Henrik Dahl
8. oktober 2021

På denne tid af året uddeles Nobelpriserne. Derfor ville det være fjollet at hævde, at de højere læreanstalter ikke udvider menneskehedens viden og forståelse for sin omverden.

Når det så er sagt, kommer man ikke uden om, at de højere læreanstalter også er institutioner, der fremmer den højeste grad af ufornuft.

Tag for eksempel marxismen. Der er meget få teorier, der er underkendt på så mange planer, som den er. For at tage noget helt centralt, har profitraten ikke en tendens til fald. Jeg gentager: Profitraten har ikke en tendens til fald.

Det sagde Karl Marx ellers med tung (pseudo)videnskabelig alvor. Kapitalismen gør i øvrigt heller ikke de brede samfundslag fattigere – sådan som Karl Marx blev ved med at gentage – men rigere. Det ses overalt på jordkloden, hvor den har fået lov til at knæsætte sig: Det, der først og fremmest præger Europa, Nordamerika, Sydøstasien og Australien er tilstedeværelsen af store og indflydelsesrige middelklasser.

Dertil kommer det politiske. Overalt, hvor samfund er blevet styret af marxisme, har det ført til massemord, diktatur og undertrykkelse af menneskets værdighed. Ikke blot cirka overalt, sådan cirka. Det gælder ethvert sted i verden, hvor magthaverne har påberåbt sig Karl Marx’ lære. Der er ingen undtagelser fra denne regel overhovedet.

Ikke desto mindre findes der forskere, som både har opnået faste ansættelser og en vis respekt i deres omgangskreds, og som hævder, at der kan udvindes noget videnskabeligt eller etisk forsvarligt fra Karl Marx. Manden, der er klædt mere af til skindet end nogen anden, der har levet før eller siden.

Men dyrkelsen af den moralske og videnskabelige fallent Karl Marx er ikke det eneste eksempel på, at man kan tage en uddannelse og blive en komplet tåbe deraf.

Tag for eksempel ideen om, at man ikke må irettesætte børn. Altså gøre det, der i daglig tale hedder at skælde ud.

Fra naturens hånd har børn ikke nogen som helst anelse om, hvad der er rigtigt eller forkert. Til gengæld har de en vilje til at leve og sætte sig igennem. Den skal man på den ene side være glad for. Eksisterede den ikke, ville børn i overført forstand sætte sig ned og give op, når verden gjorde modstand. På den anden side skal man også være skeptisk. For med viljen forholder det sig altid sådan, at den ekspanderer, til den rammer noget, der er hårdere end den selv. Det er derfor, at også børns væren-i-verden ekspanderer i det uendelige, hvis den ikke på en eller anden måde begrænses.

At irettesætte børn er derfor helt nødvendigt. Inden de bliver voksne, skal de lære at være medlemmer af det civiliserede samfund. Det kan undertiden være træls, fordi det kræver, at man holder bøtte, eller at man respekterer andres behov. Hvilket i udgangspunktet aldrig er sjovt for nogen, der ikke har lært det. Men lærer man ikke i tide at være et civiliseret menneske, vil man på grund af sin ulidelige opførsel blive afskyet af det civiliserede samfund. Derfor har de voksne en forbandet pligt til kærligt at opdrage på det barn, de elsker.

Verden er så paradoksalt indrettet, at der findes en række synspunkter, som er så tåbelige, at det kræver en lang uddannelse at indtage dem. At der kan hentes noget værdifuldt ud af Karl Marx, eller at børn ikke skal civiliseres i løbet af opvæksten, er kun to af dem. At køn og kønsidentitet ikke skulle have noget med biologi at gøre, er et tredje. At intelligensen er ligegyldig, et fjerde.

Det er derfor, bekæmpelsen af tåbelighed burde skilles ud som et selvstændigt mål for universiteterne.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 8. oktober 2021)