Alexander Ryle
Spidskandidat til kommunalvalget 2025
i Københavns Kommune
Mere København.
Mindre Kommune.
Jeg stiller op fordi jeg tror på, at København kan meget mere end i dag. Fordi jeg tror på, at København er blevet en fantastisk by, fordi den har turdet udvikle sig. Det er netop den københavnske succeshistorie siden 90’erne. Så jeg stiller op, fordi jeg rent faktisk tror på, at vi kan blive en by med plads til flere mennesker, mere byliv og mere forskellighed.
Men det kræver, at vi går i en anden retning. Med mindre politisk detailstyring og frygt for forandring. Fordi alt for ofte er der nogen, der bremser udviklingen på grund af en ideologisk modstand mod vækst og forandring. Derfor får vi et evigt voksende bureaukrati, flere regler og flere administrativt ansatte i kommunen. Det sker på bekostning af både byliv og udvikling, men også kernevelfærden. Det går den forkerte vej med basale kundskaber i folkeskolen. Der er skandaler i ældreplejen. Der er for få kultur- og sportstilbud, for få boliger og for lange ventelister i sundhedssystemet.
Vi kan gøre alle de ting bedre uden at bruge en krone ekstra. Fordi i København mangler der ikke penge, der mangler fornuft. Det er derfor, jeg stiller op. For mere København og mindre bureaukrati.
Byg, byg, byg!
Vi skal have flere boliger i København!
Flertallet på rådhuset har i årevis sagt nej til nye boligprojekter, nej til byggeri over fem etager og nej til små lejligheder, som folk faktisk har råd til. Resultatet er tydeligt: skyhøje priser og alt for få boliger. Hvis København skal være en by, hvor man kan flytte hjemmefra, blive boende efter studiet og starte livet, så skal vi holde op med at sige nej og i stedet bygge, bygge, bygge, så flere københavnere kan få den bolig, de ønsker. Jeg går til valg på, at vi skal bygge mere. Vi skal gøre det lettere og hurtigere at få en byggetilladelse, vi skal have færre restriktioner, der gør det unødvendigt dyrt at bygge nyt, og vi skal åbne op for at bygge mere i højden.
Bedre byliv
København skal summe af liv! Alligevel har flertallet på rådhuset gjort, hvad de kunne for at skrue ned for den gode stemning. De har lagt en afgift på udeservering, gjort det ekstremt svært at få en alkoholbevilling, og de behandler lyden af grin på gaden som støj.
Jeg går til valg på mere kultur nedefra og færre forbud ovenfra. Jeg synes ikke, at byen skal lukkes ned kl. 22, og jeg synes ikke, at vi skal begrænse udeserveringen. I vores hovedstad skal der være plads til musik, kaffe i solen og et natteliv uden skyldfølelse. København skal være levende, fri og fuld af muligheder.
Lavere skat
I Københavns Kommune har vi råd til at sænke skatterne. Kommunekassen bugner af penge. Ved udgangen af 2024 lå der svimlende 18,11 milliarder kroner urørt i kommunekassen. Det svarer til 27.467 kr. pr. københavner, som ligger og samler støv, fordi kommunen i en årrække har kradset flere penge ind i skat, end det er tilladt at bruge på offentlig service.
Med kun ét mandat i København har LA sikret skattelettelser fire år i træk. Men der er råd til meget mere! Jeg går til valg på at give københavnerne en tilbagebetalingsgaranti, så de penge, kommunen opkræver for meget, bliver givet tilbage til borgerne.
Mindre bureaukrati
Vi skal have mindre administration, mere kernevelfærd og færre barrierer for erhvervslivet i Københavns Kommune.
Under Socialdemokratisk ledelse er administrationen i Københavns Kommune eksploderet. Siden 2015 er der blevet ansat 1.378 flere administrative årsværk – det er penge, der burde bruges på kernevelfærd. Kommunens ressourcer skal først og fremmest gå til gode skoler, tryghed og velfærd, der faktisk når ud til borgerne og gør en forskel i hverdagen.
Samtidig skal vi fjerne unødvendige barrierer for erhvervslivet og gøre det lettere at drive virksomhed i København. Uden erhvervslivet har vi ingen investeringer at bruge på velfærd. Jeg går til valg på, at mindre bureaukrati skal sikre mere kernevelfærd og gøre hovedstaden mere erhvervsvenlig.