Henrik Dahl
20. april 2021

I øjeblikket kører der en hård debat omkring forskningsfriheden og aktivisme – de såkaldte Social Justice Theories (SJT) på universiteterne. Den har sit afsæt i et debatindlæg, som jeg skrev sammen med Morten Messerschmidt (DF) i Berlingske.

Siden jeg gik på et amerikansk universitet i 80’erne, så har jeg fulgt nøje med i hele udviklingen omkring Identitetspolitik.

Mange hævder at det ikke er et problem i Danmark, men at det er en debat, der hører til i USA. Men det er forkert af flere årsager. For det første er forskning international. Så hvis det er et problem i USA, så er det også et problem i Danmark. Men de seneste år har vi også set pseudoforskning på de danske universiteter.

I USA indførte University of Chicago nogle principper, der skulle forhindre ensretning i forskningsmiljøer, så forskningsfriheden på universitetet ikke blev truet. Det har vi endnu til gode at se i Danmark, og det er bl.a. derfor, jeg rejser debatten. For helt ærligt har den woke propaganda allerede slået rod herhjemme.

En ofte anvendt manipulation i debatten om, som jeg også er nødt til at anholde, er vendinger af typen “Henrik Dahl kan ikke lide ditten eller datten inden for forskningsverdenen”.

Der er pokker til forskel på “ikke at kunne lide” og at have alvorlige principielle indvendinger.

Jeg har det sidste: Alvorlige, principielle indvendinger imod “forskning”, der grundlæggende afviser rationaliteten.

“Ikke-rationel forskning” er en selvmodsigelse, fordi al virkelig forskning pr. definition er rationel. At holde fast i dette er noget ganske andet end “ikke at kunne lide”.

Og vi kan simpelthen ikke tillade, at universiteterne er fulde af emner og antagelser, man ikke må eller kan gøre sig, hvis man ønsker at fremme sin karriere. Men det er desværre allerede sket med SJT-aktivisme i mange dele af universitetsverdenen. Og når først de har infiltreret universitetet, kan SJT påberåbe sig ”forskningsfrihed”.

Antag for argumentets skyld, at en gruppe af virkelig ihærdige personer har held til at specialisere sig i astrologi på et universitet. Ikke som emne for kritik og analyse. Men som seriøst udgangspunkt: Antag, at en gruppe af ihærdige personer har held til at skrive specialer og ph.d.-afhandlinger på den udtrykkelige præmis, at stjernerne bestemmer menneskets skæbne. Og at menneskers skæbne lader sig bestemme ved en aflæsning af stjernerne.

I løbet af nogle år kan denne gruppe – hvis der ikke gribes ind – uden problemer sikre sig udnævnelser til adjunkt, lektor og professor. Hvis der stadig ikke gribes ind, kan gruppen få lov til at etablere et center og senere igen et institut. Derefter kan astrologerne udbyde uddannelser og karriereforløb inden for astrologi, og de kan oprette et tidsskrift med peer review af astrologiske artikler.

Pointen er: Der er faktisk intet, der kan stoppe dette, hvis vi ikke rejser en debat i offentligheden og vi politikere ikke tager bestik af situationen. Og jo længere tid, astrologien har mulighed for at institutionalisere sig selv, jo sværere bliver den at stoppe. Stadig hvis man ikke kræver, at ansvarlige ledelser på et eller andet tidspunkt siger: ”Astrologi er pr. definition ikke videnskab. Derfor har den ikke noget at gøre ved et universitet”.

SJT er at sidestille med astrologi. Den bygger på blank afvisning af objektivitet – selv som ideal. Det er klart for enhver, at fuldstændig objektivitet ikke er opnåelig. Men det betyder ikke, at man skal undlade at sætte sig objektivitet som ideal og søge – vel vidende, at det aldrig vil lykkes – at være så nøgtern og saglig og redelig og transparent, som det overhovedet er muligt.

SJT bygger også på en blank afvisning af saglighed. Den hævder nemlig, at erkendelsen er så ”forurenet” af den, der erkender, at hvad videnskaben hævder at være sagligt og rationelt, nødvendigvis altid vil være farvet af forskerens gruppetilhørsforhold. Det er ikke en objektiv sandhed, at 2 + 2 = 4. Det er en del af en sammensværgelse, hvide mennesker har bragt i stand for at holde sorte mennesker borte fra magt og indflydelse (hvis man skal tro på de mest tåbelige påstande inden for SJT).

Derfor lægger SJT a priori til grund, at SJT har ret, mens alle andre tager fejl. Og derfor afviser SJT a priori ethvert argument, der kunne svække påstandene i SJT (for eksempel, at slaveri faktisk ikke spillede den helt store rolle i dansk nationaløkonomi i midten af 1700-tallet. Eller at et kæmpestort flertal af danskere faktisk IKKE tænker ilde om brune mennesker).

Det er naturligvis fuldkommen uacceptabelt på et universitet at forklæde radikale politiske holdninger som forskning, fordi man med denne manøvre udnytter den respekt, der stadig står omkring videnskaben og universitetet, til at indsmugle politiske holdninger i den offentlige samtale forklædt som nøgterne, saglige og af kritik hærdede udsagn om virkeligheden.

En anden form for aktivisme, der er uacceptabel, er skabelsen af egentligt konfessionelle studieretninger. Det vil sige studieretninger, der bygger på dogmer, det a priori er forbudt at udfordre og kritisere. Og som ikke inden for egne rækker tolererer studerende eller forskere, der udfordrer og kritiserer dogmerne.

For så vidt angår forskning, der er baseret på SJT, er der pr. definition ikke noget, der hedder at ”efterprøve og kontrollere forskningsresultater”. Fordi SJT ikke anerkender princippet om at ”efterprøve og kontrollere” i det hele taget. Og derfor er SJT pr. definition aldrig ”saglig og redelig”.

Universiteternes ledelse har til ansvar at føre tilsyn med, at forskning i det hele taget har en karakter, så efterprøvelse og kontrol af forskningsresultater kan lade sig gøre. Og afledt heraf: At føre tilsyn med, at efterprøvning og kontrol, der afslører forkerte antagelser, bliver taget til efterretning i forskningsmiljøerne.

SJT er ikke – gentager: ikke – saglig og redelig. Det er woke propaganda. Og det er en massiv trussel mod forskningsfriheden, som jeg som politiker, der er med til at bevillige milliarder efter milliarder til universiteterne, ikke bare kan ignorere.
Og det bør du heller ikke.