Liberal Alliances retspolitik

Det er statens opgave at beskytte borgernes frihed, liv og ejendom gennem politiet og retsvæsenet. Kriminalitet skal mødes med hårde og konsekvente straffe.

Retssikkerheden er borgernes værn mod statslige overgreb. Det kræver en gennemskuelig lovgivning og ukrænkelige rettigheder, som hverken myndigheder eller politikere kan tilsidesætte. Den enkelte skal altid kunne stole på loven og være beskyttet mod vilkårlig magtudøvelse.

I Liberal Alliance går vi ind for en liberal retspolitik. Det betyder, at det personlige ansvar står helt centralt i vores retsopfattelse. Det er derfor kun rimeligt, at kriminel adfærd fører til en rimelig straf for den skyldige – man må selv stå til ansvar for de forbrydelser, man har begået.

I dag er nogle straffe er desværre slet ikke hårde nok ift. forbrydelsens karakter. Det gælder særligt for vold, voldtægt, trusler og overgreb mod børn, hvorfor straffen for disse forbrydelser skal hæves. Vi skal også stoppe med at give strafferabat til folk, der begår kriminalitet gentagne gange. Det skal ikke mildne straffen, at man er seriekriminel.

Stop indskrænkningen af frihedsrettigheder

I Danmark er vores grundlæggende rettigheder i dag begrænset af en række love. F.eks. indskrænker racismeparagraffen og koranloven fundamentalt vores ytringsfrihed. Selvfølgelige skal man ikke bevidst nedgøre andre på baggrund af deres religion eller hudfarve, men i et demokrati rummer man også holdninger der er kontroversielle, og i Liberal Alliance mener vi, at det er bedst, hvis den slags ikke foregår i lukkede rum, så vi kan bekæmpe det gennem en demokratisk debat og oplysning.

Strengere straffe

Liberal Alliance mener, at rigtig mange forbrydelser i dag bliver straffet alt for mildt. Derfor ønsker Liberal Alliance langt strammere straffe for f.eks. personfarlig kriminalitet, som vold, voldtægt og seksuelle overgreb på børn.

Det er vigtigt at vi straffer hårdt – både af hensyn til borgernes retsfølelse, men også fordi at straf – kombineret med resocialisering virker.

Til gengæld skal der laves alternative straffe til små førstegangsforseelser. Det kan eksempelvis være vinduespudsning, rengøring eller lignende, hvis man har begået hærværk i den milde ende. Langtfra alle forbrydelser er så alvorlige, at det er nødvendigt med fængselsstraf.

Legaliser cannabis

Når man oplever, at personer der har begået meget grov kriminalitet, får straffe, der slet ikke står mål med forbrydelsen, mens man samtidig retsforfølger misbrugere for besiddelse af små mængder narkotika, så udhuler det borgeres tillid til retssystemet. Derfor mener Liberal Alliance også, at man bør stoppe med at retsforfølge misbrugere, ved bl.a. at legalisere cannabis. Det vil frigive en masse ressourcer ved politiet, men det vil også tage brødet ud af munden på de bander, der i dag tjener styrtende med penge på at sælge cannabis.

Ofte stillede spørgsmål

Vil en legalisering af cannabis ikke bare føre til endnu flere misbrugere?

Det vil være uundgåeligt helt at sikre, at mennesker har et forbrug af hash. Til gengæld vil en legalisering af cannabis stille krav til producenterne, og dette vil sikre, at forbrugere af hash også kan vide sig sikker på, hvad det er de køber. Vi tager altså både brødet ud af munden på banderne, samtidig med at vi sikrer en tryghed for brugerne, der i dag er tvunget til at handle med hårdkogte kriminelle.

Er det ikke bedre at hjælpe folk ud af kriminalitet frem for at sætte dem i fængsel?

De to ting går hånd i hånd. Vi ved fra forskning at straf virker, men det er klart at det også skal følges op af en indsats for at holde folk ude af kriminalitet, når de har udstået deres straf. Derudover er det også vigtigt at samfundet oplever at kriminalitet straffes tilstrækkeligt. Det kaldes retsfølelse.