Henrik Dahl
11. februar 2022

Det har udløst en betydelig debat, at præsten Michael Olesen Høj, der netop er blevet indsat i et embede i Hedensted, ikke vil foretage vielser af homoseksuelle eller fraskilte.

Lad mig i min egenskab af kirkeordfører prøve at sætte sagen i et politisk perspektiv.

Forfatningsmæssigt er folkekirken noget roderi. Det hænger sammen med, at grundloven helt siden 1849 har haft en paragraf, der aldrig er blevet udmøntet. I den nuværende grundlov er det paragraf 66, som siger, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

Ideen med paragraf 66 er, at folkekirken bør have et samlet og afklaret forhold til staten, og at dette forhold bør være præget af en betydelig frihed. Men ingen har nogensinde fået skrevet og vedtaget en kirkeforfatning. Derfor kører folkekirken på – om føje år – tredje århundrede uden at have andet at rette sig efter end skik og brug samt partikulær lovgivning om alskens praktiske ting.

Men afgørende for mig er det, at magten i folkekirken udgår fra folket. Det vil sige: Den udgår ikke fra regering eller folketing. Ej heller fra en ærkebiskop eller en synode af biskopper. I praksis skal folket forstås som den konkrete kirkes menighed, hvad der vil sige dens menighedsråd.

Det betyder, at regeringen eller Folketinget kun i meget begrænset omfang kan udstede ordrer til folkekirkens præster. Og specielt hvad angår spørgsmål om selve den kristne lære, skal regering og folketing være yderst tilbageholdende. Skulle der opstå problemer på det område, er det først provst og siden biskop, der har påtalemyndigheden.

Eftersom folkekirken ikke er en banal styrelse under Kirkeministeriet, ville det på en helt grundlæggende måde være forkert, hvis regering og folketing blandede sig i, hvem den gode menighed i Hedensted ønsker at have som præst. Ligesom det ville være grundlæggende forkert, hvis regeringen eller Folketinget blandede sig i, hvad der skal betragtes som den rette udlægning af den kristne lære.

Den danske folkekirke har et meget grundfæstet hjemmestyre. Og det skal den blive ved med at have.

Men hvis vi løfter os op over det statsretslige, er der også mere alvorlige grunde til, at jeg ikke vil blande mig i, hvem de enkelte menigheder ønsker at have som deres præst.

Mange mennesker forstår ikke religion, og i den forstand kan man sige, at vi i Danmark har nogle af de dårligste ateister, man kan forestille sig. Som hovedregel ved de end ikke, hvad det er, de ikke tror på.

Hvis man ikke kan forstå, at religion handler om liv og død, og at religion er den dybeste alvor for den troende, vil jeg derfor opfordre til, at man i erkendelse af egne begrænsninger undlader at lufte alt for skråsikre meninger. Ligesom jeg med den største respekt ville opfordre en person, der var født blind, til at lade være med at belære mig om farver.

Folkekirken er ikke en del af den offentlige sektor. Det har blandt andet som sin konsekvens, at den hverken kan eller bør indrette sig på, hvad moden eller tidsånden finder det for godt at mene. Det er ikke brugerne eller borgerne, der har det sidste ord i religiøse spørgsmål. Det er de hellige skrifter og de bedst mulige fortolkninger af dem – som kyndige og sandhedssøgende mennesker formår at nå frem til.

Jeg tænker nogle gange over, hvad det mest ugudelige, man kan forestille sig, egentlig er. Og jeg tror, det er at bære nag.

Men hvis jeg ikke må vælge det svar, vil jeg sige, at så må det være at kommandere med Vorherre og fortolkningen af de hellige skrifter i tidsåndens navn. I andre kulturer hedder det hybris.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 9. februar 2022)