Hvorfor ikke udvide vores horisont på universitetsområdet?

Sandra Elisabeth Skalvig
4. april 2023

I dag dikterer vi desværre fra Christiansborg, hvordan den årlige milliardfordeling af forskningsmidler til de offentlige universiteter skal fordeles.

I Danmark har vi både private skoler, hospitaler, plejehjem og gymnasier. Det har vi, fordi vi har vurderet, at de alle leverer gode velfærdsydelser, som samtidig udgør et sundt alternativ til det offentlige.

Samme indstilling har vi dog ikke til vores videregående uddannelser. Her har vi nemlig bildt os selv ind, at kun det offentlige kan levere varen.

Men hvorfor egentlig det? Når det private i forvejen lykkes med at levere varen i alle andre henseender her i Danmark, hvorfor så ikke tillade frie aktører at kunne drive et frit universitet på dansk jord?

I resten af verden har man for længst tilladt private organisationer som f.eks. fonde at oprette frie universiteter. Erfaringerne er gode både på forsknings- og undervisningssiden, og så er kvaliteten af deres uddannelser utroligt høj. Faktisk har verdens 10 bedste universiteter alle sammen det tilfælles, at de er private.

Men i Danmark halser vi stædigt og med fuldt overlæg efter de andre lande, fordi vi delvist stadig er lullet ind i fortællingen om, at kun det offentlige vil os det godt. Og det er ærgerligt. For vi har brug for de frie universiteter!

Det har vi, fordi det er en skam for vores studerende, faglighed, forskere og vores arbejdsmarked, hvis vi ikke øger kvaliteten over hele linjen gennem øget konkurrence. Og så har vi som samfund brug for forskningen fra frie universiteter, da den er uafhængig.

I dag dikterer vi desværre fra Christiansborg, hvordan den årlige milliardfordeling af forskningsmidler til de offentlige universiteter skal fordeles. En proces funderet delvist i holdninger frem for faglighed. Det er ikke gangbart alene.

På frie universiteter kan ideer til forskningsprojekter i stedet gro i forskernes egne baghaver, og så kan man være fuldstændig uafhængig af ideologiske strømninger og politikere, der vil have en finger med i spillet. På den måde kan vi holde ekskluderende ideologier som wokeisme fra døren, mens vi lader fagligheden sejre.

Det vil man som elev på et frit universitet få stor gavn af – akkurat som man vil få gavn af, at man i min optik også skal kunne få SU og optjene ECTS-point. Men den del må lade vente på sig.

Først skal vi – som de har gjort i resten af verden – lige åbne os for tanken om frie universiteter i Danmark. Min holdning er klar: Hvis alle andre – inklusive os selv – kan få det private til at fungere i så mange henseender, hvorfor så ikke følge den gode praksis?

(Debatindlæg bragt i Sjællandske 4. april 2023)

Danmark skal bindes sammen over Kattegat

Jens Meilvang
1. april 2023

En Kattegatbro vil binde Danmark sammen og skabe vækst og udvikling i hele landet, men særligt Midt-og Nordjylland og store dele af Sjælland har meget at vinde.

I Liberal Alliance mener vi, at der skal sættes tempo på forarbejdet.

Vi skal hive Kattegatforbindelsen op af den seneste socialdemokratiske regerings syltekrukke.

Det er for længst konkluderet, at en Kattegatforbindelse vil være positiv for samfundsøkonomien, og med brugerbetaling vil den også være selvfinansierende.

Jeg forstår ikke, at borgere og virksomheder skal vente yderligere, når der er en løsning, som kan iværksættes nu.

En forbindelse vil også sikre langt bedre forsyningssikkerhed for hele Danmark. I dag er vi alt for sårbare over for ulykker på Storebæltsbroen, som vi desværre ser fra tid til anden. Med en Kattegatforbindelse vil man altid kunne fragte varer og personer fra øst til vest og omvendt.

Ikke nok med at det vil være en mavepuster til urbaniseringen, så vil en forbindelse også skabe vækst til erhvervslivet i Nord-og Midtjylland – en vækst, som ubetinget kommer sammen med en langt bedre fremkommelighed.

En forbindelse via Samsø vil også betyde mindre trængsel på Fyn, hvor borgere og virksomheder hver dag spilder kostbar tid på at holde i kø.

På Samsø er der berettiget bekymring for en Kattegatbro. Liberal Alliance er klar til at finde den bedste løsning for borgerne på Samsø.

Vi skal gøre, hvad der er muligt, for at imødekomme bekymrede borgere, der vil blive påvirket af anlægget. Vi er åbne over for alle mulige tiltag, der kan afhjælpe eventuelle påvirkninger. En så stor investering, der skal holde i mange generationer, skal laves med respekt for omgivelserne. Her må anlægsinvesteringen godt koste mere, hvis vi finder den rigtige løsning.

I Liberal Alliance er vi ikke bange for klimapåvirkningerne af en Kattegatforbindelse og går ikke med i koret af klima-sortseere, der ønsker at sætte hele Danmarks vækst og udvikling på pause.

Forbindelsen vil med årene blive grønnere og grønnere, i takt med at flere og flere biler bliver CO2-neutrale enten i form af elbiler eller som følge af drivmidler som f. eks. ved hjælp af havvindmøllestrøm (Power-to-X).

Vi er således ikke bange for den langsigtede klimapåvirkning ved at bygge en ren bilbro.

Samtidig vil der hver dag blive sparet tusindvis af kilometer på de danske landeveje, for en Kattegatforbindelse vil gøre afstanden imellem Jylland og Sjælland langt kortere for en meget stor del af erhvervslivet og borgere, som i dag må køre via Fyn.

Jeg tror, at venstrefløjens frygt for brugen af beton og jern til at bygge broen kun er et skalkeskjul for at sætte danmarkshistoriens mest vækstskabende byggeri på pause, og at den virkelige grund bunder i, at privatbilismen ikke må få bedre vilkår, der kan gøre det mere attraktivt at købe en bil frem for at bruge den kollektive transport.

Det skal efter min mening ikke hindre det kæmpe potentiale for vækst i udvikling i Midt-og Nordjylland samt store dele af Sjælland.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 1. april 2023)

Drop femårsreglen for nedfrysning af æg

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
31. marts 2023

Mange politikere ynder at tale om mindre bureaukrati og færre unødvendige regler. Alligevel spytter Folketingets lovmølle jævnligt nye love ud, som danskerne påtvinges at overholde.

Selv om mange af disse ganske vist tjener et formål, er der også love, der ikke er til gavn for nogen. En af disse er loven om, at nedfrosne æg skal destrueres efter fem år.

I dag er det nemlig sådan, at en kvinde kan nedfryse sine æg til en graviditet senere i livet. Ens chancer for en sund graviditet er større, når kvinden er ung, hvilket i høj grad skyldes æggenes kvalitet.

Derfor er det en fordel for kvinder, der vælger at få børn senere i livet, at anvende nedfrosne æg fra yngre dage.

Videnskaben på fertilitetsområdet er imponerende, og behandlingsformen er et pragteksempel på, hvordan medicinske og teknologiske fremskridt giver os mulighed for at leve bedre og mere fleksible liv, som vores forfædre ikke kunne drømme om.

Femårsreglen gælder kun, når man får nedfrosset æg på eget initiativ – altså ikke i forbindelse med sygdom eller behandling.

Til sammenligning er der ikke tilsvarende tidsbegrænsning på mænds mulighed for at nedfryse sin sæd.

Ægudtagelsen foregår i disse tilfælde med egenbetaling på en privatklinik, så forslaget om at droppe reglen sender ikke nogen regning videre til skatteyderne.

Derfor bør vi afskaffe femårsreglen for nedfrysning af æg, så æggene kan opbevares, til man er fyldt 46 år, hvilket er den øvre aldersgrænse for fertilitetsbehandling.

Vi kvinder ved godt, at chancerne begrænses, jo ældre vi bliver. Og selv om videnskaben er fantastisk på dette punkt, medfølger der ikke nogen garanti for graviditet ved at nedfryse æg.

Reguleringslystne politikere skal ikke uden god grund begrænse vores muligheder – og i værste fald frarøve kommende forældre muligheden for at få egne børn.

For som mange forældre kan skrive under på, er det at få børn noget af det vigtigste og mest meningsfulde, vi mennesker kan gøre her i tilværelsen. Derfor bør mulighederne og beslutningerne ligge hos den enkelte selv.

(Indlæg bragt i Information d. 31. marts 2023)

Vi skal have flere lyseslukkere i regeringskontorerne

Henrik Dahl
29. marts 2023

Alt for ofte bekræfter beslutningstagere sig selv i det, de allerede tror. Det er både dyrt og farligt.

Som en del af arbejdet med at udrede Danmarks indsats i Afghanistan mellem 2001 og 2021 holdt Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) tirsdag en konference på Christiansborg. Her øste en række tidligere ministre med ansvar for indsatsen af deres erfaringer, ligesom de nuværende udenrigsordførere havde mulighed for at dele deres overvejelser med publikum og svare på spørgsmål.

Det er yderst prisværdigt, at et flertal i Folketinget har besluttet udredningen, og at DIIS har taget opgaven på sig. Og lige så prisværdigt var det at indbyde til konferencen. Så stor ros til alle parter.

Den enkelte ting, der har gjort mest indtryk på mig, er, hvordan skiftende regeringers og skiftende ministres nøgterne bedømmelse af situationen i Afghanistan hele tiden forhindres af det, man kalder confirmation bias. Det vil sige en ikkerationel forkærlighed for oplysninger, der bekræfter ens handlinger eller den kurs, man har valgt at slå ind på.

Alle kender formentlig til confirmation bias. De fleste, der for eksempel har anskaffet sig en folkevogn eller et hus i Birkerød, vil i tiden derefter føle, at medierne flyder over med positive omtaler og vurderinger af folkevogne og Birkerød. Det er confirmation bias.

Ved konferencen fortalte adskillige ministre om, hvordan de udsendte til Afghanistan – hvad enten de udfyldte civile eller militære roller – igen og igen formidlede det indtryk, at projekterne gik godt, og at tingene bevægede sig fremad. Det førte til, at der i skiftende regeringer bredte sig det indtryk, at vel kunne der være hårde kampe i f.eks. Helmand, og vel kunne der være tilbageslag. Men alt i alt gav indsatsen mening og resultater.

Der var ved konferencen ingen, der bebrejdede de forskellige aktører i Afghanistan, at de var ramt af confirmation bias, og at de gennem selv at være ramt af fænomenet også skabte confirmation bias på Slotsholmen. Og jeg vil heller ikke bebrejde dem.

Konsekvensen blev imidlertid, at Danmark var alt for længe i Afghanistan. Senest, da Forsvaret i 2014 blev nødt til at trække sig ud af Helmand – i realiteten fordi den internationale styrke var for svag til den modstand, den mødte – skulle man have erkendt, at krigen ikke kunne vindes. Og at indsatserne derfor var uden strategisk mening. Alligevel gik der syv år, før Danmark tvunget af omstændighederne drog den konklusion.

Den vigtigste ting at lære for alle vestlige eliter og dermed også for den danske er, at eliter har en tilbøjelighed til at leve i ekkokamre eller informationsbobler.

Medmindre der udøves ekstraordinært god ledelse – og det gøres der som regel ikke – vil confirmation bias snige sig ind i elitens informationsboble. Og derfor vil den tage langt dårligere beslutninger, end den burde.

Tag tilfældet Hamid Karzai. Han var præsident for Afghanistan mellem 2002 og 2014. Akademisk uddannet i Pakistan. God til engelsk. God til at begå sig blandt vestlige politikere. Og bundhamrende korrupt.

I sine erindringer bruger Per Stig Møller (PSM) side op og side ned på at beskrive problemerne i Afghanistan i almindelighed og Karzais korruption i særdeleshed. Men selv om PSM fuldt ud har været klar over, at regeringen i Kabul ikke fungerede, og at regeringslederen var en af hovedårsagerne til dette, er det helt åbenbart ikke oplysninger, der er blevet filtreret videre til den allerøverste ledelse af den regering, PSM var medlem af. Og dermed heller ikke oplysninger, der har fået lov til at spille den rolle, de burde have spillet.

At opbygningen af en velfungerende afghansk stat efter vestligt forbillede aldrig nogensinde kunne lykkes, endte derfor med at blive en oplysning, der blev overdøvet af confirmation bias i skiftende danske regeringers informationsboble.

En af de måder, man kan beskytte sig imod confirmation bias, er at indlejre det i selve sin arbejdsform, at mennesker med varierende uddannelsesbaggrund og varierende erfaringer kommer til orde.

Hvorfor tillagde den danske elite ikke vurderinger fra historikere eller etnologer en større vægt, når det gjaldt Afghanistan? For der er ikke nogen tvivl om, at folk med den uddannelsesbaggrund både kunne have bidraget med vigtig viden om, hvor svært det er at erobre Afghanistan militært, og hvor utopisk det er at forestille sig en centralregering efter vestligt forbillede i et stammesamfund, hvor fremkommeligheden mellem landsdelene kan være besværlig.

Og hvorfor indarbejdede man ikke en eller anden form for ”djævelens advokater” i sin rutinemæssige arbejdsmetode?

Når det gælder noget så kritisk som at involvere sig selv i en krig, bør det indarbejdes i selve den daglige arbejdsform, at der på alle vigtige møder deltager mennesker, hvis bundne opgave det er at være pessimister og at udpege de svageste punkter ved enhver af de fremlagte planer.

Man kunne kalde den slags mennesker for ”lyseslukkere”. Og opfordre til, at der i forbindelse med ethvert større, offentligt projekt – krige, reformer og deslige – ansættes en passende mængde af lyseslukkere, gerne med rigtig mange stjerner på skuldrene, til at indgå i projektledelsen.

Der er masser af ting, der venter på at blive lært af nederlaget i Afghanistan. Uden tvivl vigtige alle sammen.

Men det absolut vigtigste er, at vi har brug for bedre eliter, end vi for tiden har. Mere fagligt og erfaringsmæssigt mangfoldige. Mere systematisk selvkritiske, end vi kender i dag. Med en langt bedre balance mellem optimisme og lyseslukkeri.

Indtil det sker, vil eliter altid ende med at blive forblændede af confirmation bias og fortsætte ad stier, de burde anerkende som vildveje.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 29. marts 2023)

Regeringen har valgt den mest dovne løsning for Forsvaret

Carsten Bach
29. marts 2023
Teknologi skal kompensere for manglende personel i Forsvaret.

Det står efterhånden klart for enhver, at Danmarks behov for et moderne og fremtidssikret forsvar er større end som så. Det er ganske enkelt nødvendigt for, at vi kan løse de opgaver, som Nato-alliancen, EU og vores vigtigste allierede forventer, at vi kan løse i tilfælde af krig eller kriser.

Hvad der til gengæld er uklart for de fleste, er, hvordan vi kommer derhen. For Forsvaret mangler arbejdskraft – og det er ikke bare lige sådan at skaffe.

Manglen på personel er desværre hverken et kortvarigt eller fremtidigt problem, men i stedet et både højaktuelt og langvarigt et af slagsen.

I Letland kan vi i dag ikke opretholde vores etablerede kampbataljon på 800 mand, fordi vi ikke har mandskab til opgaven, mens vi i 2024 ikke kan stille en division på 4.000 mand til en polstring af Natos beredskab, hvilket vi ellers har forpligtet os til.

Det gør det til en bunden opgave for ethvert politisk parti at overveje, hvordan vi kan sikre os et forsvar med kapacitet til at levere, når vi har brug for det. Og her bør manglen på personel være et bærende element.

Regeringen kigger desværre mod den mest dovne og illiberale af alle løsninger: mere tvang. Flere skal aftjene værnepligt, og sådan løses store dele af udfordringerne, må man forstå. Men kan regeringen tvinge sig til det bedste forsvar – og styrkes værnepligten rent faktisk gennem mere tvang? Det mener jeg ikke.

I stedet mener jeg, at frivillighed bør være vejen frem. For folk skal selv vælge Forsvaret til, hvis vi reelt skal engagere dem.

Vi ved, at unge i dag vægter det højt, at en arbejdsplads bruger ny teknologi og har moderne og tidssvarende arbejdsforhold. Og vi ved også, at Forsvaret ikke har nogen af delene. Den seneste evaluering, S-regeringens såkaldte kasseeftersyn, påviste betydelige efterslæb i forhold til it og digitalisering af Forsvarets områder, og hvad angår arbejdsforhold, må Forsvaret nok nærmest betegnes som samfundets sidste konservative bastion.

Når det kommer til kulturen, så er Forsvaret – for nu at sige det pænt – heller ikke altid fulgt med det øvrige samfunds udvikling. Og af de grunde er det mildest talt ikke attraktivt nok at vælge den grønne uniform til.

Derfor mener jeg, at vi i stedet for at satse på tvang bør arbejde på en højteknologisk udvikling af Forsvaret, så vi kan tiltrække nye unge og kompensere for dem, vi ikke kan få.

Det danske forsvar skal i samarbejde med universiteterne og industrien være førende i EU på områder som militærteknologi, forskning og udvikling. Derfor skal vi have en større andel i EU’s forsvarsfond, og i EU-regi skal vi indgå i samarbejdsrelationer om den nyeste teknologiske udvikling som f. eks. Eurodronen. Og så skal vi selvfølgelig indgå samarbejde med verdens bedste leverandører af militært isenkram og teknologi og lade danske enheder teste og videreudvikle systemerne. Akkurat som vi har gjort med F-35-flyene.

På den måde kan vi forhåbentlig finde flere unge, der vil finde det spændende at operere med hypermoderne undervandsrobotter i Søværnet, avancerede droner i infanterigruppen eller meget akkurat rumteknologi og satellitovervågning i Flyvevåbnet. For ikke at tale om integration af kunstig intelligens og kvantecomputere til databehandling på kamppladsen. Forsvaret skal altså være en moderne, højteknologisk organisation, der kan tilbyde en fremtidssikret karriere med mulighed for udvikling og merit til det civile erhvervsliv.

Det er i 2020′ erne opskriften på at tiltrække de unge. En opskrift, man allerede har fulgt på IT-Universitetet, hvilket har resulteret i et markant højere ansøgertal – og at mange flere kvinder har søgt ind. Det bør vi lade os inspirere af, så vi i en ny, moderne og højteknologisk tidsalder i Forsvaret kan løse de opgaver, vi skal kunne løse.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 29. marts 2023)

Den, som præger de nye generationer, skaber fremtiden

Ole Birk Olesen
29. marts 2023

Under folketingsvalgkampen i november mødte jeg især to aldersgrupper, som overstrømmende roste Liberal Alliances indsats: Der var de unge, som i mangel på Alex Vanopslaghs tilstedeværelse gerne ville tage selfie’er sammen med ham med skægget, som de også havde set på tv, men vist ikke altid kunne huske navnet på.

Og så var der min egen generation, forældrene, som gav udtryk for stor taknemmelighed for, at Alex Vanopslagh og Liberal Alliance havde formået at inspirere familiens næste led til at tolke og anskue politik gennem et liberalt prisme fremfor et rødt.

Skønt vi moderne, blå forældre hylder de unges selvstændige stillingtagen, så ligger frygten der jo: Vil de tilslutte sig Pelle Dragsteds vision om kollektivisering af private virksomheder? Vil det gå så galt, at de bilder sig ind, at et fagforeningsinteressevaretagende Socialdemokratiet er det bedste, vi kan opnå for Danmark? Eller at den karrierebefordrende hellighed, som De Radikale tilbyder, ikke kun er et svar på private, men også samfundets udfordringer? De blå forældre åndede lettede op i valgkampen. Én partileder havde påtaget sig opgaven med at præsentere liberale principper på en måde, så de unge kunne se sig selv i dem: Alex Vanopslagh.

Bent Meier Sørensen er ikke glad for, at Alex Vanopslagh forleden blev overrakt Fonsmark-prisen af Berlingskes chefredaktør Tom Jensen. Man forestiller sig heller ikke, at der vil være samme glæde i Bent Meiers og hustru Ida Aukens hjem som i de borgerlige familiers, hvis børnene en dag kommer hjem og meddeler, at de er blevet medlemmer af Liberal Alliances Ungdom.

Han mener, at kåringen er blevet grundlagt ved Alex Vanopslaghs synlighed på det sociale medie TikTok, selvom han medgiver, at kun abonnenter på Berlingske kunne afgive stemme på, hvem der skulle modtage Fonsmark-prisen: »Uanset hvem Berlingske havde stillet op imod en politiker, hvis videoer på TikTok ses af mere end en halv million mennesker, ville de tabe. Nok har et fåtal af disse abonnement på Berlingske, men det har deres forældre,« skriver Bent Meier Sørensen.

Jeg læste Henning Fonsmarks »Historien om den danske utopi« og »Den suveræne dansker« i 1991, mens jeg endnu gik i gymnasiet. Det er nogle år siden, men jeg kan med sikkerhed slå fast: Henning Fonsmarks ærinde i den første af de to bøger var en redegørelse for og en kritik af de borgerlige partiers omfavnelse af den socialdemokratiske velfærdsstat, og i den anden af bøgerne leverede han selv det ideologiske skyts til at genoptage velfærdsstatskritikken.

Der stod absolut intet i bøgerne om, at kritikken af velfærdsstaten ikke måtte foregå på TikTok, og der er ingen grund til at tro, at Fonsmark, hvis han havde levet i dag, ville have været kræsen i forhold til de valgte medier til formidling af velfærdsstatskritik.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 29 marts. 2023)

Dannebrog på soldats uniform

Vi har brug for en højteknologisk modernisering af Forsvaret

Carsten Bach
28. marts 2023

Siden de første russiske kampvogne rullede over Ukraines grænser, har det stået klart for de fleste, at Danmark på kortere sigt end forventet har brug for et velfungerende forsvar.

For Putin er på krigsstien, og intet tyder på, at forårsfreden vil sænke sig over Europa i den kommende tid. Derfor er det afgørende, at vi fra politisk hold arbejder på at ruste forsvaret bedst muligt til den geopolitiske situation.

En af de største udfordringer for Forsvaret er i dag den samme som i så mange andre hjørner af samfundet – manglen på arbejdskraft. Et problem, vi desværre heller ikke her blot kan løse med et pennestrøg fra et flertal i Folketinget – og hvad værre er: Et problem, der har fået regeringen til at gribe til et af de mest dovne og illiberale tiltag i bogen. Mere tvungen værnepligt.

Men kan vi virkelig løse problemerne med manglende arbejdskraft i Forsvaret ved at tvinge ungdommen til at aftjene værnepligt? Det mener jeg ikke.

Tværtimod tror jeg på, at det bør være kvalificeret arbejdskraft baseret på frivillighed, som skal udgøre rygraden i Danmarks forsvar. Spørgsmålet er derfor, hvordan Forsvaret kan få den nødvendige arbejdskraft, uden at vi er nødt til at kaste ungdommens frihed på møddingen.

Vi ved, at mange unge efterspørger et job, der anvender ny teknologi og har moderne arbejdsforhold. Og vi ved også, at den seneste evaluering af området påviste betydelige efterslæb med hensyn til IT og digitalisering af Forsvarets arbejdsgange.

Som et lille land vil vi aldrig kunne konkurrere med verdens forsvarspolitiske sværvægtere, når det kommer til antallet af soldater i vores styrker, men med vores høje uddannelsesniveau og teknologiske know-how har vi muligheden for at slå over vores vægtklasse på anden vis.

Et øget samarbejde med universiteterne og industrien kan nemlig bidrage til at gøre det danske forsvar førende på områder som militærteknologi, forskning og udvikling. Derfor bør vi sørge for at få en større andel af EU’s forsvarsfond og indgå samarbejdsaftaler med de førende leverandører af militært isenkram, som danske enheder kan videreudvikle.

Initiativer som disse vil ikke blot lægge skinnerne til et moderne forsvar, der gør det muligt for os at leve op de forpligtelser, vi har overfor vores allierede.

De vil ligeledes fungere som et trækplaster for ambitiøse unge, der ønsker at anvende og udvikle fremtidens kunstige intelligens og kvantecomputere, arbejde med avancerede droner i infanteriet eller moderne rumteknologi og satellitovervågning i flyvevåbnet.

Så det er bare med at komme i gang. For med et stærkt og højteknologisk forsvar kan vi imødegå truslen fra Øst, leve op til vores Nato-forpligtelser og tiltrække kvalificeret og frivillig arbejdskraft. Helt uden regeringens tvungne værnepligt.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 28. marts 2023)

Regerin­gens første 100 dage er gået med stor ståhej for meget lidt

Alex Vanopslagh
24. marts 2023

Regeringens første 100 dage er gået med rigtig meget larm og meget få resultater, men misfoster-regeringen kan blive en lille succes.

Thomas Jefferson skulle engang have sagt, at den bedste regering er dén, der regerer mindst. Måler man med dén målestok, er SVM-regeringens første 100 dage en bragende succes. For den har larmet rigtig meget, men lavet utrolig lidt.

Men når historiebøgerne en dag skal skrives, kan dommen gå hen og blive både god eller dårlig. For regeringen har muligheden for at gøre endog virkelig meget godt på de store dagsordener, der martrer Danmark: At velfærdsstaten er skrantende, og vores samfund har en udbredt mangel på arbejdskraft.

I forhold til velfærdsstaten har regeringen den helt rigtige analyse. Kort sagt: Demografien, altså forholdet mellem danskere på arbejdsmarkedet og danskere udenfor, bliver mere og mere skæv, det bliver dyrere og dyrere at opretholde den samme service, og forventningerne til serviceniveau vokser og vokser. Det er præcis dét, jeg for fire år siden selv kaldte for “velfærdsstatens terminale fase”. Nu er det tydeligt selv for socialdemokraterne i regeringen.

Det rene candyfloss

Hvis regeringen blot vil nøjes med at frisætte den offentlige sektor fra krav og begrænsninger, kan den måske opnå nogle forbedringer, men til gengæld vil den også kaste velfærdsstaten tilbage i sine kroniske overvægtsproblemer, som var ved at dræbe den under Anker Jørgensen i 70’erne. Alle de trælse kontrolmekanismer og bureaukrati er nemlig sat i verden for at forhindre, at udgifterne vokser uhæmmet.

Der er imidlertid en bedre måde – hvis man ikke bare giver velfærden mere frihed, men også ansvar. Hvis man vil gøre det muligt for elendige velfærdstilbud at gå konkurs, at sikre borgerne reelt frit valg og adskille rollen som bestiller af velfærd og som leverandør, vil det være muligt at lave velfærdssamfundet 2.0.

Dét har regeringen faktisk mulighed for at gøre, og hvis den lykkes med dét, vil regeringen være en større succes end nogen regering, siden jeg var knejt.

Med den presserende mangel på arbejdskraft er ambitionerne jo gode nok – en forøgelse af arbejdsstyrken på 45.000 fuldtidspersoner (i 2030), hvilket er i liga med ambitiøse regeringer som Thorning-regeringen og Løkkes første periode. Men der er flere ting, der tyder på, at regeringen bliver en fiasko, hvad angår løsninger på den manglende arbejdskraft.

Det første er, at ambitionen stort set er det rene candyfloss. For selvom regeringen gerne afholder skåltaler om vigtigheden af et øget arbejdsudbud, vælger den f.eks. at frede det socialdemokratiske kernevælgertilbud, vi i daglig tale kalder Arne-pensionen, selvom den trækker raske mennesker ud af arbejdsmarkedet.

Og selvom regeringen har mulighed for at lave de nødvendige arbejdsudbudsreformer, bliver tiltag som disse i skuffen. Der er ellers rigeligt med arbejdsudbud at hente ved f.eks. at afskaffe efterlønnen (+16.600 fuldtidspersoner), halvere dagpengeperioden (+22.300) og forhøje folkepensionsalderen med 1 år (+31.000).

Regeringens modstand mod at bruge de tiltag, vi ved er mest effektive, er klassisk socialdemokratisme og udtryk for det værste ved midten af dansk politik: At den er visionsløs og bange for vælgerne.

Regeringen er et misfoster

Én af de ting, som en regering over midten angiveligt skulle være i stand til, er at frigøre sig fra den hjernedøde strammer-konkurrence i udlændingepolitikken, som bl.a. forhindrer, at vi får kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Det ser vi dog ikke meget til i regeringsgrundlaget, så også her kan vi på forhånd erklære regeringen for en fiasko. Til sidst er der regeringens forbenede modstand mod at lette skatten på den sidst tjente krone. Jovist lægger man op til en skattereform, der vil lette skatten en smule, men til gengæld indfører man en ekstra misundelsesskat i toppen. Det afslører, at man er mere optaget af at give de rige et gok i nødden end at give folk et klap på skulderen for at arbejde mere.

Derfor må en regering blottet for reformambitioner ty til kommandoøkonomisk logik og beordre danskerne til at arbejde en dag mere ved at afskaffe helligdagen store bededag, som den med hiv og sving netop har gennemtrumfet.

Der er selvfølgelig den mulighed, at regeringen i løbet af perioden vil løbe fra sine nuværende løfter om at være fodslæbende og uambitiøs i reformpolitikken. I så fald står Liberal Alliance klar. Også når det gælder reformer af velfærdsstaten, som flytter os tættere på et moderne velfærdssamfund, kan regeringen regne med Liberal Alliance.

Denne regering er i min optik et misfoster. Men på disse to altafgørende dagsordener er Liberal Alliance klar til at gøre regeringen til en succes. Lad os håbe, at regeringen gerne vil hjælpe os – med at hjælpe sig selv.

(Kronik bragt i Børsen d. 24. marts 2023)

Drop benspænd og sæt iværksætterne fri

Lars-Christian Brask
23. marts 2023

I en ny rapport fra SMV Danmark males der et dystert billede af erhvervsklimaet blandt de danske selvstændige. Siden finanskrisen i 2008 har vi nemlig mistet hele 20.000 selvstændige, samtidig med at den samlede beskæftigelse er steget voldsomt.

Og tallene fra SMV Danmark er blot det seneste skud på stammen af en lang stribe af eksempler på, at den danske kultur for iværksætteri er på retræte. Otte ud af de ti af de største danske virksomheder, der er startet i dette årtusind, har nemlig forladt Danmark ved at blive børsnoteret i udlandet eller ved at flytte sit hovedsæde ud af Danmark.

Kun ét enkelt af de ti mest værdifulde danske selskaber har mindre end 50 år på bagen. Således er Danmark nu det land i EU, hvor de selvstændige udgør den tredkelaveste andel af de beskæftigede.

Det er et stort problem for Danmarks økonomi, og det kan bl.a. spores tilbage til, at Folketinget i alt for mange år har spyttet det ene formynderiske og unødvendige reguleringskrav ud efter det andet, som hverken gør gavn for staten eller virksomhederne.

Eksempelvis er der i dag krav om, at ét firma maksimalt må udgøre 25 pct. af en pensionsformue. Der er krav om, at beskatningen af warrants/optioner sker løbende i stedet for ved realisationstidspunktet, når pengene rent faktisk er blevet tjent. Og der er en lighedstyrannisk lov om, at en virksomhed kun må give medarbejderaktier til en værdi af mere end 10 pct. af den almindelige lønindkomst, hvis 80 pct. af de ansatte tilbydes det samme.

Hvis vi skal have den danske iværksætterkultur tilbage på sporet, vil det kræve mere end blot et par enkelte småjusteringer hist og her. Men hvis vi tilbageruller bureaukratiske benspænd som disse, vil det både være relativt omkostningsfrit for staten, og det vil samtidig udgøre et væsentlig skridt i den rigtige retning ud af moradset.

Så det er bare med at komme i gang. For hvis opfindsomme ildsjæle med gåpåmod ikke har et tilstrækkeligt incitament til at starte nye virksomheder, går Danmark glip af både vækst, arbejdspladser og teknologiske fremskridt, som ellers ville komme os alle til gode.

(Indlæg bragt i Børsen d. 23. marts 2023)

Her er reformernes fire arketyper

Henrik Dahl
22. marts 2023

En reform er ikke blot en reform.

Nogle kan være populære, mens andre er upopulære. Nogle kan være nødvendige, mens andre er unødvendige.

Derfor kan man tale om fire arketypiske reformer.

Den upopulære, men nødvendige reform.

Her kan man for eksempel tænke på de reformer, der samlet set bevirker, at Danmark har et universelt og robust pensionssystem, hvor ydelserne er så tilpas høje, at borgerne kan se frem til en værdig og tryg alderdom.

Når reformerne sine steder har været upopulære, har grunden for det første været, at en vis del af lønnen er gået til opsparing i stedet for til umiddelbart forbrug. Og for det andet, at sikring af pensionen helt uundgåeligt medfører en stigende pensionsalder.

Omvendt er næsten alle i stand til at værdsætte, at de langsigtede fordele klart opvejer de kortsigtede ulemper.

Den populære og nødvendige reform. Her er det oplagt at tænke på de reformer, der har løftet kvaliteten af behandlingen for kræft eller på de reformer, der har opstillet en række behandlingsgarantier inden for sundhedsvæsenet.

Hvis der overhovedet er nogen ulemper ved, at man forbedrer behandlingen af en livstruende folkesygdom, så skulle det være, at behandlingen af mindre almindelige, men lige så alvorlige sygdomme, bliver nedprioriteret.

Men kan man undgå det, er det vanskeligt at komme med alvorlige indvendinger.

Den populære og unødvendige reform.

Her er det oplagt at tænke på en reform som for eksempel minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

På papiret lyder reformen som en forbedring. Men skal man vælge mellem at forbedre normeringerne eller at forbedre ledelsen af en institution, er det sidste klart at foretrække. Al erfaring viser, at børn ikke nødvendigvis har det særlig godt i en dårligt ledet institution med mange medarbejdere.

Mens børn typisk trives glimrende, når de går i en institution, der har en dygtig ledelse.

Også i de tilfælde, hvor bemandingen kan forekomme lidt tynd for eksempel i ydertidspunkterne.

Den upopulære, men unødvendige reform. Det kan være svært at forestille sig, hvorfor nogen politikere skulle have lyst til at kaste sig ud i projekter, de fleste mennesker hader. Men som til gengæld har begrænsede fordele. Alligevel sker det forholdsvis ofte.

Et af de bedste eksempler er folkeskolereformen.

Skønt der var mange advarsler, skulle den gennemføres med noget, der lignede djævelens vold og magt. Til gengæld levede den ikke op til nogen af de målsætninger, datidens politikere af egen drift satte op for reformen.

Et andet godt eksempel er inklusionsreformen.

Den egentlige grund til at gennemføre reformen var, at Finansministeriet gerne ville spare penge. Eller med andre ord: Der var ikke nogen faglige eller pædagogiske årsager til, at reformen var en god idé. Til gengæld har undersøgelser senere vist, at en af de enkeltfaktorer, der i den højeste grad medfører mistrivsel, er kaos i klasseværelset.

Om den af regeringen påtænkte reform af universiteterne vil vise sig at være upopulær, men nødvendig, eller upopulær, men unødvendig, vil tiden vise. For gennemført, det bliver den.

For dens nødvendighed taler, at en række uddannelser faktisk ikke gør den studerende særligt produktiv som kandidat. For dens unødvendighed taler for det første, at den forekommer noget nær umulig at implementere som planlagt. Og for det andet, at den helt åbenlyst har karakter af eksperiment i fuld skala.

Men som det hed tilbage i 1980erne: Hvorfor være bange for at løbe hovedet imod en mur? Det er jo ikke sikkert, at det er muren, der holder.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 22. marts 2023)