Henrik Dahl
11. november 2021

Uanset hvad man mener om selve mink-forløbet, så er det efter min mening sådan, at regeringens forsøg på obstruction of justice i forbindelse med opklaringen rokker ved selve parlamentarismen.

Det er meget sjældent – om overhovedet nogensinde – jeg deltager i såkaldte ”kalkunjagter”. Det vil sige den særlige form for christiansborgophidselse og forstillelse, der får politikere til at råbe ”skandale” og ”samråd” i anledning af selv det mindste fejltrin eller den mest ligegyldige fortalelse fra en ministers side.

Det hænger sammen med flere ting. For det første skal man holde krudtet tørt og gemme det til, når der er ægte storvildt inden for skudvidde. For det andet er det ekstremt vigtigt, at vi på Christiansborg taler sammen og finder frem til de bedst mulige løsninger på politiske problemer. Der er jo ingen af os, der råder over et absolut flertal.

Den konstruktive samtale trives bedst, hvis der hersker en ordentlig og tillidsfuld tone mellem politikere fra de forskellige partier. Derfor skal man også selv forsøge at bidrage til den. Det lykkes ikke altid. Men man bør se på det som en efterstræbelsesværdig norm.

Jeg er også et langt stykke ad vejen enig med Sofie Carsten Nielsen, når hun siger, at politik ikke altid er så kønt, som det burde være. Eller med statsministeren, når hun siger, at vi skal passe på den demokratiske samtale. Eller med Sigge Winther Nielsen, når han i bogen Entreprenørstaten advarer mod forhastede og dårligt gennemførte reformer, der først og fremmest skal skabe en illusion om handlekraft.

Og da Folketinget – bortset fra den store eksamen, vi alle skal til hvert fjerde år – regulerer sig selv, må vi hver især tage på os at sætte et godt eksempel. Som allerede sagt: Det gælder i forhold til at tale sammen i en ordentlig tone. Det gælder i forhold til respekt for facts og logik (altså det, man i gamle dage kaldte ”sandheden”). Og det gælder i forhold til at gøre sit hjemmearbejde og sætte sig ordentligt ind i stoffet på de områder, hvor man er ordfører.

Så meget desto mere anfægter det mig derfor, når arbejdet i Folketinget undermineres fra egne rækker. Det vil sige, når der er medlemmer af Folketinget, der ikke bidrager til at bygge demokratiet op, men til at gøre det dårligere fungerende, end det burde.

Et godt eksempel på en politiker, der har slået sig op på at ville den gode samtale i Folketinget, men i virkeligheden betjener sig af meget anløbne metoder, er Uffe Elbæk.

For nylig valgte han for eksempel at bruge sin plads i denne fine avis til at insinuere, at jeg er enig med styret i Polen, fordi jeg er skeptisk over for den gender-ideologi, som blandt andre Judith Butler er berømt for at have formuleret. Og som en lang række af mennesker med særdeles forskellige, indbyrdes holdninger nogle gange kalder for ”LGBT-ideologien”.

Den slags forurening af den offentlige samtale tjener ikke til noget sagligt eller opbyggeligt formål overhovedet. Til gengæld passer den ind i et mønster, som er kendetegnet ved, at gender-ideologerne simpelthen ikke kan tåle eller acceptere at blive sagt imod.

For nylig havde Judith Butler for eksempel et herligt indlæg i The Guardian, hvor hun indledte med at sammenblande enhver person eller organisation, der nogensinde har kritiseret gender-ideologien, i et kæmpestort komplot, der udelukkende foregår inde i Judith Butlers eget hoved. Og afsluttede med at udråbe fascismens genkomst – alene af den grund, at der verden over er ganske mange, der efterhånden har fået øjnene op for hvor giftigt og ubehageligt, gender-ideogerne ofte opfører sig frem.

Under dække af et skikkeligt krav om respekt for seksuelle minoriteter (som jeg og næsten alle andre bakker op), er det sådan, at gender-ideologerne (hvis mærkesag det er, at biologi og køn ikke har noget med hinanden at gøre) alene i Storbritannien har ført en voldsom hetz imod filosofiprofessoren Kathleen Stock; mod skatteeksperten Maya Forstater og mod forfatteren J. K. Rowling. Desuden kan BBC fortælle, at i de mest giftige transmiljøer hetzes der imod lesbiske kvinder, der ikke vil have sex med transpersoner af den grund, at de ikke føler sig tiltrukket af mandlige kønsorganer og mandlig fysik.

Som man kan se: Biologiske kvinder bliver meget ofte de første ofre for gender-ideologien. Også inden for idrætten, hvor flere og flere kvindelige sportsudøvere siger fra over at skulle konkurrere mod personer, der har gennemgået puberteten som mænd.

Noget sådant er det selvfølgelig helt legitimt at kritisere uden at skulle skandaliseres og udskammes af en kollega fra Folketinget. Der oven i købet har for vane at prale med, at han vil føre politik på en ny måde, hvor den gode tone står i centrum.

Og så kan vi altså ikke komme uden om, at regeringen mangler den fornødne respekt for Folketinget som institution.

Det er ikke i orden, at man i Statsministeriet ignorer en henstilling fra lederen af Granskningskommissionen om at gemme på SMS’er, og i stedet fortsætter med at slette dem i mere end et halvt år.

Man kan snakke vidt og bredt om, hvordan sådanne handlinger skal tolkes. Men jeg kan umuligt få det til andet end, at man i USA ville kalde det ”obstruction of justice”.

Er det ikke bare en fodfejl, forsøger nogle. Men nej: Granskningskommissionen er udtryk for Folketingets vilje. Derfor er det i sin essens at modarbejde Folketinget og forsøge at føre det bag lyset, når man ignorerer henstillinger fra formanden fra Granskningskommissionen og skaffer materiale af vejen, der uden tvivl kunne belyse hele sagen om aflivningen af mink ordentligt.

Jeg kan ikke mindes, at jeg i min egen levetid har oplevet en regering, der demonstrerede en så udtalt foragt for Folketinget.

Uanset hvad man mener om selve mink-forløbet, så er det efter min mening sådan, at regeringens forsøg på obstruction of justice i forbindelse med opklaringen, rokker ved selve parlamentarismen. Er det i orden, at en regering ignorerer en repræsentant for Folketinget og ødelægger materiale, denne repræsentant udtrykkeligt har bedt om?

Det er det selvfølgelig ikke.

Tværtimod er det en selvstændig skandale, der ikke har noget med selve minksagen at gøre. Forudsætningen for regeringsmagten er i et parlamentarisk demokrati Folketingets tillid. Det er derfor, det udtrykkeligt er forbudt for ministre at vildlede Folketinget eller føre det bag lyset. Og derfor, det ikke under nogen omstændigheder burde være acceptabelt at ødelægge det materiale, Folketingets repræsentant beder om for at komme til bunds i en alvorlig sag.

Der er grund til at bekymre sig for demokratiet. Og de af os, der sidder i Folketinget, er nødt til at foregå med et godt eksempel.

Derfor må jeg sige, at det lyder lidt som krokodilletårer, når man udtrykker omsorg for demokratiet, og ikke holder sig for god til at udskamme sine kolleger med absurde og falske insinuationer om ikke at ville seksuelle minoriteter det godt eller ikke at være demokratisk sindet.

Eller når man udtrykker bekymring for demokratiet, men ikke desto mindre saboterer Folketinget ved at gøre det stik modsatte af, hvad Granskningskommissionen beder om. Og derved ødelægge vigtigt bevismateriale i en alvorlig sag.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 10. november 2021)

Støt Liberal Alliances Kampagne-fond

Vi vil meget gerne kunne komme endnu længere ud med vores budskaber om et friere Danmark. Det håber vi, at du vil bidrage til!

Månedligt
Andre muligheder
MobilePay

Brug følgende mobilnummer:
412141

Bankoverførsel

Danske Bank
Reg.nr.: 1551
Konto nr.: 3445559962
IBAN: DK5130003445559059