Kortsigtet klimasucces må ikke undergrave erhvervslivet

Steffen Frølund
11. december 2024

Hvor ambitiøse skal Danmarks klimamål være i 2035 – skal vi til den tid have reduceret vores drivhusgasudledning med 80, 85 eller 90 pct.? Og hvordan når vi målet? Det er spørgsmålene, som Klimarådet forsøger at besvare i sin nye rapport.

I Liberal Alliance køber vi ikke præmissen om, at det partout skal gøre ondt, før det bliver godt og grønt. For os er det ikke så vigtigt, om vores CO2-reduktion om ti år er lige præcist 80 eller 85 pct. Det vigtigste er, at vi smartest muligt rammer 100 eller 110 pct. – og ikke ender med kortsigtede, dyre løsninger, der bunder i ren og skær ideologisk symbolpolitik.

Vi skal hele tiden have for øje, at det er et klimamål. Ikke et “det skal gøre mest muligt ondt på erhvervslivet”- mål. Den grønne omstilling og klimaforandringerne, vi ser konsekvenserne af verden over lige nu, bliver ikke løst med en symbolpolitisk øvelse.

Det bliver løst ved, at vi er hardcore målorienteret.

Vind og atomkraft Vi ved, hvad der virker. Det er ikke venstrefløjens tilgang med at hoppe over gærdet, hvor det er absolut højest.

Eller regeringens energiøer – eller fantasier, som jeg har døbt dem – som er grønne prestigeprojekter, der endnu ikke har set dagens lys.

Det, der virker, er, at vi nu sætter alle sejl. Alle grønne teknologier skal i spil nu – også atomkraft. For det er en af de reneste energikilder, der eksisterer, og vi vil med atomkraft få en stabil energikilde, der ikke er afhængig af, om solen skinner, eller vinden blæser. Havde vi tilladt atomkraft fra 30 år siden, så havde vi været meget, meget længere, end vi er i dag. Den næstbedste dag at komme i gang er nu.

Men det er ikke nok at rykke på marginalerne herhjemme. CO2-udledningen stopper ikke ved landegrænsen, og det er derfor nødvendigt, at vi tænker langt mere internationalt, hvis vi vil reducere CO2-udledningen mest muligt, hurtigst muligt. CO2-udslippet i Europa er siden 1990 reduceret med 37 pct.

Til sammenligning er det på verdensplan steget med 60 pct. i samme periode. Det er afgørende for den grønne omstilling, at vi i langt højere grad end i dag hjælper lande som Kina og Indien, der er blandt de lande i verden, som udleder absolut mest, med at sætte fart på den grønne omstilling.

Det er her, vi kan plukke lavthængende frugter, som for alvor gør en forskel for den globale CO2-udledning.

Danmark er ikke et grønt foregangsland, fordi vi lykkes med at reducere med yderligere 5 pct. hurtigere end forventet. Det er vi til gengæld, hvis vi formår at hjælpe lande som Kina og Indien med at skære markant i CO2-udslippet gennem nye danske, grønne løsninger og teknologier.

Vindmøller er et eksempel. Ny atomkraft kunne have været det næste, hvis ikke vores dygtige atomstartups kæmpede i strid politisk modvind herhjemme.

Og så er der alle de teknologier, som danske iværksættere endnu ikke har opfundet.

Derfor er det afgørende, at vi ikke ofrer erhvervslivet og iværksætteriet i klimaets navn, for det vil samtidig knægte udviklingen af grønne løsninger, som vi kan eksportere. De grønne løsninger skal tværtimod have gode og gunstige vilkår at gro i. Det løser samtidigt et helt andet problem, vi har med vækst og velstand.

EU”s konkurrenceevne er i bund og bliver en af EU”s helt store udfordringer de kommende år. Vi sakker lige nu bagud i forhold til USA og Kina, som er godt i gang med at udkonkurrere os økonomisk, og vi risikerer at tabe feltet helt, hvis ikke vi omgående begynder arbejdet med at styrke det europæiske erhvervsliv.

Lykkes vi ikke med det, mister EU i yderste konsekvens sin rolle og muskelstyrke i det internationale samfund, og så vil det ikke længere være Europas grønne interesser, som er dominerende internationalt. I stedet vil det netop være nationer som Kina og USA, som vil sætte kursen for den globale indsats mod klimaforandringerne – og det er ikke en retning, som gavner de internationale klimamål.

For med genvalget af Donald Trump er der en stor risiko for, at han endnu engang trækker USA ud af Paris-aftalen, som han gjorde det i 2017, og det kan samtidig svække presset på lande som Kina til at forpligte sig til at reducere sin udledning.

Det er derfor både ekstremt kortsigtet og kontraproduktivt at ville ofre vækst og udvikling i erhvervslivet i klimaets navn.

Så lade os bruge dette som afsæt til en gang for alle at sige, at det grønne ligger fremad og ikke bagud.

(Bragt i Børsen d. 11/12-2024)

Ingen plads i centralt råd, hvis ikke du er en rød fagforening

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
10. december 2024

Beskæftigelsesministeren er så optaget af at holde andre organisationer end vennerne i fagbevægelsen uden for indflydelse, at det skader det vigtige samarbejde om arbejdsmiljø og beskæftigelse

Danmark har brug for et stærkt arbejdsmarked, hvor produktivitet og trivsel går hånd i hånd. Hvor alle relevante parter er med til at sikre optimale arbejdsbetingelser for både ledere, medarbejdere og virksomheder og samtidig løfter væsentlige samfundskritiske udfordringer i fællesskab. Det er dansk. Det er smukt. Og så langt er der i princippet enighed på tværs af både politiske partier og erhvervs- og fagorganisationer.
Derfor er det også helt uforståeligt at betragte beskæftigelsesministerens korstog mod de faglige organisationer, der ikke har partibogen i orden. Senest i forbindelse med nedsættelsen af det nye Arbejdsmarkedsråd, der skal erstatte de nuværende Beskæftigelsesråd og Arbejdsmiljøråd. Det er altafgørende områder for vores fælles arbejdsmarked, der nu slås sammen til ét, og en af opgaverne for rådet er at rådgive ministeren ud fra forskellige perspektiver fra virkelighedens arbejdspladser langt fra Christiansborg.
Derfor er det endnu vigtigere, at alle relevante grupper på både arbejdsgiver- og lønmodtagersiden får en stol ved bordet. Men beskæftigelsesministeren og regeringen har valgt den modsatte tilgang: At begrænse antallet af pladser, så nogle perspektiver helt udelukkes. Det gælder blandt andet Ledernes Hovedorganisation med deres over 110.000 medlemmer, der er ledere i det private erhvervsliv. Vi taler om en gruppe på arbejdsmarkedet, der ikke er repræsenteret af andre organisationer, og som spiller en afgørende rolle for alt fra seniorpolitik til sårbare unges første erfaringer på en arbejdsplads – fra arbejdsmiljø til den grønne omstilling. Socialdemokratiet ser rødt Det er ikke kun Lederne, der bliver forbigået. Også de såkaldte gule fagforeninger som Krifa – altså de fagforeninger, der ikke er en del af Fagbevægelsens Hovedorganisation. Men vigtigst af alt, så har de organiseret mere end 400.000 lønmodtagere. Hvor er det vildt, at vi har en minister, der forbigår over en halv million danskere og ikke giver dem en stemme, når det handler om vores arbejdsmarked.
Og ja, Dansk Arbejdsgiverforening er en del af rådet, men det er, som om Socialdemokratiet ser rødt, når det handler om fagforeningspladserne i rådet. Alle andre end den traditionelle fagbevægelse er sat uden for indflydelse. Man kan kun blive en del af det nye Arbejdsmarkedsråd, hvis man er såkaldt “overenskomstbærende”, har beskæftigelsesministeren besluttet. Det er utidssvarende og udemokratisk at gøre det til det altafgørende kriterium, når hundredtusindvis af arbejdende danskere i dag står uden for fagbevægelsen, og hele grupper ansættes på individuelle kontrakter – som f.eks. lederne i det private erhvervsliv.
Summa summarum er, at alle andre end vennerne i Fagbevægelsens Hovedorganisation bliver sendt uden for døren, mens FH kan brede sig over otte pladser ved bordet, når fremtidens arbejdsmiljø og arbejdsmarked skal diskuteres. Tætte bånd Socialdemokratiets historiske og økonomiske bånd til fagbevægelsen end arbejdsmarkedets velbefindende.
FH og Socialdemokratiet er som to gamle ægtefæller, der sætter sig selv og deres bånd foran alt andet. Det kan være prisværdigt i et ægteskab, men når det gælder arbejdsmarkedet og samfundet, bør gamle alliancer mellem fagbevægelsen og et parti ikke været noget, som stadsfastes ved lov. Men beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen forestår gerne vielsen. Det er en uskik uden blik for samfundets og arbejdsmarkedets velbefindende. Hemmeligheden bag det gode samarbejde på det danske arbejdsmarked er, at der lyttes, tages ansvar og laves kompromiser på tværs af bordet. Det kræver, at alle relevante parter inviteres med i samtalen. Derfor sætter regeringen det fremtidige samarbejde på arbejdsmarkedet over styr ved krampagtigt at kategorisere de faglige organisationer som “gode” og “onde”, så det passer ind i et efterhånden utroligt gammeldags billede af lønmodtagere, ledere og arbejdsgivere. Verden og de globale og nationale udfordringer udvikler sig hele tiden.
Det danske arbejdsmarked følger med udviklingen. Så mangler vi bare, at beskæftigelsesministeren følger trop. Det virker til, at sammensætningen mere er motiveret af ideologi og “C Det virker til, at sammensætningen mere er motiveret af ideologi og Socialdemokratiets historiske og økonomiske bånd til fagbevægelsen end arbejdsmarkedets velbefindende” 
(Indlæg bragt i Børsen d. 10/12-2024)

Borgere med mellemøstlig baggrund må selv melde sig ind i Danmark

Steffen Larsen
10. december 2024

Borgere i Danmark med mellemøstlig baggrund har selv til opgave at melde sig ind i fællesskabet, og det er en opgave, der i manges tilfælde haster.

For når jeg er rundtomkring i landet og taler med danskerne, kan jeg mærke, at flere i stigende grad er begyndt at blive mere ligeglade med den gruppe af borgere, der har mellemøstlige rødder – og det skræmmer mig. Når vi først bliver ligeglade med hinanden, har fællesskabet nemlig for alvor tabt.

Der er heldigvis rigtig mange borgere i Danmark med mellemøstlig baggrund, der klarer sig godt og er aktive medborgere. Nogle af dem er mine venner og bekendte. Men der er desværre endnu flere, der lægger afstand til resten af samfundet, og som bedre kan beskrives som ”modborgere” end medborgere.

Når jeg tænder for nyhederne, ser jeg klip fra Gellerup, Vollsmose eller Ishøj, der bevidner om det alt for store antal af mennesker, som ikke agerer medborgere, men modborgere. Når jeg åbner min avis, kan jeg læse om skæve statistikker for dansk-irakere og deres deltagelse på arbejdsmarkedet.

Og når jeg lytter til min radio, berettes der om, at social kontrol får lov at herske på en række skoler, og at dansk-iranere ikke føler sig trygge ved at udtrykke kritik af det iranske styre. Dertil ser vi alt lige fra, at truende adfærd og vold udspiller sig i vores natteliv til S-togsstationer, hvor danskere ikke tør opholde sig i de mørke timer pga. chikanøs adfærd, vold og overfald.

Tal og data taler for sig selv, og konklusionen er klar og tydelig. Vi har fået et stort mindretal af borgere i Danmark, der ikke oprigtigt har ”meldt sig ind” i det samfund, de har bosat sig i. Det er et kæmpe problem. I Danmark har vi behandlet dette mindretal, som om det var os, der skulle få dem ”på rette hylde”. Men det mener jeg har været den forkerte tilgang til problemstillingen.

Mennesker, der er taget den lange vej fra uroprægede lande og helt til Danmark, er voksne mennesker, der for et stort flertals vedkommende også har ressourcer til at blive aktive medspillere i det land, de er kommet til. Men de skal ville det. Og de skal aktivt vælge det til.

Jeg oplever ofte, at de, der stikker næsen frem og er gode rollemodeller, bliver kaldt ”kokosnødder”, som et hånligt udtryk for, at de forsøger at integrere sig, men at det aldrig vil lykkes dem. Og det er vel og mærke folk med samme kulturbaggrund, der kalder dem det. Det er dybt skadeligt, for det er jo en glæde, når nydanskere klarer sig godt. Hudfarven er ikke og bliver aldrig vigtig – det er adfærden, der har betydning.

Hos ”gammeldanskerne” breder ligegyldigheden sig. Efter årtiers integrationsprojekter, sociale tilskud, ydelser, undervisning, fælles skolegang osv. betragter mange ”udenforskabet” med opgivende miner.

Jeg er kommet dertil, hvor jeg tænker, at vejen frem går gennem skammen. ”Modborgerne” må tage deres skæbne på sig. Skam er noget, man føler, hvis man har udvist en adfærd, der falder uden for det tilladte, det rimelige eller det socialt acceptable. Hvis man ikke føler skam, er det, fordi man slet ikke accepterer de regler og normer, der findes i et samfund.

Hvis man derimod føler skam, er det første skridt til at erkende, at der skal ske noget nyt. Skammen kan på den måde udgøre en positiv kraft, der bringer én til at forstå, at man må rette op for at blive en del af fællesskabet.

Jeg mener, at vi som ”gammeldanskere” skal give plads til denne proces. Vi skal holde op med at klientgøre nydanskere og i stedet gøre plads til, at de selv træder frem og ind i fællesskabet. Hvis det ikke sker, er jeg bange for, vi går en mørk tid i møde sammen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 10/12-2024)

Styrk det frie valg med fleksible pasningsordninger Daginstitutioner

Helena Artmann Andresen
10. december 2024

Fremover bør det være muligt for forældre i alle landets kommuner kun at betale for den tid, som deres børn tilbringer i daginstitution.

Det skal give danske småbørnsfamilier mere fleksible pasningsordninger, som passer ind i forskellige arbejds- og familieliv. Det er nemlig ikke alle forældre, der gør fuld brug af en fuldtidsplads, og derfor bør de selvfølgelig heller ikke betale for den.

Nogle forældre arbejder deltid for at tilbringe mere tid med deres børn, eller blot for at få hverdagen til at hænge bedre sammen.

Nogle er studerende, mens andre er hjemmegående. Fælles for denne gruppe er, at de har nogle andre hverdagsrammer end det gængse 8-16-job. Hvorfor ikke gøre det muligt for dem – og for alle andre – kun at betale for den tid, som deres børn tilbringer i vuggestue eller børnehave? Hvorfor tvinge dem til at betale fuld pris for et tilbud, som de ikke benytter fuldt ud?

Vi ved fra en undersøgelse, om end en lidt ældre en af slagsen, fra 2008 fra det gamle Velfærdsministerium, at forældre, som benytter deltidstilbud, i højere grad oplever, at deres behov bliver opfyldt sammenlignet med forældre, som benytter fuldtidstilbud.

Det giver god mening. Forældre sætter børn i verden for at tilbringe tid sammen med dem – ikke for at parkere dem i institution.

Derfor bør vi selvfølgelig også støtte op om fleksible pasningsordninger og udbrede dem til alle landets 98 kommuner. En af metoderne kunne være at etablere et helt enkelt system, hvor man kan “tjekke ind” og “tjekke ud”, når man afleverer og henter sit barn. Nemt og ubureaukratisk.

Der er, heldigvis, allerede nogle kommuner, som tilbyder fleksible pasningsordninger. Et eksempel er Silkeborg Kommune, hvor forældre kan vælge en plads på op til 30, 40 eller 45 timer om ugen, eller en plads på over 46 timer om ugen.

Samtidig er det værd at bemærke, at lige netop Silkeborg Kommune, er en af de kommuner, der er bedst til at levere børnepasning for pengene. Fleksible pasningsordninger og en sund økonomi er altså ikke hinandens modsætninger.

Det er vigtigt at understrege, at forslaget om fleksible pasningsordninger ikke er en spareøvelse.

Det handler om at skabe mere fleksibilitet for familier, så de kan vælge løsninger, der passer til deres hverdag og økonomi. En dagtilbudsplads kan godt være en halvdyr fornøjelse for nogle familier.

Det bør være en borgerlig liberal mærkesag at skabe mere frit valg i velfærden.

Der er selvfølgelig mange måder at gøre det på, men en af dem er, at gøre det muligt for forældre i alle landets kommuner at vælge pasningsordninger, der passer til den enkelte familie, og kun betale for den tid, som deres børn tilbringer i vuggestue eller børnehave.

Derfor har vi i Liberal Alliance fremsat et beslutningsforslag, som skal muliggøre dette. Jeg håber, at mine folketingskolleger på tværs af fløjene kan se fornuften i fleksible pasningsordninger.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 7/12-2024)

Tid til et opgør med det europæiske bureaukrati

Henrik Dahl
10. december 2024

Hvis Europa skal fastholde sin innovationskraft, er der behov for at skære ned på unødvendigt bureaukrati og lette vejen til markedet. Men tiden er knap

Europas virksomheder står over for både øget konkurrence fra udlandet og dårligere adgang til oversøiske markeder. Sådan lyder en af konklusionerne i Draghi-rapporten, der blev lanceret i september, og som tegner et alvorligt billede af en europæisk økonomi, der lider, og hvor fremtidsudsigterne er alt andet end optimistiske.

Draghi-rapporten har med rette sat Europas vigende konkurrenceevne til debat rundt om i de europæiske hovedstæder og gjort indtryk i Strasbourg og Bruxelles. For konklusionerne er klokkeklare: Vi formår i alt for lav grad at omsætte innovation til kommercialisering i Europa.

Og sker det, at en europæisk virksomhed har musklerne, løsningerne og ambitionerne til at skalere, bliver den ofte hæmmet af inkonsekvente og restriktive reguleringer på mange niveauer, der spænder ben for fremtidig vækst. Det er alvorligt. Innovation, udvikling og revolutionerende teknologier er nemlig en forudsætning for et stærkt Europa, særligt i en ny, global virkelighed, hvor sikkerhedssituationen er under markant forandring.

Et stadig større bureaukratisk spindelvæv i EU, vigende produktivitet og svigtende konkurrenceevne risikerer ikke længere “blot” at underminere vækstpotentialet for vores europæiske virksomheder. Udfordringen er i dag så stor, at det – med Mario Draghis ord – reelt udgør en eksistentiel trussel under vores europæiske selvforståelse, værdier og ambitioner i verden.

Hvis ikke Europa formår at lukke innovationskløften til USA og Kina, kan vi tale nok så meget om, hvordan Europa skal præge verden, men virkeligheden er, at vi kan stå i en situation, hvor vi reelt set ikke har musklerne til at gøre vores indflydelse gældende. Deregulering er vejen frem De kommende fem år i Europa bør derfor ikke handle om regulering, men om deregulering.

Vi har behov for en fælleseuropæisk diskussion om, hvordan vi på en fornuftig og hensigtsmæssig måde kan lue ud i unødvendigt bureaukrati og fjerne de regler, der ikke fremmer de formål, de blev sat i verden for. Men tiden er knap, for mange af Europas virksomheder har allerede vendt blikket mod andre markeder. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har da også slået fast, at det bliver en central opgave for alle kommissærer at understøtte europæiske virksomheders konkurrencekraft.

En tiltrængt udmelding, der nu skal følges op af konkret handling, særligt på de områder, der har allerstørst betydning for europæisk erhvervsliv, og derved også europæisk økonomi, konkurrencekraft og beskæftigelse. I Danmark er vi begunstiget af en højproduktiv life science-industri, der spiller en central rolle for dansk eksport, beskæftigelse og private forsknings- og udviklingsaktiviteter, både på området for medicinsk udstyr og lægemidler. Og på tværs af Europa er life science-branchen en hjørnesten i europæisk økonomi.

Men medikoindustrien er også et godt eksempel på et branche, hvor reguleringen har taget overhånd og har gjort mere skade end gavn. Forordningen for medicinsk udstyr, MDR, blev sat i verden i 2017 for at højne patientsikkerheden, men er i praksis endt som et bureaukratisk jerngreb, der blokerer for vækst og udvikling i branchen – og som forsinker og hæmmer patienter og klinikeres adgang til innovative sundhedsteknologiske løsninger i Europa. Eksempelvis viser tal fra det Tyske Industri- og Handelskammer, at 67 pct. af de mindste virksomheder i medikobranchen har været nødsaget til at trække produkter fra markedet som følge af et for bureaukratisk regulatorisk regime, mens tilsvarende gælder for knap hver anden af de største medikokoncerner.

Samtidig peger flere undersøgelser på, at virksomheder, der tidligere prioriterede Europa, i langt overvejende grad nu kigger mod USA eller Asien, når de skal lancere deres nyeste sundhedsteknologier, simpelthen fordi det er blevet for omkostningstungt, langsommeligt og uforudsigeligt at agere på det europæiske marked.

Den lovgivning, der skulle sætte europæiske patienter først, er med andre ord endt med at sætte europæiske borgere bagerst i køen, fordi man i sin tid indrettede lovgivningen uden skelen til de erhvervspolitiske behov. Et bureaukratisk selvmål. Stærkt signal I Europa-Parlamentet har vi blandt de borgerlige partier blikket stift rettet mod at styrke de erhvervspolitiske styrkepositioner i Europa, og særligt inden for life science.

Derfor har vi allerede taget et vigtigt skridt for at understøtte den europæiske medikobranches konkurrencekraft med en nylig parlamentsresolution, der presser på for akutte tiltag i forhold til de regulatoriske rammer på området.

Resolutionen er et klart signal til både EU-Kommissionen og de nationale regeringer om, at der skal handles hurtigt og målrettet for at vende udviklingen for medikobranchen – og at den europæiske konkurrencekraft generelt skal vægtes tungere i fremtidens politiske beslutninger.

I den sammenhæng har den danske regering en central rolle at spille, når ord skal blive til handling. Signalet fra vores side er klart: Vores europæiske virksomheder skal have lov til at innovere – ikke druknes i bureaukrati.

(Indlæg bragt i Børsen d. 2/12-2024)

Indlæg skrevet af: Henrik Dahl (LA), medlem, Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard (V), medlem, Europa-Parlamentet, Niels Flemming Hansen (K), medlem, Europa-Parlamentet, Kristoffer Storm (DD), medlem, Europa-Parlamentet, Anders Vistisen (DF), medlem, Europa-Parlamentet, Mads Koch Hansen, adm. direktør, Medikoindustrien.

Vi mister milliardvirksomheder, fordi vi drukner AI-industrien i bureaukrati

Alexander Ryle
10. december 2024

Det globale kapløb om kunstig intelligens (AI) er i fuld gang, men Europa sakker bagud.

Mens USA og Kina investerer massivt i fremtidens teknologier og udvikler løsninger, der gør livet lettere for iværksættere og borgere, sidder EU fast i sit eget bureaukrati.
I stedet for at give talentfulde europæiske iværksættere frihed til at skabe morgendagens løsninger kvæler vi dem med tungt bureaukrati og uklar regulering. Vi risikerer at stå på sidelinjen i den største teknologiske revolution siden internettet.

Tallene taler deres tydelige sprog: I 2023 investerede USA 68 mia. dollar i AI, mens Europa kun formåede at rejse 8 mia. – vi halter otte gange efter, og kløften bliver større for hver dag. Samtidig hersker der stor usikkerhed om, hvordan AI må bruges i Europa.

Mange startups famler i blinde og ved ikke, hvilke data de kan anvende til at træne deres AI-løsninger og forbedre kundeoplevelsen. GDPR, der skulle harmonisere og beskytte, har i praksis udviklet sig til en hæmsko for innovation. For når regler fortolkes forskelligt fra land til land, skaber det usikkerhed og frygt for sanktioner.

Konsekvenserne kan blive alvorlige. Ved at bremse AI i sin spæde udvikling risikerer vi at sætte vores fremtid på pause. Teknologien udvikler sig hurtigt, og forsinkelser i lovgivningen kan efterlade os permanent bagud. AI har potentiale til at blive en økonomisk motor og vende den faldende produktivitetstrend i de fleste EU-lande – men kun hvis vi tør bruge den.

Det kræver, at vi giver iværksætterne frihed og plads til at skabe fremtiden

Startups spiller en afgørende rolle i at drive innovation. Det er her, fremtidens teknologier fødes, og deres succes er afgørende for at styrke Europas konkurrenceevne og sprede teknologi bredt i samfundet. Når innovative virksomheder lykkes med at skalere, bidrager de uforholdsmæssigt meget til økonomien og skaber arbejdspladser, nye idéer og vækst.

Men i dag rammer reguleringsbyrden især små tech-virksomheder, der drukner i bureaukrati og ofte må opgive at konkurrere med de store tech-giganter, som har langt flere ressourcer og dermed bedre forudsætninger for at leve op til kravene.

Det er uholdbart at forvente, at startups skal bruge tid og penge på at udvikle nye løsninger, når de ikke engang ved, om deres idéer kan realiseres i EU. Konsekvensen bliver, at fremtidens idéer og forretningsmodeller bliver kvalt, før de får en chance for at tage form, eller at virksomhederne søger mod lande med bedre vilkår for at realisere dem.

Vi ser det allerede. Danske virksomheder som Unity, Tradeshift og Steelseries har rykket deres aktiviteter til lande, der byder AI velkommen. Med dem forsvinder arbejdspladser, innovation og konkurrenceevne. Og blandt verdens 100 mest værdifulde AI-unicorns – startups baseret på kunstig intelligens med en markedsværdi på 1 mia. dollar – er kun to placeret i EU, mens hele 60 befinder sig i USA.

Denne udvikling er ikke tilfældig, men et direkte resultat af EU’s tunge regulering, manglende harmonisering og usammenhængende strategi. Vi formår ikke at skabe fremmende økosystemer med tilstrækkelig risikovillig kapital, adgang til talentfuld arbejdskraft og – vigtigst af alt – regulatoriske rammer, der fremmer innovation.

EU har skabt en ‘bekymringsindustri’, der har vendt reguleringen på hovedet, så den domineres af frygt frem tillid. Ja, vi har brug for regulering, men den skal udformes som retningslinjer, der guider os fremad – ikke barrierer, der holder os tilbage.

Europa har ikke råd til at sidde fast i ‘mid-tech’ og industrier fra det forrige århundrede. Vi skal op i gear – ikke kun for at blive førende inden for nye teknologier, men også for at sikre, at vores eksisterende industrier kan forblive konkurrencedygtige.

Hvis Europa skal indtage en global førerposition, kræver det, at vi giver iværksætterne frihed og plads til at skabe fremtiden. EU må tage ansvar og sikre harmoniserede og gennemtænkte rammer, der fremmer innovation og sikrer, at vi ikke bliver efterladt på sidelinjen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 26/11-2024)

EU drukner i bureaukrati, mens USA og Kina buldrer afsted

Alexander Ryle
26. november 2024

Det globale kapløb om kunstig intelligens (AI) er i fuld gang, men Europa sakker bagud.

Mens USA og Kina investerer massivt i fremtidens teknologier og udvikler løsninger, der gør livet lettere for iværksættere og borgere, sidder EU fast i sit eget bureaukrati. I stedet for at give talentfulde europæiske iværksættere frihed til at skabe morgendagens løsninger kvæler vi dem med tungt bureaukrati og uklar regulering.

Vi risikerer at stå på sidelinjen i den største teknologiske revolution siden internettet. Tallene taler deres tydelige sprog: I 2023 investerede USA 68 mia. dollar i AI, mens Europa kun formåede at rejse 8 mia. – vi halter otte gange efter, og kløften bliver større for hver dag.

Samtidig hersker der stor usikkerhed om, hvordan AI må bruges i Europa. Mange startups famler i blinde og ved ikke, hvilke data de kan anvende til at træne deres AI-løsninger og forbedre kundeoplevelsen. GDPR, der skulle harmonisere og beskytte, har i praksis udviklet sig til en hæmsko for innovation.

For når regler fortolkes forskelligt fra land til land, skaber det usikkerhed og frygt for sanktioner. Drukner i bureaukrati Konsekvenserne kan blive alvorlige. Ved at bremse AI i sin spæde udvikling risikerer vi at sætte vores fremtid på pause. Teknologien udvikler sig hurtigt, og forsinkelser i lovgivningen kan efterlade os permanent bagud.

AI har potentiale til at blive en økonomisk motor og vende den faldende produktivitetstrend i de fleste EU-lande – men kun hvis vi tør bruge den. Startups spiller en afgørende rolle i at drive innovation. Det er her, fremtidens teknologier fødes, og deres succes er afgørende for at styrke Europas konkurrenceevne og sprede teknologi bredt i samfundet.

Når innovative virksomheder lykkes med at skalere, bidrager de uforholdsmæssigt meget til økonomien og skaber arbejdspladser, nye idéer og vækst. Men i dag rammer reguleringsbyrden især små tech-virksomheder, der drukner i bureaukrati og ofte må opgive at konkurrere med de store tech-giganter, som har langt flere ressourcer og dermed bedre forudsætninger for at leve op til kravene.

Virksomhederne smutter Det er uholdbart at forvente, at startups skal bruge tid og penge på at udvikle nye løsninger, når de ikke engang ved, om deres idéer kan realiseres i EU. Konsekvensen bliver, at fremtidens idéer og forretningsmodeller bliver kvalt, før de får en chance for at tage form, eller at virksomhederne søger mod lande med bedre vilkår for at realisere dem.

Vi ser det allerede. Danske virksomheder som Unity, Tradeshift og Steelseries har rykket deres aktiviteter til lande, der byder AI velkommen. Med dem forsvinder arbejdspladser, innovation og konkurrenceevne.

Og blandt verdens 100 mest værdifulde AI-unicorns – startups baseret på kunstig intelligens med en markedsværdi på 1 mia. dollar – er kun to placeret i EU, mens hele 60 befinder sig i USA.

Denne udvikling er ikke tilfældig, men et direkte resultat af EU’s tunge regulering, manglende harmonisering og usammenhængende strategi. Vi formår ikke at skabe fremmende økosystemer med tilstrækkelig risikovillig kapital, adgang til talentfuld arbejdskraft og – vigtigst af alt – regulatoriske rammer, der fremmer innovation.

EU har skabt en ‘bekymringsindustri’, der har vendt reguleringen på hovedet, så den domineres af frygt frem tillid. Ja, vi har brug for regulering, men den skal udformes som retningslinjer, der guider os fremad – ikke barrierer, der holder os tilbage.

Europa har ikke råd til at sidde fast i ‘mid-tech’ og industrier fra det forrige århundrede. Vi skal op i gear – ikke kun for at blive førende inden for nye teknologier, men også for at sikre, at vores eksisterende industrier kan forblive konkurrencedygtige.

Hvis Europa skal indtage en global førerposition, kræver det, at vi giver iværksætterne frihed og plads til at skabe fremtiden. EU må tage ansvar og sikre harmoniserede og gennemtænkte rammer, der fremmer innovation og sikrer, at vi ikke bliver efterladt på sidelinjen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 26/11-2024)

Formynderstatens feriepengefadæse

Pernille Vermund
25. november 2024

Et beløb på hele 3,9 mia. kr. og et tab, der potentielt vil gå ud over 751.000 danskere.

Det er henholdsvis den samlede sum af feriepenge og det samlede antal af danskere, der endnu ikke har indkasseret de penge, som staten har påtvunget dem at spare op. Det er meldingen i en pressemeddelelse fra ATP, hvor danskerne med en løftet pegefinger både bliver mindet om, at de nu også skal huske at holde ferie og at få deres feriepenge udbetalt.

Allerede tilbage i september kunne ATP annoncere over for 1,4 mio. lønmodtagere, at tiden nu var inde til at hæve deres feriepenge. Men to måneder senere er der altså stadig mere end 750.000 personer, som i gennemsnit har 5200 kr. stående på statens konto, som vil gå tabt, hvis de ikke bliver indkrævet før årets udgang. For alle, der går op i at bevare respekten for danskernes penge, bør det afføde en masse spørgsmål.

For hvorfor skal man miste retten til sine feriepenge, hvis man ikke har haft anledning til allernådigst at spørge staten, om man nu også må få sine egne penge udbetalt? Hvorfor i alverden må man ikke få sine feriepenge igen, hvis man eksempelvis af den ene eller anden årsag ikke har lyst til at holde ferie? Og hvorfor er det egentlig, at vi i første omgang har antaget, at helt almindelige, voksne mennesker ikke selv skulle være i stand til at spare op til deres ferie?

Idéen om feriepenge er et symptom på et generelt problem, der plager mange afkroge af det danske samfund. Nemlig at mange politikere tror, at deres opgave er at diktere, hvordan danskerne skal leve deres liv ned til mindste detalje. Statens tvangshjælp Det er ikke blot et problem, fordi det fører til højere offentlige administrationsudgifter og et unødigt bureaukrati, når staten skal tvangshjælpe borgerne med at spare op til deres ferie.

Det er også et problem, fordi det er rodfæstet i en manglende respekt for folks ansvar, frihed og ret til fleksibilitet over deres egne penge. Når der ikke bliver sagt fra over for dette bedrevidende formynderi, fører det til tossede situationer, hvor 750.000 danskere risikerer at deres egne tvangsopkrævede penge går tabt.

(Indlæg bragt i Børsen d.25. november 2024)

Hvad skal vi bruge endnu et ministerie til, hvis det ikke selv kender svaret?

Carsten Bach
19. november 2024

Da Mette Frederiksen tilbage i august annoncerede, at der skulle oprettes et nyt Ministerie for Samfundssikkerhed og Beredskab med Venstres Torsten Schack i spidsen, var det vanskeligt at se de stærke argumenter for ministeriets nødvendighed – og argumenterne er desværre ikke blevet stærkere med tiden.

Særligt fordi hverken Torsten Schack, Mette Frederiksen eller andre relevante aktører endnu har formået at gøre det klart og tydeligt, hvad ministeriets mandat rent faktisk er. Derfor er det med tiden udelukkende blevet mere og mere åbenlyst, at der er reel tvivl om, hvorvidt ministeriet har beføjelser til at stille konkrete krav eller blot komme med anbefalinger.

Nu står det sågar så grelt til, at ministeren føler sig nødsaget til at nedsætte en kommission for at undersøge, hvad hans egne beføjelser er. Altså skal dyrebar tid og skattekroner nu bruges på, at en kommission bruger kræfter på at finde frem til det svaret på de spørgsmål, som regeringen selv burde have besvaret for længst: Hvorfor er det her ministerie sat i verden? Og hvad har det konkret af ansvarsområder og beføjelser?

Danskerne fortjener ganske enkelt et ordentligt svar på disse spørgsmål, og det burde ikke koste en krone i kommissionsudgifter at få styr på ministeriets mandat flere måneder efter ministeriets tilbliven. Det bør tværtimod være en selvfølge, at der etableres et både overbevisende og gennemarbejdet fundament for et ministeries eksistensgrundlag, hver gang der oprettes et nyt. Særligt set i lyset af, at SVM-regeringen med 25 ministre har sat danmarksrekord i antallet af ministre siden grundlovsændringen i 1953.

I Liberal Alliance bliver vi desværre efterladt med et indtryk af, at oprettelsen af ministeriet potentielt er ren og skær symbolpolitik, som snarere havde til formål at sende et signal end at gøre en reel forskel for den danske samfundssikkerhed og beredskab. Vi håber, at ministeren i den nære fremtid kan forsikre os om, at det ikke er tilfældet.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 16/11-2024)

Hvis du vælger at bo i en storby, vælger du også at leve med de udfordringer, der følger med

Alexander Ryle
19. november 2024

Klagerne er mange, når livet i København ikke lige matcher forventningerne. Det meste kunne nemt løses ved at vælge en anden adresse – måske et sted på landet med stilhed og natur.

Trafikstøj, fly, børns leg, og nattelivets puls er uundgåelige aspekter af livet for alle os, der bor i København. Alligevel vælger jeg at blive, fordi fordelene ved bylivet – adgangen til oplevelser, kollektiv transport og jobmuligheder – opvejer ulemperne. Men det kræver, at man gør op med sig selv, hvad der betyder mest.

Desværre ser vi en tendens til, at sensitive københavnere klager over udfordringer, de selv har valgt at bo tæt på.

Tag eksempelvis Svend Andersen, som bor tæt på lufthavnen og mener, at larmen og lugten er til så stor gene, at han ønsker færre flyvninger og endda et natligt flyveforbud. Men lufthavnen var der jo, da han flyttede ind, og man må formode, at det også afspejlede sig i hans boligpris. Det er simpelthen egocentrering i anden potens.

Et andet eksempel er beboerne på Margretheholm, som vel at mærke er en del af København K, der er bekymrede for, hvordan den kommende M5metrolinje vil påvirke deres nærområde. For børnene betyder det færre steder at lege, og noget af den i forvejen sparsomme natur kan blive inddraget i projektet. En udsigt, som det både er rimeligt og forståeligt at ærgre sig over. Men bare fordi man har sikret sig selv et sted at bo og en Tesla i carporten, stopper behovet for udvikling af København ikke. Hvis natur og stilhed er det, man prioriterer, er det så ikke bedre at bo et sted, hvor det er mere inden for rækkevidde?

Klagesangen stopper ikke her. For nylig blev det foreslået at forbyde partybusser, fordi beboerne i området blev generet af larmen, samt at indføre en turismeskat for at styre turismen. Ydermere var det snublende tæt på, at et flertal på rådhuset forbød udeservering efter kl. 22. Men dette er fænomener, der hører med til bylivet, og som man må acceptere, hvis man vælger at bo i København.

Det er ikke meningen, at man skal affinde sig med urimelige forhold, men der er en balance mellem rimelige forventninger og det at tage ansvar for sit eget valg. Hvis du vælger at bo i en storby, vælger du også at leve med de udfordringer, der følger med.

Bylivet kommer med sine kompromiser. Jeg kan sagtens forstå, at nogen kan længes efter Jyllands fredelige tempo, ledige parkeringspladser eller de lavere boligpriser uden for hovedstaden. Men når du vælger København til, vælger du også en by, hvor larmen og trængslen er en del af pakken. Ingen forhindrer dig i at rykke teltpælene op og finde et sted, hvor omgivelserne bedre matcher dine behov – et sted med natur, fred og færre gener. Men hvis du bor i København, er det en del af aftalen.

(Indlæg bragt i Politiken d. 18/11-2024)