Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne

Rockwool Fondens Forskningsenhed og University of Chicago har for nylig i fællesskab offentliggjort en undersøgelse, der fokuserer på social status mellem generationerne.

Arver børnene deres forældres sociale status? Og hvilke faktorer kan i særlig grad forklare denne arv? Den type af spørgsmål er udgangspunkt for undersøgelsen.

Den enkeltfaktor, der i højeste grad forklarer, hvordan forældrene giver deres status videre til deres børn, er uddannelse.

Jo mere uddannelse forældrene har, desto mere uddannelse tager børnene.

Der er flere ting at bemærke til undersøgelsens resultater.

For det første giver undersøgelsen en udmærket illustration af, hvordan Statens Uddannelsesstøtte (SU) i praksis virker. Den er et statstilskud til, at bedre folks børn lettere kan opnå deres forældres sociale status og lettere kan opnå en høj livsindkomst.

Selvom det ofte påstås, at SU er det vigtigste virkemiddel, vi har til at bryde den sociale arv, er det ikke rigtigt. Som en af de få overførselsindkomster har SU en negativ social profil. Det vil sige en fordeling, hvor de mindre velhavende økonomisk understøtter de mere velhavende.

For det andet giver undersøgelsen anledning til at spørge: Er det selve det forhold, at man er cand. etellerandet, der giver en høj social status? Eller får man en høj social status, fordi det at blive cand.

etellerandet stiller en række krav, som det generelt er vigtigt at kunne honorere, hvis man vil have en høj social status? Jeg understreger, at det følgende er en hypotese, der udspringer af min sociologiske fantasi og intet andet. Men prøv at følge min tankegang alligevel.

Forudsætningen for, at man kan til sidst kan bestå sit speciale, er, at man er i stand til at sætte sig selv et mål, der ligger mindst fem år ude i fremtiden. Det er i virkeligheden en ret stor præstation, når man er omkring de tyve år. For man sætter sig selv et abstrakt mål, der spænder over en fjerdedel af den tid, man overhovedet har levet. Og omkring en tredjedel af den tid, man har haft en nogenlunde sammenhængende bevidsthed om sig selv og sin omverden.

Men ikke alene kræver en kandidatgrad, at man kan sætte sig selv abstrakte mål, der ligger langt ude i fremtiden. Den kræver også, at man kan arbejde systematisk hen imod målet dag ud og dag ind i mange år.

Det vil sige sætte sine her-og-nu-behov for adspredelse på standby og fokusere på ting, der ikke umiddelbart rummer megen morskab.

Jeg vil gætte på, at alle, der i tyveårsalderen kan gøre det samme, som man gør, når man bliver kandidat, vil klare sig godt her i livet. Det vil sige: Kan sætte sig selv et ambitiøst mål med en lang tidshorisont og arbejde koncentreret på at nå målet stort set hver dag i den mellemliggende tid.

Hvis man skulle formulere mit ræsonnement med et slagord: Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne.

Jeg er temmelig sikker på, at jeg har ret i min antagelse om, at det er menneskers karakter, der giver dem succes. Ikke om de lige præcis har dygtiggjort sig på den ene eller den anden måde.

Hvis vi som politikere gerne vil sætte unge mennesker på kurs mod et godt liv, skal vi derfor ikke gøre dem alle sammen til akademikere. Vi skal tilbyde nogle at blive det. Men vi skal give alle børn og unge muligheden for at danne deres karakter på en måde, der er hensigtsmæssig. Det vil sige for at blive ambitiøse og flittige. Det vil altid lønne sig for den enkelte – uanset hvad han eller hun i øvrigt beskæftiger sig med.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 21. september 2022)