Ældrepolitik

Vi betaler skat hele livet og er afhængige af politikernes velvilje, når vi vil trække os tilbage. Vi vil give dig magten over din egen pension. Det kræver et opgør med tanken om, at staten ved bedst, og en indførelse af reel fleksibilitet, så din pension passer til dine behov og ikke blot til statens regneark.

Nogle seniorer besidder stor virkelyst og et ønske om at bidrage på arbejdsmarkedet langt ind i pensionsalderen, mens andre har arbejdet et langt liv og drømmer om at trække sig tidligt tilbage for at hellige sig familien eller personlige interesser. Ved at skabe rammer, der respekterer disse forskelle og fremmer et reelt frit valg, sikrer vi, at alderdommen bliver en tid præget af muligheder frem for begrænsninger.

FriPension – frihed til at planlægge sin pension

Det er Liberal Alliances politik, at der skal oprettes en ny konto kaldet FriPension. Med en FriPension-konto skal det være muligt for alle danskere at indbetale op til 675 kr. pr. måned. Hvis man fx i 40 år sparer dette maksimumbeløb op hver måned og derefter går på pension, svarer det til, at man har 600.000 kr. på sin FriPension-konto, når man går på pension, hvis man forudsætter et moderat afkast på 3 % om året. Danskerne skal have mulighed for at vælge en FriPension, hvor man kan spare mere op selv, betale lavere skat af afkast og undgå modregning i folkepensionen.

Disse penge fra FriPension-kontoen kan bruges til at gå tidligere på pension, hvis man ønsker det. Hvis man ikke vil tidligere på pension, kan pengene fra FriPension udbetales som engangsbeløb, som man kan bruge på ekstra fornøjelser.

Det skal kunne betale sig at tage ansvar for sin egen alderdom. Målet er at belønne ansvar og langsigtet opsparing fremfor at straffe den.

Læs mere om FriPension her.

Stop for urimelig modregning

Opsparing skal ikke straffes. Modregning i pensionstillæg og ældreydelser skal reduceres, så det kan betale sig at spare op. 

Liberal Alliance ønsker at reducere eller afskaffe den hårde modregning, så det igen kan betale sig at spare op. Opsparing skal være en fordel – ikke noget, der giver en økonomisk straf.

Vi ønsker også lavere skat på pensionsudbetalinger og lempeligere afgifter, så flere får en tryg økonomi. Pensionister skal have lov til at beholde en større del af deres pensionsudbetalinger. Målet er at sikre en tryg økonomisk alderdom og gøre det nemmere selv at tage vare for sin opsparing. 

Læs hele vores pensionsudspil her.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er FriPension?

Fripension er en frivillig pensionsmodel med større frihed, mindre modregning og lavere skat på opsparing. Den giver danskerne mere kontrol over deres egen alderdom.

Vil Liberal Alliance afskaffe folkepensionen?

Nej. Folkepensionen skal bestå som et grundlæggende sikkerhedsnet. Men den skal reformeres, så den i højere grad belønner opsparing og ansvar.

Skal pensionsalderen stige i takt med levealderen?

At pensionsalderen følger levealderen har betydet rigtigt sunde finanser, og at vi har råd til f.eks. den store og nødvendige oprustning af forsvaret. Det skal vi holde fast i, men vi skal samtidig give danskerne mere frihed til selv at spare op til at gå tidligt på pension, hvis det er det de ønsker.

Vil Liberal Alliance afskaffe Arnepensionen?

Ja. Arnepensionen er en særordning til Socialdemokratiets kernevælgere, og det gør et i forvejen ekstremt kompliceret system mere uoverskueligt. Liberal Alliance vil i stedet give borgerne mulighed for, skattefrit at spare op til at kunne gå tidligere på pension eller forsøde deres otuim.