Der er ét ord, som Marie Bjerre glemmer, når hun vil forklare, hvad der styrer mænds væren i verden
Kvinder er eksempelvis gode til at søge læge- eller psykologhjælp uden at afvente, om det går over af sig selv. Ellers føler de sig ikke som rigtige kvinder.«
Sådan ville ingen mandlig ligestillingsminister nogensinde argumentere, selvom det er skåret over samme læst som Marie Bjerre (V) i et nyligt interview i Jyllands-Posten: »Mænd er eksempelvis dårligere til at søge læge- eller psykologhjælp, for så føler man sig ikke som en rigtig mand.«
Hvem der er »bedre« eller »dårligere« til at søge læge, er vitterligt en kønnet præmis. Den profeminine tolkning af statistikkerne er, at kvinder er »gode« til gå til læge, fordi de gør det mere end mænd. Omvendt er en promaskulin tolkning af de samme statistikker, at kvinder er »dårlige« til at vente og se, om det går over af sig selv.
Mit forslag er, at man starter et helt andet sted: Kvinder og mænd har forskellige tilgange til, hvornår skavanker kræver et lægebesøg. Der er fordele og ulemper ved dem begge. Derfor skal man passe på med at sige firkantet, at den ene er den bedste.
Men nu, hvor jeg har mikrofonen, og emnet er slået an, så lad mig sige et par ord om, hvordan det er at læse en kvindelig kollegas tanker om, hvad mænd går og gemmer på i deres indre.
Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Men der er ét ord, som i den grad lyser op i alt sit fravær, når Marie Bjerre skal forklare, hvad der styrer mænds væren i verden. Og det er ordet pligt.
Der er ikke nogen følelse, der har haft større indflydelse på mit liv, end følelsen af, at jeg var underlagt visse pligter, som jeg ikke uden videre kunne kaste fra mig.
Som den ældste i en stor søskendeflok har jeg altid vidst, at jeg havde en særlig pligt til ikke at gøre ondt værre for mine forældre, når de små var kede af et eller andet – eller bare utilfredse med, at de ikke kunne få deres vilje.
Som barn i en konservativ middelklassefamilie har jeg også altid vidst, at det var min pligt at gøre mit bedste, uanset hvad det gjaldt. Man kan ikke sjofle sin skolegang. Man kan ikke sjofle et fritidsjob. Man kan ikke sjofle sin træning, hvis man først har meldt sig til en eller anden idrætsgren.
Som studerende ved diverse uddannelser, det var svært at komme ind på, vidste jeg altid, at det var min pligt at få mest muligt ud af de ressourcer, den pågældende institution stillede til rådighed.
Og sådan er det blevet ved: Som far har man pligt til at opdrage sine børn så godt, man kan. Som medejer af en virksomhed har man pligt til at skabe et overskud og til at skabe gode rammer for medarbejderne (de to ting er i øvrigt forbundne kar). Som politiker har man pligt til at forvalte den tillid, vælgerne har udvist, så godt, man formår. Som offentligt kendt person har man pligt til at svare venligt på folks henvendelser – også når det forudsætter, at man først skal tælle til ti.
Jeg er født i 1960, og jeg bilder mig ikke ind, at min mentalitet er frygtelig meget anderledes end den, man finder hos andre mænd på samme alder. Man skal klare pligterne først. Ellers er det ikke i orden at holde fri og nøjes med at tænke på sig selv.
At leve sådan kræver selvfølgelig en vis grad af selvdisciplin. For eksempel bør man holde sine sorger for sig selv. Ellers bryder al orden sammen, så børnene tvinges til at være voksne; de svage til at være stærke og de letsindige til bekymring.
Jeg ved ikke, om det giver mening for unge mennesker, der gerne vil have mig til at tænke over at være mand. Men det er her, det må begynde.
(Bragt i Berlingske d. 17. maj 2023)