Det er ikke lovligt at etablere et program, der kun er åbent for det ene køn
Det er næsten helt usandsynligt, at så store forskelle, som vi ser i det såkaldte Inge Lehmann-program, beror på tilfældigheder. Derfor må det mest sandsynlige svar på den usandsynlige kønsfordeling være ulovlig forskelsbehandling.
Siden nytår har regeringen overtrådt grundlovens paragraf 62 ved at blande sig i domstolenes interne forhold. Og så har den overtrådt paragraf 73 ved at få minkavlerne til at afstå deres private ejendom uden lovgrundlag.
Dette er i sig selv alvorligt og en sag, hvorom det sidste ord ikke er sagt. Men i al ubemærkethed af minkskandalen viser et nyligt svar til mig fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, at administrationen af det såkaldte Inge Lehmann-program også foregår på en måde, der givetvis er på kant med den gældende lovgivning.
For nye læsere skal forklares, at Inge Lehmann-programmet er et program, der har til formål at rette op på angivelige kønsubalancer på universiteterne. Ganske vist har kvinder ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets egne tal bedre chancer end mænd for at få en forskerstilling, når de konkurrerer mod hinanden. Men et flertal i Folketinget har ikke desto mindre bestemt, at der foreligger et problem. Derfor blev der i 2019 bevilget omkring 20 millioner kroner til at afhjælpe ikke-problemet, og nu er der netop bevilget omkring det femdobbelte: 110 millioner.
Problemet er bare: Det er ikke lovligt at etablere et program, der kun er åbent for det ene køn. Ligesom det ikke er lovligt at skabe en mekanisme, der »automatisk og ubetinget« – som Justitsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet har formuleret det i en redegørelse til Folketinget – favoriserer det ene køn.
Derfor kan Inge Lehmann-programmet kun oprettes ved en dispensation fra Ligestillingslovens paragraf 3. Og selv efter dispensationen er givet, forudsættes det, at ansøgte midler tildeles til mænd, hvis de efter objektive kriterier er bedst kvalificeret.
Men hvordan gik det så rent faktisk, da midlerne bevilget i 2019 i løbet af i år blev fordelt? Det gik på følgende måde (og her citerer jeg fra det svar, jeg har modtaget fra forskningsministeren):
»Danmarks Frie Forskningsfond modtog til ansøgningsfristen den 26. marts 2020 388 Sapere Aude-ansøgninger, hvoraf 76 også indsendte en Inge Lehmann-ansøgning. Blandt Inge Lehmann-ansøgerne var der 63 kvinder og 13 mænd. 49 Sapere Aude-ansøgninger, og 14 medfølgende Inge Lehmann-ansøgninger, blev udvalgt til interview og efterfølgende endelig behandling.
Den endelige vurdering af Sapere Aude fandt sted den 4.-5. november 2020, hvor der blev truffet beslutning om bevilling til 35 ansøgere. Af disse havde 13 ansøgere også indsendt Inge Lehmann ansøgninger. 12 af disse ansøgere var kvinder.
Den endelig behandling af de 13 Inge Lehmann-ansøgninger fandt sted den 9. november. Der blev uddelt 5 bevillinger, og 2 ansøgninger blev sat på venteliste. De 5 bevillingsmodtagere var alle kvinder«.
Under normale omstændigheder har mænd og kvinder i de senere år haft nogenlunde samme succesrate, når de søgte forskningsbevillinger.
Skønt det er ulovligt at give kvinder en »automatisk og ubetinget« fordel, viser ministersvaret, at det netop er tilfældet. Af det oprindelige ansøgerfelt på 63 kvinder og 13 mænd, ender tildelingen med 5 kvinder og nul mænd.
Det giver de kvindelige ansøgere til Inge Lehmann-programmet en succesrate på cirka 8 procent og de mandlige ansøgere en succesrate på 0 procent. Altså et markant anderledes udfald end de næsten ens succesrater, der har været gældende i årene 2016-2018.
Det er næsten helt usandsynligt, at så store forskelle beror på tilfældigheder. Derfor må det mest sandsynlige svar på den usandsynlige kønsfordeling være ulovlig forskelsbehandling.
