Frihedsrettigheder er forudsætningen for tryghed, ikke omvendt

Af Alex Vanopslagh (LA) og Rosa Lund (EL)

Justitsminister Nick Hækkerups forsvar for mindre frihed i tryghedens navn er dybt bekymrende og forvrøvlet.

Et skib er tryggest i havn, men det er ikke det, skibe er til for. Sådan skrev den amerikanske præst William G.T. Shedd engang. Det er ord, som justitsminister Nick Hækkerup kunne have godt af at læse.

Han gav her i avisen i mandags et interview, der desværre var et dybt bekymrende indblik i hans og regeringens syn på retspolitik og borgernes rettigheder.

Kronjuvelerne i regeringens retspolitik er at udruste statsmagten med bedre muligheder for at overvåge borgerne og indskrænke vores frihed mod et hult løfte om mere ’tryghed’. Et godt eksempel er regeringens drømme om at kunne udstede såkaldte ’tryghedsskabende opholdsforbud’. Man vil bekæmpe enkelte kriminelles adfærd ved at forbyde alle danskere at opholde sig i særlige områder. Bag flotte ord om tryghed gemmer sig den gevaldige retspolitiske falliterklæring, at regeringen åbenbart kun kan ramme kriminelle ved at ramme alle danskere.

Hækkerups centrale påstand er, at vi får mere frihed ved at begrænse vores frihed. Man kunne tro, at det var et satirisk indslag, men nej, logikken lyder, at vi ved at sige farvel til noget frihed kan få mere tryghed og dermed mere ’reel’ frihed. Skal man være venlig over for ministeren, kunne man måske forestille sig ekstreme samfund, hvor den tanke kan give mening. Men det kan aldrig være et meningsfuldt syn på et land som Danmark.

Det får os til at spørge: Hvor bliver folk tryggere af at give afkald på frihedsrettigheder? I Kina, hvor de opbygger en digitaliseret parodi på overvågningssamfundet? I ’1984’ eller måske i USA, hvor sager om politibrutalitet sætter landet i brand fra kyst til kyst? Eller bare ovre i Storbritannien, hvor London er plastret til med overvågningskameraer, men kriminaliteten stadig hærger?

Det er ikke vores opfattelse, at disse lande, hvor indskrænkningen af frihedsrettigheder har været stor, har set mere tryghed som resultat.

Selv om det er smigrende for den ene forfatter til dette indlæg, at Hækkerup samtidig påstår, at det med frihedsrettigheder kun er noget, de blå partier går op i, så er det selvfølgelig ikke rigtigt. Frihedsrettigheder handler ikke om partifarve, og det burde være tydeligt, når man tænker på, at Enhedslisten og Liberal Alliance, der kan stå langt fra hinanden i mange spørgsmål, begge altid har stået vagt om netop frihedsrettighederne.

Nick Hækkerup er ikke bare justitsminister, han er ph.d. i jura. Efter så mange års jurastudier burde det være klart, at frihedsrettigheder ikke bare er formaliteter på et dødt stykke papir. Vi har ikke friheden for statens skyld. Vi har staten for frihedsrettighedernes skyld. Borgerne kan kun være trygge, når de ved, at magthaverne er bundet af regler, de skal respektere.

Borgerne kan ikke være trygge i et samfund, hvor magthaverne kan gøre, som de har lyst. Hverken i en eller anden diktatorisk ideologis navn eller for at signalere hårdhed og handlekraft over for vælgerne.

Og hvis trygheden lå regeringen så meget på sinde, kunne den jo starte med at sørge for, at politiet faktisk kunne løse de opgaver, de allerede har. Danskerne oplever tit, at politiet ikke kan prioritere volds- eller tyverisager. Hvad skal det hjælpe dem, at de overvåges og udsættes for uforudsigelige opholdsforbud i det offentlige rum, mens de venter på at blive prioriteret?

Den slags indgreb, som Nick Hækkerup lægger op til, aldrig bliver gennemført med vores stemmer, uanset regeringens farve i fremtiden. Og at vi i fællesskab vil gøre alt, vi kan, for at rulle den slags uvæsen tilbage.

For demokratisk sindede mennesker er det åbenlyst, at forudsætningen for tryghed er frihed og frihedsrettigheder. Netop derfor giver det ikke nogen mening at holde borgernes skibe i statens havn. Der er meget, der skiller os i Enhedslisten og Liberal Alliance, men når det kommer til retspolitikken, står vi sammen om at forsvare demokratiet og friheden.

Og egentlig fatter vi ikke, at andre ikke gør det samme.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 23. maj 2021)