Henrik Dahl
27. maj 2021

Et er, at pseudoarbejde koster mange penge i løn. Men det stjæler også penge fra kerneopgaverne.

Det har vakt en berettiget opsigt, at en række af de mere end 800 fag, man kan studere i Danmark, har en meget høj ledighed for så vidt angår dimittenderne.

Der er ikke nogen tvivl om, at dette er et problem. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på et andet problem, der er meget større: At vi uddanner til arbejde.

Og hvad skal så det betyde?

Det betyder, at i overensstemmelse med de helt almindeligt gældende lovmæssigheder for økonomi, så vil den arbejdskraft, der byder sig selv til på arbejdsmarkedet, før eller siden blive ansat (det er derfor, alle ansvarlige politikere til hver en tid forsøger at gennemføre tiltag, der hæver arbejdsudbuddet).

Hvis man ser på, hvem der kommer i arbejde med det samme, er det folk med uddannelser, der helt entydigt er pragmatiske og produktive: Matematikere. Bioanalytikere. Programmører. Den slags.

Omvendt er dem, der ikke kan få et arbejde, folk, som har diffuse og fluffy uddannelser i et eller andet, som ingen rigtig ved, hvad er: Performancedesign. Multimediedesigner. Integrerede fødevarestudier.

En del af de akademikere, der ikke kan få arbejde, ender med at få et arbejde, der ikke er akademisk. Det sker typisk ved, at de fortrænger den arbejdskraft, der typisk er organiseret under HK, og det er galt nok. For ud over, at HK’ere ofte er bedre til at udføre HK-arbejde end akademikere, er det også udtryk for en voldsom overuddannelse, at man som ”pseudo-HK’er” har gået fem år på universitetet.

Men det værste er, at alle de mange generalister med fluffy og tvivlsomme kompetencer inden for et eller andet, ingen rigtig ved, hvad er, ender med at opfinde arbejde til sig selv.

Den slags arbejde, som akademikere opfinder til sig selv, er typisk fuldkommen overflødigt: Verdensmålskoordinator. Facilitator af dit og dat. Oplevelseskoordinator. Det er det ene problem: Skabelsen af pseudoarbejde i pseudostillinger – typisk i den offentlige sektor.

Det andet er, at mennesker, der udfører pseudoarbejde, af en eller anden grund synes at være en invasiv art. Hvis der til et større centralbibliotek i provinsen ankommer en enkelt medarbejder i en pseudostilling, vil der 12-24 måneder senere være fem. Og når ti år er gået, vil der være en hel afdeling for pseudoarbejde. Med ledelse, sekretariat, mellemledere og hele molevitten.

Pengene til at aflønne alle disse overflødige mennesker findes ikke i form af forøgede bevillinger. De findes ved at skære ned på kerneopgaven: At udlåne bøger og hjælpe de besøgende, der ikke umiddelbart kan finde, hvad de leder efter.

At vi har fået masseuddannelse i Danmark som følge af de store reformer i midten af 00’erne, er en af de helt store katastrofer, vi taler for lidt om.

Masseuddannelse fører uvægerligt til faldende akademiske standarder på universiteterne og en skolegørelse af noget, der burde være selvstudium for voksne og motiverede mennesker.

Men det fører også til, at folk med erhvervsuddannelser som fx HK’ere presses ud mange steder. Og værst af alt fører det til, at der opfindes enormt mange meningsløse opgaver og jobfunktioner i primært den offentlige sektor.

Et er, at pseudoarbejde koster mange penge i løn. Men det stjæler også penge fra kerneopgaverne. Og så spilder pseudoarbejdere i vidt omfang de produktive medarbejderes tid ved at indkalde dem til møder og kræve af dem, at de indberetter alverdens ligegyldige oplysninger.

Så ja: Der bør advares imod, at vi uddanner til arbejdsløshed. Men der bør advares mindst dobbelt så kraftigt imod, at vi uddanner til arbejde. Det er i det lange løb væsentligt værre og mere farligt for samfundet.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 23. maj 2021)