Henrik Dahl
4. januar 2021

En af de nyere film, jeg holder mest af at se, er Interstellar. En science fiction-fortælling fra 2014, der ultrakort fortalt handler om menneskehedens jagt på et nyt sted at bo, efter en global, økologisk katastrofe har ødelagt Jorden.

Det mest spændende ved filmen er for de fleste nok, at den formår at illustrere begreber som tidens relativitet og mulige reversibilitet på en måde, der både appellerer til følelserne og fantasien.

Langt den største del af filmen foregår i et fjernt hjørne af universet, som der fra Jorden kun er adgang til gennem et ormehul i nærheden af Saturn. Men indledningen på Jorden har altid fascineret mig.

Her oplever vi blandt andet et skolevæsen, der er gået i forfald: Det forsvarer ikke længere rationaliteten imod overtro og konspirationsteorier. Derfor lærer børnene, at mennesket ikke landede på Månen i 1969.

At det var et bedrag, USA satte i værk for at afslutte rumkapløbet med Sovjetunionen.

Og at bedraget for så vidt var noget, der gav god mening i samtiden.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor realistiske eller urealistiske de scener i Interstellar er, som finder sted efter ekspeditionen til Saturn og hinsides ormehullet er lettet fra Jorden. Men et forfald i skolevæsenet som det, filmen beskriver, anser jeg for at være mere realistisk end det modsatte. Og hvorfor så det? For det første, fordi der ikke er nogen former for kontrol med det undervisningsmateriale, der anvendes i folkeskolen.

I 2012 afslørede Detektor for eksempel, at 14 ud af 15 lærebøger i folkeskolen gengav den myte, at Columbus mødte modstand, fordi han til forskel fra de fleste andre i samtiden mente, at Jorden var rund.

Det er ingenlunde tilfældet. Helt siden oldtiden har alle blot nogenlunde dannede personer i Europa vidst, at Jorden var rund.

Flere hundrede år før vor tidsregning udregnede den græske matematiker Eratosthenes endda Jordens omkreds nogenlunde præcist.

Baseret på nedslag i andet undervisningsmateriale, der beskæftiger sig med f. eks.

miljø og klima, er det mit gæt – som jeg understreger er et sådant – at Columbusfadæsen langt fra er enestående.

Når der ikke er nogen kvalitetskontrol med undervisningsmateriale i folkeskolen og dermed heller ikke nogen mulighed for at diskvalificere materiale, der videregiver urigtige eller vildledende oplysninger, er der principielt ikke nogen mekanisme, som kan hindre det, der sker i filmen Interstellar.

Alt, hvad det kræver, er, at et flertal af de mennesker, der har indflydelse på skolevæsenet, tror på, at denne eller hin fortælling om verden er den rigtige.

Men er det så ikke en lige lovlig pessimistisk udlægning, kan man spørge sig selv.

Hvis det var sådan i vores dannelses-og uddannelsesinstitutioner, at der herskede en meget stærk norm om, at man skal bøje sig for basale kendsgerninger; for den mest velunderbyggede viden, der findes; og for uigendrivelig logik, ville min bekymring være overdreven.

Men sådan er det ikke i dag. I udgangspunktet er det for eksempel noget vrøvl, når dele af samfundsvidenskaben fornægter meget velunderbyggede antagelser og veldokumenterede facts inden for den biologiske videnskab. Men det gør man glad og gerne inden for den såkaldte normkritik, der i disse år er ved at blive udbredt i folkeskolen. Ligesom DNA-forskeren Eske Willerslev kan fortælle om trusler, når han udfordrer det socialkonstruktivistiske verdensbillede.

Så konklusionen er klar: Der er faktisk ikke noget i Danmark, der formelt forhindrer fiktionen fra Interstellar i at blive til virkelighed.

Klumme udgivet i Berlingske d. 4. januar 2021.

Støt Liberal Alliances Kampagne-fond

Vi vil meget gerne kunne komme endnu længere ud med vores budskaber om et friere Danmark. Det håber vi, at du vil bidrage til!

Månedligt
Andre muligheder
MobilePay

Brug følgende mobilnummer:
412141

Bankoverførsel

Danske Bank
Reg.nr.: 1551
Konto nr.: 3445559962
IBAN: DK5130003445559059