Med regeringens forslag vil vi få tre momssatser på dagligvarer i stedet for én. Det vil gøre det danske skattesystem endnu mere komplekst, end det allerede er i dag, og kræve et endnu større statsligt bureaukrati. Der er allerede blevet ansat over 18.000 flere administrative medarbejdere i staten under Mette Frederiksen.

Momsbureaukratiet vil ifølge Dansk Industri koste danske virksomheder flere milliarder kroner i administration. Det vil særligt kunne mærkes hos de små virksomheder, der allerede er hårdt presset af bureaukrati. Nye momssatser for fødevarer vil betyde, at alle virksomheder, der køber eller sælger fødevarer, skal nemlig ændre arbejdsgange. Det gælder både for supermarkeder og hele deres leverandørkæde, men også for alle øvrige virksomheder, der indkøber fødevarer til en kantine, frugtordning eller lignende.

Og så er der problemet med at afgrænse, hvilke fødevarer der skal pålægges hvilken sats. Hvis der er forskellig moms på frugt og grønt og alle andre fødevarer, hvilken moms skal der så være på en ananaspizza – eller andre varer der blander produkterne? Hvis den lavere moms ikke skal omfatte restauranter, hvad så med takeaway eller måltidskasser? Tæller juice som frugt og grønt, eller hvad skal der blandes i før den skifter kategori til en sodavand? I udlandet kan vi finde utallige fjollede eksempler på hvor man har valgt at trække grænserne.