Giv folkeskolens lærere mere frihed

Helena Artmann Andresen
15. august 2023

Eleverne er blevet dårligere til at læse. Skolerne oplever oftere og oftere problemer med at fastholde lærerne. Antallet af ansøgere på læreruddannelserne er faldet stødt de sidst fem år. Og både elever og lærere over en bred kam mistrives under den nuværende folkeskolereform. Folkeskolen er i den grad udfordret. Da Socialdemokratiet for 10 år siden gennemførte deres folkeskolereform, fulgte nemlig også en syndflod af politisk styringssyge, der fjerner værdifuld tid fra undervisningen, som nu bliver spildt på at leve op til politikernes bureaukratiske styringsmål.

Eksempelvis findes der til hvert fag en række fælles mål, der fastslår, hvilke kompetencer lærerne skal arbejde med i de forskellige fag. I dansk på 2. og 3. klassetrin er der fire forskellige kompetencer, som eleverne skal undervises i. Derudover findes der så 22 forskellige såkaldte færdigheds- og vidensområder, der er fordelt på de fire kompetencer. De 22 færdigheds- og vidensområderne består så af yderligere fire færdigheds- og vidensmål. Altså i alt 88 færdigheds- og vidensmål, som udgør en ramme for lærernes undervisning i dansk i 2.- og 3.-klasse.

Et eksempel på et af disse færdighedsmål er, at ”eleven skal kunne anvende IT til hverdags- kommunikation”, hvilket hører under færdighedsområdet IT og kommunikation. Som det første kan man sætte spørgsmålstegn ved, om børn på 8 år nu også virkelig har brug for at blive undervist i såkaldt digital kommunikation – men hertil kommer også, at dette kun er ét ud af svimlende 88 forskellige færdighedsmål, som lærerne skal balancere.

Når vi politikere på den måder fastlåser lærerne i en spændetrøje af politisk overregulering og detailstyring, burde det ikke undre, at folkeskolens niveau og trivsel er i frit fald. For de mange læringsmål og den stramme politiske regulering skaber et unødigt bureaukrati, der fjerner lærernes fokus fra kerneopgaven, nemlig at undervise. Netop derfor er der mange veluddannede lærere, der fravælger folkeskolen og i stedet søger over mod landets fri- og privatskoler.

Vi synes derfor, at man bør gøre det muligt for folkeskolerne at kigge mod de mere velfungerende privat- og friskoler, hvor skolernes ledelse i samarbejde med lærerne lægger de overordnede linjer. Her giver den høje grad af tillid og frihed til lærerne mulighed for, at de kan tilrettelægge undervisningen på den måde, de selv finder bedst. Hvis vi ikke giver ansvaret for undervisningen tilbage til vores dygtige lærere, frygter jeg, at de mister den drivkraft, der oprindeligt fik dem til at søge ind på læreruddannelsen. Glæden ved selv at kunne forme sine elever og give dem vigtige livslektier og værdier med på vejen kan ikke erstattes af bedrevidende politikeres kompetencemål.

Så i stedet for at tro vi kan lovgive os til en bedre folkeskole, skulle vi måske prøve at gå den modsatte vej og udvise større tillid til lærerne gennem mere frihed. På den måde kunne vi forhåbentligt genopbygge lærernes motivation og opnå større fastholdelse af lærere, flere ansøgere på læreruddannelsen og generelt en forbedring af folkeskolen.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 13. august 2023)

Sæt børnene fri af skærmene i skoletiden

Helena Artmann Andresen
21. maj 2023

André Rogaczewski, der er en af de betydeligste it-ledere i Danmark, siger det. Imran Rashid, læge og forfatter til bogen »SLUK«, siger det. Og når vi lytter til vores egen fornuft, ved vi det godt: Børn har ikke godt af ubegrænset skærmtid.

Teknologien udvikler sig hele tiden, og internettet lokker med sociale medier, spil og andre muligheder, der kan være udmærkede at bruge i begrænset omfang, men som er designet til at tage vores opmærksomhed i mange timer hver dag. Ubegrænset skærmtid kan koste trivsel, nærvær og evnen til at kunne koncentrere sig. Det skal vi tage bestik af, når vi – de voksne – skaber rammerne for det gode børneliv.

Derfor mener vi i Liberal Alliance, at skoletid som udgangspunkt bør være tid, hvor man er til stede i rummet. I klasselokalet, i skolegården, i idrætshallen eller på udflugten. Når børn går i skole, er det for at lære, diskutere, lytte, tale, undres og undersøge noget i et fællesskab. Hvis det ikke var sådan, kunne vi lige så godt installere hver elev bag en skærm derhjemme, sådan som det skete under coronakrisen. Men ensomhed bag en skærm er ikke den bedste måde at lære på, og mange børn led under ensomheden med skærmen derhjemme under den lange skolenedlukning.

Skolen er mange ting. Den er den stoflige faglighed, hvor eleverne arbejder med hænderne i træ, ler eller med fødevarer. Den er venner, grin, kærester og konfliktløsning. Den er et fællesskab, hvor man bemægtiger sig ny viden og færdigheder – sammen. I pauserne har eleverne brug for at sænke skuldrene og være sammen i stedet for at sidde i hver deres digitale univers. Hjernen har brug for en pause.

Derfor skal de private skærme som udgangspunkt være slukkede og lagt væk, medmindre de spiller en specifik faglig rolle i undervisningen. Måske skal der optages en film i dansk, der skal laves research i engelsk, eller der skal bruges digitale programmer i matematik. Børn skal naturligvis også lære om teknologi, og vi så gerne, at der indførtes timer i teknologiforståelse i den danske folkeskole. Det er vigtigt at komme bag om teknologien og forstå, hvordan den virker.

Vi mener ikke, det bør være nødvendigt at lovgive. En klar melding fra minister og aftalepartier i samarbejde med parterne om skolen bør være tilstrækkeligt. Vi har viden nok nu til at sige, at skoletid bør være skærmfri tid. For 100 år siden var skolen et kærkomment pusterum for børn, så de ikke skulle udføre fysisk arbejde. I dag har børnene brug for et pusterum fra den hæsblæsende digitale motorvej, der åbner sig, når de lukker op for deres mobiler og laptops.

(Indlæg bragt i Berlingske den 21. maj 2023)

Hvorfor ikke udvide vores horisont på universitetsområdet?

Sandra Elisabeth Skalvig
4. april 2023

I dag dikterer vi desværre fra Christiansborg, hvordan den årlige milliardfordeling af forskningsmidler til de offentlige universiteter skal fordeles.

I Danmark har vi både private skoler, hospitaler, plejehjem og gymnasier. Det har vi, fordi vi har vurderet, at de alle leverer gode velfærdsydelser, som samtidig udgør et sundt alternativ til det offentlige.

Samme indstilling har vi dog ikke til vores videregående uddannelser. Her har vi nemlig bildt os selv ind, at kun det offentlige kan levere varen.

Men hvorfor egentlig det? Når det private i forvejen lykkes med at levere varen i alle andre henseender her i Danmark, hvorfor så ikke tillade frie aktører at kunne drive et frit universitet på dansk jord?

I resten af verden har man for længst tilladt private organisationer som f.eks. fonde at oprette frie universiteter. Erfaringerne er gode både på forsknings- og undervisningssiden, og så er kvaliteten af deres uddannelser utroligt høj. Faktisk har verdens 10 bedste universiteter alle sammen det tilfælles, at de er private.

Men i Danmark halser vi stædigt og med fuldt overlæg efter de andre lande, fordi vi delvist stadig er lullet ind i fortællingen om, at kun det offentlige vil os det godt. Og det er ærgerligt. For vi har brug for de frie universiteter!

Det har vi, fordi det er en skam for vores studerende, faglighed, forskere og vores arbejdsmarked, hvis vi ikke øger kvaliteten over hele linjen gennem øget konkurrence. Og så har vi som samfund brug for forskningen fra frie universiteter, da den er uafhængig.

I dag dikterer vi desværre fra Christiansborg, hvordan den årlige milliardfordeling af forskningsmidler til de offentlige universiteter skal fordeles. En proces funderet delvist i holdninger frem for faglighed. Det er ikke gangbart alene.

På frie universiteter kan ideer til forskningsprojekter i stedet gro i forskernes egne baghaver, og så kan man være fuldstændig uafhængig af ideologiske strømninger og politikere, der vil have en finger med i spillet. På den måde kan vi holde ekskluderende ideologier som wokeisme fra døren, mens vi lader fagligheden sejre.

Det vil man som elev på et frit universitet få stor gavn af – akkurat som man vil få gavn af, at man i min optik også skal kunne få SU og optjene ECTS-point. Men den del må lade vente på sig.

Først skal vi – som de har gjort i resten af verden – lige åbne os for tanken om frie universiteter i Danmark. Min holdning er klar: Hvis alle andre – inklusive os selv – kan få det private til at fungere i så mange henseender, hvorfor så ikke følge den gode praksis?

(Debatindlæg bragt i Sjællandske 4. april 2023)

Universiteterne har brug for konkurrence

Sandra Elisabeth Skalvig
20. marts 2023

Universiteterne er ikke længere kun for de få men er blevet en alle mands-institution. Det kan lyde som en entydig god nyhed – men for mange kokke kan som bekendt fordærve maden, og et monopol har sjældent ført til den bedst mulige løsning.

Fordi universiteterne i dag er for den brede befolkning, har det resulteret i et fagligt niveau under pres. Samtidig har identitetspolitikken sneget sig ind ad bagdøren og dikterer, hvilke tanker og teorier der må og ikke må være på pensumlisten. Vi mangler i dag frie universiteter, hvor forskningsfriheden kan blomstre, og hvor fagligheden er i verdensklasse – helt uden politisk indblanding. Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi tillader private aktører at oprette og drive frie universiteter i Danmark.

I Danmark har vi private alternativer på næsten alle velfærdsområder – ældreplejen, sygehusvæsenet, folkeskolen, gymnasierne. Det øger konkurrencen og kvaliteten af de løsninger, der bliver udbudt. Men sådan er det ikke for vores universiteter. I Danmark har det offentlige monopol på at drive vores videregående uddannelser. Det er grundlæggende usundt for vores samfund, at der ikke er et frit alternativ, og en skam for vores studerende, faglighed, forskere og vores arbejdsmarked – for vi kan gøre det så meget bedre.

Der er behov for frie universiteter, der ikke styres af politiske hænder, og hvor forskningen ikke bliver dikteret af den årlige fordeling af forskningsmidler med anvisninger fra folketingets partier til, hvad der konkret skal forskes indenfor. Niels Bohr opfandt ikke sin atommodel, fordi nogle politikere bad ham om at forske i den – og politisk kan vi ikke styre, hvor fremtidens forskningstalenter springer frem henne.

Viden er en af Danmarks vigtigste eksportvarer, og vi mener, at dette er en nødvendigt, hvis vi fortsat skal sikre universitetsuddannelser i verdensklasse. De frie universiteter skal ikke drives af virksomheder med profit for øje. Tanken er, at private velgørende fonde skal drive universiteterne og udbyde uddannelser og forskningsstillinger på lige fod med de offentlige universiteter. Det betyder, at studerende er berettiget til at få SU, og at man skal optjene ECTS-point på samme måde som på et offentligt universitet.

De frie universiteter vil have friheden til selv at bestemme deres optagelseskrav- og procedure og ligeledes selv bestemme, hvorvidt der skal opkræves brugerbetaling fra de studerende. De vil til gengæld være fuldstændig uafhængige af offentlige finanser, hvilket er med til at sikre en uafhængighed af politisk påvirkning og ideologiske strømninger.

Hvis vi afskaffer det offentlige monopol på universiteterne, vil det ikke kun øge konkurrencen på markedet for de videregående uddannelser, men også øge kvaliteten – også på de offentlige universiteter. Forhåbentlig kan det også trække dem i en retning af større grad af forskningsfrihed – for vi skal væk fra de ideologier, der truer vores faglighed. I Liberal Alliance mener vi, at det er værd at kæmpe for en høj faglighed, en større konkurrence og en bedre undervisning.

(Debatindlæg bragt i Avisen Danmark d. 20. marts 2023)

Selvfølgelig skal vi omfavne chatbots baseret på kunstig intelligens i uddannelsessystemet

Af Sandra Skalvig & Alexander Ryle

Siden virksomheden OpenAI udgav den banebrydende chatbot ved navn ChatGPT, har debatten om brugen af kunstig intelligens i uddannelsessystemet kørt for fuld udblæsning.

Chatbotten har nemlig både ført til beundring over de teknologiske kvantespring, der indfinder sig på området for kunstig intelligens, samt medført panderynken hos lærere, der er bekymret over de nye muligheder for snyd, som teknologien medfører.

Men selvom det høje faglige niveau fra ChatGPT ganske vist kan føre til snyd på grund af den måde, vores uddannelsessystem er indrettet i dag, bør vi ikke forkaste teknologiens fantastiske muligheder. Tværtimod.

Udviklingen kommer nemlig, om vi vil det eller ej. Så i stedet for at møde teknologien med bekymring, bør vi hellere sikre os, at uddannelsessystemet tilpasses til den forandring, som vores samfund uvægerligt vil gennemgå.

Da vores forældre var børn, og de første lommeregnere kom frem, var det forbudt at medbringe dem til eksamener. Og da digitale værktøjer såsom Google Translate eller Wikipedia så dagens lys under vores egen skolegang, blev de også mødt med skepsis.

Men i dag er både lommeregnere, Wikipedia og Google Translate som det mest naturlige i verden en integreret del af både undervisning og eksamener i alt fra folkeskolen til universiteterne.

Det er nemlig alt sammen nogle fantastiske hjælpemidler, der gør livet lettere for os, men som samtidig har nødvendiggjort, at uddannelsessystemets undervisning og prøveformer undertiden sendes til eftersyn.

Det væsentlige spørgsmål er derfor ikke, om vi skal give plads til avancerede værktøjer som kunstig intelligens i fremtiden.

Det væsentlige spørgsmål er, hvordan vi sikrer os, at elever og studerende får en god forståelse for de nye værktøjer, så de bliver ordentligt klædt på til en fremtid med flere teknologiske fremskridt.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9. marts 2023)

Her gjorde jeg en forskel for vælgerne

Henrik Dahl
28. december 2022

Det er fremragende, at CBS nu som det tredje universitet i Danmark har vedtaget en officiel erklæring, der styrker ytringsfriheden markant.

Blandt vigtige principper finder man, at CBS ikke som institution tager stilling til ideer, men overlader det til den enkelte. Ligesom det hedder, at selvom CBS som institution bakker op om inklusion, mangfoldighed, god tone og respekt, så vil CBS ikke skride ind over for ytringer, som nogle finder stødende.

En succes – som dette vitterligt er set i ytringsfrihedens perspektiv – har mange ophavsmænd og -kvinder.

Ytringsfrihedskommissionen anbefalede i 2020, at universiteterne satte mere ind på at beskytte og garantere ytringsfriheden for medarbejdere og studerende, end tilfældet på det tidspunkt var. I 2021 behandlede Folketinget et beslutningsforslag fra LA om at indskrive de såkaldte Chicagoprincipper i den danske universitetslov. Og sideløbende har stemmer som for eksempel KU-forskeren Jakob Holtermann i medierne gjort sig til talsmænd for en styrkelse af den akademiske frihed – med eller uden en formel indarbejdelse i dansk lovgivning.

I en tid, hvor mange er skeptiske over for politik, og hvor mange føler, at politikere er holdningsløse mennesker, der siger ét i dag og gør det modsatte i næste uge, har jeg lyst til at benytte årets sidste klumme til at gøre lidt reklame for mit håndværk.

På en god dag, og når vi arbejder fornuftigt sammen både internt på Christiansborg – mellem Folketing og regering – og mellem det politiske system og andre gode kræfter i samfundet, kan vi faktisk ændre verden til det bedre. Det viser den støtte og rolige vækst i antallet af universiteter, der styrker sikringen af den akademiske frihed.

I Liberal Alliance så vi for os, at den hurtigste vej til en styrkelse af den akademiske frihed på alle landets universiteter ville være en revision af universitetsloven.

Omvendt kunne vi under behandlingen af vores beslutningsforslag i december 2021 konstatere, at selvom der var en stor opbakning til Chicagoprincipperne, så var der ikke opbakning til at skrive dem ind i lovgivningen.

Her kunne vi have valgt at fokusere på det halvtomme glas og konstatere, at beslutningsforslaget var skudt ned af regeringen og flertallet i Folketinget. Men i stedet gik vi i dialog med regeringen og enedes om i fællesskab at styrke selve opmærksomheden på den akademiske frihed og behovet for, at de enkelte institutioner satte gang i et arbejde for at styrke ytringsfriheden.

Det mundede ud i, at Folketingets forskningsudvalg i maj 2022 holdt en bredt anlagt høring om akademisk frihed. Med deltagelse fra både ind-og udland og med deltagelse af en lang række aktører fra den danske gren af den akademiske verden.

Her var konsensus, at den akademiske frihed generelt bør styrkes. Men at tiden ikke er moden til, at der gennem universitetsloven finder en harmonisering sted af de initiativer, de enkelte universiteter tager.

Der har været mange diskussioner af, om der i Danmark ville kunne opstå lige så grelle sager om fratagelse af ytringsfrihed og ytringsmulighed i den akademiske verden, som der har været i den engelsktalende verden.

Jeg har altid fastholdt, at når det var Folketingets tid værd at beskæftige sig med disse spørgsmål, var det nok så meget for at forebygge, at der nogensinde ville kunne komme angelsaksiske tilstande i Danmark.

Det mål ser langt hen ad vejen ud til at lykkes nu. Takket være rettidig omhu på en række universiteter. Og fordi politik i bedste fald er i stand til at gøre en positiv forskel.

På en god dag, og når vi arbejder fornuftigt sammen både internt på Christiansborg – mellem Folketing og regering – og mellem det politiske system og andre gode kræfter i samfundet, kan vi faktisk ændre verden til det bedre.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 28. december 2022)

Når skolen invaderer familierne

Henrik Dahl
11. december 2022

Det er på tide at indse, at vi har et problem med en grænseløs skole, der stiller illegitime krav til forældrene.

Når den uforlignelige Rokokoposten var bedst, var den som satire tæt på sandheden.

Hvem husker ikke historien om den fra halsen og nedefter lammede mand, der kom i arbejdsprøvning som dørstopper? Kunne – næsten – være sket i virkeligheden.

Eller historien om en stakkels far, der skyder sig selv i læggen med et haglgevær under punktet “eventuelt” for at slippe ud af et forældremøde. Kunne også – næsten – være sket i virkeligheden.

En tredje historie, man stadig mindes, er historien fra det fiktive arkiv om, at det i virkeligheden var Hitler, der i sin tid planlagde Forældreintra.

Fordi han forestillede sig, at det ville være den mest effektive måde at undergrave demokratiets sammenhængskraft og kampvilje.

Der er sket noget med skolen, der har dybe og vedvarende konsekvenser for familierne.

Og det er vigtigt, at vi får talt om det, før det er for sent. En forsker, der sætter ord på de problemer, der er opstået, er Maria Ørskov Akselvoll.

Hun beskriver i bogen “Det grænseløse forældreskab”, hvordan forældre i dag har fået et ansvar for barnets opvækst og udvikling, der aldrig stopper. Og hvor risikoen samtidig er enorm: blot et enkelt fejltrin – så kan barnets færden gennem tilværelsen være afsporet for altid.

Uanset årsagerne, så tror jeg, det er vigtigt, at der protesteres over tingenes tilstand.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at gå i skole og danne venskaber uden de voksnes hjælp.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at planlægge deres fritid uden forældrenes mellemkomst.

Det kan ikke være rigtigt, at der ikke kan afholdes børnefødselsdage, som man gjorde i gamle dage.

Det vil sige uden fælles politikker for deres afholdelse.

Det kan ikke være rigtigt, at børn ikke i anledning af deres fødselsdag kan dele en meget beskeden mængde af mundgodt ud – som de gjorde i gamle dage. Ude at der skal være fælles politikker for, hvad det er acceptabelt at dele ud.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder i vore dage er nødt til at deltage i alverdens teambuilding for den samlede forældregruppe.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at lære børnene det, skolen forsømmer at lære dem.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at uddele de reprimander for dårlig optræden i klasseværelset, lærerne ikke længere tør at uddele.

Der er næppe en enkelt årsag til, at det forventede arbejde med at holde børn i skole vokser og vokser.

Jeg skrev selv for mange år siden i bogen “Hvis din nabo var en bil”, at rodmetaforen for mennesket havde ændret sig.

Hvor mennesket i gamle dage – metaforisk set – var gjort af et robust materiale som træ, er det i dag gjort af krystal.

Det indebærer – stadig metaforisk set – at der blot skal et enkelt slag eller stød til. Så er mennesket ødelagt på en måde, der er ganske uoprettelig.

Hvis tilstrækkelig mange forældre og lærere tror, at menneskets “sjæl” er gjort af skrøbeligt krystal, så indretter man selvfølgelig skolen på, at krystallet skal pakkes ind og til hver en tid beskyttes imod selv det mindste slag.

En anden faktor, der spiller ind, er givetvis, at børn og familie i dag i større omfang end tidligere har karakter af at være identitetsskabende projekter. Flere og flere hænger selve deres identitet op på at være perfekte forældre.

Det rammer selvfølgelig de arme børn, der oplever at blive både pacet og pylret om i kritisk omfang.

Men de rammer også projektbarnets uskyldige omgivelser. Fordi de så at sige bliver suget ind i projektet og gjort til en del af det.

Endelig er det, man ser, formentlig konsekvenser af de illusioner, der – desværre – bærer folkeskolen i dag.

Reformpædagogik er selvfølgelig – det ved alle realistisk indstillede mennesker – vrøvl og sludder.

Børn kan nogle gange være onde og grænseløse og interesserede i at udøve magt. Og det skal der selvfølgelig sættes en stopper for. Om ikke af andre grunde, så fordi viljen – også den onde – altid vil ekspandere, til den møder noget, der er hårdere end den selv.

Ingen børn kommer af sig selv i tanke om, at de skal vide noget om differentialregning eller industrialiseringen eller tysk grammatik.

Det skal ansvarlige voksne på en kærlig måde motivere dem for at fatte interesse for. Og i sidste instans: presse dem til at lære, selv om de ikke gider.

Skolen kan heller ikke bestå, uden at der står respekt om den som institution.

Den har et ideelt mål, som skal gennemsyre dens dagligliv: at skole er vigtigt, først og fremmest. Men også at lærdom er vigtigt. Og at vejene til at blive klogere er vigtige: (arbejds) disciplin.

Pligtfølelse. Vedholdenhed.

At det nærmer sig et ekstra fuldtidsjob at have børn i den almindelige danske folkeskole, er uden tvivl en perfekt storm. Altså et sammenfald af flere faktorer, der tilsammen skaber et maksimalt uheldigt udfald.

Men uanset hvad: Det er ikke i orden, at arbejdet med at følge med i og reagere på henvendelser i Aula fylder så meget. At ændrede normer i nogle familier om, hvad børn kan klare og ikke klare, ukritisk gøres til krav for alle andre. At projektfamiliers ambitionsniveau ukritisk gøres til den standard, alle skal opfylde. At de fikse idéer, der styrer nogle familier, ukritisk gøres til norm for alle. Og at de mange illusioner, reformpædagogikken giver anledning til, skal modvirkes af de hårdt prøvede forældre.

På langt sigt er der brug for et gennemgribende opgør med den fejlslagne reformpædagogik. Men et første træk kunne være, at skolerne besinder sig på, at de er kulturbærende dannelsesinstitutioner.

Og på den baggrund begynder at tage sig selv og deres ansvar alvorligt.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11. december 2022)

Du bestemmer ikke selv – Valgvideo 2022

I en ikke så fjern fremtid er der måske ikke så meget, du selv kan bestemme, når du er studerende.

Afspil video

Alex’ 4 råd til mindre mistrivsel

Alex Vanopslagh
19. oktober 2022

Unges mistrivsel fylder meget i debatten, og med god grund. Men mange af svarene risikerer ifølge Alex at gøre problemerne værre. Alex har nogle råd, der ikke handler om politik, men om os som mennesker.

Se mere om Alex og unges mistrivsel her: https://www.youtube.com/watch?v=s4P6YGVf4sA

Afspil video

Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne

Henrik Dahl
22. september 2022

Rockwool Fondens Forskningsenhed og University of Chicago har for nylig i fællesskab offentliggjort en undersøgelse, der fokuserer på social status mellem generationerne.

Arver børnene deres forældres sociale status? Og hvilke faktorer kan i særlig grad forklare denne arv? Den type af spørgsmål er udgangspunkt for undersøgelsen.

Den enkeltfaktor, der i højeste grad forklarer, hvordan forældrene giver deres status videre til deres børn, er uddannelse.

Jo mere uddannelse forældrene har, desto mere uddannelse tager børnene.

Der er flere ting at bemærke til undersøgelsens resultater.

For det første giver undersøgelsen en udmærket illustration af, hvordan Statens Uddannelsesstøtte (SU) i praksis virker. Den er et statstilskud til, at bedre folks børn lettere kan opnå deres forældres sociale status og lettere kan opnå en høj livsindkomst.

Selvom det ofte påstås, at SU er det vigtigste virkemiddel, vi har til at bryde den sociale arv, er det ikke rigtigt. Som en af de få overførselsindkomster har SU en negativ social profil. Det vil sige en fordeling, hvor de mindre velhavende økonomisk understøtter de mere velhavende.

For det andet giver undersøgelsen anledning til at spørge: Er det selve det forhold, at man er cand. etellerandet, der giver en høj social status? Eller får man en høj social status, fordi det at blive cand.

etellerandet stiller en række krav, som det generelt er vigtigt at kunne honorere, hvis man vil have en høj social status? Jeg understreger, at det følgende er en hypotese, der udspringer af min sociologiske fantasi og intet andet. Men prøv at følge min tankegang alligevel.

Forudsætningen for, at man kan til sidst kan bestå sit speciale, er, at man er i stand til at sætte sig selv et mål, der ligger mindst fem år ude i fremtiden. Det er i virkeligheden en ret stor præstation, når man er omkring de tyve år. For man sætter sig selv et abstrakt mål, der spænder over en fjerdedel af den tid, man overhovedet har levet. Og omkring en tredjedel af den tid, man har haft en nogenlunde sammenhængende bevidsthed om sig selv og sin omverden.

Men ikke alene kræver en kandidatgrad, at man kan sætte sig selv abstrakte mål, der ligger langt ude i fremtiden. Den kræver også, at man kan arbejde systematisk hen imod målet dag ud og dag ind i mange år.

Det vil sige sætte sine her-og-nu-behov for adspredelse på standby og fokusere på ting, der ikke umiddelbart rummer megen morskab.

Jeg vil gætte på, at alle, der i tyveårsalderen kan gøre det samme, som man gør, når man bliver kandidat, vil klare sig godt her i livet. Det vil sige: Kan sætte sig selv et ambitiøst mål med en lang tidshorisont og arbejde koncentreret på at nå målet stort set hver dag i den mellemliggende tid.

Hvis man skulle formulere mit ræsonnement med et slagord: Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne.

Jeg er temmelig sikker på, at jeg har ret i min antagelse om, at det er menneskers karakter, der giver dem succes. Ikke om de lige præcis har dygtiggjort sig på den ene eller den anden måde.

Hvis vi som politikere gerne vil sætte unge mennesker på kurs mod et godt liv, skal vi derfor ikke gøre dem alle sammen til akademikere. Vi skal tilbyde nogle at blive det. Men vi skal give alle børn og unge muligheden for at danne deres karakter på en måde, der er hensigtsmæssig. Det vil sige for at blive ambitiøse og flittige. Det vil altid lønne sig for den enkelte – uanset hvad han eller hun i øvrigt beskæftiger sig med.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 21. september 2022)