Henrik Dahl
8. oktober 2021

På denne tid af året uddeles Nobelpriserne. Derfor ville det være fjollet at hævde, at de højere læreanstalter ikke udvider menneskehedens viden og forståelse for sin omverden.

Når det så er sagt, kommer man ikke uden om, at de højere læreanstalter også er institutioner, der fremmer den højeste grad af ufornuft.

Tag for eksempel marxismen. Der er meget få teorier, der er underkendt på så mange planer, som den er. For at tage noget helt centralt, har profitraten ikke en tendens til fald. Jeg gentager: Profitraten har ikke en tendens til fald.

Det sagde Karl Marx ellers med tung (pseudo)videnskabelig alvor. Kapitalismen gør i øvrigt heller ikke de brede samfundslag fattigere – sådan som Karl Marx blev ved med at gentage – men rigere. Det ses overalt på jordkloden, hvor den har fået lov til at knæsætte sig: Det, der først og fremmest præger Europa, Nordamerika, Sydøstasien og Australien er tilstedeværelsen af store og indflydelsesrige middelklasser.

Dertil kommer det politiske. Overalt, hvor samfund er blevet styret af marxisme, har det ført til massemord, diktatur og undertrykkelse af menneskets værdighed. Ikke blot cirka overalt, sådan cirka. Det gælder ethvert sted i verden, hvor magthaverne har påberåbt sig Karl Marx’ lære. Der er ingen undtagelser fra denne regel overhovedet.

Ikke desto mindre findes der forskere, som både har opnået faste ansættelser og en vis respekt i deres omgangskreds, og som hævder, at der kan udvindes noget videnskabeligt eller etisk forsvarligt fra Karl Marx. Manden, der er klædt mere af til skindet end nogen anden, der har levet før eller siden.

Men dyrkelsen af den moralske og videnskabelige fallent Karl Marx er ikke det eneste eksempel på, at man kan tage en uddannelse og blive en komplet tåbe deraf.

Tag for eksempel ideen om, at man ikke må irettesætte børn. Altså gøre det, der i daglig tale hedder at skælde ud.

Fra naturens hånd har børn ikke nogen som helst anelse om, hvad der er rigtigt eller forkert. Til gengæld har de en vilje til at leve og sætte sig igennem. Den skal man på den ene side være glad for. Eksisterede den ikke, ville børn i overført forstand sætte sig ned og give op, når verden gjorde modstand. På den anden side skal man også være skeptisk. For med viljen forholder det sig altid sådan, at den ekspanderer, til den rammer noget, der er hårdere end den selv. Det er derfor, at også børns væren-i-verden ekspanderer i det uendelige, hvis den ikke på en eller anden måde begrænses.

At irettesætte børn er derfor helt nødvendigt. Inden de bliver voksne, skal de lære at være medlemmer af det civiliserede samfund. Det kan undertiden være træls, fordi det kræver, at man holder bøtte, eller at man respekterer andres behov. Hvilket i udgangspunktet aldrig er sjovt for nogen, der ikke har lært det. Men lærer man ikke i tide at være et civiliseret menneske, vil man på grund af sin ulidelige opførsel blive afskyet af det civiliserede samfund. Derfor har de voksne en forbandet pligt til kærligt at opdrage på det barn, de elsker.

Verden er så paradoksalt indrettet, at der findes en række synspunkter, som er så tåbelige, at det kræver en lang uddannelse at indtage dem. At der kan hentes noget værdifuldt ud af Karl Marx, eller at børn ikke skal civiliseres i løbet af opvæksten, er kun to af dem. At køn og kønsidentitet ikke skulle have noget med biologi at gøre, er et tredje. At intelligensen er ligegyldig, et fjerde.

Det er derfor, bekæmpelsen af tåbelighed burde skilles ud som et selvstændigt mål for universiteterne.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 8. oktober 2021)

Henrik Dahl
27. september 2021

Wokeismen er svoren fjende af tanken om universelle rettigheder til alle mennesker og af tanken om, at man skal bøje sig for data og rationelle argumenter. Til gengæld dyrker den følelsens forrang over for kendsgerninger, skriver Henrik Dahl.

Engang var det chikt at bære tøj med Che Guevara og Mao Zedong. Det udstrålede en diffus aura af ungdomsoprør og antiestablishment. Man skulle bare se bort fra, at de begge var brutale mordere, der aldrig angrede deres forbrydelser.

I dag fylder Che Guevaras og Mao Zedongs forbrydelser så meget mere i bevidstheden, end de gjorde i 1960erne. Derfor er det kun meget få mennesker, der finder det passende at bære dem som udsmykning på en T-shirt.

Til gengæld er det stadig på mode at udsmykke sig selv med dybt samfundsundergravende symboler. Nu kommer trenden bare ikke længere fra de unge. Den kommer fra de store erhvervsorganisationer og de store virksomheder. Tilsyneladende kan de ikke få nok af identitetspolitikken. Skønt den i sine værste udformninger er antiliberal og antidemokratisk. Dens ønske er at ødelægge den sociale orden, vi kender, og som langt de fleste foretrækker.

Det skjuler identitetspolitikerne godt, for de benytter sig af en argumentationsform, der hedder »motte-and-bailey« .

Egentlig er motte og bailey begreber, som beskriver en bestemt type forsvarsværk, man benyttede i middelalderen. Bailey er indhegnede arealer omkring et robust forsvarsværk, der hedder motte. Ideen er, at man under fredelige omstændigheder kan drive handel og lignende på bailey-området. Mens man hurtigt kan flygte til den større sikkerhed i motte, hvis fjenden angriber.

Som argumentationskneb består motte-and-bailey i, at man har en eller anden outreret mening, som man gerne ventilerer i bailey-området, når man ikke bliver angrebet. Det kan for eksempel være, at kønnet er en social konstruktion, der frit kan vælges eller fravælges. Bliver man angrebet, flygter man ind i motte og siger noget ganske andet, kun de allerfærreste er uenige i. Det kan være, at alle har ret til at føle det, de føler. Eller at alle minoriteter har krav på respekt.

Fordi der trods alt ikke er mange ledende medarbejdere i de store erhvervsorganisationer og i de store virksomheder, der følger med i, hvordan dekonstruktivismen og socialkonstruktivismen de senere år har udviklet sig, sker det alt for ofte, at de for at indynde sig i diverse pressionsgrupper sluger motte-udgaven af dybt, dybt ødelæggende bailey-holdninger og bailey-krav til samfundsindretningen. Alt imens vi, der i det mindste forsøger at følge med, tager os til hovedet over den kolossale naivitet (og det kolossale hykleri), som på denne måde stilles til skue.

Derfor er jeg nødt til at sige det meget direkte til erhvervsorganisationerne og de store virksomheder: I bør simpelthen stoppe med at være woke i den tro, at det er chikt. For det er det overhovedet ikke. Det er vor tids Che Guevara-T-shirts og Mao Zedong-plakater. Og når I er færdige med at være nyttige idioter for mennesker, der blandt andet vil smadre kvinders muligheder for at være kvinder i fred, og tale om deres specifikt kvindelige erfaringer med for eksempel at få børn, og når revolutionen således er gennemført, bliver I bare smidt på den historiske losseplads.

Wokeismen er svoren fjende af tanken om universelle rettigheder til alle mennesker og af tanken om, at man skal bøje sig for data og rationelle argumenter. Til gengæld dyrker den følelsens forrang over for kendsgerninger. Ligesom den dyrker en meget foruroligende tilbøjelighed til at omskrive historien – og ikke altid af den grund, at der er kommet nye data frem.

Kort sagt: Wokeismen er noget, alle fornuftige kapitalister skal holde sig meget langt væk fra. Der er ikke noget som helst smart ved den.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 24. september 2021)

Henrik Dahl
2. september 2021

Politik gør ofte mere skade end gavn, især når politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse idéer ned over alle landets offentlige institutioner.

Blandt de politikere på Christiansborg, der til daglig beskæftiger sig med folkeskolen, gælder det efterhånden for en vedtagen sandhed, at folkeskolereformen fra 2013 var forfejlet. Det var der nogle, der allerede var klar over dengang, man lad det blot ligge. Der bliver som bekendt mere glæde i himmerig over en enkelt omvendt synder, end over ni og halvfems, der hele tiden har befundet sig på den rette vej.

Det, vi skal tale om i dag, er fejlslagne reformer generelt.

Med forbehold for FGU-reformen, som det er for tidligt at bedømme, kan jeg med en ret høj grad af sikkerhed sige, at alle reformer i Danmark i dette århundrede, der har noget at gøre med undervisning, er forfejlede.

Gennem en hel stribe af mislykkede reformer, er folkeskolen i dag væsentligt dårligere, end den var for 35-40 år siden. Der er mere larm og kaos på skolerne, end der var dengang. Og den tilbagegang for gymnasiets kernefaglighed, som en meget stor andel af gymnasielærere mener har fundet sted, grundlægges i folkeskolen.

Gennem en tilsvarende stribe af mislykkede reformer, er gymnasiet også i vore dage dårligere, end det var for 35-40 år siden. I vore dage kan man blive student uden at kunne betjene sig af et korrekt dansk. Det var simpelthen ikke sket i 1980’erne. Der var også en rimeligt stor andel af en årgang, der fik lært et brugbart tysk. Den andel er svundet ind til ingenting. Og der kan ikke samles et flertal i Folketinget for at gøre noget. Men hvorfor skulle man også det? Tyskland er kun Danmarks næststørste samhandelspartner (efter USA); største land i Europa og vores naboland.

Omdannelsen af universiteterne til masseuniversiteter har samtidig gjort dem til gymnasiets forlængelse. De studerende ser i vidt omfang sig selv som elever og kan ikke forestille sig, at man af egen drift kan blive klogere på det fag, man har valgt at gøre til sin livsgerning. Desuden skaber masseuddannelse automatisk en efterspørgsel efter nyttesløse fag, fordi hvad der udbydes, det bliver over tid efterspurgt – først og fremmest af den offentlige sektor.

De mellemlange, videregående uddannelser er blevet akademiseret i en helt urimelig grad. Hvad der har været til stor skade for den håndværksmæssige del af ærværdige fag som lærer eller sygeplejerske.

Diverse strukturreformer af amter og kommuner har (med sundhedsvæsenet som en mulig undtagelse) ikke skabt bedre offentlig service eller et mere blomstrende Danmark uden for de største byer.

Reformer af politi og retskredse har ikke givet borgerne en oplevelse af, at politi og retsvæsen er synligt og til stede i deres hverdag. Og stribevis af forbrydelser – som for eksempel cykeltyveri, småhærværk og antisocial adfærd – er i realiteten blevet afkriminaliseret. Ingen har tid til at gøre noget ved dem. Derfor bliver de dårligt nok anmeldt og de skyldige forbliver ustraffede.

Administrative reformer i told- og skattevæsenerne skal vi slet ikke tale om. Det er en af de vildeste skandaler i danmarkshistorien, men ingen vil nogensinde blive draget til ansvar. Fordi så mange er fedtet ind i ansvaret, at det aldrig vil kunne placeres.

Man kan ikke påstå, at togene er begyndt at køre bedre, fordi DSB og Banestyrelsen er gjort til to selvstændige virksomheder. Det har i virkeligheden bare skabt en ansvarsfraskrivelseskarrusel, hvor DSB og Banestyrelsen til enhver tid kan pege på hinanden og sige, at det er den andens fejl.

Man kan heller ikke påstå, at posten bringes mere effektivt ud af, at det kongelige postvæsen blev blåt og til PostNord.

Jeg vil stoppe her. Ellers bliver det for trist.

Men sagen er bare: Med undtagelse af sundhedsvæsenet, så var det enklere at drive landets skoler, gymnasier, universiteter, sygeplejerskeskoler, seminarier, told- og skattevæsen, kommuner, amter, togdrift og postvæsen i gamle dage for 35-40 år siden, end det er i dag. Til gengæld var kvaliteten ofte højere for brugerne af disse institutioner. Og jeg vil tro, at medarbejderne i det store og hele var mere tilfredse.

Hvorfor er det gået så dårligt?

Det helt overordnede svar er: Politik. For mig er der ingen tvivl om, at politik ofte gør mere skade end gavn. Nemlig i alle de tilfælde, hvor politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse (og i nogle tilfælde direkte skøre) idéer ned over alle landets offentlige institutioner.

Jeg er ikke blind for, at mange af de åndssvage idéer, der gennem årene er gjort til virkelighed, er blevet hvisket dårlige politikere i ørerne af interesseorganisationerne. Men her er det enhver politikers pligt at give repræsentanterne for interesseorganisationerne en kop kaffe og en hyggelig sludder – og derpå sende dem bort fra Christiansborg med uforrettet sag. Når man ved, at interesseorganisationerne er eksperter i at mele deres egen kage på bekostning af helheden, skal man naturligvis aldrig give dem medløb i noget som helst. Det vil netop blive til stor skade for samfundets overordnede helhed.

Jeg ville ønske, at flere politikere ville erkende, at vi som samlet stand har fået en række kritiske samfundsinstitutioner til at fungere dårligere i dag, end de gjorde i 1980’erne og 1990’erne. Og derpå drage konklusionen: Vi har ikke brug for flere reformer. Vi har brug for at afvikle de dårlige reformer og sætte medarbejderne fri til at løse opgaverne bedst muligt.

Vil man gerne tilrettelægge undervisningen på et gymnasium, skal man ikke blive politiker, men lærer eller rektor. Vil man gerne tilrette arbejdet på et hospital, skal man blive overlæge. Ikke politiker. Og sådan er det hele vejen igennem. Vil man køre med tog? Så gå DSB-vejen, ikke politikervejen. Vil man befordre breve hurtigt og effektivt fra A til B? Så vælg en karriere i postetaten. Ikke på Christiansborg.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 2. september 2021)

Henrik Dahl
16. august 2021

Folketinget er ikke en forretning.

Men hvis det var, kunne man sige, at Radikale Venstre har fundet på en spændende forretningsmodel: At tage skarpt afstand fra dårlige reformer, man selv har taget initiativet til. Skal man være konstruktiv – og det skal man jo – er det en form for genbrug eller cirkulær økonomi, der er højeste mode andre steder.

Som jeg allerede var inde på i denne fine avis for nogle år siden, er alle reformer af det danske uddannelsessystem i dette århundrede forfejlede. Reformen af folkeskolen er noget bras. Reformerne af gymnasiet er noget bras. Reformerne af de videregående uddannelser er noget bras.

I teorien er uddannelsesinstitutionerne blevet bedre og mere ambitiøse. Men det skyldes udelukkende, at papir er tålmodigt og ikke protesterer over, at man skriver alt muligt sludder på det. I praksis er institutionerne blevet meget dårligere. Fordi de teorier, der ligger bag reformerne, ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. Man går først og fremmest i skole for at lære noget. Det kræver, at man koncentrerer sig om det væsentlige og gør sig umage med at blive bedre. Længere er sagen ikke. Det ved alle voksne og ansvarlige mennesker.

Hvis Folketinget var bare halvt så klogt, som det selv tror, så tog det ved lære af alle de forfejlede reformer. For det, de reformer i virkeligheden viser, er, at der er grænser for politik. Går man over de grænser, går det galt.

Folketinget kan ikke bestemme i detaljer, hvordan hverdagen skal forme sig rundt om i statens institutioner. Det bør i langt højere grad afhænge af situationen og bero på, at ledelse og medarbejdere i fællesskab udvikler den gode korpsånd, der præger alle velfungerende arbejdspladser.

Derfor burde Folketinget nu – ved indgangen til det kommende, politiske år – ikke offentliggøre en lang liste med forkromede initiativer. I stedet burde det offentliggøre en liste over områder, hvor tiden er kommet til at holde op med at blande sig ned i mindste detalje.

Der er ikke nogen som helst grund til at blande sig i, hvad der foregår på skolerne, ud over det niveau, der gælder for de frie skoler. Der er heller ikke nogen grund til at blande sig i, hvad der foregår på gymnasierne. Ud over det niveau, hvor staten blandede sig for 50 år siden. Og det samme gælder i øvrigt for de videregående uddannelser.

Så ud over standarder for miljø og arbejdsmiljø, som ikke bør føres tilbage, hvor de var i 1970erne, så burde Folketinget i virkeligheden afsætte hele arbejdsåret 2021-2022 til at læse sig ind på, hvordan tingene var dengang, og spørge: Hvad ville der egentlig ske, hvis vi nedsatte regelmængden og reguleringsbyrden til niveauet for 50 år siden?

Sandheden er, at der formentlig ikke ville ske noget som helst dårligt. Det peger erfaringerne fra pandemien i hvert fald på. Sender man regulatorerne hjem, er der mere tid til kerneopgaverne, fordi der ikke skal holdes så mange meningsløse møder og skrives så mange meningsløse indberetninger.

I den bedste af alle verdener, så fokuserede Folketinget mere på at nedskalere sin politiske indblanding i alverdens ting, end det fokuserede på at forøge indblandingen. Det er moralen af de mange forfejlede reformer gennem de seneste 20 år.

I stedet for at blande sig, kunne det passende bruge sin energi på at opfinde den offentlige sektors pendant til konkursen. For det er klart, at den øgede frihed ikke giver mening, medmindre også offentlige institutioner kan gå nedenom og hjem, hvis de er håbløse til at løse deres opgaver.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 13. august 2021 )

Alex Vanopslagh
11. august 2021

”Samlet set står folkeskolen i en situation, der er meget, meget rodet, hvor man indfører inklusion og en folkeskolereform, som er en uskøn blanding af ekstrem topstyring gennem mål og så altså en hippieagtig pædagogik, hvor skolen skal være alt fra fritidsklub til hjem og skole. Det er en uskøn blanding, og vi har i Liberal Alliance ingen tillid til, at det samlet set vil give en bedre skole.”

Sådan sagde LA’s egen Merete Riisager, da folkeskolereformen blev vedtaget i Folketinget i 2013.
Og hun fik ret. Folkeskolereformen er en dundrende fiasko – en politisk totalskade.

Børnene er mindre glade for at gå i skole, lærerne ligeså, og rapport på rapport viser, at fagligheden stik imod de gyldne løfter har taget et dyk.
Og derfor er jeg virkelig glad for, at der endelig efter så mange år er ved at brede sig en erkendelse på Christiansborg om, at man med folkeskolereformen for alvor har gjort i nælderne. Senest hos de Radikale og selv Socialdemokratiet.

Og det er på tide. Vi skal videre. Videre med helt at skrotte og tilbagerulle folkeskolereformen.
Og videre mod en friheds- og dannelsesreform i stedet.

Frihed til skolerne, fordi vi politikere skal holde vores naller væk. Lad os give forældrene og skolen magten over undervisningen. Det er trods alt dem, der har ansvaret. Skolerne skal have frie rammer til hvordan de underviser – ligesom friskolerne.

Men også dannelse, fordi formålet med folkeskolen er at skabe dannede borgere med gode faglige færdigheder og kundskaber.

Eneste krav til skolerne bør derfor være, at de får undervist eleverne i de vigtigste færdigheder og den vigtigste viden indenfor hvert fag. I de fleste lande sker det med et nationalt pensum/curriculum, som er obligatorisk for skolerne. Men hvordan de gør det – og hvad de ellers gør derudover – skal være 100 % op til skolerne selv.

Folkeskolen og alle børnene har alt for længe lidt under dårlig politik. Lad os sætte dem fri igen og give folkeskolen tilbage til folket.

Henrik Dahl
8. juli 2021

I England er wokeness på vej til at blive en afgørende faktor i den politiske verden. Vil dansk politik også blive overtaget af woke-dagsordenen?

Ifølge den amerikanske politiske analytiker Frank Luntz, så er “wokeism” (en ideologi, der blandt andet hævder, at de vestlige lande er strukturelt sexistiske og strukturelt racistiske) på vej til at blive mere splittende i britisk politik end f. eks. modsætningen mellem nord og syd eller modsætningen mellem land og by.

Frank Luntz er ikke hvem som helst. For det første har han i årtier rådgivet Det Republikanske Parti i sit hjemland USA. For det andet gik han i sine unge dage på universitetet i Oxford. Der stiftede han blandt andet bekendtskab med Boris Johnson og hjalp ham i kampen for at blive det, der frit kan oversættes til formand for Studenterrådet. Tilsammen gør de ting ham værd at lytte til.

Mængden af wokeism i henholdsvis det konservative parti og Labour er meget forskellig. Hos de konservative er det kun cirka en femtedel, der opfatter Storbritannien som strukturelt sexistisk og racistisk. Hos Labour er det til gengæld næsten halvdelen, der har den opfattelse.

Frank Luntz er ikke den eneste i Storbritannien, der har den opfattelse, at wokeism er i færd med at udvikle sig til at definere britisk politik. For nylig skrev Douglas Murray (som vi i Danmark blandt andet kender fra den anmelderroste bog om identitetspolitik “Hordernes hærgen”) i The Sun, at wokeness efterhånden findes overalt i landet på universiteterne og i centraladministrationen, men også i de væbnede styrker og i erhvervslivet (der i CSR-tænkningens bullshittende navn forestiller sig, at der er kunder at hente ved at udstille et woke værdisæt).

Den, der tænker, at wokeness er noget, der kan ændre Storbritannien, har bestemt noget at have det i. For nylig afgjorde højesteret, at transkvinder kan indsættes i kvindefængsler, hvis de ønsker det. Også selv om de ikke har undergået nogen form for behandling med hormoner eller lignende.

Anledningen til, at højesteret overhovedet behandlede sagen, var, at en biologisk kvindelig indsat i et fængsel havde klaget over, at hun skulle afsone med biologiske mænd, der var dømt for voldtægt, men erklærede, at de identi-ficerede sig selv som kvinder.

Højesteret erkendte, at der var tale om interesser, der skulle afbalanceres.

På den ene side kvinders ret til at leve i tryghed; også når de afsoner en fængselsdom. På den anden side transpersoners ret til at udleve deres seksualitet. Men konklusionen var, at i denne konflikt måtte transpersonernes legitime krav have forrang for de biologiske kvinders legitime krav.

Den samme konklusion er IOC nået til i forhold til den new zealandske vægtløfter og transperson Laurel Hubbard. Hun gennemlevede puberteten som manden Gavin Hubbard og gik fra middelmådig til verdensstjerne, da hun skiftede til Laurel. Kvindelige atleters legitime krav om at konkurrere med jævnbyrdige må tilsidesættes for Laurel Hubbards ret til at være den, hun føler, at hun er.

Begge sager understreger, at i et woke samfund er der en klar tendens til, at biologiske kvinders legitime krav tilsidesættes til fordel for transpersoners. Det er kvinderne, der må ofre deres “safe spaces” såsom omklædningsrum eller (skønt det berører få) fængsler, hvor de ikke skal frygte at blive voldtaget. Det er de fødte kvinder, der må ofre deres udtagelse til det new zealandske landshold i vægtløftning for en tidligere mand.

Vil det gå lige så galt i Danmark? For ja, det er min klare opfattelse, at der er noget galt, når et samfund bliver woke. På den ene side kan man sige: Nej.

Vi er slet ikke der, hvor amerikanerne, canadierne og briterne er havnet. Men på den anden side kan man fremføre: Nævn et væsentligt kulturfænomen fra den engelsktalende verden, der ikke er kommet til Danmark og Europa.

Jeg giver en gammeldags isvaffel med guf og syltetøj til den, der kan komme i tanke om et gyldigt eksempel.

Den hastighed, hvormed wokefænomener er trængt frem i Danmark, begrunder først og fremmest en vis bekymring. Det er mindre end ti år siden, at kønsneutrale pas og cpr-numre var en skør, politisk prøveballon, der blev opsendt af Det Radikale Venstre hen over sommeren. I dag er juridisk kønsskifte til børn en realitet, som man kan blive udskammet for overhovedet at anfægte.

Wokeness ødelægger alting. Den skaber en frygt-og aflysningskultur på universiteterne. Den fører til aktivistisk pseudovidenskab sammesteds. Men hvad værre er: Wokeness sniger sig også ind hos universiteternes ledelser og ændrer fundamentalt ved forståelsen af eksempelvis ligestilling.

Hvor ligestilling indtil for nylig har betydet forbud mod diskrimination og har betydet lige chancer, når man søger en stilling, er begrebet på vej til at betyde, at kvinder har en kollektiv ret til halvdelen af alle attraktive stillinger på universiteterne.

Det er en uskik. For kollektive rettigheder kan alene tildeles ved, at man diskriminerer på det individuelle plan. Det vil konkret sige: mod mænd, der er bedre kvalificerede end den kvindelig ansøger, der tildeles en stilling som følge af en kollektiv rettighed til at fylde en kvote op.

Wokeness har den tendens, at den tilsidesætter biologiske kvinders legitime krav og ønsker for transpersoners krav og ønsker. Derfor anser jeg det for en kendsgerning, at nogle af de største ofre for wokeness bliver de biologiske kvinder. I hverdagen, når de ikke kan have et safe space som et omklædningsrum i fred. Og i sporten, når de tvinges til at konkurrere med personer, der har gennemgået puberteten som mænd og derfor er tæt på umulige at slå for den, der er født som kvinde.

Oven i det kommer den symbolske udslettelse, når man som J. K.

Rowling, Martina Navratilova eller Maya Forstater skal lægges for had, hvis man fremfører, at det at være kvinde også har at gøre med den biologi, man er født med.

Det værste ved wokeness er for mig at se, at det opløser idealer om rationalitet og om fælles menneskelighed, der har forbedret verden konstant siden Oplysningstiden i 1700-tallet. Det er sandt, at rationaliteten og den fælles menneskelighed er idealer, der ofte er blevet svigtet. Men det forholder sig ikke desto mindre sådan, at når idealer svigtes, kan det udsættes for gyldig kritik.

Mens det ikke er legitimt at kritisere andre mennesker for at svigte mine idealer, så er det jo for det første legitimt at kritisere folk for at svigte egne idealer. Og for det andet er det legitimt at kritisere dem for at svigte fælles idealer.

Så den egentlige værdi i de fælles idealer ligger ikke i, at de til hver en tid bliver fulgt. Den ligger i, at de giver anledning til gyldig kritik.

Derfor er det nødvendigt at sige: Det er ikke sådan, at enten må man blive det woke Storbritannien, eller også må man blive det illiberale Ungarn. Det er odiøs manipulation at hævde, at midterpositionerne ikke findes. Det er et falsk dilemma, at valget står mellem wokeness eller illiberalitet.

Mennesker skal i et meget vidt omfang nyde en respekt, som er begrundet i selve det forhold, at de er mennesker. Men det nytter ikke noget, hvis man benytter ublu krav om overdreven respekt eller en paranoid følelse af, at alle er imod en, til at kræve særrettigheder for sig selv. Og underkastelse fra alle andre.

Derfor skal vi gå så langt, som Oplysningstidens idealer tillader for at give plads til det enkelte menneske. Det ville i enhver henseende være katastrofalt, hvis vi gik længere. Og dermed lod idealer om universel sandhed; om rationalitet og om fælles menneskelighed falde.

Det er mindre end ti år siden, at kønsneutrale pas og cpr-numre var en skør, politisk prøveballon, der blev opsendt af Det Radikale Venstre hen over sommeren.

I dag er juridisk kønsskifte til børn en realitet, som man kan blive udskammet for overhovedet at anfægte.

(Kronik udgivet i Jyllands-Posten d. 8. juli 2021)

Henrik Dahl
21. juni 2021

I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

»Sæt dig ned på centerpubben eller stil dig ved en pølsevogn og tag en snak om indvandring med et tilfældigt udsnit af klientellet. Ja, gør det samme hos en kebab-ruller på Nørrebro. Hvis du skærer de værste sprittere og konspirationsteoretikere fra, så vil den analyse, du får præsenteret, være mere solid og sanddruelig, end det, der kommer fra mange forskere.«

Sådan skrev historikeren Niels Jespersen i Ræson i 2017.

Det er hårde ord. Men ikke usande. Dansk forskning i alt, hvad der har med migration og indvandring at gøre, er i udgangspunktet fuld af fup. Det betyder ikke, at danske forskere inden for emnet ikke undertiden er drevet af sandhedskærlighed og i stand til at producere ægte indsigt. For der findes hæderlige undtagelser. Men det betyder, at man skal være forsigtig og ikke tro på noget, med mindre der kan gives en særlig begrundelse for dette.

Og dermed er vi inde ved en af de allerinderste kerner i debatten om danske universiteter.

I virkeligheden er det en slags tragedie, at det er endt, hvor det er endt. Nemlig at ingen fornuftige mennesker kunne drømme om at fæste lid til, hvad der kommer fra et helt forskningsfelt. Men det bliver selvfølgelig resultatet, når forskersamfundet som helhed ikke gennem en periode på omkring 40 år har været i stand til at producere brugbare og indsigtsfulde analyser af indvandringen fra Stormellemøsten og dens konsekvenser.

Selvfølgelig er det løgn og latin, at islam ikke spiller en negativ rolle, når det gælder overgreb mod ytringsfriheden, eller når det gælder undertrykkelse af kvinder. Ligesom det er løgn og latin, at mellemøstlig kultur ikke spiller en rolle, når det gælder afvisning af assimilation som strategi for at leve i Vesteuropa. Og så er det selvfølgelig løgn og latin, at noget af dette er vesteuropæernes skyld. For uanset hvilken politik, det enkelte land måtte have ført, er man i store træk endt med de samme problemer. De konstante faktorer i ligningen skal man være blind for ikke at få øje på.

Det eneste, der gør forskellen, er graden, i hvilken man har lyttet til forskere. I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

Jeg synes, vi skal undgå at fortabe os i proces og detaljer, når vi diskuterer universiteterne. For det er tabet af tillid, der er det afgørende.

I samlet kor har vores universitetsrektorer haft travlt med at sige, at der ikke er noget galt med selvreguleringen på danske universiteter. Med sådanne udtalelser spilder de offentlighedens tid. For det store spørgsmål består på trods af de udflugter, man kommer med: Hvad vil det ærede rektorkollegium gøre for, at fornuftige mennesker ikke bare trækker på skuldrene af dansk islam-, Mellemøsten- og migrationsforskning og tænker, at her kommer endnu en dosis vrøvl og sludder, der snakker uden om ethvert spørgsmål af nogenlunde væsentlighed?

Det er selvfølgelig heller ikke »de små lejligheder og jobbene i frontlinjen«, der fører til, at covid-19-epidemien har haft så godt fat blandt indvandrere fra Stormellemøsten. Men også her har man måttet spilde kostbar tid på at nedkæmpe vrøvl og sludder fra forskere, der blandt andet skulle forestille at være til hjælp og støtte for beslutningstagerne.

Det er tillidstabet til dele af universitetsverdenen, vi først og fremmest bør diskutere. For det er et dybt alvorligt problem.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 18. juni 2021)

Henrik Dahl
9. juni 2021

Drop offerkortet, forskerne må forvente endog meget skarp kritik, når de er så aktivistiske og uvidenskabelige i deres tilgang.

Et stort flertal i Folketinget har præciseret, at Folketinget ikke bestemmer over forskningen. Og så har det samme flertal indskærpet over for universiteternes ledelser, at de har en pligt til at sørge for, at den akademiske selvregulering fungerer efter hensigten.

Jeg har svært ved at forestille mig noget mere fredsommeligt. For i princippet burde alle vel være enige i, at det er sådan, tingene bør være indrettet?

Men uden at overdrive, kan man sige, at den akademiske verden er gået aldeles bersærk. Det siges, at forskningsfriheden er både truet og presset. Der klages over, at navnene på kontroversielle forskere omtales offentligt. Og sidst, men ikke mindst, så er påstanden, at der slet ikke findes nogen anledning til at indskærpe disse ting over for universiteterne.

Lad os tage det sidste først. Der er massevis af årsager til at mene, at aktivisme og pseudovidenskab er et problem på danske universiteter. Allerede i 2005 offentliggjorde den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech bogen »Kvinder og Mænd«. Heri siger han kort fortalt, at kønsforskningen er tendentiøs forstået på den måde, at det ikke er bedre at være mand, end det er at være kvinde. Og at den gennemgående tendens i kønsforskningen til at gøre mænd skyldige i alverdens onder derfor er urimelig.

I 2012 offentliggjorde Henning Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen »Er danskerne racister?«. Heri dokumenteres, at den såkaldte racismeforskning har en uheldig tilbøjelighed til at strø om sig med definitionen »racist« og til at udskamme Gud og hvermand for at være racister.

Som et sidste eksempel på kritik i bogform fra akademikere med uangribelige meritter kan nævnes bogen »Æresrelateret social kontrol« af Yvonne Mørck, Sofie Danneskiold-Samsøe og Bo Wagner Sørensen fra 2019. Heri beskrives, hvordan berøringsangsten over for problemets kerne – at islamisk kultur er præget af en voldsom social kontrol over kvinder – er massiv. Man kan ironisk sige, at det forskersamfund, der skulle forestille at interessere sig for social kontrol, selv er præget af denne.

Problemer tryllet væk
At problemet er reelt, fik alverden en glimrende illustration af, da rapporten Magt og (M)ulighed udkom i 2020. Her lykkedes det nærmest at trylle problemerne væk. Selvom der fra socialarbejdere og fra de berørte selv er massive vidnesbyrd om, at der eksisterer et enormt problem.

Hvis tre veldokumenterede bøger og en sag, der vakte massiv opmærksomhed i offentligheden, ikke er nok, kan man læse vidnesbyrd fra velmeriterede forskere, der kender universitetsverdenen indefra.

Jeg kan i flæng nævne en nylig kronik i Berlingske af Hans Bonde, der blandt andet påviser, hvordan kønsforskningen i Danmark tilsyneladende nægter at korrigere myten om, at kvinder har en større sandsynlighed for at vinde en orkesterprøve, hvis de spiller bag et forhæng. Det forholder sig stik modsat: De har større mulighed for at vinde, hvis dommerkomiteen kan se dem.

Jeg kan nævne en kronik af samme Hans Bonde og Torsten Skov i Information, som påpeger den udbredte unode i kønsforskningen, at man forudsætter det, man vil bevise, og undlader at teste konkurrerende hypoteser.

Og jeg kan nævne en anden kronik i Berlingske, hvor Marianne Stidsen dokumenterer, at professor Mikkel Bolt ved Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab er en yderliggående venstreorienteret aktivist – også i sin forskergerning.

Men sagen er: En stort set samlet universitetsverden og et helt samlet rektorkollegium har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje, når det gælder disse vidnesbyrd og mange andre. Man nægter simpelthen at tage sådanne vidnesbyrd alvorligt og undersøge dem nærmere. Og efter kategorisk at have nægtet at tage den veldokumenterede kritik alvorligt, siger man så, at der ikke forefindes dokumentation for noget stort problem. Det er simpelthen så uartigt, som tænkes kan.

Stram op
Når universitetsledelserne bevidst gør sig selv både blinde og døve i forhold til kritikken, må andre tage over. Og det har Folketinget så gjort. Vel at bemærke: ikke ved at blande sig i universiteternes indre liv. Men ved at sige, at rektorerne må stramme lidt op. Og dermed diskret antyde, at de måske burde tage den eksisterende kritik lidt mere alvorligt, end de hidtil har gjort.

Men det bryder rektorerne sig ikke om. Hvis man så meget som antyder, at der er dele af deres jobbeskrivelse, de med fordel kunne afsætte mere tid til at udfylde, er forskningsfriheden truet. Ja, De læste rigtigt: Det er intet mindre end en trussel mod forskningsfriheden, at Folketinget høfligt anmoder rektorerne om at se lidt nærmere på de kritikker for aktivisme og pseudovidenskab, de i årevis har forsømt at reagere fyldestgørende på.

Hvis meldingen om, at sådanne høflige anmodninger – i sidste instans på vegne af de skatteborgere, der betaler gildet – er angreb på forskningsfriheden, er der opstået en absurd situation.

Så siger universitetsrektorerne i virkeligheden, at de er fuldstændig fritaget for kritik og dermed i lighed med paven, når han taler ex cathedra, ufejlbarlige. Dette er en absurd antagelse, som ikke er værdig til at blive taget alvorligt i så meget som et halvt sekund. Selvfølgelig har et organ som Folketinget enhver tænkelig ret til – ovenikøbet venligt og i runde formuleringer – at sige, at det har visse forventninger til universiteternes rektorer.

Men dele af staben af forskere går endnu længere end rektorerne. De har skrevet ikke mindre end to åbne breve. Det ene stilet til Folketinget og det andet stilet til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Især det sidstnævnte er interessant. For det første, fordi blandt underskriverne finder man nogle af de vildeste aktivister ved de danske universiteter. I en helt grotesk (og fagfællebedømt) artikel i tidsskriftet Social & Cultural Geography hævder de to medunderskrivere Michale Nebeling og Mons Bissenbakker således, at når det vakte offentligt mishag, at så mange mennesker udstillede deres sorg over terroristen Omar el-Husseins død, skyldes det racisme.

Klynk
Situationen er altså: To forskere ved danske universiteter udskammer i praksis alle danskere for at være racister. Og klynker så bagefter i offentligheden over, at der er nogle af de udskammede, der svarer igen med hårde ord. Det er mere grinagtigt end noget, jeg har oplevet, siden Monty Python for mange år siden indstillede deres aktiviteter.

Eller vent: Er det mere grinagtigt end noget, der er sket inden Monty Python? Eller er det endnu mere grinagtigt, at forskerne har opfundet en teori om, at hvis man er blevet truet, må al kritik forstumme. For det har de. Det kan man læse sort på hvidt i opråbet fra 262 forskere i Politiken.

Hvis det virkelig er rigtigt, at truede personer må man ikke kritisere offentligt, så må princippet jo gælde for alle. Det ved de fleste. Og blandt rigtige forskere er det alle, der ved, at ens første pligt er at være konsistent.

Derfor betyder den nyopfundne regel om, at truede personer må ikke kritiseres, at såvel Pia Kjærsgaard som Inger Støjberg og Pernille Vermund fra og med mandag 7. juni er fritaget for enhver form for offentlig kritik. For de er alle tre blevet truet i en grad, at det har været nødvendigt at udkommandere vagter fra politiet.

Ved nærmere eftertanke, er det faktisk endnu mere grinagtigt, end at nogle af de mest udskammende aktivister i den danske forskningsverden ikke kan forstå, at de støder på modstand og hård kritik.

Dette er en vigtig debat om en af de mest afgørende institutioner i Danmark og de vestlige samfund. Jeg ser frem til fortsættelsen.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 8. juni. 2021)