Valget kommer til at handle om sundhed. Og helt sikkert nedskæringer. Suk
Borgerne bliver de egentlige tabere efter et valg, hvor de har lyttet til politikere, der har diskuteret ud fra forkerte præmisser.
Sundhed kommer efter alt at dømme til at spille en vigtig rolle ved det valg, der snart udskrives.
Jeg ville ønske, at det kunne tages til indtægt for, at vi skulle diskutere centralisering versus decentralisering eller offentligt monopol på sundhedsydelser versus konkurrence fra private.
Medmindre alting er nyt ved valget, og ingen erfaringer fra tidligere kan bruges til noget, betyder emnet sundhed imidlertid, at vi skal diskutere nedskæringer.
Sygehusene er gennem en lang årrække blevet sultet ud, ikke sandt? Og blandt andet derfor er sygeplejerskerne endt med at få en forfærdelig dårlig løn. Ikke sandt?
Nej – ingen af delene er faktisk sande. Hvor sundhedsvæsenet ved århundredskiftet kostede knap 8 pct. af bnp, koster det i vore dage knap 10.
Man kan diskutere, om det burde koste endnu mere. Og det vil de røde partier altid mene, fordi de skaffer finansiering til deres ønsker fra et evigt blomstrende pengetræ, som vi andre ikke ved, hvor befinder sig. Men ethvert ærligt menneske er nødt til at indrømme, at når man sætter udgiften til sundhed op med omkring to procentpoint målt som andel af bnp, så skærer man ikke ned. I hvert fald i den betydning af ordet, det normalt har. De seneste to årtier er sundhed af skiftende regeringer blevet opprioriteret. Det burde ikke stå til diskussion – men det kommer det til.
Er sygeplejerskerne dårligt lønnede? Det mener de i hvert fald selv. De har også konstrueret en historie til at understøtte påstanden: at de ”strukturelt” – som man siger – blev snydt af Tjenestemandskommissionen af 1969.
Det er i hvert fald ikke rigtigt, at sygeplejerskerne kom i lønramme syv dengang for 53 år siden, fordi de var kvinder. De kom i lønramme syv ligesom alle andre offentligt ansatte, der havde gennemgået en lærlingeuddannelse. For det var uddannelsen til sygeplejerske dengang.
Er lønnen så dårlig? Det har man altid lov til at mene, og jeg kunne da også godt tænke mig at tjene det dobbelte. Hvem kan ikke det? I gennemsnit tjener ikke-ledende sygeplejersker omkring 42.000 kr. om måneden, når deres pension – som den skal – er indregnet. Det er i omegnen af en halv million kroner om året.
Uanset hvad man mener om en halv million om året som gennemsnit for et job uden ledelsesansvar, er det i hvert fald ikke en dårlig løn. Slet ikke for en person med en mellemlang videregående uddannelse. Faktisk ligger man i den ottende løndecil med den gennemsnitsløn. Det vil sige i den tredjehøjeste af de i alt 10 deciler.
Desværre er jeg næsten 100 pct. sikker på, at de facts om sundhedsvæsenet, som jeg har gengivet ovenfor, ikke kommer til at spille nogen rolle i valgkampen.
Det siges nogle gange, at virkeligheden er en social konstruktion. Det vil sige: Der findes ikke nogen ”virkelig virkelighed”, man kan bruge som målestok for, hvor korrekte ens opfattelser af verden er. Hvis tilstrækkelig mange mennesker mener, at der er skåret ned i sundhedsvæsenet, er det politisk set en realitet – selv om der ikke findes rimelige tal eller rimelige læsninger af de rimelige tal, der understøtter forestillingen.
På samme måde med sygeplejerskernes løn: Hvis tilstrækkelig mange mener, at de går til en sulteløn, så passer det. Selv om det kun er meget få danskere, der har den løn, sygeplejerskerne sulter for. Og som alle sociologer ved: Det, mennesker opfatter som sandt, får sande konsekvenser. Hvad enten det passer eller ej, at banken er ved at krakke, vil indskyderne prøve at redde deres indskud. Og så krakker banken som en selvopfyldende profeti – hvad status på dens økonomiske situation end var i udgangspunktet.
Jeg ville ønske, at vi i samfundet havde stærke institutioner, der som et andet hold af dommere og linjevogtere kunne fløjte eller vifte med et flag, når den offentlige samtale kom for langt væk fra det rimelige. Men det har vi ikke.
En institution, der burde sige noget, var universitetet. Men universitetet har fortabt sig selv så dybt i ultraskepticismen, at det kun er de færreste forskere uden for naturvidenskaberne, der tør sige noget om, hvordan verden er indrettet (medmindre det drejer sig om absurde og åbenlyst forkerte påstande. Så er skråsikkerheden enorm).
En anden institution, der burde sige noget, var medierne. Men de har fortabt sig selv så dybt i troen på, at begge parter altid har lidt ret, at de aldrig kunne finde på at skrive det modsatte: at den ene part mangler belæg for sine påstande, mens den anden part har belæg for dem. Hvis den ene part i en debat har 95 pct. ret, og den anden part har 5 pct. ret, vil de fleste medier derfor skrive, at begge tager fejl (undtagen konstruktive journalister. De vil skrive, at begge parter har ret).
De egentlige tabere i denne type af debatter, hvor præmisserne faktuelt er forkerte, er ikke de politiske partier, der bruger de rigtige tal. De egentlige tabere er de borgere, der ender med at skulle lade sig regere af politiske partier, der har vundet ved – ret beset – at snyde. For efter valget vil ethvert politisk flertal heldigvis komme i kløerne på Finansministeriet. Og det bruger heldigvis, hvad en nu forhenværende finansminister kaldte »gængse regnemetoder«.
Derfor kan de partier, der vinder på falske præmisser, ikke gennemføre deres politik efter valget. Hvilket desværre får mange vælgere til at tænke, at ingen politikere er til at stole på.
