Alex Vanopslagh
18. november 2020

Jeg vil starte med at tage læseren på en lille rejse gennem Mette Frederiksens beslutning om med ét slag at udrydde minkavlen i Danmark. Mandag aften får regeringen besked om mutationen og tager derefter beslutningen om at aflive hele branchen. Det gør den uden nogen involvering af Folketinget. Onsdag indkalder regeringen til et pressemøde, og et par timer inden pressemødet bliver vi andre partiledere indkaldt til et orienteringsmøde over Skype.

Her kan Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut (SSI) fortælle om mutationen i danske mink.

Undersøgelserne er ikke perfekte.

De er ikke fuldendte. De er ikke efterprøvet af nogen andre. Det er en risikovurdering og en afvejning, og der er usikkerhedselementer.

For os partiledere er der intet skriftligt materiale, forberedelsestid eller mulighed for at læse materialet, inddrage eksperter udefra og stille kritiske spørgsmål.

Men Kåre Mølbak mener, at i værste fald kan Danmark blive et nyt Wuhan.

Vi stiller nogle kritiske spørgsmål, kommer med bemærkninger, bekymringer, kræver beslutningsgrundlaget fremlagt. Regeringen siger, at det skal den nok sende lidt på og få indkaldt til nogle nye møder – men nu skal vi altså lige runde af, for nu skal der afholdes pressemøde, så regeringen kan komme videre med at aflive minkbranchen i Danmark.

Det er en stolt branche med hundredvis af virksomheder, tusindvis af arbejdspladser og milliarder af eksportkroner, som Mette Frederiksen med et fingerknips har udryddet.

Måske er det faglige grundlag i orden. Men det ved Folketinget i hvert fald ikke. Vi har fået et notat på tre sider plus bilag – ligesom man ikke er interesseret i at efterprøve SSI’s konklusioner eller få friske (evt. internationale) øjne på tingene.

Notatet fra SSI er i øvrigt rent virologisk, dvs. vedrørende virus selv. Det er en politisk beslutning at aflive alle mink. Hvilke andre scenarier end aflivning har man overvejet? Har man spurgt Fødevarestyrelsen? Har man spurgt branchen? Har man spurgt nogen som helst? Vi ved det ikke.

Og regeringen mener åbenbart ikke, at vi skal vide det.

Aflivningen skal ske frem mod jul, men det haster åbenbart alligevel så meget, at der ikke er tid til at undersøge sagen til bunds. Som så meget andet under Mette Frederiksens coronaregime – fra seksdagesreglen i København til det ubrugelige varslingssystem, som regeringen efter måneders nøl endelig har bikset sammen: Magtfuldkommenhed, lukkethed og vilkårlighed er de tre værdier, som regeringen i hvert fald i praksis opererer efter.

Det er en vaskeægte tragedie, at generationers livsværk går op i røg.

Og en hel masse lokalsamfunds livsgrundlag bliver undergravet.

Det kan regeringen ikke slippe afsted med uden at yde en massiv erstatning for en tvangsekspropriation af en hel branche. Ikke bare et-to års kompensation for tabt omsætning, men erstatning for investeringer, bygninger, maskiner, osv. – en stærk hjælpende hånd til at komme videre, efter at regeringen per dekret har eksproprieret hele branchen.

Regeringen ser ikke sådan på sagen. Tilbage til onsdag: næh, dér lød svaret til os partiledere, der ikke blot kunne acceptere snottede kompensationspakker, at vi har jo lige vedtaget nogle hjælpepakker, der løber frem til januar, så der skal selvfølgelig nok være noget kompensation.

Regeringen vil altså aflive minkbranchen og stikke den en håndfuld småskillinger og et par trøstende ord, og så skulle den sag være klaret, og Folketinget og offentligheden kan få sølle tre siders forklaring plus bilag.

Hvis nogen troede, vi havde en regering, der havde nogen som helst sympati for vores landdistrikter, er det her en spand kold vand i hovedet.

I Liberal Alliance vil vi kæmpe utrætteligt – både for at få klarhed om beslutningsgrundlaget og grundlagets sikkerhed og for at sørge for, at regeringens aflivning af minkavlen i Danmark ikke betyder en aflivning af livsgrundlaget for tusindvis af mennesker, af massevis af små lokalsamfund.

Magtfuldkommenhed, lukkethed og vilkårlighed er de tre værdier, som regeringen i hvert fald i praksis opererer efter.