Kulturministeren har svært ved at forklare, hvorfor der primært er bronzestatuer af mænd. Det har jeg ingen problemer med

I Liberal Alliance har vi stor forståelse for, at både kulturudøvere og kulturforbrugere ønsker diversitet i kulturen.

Det er eksempelvis godt, at borgere med minoritetsbaggrund kan spejle sig i tidens fortællinger og se sig repræsenteret i kulturen. Diversitet er godt, men det er bare ikke noget, man bør lovgive sig til eller opsætte rigide måltal for at opnå.

Jeg er kritisk overfor den bevægelse, som ønsker kønsregnskaber og lighed for enhver pris. Jeg mener, at det skader kunsten og begrænser den kunstneriske frihed.

Kravet om eksempelvis kønsregnskaber vender hele den kunstneriske proces på hovedet. I stedet for at tage udgangspunkt i sin fortælling, skal kunstnerne sørge for at leve op til ydre krav, så man kan hente sin støtte hjem.

Særlige støttekrav skævvrider kunsten

Desværre er filmbranchen allerede pålagt en lang række krav på området. De skal eksempelvis aflevere kønsselvangivelse for at modtage støtte fra Det Danske Filminstitut.

Godt nok skal man først bruge tid på at optælle kvinder og mænds replikker, holde deres løn op imod hinanden og gøre rede for kønsfordelingen for og bag kameraet, efter man har modtaget støtten.

Men det siger sig selv, at de, der søger, godt ved, at dette regnskab helst skal gå i 50/50, og at det derfor får indflydelse på hvem, der hyres ind til opgaverne. Det er altså ikke kvalifikationerne og den kunstneriske frihed, der bliver vigtigst. Det er heller ikke lige muligheder, men lige resultater.

Særlige støttekrav i filmbranchen skævvrider kunsten, hvilket ses tydeligt, når eksempelvis. svenske skuespillere dukker op i danske film på steder, hvor det ikke umiddelbart giver mening.

Eller når film, som foregår i hovedstaden, optages i provinsen. Dette sker for at sikre støttekroner fra omkringliggende lande, som eksempelvis Sverige eller FilmFyn.

Verden er heldigvis en anden

Kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt (M), red.) sagde i et samråd forleden, at han ikke ønskede kvoter. Men han er alligevel åben over for, at institutioner skal kunne stille krav til bestemt repræsentation. Undskyld mig, men det lyder i min verden som kvoter.

Samtidig fortalte ministeren, at han ville have svært ved at forklare en eventuelt kommende datter, hvorfor der primært er bronzestatuer af mænd. Det er sjovt, for jeg har ingen problemer med at forklare min datter hvorfor. Man skal jo bare forklare dem historien. Der er ingen grund til at forsøge at skjule noget eller moderere historiens gang.

Der var overvejende mandlige kunstnere og magthavere i fortiden, fordi verden – og Danmark – var en anden. Jeg forklarer min datter, at verden heldigvis er en anden i dag, hvor kvinder kan komme til tops i politik, i erhvervslivet i kunst og kultur.

Men fordi at verden engang med nutidens øjne var urimelig og diskriminerende, skal vi ikke forsøge at rette op på det ved at igangsætte en ny diskrimination. Det vil jeg gerne stærkt advare ministeren om.

Forandring kommer fra kunstnerne selv

Et sted, som kunne have stor gavn af større diversitet, er i musikbranchen og særligt på spillestedernes scener. Også her, ser vi allerede tiltag til en bedre repræsentation, da der i denne sæson er flere kvinder på spillestedernes scener end før.

Her må jeg understrege, at løsningen ikke må være at bekæmpe den manglende diversitet ved at gøre som spillestedet Forbrændingen gjorde for år tilbage. Her satte de udelukkende kvinder på plakaten i et helt år. Så kan man da tale om diskrimination!

Hvis man vil øge diversiteten bør man fokusere på spillestedernes arbejde med publikumsudvikling gennem markedsføring og salg – ikke på statiske og centralt styrede måltal.

Der er plads for mere diversitet i kunst og kulturens verden, men det må ikke ske på bekostning af den kunstneriske frihed.

Det er Liberal Alliances holdning, at forandringen i høj grad skal komme fra kunstnerne selv, og at politikerne skal respektere armslængdeprincippet.

(Indlæg bragt på Altinget.dk den 8. maj 2023)