Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat – men virkeligheden er en helt anden

Medierne er ikke specielt gode til påvirke mennesker til at tænke bestemte ting. Men de er virkelig gode til at påvirke, hvilke emner mennesker skal opfatte som vigtige og værd at tale om. Det fastslog de to amerikanske forskere Maxwell McCombs og Donald Shaw for godt 50 år siden.

I år skal vi for eksempel tænke over den frie abort og over, hvor dens grænse bør ligge. Det har den såkaldte Alliancen for fri abort bestemt. Et foretagende, der styres af den stort set medlemsløse, men ekstremt indflydelsesrige, ngo Sex & Samfund.

Som politiker hilser jeg naturligvis enhver form for debat velkommen. Men i lyset af McCombs og Shaws banebrydende teori om, hvordan medierne sætter dagsordenen for, hvad vi skal tale om, er vi nødt til at se længere ind i den skyggeverden, ngo’erne udgør, end vi plejer.

Bogstaveligt betyder »ngo« en »nongovernmental organization«. Altså et foretagende der advokerer en bestemt mærkesag og står uafhængigt af sit lands regering. Det med uafhængigheden skal man tage med et gran salt. For en lang række af såkaldte ngo’er har slamsugeren dybt nede i statskassen og pumper formuer ud af den og ind på sin egen bankkonto. For eksempel ved at man tilbyder oplysende virksomhed til skolerne – der ved nærmere eftersyn selvfølgelig er indoktrinering i den ideologi, den enkelte ngo er sat i verden for at promovere. På den måde får ngo’er ofte absurd store budgetter i forhold til antallet af medlemmer.

I de cirka 50 år, der er gået, siden teorien om hvordan medierne sætter dagsordenen først blev formuleret, er der selvfølgelig sket utrolig meget. En lang række af nye teknologier er blevet opfundet, som tilsammen har gjort mediebilledet langt mere komplekst, end det var i begyndelsen af 1970erne.

Desuden er de organisationer, der gerne vil præge mediernes dagsorden, blevet langt mere sofistikeret, end de var dengang.

I dag kan man sige, at ngo’erne ikke alene arbejder for at sætte bestemte emner på den offentlige dagsorden. De arbejder også på at opsætte spillereglerne for, hvem der må tale om bestemte emner og for, hvordan der må tales om dem.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvem der i det hele taget må tale om givne emner, er formentlig den woke forestilling, at forudsætningen for, at man i det hele taget kan deltage i debatten om de vilkår, en bestemt gruppe lever under, er, at man selv er medlem af gruppen.

Det får som konsekvens, at mænd formenes adgang til at diskutere kvinders vilkår.

Hvide formenes adgang til at drøfte de ikke-hvides vilkår og så fremdeles.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvad der kan accepteres som gyldige argumenter, og hvad der ikke kan accepteres, er antageligvis den absurde tanke – også fra wokeismens overdrev – at biologiske argumenter er ugyldige, når det gælder diskussionen af køn og seksualitet.

Næsten lige så absurd er forestillingen om, at bestemte konklusioner er evige og urokkelige, fordi de er baseret på såkaldte »strukturer«. Uanset hvor lidt forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, der faktisk kan dokumenteres, har det for eksempel nul konsekvenser. Fordi »strukturerne« på forhånd dikterer, at der findes et stort problem (som ngo’erne i øvrigt skal have penge af staten for at »løse« ). Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat.

Men i virkeligheden bruger de som regel de fleste kræfter på at regulere adgangen til debatten. Så borgerne hverken skal høre på de forkerte mennesker, de forkerte præmisser eller de forkerte argumenter.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 8. februar 2023)