Liberal Alliances forsvarspolitik
Carsten Bach
22. maj 2023

I sidste uge kunne man i Berlingske læse, at langt flere danske unge mænd i dag bliver erklæret uegnet til værnepligt end tidligere – hele 58 pct. kasseres i dag.

Jeg læste nyheden med hovedrysten. En stor del af de unge sorteres fra, fordi de på et tidspunkt i livet har haft en diagnose som angst, adhd eller depression.

Sågar laktoseintolerans kan være en hindring for at blive værnepligtig.

Selvfølgelig er over halvdelen af danske unge mænd ikke uegnede til militærtjeneste.

Det er hele systemet med værnepligt som rekrutteringsinstrument til Forsvaret, der er uegnet.

For det første er værnepligten forældet og fastholder en uhensigtsmæssig praksis i Forsvaret. Det har altid været helt tilfældigt, hvem der blev udvalgt.

I dag er alle værnepligtige – heldigvis – frivillige, men det er stadigvæk ikke Forsvaret, der aktivt vurderer og udvælger den enkelte baseret på, hvem der er mest motiveret og bedst egnet til en karriere som soldat.

Når Forsvaret derudover vurderer kommende soldater ud fra one-size-fits-all-sundhedskriterier – fordi de skal passe til den brede og tilfældige rekruttering, som værnepligten er – er deres vurdering lige så præcis og kvalificeret som et skud i tågen.

At du på et tidligere tidspunkt i livet i en periode har haft angst, depression eller adhd, skal ikke være en livslang hindring for at gennemføre en militæruddannelse og være ansat på kontrakt i Forsvaret.

Det samme gælder de unge kvinder. For dem gælder samme rigide mentale og fysiske krav som for mændene.

Derudover kan de også erklæres uegnede, hvis de har kraftig og uregelmæssig menstruation. Tænk, hvis alle kvinder skal tvinges til Forsvarets Dag, for at dem med uregelmæssig menstruation skal have at vide, at de er fysisk uegnet til en militæruddannelse af den grund. Jeg kunne desværre blive ved med at opliste eksempler på uforståelige krav.

Systemet sorterer uundgåeligt en stor gruppe unge mennesker fra, som kunne have fået en lang militærkarriere. I stedet kommer værnepligten utilsigtet til at forstærke en sygeliggørelse af unge mennesker, som kan fastholde nogen i den tro, at de af den grund ikke dur til noget.

Jeg er overbevist om, at mange af de unge mennesker, som har en interesse for og ønske om en militæruddannelse, kan gøre sig nyttige i Forsvaret. De kan måske endda være bedre kandidater end andre, som godt nok ikke har angst eller adhd, men derimod heller ikke har en motivation for en karriere i Forsvaret.

Langt de fleste ressourcer, som Forsvaret bruger på at gennemføre værnepligtsuddannelsen, er derfor mere eller mindre spildt. Det er først i det øjeblik, at en person afslutter værnepligten og tegner en kontrakt med Forsvaret, at ressourcerne er en god investering. Derfor skal vi sikre, at langt flere (motiverede og kompetente) unge tegner kontrakt med Forsvaret.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 21. maj 2023)

Helena Artmann Andresen
21. maj 2023

André Rogaczewski, der er en af de betydeligste it-ledere i Danmark, siger det. Imran Rashid, læge og forfatter til bogen »SLUK«, siger det. Og når vi lytter til vores egen fornuft, ved vi det godt: Børn har ikke godt af ubegrænset skærmtid.

Teknologien udvikler sig hele tiden, og internettet lokker med sociale medier, spil og andre muligheder, der kan være udmærkede at bruge i begrænset omfang, men som er designet til at tage vores opmærksomhed i mange timer hver dag. Ubegrænset skærmtid kan koste trivsel, nærvær og evnen til at kunne koncentrere sig. Det skal vi tage bestik af, når vi – de voksne – skaber rammerne for det gode børneliv.

Derfor mener vi i Liberal Alliance, at skoletid som udgangspunkt bør være tid, hvor man er til stede i rummet. I klasselokalet, i skolegården, i idrætshallen eller på udflugten. Når børn går i skole, er det for at lære, diskutere, lytte, tale, undres og undersøge noget i et fællesskab. Hvis det ikke var sådan, kunne vi lige så godt installere hver elev bag en skærm derhjemme, sådan som det skete under coronakrisen. Men ensomhed bag en skærm er ikke den bedste måde at lære på, og mange børn led under ensomheden med skærmen derhjemme under den lange skolenedlukning.

Skolen er mange ting. Den er den stoflige faglighed, hvor eleverne arbejder med hænderne i træ, ler eller med fødevarer. Den er venner, grin, kærester og konfliktløsning. Den er et fællesskab, hvor man bemægtiger sig ny viden og færdigheder – sammen. I pauserne har eleverne brug for at sænke skuldrene og være sammen i stedet for at sidde i hver deres digitale univers. Hjernen har brug for en pause.

Derfor skal de private skærme som udgangspunkt være slukkede og lagt væk, medmindre de spiller en specifik faglig rolle i undervisningen. Måske skal der optages en film i dansk, der skal laves research i engelsk, eller der skal bruges digitale programmer i matematik. Børn skal naturligvis også lære om teknologi, og vi så gerne, at der indførtes timer i teknologiforståelse i den danske folkeskole. Det er vigtigt at komme bag om teknologien og forstå, hvordan den virker.

Vi mener ikke, det bør være nødvendigt at lovgive. En klar melding fra minister og aftalepartier i samarbejde med parterne om skolen bør være tilstrækkeligt. Vi har viden nok nu til at sige, at skoletid bør være skærmfri tid. For 100 år siden var skolen et kærkomment pusterum for børn, så de ikke skulle udføre fysisk arbejde. I dag har børnene brug for et pusterum fra den hæsblæsende digitale motorvej, der åbner sig, når de lukker op for deres mobiler og laptops.

(Indlæg bragt i Berlingske den 21. maj 2023)

Henrik Dahl
17. maj 2023

Kvinder er eksempelvis gode til at søge læge- eller psykologhjælp uden at afvente, om det går over af sig selv. Ellers føler de sig ikke som rigtige kvinder.«

Sådan ville ingen mandlig ligestillingsminister nogensinde argumentere, selvom det er skåret over samme læst som Marie Bjerre (V) i et nyligt interview i Jyllands-Posten: »Mænd er eksempelvis dårligere til at søge læge- eller psykologhjælp, for så føler man sig ikke som en rigtig mand.«

Hvem der er »bedre« eller »dårligere« til at søge læge, er vitterligt en kønnet præmis. Den profeminine tolkning af statistikkerne er, at kvinder er »gode« til gå til læge, fordi de gør det mere end mænd. Omvendt er en promaskulin tolkning af de samme statistikker, at kvinder er »dårlige« til at vente og se, om det går over af sig selv.

Mit forslag er, at man starter et helt andet sted: Kvinder og mænd har forskellige tilgange til, hvornår skavanker kræver et lægebesøg. Der er fordele og ulemper ved dem begge. Derfor skal man passe på med at sige firkantet, at den ene er den bedste.

Men nu, hvor jeg har mikrofonen, og emnet er slået an, så lad mig sige et par ord om, hvordan det er at læse en kvindelig kollegas tanker om, hvad mænd går og gemmer på i deres indre.

Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Men der er ét ord, som i den grad lyser op i alt sit fravær, når Marie Bjerre skal forklare, hvad der styrer mænds væren i verden. Og det er ordet pligt.

Der er ikke nogen følelse, der har haft større indflydelse på mit liv, end følelsen af, at jeg var underlagt visse pligter, som jeg ikke uden videre kunne kaste fra mig.

Som den ældste i en stor søskendeflok har jeg altid vidst, at jeg havde en særlig pligt til ikke at gøre ondt værre for mine forældre, når de små var kede af et eller andet – eller bare utilfredse med, at de ikke kunne få deres vilje.

Som barn i en konservativ middelklassefamilie har jeg også altid vidst, at det var min pligt at gøre mit bedste, uanset hvad det gjaldt. Man kan ikke sjofle sin skolegang. Man kan ikke sjofle et fritidsjob. Man kan ikke sjofle sin træning, hvis man først har meldt sig til en eller anden idrætsgren.

Som studerende ved diverse uddannelser, det var svært at komme ind på, vidste jeg altid, at det var min pligt at få mest muligt ud af de ressourcer, den pågældende institution stillede til rådighed.

Og sådan er det blevet ved: Som far har man pligt til at opdrage sine børn så godt, man kan. Som medejer af en virksomhed har man pligt til at skabe et overskud og til at skabe gode rammer for medarbejderne (de to ting er i øvrigt forbundne kar). Som politiker har man pligt til at forvalte den tillid, vælgerne har udvist, så godt, man formår. Som offentligt kendt person har man pligt til at svare venligt på folks henvendelser – også når det forudsætter, at man først skal tælle til ti.

Jeg er født i 1960, og jeg bilder mig ikke ind, at min mentalitet er frygtelig meget anderledes end den, man finder hos andre mænd på samme alder. Man skal klare pligterne først. Ellers er det ikke i orden at holde fri og nøjes med at tænke på sig selv.

At leve sådan kræver selvfølgelig en vis grad af selvdisciplin. For eksempel bør man holde sine sorger for sig selv. Ellers bryder al orden sammen, så børnene tvinges til at være voksne; de svage til at være stærke og de letsindige til bekymring.

Jeg ved ikke, om det giver mening for unge mennesker, der gerne vil have mig til at tænke over at være mand. Men det er her, det må begynde.

(Bragt i Berlingske d. 17. maj 2023)

Alexander Ryle
16. maj 2023

Siden tech-selskabet Open AI udgav sin AI-bot, Chat GPT, har debatten om kunstig intelligens kørt for fuld udblæsning.

Det seneste skud på stammen i debatten om kunstig intelligens er Snapchats nye funktion, der bygger på teknologien fra Chat GPT.

Den nye AI har vakt kritiske røster. Eksempelvis har Børns Vilkår ringet med alarmklokkerne og kaldt på mere regulering af området, fordi de ikke mener, at børnene selv kan håndtere funktionen.

Jeg er glad for, at debatten om kunstig intelligens er blusset op, og jeg sætter pris på, at interesseorganisationerne bidrager til, at vi får den vigtige dialog om emnet.

For hvis vi som samfund skal stå en jordisk chance for at kunne forstå samtidens teknologiske kvantespring, er det en forudsætning, at vi forholder os til dem. Men jeg er ikke enig i, at vi politikere skal regulere unge menneskers forbrug af Snapchats AI-chatbot.

Vi må ikke gå i panik over, hvor hurtigt udviklingen går, ved at forbyde de nye muligheder.

For udviklingen er kommet for at blive, og den vil skride frem, uanset hvad vi gør i Danmark. Netop derfor er spørgsmålet heller ikke, om vi skal lade udviklingen finde sted. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer, at udviklingen sker på ordentlige vilkår. Her tror jeg ikke på, at drakoniske forbud er den rigtige vej.

Tværtimod er dette et af de områder, hvor vi som samfund må udvise tillid til ungdommen og stole på, at forældrene i den enkelte familie løfter deres del af ansvaret.

Det kender vi allerede fra andre platforme, hvor man via forældreindstillinger f.eks. sætter en tidsbegrænsning på de unges forbrug

Gå ikke i panik

I slutningen 00’erne var det internettets banebrydende søgemaskiner, der tog os med storm, fordi de med få klik kunne trylle svar frem på alverdens spørgsmål.

Men hvor ville vi dog være gået glip af meget, hvis vi dengang havde forbudt folk at bruge f.eks. Google, fordi disse søgninger også kunne fremkalde svar på vores spørgsmål, der er forkerte.

Derfor må vi ikke gå i panik over, hvor hurtigt udviklingen går ved at forbyde de nye muligheder, som den banebrydende teknologi giver os. For det er en forudsætning for de unges teknologiske dannelse, at de får lov til at prøve kræfter med de teknologiske fremskridt.

(Indlæg udgivet i Børsen den 16. maj 2023)

Louise Brown
12. maj 2023

Jeg har kun siddet i Folketinget og været sundhedsordfører i lidt over et halvt år. Jeg har meget at lære endnu. F.eks. hvorfor mange i den politiske debat bliver ved med at gentage en række myter om private sundhedstilbud. Myter, der undergraver muligheden for en oplyst debat og fornuftige løsninger på så vigtigt et område.

Den første myte er, at privathospitalerne stjæler de ansatte fra offentlige hospitaler. Ævl. I 2021 var de ifølge Dansk Sygeplejeråds egne tal ca. 2.373 sygeplejersker, der forlod den offentlige sektor. 142 af dem fik job på et privathospital. 142!

Sundhedsstyrelsen har også kigget på afgangen af både anæstesisygeplejersker og intensivsygeplejersker i tidsrummet fra fjerde kvartal af 2019 og til andet kvartal af 2022.

Her viser det sig, at der har været en nettotilgang på privathospitalerne på henholdsvis 14 og 21 blandt intensiv- og anæstesisygeplejersker. Kigger man på de offentlige hospitaler, har der været et nettofald på 13 intensivsygeplejersker og en nettotilgang på 72 anæstesisygeplejersker. Kan vi så ikke én gang for alle drukne dén fortælling?

Den anden myte er, at privathospitalerne scorer kassen. Også noget ævl. Sundhed Danmark, der er interesseorganisation for en stor del af de private aktører på sundhedsområdet, har for nylig indgået den meget omtalte aftale, hvori de har givet ”det offentlige” 12 pct. rabat fra juni 2023 frem til 2024, hvor rabatten falder til 10 pct. af, hvad de plejer at skulle betale. Det har de gjort, fordi de gerne vil bidrage til at nedbringe vores vildtvoksende ventelister.

Sagen er bare den, at Sundhed Danmark nu står med håret i postkassen, da den kun har fået lov at byde ind på 11 områder af de 80, hvor den tilbød sig. Det betyder desværre, at ventelisterne stadig er helt grotesk lange. Nogle må vente 13 år på en kæbeoperation, der kunne klares i det private stort set med det samme.

Den tredje myte er, at privathospitalerne kun tager de ”lette” patienter. Og her er der dog lidt om snakken, sådan da. Det er sandt, at der er mange komplicerede operationer, der ikke kan udføres på de private hospitaler. Men det handler altså ikke udelukkende om, at privathospitalerne ikke vil. Det handler om, at de ikke får lov – som nævnt før fik private kun lov at dække en brøkdel af de områder, de bød ind på. Nuvel, nogle af operationerne kan ikke udføres på privathospitalerne. De operationer, der er meget risikofyldte, kræver et beredskab, der ikke findes på privathospitalerne, men det er altså ikke alle komplicerede operationer, der er klassificeret sådan.

Den fjerde myte er, at der er mangel på psykologer. Igen noget ævl.

Der er rigtig mange psykologer derude i landet. Men vi har et spidsfindigt system, der gør, at man kun kan få lov at hjælpe det offentlige, hvis man har et ydernummer, og det er altså ikke noget, det offentlige rutter med.

Der findes faktisk også op til flere private psykiatriske hospitaler. I dag står mange børn og unge på venteliste for at blive udredt eller på anden måde modtage hjælp i forhold til psykiatriske lidelser. Dette, imens flere mennesker og institutioner er klar til at tage imod. Men det må de ikke.

Vi står altså i den situation, at tusindvis står på venteliste – nogle mere akutte end andre – men alligevel lader vi dem vente i årevis, fordi det åbenbart er vigtigt, om det er en offentlig eller en privat udbyder, der hjælper.

Det er på tide, at vi gør op med den tankegang – det handler vel om patienterne!

Så kan vi tale om ideologi og værdier bagefter, og tilhængerne af myten kan få lov til at forklare folk, at de desværre skal undvære deres behandling, fordi den ikke er offentlig.

Hvorfor bliver vi ved med at høre disse myter fra folk, der burde vide bedre? Det har jeg endnu til gode at lære. Og jeg håber faktisk lidt, at jeg aldrig lærer det.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12. maj)

Alexander Ryle
8. maj 2023

Som IT- og digitaliseringsordfører er nogle af de emner, jeg dagligt beskæftiger mig med, på rekordtid blevet brandvarme politiske dagsordener. Det har ellers typisk været emner, som hverken vækker store følelser eller trækker internationale avisoverskrifter. Det gælder i den grad også for AI.

Men nu skal alle forholde sig til det. Det skal vi, fordi AI allerede i dag er en del af hverdagen for de fleste – om de ved det eller ej – og med al sandsynlighed kommer til at fylde endnu mere i fremtiden.

Det gælder blandt andet, når vi søger på Google og bliver præsenteret for de mest relevante links, billeder og produkter. Det gælder på vores uddannelsesinstitutioner, hvor AI-chatbots ændrer spillereglerne for elevernes skolegang og eksamen. Og det gælder ude i virksomhederne, hvor AI gør det muligt at automatisere en lang række arbejdsopgaver og dermed forbedre produktivitet og
konkurrenceevne.

AI er gået fra primært at høre til sci-fi-bøgernes univers til nu at være et samtaleemne, som Hr. og Fru Danmark kan finde på at drøfte til forårets konfirmationsfester. For mig at se er der to primære årsager til den store interesse lige nu: Hastigheden og uforudsigeligheden.

Bliver bange

Vi bliver ugentligt præsenteret for nye teknologiske gennembrud, som trækker avisoverskrifter og får tidligere teknologier til at falme. Og tech-industriens open source tilgang og villighed til at dele API’er fører til, at det konstant pibler frem med nye smarte applikationer.

Men på trods af denne kultur for åbenhed og gennemsigtighed er tech-virksomhederne og deres spirende teknologiske nybrud stadigvæk en enigma for de fleste af os. Vi forstår grundlæggende ikke teknologien, og derfor har vi ikke en reel chance for at gennemskue, hvor udviklingen tager os hen. Når vi ikke kan gennemskue noget, bliver vi ofte bange for det.

Det er enormt vigtigt at være opmærksom på, for det kan i værste fald afføde et stort demokratisk problem. Hvis de eneste borgere, der kan forstå AI, er Ph.D’er i datalogi, risikerer vi, at almindelige borgere hægtes af, eller at frygten i befolkningen vokser sig så stor, at vi siger fra over for teknologien.

Derfor må der i kølvandet på de hastige teknologiske fremskridt også følge en vigtig opgave med teknologisk dannelse. For på trods af de mange åbenlyse potentialer, er der også risiko for utilsigtede negative konsekvenser – for eksempel at vi mister vores kritiske og kreative sans og nemmere lader os manipulere af mennesker eller maskiner. Og i det nuværende virvar af ekspertvurderinger på området – hvor nogle lovpriser udviklingen, mens andre eksperter omvendt ringer med alarmklokkerne – er det svært at finde hoved og hale i, hvad man skal mene om AI.

Optimist

Min egen grundindstilling er, at jeg er optimistisk over for ny teknologi i almindelighed, hvilket også gælder AI. Jeg tror på, at det skaber muligheder for mennesket, langt ud over hvad vi tidligere troede var realistisk. Derfor må vi ikke lade frygt stå i vejen for teknologisk udvikling, men løbende diskutere både fordele og ulemper.

Uforudsigelighed kan være skræmmende, men det er samtidig værd at huske på, at vi gang på gang er blevet positivt overrasket af de uforudsete fordele ved den teknologiske udvikling. For eksempel da hæveautomater blev opfundet i 1970’erne og udbredt i 1990’erne. Dengang forventede man, at bankkassererne ville miste deres arbejde. Men der skete præcis det modsatte. Der kom flere til, fordi hæveautomaterne skabte nye markeder, som fik efterspørgslen til at stige.

Samme historie kan man fortælle om automatiske symaskiner og tekstilindustrien eller om software til scanning af dokumenter i advokatbranchen og antallet af advokatsekretærer. Og samme tendens
tegner sig nu i forhold til AI, hvor De Økonomiske Råd har undersøgt konsekvenserne af stigende automatisering af arbejdsopgaver og har fundet, at det bidrager til produktivitet og vækst uden at det går ud over beskæftigelsen i den enkelte virksomhed.

Derfor mener jeg, at vi skal byde AI velkommen. Men vi skal gøre det på en ansvarlig måde og med en risikobaseret tilgang, hvor vi holder øje med udviklingen og stiller krav til anvendelsen, så det sker på vores præmisser.

Eller sagt med andre ord: Vi skal give AI mulighed for til at spire, men vi skal gøre det på en måde, hvor det ikke vokser os over hovedet.

Katrine Daugaard
8. maj 2023

I Liberal Alliance har vi stor forståelse for, at både kulturudøvere og kulturforbrugere ønsker diversitet i kulturen.

Det er eksempelvis godt, at borgere med minoritetsbaggrund kan spejle sig i tidens fortællinger og se sig repræsenteret i kulturen. Diversitet er godt, men det er bare ikke noget, man bør lovgive sig til eller opsætte rigide måltal for at opnå.

Jeg er kritisk overfor den bevægelse, som ønsker kønsregnskaber og lighed for enhver pris. Jeg mener, at det skader kunsten og begrænser den kunstneriske frihed.

Kravet om eksempelvis kønsregnskaber vender hele den kunstneriske proces på hovedet. I stedet for at tage udgangspunkt i sin fortælling, skal kunstnerne sørge for at leve op til ydre krav, så man kan hente sin støtte hjem.

Særlige støttekrav skævvrider kunsten

Desværre er filmbranchen allerede pålagt en lang række krav på området. De skal eksempelvis aflevere kønsselvangivelse for at modtage støtte fra Det Danske Filminstitut.

Godt nok skal man først bruge tid på at optælle kvinder og mænds replikker, holde deres løn op imod hinanden og gøre rede for kønsfordelingen for og bag kameraet, efter man har modtaget støtten.

Men det siger sig selv, at de, der søger, godt ved, at dette regnskab helst skal gå i 50/50, og at det derfor får indflydelse på hvem, der hyres ind til opgaverne. Det er altså ikke kvalifikationerne og den kunstneriske frihed, der bliver vigtigst. Det er heller ikke lige muligheder, men lige resultater.

Særlige støttekrav i filmbranchen skævvrider kunsten, hvilket ses tydeligt, når eksempelvis. svenske skuespillere dukker op i danske film på steder, hvor det ikke umiddelbart giver mening.

Eller når film, som foregår i hovedstaden, optages i provinsen. Dette sker for at sikre støttekroner fra omkringliggende lande, som eksempelvis Sverige eller FilmFyn.

Verden er heldigvis en anden

Kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt (M), red.) sagde i et samråd forleden, at han ikke ønskede kvoter. Men han er alligevel åben over for, at institutioner skal kunne stille krav til bestemt repræsentation. Undskyld mig, men det lyder i min verden som kvoter.

Samtidig fortalte ministeren, at han ville have svært ved at forklare en eventuelt kommende datter, hvorfor der primært er bronzestatuer af mænd. Det er sjovt, for jeg har ingen problemer med at forklare min datter hvorfor. Man skal jo bare forklare dem historien. Der er ingen grund til at forsøge at skjule noget eller moderere historiens gang.

Der var overvejende mandlige kunstnere og magthavere i fortiden, fordi verden – og Danmark – var en anden. Jeg forklarer min datter, at verden heldigvis er en anden i dag, hvor kvinder kan komme til tops i politik, i erhvervslivet i kunst og kultur.

Men fordi at verden engang med nutidens øjne var urimelig og diskriminerende, skal vi ikke forsøge at rette op på det ved at igangsætte en ny diskrimination. Det vil jeg gerne stærkt advare ministeren om.

Forandring kommer fra kunstnerne selv

Et sted, som kunne have stor gavn af større diversitet, er i musikbranchen og særligt på spillestedernes scener. Også her, ser vi allerede tiltag til en bedre repræsentation, da der i denne sæson er flere kvinder på spillestedernes scener end før.

Her må jeg understrege, at løsningen ikke må være at bekæmpe den manglende diversitet ved at gøre som spillestedet Forbrændingen gjorde for år tilbage. Her satte de udelukkende kvinder på plakaten i et helt år. Så kan man da tale om diskrimination!

Hvis man vil øge diversiteten bør man fokusere på spillestedernes arbejde med publikumsudvikling gennem markedsføring og salg – ikke på statiske og centralt styrede måltal.

Der er plads for mere diversitet i kunst og kulturens verden, men det må ikke ske på bekostning af den kunstneriske frihed.

Det er Liberal Alliances holdning, at forandringen i høj grad skal komme fra kunstnerne selv, og at politikerne skal respektere armslængdeprincippet.

(Indlæg bragt på Altinget.dk den 8. maj 2023)

Henrik Dahl
3. maj 2023

Inkompetencefælden. Det er et ord, De med fordel kan gøre Dem bekendt med. Tage ind. Smage på.

For det kan udmærket ende med at blive den fælde, kunstig intelligens lægger ud for alle os arbejdsomme mennesker i det nordvestlige Europa. Jeg hørte første gang om inkompetencefælden, da jeg for knap ti år siden læste den norske forfatter Jon Hustads bog »Farvel Norge«. Den handler primært om fremtiden for den norske velfærdsstat, og det behøver vi ikke beskæftige os med her.

Men bogen åbner med en beskrivelse af den inkompetencefælde, Spanien faldt i efter, at man i løbet af 1500- og 1600-tallet blev styrtende rig på sine kolonier i Mellemog Sydamerika.

Den kolossale rigdom i meget brede lag i det spanske samfund betød, at man begyndte at bestille opgaver løst af andre i stedet for selv at løse dem. I de højeste samfundslag kunne man bestille nye huse opført. Men man kunne også bestille folk til at føre tilsyn med byggeriet, og i den forstand optræde som bygherrer.

Længere nede i samfundet tog spanske håndværkere imod bestillinger. Men i stedet for at løse opgaverne selv, blev den praktiske konstruktion af møbler, sølvfade eller hvad det måtte være udliciteret til de dygtigste håndværksmestre fra det øvrige Europa.

Resultatet kan man næsten sige sig selv: Som tiden gik, blev spanierne mere og mere inkompetente. For det er nu engang sådan, at kompetent, det bliver men igennem løsning af konkrete og nogle gange anstrengende opgaver. Jeg lærer ikke at frembringe et guldsmykke ved at læse om guldsmykker og tale henført om dem til mine venner og bekendte. Jeg lærer det ved at suge til mig fra de erfarne; øve mig; kæmpe med stoffet og gøre dette forfra utallige gange.

Der er ikke nogen tvivl om, at kunstig intelligens i tidens fylde vil kunne befri menneskeheden for et utal af kedelige opgaver. Ligesom robotter kan. Og det skal vi i og for sig være glade for.

Men der er heller ikke nogen tvivl om, at kunstig intelligens og robotter i tidens fylde kan sende brede udsnit af befolkningerne i vores del ud af verden ud i den samme dybe inkompetence, som Spanien endte i.

For spaniernes enorme rigdom endte med at få den konsekvens, at de ingenting kunne selv. Hvis jeg ikke engang orker at føre tilsyn med det byggeri, jeg har bestilt, ender jeg med at miste evnen til at se, hvad der er op og ned i et byggeprojekt. For den evne opbygger man ved at øve sig.

Hvis jeg ikke orker andet end at tage imod bestillinger på det håndværk, jeg i teorien skulle være en mester i, ender jeg med at miste evnen til at udføre de opgaver, kunden har bestilt. For igen: Det er en evne, man opbygger ved at øve sig.

På samme måde vil det gå i ethvert tilfælde, hvor jeg overdrager min kompetence til en snild maskine. Beder jeg konsekvent en maskine om at gange eller dividere, bliver jeg selv gradvist mere og mere inkompetent i forhold til at kunne gøre det med papir og blyant. Beder jeg konsekvent en maskine om at gnaske sig igennem et utal af kilder og uddrage essensen, bliver jeg selv gradvist mere og mere inkompetent i forhold til at kunne gøre det med bøger, notesblok og blyant.

Alt dette ville være ligegyldigt, hvis det ikke var sådan, at bivirkningerne af inkompetence er tab af den kritiske og den kreative sans. Men uden reel, egen viden om det emne, man bestiller en rapport om, er man forsvarsløs over for fuskere. Hvad enten fuskeren er en maskine eller et menneske.

Dette er, hvad inkompetencefælden går ud på. Og det djævelske er, at man kun kan slippe ud ved hjælp af kompetence.

(Indlæg bragt i Berlingske den 3. maj 2023)

Henrik Dahl
2. maj 2023

To tekster fra tirsdagens Jyllands-Posten fortjener at blive koblet sammen og fortolket i en fælles ramme.

Det drejer sig om artiklen ”Den Afrikanske Union på vej ind i” G20 og Heini í Skorinis kronik ”FN’s nye kampdag mod islamofobi er endnu et angreb mod ytringsfriheden”. Lad os begynde med den sidstnævnte.

I 1955 mødtes repræsentanter for 29 lande i byen Bandung, der ligger på den indonesiske ø Java. Det drejede sig om 28 autoritære stater – og så Japan, der af uklare årsager var endt i dette dårlige selskab.

Når man gæster det besøgscenter, der i vore dage fylder konferencecentret, er den officielle fortælling, at her trådte det, man i vore dage kalder Det Globale Syd, for første gang ud af kolonialismens skygge og forlangte respekt fra de industrialiserede lande i det geografiske og politiske Vesten.

Narrativet kræver, at man ser bort fra, at Japan få år tidligere, drevet af sin imperialisme, havde været med til at udløse Anden verdenskrig. Og i den proces havde optrådt som en voldsomt brutal kolonimagt over for en lang række lande i det sydøstlige Asien.

Narrativet kræver også, at man ser bort fra, at meget få af deltagerstaterne var i nærheden af at kunne kalde sig selv for veludviklede demokratier. Et mindretal af deltagerlandene forsøgte ærligt at udvikle sig til demokratier. Men i sandhedens ånd må det siges: Mange af dem var temmelig autokratiske og langt fra, hvad man med rimelighed kan kalde demokratiske. Nogle deciderede diktaturstater.

Hvis man sætter en parentes om Japan, ville et lige så troværdigt – men ikke så politisk korrekt – narrativ lyde, at i Bandung lykkedes det for første gang en række tidligere kolonilande at bruge FN imod de lande, der havde grundlagt FN.

Der findes ikke et godt danske ord for det. Men det, man i vore dage på engelsk ville kalde ”The weaponization of the UN Charter” begynder i Bandung. Og er siden kun blevet værre.

Det, Bandung-landene gjorde, var officielt at sige, at de ville respekteres af FN’s grundlæggerlande. Hvilket – minus Sovjetunionen – ville sige det geografiske og politiske Vesten.

Det skete på den måde, at de insisterede på at nyde al den respekt fra de vestlige lande, som FN-pagten opstiller som norm. Men at de samtidig insisterede på, at de vestlige lande skulle blande sig udenom, hvis de samme lande internt trådte på menneskerettighederne og alt, hvad FN-pagten ellers forpligter de enkelte medlemslande til at gøre over for egne borgere.

Hvis man skal vinkle en anelse skarpt – men kun en anelse – bad Bandung-landene med FN-pagten i hånden om, at de vestlige lande skulle lade dem være i fred, når de internt undertrykte deres borgere.

Hvorfor? Primært fordi dårlig samvittighed over kolonitiden i den vestlige verden.

Når FN i vore dage kan være en løftestang for undertrykkelse af ytringsfriheden – som Heini í Skorini dokumenterer, at International Dag For Bekæmpelse Af Islamofobi i realiteten er – og når en hel stribe af diktaturstater kan få lov til at dominere FN’s Menneskerettighedsråd, kan det alt sammen føres tilbage til Bandung i 1955.

For det er der, de vestlige lande accepterer det bizarre hykleri, der i vore dage har gjort FN stort set meningsløs: Man må gerne melde sig ind i FN – hvilket kræver, at man underskriver FN-pagten – men det er ikke i orden at kræve, at medlemslandene overholder FN-pagten. Eller det vil sige: Hvis man er et land fra Det Globale Syd må man gerne kræve, at FN’s grundlæggerlande (minus Rusland) overholder FN-pagten til punkt og prikke. Men grundlæggerlandene må ikke kræve, at de senere tilkomne overholder FN-pagten. For så er de imperialister og alt muligt andet ondt.

Denne dobbeltmoral har siden Bandung-konferencen været en indbygget del af FN. Og dermed også drivkraften i al den meningsløshed, der præger organisationen.

Og så er vi fremme ved den anden artikel, der handler om Det Globale Syd og G20.

Essensen af artiklen er, at både Rusland, Kina og deres måske-og-måske-ikke-alligevel-allierede Indien presser på for, at Den Afrikanske Union skal være med i G20. Den vil sige et mellemstatsligt samarbejde mellem – i teorien – de stærkeste økonomier i verden.

Rusland og Kina har ikke rent mel i posen. For de har bevist ved både handlinger og ord, at deres ultimative, politiske mål er at ødelægge den eksisterende verdensorden. Hvilken orden, man tænker på at sætte i stedet, bliver aldrig sagt højt. Men det drejer sig – uanset hvordan det pakkes ind – om den stærkes ret. Hvilket meget bekvemt ofte er Ruslands og Kinas ret.

Det mest udspekulerede trick, modstanderne af Vesten nogensinde har udtænkt for at ødelægge den vestlige verdensorden, er at melde sig ind i vestligt inspirerede eller initierede samarbejdsorganisationer og nedbryde dem indefra.

Det var sådan, de ødelagde FN. Og det er også sådan, WTO er ved at blive ødelagt. Man melder sig ind, fordi alle mennesker skal blive brødre i 1700-talsdigteren Friedrich Schillers og de internationale organisationers ånd. Hvorefter man undlader at overholde reglerne, for i stedet at stikke uafladeligt til den dårlige samvittighed, velmenende mennesker i Vesten føler over deres forfædres synder.

Hvis de vestlige lande siger til Den Afrikanske Union, at den taget efter formålet med G20 strengt taget ikke har så meget at gøre der, er den vestlige verden ond og kolonialistisk og alt, hvad man ellers kan komme i tanke om af dårligt.

Omvendt kan man være sikker på, at hvis G20 giver efter for presset og gør sig selv til G21, så vil Den Afrikanske Union omgående begynde at rejse alle mulige, politiske krav, der ikke handler om, hvad Den Afrikanske Union kan gøre for verden, men hvad verden skal gøre for Den Afrikanske Union.

Typisk på den præmis, at det er begrænset, hvad landene i Den Afrikanske Union kan gøre for at bedre deres egen situation. Og på den bærebølge, at det stadig – tres-halvfjerds år efter afkoloniseringen af kontinentet – er kolonialismens og imperialismens skyld, at de politiske eliter i de afrikanske lande sjældent er særlig succesfulde, når det gælder om at skabe demokrati og forbedre den jævne mands og jævne kvindes vilkår i deres respektive lande. Uden tvivl vil Rusland, Kina, Indien og Brasilien applaudere disse påstande. Og bidrage til at udskamme enhver, der stiller sig kritisk over for den politiske elite i dette eller hint afrikanske land.

Landene på det afrikanske kontinent har været hårdt ramt af den vestlige kolonialisme. Det skal vi anerkende i Vesten – og det gør langt de fleste lande og enkeltpersoner også.

Men det at have været koloniseret engang i fortiden, er ikke en skæbne, der påvirker alt, hvad der siden hænder i fremtiden. Det kan man i et vist omfang observere i Latinamerika. Men navnlig rundt omkring i Det Fjerne Østen.

Derfor må det efterhånden være på sin plads at gøre op med det hykleri, der blev indstiftet ved Bandung-konferencen i 1955, og som stadig præger omgangen med landene på det afrikanske kontinent.

Som medlem af FN bør man selvfølgelig nyde den respekt fra andre lande, som FN-pagten lægger op til.

Men det er ikke vestlig imperialisme at spørge landene på for eksempel det afrikanske kontinent ind til, hvorfor de udfolder så beskedne anstrengelser for at overholde FN-pagten, når det gælder deres egne befolkninger og deres nabolande.

For sagen er: Hvis man er træt af at blive spurgt ind til, hvordan det går med at overholde de forpligtelser, man frivilligt har påtaget sig, er svaret ikke at skælde ud på dem, der spørger. Det er at komme i gang med at leve op til de aftaler, man ved fuld bevidsthed og dermed også med åbne øjne har påtaget sig at overholde.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 2. maj 2023)

Henrik Dahl
27. april 2023

Regeringen vil fremlægge en helt ny udenrigspolitisk strategi. Det er noget, regeringer i vore dage gør i et forbløffende tempo. I 2016 offentliggjorde den daværende V-regering sin strategi. Den blev afløst af VLAK-regeringen, der udgav sin nye to-årige strategi i 2017 og planmæssigt søsatte den næste i 2019. Så fulgte nok et regeringsskifte, der forhalede 2021-strategien til 2022. Og efter igen at have skiftet regering, ser Danmark så frem mod en afløser for 2022-strategien her i 2023.

Udenrigspolitiske strategier er ikke analyser af, hvad der kommer til at ske. Og godt for det. 2016-strategien, der udkom i maj dette år, nævner ikke sandsynligheden (eller efter behag: risikoen) for hverken Brexit eller Donald Trumps valgsejr.

Ruslands krigserklæring imod Vesten – der afleveres ved Münchenkonferencen i 2007 – fylder nærmest ingenting i de følgende strategier. Selvom kimen til den krig i storskala, der i dag udkæmpes i Ukraine, bliver lagt i 2014.

Og så sent som i januar 2022 fylder risikoen for en alt-på-hoved-vendende krig i Europa – der udbrød den følgende måned – intet i forhold til konsekvenserne.

Med andre ord: Udenrigspolitiske strategier er ikke videnskab. Og godt for det. De er den til enhver tid siddende regerings bedste bud på, hvordan udenrigstjenesten skal bruge sine kræfter lige nu og i den fremtid, der umiddelbart venter.

Og derfor er udenrigspolitiske strategier på godt og ondt også intellektuelle selvportrætter af den siddende regering.

Jeg er ikke særlig imponeret af de skitser til Danmarks nye strategi, der indtil videre er sluppet ud. For eksempel ved netmagasinet Altingets konference om dansk udenrigspolitik for nylig.

Hvis det stod til mig, skulle en udenrigspolitisk strategi begynde med at gøre status. Og den status ville – jeg beklager – ikke blive opmuntrende læsning.

I dag står den vestlige verden svagere og mere isoleret over for den ikke-vestlige verden, end den har gjort på noget tidspunkt de seneste knap 350 år. Mellem 1683, hvor osmannerne foran Wiens porte tabte til den vestlige verden, og i vore dage, har man ikke for alvor kunnet forestille sig, at de vestlige lande ville være i stand til gå ud af en stormagtskonflikt med den ikke-vestlige verden som tabere. Men den mulighed kan man efterhånden godt forestille sig igen. Og det skal både Danmark og resten af den vestlige verden selvfølgelig indrette sine strategier på.

Den samlede svækkelse af den vestlige verden kan gøres op som en kombination af adskillige regionale svækkelser.

Mellemøsten er i vore dage stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. Siden 1979, hvor Khomeini kommer til magten i Iran, og hvor Rusland som det første vestlige land indledte regionens besynderlige drift imod at komme til kort i Afghanistan, er det kun gået tilbage. Der findes ikke ét land i Mellemøsten, der i vore dage er mere sekulært og mere demokratisk og mere vestligt orienteret, end det var i 1979. Alle som et har de bevæget sig bort fra sekulære og demokratiske og vestlige værdier. De fleste af egen fri vilje. Og mindretallet fordi de er blevet presset af til stadighed stærkere islamister.

Afrika er i vore dage også stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. I den islamiske del af kontinentet var det i mange år sådan, at der var tre store spillere i sjælefiskeriet: Vesten, Kina og islamisterne.

I vore dage er Vesten ude. Derfor har Kina og islamisterne frit spil alle de steder, hvor Rusland ikke har udfyldt magttomrummet efter de vestlige lande. Og uden for den islamiske del af Afrika, er det primært Kina, der sætter den økonomiske og politiske dagsorden.

Hvad angår de store lande uden for det geografiske Vesten, Mellemøsten og Afrika, så er det lange hurtigere at tælle de entydigt vestorienterede lande, end det er at tælle modstanderne af den vestlige verdensorden.

Det drejer sig om Japan, Sydkorea samt selvfølgelig Australien og New Zealand. Hvad angår lande som først og fremmest Kina og Indien, men også Brasilien, ligger de i spektret mellem fjendskab og modvillig respekt.

Det korte af det lange er: Vesten – ikke som geografisk region, men som en model for hvordan man indretter samfund og samarbejder med hinanden – er alene i verden. Der er ikke nogen indflydelsesrige lande eller vigtige regioner uden for det politiske Vesten (som er lig med det geografiske Vesten plus Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand), der gerne vil være som os. Kun indflydelsesrige lande og vigtige regioner, der gerne vil ødelægge vores politiske og kulturelle model.

Dette burde være præmissen for dansk udenrigspolitik og europæisk politik i forhold til lande uden for det politiske vesten. Ikke alt muligt andet.

Men er det så ikke alt sammen vores egen fejl? Fordi vi har været så onde og imperialistiske og kolonialistiske og så videre. Både ja og nej.

Et hvilket som helst land, der har meldt sig ind i De Forenede Nationer, har tiltrådt FN-Pagten. Og hvis man læser, hvad der står i den, kan man se, at de derfor også har skrevet under på, at de vil respektere menneskerettighederne; alle menneskers værdighed; grundlæggende demokratiske spilleregler og en alment pacifistisk tilgang til omgangen med andre lande.

Men her har de oprindelige medlemmer af FN accepteret en besynderlig form for hykleri. Hvis man er et af de oprindelige medlemmer (undtagen Sovjetunionen/Rusland), skal man overholde FN-pagten til punkt og prikke. Hvis man er et land, der ikke kommer fra det geografiske og politiske Vesten, er det til gengæld totalt ligegyldigt, om man overholder reglerne.

Landene i det såkaldte ”globale syd” ynder at sige, at skal lade være med at komme efter dem med alle mulige ubehagelige spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder. Men sandheden er: Hvis vi bringer det på bane, er vi sådan set ikke ”efter dem”. Vi spørger bare høfligt, hvordan det går med at leve op til de krav, man frivilligt har skrevet under på, at man ville overholde og respektere som forudsætning for medlemskab af FN.

Det er derfor, FN ikke er særlig meget andet end en snakkeklub i New York. Når både Rusland og Kina kan sidde i Sikkerhedsrådet, selvom de på daglig basis underminerer både FN-Pagten og centrale FN-traktater, og når flertallet i Human Rights Council dagligt tramper på menneskerettighederne, er FN selvklart ikke et sted, det generelt giver mening at tage dybt alvorligt.

Når Mellemøsten og Afrika i vore dage er tabte for den vestlige verden, har det selvfølgelig noget at gøre med, at vi har ført en politik, der gjorde os upopulære. Det ville være dumt at benægte dette.

Men det er altså også fordi der i begge regioner findes meget stærke kræfter, der bare ikke bryder sig om alt det, den vestlige samfundsmodel trækker med sig: Demokrati. Menneskerettigheder. Sekularisme. Kvinderettigheder. Minoritetsrettigheder. At benægte dette, ville være lige så dumt.

I dag er det sådan, at Ruslands politiske mål er at ødelægge den europæiske og vestlige sikkerhedsorden. Og at landet vil benytte ethvert middel, det råder over, for at nå dette mål.

I forhold til det projekt har landet en stærk allieret i Kina. For her er målet også at ødelægge den vestligt dominerede verdensorden med alle midler, man har ved hånden.

Af andre årsager end dem, der driver Rusland og Kina, har Iran (og diskret i baggrunden: Saudi-Arabien) de samme målsætninger.

Derfor burde udgangspunktet for Danmarks udenrigspolitiske strategi også være en eksplicit afstandtagen til den forestilling, at økonomisk interdependens fører til en mere fredelig verden.

Den vestlige verden har i årtier filtret sig ind i økonomisk interdependens med Kina og oliestaterne i Mellemøsten. Det har ikke – og jeg gentager: ikke – ført til, at nogen af disse lande er blevet mere demokratiske eller fredelige eller i bred forstand vestlige.

Man kan påstå dette lige så tosset, man vil. Påstanden kommer stadig til at falde på manglende empiri.

Det eneste, interdependensen fører med sig, er, at den vestlige verden bliver mere følsom over for politisk og økonomisk afpresning fra de islamistiske regimer i Mellemøsten og fra Kina.

Udenrigspolitiske strategier, der har andre præmisser, er kolosser på lerfødder. Det skal vi sige til os selv i Danmark. Og vi skal sige det til vores europæiske partnere, hvis de stadig lever i vildfarelse.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. april 2023.