Henrik Dahl
6. maj 2021

En litterat mener ikke, at vi kan synge “Den danske sang er en ung blond pige” – fordi forfatteren Kai Hoffmann ifølge ham var racist. Det er en opvisning i, hvor farlig “woke-ismen” er.

»Hvis debatten (om digtet ”Den danske sang er en ung blond pige”, red.) skal fortsætte uendeligt, må det derfor være på tide, at den bliver kvalificeret af et skud viden om Hoffmanns litteratur. Ikke for at afgøre, om vi fortsat skal synge sangen – men for at kunne diskutere det spørgsmål på et oplyst grundlag.«

Det skriver Hans Peter Madsen, som titulerer sig selv forfatter og litterat, i en kronik i Berlingske søndag den 2. maj.

Konklusionen på kronikken (som man godt kunne forestille sig blev skrevet som det første) er, at Kai Hoffmann er racist. Det udledes for det første af, at der i Dansk Biografisk Leksikon står, at Kai Hoffmanns forfatterskab rummer »en tydelig Nietzsche-påvirkning, der i “Riget” (1905), “Under solen” (1907) samt de efterfølgende samlinger tager sig udtryk i heltedyrkelse og racefantasier«.

Men løfter dette citat bevisbyrden? Det synes jeg ikke umiddelbart, man kan sige. Begrebet “racefantasier” er et meget åbent begreb. Det kan muligvis betyde, at forfatteren vitterligt mener, at den europæiske race står over de brune racer. Men det kan også have den mere løse betydning, at forfatteren opfatter verdens mangfoldighed som interessant, uden af den grund at fælde domme. Om det første eller det andet – eller positioner derimellem – er tilfældet, får Hans Peter Madsen aldrig redegjort for.

Efter mine begreber bør man også, når man interesserer sig for periodens litteratur, se på, om det var almindeligt eller sjældent at henvise til racebegrebet. Ligesom man må se på den betydning, udtrykket havde for hundrede år siden. Der var mange andre ting, man talte om på en anden måde, end vi gør i dag. Vi må vide, om begrebet ”race” er et af dem.

Men omdrejningspunktet for Hans Peter Madsens kritik af Kai Hoffmann er digtet ”Den mørke pige”. Her noterer han sig, at den mørke pige ikke har noget navn og heller ikke noget sprog. Og det leder frem til konklusionen, at Hoffmann »gør sig skyldig i en racistisk tankegang så banal, at den i dag er en sørgelig kliché. For selvom hun omtales i ental, “Den mørke Pige”, er det flere kvinder, det drejer sig om: “Det er Anna – det er Ella –/ det er sorte Arabella –/ skønt hun altid er den samme,/ har hun aldrig samme Navn”. Ikke just politisk korrekt med denne forestilling om, at alle mørke piger er den samme.«

Men lad os prøve at læse digtet, som jeg har linket til her. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at vride den betydning ud af det, som Hans Peter Madsen gør.

Om digtet er der for det første at sige, at det er et ”sømandsdigt”, som der jo er mange af. Man kan for eksempel tænke på “En sømand har sin enegang” af ingen ringere end Johannes V. Jensen eller “Mandalay”af en anden nobelpristager, nemlig Rudyard Kipling. En løst defineret genre, der kredser om livet på havet og forskellen på ude og hjemme.

For det andet tilhører digtet en subgenre, hvor mænd fortæller om deres erobringer og måske/måske ikke bruger det som et afsæt for at hylde det, Steffen Brandt kalder »kvinden som sådan«. Subgenren er både stor og gammel, men som eksempler kan nævnes Listearien fra Mozarts “Don Giovanni”. Man kan nævne “California Girls” af The Beach Boys, og man kan nævne “Some Girls” af The Rolling Stones.

De første linjer af digtet lyder sådan her:

»Jeg er kun en Mand, der sejler,/og mit Liv er snart fortalt./Jeg har kendt fem Hundred Kvinder./Jeg har set et Glimt af alt./Som en Landgangsmand, der gæster/nye Byer, nye Fester,/har jeg giødet for de Skønne:/alle dem, jeg glemte straks —/og en anden, egen, Slags.«

Fem hundrede kvinder har vor helt været sammen med; helt nøjagtigt. Og de kan deles i to grupper: de glemte og de huskede.

Men hvem er det så, fortælleren husker? Det er dem, han kalder de mørke piger:

»Grebet har de blondes Pragt mig,/men et indre Nag har sagt mig:/det er kun den mørke Pige,/som er baade tro og hed./Mørk er Kunst og Kærlighed.«

Det afgørende ved digtet er altså for det første, at de mørke piger er stillet over de lyse. Fordi de både er tro og hede, og fordi de ved noget om kunst og kærlighed.

Men læser man videre, står det klart, at ”mørk” i digtet er et tvetydigt begreb. Til de mørke piger hører en keltisk pige, fortælleren mødte for tusind år siden. Men desuden fortællerens moder og en række af konkrete kvinder, han har mødt overalt på jorden: snart i syd og snart i nord. Snart i vest og snart i øst.

Den mørke pige er altså – det står der eksplicit i digtet – et meget abstrakt væsen. Hun har eksisteret i tusind år, og hun findes overalt på jorden. Hun ligner ingen ringere end fortællerens moder, der beskrives med de meget bemærkelsesværdige ord »mørk som mig«.

Det helt afgørende ved den mørke pige er altså, at hun er identisk med fortælleren – som er en mand, der udtrykker sig på sproget dansk. Og dermed antageligvis lys i huden.

Hvad der helt nøjagtig er på spil i digtet, må man selv finde ud af. Men hvorom alting er: Fortælleren længes efter til sidst engang at blive forenet med den eneste ene. Der ser ham, som han er, og som har den ophøjede, men særdeles abstrakte, egenskab at være ”mørk”.

For at være ærlig synes jeg ikke, man kan konkludere som Hans Peter Madsen og sige, at ”mørk” er en beskrivelse af hudfarven, uden at smide det meste af digtet i papirkurven. Og man kan ikke sige, at den mørke pige anbringes i en position, der er inferiør. Medmindre fortællerens moder og fortælleren selv hører til i den samme position. Og fortællerens sidste længsel er at blive forenet med et væsen, han foragter. Den tolkning synes jeg mildest talt ikke, at digtet lægger op til.

Det kreperlige ved en forvrøvlet kronik som Hans Peter Madsens er, at det er et pillearbejde af den anden verden at få den trevlet op og få dens mangler og selvmodsigelser frem i lyset. Det skyldes, at der ikke er én enkelt ting, der er forkert, men at kronikken så at sige er inficeret med en generel forkerthed, der gennemsyrer alt, hvad der står i den.

Men i det længere perspektiv er det et kæmpe problem, hvis Hans Peter Madsen og folk som ham kommer til at sidde på indflydelsesrige poster. For det forekommer klart, at hans analyse kan indgå som dokumentation i en sag, der handler om at begrænse brugen af Kai Hoffmanns digte (og andre, man kan anklage med de samme opdigtede beskyldninger). Og dermed indføre en form for censur.

Ét er, at censur er noget skidt, som ifølge grundlovens paragraf 77 ingensinde kan genindføres. Det er galt nok. At der lægges op til censur ved hjælp af analyser, der er så uredelige og misvisende som Hans Peter Madsens, er slet ikke til at bære.

At hans overordnede ærinde er at ødelægge og slette al hidtidig kunst, der ikke kan klare en rettergang ved Hans Peter Madsens skueproces, er en tragisk demonstration af, hvor farlig ”woke-ismen” i virkeligheden er.

(Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 5. maj 2021)

Støt Liberal Alliances Kampagne-fond

Vi vil meget gerne kunne komme endnu længere ud med vores budskaber om et friere Danmark. Det håber vi, at du vil bidrage til!

Månedligt
Andre muligheder
MobilePay

Brug følgende mobilnummer:
412141

Bankoverførsel

Danske Bank
Reg.nr.: 1551
Konto nr.: 3445559962
IBAN: DK5130003445559059