har vi fået. De røde partier og deres fæller i den offentlige fagbevægelse er gået til heftigt modangreb. Det har ikke skortet på fordømmelserne – ord som »mistillid« og »hetz« går igen.

Man kan have alle mulige saglige indvendinger til teknikken i vores forslag. Men logikken – at borgernes ønsker må være i centrum, at borgerne er de bedste til at bedømme kvaliteten af deres egen velfærd (som de selv betaler for), og at alle offentlige ansatte ikke er lige gode – har også mødt massiv modstand. Velfærdsstatens vigtigste funktioner er åbenbart at sikre arbejde til en masse mennesker og at sikre politikere, embedsmænd og ledelsen i den offentlige fagbevægelse mest magt over samfundet.

Systemet først.

Dét er modsætningen til den myndige samfundsborger: velfærdsstatens ydmyge fæstebonde, der har værsgo at aflevere en stor del af høsten til herremanden, der allernådigst giver den service igen, han i sin genialitet nu beslutter, at man skal have. Det hele pakkes ind i en fortælling om velfærdsstaten som et stort fællesskab.

Debatten om borgerbedømmelser viser, at fortællingen er falsk. Den er ikke andet end et skalkeskjul for et system, der spiser borgernes penge til forret, deres frihed til hovedret og deres ansvar til dessert. Vist er den ikke nogen drage som enevælden eller verdensbolsjevismen, men den socialdemokratiske velfærdsstat er glubsk. Til gengæld tilbyder den borgerne noget at være fælles om – og det er formentlig hemmeligheden bag Mette Frederiksens vinderopskrift.

Mener vi liberale alvorligt, at vi stadig har verdens bedste idé at tilbyde borgerne, må vi udfolde den, med blik for at mennesker har brug for forpligtende fællesskaber og ikke blot grænseløs frihed. Og at et samfund baseret på frihed og ansvar er bedre for mennesker at leve i end en tung socialdemokratisk stat med falsk tryghed.

For det er bedre med markedsøkonomi end politisk planlægning. Det er bedre med ansvarsfulde borgere end krævende klienter. Det er bedre, at staten tjener borgerne, end at den bruges af nogle af borgerne til at udnytte de andre. Det er bedre, at folk bliver belønnet for deres indsats, end at alle har det lige dårligt. Verden er hård og til tider ond, men vi kan gøre den bedre ved at være ansvarsfulde og ordentlige mennesker, der hjælper hinanden i stedet for at forvente, at andre gør det.

Vist er der nok ikke flere drager at nedlægge, men liberalismens Sankt Jørgen har meget mere at bidrage med, hvis han husker, at han kæmpede for nogen og ikke bare mod noget.

(Debatindlæg udgivet i Weekendavisen d. 5. februar 2021.)

Alex Vanopslagh

4. februar 2021

I Liberal Alliance er vi så vanvittige og absurde, at vi tror på, at velfærden er til for borgeren, og at mennesker motiveres positivt af en belønning for en god indsats.

Kort sagt: Vores lille forslag går ud på at teste et rating-system i hjemmehjælpen i København, hvor borgerne bedømmer kvaliteten af deres service over for hjemmeplejen, og de ansatte, der yder den bedste indsats, belønnes med en bonus på op til 10 % oveni deres løn. Ikke en offentlig gabestok, men for at vriste de varme hænder ud af jerngrebet fra de kolde i den offentlige administration. Ikke for at give nogen mindre i løn, men for at belønne de bedste.
Det har vi foreslået, fordi vi altid arbejder for at sætte borgeren først. Også i velfærden.

Vi ved alle, at den omsorgsfulde og varme SOSU-assistent kan gøre en enorm forskel for ældre. De skal belønnes for at gøre mere, end der forlanges af dem.

Det kan jeg så læse, at Digital Redaktør Tobias Niebuhr i en leder 02/02 i lighed med venstrefløjen opfatter som ”vanvittigt” og ”absurd”.

Der er mange, der gør sig lystige over at forestille sig samme system med politikere. Men det har vi jo lige præcis cirka hvert fjerde år: Sidst fik vi 4 stjerner ud af 179 mulige, tæt på 0. Men det gjorde vi jo netop fordi, vi i Danmark tiltror borgerne, at de kan sammensætte Folketinget.

Men deres egen hjemmehjælp, den kan de åbenbart ikke bedømme.

Det får mig til at tænke på departementschefen Sir Humphrey i den engelske komedie ”Javel, Hr. Minister”, der siger, at forældre er de værst tænkelige mennesker, man kan sætte til at vælge skole til deres børn.

Samme mentalitet er på spil her. Vi må forstå, at abstrakte måltal, skemaer, konsulentrapporter, mellemledere, strategiseminarer og godt gammeldags fedteri for chefen til sammen udgør et langt mere præcist billede af kvaliteten i hjemmehjælpen end oplevelsen hos de borgere, som får besøg af hjemmehjælpere.

Javel, Hr. Redaktør.

Vi er ikke stædige med teknikken i vores forslag. Kun med logikken: At borgerne skal bedømme deres velfærd.

Selvfølgelig kan et rating-system ikke udvides til behandlere og myndighedspersoner, men hvis ikke formålet med eksempelvis hjemmehjælp er at gøre borgeren tilfreds, hvorfor har vi den så overhovedet i offentligt regi?

Det er en ærlig sag at tro på, at velfærden bliver bedre, bare den bliver dyrere, eller at vi bare mangler ét nyt afbureaukratiseringstiltag fra en regering i den ubrudte række af tiltag siden Schlüter, før vi er i mål.

I Liberal Alliance tror vi på, at velfærden er til for borgeren, og at mennesker motiveres positivt af en belønning for en god indsats. Hvis det er vanvittigt og absurd, så god fornøjelse med at være normal.

(Indlæg bragt i Århus Stiftstidende 04/02/21 under titlen ”Sæt borgeren først – er det vanvittigt og absurd?”)

Alex Vanopslagh

4. februar 2021

Mette Frederiksens nye reformkurs er et slagnummer, der skal rydde op efter egne ulykker.

Mette Frederiksen trak overskrifter i sidste uge, fordi hun udtrykte en holdning til økonomisk politik. Det var nye toner! Efter at have brugt sin regeringstid på ganske systematisk at gøre Danmark fattigere, vil Mette Frederiksen nu slå ind på en ” reformkurs”.

Mange var imponerede, men som altid med Mette Frederiksen er der langt fra de store ord til virkeligheden.

Mette Frederiksens store slagnummer er grundlæggende at rydde op efter sine egne ulykker. Mette Frederiksen har reduceret beskæftigelsen med tidlig pension til sine kernevælgere og vil nu gerne lukke det hul igen. Det er enormt uambitiøst. De nye idéer er naturligvis samtidig blot fugle på taget, da der ikke er konkrete politiske forslag på bordet. Men selv hvis vi lader tvivlen komme Mette Frederiksen til gode, så er det allerbedste, vi kan håbe på fra vores statsminister, stilstand.

Generationer af politikere før Mette Frederiksen har taget ansvaret på sig og fået flere danskere i arbejde og gjort Danmark rigere. Også selvom det ofte har været upopulært på den korte bane. Det er det, der gør, at vi har noget at stå imod med, når coronakrisen kradser.

Det er også de upopulære beslutninger, der finansierer Mette Frederiksens valgløfter.

Vækst og fremgang
Socialdemokratiet og støttepartierne opfører sig som en forkælet arving, der lever et luksusliv og nyder godt af familiens formue, men ikke selv vil arbejde og i øvrigt skyder forældrene i skoene, at de fokuserer lidt for meget på penge. Det er vist det, man på venstrefløjen vil kalde privilegieblindhed.

Fremgang er nemlig vigtigt.

Havde danske politikere siden 1960′ erne haft samme lave ambitionsniveau som Mette Frederiksen, var vores velstandsniveau i dag – i bedste fald – på niveau med Tyrkiet og Mexicos. I 1960′ erne var der også nogle, der mente, at vi ikke behøvede fremgang, men hvor skal vi prise os lykkelige for, at fornuften sejrede.

Politik skal belønne
Fælles for dem, der mener, at vi ikke behøver fremgang, er ofte, at de har deres på det tørre. Når man har sikre indkomster fra det offentlige, et hus med friværdi, ja, så kan det da virke, som om vi ikke har brug for mere fremgang i Danmark.

Det er egentlig utroligt, at det er nødvendigt stadigvæk at sige det, men vækst og fremgang er fundamentet for en god fremtid. Når man fører politik, der ikke straffer, men rent faktisk belønner initiativ og flid, får vi innovation, flere arbejdspladser, større velstand, flere muligheder, mindre fattigdom -listen er lang og kan fyldes ud med langt de fleste af vores ambitioner og drømme.

Det er alt sammen enormt vigtigt, men for os i Liberal Alliance er det vigtigste, at vi fremmer frihed og ansvar. Det giver myndige borgere i et frit samfund frem for umyndiggjorte klienter i en socialdemokratisk stat præget af stilstand.

Og det kan godt være, at det værste i verden for venstrefløjen er, at hårdtarbejdende mennesker bliver belønnet, men den glemmer, at den stilstand, som følger deres politik, særligt rammer danskerne på kanten af arbejdsmarkedet hårdest.

De er de første, der bliver fyret, når tilbagegangen rammer, og de kan først få et arbejde igen, når der er fremgang.

Socialdemokratiet glemmer de danskere, der ikke er født med en arv, de kan tære på, og forældres netværk, der kan hjælpe dem frem.

De danskere, der har de hårdeste odds mod sig for at kunne give deres familier en bedre fremtid, kommer til at kæmpe en ulige kamp i et samfund uden fremgang og vækst.

Det er simpelthen uretfærdigt. Og det er uværdigt, at venstrefløjens eneste tilbud til de svageste er flere og højere offentlige ydelser.

100.000 job
Mennesker har ikke bare brug for en indkomst. De har brug for at føle sig nyttige. Og venstrefløjens model med at parkere en større og større del af bunden af arbejdsmarkedet på passive ydelser har for længst spillet fallit – det fanger ikke blot mennesker på en permanent lav indkomst, det fratager mennesker følelsen af myndighed og af at gøre nytte.

Liberal Alliance ønsker et samfund, hvor flere får muligheden for – og hjælp til – at føle, at de gør nytte.

Ikke for regnearkenes skyld.

Men fordi, det slet og ret er retfærdigt.

Derfor lægger Liberal Alliance så meget vægt på, at vi som politikere skal blive ved med at sikre fremgang i Danmark. Vi har fremlagt en 2030-plan, der rundt regnet vil skabe 100.000 job og gøre vores økonomi mere end 100 mia. kr. større i 2030.

Vi ved godt, at det nok bliver svært at samle 90 mandater omkring en så ambitiøs plan i dag, men Folketinget må og skal holde fast i retningen. Vi kan gøre det bedre end Mettes socialdemokratiske stilstandssamfund.

Vi kan gøre det bedre end Mettes socialdemokratiske stilstandssamfund.

(Kronik udgivet i Børsen d. 4. februar 2021.)

Vi skal være mere dristige: Kender du mobilitetsparadokset?

Fællesbrev fra de blå partier til statsministeren

Højere selskabsskat er den sikre vej til lavere velstand

Mette Frederiksen afvises af videnskaben

Socialdemokratiet har lært af sine fejl – blå blok har ingenting lært

Liberalismen har stadig masser at bidrage med

Sæt borgeren først – vanvittigt og absurd?

Kursen er sat mod stilstand, ikke reformer

Velfærd på borgerens præmisser

Erstatning til minkavlerne – en smule retfærdighed for ofrene for Mette Frederiksens ugerninger