Det er en tabt kamp at forhindre inflationens svien, men ikke at forkorte den
Nogen må sige sandheden: Det bliver en hård vinter, og det kan vi politikere ikke forhindre. En ansvarlig økonomisk politik handler ikke om at forhindre, at inflationen gør ondt, men at forhindre, at det gør ondt i lang tid
Den amerikanske økonom Thomas Sowell sagde, at “hvis du vil hjælpe folk, fortæller du dem sandheden. Hvis du vil hjælpe dig selv, fortæller du dem det, de gerne vil høre”.
Inflationen æder af danskernes budgetter, og vi går en hård vinter i møde. Men sandheden om dansk økonomi er, at det ikke udelukkende er hverken erhvervslivets såkaldt “overnormale” profitter eller Putins invasion af Ukraine, der står fadder til inflationskrisen.
Inflationen skyldes både det udbudschok, der er affødt af energikrisen. Men det skyldes så sandelig også centralbankernes lempelige pengepolitik og politikernes for lempelige finanspolitik under coronakrisen. Men selvom inflationen i høj grad er skabt af centralbanker og politikere, så bliver det danskerne, som de er flest, der betaler prisen. Og der er ingen vej udenom. For hvis vi ikke er villige til at skabe en opbremsning i økonomien, vil inflationen fortsætte med at rasere.
Foder til inflationen
Det er den skinbarlige sandhed. Desværre er alt for mange af mine kolleger optaget af, hvordan vi kan garantere hjælpepakker til både pensionister, de små erhvervsdrivende, de studerende, de arbejdsløse, børnefamilierne og dem med gasfyr – og valgkampen er ikke engang tæt på at være slut.
Det er at have fokus det helt forkerte sted. Vi bør i stedet fokusere på, hvordan vi kan medvirke til, at inflationen varer så kort tid som muligt – og så ellers lade markedsmekanismer virke.
Pengepolitikken har vi overladt til den europæiske centralbank, og vi må bare bede til guderne om, at de ikke tøver med at hæve renterne yderligere for at bekæmpe inflationen. Herhjemme kan vi dog også selv bidrage, men det bliver ikke på venstrefløjens vagt, at vi får økonomisk ansvarlighed. For under Mette Frederiksens regeringstid har man de seneste tre år sendt nationaløkonomien ud på et socialdemokratisk sidespor.
Man har brugt statskassen som gavebod til at dele rundhåndet ud af checks til udvalgte vælgersegmenter – selvom både Nationalbanken og vismændene i Det Økonomiske Råd advarede mod, at gavebodspolitikken blot puster yderligere til inflationens flammer.
Med mere end 40 skattestigninger har man gjort 9/10 indkomstgrupper fattigere, og med højere afgifter har man øget uligheden, fordi det stigende skattetryk går værst udover de fattigste. Det er nødvendigt, at vi får økonomien tilbage fra det socialdemokratiske sidespor.
Ingen snuptagsløsninger kan få os smertefrit igennem inflationskrisen, men vi kan tage nogle skridt i den rigtige retning ved at føre en ansvarlig og langsigtet økonomisk politik.
Spænd statens livrem ind
En vej ud af moradset er at gennemføre en opbremsning i det offentlige forbrug, slanke den offentlige sektor og lave de nødvendige skatte- og arbejdsmarkedsreformer, der ruster Danmark til fremtiden.
For det første bør vi følge Nationalbankens anbefaling om, at finanspolitikken strammes med ca. 1 pct. af bnp ud af den økonomiske aktivitet. Det er økonomsprog for enten at hæve skatterne med ca. 25 mia. eller at skære 25 mia. i de offentlige udgifter. Jeg mener selvfølgelig, at det bør være staten, der spænder livremmen ind, så danskerne slipper for flere skattestigninger.
For det andet kan vi afhjælpe lønpresset på det danske arbejdsmarked ved at lave reformer, der øger arbejdsudbuddet. Udfas efterlønnen, afskaf Arne-pensionen, lav en SU-reform og halvér dagpengeperioden, og vi vil øge arbejdsudbuddet med 50.600 fuldtidspersoner.
Og det for det tredje kan vi lave fuldt ud finansierede skattelettelser, så vi hjælper danskerne med at betale regningerne.
Når valgresultatet inden længe tikker ind, og der forhåbentlig har indfundet sig et nyt flertal i Folketinget med en borgerlig regering, vil det være en bunden opgave at kigge på løsninger som disse.
Og i alt hvad vi gør, er der to ting, vi skal have for øje, når vi fører økonomisk politik: Dæmper det inflationen? Og bliver vi glade for det her på den lange bane?
Mon ikke vi om ti år eksempelvis vil være mere glade for at have gjort de første 7000 kr. skattefrie for alle i arbejde end at have sat elselskaberne til at udbyde kviklån for at dække elregninger?
Mon ikke vi om ti år vil være mere glade for at have fjernet afgifter, der gør danskernes hverdag dyrere, end for at vi i 2022 fik tildelt en fejlslagen varmecheck til Socialdemokratiets kernevælgere, borgmestre uden gasfyr eller diverse kollegier?
Det er spørgsmål som disse, du bør stille dig selv, når du inden længe står nede i stemmeboksen og tænker på, hvem der bedst vil kunne føre os gennem den økonomiske krise.
Og hvis du kommer frem til, at dit kryds skal gå til Liberal Alliance? Ja, så vil vi arbejde solen sort for de langsigtede løsninger, der får inflationen på ret køl samt sikrer vækst, velstand og frihed.