Man kan ikke tvinge mænd og kvinder til at ville det samme
Vi laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov. Det er ikke ligestilling, når legater kan gives til kvinder, fordi de er kvinder. Det er diskrimination mod mænd
Den største trussel mod ligestillingen anno 2024 er paradoksalt nok selverklærede ligestillingsforkæmpere, der ønsker at forskelsbehandle mænd og kvinder. Svaret er en liberal ligestillingspolitik, hvor alle har samme mulighed og ret til at skabe det liv, de selv ønsker.
På den ene side findes den klassisk liberale tilgang, der ønsker, at den enkelte borger bedømmes på sine egne evner og ideer, og hvor man kompromisløst kæmper for lige muligheder og bekæmper forskelsbehandling på baggrund af køn, hudfarve og seksualitet.
Det er både den historisk mest prominente og Liberal Alliances ligestillingsopfattelse.
Men overfor står en ny ligestillingsopfattelse, der har rod i identitetspolitikken.
Her bliver man netop bedømt og forskelsbehandlet på baggrund af ens køn, hudfarve eller seksualitet – såkaldt positiv særbehandling. De færreste indrømmer det, men gemmer i stedet sandheden bag termer som ‘kønsbalance’ eller ‘repræsentation’.
Men de misforstår helt forskellen mellem lige muligheder og lige resultater.
Diskrimination i ligestillingens navn
Som meget andet i den danske debat kommer denne tendens primært fra USA. Her har en række både offentlige myndigheder og virksomheder i USA indført såkaldte Diversity, Equity & Inclusion-programmer, hvor man systematisk ansætter eller belønner medarbejdere på baggrund af køn, hudfarve eller seksualitet. Altså diskrimination, men i ligestillingens navn.
Her kan man naturligvis indvende, at den danske lov om ligebehandling, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af blandt andet køn og etnicitet, ville gøre det samme umuligt i Danmark. Sådan forholder det sig desværre ikke.
I den danske akademiske verden har vi set en række tiltag – blandt andet og senest -programmet, der fremmer positiv særbehandling af kvinder ved ansættelser. Alle programmer har enten været i strid med lov om ligebehandling eller har på bagkant fået en politisk bestemt undtagelse fra lovgivningen.
Tænk engang: Vi lever i et land, hvor man laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov.
Desværre tyder meget på, at vi kommer til at se mange krav, der vil fremme resultatlighed fremover, også her i Danmark.
I en række brancher er der nu anført måltal for kønsfordeling, der åbenlyst skal nøde virksomhederne til at indrette deres medarbejdersammensætning, som politikerne foretrækker, ligesom man har indført krav om detaljerede køns- og etnicitetsregnskaber.
Kønsforskelle handler om livsvalg
Argumentet for dette er en hyppig fejlslutning, hvor man ser på forskelle mellem grupper, og derfra konkluderer, at forskellen skyldes diskrimination eller usynlige strukturer – og ikke bare er et resultat af forskellige personlige valg.
Selv om det gør ondt på nogle at erkende det, så er der åbenlyse – og gennemsnitlige – biologiske forskelle på mænd og kvinder, også i forhold til adfærd og livsvalg.
Ikke alene er det noget, som langt de fleste mennesker uden problemer kan se i deres egne liv, der er også udført en lang række tværkulturelle studier med den såkaldte, der analyserer forskellige karaktertræk.
Gang efter gang og på tværs af landegrænser bliver der konstateret ganske markante forskelle mellem de to køn, ligesom det såkaldte viser, at kønsforskelle inden for blandt andet uddannelsesvalg ofte er større i mere ligestillede samfund end i mere konservative.
Heldigvis er danskerne efter alt at dømme meget lidt identitetspolitisk eller, og jeg er ret sikker på, at langt de fleste ønsker et samfund, hvor borgerne bliver bedømt på deres evner og holdninger og ikke, hvad de har mellem benene, deres hudfarve eller seksualitet.
Et samfund, hvor velfungerende drenge ikke fra politisk hold bliver belært om, at de er toksisk maskuline eller gennem en kønsbaseret arvesynd ansvarlige for årtiers patriarkat. Og svaret på dette er ikke at anklage kvinder og piger for toksisk femininitet, som økonomikonsulent gør i en kronik her i avisen, som jeg ellers kan erklære mig enig i meget af.
Alt er ikke et ligestillingsproblem
Samtidig er der en sørgelig tendens til at gøre alt til et ligestillingsproblem: I en kronik her i avisen skriver og flere andre fra Enhedslisten, at det er et stort problem, at kvinder i voldelige forhold ikke kan få kontanthjælp, hvis deres ægtefælle kan forsørge dem.
Partnervold er en forbrydelse, som i Danmark over 16 år fortæller, de har været udsat for i 2020. At udlægge forsørgerpligt mellem ægtefæller som et ligestillingsproblem er at vende tingene på hovedet.
Hvis man bliver slået af sin partner, er det presserende behov og samfundets ansvar naturligvis at få volden stoppet øjeblikkeligt og straffet hårdt – og formentlig også at bistå offeret med komme ud af parforholdet, uanset om offeret er mand eller kvinde.
For netop at værne om den klassiske ligestillingsopfattelse ønsker vi at nedlægge Ligestillingsministeriet og lade ligestillingsemner behandles integreret i relevante ressortministerier.
Sådan er det også i praksis i dag, hvor relevante ministerier altid deltager i behandling af emner, som vedrører disse – ligestillingsministeriet er derfor et ekstra bureaukratisk lag og indlysende unødvendig brug af skattekroner.
Kvinder er ikke stakler
Det betyder naturligvis ikke, at fortidens diskrimination af kvinder eller andre skal glemmes eller ignoreres. Vi har heldigvis forkastet fortidens patriarkalske syn på kvinden som en uformående og sart blomst, der skal holdes i hjemmet.
Det er jeg selvsagt glad for både politisk og personligt: Det er netop opgøret med et ideologisk kønssyn og fjernelsen af diskrimination, der har gjort det muligt for mig – helt uden kvoter eller måltal – at komme fra en ganske reaktionær opvækst på Færøerne, gøre karriere i en række tidligere traditionelle mandefag som jura og politik og i dag repræsentere mine medborgere i landets parlament.
Og jeg er langtfra nogen særlig undtagelse. Langt hovedparten af fremtidens psykologer, læger, jurister vil være kvinder, hvad vi i Liberal Alliance naturligvis heller ikke ser noget ligestillingsproblem i.
Derfor er Liberal Alliances ligestillingspolitik baseret på at sikre lige rettigheder og muligheder for kvinder såvel som for mænd. Det er derfor, vi kæmper for, at mænd og kvinder får den samme kønsneutrale værneret til at forsvare Danmark.
Det er derfor, benhårdt for at sikre, at kvinder får ret til at beholde deres nedfrosne æg i længere tid end fem år, som mænd allerede kan med nedfrosne sædceller. Og for at gøre kønsneutral, så voldsramte mænd får samme ret til hjælp, som kvinder allerede har.
Desværre er en kønskvoteret barsel blevet en realitet. Allerede nu kan vi se, at det fører til, at en række børn kommer, fordi politikeres ligestillingsideologi bliver vigtigere end konkrete familiers egne ønsker.
Liberalt bliver det aldrig, men Ligestillingsministeriet kører videre i samme rille.
Svaret er derimod en ligestillingsdebat, hvor kvinder ikke konstant bliver påduttet, at de på grund af deres køn er stakler, som kun kan klare sig på arbejdsmarkedet, hvis de bliver sat på måltal, kvoteret ind eller får anden positiv særbehandling.
(Indlæg bragt i Information d. 13/3-2024)