Drop femårsreglen for nedfrysning af æg
Mange politikere ynder at tale om mindre bureaukrati og færre unødvendige regler. Alligevel spytter Folketingets lovmølle jævnligt nye love ud, som danskerne påtvinges at overholde.
Selv om mange af disse ganske vist tjener et formål, er der også love, der ikke er til gavn for nogen. En af disse er loven om, at nedfrosne æg skal destrueres efter fem år.
I dag er det nemlig sådan, at en kvinde kan nedfryse sine æg til en graviditet senere i livet. Ens chancer for en sund graviditet er større, når kvinden er ung, hvilket i høj grad skyldes æggenes kvalitet.
Derfor er det en fordel for kvinder, der vælger at få børn senere i livet, at anvende nedfrosne æg fra yngre dage.
Videnskaben på fertilitetsområdet er imponerende, og behandlingsformen er et pragteksempel på, hvordan medicinske og teknologiske fremskridt giver os mulighed for at leve bedre og mere fleksible liv, som vores forfædre ikke kunne drømme om.
Femårsreglen gælder kun, når man får nedfrosset æg på eget initiativ – altså ikke i forbindelse med sygdom eller behandling.
Til sammenligning er der ikke tilsvarende tidsbegrænsning på mænds mulighed for at nedfryse sin sæd.
Ægudtagelsen foregår i disse tilfælde med egenbetaling på en privatklinik, så forslaget om at droppe reglen sender ikke nogen regning videre til skatteyderne.
Derfor bør vi afskaffe femårsreglen for nedfrysning af æg, så æggene kan opbevares, til man er fyldt 46 år, hvilket er den øvre aldersgrænse for fertilitetsbehandling.
Vi kvinder ved godt, at chancerne begrænses, jo ældre vi bliver. Og selv om videnskaben er fantastisk på dette punkt, medfølger der ikke nogen garanti for graviditet ved at nedfryse æg.
Reguleringslystne politikere skal ikke uden god grund begrænse vores muligheder – og i værste fald frarøve kommende forældre muligheden for at få egne børn.
For som mange forældre kan skrive under på, er det at få børn noget af det vigtigste og mest meningsfulde, vi mennesker kan gøre her i tilværelsen. Derfor bør mulighederne og beslutningerne ligge hos den enkelte selv.
(Indlæg bragt i Information d. 31. marts 2023)