Skattesystemet bryder sammen, hvis vi ikke begynder at tænke os om
Debatten i kølvandet på det konservative skatteudspil viser, at det efter regeringens opfattelse ikke er muligt at spare så meget som en krone på de offentlige udgifter. Tværtimod skorter det ikke på idéer til nye, udgiftskrævende initiativer fra den venstre side af Folketingssalen.
Hvis vi hertil lægger, at der er en række velfærdsområder, som trods meget store bevillinger ikke fungerer, som vi ønsker, vil også dette forhold medvirke til at drive de offentlige udgifter i vejret.
Endelig ligger der en del kendte, men endnu ikke løste udfordringer i horisonten – den grønne omstilling, den stigende aldring i befolkningen eller generelt stigende krav til de offentlige ydelser, blot for at nævne et par stykker – som også vil skulle finde finansiering.
Står det til venstrefløjen, skal alle disse stigende udgifter finansieres ved hjælp af nye eller forhøjede skatter. Skal alle problemer afhjælpes via øgede udgifter, er der ingen anden vej.
Heroverfor står et skattesystem, som allerede er på kanten af et sammenbrud. Skatterne begrænser den personlige frihed. Desuden medvirker vores skattesystem til at reducere både arbejdsudbud, idérigdom og adgangen til risikovillig kapital. Vi skal heller ikke regne med arbejdskraft udefra, fordi Danmark næppe forekommer specielt attraktiv for en tilflytter, når denne ser størrelsen af de skatter, der skal betales for ydelser, den pågældende næppe nogensinde får del i.
Skattesystem på sammenbruddets rand
Ingen er længere i stand til at beregne deres egne skatter. Virksomheder bruger astronomiske beløb på at gardere sig mod mere eller mindre uforklarlige, men altid dyre og langvarige skattesager.
Det tager omkring fire til fem år at få en klage behandlet i ankesystemet, og går sagen til domstolene, forlænges tidshorisonten med adskillige år. Skattemyndighederne slås selv med at administrere deres egne regler – trods rundhåndede merbevillinger.
At vi er endt med et skattesystem på sammenbruddets rand, skyldes flere forhold.
For det første, at alle problemer kun kan klares ved hjælp af flere penge. Penge, som skal hentes via skatterne. Ingen undersøger, om de mange penge, der allerede bruges, kan anvendes klogere og bedre. Det offentlige har monopol på at levere stort set alle velfærdsydelser – uden konkurrence og valgmulighed. Ikke noget under, hvis det sjældent fører til den bedste, billigste og mest effektive løsning.
For det andet er vores skattesystem – trods de store byrder, det skal løfte – særdeles uhensigtsmæssigt indrettet. Skattereglerne afspejler ønsker om at regulere alle tænkelige forhold – klima, sociale forhold, beskæftigelsesmæssige, sundhedsmæssige og en række andre forhold, som strengt taget intet har med finansiering af de offentlige udgifter at gøre.
I stedet for at forsøge at lave stringente, forståelige og effektive skatteregler er vores regler bygget op om ofte finurlige og, i bedste fald, omtvistede retfærdighedsbetragtninger. Resultatet er dybt uhensigtsmæssige regler, som begrænser de indkomster, som skatterne skal betales af.
Hvis det offentlige fortsat skal løfte de byrder, som vi forventer, kræver det, at vi er langt mere omhyggelige med, hvordan vi bruger pengene, og at vi ændrer skatterne i en retning, så de ikke begrænser, men understøtter vækst, initiativ og risikovillighed.
Reaktionen på de planer for et bedre skattesystem, som både Liberal Alliance og De Konservative har lagt frem, er ikke opløftende.
