Dansk public service har brug for en frisk start

Katrine Daugaard
19. februar 2025

Groft vildledende.

Sådan betegner tidligere økonomisk overvismand DR’s dokumentar ”Grønlands hvide guld” om udvindingen af kryolit i Grønland, som efter kun få dage er blevet pillet så meget fra hinanden af en række enige topøkonomer, at det må undre de fleste, at DR har valgt at bringe den.

Det er utroligt, at Danmarks Radio midt i en grønlandsk valgkamp og en skæbnestund for et skrøbeligt rigsfællesskab kan udkomme med et angiveligt journalistisk produkt, som ifølge økonomiske eksperter er groft vildledende og tenderer til misinformation.

Men skal vi tro en af de utallige DR-mellemledere, som har fået den utaknemmelige opgave at forsvare dokumentaren, så er den imidlertid faktuelt set korrekt. Den skal blot anskue spørgsmålet om økonomien på en »lidt mere kompleks måde«. Og det er præcis der, hvor dokumentarfilmen knækker.

Journalisterne bag dokumentaren har nemlig været i dialog med adskillige anerkendte og fremtrædende danske økonomer, som alle har advaret mod dokumentarens centrale påstand om, at man på en måde kan betragte en omsætning på angiveligt 400 mia. kr. over en 100-årig periode som en form for fortjeneste for Danmark.

Men de blev vraget til fordel for en indisk marxistisk økonom med speciale i ”postkolonialisme”, Arindam Banerjee, der vel efterhånden er den eneste af dokumentarens eksperter, der vil stå på mål for dokumentarens budskab.

Og pudsigt nok er denne ekspert af præcis samme ”postkoloniale” og venstreorienterede skole som den hovedperson, DR har valgt til dokumentaren, og som også grædende i dokumentarens højdepunkt accepterer den forfejlede måde at regne på som den pureste sandhed.

”Grønlands hvide guld” er blot det seneste – men alvorligste – eksempel på indhold fra DR Dokumentar, der har vist sig at være groft politiserende og fyldt med grelle fejl. God, saglig journalistisk har ikke behov for at fordreje, underdrive eller overdrive.

Som public service-institution er det DR’s opgave at sikre alsidig og politisk uafhængig folkeoplysning til borgerne, og vi betaler årligt 4 mia. skattekroner for det.

Desværre tyder en del på, at det primært er venstrefløjen, som får noget for pengene. Når man tænker på, hvor travlt DR har haft med at advare mod fake news og misinformation, som vi frygter skulle komme fra Rusland og andre fjendtlige aktører, er det så meget desto mere kritisk, at de nu selv er afsender på samme type indhold.

Og mens både dokumentaren og DR’s efterfølgende svar på kritikken har skabt rystelser i det politiske Danmark, må man konstatere, at DR Byen er bygget til at modstå jordskælv.

For det lader ikke til, at kritikken af de mange fejl og fordrejninger har rokket ved selverkendelsen i ledelseslagene. Det ville ellers være klædeligt med en anelse selvransagelse og en vilje til at placere ansvaret. Begge dele udebliver.

Ifølge DR er det primært alle andre, der har misforstået deres dokumentar, og har de endelig en smule ansvar, så er det kun for ikke at kommunikere tydeligt nok.

I en situation, hvor det er åbenlyst for stort set alle andre, at DR med åbne øjne har bedrevet politisk manipulation forklædt som journalistik, er den mangel på ansvarlighed og selverkendelse mildest talt tragikomisk.

Det er derfor på tide, at vi fra politisk hold erkender, at DR ikke lever op til sit formål som folkeoplysende institution. Derfor er der behov for en nytænkning af, hvordan vi organiserer public service-virksomhed i Danmark, så det reelt er i offentlighedens interesse. En frisk start for DR.

Dokumentaren kunne have været en spændende og velkommen belysning af relationen mellem Grønland og Danmark. Desværre er det vigtigste og mest sandfærdige, dokumentaren kan lære os, at DR har droppet sit folkeoplysende virke til fordel for politisk aktivisme.

Mens både dokumentaren og DR’s efterfølgende svar på kritikken har skabt rystelser i det politiske Danmark, må man konstatere, at DR Byen er bygget til at modstå jordskælv.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.19. februar 2025)

Vances München-tale var en blanding af tiltrængt opsang og bizart hykleri

Henrik Dahl
18. februar 2025

Meget i vicepræsidentens tale var sandt. Men en god del er også hykleri og farlig ligegyldighed over for Rusland. Og under alle omstændigheder tegner den en virkelighed, Europa er nødt til at forholde sig til i de i hvert fald næste fire år.

J.D. Vances tale ved sikkerhedskonferencen i München er allerede efter få dage historisk. Retorisk er den fremragende. Men har Vance i overvejende grad ret i det, han siger? Eller tager han i overvejende grad fejl? Det skal diskuteres på de følgende linjer.Den amerikanske vicepræsident har ubetinget ret i, at en række lande i Europa har ført en selvdestruktiv indvandringspolitik. Og værre end det: en indvandringspolitik, som de enkelte landes borgere aldrig for alvor er blevet spurgt om, hvorvidt de ønskede. Hvis de var blevet spurgt, havde de fleste formentlig sagt nej. Som valget i Tyskland den 23. februar givetvis kommer til at vise.

Han har også ubetinget ret i, at ”brandmure”, der i praksis holder store dele af et lands befolkning ude fra de almindelige, politiske processer, er en dårlig idé. Selv fundamental uenighed skal ikke tackles ved, at flertallet tryner et meget stort mindretal og erklærer dette mindretals synspunkter for uønskede og ikke værdige til at blive taget i betragtning.

I et velfungerende demokrati er flertallet altid nødt til at gå i dialog med et mindretal på 20-25 pct. af befolkningen. Ellers er demokratiet ikke velfungerende.

Vicepræsidenten har endvidere ubetinget ret i, at overdrevet nidkære love imod hadtale i realiteten giver aktører, der handler i ond tro – det vil først og fremmest sige islamister og wokeister – veto i forhold til kritik, provokation og satire. Det er derfor, den danske koranlov er og bliver en skandale.

Endelig har den amerikanske vicepræsident ubetinget ret i, at Europa har gjort alt, alt for lidt i forhold til sin egen sikkerhed.Hvis det ikke var så tragisk, ville argumentet om, at vi ikke kan gøre ditten og datten på grund af internationale forpligtelser, være komisk. I næsten 10 år ignorerede næsten alle lande i Europa – herunder Danmark – konsekvent at leve op til sine internationale forpligtelser på forsvarsområdet. Det skete der i mange år ikke noget ved. Undtagen – hvad der også er grelt nok – at kontinentet i dag er håbløst bagud, når det gælder om at tage vare på egen sikkerhed.

Med andre ord: ”Hensynet til internationale forpligtelser” er i den grad et ad hoc-argument, man kan slå sine modstandere i hovedet med, hvis man ikke tør argumentere ærligt for sine standpunkter. Det er i hvert fald ikke noget, der med nødvendighed overholdes i Danmark, eller som nødvendigvis har nogen konsekvenser.Der, hvor J.D. Vances tale er mindre god, er de dele, der på den ene eller den anden måde står i forbindelse med den russiske imperialisme og den russiske hybridkrig imod Europa.

Og så naturligvis de dele, der handler om valgsvindel og misinformation. For lad os lige få på det rene: J.D. Vances chef – Donald Trump – har konsekvent gennem mere end fire år spredt den løgn, at han vandt valget i 2020. J.D. Vances chef stod bag et mislykket statskup den 6. januar 2021. Og så er J.D. Vances chef i det hele taget et omvandrende bevis på omfanget af det problem, der hedder løgn og misinformation.

Hvor meget det end glæder mig, at Donald Trump tager et opgør med wokeisme, er jeg kort og godt ude af stand til at se bort fra, at han er fuld af løgn og forkerte påstande. Som han frækt gentager og aldrig dementerer.

Russisk indblanding i valg er et kæmpestort problem for Europa. Rusland har blandet sig i Georgien. Rusland har blandet sig i Moldova. Rusland har uden tvivl blandet sig i Rumænien.

I øvrigt gør Rusland gennem sine marionetter Viktor Orbén og Robert Fico også alt for, at EU skal bryde sammen. Så en tale om, hvad Europa gør og ikke gør og burde gøre og ikke burde gøre, kan ikke – hvis den skal være nogenlunde redelig – komme uden om Rusland.

Vi skal være utrolig påpasselige i Europa, så vi ikke synker ned på et illiberalt niveau i forsøget på at forsvare os imod Rusland. Men jeg må også slå fast: Det er fuldkommen legitimt at bekæmpe, at fremmede magter forsøger at destabilisere ens land. Det har alle lande enhver tænkelig ret til.

Det er gådefuldt, hvorfor MAGA-republikanerne er så eftergivende over for Rusland. Men det har de desværre til fælles med det hårde højre i Europa – som J.D. Vance helt klart forsøger at glæde med sin tale i Europa. Og denne eftergivenhed over for Rusland var den helt store svaghed ved J.D. Vances tale – selvom han også fik afleveret en del sandheder, som den politiske elite i Europa havde godt af at høre.

Jeg kan ikke vide, om det er i en kombineret iver efter at glæde ejerne af de store amerikanske kommunikationsplatforme og det hårde højre i Europa på en og samme tid, at J.D. Vance får lanceret den påstand, at ytringsfriheden i Europa har trange kår.

I hvert fald er påstanden om, at mediernes frihed i Europa er presset, ikke sand. Ifølge det velansete World Press Freedom Index for 2024 kommer USA på en sløv 21.plads. Langt efter store EU-lande som Tyskland og Frankrig. Og selvfølgelig endnu længere efter Danmark, der trods alt er på andenpladsen efter Sverige.

Jeg er godt klar over, at de store amerikanske kommunikationsplatforme har en interesse i at fremstille tingene på den måde, at EU’s Digital Services Act (DSA) er et uset indgreb i ytringsfriheden. Men sandheden er, at DSA løfter de regler, der gælder for eksempelvis dagblade og tv-stationer, ind i det digitale domæne. Det kan man mene om, hvad man vil. Jeg synes, det er meget rimeligt, at en stor kommunikationsplatform som X i princippet skal opføre sig ligesom Jyllands-Posten eller TV 2. Ikke bedre og ikke dårligere – bare på tilsvarende måde.

Så alt i alt: Halvdelen af J.D. Vances tale er fremragende og en tiltrængt opsang til den politiske elite i Europa. Mens den anden halvdel er en hyklerisk – og bizart Ruslands-ignorerende – kritik af EU for at ville beskytte sit demokrati imod udenlandsk indblanding og ryggesløse tyranners forsøg på statskup. Om det gør glasset halvt fuldt eller halvt tomt, kan man så bruge lang tid på at grunde over. Uanset hvad, så er talen udtryk for de gældende vilkår i Europa i mindst fire år frem i tiden.

Hvor meget det end glæder mig, at Donald Trump tager et opgør med wokeisme, er jeg kort og godt ude af stand til at se bort fra, at han er fuld af løgn og forkerte påstande. Som han frækt gentager og aldrig dementerer.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 18. februar 2025)

København mangler lidt Manhattan – vi skal bygge i højden

Alexander Ryle
12. februar 2025

Da jeg for nylig var i New York, blev jeg mindet om, hvordan højere og tættere bebyggelse rent faktisk kan skabe en storby med plads til alle – eller i hvert fald rigtig mange.

Arealmæssigt er Manhattan en smule mindre end Amager, men huser cirka 7,3 gange flere borgere. Med sine mere end 1,6 millioner indbyggere bor der faktisk omkring 180.000 flere mennesker end i København, Aarhus, Aalborg og Odense tilsammen.

Bevares, selv en storbyliberal som mig får højdeskræk ved tanken om et København med 100-etagers høje bygninger. Men mindre kan bestemt også gøre det. Vi kommer ikke uden om at bygge flere boliger – som i mange flere – hvis vi bare skal lægge en lille dæmper på de hidsige huslejestigninger.

Som barn i 90ernes København husker jeg tydeligt, hvordan de voksne i min børnehave ved Kultorvet måtte fjerne kanyler fra sandkassen. 70ernes og 80ernes krisetider havde sat deres tydelige spor.

Men med store investeringer og politisk mod blev byen forvandlet. Ørestaden, Vanløse, havneområderne og metroen blev realiteter, og i dag er København en by, som folk valfarter til – ikke flygter fra.

Af samme grund har huslejeniveauet såvel som ejerboligpriserne i årevis været på himmelflugt. Og lige så længe har venstrefløjen turneret rundt med opportunistiske valgløfter om guld og billige boliger.

Senest har Pernille Rosenkrantz-Theil taget de 35.000 kommende Lynetteholm-beboere som gidsel i sin iver efter at sætte sig på den københavnske jerntrone. Hun har nemlig startet et korstog mod nye bydele med dyre lejeboliger »gemt bag kønsløse facader af stål, glas og beton«, som hun formulerer det i Berlingske.

I stedet drømmer Rosenkrantz-Theil om »hyggelige byggeforeningsagtige huse, der er vævet ind mellem smukke murstenskarreer med københavnertage til 4.–5. sals højde«.

Jeg medgiver, at det lyder tillokkende. Men denne boligdrøm kvalificerer sig snarere til et af de utallige tv-programmer om danskere, hvis boligdrømme ikke matcher virkeligheden.

Jeg er sådan set enig i, at huslejen i mange af de nye lejeboliger ligger i den høje ende. Men én ting er sikkert: Den bliver ikke lavere af, at vi bygger færre af dem. Som med alt andet handler det i sidste ende om udbud og efterspørgsel.

Da vi hverken kan eller vil reducere efterspørgslen på at bo i København, er vores eneste mulighed at øge udbuddet. Og medmindre vi ønsker at inddrage de i forvejen knappe byrum, legepladser og grønne åndehuller, siger det sig selv, at vi må bygge højere.

Af Københavns Kommunes seneste boligredegørelse fremgår det, at der stadig er et betydeligt boligefterslæb fra 00erne og 10erne, samtidig med at boligvæksten er den laveste siden 2015. Tiden er derfor ikke til at kaste byens udvikling over styr med socialdemokratiske boligfiduser.

Personligt værdsætter jeg i allerhøjeste grad de gamle, charmerende dele af København, og jeg har naturligvis ingen ambition om at omdanne byen til ét stort glaspalads. Men det er simpelthen for let at harcelere over glasfacader og høje huslejer, når ens egne løsninger svarer til at slukke en bybrand med en vandpistol.

(Indlæg bragt i Berlingske d.12. februar 2025)

Blå partiledere efter drab på svensk islamkritiker: Afskaf koranloven og racismeparagraffen

Alex Vanopslagh
9. februar 2025

Mordet i Sverige på den irakiskfødte flygtning og islamkritiker Salwan Momika er gruopvækkende.

Gruopvækkende, fordi det er alle mord. Men også fordi det er et lysende eksempel på, at den koranlov, vi har i Danmark, er ekstremt farlig for vores frihed og demokrati.

Måske ånder nogle lettet op og tænker, at det, der er sket i Sverige, ikke vil ske i Danmark, fordi vi har forbudt koranafbrændinger. Men i virkeligheden viser vi voldelige islamister, at det godt kan betale sig at lægge pres på demokratier i den vestlige verden.

Jo mere brutalt de går til værks, desto mere bange bliver vi. Og når vi er bange, bøjer vi os for de mørke kræfter.

Både koranloven og en racismeparagraf, der lige så langsomt knopskyder, er ukrudtsblomster, der ikke bør gro i et sundt demokratis baghave. Og det er bestemt ikke blomster, der er plantet af os borgerlige. Vi vil til enhver tid kæmpe for frihed frem for frygt, for modargumenter frem for paragraffer.

Det handler ikke om, at vi billiger racisme eller anden diskrimination. Det er vigtigt at slå fast. Men ytringsfriheden er sjældent smuk, den kan endda være grim – men den bedste modkur er ord, debat og argumenter.

»Det er her, det bliver farligt«

Racismeparagraffen – eller Straffelovens §266 b, som den helt korrekt hedder – blev indført i 1939 som reaktion på Tysklands racelove og officielle antisemitiske propaganda, og den udsprang derfor af et konkret behov for at forhindre udbredelsen af lignede forhold.

Den er løbende blevet udvidet til også at omfatte seksuel orientering, handicap og kønsidentitet. Paragraffen bruges ofte til at kriminalisere kontroversielle holdninger og udtalelser, selv når de ikke er diskriminerende.

Og det er her, det bliver farligt, fordi den politiske og kulturelle debat begrænses, og det svækker demokratiet.

Digteren og forfatteren Yahya Hassan, som desværre ikke er blandt os mere, debuterede i 2013 med digtsamlingen »Yahya Hassan«. En bog, der i dén grad fik folk op af stolene. Bogen gik som varmt brød, Hassan blev inviteret ind i salonerne, var i Deadline, på Bogmessen, blev anmeldt og debatteret i alle tænkelige medier, og han fik en række fornemme litteraturpriser.

Alle vi politikere stod i kø for at rose og hylde hans litterære mod, hvor han satte indvandreres familiemønstre, socialt bedrageri og volden i indvandreghettoerne under debat.

Hans kritik af de muslimske indvandrermiljøer var nådesløs. Og i et interview i Jyllands-Posten udtalte han: »Perkerne konkurrerer nærmest om, hvem der kan begå mest socialt bedrageri.«

Det citat fik den aarhusianske socialrådgiver og debattør Mohamed Suleban til at politianmelde Hassan for at have overtrådt racismeparagraffen. Selvom der ikke kom mere ud af det, er det alligevel interessant. For det afspejler meget godt de paradokser, der ligger indbygget i denne paragraf. Og alle de gråzoner, den rummer.

Var Hassans udtalelse racistisk, eller var det en vigtig samfundskritik? Og blev han behandlet anderledes, fordi han selv tilhørte den gruppe, han kritiserede? Ophidsede han offentligt til had, eller bidrog han til at få taget hul på en debat, man før ham har været berøringsangst for at tage?

Regeringens krumspring

Der er en del eksempler i nyere tid på, at det er meget vilkårligt, hvordan der fældes dom ud fra racismeparagraffen. Måske netop fordi der er mange følelser og fornemmelser på spil – og følelser er jo som bekendt subjektive.

Ifølge en dom fra Vestre Landsret (U2003.2435V) er det strafbart at kalde islam en terrororganisation, mens Østre Landsret har frifundet en borger, der har sammenlignet islam med nazismen (Dom 1.4.13). Det klæder ikke et moderne demokrati at have så uklar en domspraksis.

En anden tidsel i demokratiets have er koranloven, som blev vedtaget tilbage i 2023 på ryggen af nogle konkrete episoder med koranafbrændinger foran mellemøstlige ambassader i Danmark. Det var voldsomt.

Episoderne vakte vrede og fordømmelse i den muslimske verden, og pludselig var både sikkerheden og eksporten truet. Ingen af afsenderne på denne kronik synes, det var hverken kønt eller rigtigt at ytre sine protester og holdninger ved at brænde bøger af og skabe usikkerhed for alle. Men ikke desto mindre var det ytringer.

Forbud mod koranafbrændinger sætter en farlig præcedens for, at religiøse dogmer ikke må udfordres eller kritiseres. Det underminerer ligestillingen mellem religion og øvrige ideologier i det offentlige rum. Love som koranloven skaber splittelse og utryghed ved at give visse grupper en oplevelse af særbehandling. Alle borgere skal være lige for loven – uanset tro, baggrund eller ideologisk ståsted.

Regeringen forsøgte sig med alle mulige kommunikative krumspring for at undgå det åbenlyse: At de med koranloven stækkede danskernes ytringsfrihed.

Justitsminister Peter Hummelgaard kaldte det for en »juridisk nålestiksoperation« og skrev i et indlæg i Berlingske, at koranafbrændingerne ingen værdi har som ytring. Det liberale parti Venstre snoede sig, da de skulle forsvare deres tilslutning til loven, og deres daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, fik rodet sig ud i noget med, at en ansvarlig regering jo ikke bare kunne stå med hænderne i lommen og se på.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, mente, at loven var »et vigtigt politisk signal til resten af verden.«

Nålestik, signaler, valorisering af ytringer, hænder, der ikke er i lommerne. Uanset hvordan man vender og drejer det, var og er koranloven en begrænsning af ytringsfriheden.

Demokratiet er på spil

En konsekvens af både racismeparagraffen og koranloven er, at de risikerer at dæmpe den offentlige debat, simpelthen fordi folk bliver bange for, om de siger eller skriver noget, der kan kaste dem i fængsel. Fordi det er så uklart, hvad man må, og hvad man ikke må, vil det uundgåeligt afholde mange fra at deltage i debatten.

Og dét er farligt, for det er jo en af grundstenene i vores demokrati. Det, alle politikere hylder i deres grundlovstaler og altid fremhæver, når der er historier om diktaturer, der undertrykker og censurerer deres befolkning.

Desuden – og mindst lige så alvorligt – er både koranlov og racismeparagraf et brud med det helt grundlæggende princip om lighed for loven. For hvis man er religiøs eller tilhører grupper, der har særlige juridiske rettigheder til at få sine følelser beskyttet mod krænkelse i den offentlige debat jf. koranloven og § 266 b, så er nogle borgere ganske enkelt mere lige end andre.

Det er indlysende helt uacceptabelt i en retsstat, hvor alle borgere naturligvis bør have samme rettigheder og pligter – uanset religion, hudfarve, køn og seksualitet.

Derfor har vi i den borgerlige opposition en stærk appel til regeringen: Prioriter ytringsfriheden og fjern disse love.

Vi har allerede eksisterende regler om injurier og trusler, som er tilstrækkelige til at beskytte borgere mod overgreb. For den beskyttelse skal naturligvis være der. Desuden gav politiloven i forvejen mulighed for at sætte ind over for afbrændinger og provokationer, der forstyrrer den offentlige orden. Så hvad er argumentet for at lave koranloven – ud over at udstille vores knæfald for mellemøstlige regimer?

Frihed er grundlaget for et stærkt og sammenhængende samfund. Det må og skal vi værne om. Så drop »nålestiksoperationerne« og mavefornemmelserne. Det er vores demokrati, der er på spil.

Og nej, det er ikke naivt at insistere på, at dialog og debat er vigtigt. Det er naivt at tro, at alle disse lappeløsningslove ikke er starten på en glidebane, hvor vores frihed langsomt bliver ædt op, lov for lov, paragraf for paragraf, nålestik for nålestik.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9. februar 2025)

Vi tager ELs fornærmelse som en ros

Sandra Elisabeth Skalvig
7. februar 2025

Skal vi ukritisk tildele statsborgerskab til mennesker, der gennem deres adfærd – eksempelvis ved at udtrykke offentligt had mod homoseksuelle, ønske

… muhammedtegninger forbudt eller glædes over, at Muhammedtegnere omkommer – har demonstreret åbenlys foragt for grundlæggende danske værdier? Nej, siger vi liberale sammen med vores gode, borgerlige venner. Den ekstreme venstrefløj i Folketinget, Alternativet og Enhedslisten, er uenige med os. I et indlæg i Berlingske forsøger Alternativets indfødsretsordfører, Helene Brydensholt, at gå i rette med os. Hun mener, at forslaget vil »skabe selvcensur blandt ansøgere, som frygter, at tanker og ytringer kan bruges imod dem.« Det er altså synd for homofober, islamister og antisemitter, hvis de skal gå og lægge bånd på sig selv for at få dansk statsborgerskab.

Alternativets omsorg for den slags mennesker er noteret. Helene Brydensholt erkender dog, at statsborgerskab er et privilegium og ikke en ret, og hvis man gennem sin adfærd har demonstreret, man ikke deler helt grundlæggende værdier med det danske fællesskab, kan vi selvfølgelig nægte folk dette privilegium. Også selvom dette ifølge Helene Brydensholt er »et symbolpolitisk angreb på tanke- og ytringsfriheden og underminerer et frit samfund.« For hvis hun virkelig mener dét, må jeg med nogen beklagelse fortælle hende, at hun i så fald ikke lever i et frit samfund. For som Alex Vanopslagh tydeligt gør opmærksom på, hviler Liberal Alliances forslag netop på Grundlovens klippegrund og er helt i tråd med dens historiske praksis. At Brydenholt så mener, at »tiderne har ændret sig«, er hun selvsagt velkommen til. Det har Grundloven bare ikke. Og det er i øvrigt ikke et argument for noget som helst, at kalenderen viser et andet årstal nu, end den gjorde sidste år eller for 50, 100 eller 150 år siden.

Enhedslistens Peder Hvelplund tager samme tur i indlægget d. 3. februar. Her anklager han os liberale for at have »et demokratisyn, der hører 1800-tallet til.« Han tror sikkert, det er en fornærmelse, men vi tager det som en ros. Det var i 1800-tallet, at det Danmark, vi kender og elsker, blev skabt. Det danske folkestyre bygger på alle de traditioner og idéer, der blev formet i 1800-tallet; de var hele forudsætningen for alle de fremskridt, vi siden har oplevet for almindelige mennesker – og ikke mindst kvinder og forskellige minoriteter. Det er ikke for sjov, når vi liberale taler om frihed, ansvar og det meningsfulde liv i forpligtelse.

Grundtvig er ikke bare til pynt hos os. Vi tror faktisk på, at det ikke er i staten, men blandt borgerne ude i de små og store fællesskaber, at Danmark bliver skabt, opretholdt og udviklet. Derfor er det selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad det er for nogle borgere, som fællesskabet består af. Hvis tilpas mange borgere ikke under andre frihed og ikke selv gider at tage ansvar for sig selv eller Danmark, så smuldrer hele fundamentet under det danske samfund jo. Det var netop dét, som vores grundlovsfædre gerne ville have et værn mod, da de skrev paragraffen ind i sin tid.

Enhedslisten er ikke så tynget af 1800-tallets demokratisyn: Partiet er skabt ud af vragresterne af kommunistpartiet, der arbejdede for at knuse friheden og folkestyret, og er igen og igen og igen gået anti-vestlige, autoritære bevægelsers ærinde. De har endda netop været nødt til at lave om i deres egne vedtægter, så de nemmere kan smide medlemmer ud, der »sår tvivl om, hvorvidt Enhedslisten tager afstand fra terror«. Det er jo meget sigende for partiet, at sådan noget overhovedet kan blive et problem. Så med fare for at fremstå arrogant, så mener jeg ikke, at Enhedslisten har nogen som helst troværdighed, når det kommer til spørgsmål om demokratiske værdier. Men det er dog selvsagt fint at vide, hvor Alternativet og Enhedslisten står i denne sag, så borgerne har mulighed for at dele sig efter anskuelse ved næste valg.

(Indlæg bragt i Berlingske 7. februar 2025)

Kriseramte ATP må skifte kurs nu, andet er respekt­løst

Pernille Vermund
7. februar 2025

ATP vil lade eksperter undersøge, om der er behov for et kursskifte. Men hvor meget er der egentlig at rafle om, når det kommer til at vurdere, om der er plads til forbedringer hos statens kriseramte pensionsmonopol?

Massevis af mislykkede investeringer, spildte skattekroner på tossede PR-kampagner og et utidssvarende investeringssetup, der fører til et ringe afkast.

Det vælter frem med skandalesager om ATP, som i stigende grad ligner et levn fra fortiden.

På det bagtæppe har ATP netop selv bebudet, at en gruppe uvildige eksperter skal gå dem efter i sømmene og foreslå strategiske ændringer, som skal være klar i midten af 2026.

Ved første øjekast kan det måske virke som en fornuftig beslutning, da det giver ATP’s ledelse mulighed for at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Men graver man et spadestik dybere, fremstår initiativet imidlertid snarere som en syltekrukke, der har til formål at udskyde de åbenlyst nødvendige forandringer til et senere tidspunkt.

For hvor meget er der i grunden at rafle om, når det kommer til at vurdere, om ATP har brug for et kursskifte? Ikke særligt meget, hvis du spørger os i Liberal Alliance.

Et nødvendigt opgør

Når nogen har monopol, fører det nemlig altid til dårligere service, højere priser og ringere produkter. ATP er bestemt ikke nogen undtagelse i dette henseende.

Det er derfor, at uvildige forskere f.eks. har konkluderet, at ATP’s afkast svarer til en passiv aktieinvestering, men til en væsentlig højere risiko og en langt større omkostning for skatteyderne.

Og det er derfor, at ATP af uransagelige årsager brænder vores skattekroner af på PR- og reklamekampagner, selvom de end ikke sælger ét eneste produkt, og at danskerne er tvunget til at være kunder hos dem.

Når nogen har monopol, fører det nemlig altid til dårligere service, højere priser og ringere produkter. ATP er bestemt ikke nogen undtagelse
Pensionsmonopolet forvalter mere end 700 mia. kr. for 5,6 mio. danskere. Med tal i den størrelsesorden kan vi ikke blive ved med at vende det blinde øje til ATP’s åbenlyse udfordringer. Men alligevel har SVM-regeringen dumstædigt valgt at ignorere problemerne, og i stedet insisterer de på, at alt er i den skønneste orden. Det er slet og ret respektløst over for danskerne.

Og det er især ikke okay over for de dårligst stillede borgere, der ikke selv har en privat pensionsopsparing, og som derfor får en dårligere økonomi i deres alderdom, fordi de er påkrævet at være kunder hos statens pensionsmonopol.

Om der politisk kan findes flertal for at tage livtag med disse åbenlyse problemer, står stadig hen i det uvisse for nu.

Men sikkert er det i hvert fald, at vi med så store milliardbeløb på højkant, som påvirker næsten hele befolkningen, skylder at tage det her alvorligt.

Der er ikke brug for, at vi venter flere år på, at endnu flere eksperter kan konkludere, at der er problem. Der er brug for, at vi politikere hurtigst muligt får lavet de nødvendige forandringer.

(Indlæg bragt i Børsen d. 7. februar 2025)

Sådan gør vi det lettere at købe bolig i landdistrikterne

Sådan gør vi det lettere at købe bolig i landdistrikterne

Pernille Vermund & Jens Meilvang
2. februar 2025

“En kæmpe sejr for danskere, der gerne vil bo i vores skønne landdistrikter”. Sådan lød det i 2022, da Socialdemokratiet stolt proklamerede, at det nu er muligt at optage et lån med statsgaranti til at købe bolig for på landet.

Men få år efter viste det sig imidlertid, at der snarere havde været tale om en ”kæmpe sejr” for den socialdemokratiske regering – der med initiativet kunne købe sig til lidt presseomtale – end for danskere i yderområderne. Efter at ordningen havde eksisteret i to år, er den nemlig kun blevet brugt sølle to gange.

For det viste sig, at ordningen var unødvendig, og at den kun havde til formål ”at indfri et valgløfte”, som en uvildig ekspert fra Aalborg Universitet udtalte til medierne.Men selvom ordningen har vist sig ikke at virke, har regeringen alligevel netop besluttet sig for at forny den. Sagen er symptomatisk på en generel udfordring, der plager dansk politik.

Nemlig at regeringen ofte foregiver at ville løse et problem, selvom deres storstilede løsninger ikke reelt gør nogen som helst forskel for danskerne ude i den virkelige verden.

For der er ingen tvivl om, at det ér et alvorligt problem, at mange aspirerende boligejere i Danmarks landområder må gå skuffede hjem fra lånemøder i banken. Men kimen til dette problem er, at vi i har en gennemreguleret finanssektor, som stiller strikse og bureaukratiske krav til rammerne for boliglån.

Det problem bliver selvfølgelig ikke løst af at indføre mere bureaukrati i form af obskure, statslige låneordninger. I stedet for flere nytteløse lappeløsninger fra Socialdemokratiet burde vi fjerne de tossede regler, der i dag blokerer for, at mange i yderområderne kan få boliglån.

Tinglysningsafgiften bør fjernes, så det bliver billigere at købe bolig. Og bankernes regulering bør lempes, så de i højere grad kan lave individuelle kreditvurderinger i stedet for de standardiserede kreditkrav, som politikerne har pålagt dem. For hvis vi skal bevare vores sammenhængskraft, skal man selvfølgelig også kunne få boliglån i landets landdistrikter.

(Læserbrev bragt i Avisen Danmark d. 2. februar 2025)

Europa står ved en korsvej – frilandsmuseum eller global magt?

Pernille Vermund
31. januar 2025

Da europaparlamentsvalgkampen løb af stablen for et halvt år siden, løb Lars Løkke Rasmussen med opmærksomheden ved en af partilederdebatterne.

Han havde nemlig medbragt et af kongerigets – efter eget udsagn – sidste plastiksugerør, som nu er blevet forbudt af EU. For ifølge udenrigsministeren burde vi nemlig slet ikke bruge valgkampen på at diskutere EU’s overregulering, hvilket forbuddet mod plastiksugerør var blevet et billede på.

Men blot tre måneder efter Løkkes gimmick udkom Mario Draghis rapport om EU’s sløje konkurrenceevne, hvilket fik alarmklokkerne til at ringe overalt på kontinentet. Europa er nemlig slet og ret ved at sakke bagud.

Mens store dele af resten af verden bevæger sig mod en bedre fremtid, er Europa ved at degenerere til en falmet udgave af sit tidligere selv. Vores produktivitet er haltende, vores konkurrenceevne bliver ringere, og vores indflydelse på den globalpolitiske scene er på retræte.

Kimen til dette problem er, at EU’s “nærhedsprincip” – at man kun skal gennemføre regulering på de områder, som det enkelte land ikke selv kan stå for – i praksis er blevet lagt i graven. For i de seneste mange år har EU snarere haft fokus på at spytte unødvendige direktiver om alt fra barselsregler til arbejdstid ud i medlemslandene. Og samtidig med at vi er ved at tabe i det globale kapløb om konkurrenceevne, skal vi også lang tid tilbage i historien for at finde sidste gang, der var så stor geopolitisk ustabilitet og usikkerhed.

Derfor står EU ved en korsvej. Frilandsmuseum eller ej? De beslutninger, vi træffer i den kommende tid, kommer nemlig til at sætte kursen for, om vi i det 21. århundrede stadig vedbliver med at have indflydelse, eller om vi i stedet degenererer til et frilandsmuseum for tidligere tiders storhed.

I den forbindelse har Danmark faktisk en unik mulighed for at præge udviklingen. Når vi til sommer overtager EU-formandskabet for ottende gang, skal vores placering for enden af Ministerrådets bordende udnyttes til at sætte vækst og konkurrencekraft på dagsordenen. Og noget tyder på, at timingen faktisk er god for os. For selv de mest statstro og reguleringslystne bureaukrater i både Danmark og Bruxelles lader efterhånden til at have set skriften på væggen.

Ja, selv Mette Frederiksen, der om nogen har været storleverandør af mere regulering, erkendte problemet i sin nytårstale ved at understrege, at andre kontinenter er ved at løbe med fremtidens vækst og velstand. Og også kommissionsformand Ursula von der Leyen har allerede varslet ændringer. I sin tale ved World Economic Forum i Davos i slutningen af januar 2025 understregede hun, at behovet for at styrke Europas konkurrenceevne er en af Kommissionens vigtigste prioriteter.

Udfordringen er selvfølgelig, at der ofte er en kløft mellem de gode intentioner i de politiske skåltaler og den politik, der faktisk føres ud i livet. Ingen politikere betragter jo sig selv som nogen, der går ind for “bureaukrati” – men når de velmente ambitioner om at nedbringe bureaukratiet kolliderer med systemets fodslæbende inerti, er det ofte førstnævnte, der ender med at vige. Så hvordan sikrer vi os, at vi også i praksis ender med at få nedbragt bureaukratiet?

Et godt sted at starte er ved, at vi politikere binder os selv til masten. Vildtvoksende bureaukrati Roden til vores nuværende problem er nemlig, at EU’s vildtvoksende bureaukrati bliver ved med fylde mere, selvom alle – uanset deres politiske overbevisning – påstår at ville nedbringe det.

Hvis vi på EU-plan får gennemført en bindende bureaukratilov, hvor vi altid skal fjerne to eksisterende regler, før man indfører én ny, har vi en reel chance for at vende udviklingen. Et sådant forslag er ikke blot en skrivebordsteoretisk øvelse uden gang på jord i den virkelige verden.

I den canadiske provins British Columbia indførte man nemlig en lignende bureaukratilov i 2001. Resultatet var enestående. På blot tre år faldt regelmængden med svimlende 40 pct., og forskning har efterfølgende estimeret, at regelstoppet har forøget regionens vækst med 1 procentpoint hvert eneste år siden.

Hvis vi skal sikre os, at også fremtidens europæere vokser op på et stærkt kontinent, er vores konkurrenceevne drivkraften bag alle de andre fremskridt, vi også ønsker at realisere. Om det er at lægge skinnerne til den grønne omstilling, at hjælpe ukrainerne med at vinde over Putins krigsmaskine, at løsrive os uafhængigheden af et tiltagende mere utilregneligt USA eller bare at fortsætte den økonomiske vækst til gavn for alle i EU, bliver der nødt til at ske et skifte. For hvis ikke den nuværende udvikling vendes, vokser fremtidens europæere op på et svagt, fattigt og overflødigt kontinent. 

Kronik bragt i Børsen d. 31. januar 2025

Ole Birk Olesen går i rette med Søren Gade: Selvfølgelig kan vi få en borgerlig regering efter næste valg

Ole Birk Olesen
28. januar 2025

Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik.

Vi er mange, som har oplevet det. Måske har vi alle.
Vi har en drøm, et mål, en plan, som vi lægger kræfter i at realisere, men der er bestemte mennesker, som vi helst ikke taler om det med. Vi ved, hvad de vil sige: »Det må du hellere slå ud af hovedet. Få dig en mere realistisk ambition. Det der kan aldrig lade sig gøre.«

Vi ved også, hvorfor de siger det. Det er ikke en ægte bekymring for os, som driver dem. De bekymrer sig for sig selv. For hvorfor stiler de ikke selv højere? Hvorfor har de ikke selv lignende drømme?

Den behagelige forklaring er, at de er mere realistiske.

Den ubehagelige er, at de er dovne, uambitiøse, eller at deres interesser er modstridende – de er konkurrenter.

Liberal Alliances ambition er, at der efter næste folketingsvalg skal være flertal for en borgerlig regering i Folketinget. Det ved vi kan lade sig gøre. Vi borgerlige partier har noget at tilbyde danskerne: Ideer om mere frit valg i velfærden, et nyt velfærdssamfund til erstatning for den trætte socialdemokratiske velfærdsstat.

Mere overskud i hverdagen for folk, som yder en indsats på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet. Nye løsninger på tidens udlændingeproblemer. Sund fornuft i mødet med såkaldte »woke« dagsordener, som den danske venstrefløj og Moderaterne forsøger at importere til Danmark fra USA.

Og meget, meget mere.

Vi har også en stor villighed til at finde ud af det sammen i de fire borgerlige partier, som ikke er gået ind i Mette Frederiksens regering. Vi samarbejder fortroligt og godt i Folketinget og hjælper hinanden i det daglige. Vi går til forhandlinger sammen, og vi laver udspil sammen.

Alligevel mødes vi jævnligt af nej-sigere, især fra Venstre. Både folk fra partiets top, som interviewes i pressen, og mere menige medlemmer, som skriver ud på sociale medier, at det eneste, som kan lade sig gøre i disse år, er en regering under Mette Frederiksens socialdemokratiske ledelse.

Senest er det Venstres formand for Folketinget, Søren Gade, som har sagt det i et podcaststudie hos Ekstra Bladet.
Hans argumenter er blot en gentagelse af, hvad andre Venstre-folk også siger:

For det første kommer han med en henvisning til årene 2015-2019, hvor tingene ikke fungerede godt mellem VLAK-partierne og DF.

Nogle giver LA skylden for det, andre ser mere nøgternt på også det dengang Løkke-ledede Venstres medansvar. Og ikke mindst på DFs skyld i en periode, hvor Kristian Thulesen Dahl hellere ville kissemisse med Mette Frederiksen end med DFs tidligere blå venner.

Det er alt sammen 100 procent ligegyldigt, for vi er et andet sted nu. Alle borgerlige partier har nye formænd. Alle andre formænd end Venstres siger, at deres forgængere begik fejl, som de ikke vil gentage. De siger, at de har lært af fejlene og er kommet videre. Stemningen i den blå opposition i dag minder mere om tiden op til Poul Schlüters firkløverregering i 1982 end om den, som dominerede fra 2015-2019.

For det andet mener Søren Gade, at en borgerlig regering efter næste valg er udelukket, fordi Morten Messerschmidt har sagt, at DF ikke vil medvirke til at gøre Lars Løkke Rasmussen til minister igen.

Lad os lige slå nogle ting fast her. Det er fuldstændig normalt i dansk politik at have regeringer med støttepartier, som ikke er regeringspartier. Jeg er 52 år, og de første 50 år af mit liv, har vi aldrig haft en regering, som ikke havde et eller flere støttepartier, som ikke var regeringspartier.

Socialdemokratiet gik til valg i både 2019 og 2022 med en ambition om måske at danne regering med blandt andet De Radikale og Enhedslisten som mulige støttepartier, samtidig med at Socialdemokratiet også sagde højt, at de da ikke ville have hverken De Radikale eller Enhedslisten med i deres regering.

Så hvorfor kan vi ikke også have en borgerlig regering igen med støttepartier, for eksempel Moderaterne?

Her må vi forstå det sådan, at Søren Gade og de øvrige Venstre-folk mener, at Lars Løkke Rasmussen er villig til at føre politik med hvem som helst, som vil give ham den fineste ministerpost. Politikken er ligegyldig.

Glemt er i så fald Moderaternes eksistensberettigelse som partiet, der vil føre politik på midten uden afhængighed af yderfløjene, og Løkke vil så i princippet kunne sidde som udenrigsminister i en rød regering på Pelle Dragsteds og Franciska Rosenkildes nåde.

Glemt er så også, at de fleste af Moderaternes vælgere kommer fra andre blå partier, og at disse vælgere i et valg mellem at læne sig op ad enten DF eller Enhedslisten og Alternativet trods alt foretrækker DF.

Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik. De ønsker bare ikke at bidrage til arbejdet for, at vi igen får en borgerlig regering. De er af grunde, som de selv må redegøre for, modstandere af en regering, som har en anden statsminister end Mette Frederiksen.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28/1-2025)

Offentligt overforbrug klæber til Mette Frederiksen

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
28. januar 2025

Det er et uomtvisteligt kendetegn ved en regering under Mette Frederiksens ledelse, at det offentlige forbrug – og i særdeleshed udgifterne til offentlig administration – buldrer derudaf.

Det har været tilfældet i de snart seks år, hun har været statsminister. Og noget tyder desværre på, at statsministerens regeringssamarbejde med Venstre og Moderaterne blot har intensiveret overforbruget yderligere.

I en ny Cepos-analyse fremgår det nemlig, at SVM-regeringen har forårsaget den højeste vækst i det offentlige forbrug siden før finanskrisen i udgangen af 00’erne. Med en gennemsnitlig årlig realvækst i det offentlige forbrug på 1,8 pct. er det lykkedes midterregeringen at overgå både Helle Thorning-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering. Det er en kedelig rekord, som hæmmer væksten betragteligt og lægger sig i forlængelse af en række af lignende rekorder, som er blevet slået i løbet af den igangværende regeringsperiode. For eksempel er antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor rundet 100.000 fuldtidsansatte for første gang nogensinde i danmarkshistorien. En rekord, som er blevet realiseret som følge af en stigning på næsten 14.000 fuldtidsansatte, siden Mette Frederiksen for første gang gjorde sit indtog i Statsministeriet i 2019.

Samtidig har danskerne måttet lægge øre til den ene skåltale efter den anden, som har udpenslet regeringens mange bekymringer om det vildtvoksende bureaukrati og ditto ambitioner om at afbureaukratisere markant. Bekymringer og ambitioner, som næppe kan beskrives som andet end tomme floskler. For Mette Frederiksen og SVM-regeringen har på ingen måde bevist, at de har reelle intentioner om at tilbagerulle forbrugs- og jobfesten i den offentlige sektor – og da slet ikke i den del af den offentlige sektor, som beskæftiger sig med administration.

Man er derimod interesseret i at sende et velkendt signal om, at regeringen tager problematikken alvorligt og har tænkt sig at gøre noget ved sagen. Og når for eksempel finansminister Nicolai Wammen (S) bryster sig af, at regeringen har igangsat en plan om at skære 1.000 administrative årsværk i staten, kan det ved første øjekast fremstå handlekraftigt. Men hvad tænker du så, når du hører, at der fra 2019 til 2023 blev ansat 1.030 flere medarbejdere alene i centraladministrationens departementer?

At Wammens plan er spil for galleriet? Lige netop. Faktum er, at det offentlige overforbrug hænger uløseligt sammen med Mette Frederiksens ledelse, og at danskerne fortjener en frisk start, hvor vi politikere binder os til masten og tilbageruller årtiers vildtvoksende bureaukrati.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 28/1-2025)