Debat Arkiv - Side 6 af 34 - Liberal Alliance

Sandra Elisabeth Skalvig

23. januar 2024

Forleden bragte man her i avisen en artikel, hvori journalisten havde interviewet en række nyuddannede danskere. Fælles for dem var, at de alle havde været ledige i 2023, og mens nogle nu var kommet i job, var andre fortsat ledige.

Men de var samtidig fælles om mere end det. De var nemlig også fælles om at give mig en af de mest interessante læseoplevelser, jeg har haft om unge, mistrivsel og ledighed i lang tid. En læseoplevelse, der var både rørende og skræmmende.

Den var rørende, fordi det aldrig er rart at læse om mennesker, der ikke trives i deres situation. Samtidig var den enormt skræmmende, fordi de alle – hver og en – var mere eller mindre lullet ind i tanken om, at man altid bare kan falde tilbage på dagpenge, hvis man ikke finder et arbejde, der er nogenlunde spændende. Og det lod nærmest ikke til, at de var bevidste om det.

Tag f.eks. den 26-årige Laura, der ifølge hendes eget udsagn godt kan lide at vide, hvad der skal ske i hendes liv. Hun ”hader at være ledig” og trives virkelig ikke i det. Af den grund har hun skrevet 40-45 jobansøgninger og er nu meget mindre kræsen i sin jobsøgning, end hun tidligere var.

Nu ”gælder det bare om at få foden indenfor” i kommunikationsbranchen, som hun siger. Det lyder jo fornuftigt og velovervejet, og man føler som læser stor sympati for hende. Man holder med hende. Men alligevel efterlod hendes historie mig et frustreret sted som læser, hvor jeg normalt kun ender, når jeg læser skønlitteratur eller ser film.

Den efterlod mig i den position, hvor man som observatør kan se, at hovedpersonen gør noget, som vedkommende senere kommer til at fortryde, fordi det dybest set skader ham eller hende. Jeg er sikker på, du kender positionen og ved, hvor naturstridig og magtesløs en position, det er.

For det er jo ikke ens eget liv, og derfor skal man død og pine formå at tæmme sin ustyrlige lyst til at træde ind i det fiktive univers for at fortælle hovedpersonen, at han eller hun altså ikke burde gøre, som han eller hun gør. Muligheden eksisterer ikke.

På samme vis kunne jeg heller ikke dukke op i lejligheden hos Laura og fortælle hende, at hendes status som ledig og hendes ulykkelige situation måske kunne ændre sig, hvis hun også søgte jobs, der ikke alene lå i kommunikationsbranchen.

For tænk engang, om det ikke kunne give nogle faste rammer og noget at stå op til at arbejde i en anden branche – om så det var som kontorassistent, tjener, butiksansat eller projektkoordinator. Mon ikke det kunne være med til at løse det problem, der for hende er, at mens hun ”gik på universitet havde jeg en fast ramme på 5-6 år, og nu er der ingen”. Mon ikke det kunne give en mere fast hverdag? Måske det endda kunne give hende en fod indenfor på en anden måde?

Og mon ikke det på samme vis kunne gøre livet rarere og mere trygt for den 26-årige Gilbert at gøre det samme? Han blev uddannet i strategi, organisation og ledelse fra CBS i maj og har gået ledig siden da. Heller ikke han har haft det godt i det.

Han beskriver tiden som ledig som en stressende tid, hvor man sidder i en konstant venteposition og ofte ikke kan sove. Igen et eksempel på en ung, man nærer sympati for – og hvis historier rører ved noget i en. Man bliver ked af, at han ikke har det godt. Og man bliver glad for, at han også fortæller, at han helt klart er gået på kompromis i forhold til den type jobs, han havde regnet med efter endt studie.

Men alligevel bliver man ærgerlig. For i samme ombæring fortæller han, at han har fundet ud af, at der er mange stillinger, som er appellerende for ham. Og at han ser det som en gave, at han har fået udvidet sin horisont.

Men undskyld mig: Hvordan kan det egentlig være, at et arbejde skal være appellerende, for at man vil tage det efter næsten otte måneders ledighed? Hvordan kan det være, at der ikke er ét eneste af de mange ledige ufaglærte jobs, der kunne fritage ham monumentalt fra den konstante venteposition, der piner ham i hans lediggang? Hvordan kan det være, at problemet med ikke at kunne sove skal vare ved, hvis løsningen måske er at få noget at stå op til?

Som socialdemokraten Kaare Dybvad Bek skriver i sin fremragende bog, ”Arbejdets land”, er det grundlæggende godt for alle at have noget at stå op til. Det gør ikke kun godt, fordi man tjener sine egne penge og bidrager til noget.

Nej, det at have et arbejde gør faktisk godt på så mange fronter, at man nærmest ikke kan forestille sig det. Man lærer at tage ansvar, mens man er noget for andre end sig selv. Og så løser det måske oven i købet de problemer, der er så smertelige ved det at være ledig. Hvem ved. Det viser de fleste menneskers erfaring i hvert fald.

Men problemet med unges lediggang kan ikke løses med et snuptag.
Laura og Gilbert er nemlig to eksempler på ellers fornuftige mennesker, der desværre er vokset op i et samfund, hvor end ikke de mest veluddannede og ressourcestærke unge kommer til at tænke den tanke, at man for alt i verden skal kæmpe sig ud af sin lediggang.

For nok vil man kæmpe sig ud af den, men det skal bare være for det rigtige. Det er trist, at det er kommet dertil. For hovedpersonerne skader nu engang sig selv, mens vi andre må se magtesløst på, alt imens vi punger ud for hele miseren.

Jeg håber, det ikke varer ved.

(Indlæg bragt i Politiken d. 23/1-2024)

Sólbjørg Jakobsen

23. januar 2024

For mange håbefulde par er det desværre en langvarig og vanskelig proces at blive gravid.

Det er enormt indgribende konstant at skulle stikke sig med medicinske indsprøjtninger, at ændre på kvindens cyklus, konstant at have scanninger og konsultationer på klinikken, som kan ændre sig med kort varsel.

Fertilitetsområdet trænger i dén grad til at blive kigget efter i sømmene, så flere par kan få opfyldt deres største drøm om at blive forældre.

Regeringens forslag om at indføre skatteyderbetalt hjælp til barn nummer to er sympatisk, og dens fokus fortjener ros, men løser ikke de afgørende problemer.

Blandt de store problemer er ventetiderne, og at man i forløbet oplever at blive afmeldt sin behandling grundet kapacitetsmangel, og at tilbuddene til dem, som det ikke lykkedes for, ikke altid er specielt gode.

I 2022 påbegyndtes 39.000 fertilitetsbehandlinger. Det kan lyde af meget, men efterspørgslen er langt større.

F.eks. er ventetiden til fertilitetsbehandling på Rigshospitalet ca. seks måneder og på Nordsjællands Sygehus mellem fem og seks måneder.

Ventetid er ikke ligefrem fordelagtig, når det biologisk ur tikker og slider mentalt.

I Liberal Alliance foreslår vi, at fertilitetsbehandling skal omfattes af behandlingsgarantien. Behandlingsgarantien angiver, at man kan vælge en privat leverandør, hvis ikke det offentlige sygehus kan foretage behandlingen inden for 30 dage.

De 30 dage foreslår vi generelt også, at man dropper og i stedet giver borgeren frit valg fra dag ét.

I dag er fertilitetsbehandling desværre undtaget fra behandlingsgarantien, så man aldrig har ret til skattefinansieret privat fertilitetsbehandling. Det bør ændres fremover.

Vi må dog erkende, at fertilitetsbehandling er symptombehandling af en større problematik og ikke bør stå alene. Vi bliver nødt til at se med alvor og mere bredt på den dalende fertilitet og indrette politikken herefter.

Vi skal have politisk fokus på årsagerne bag og forebyggende løsninger. Samtidig er vi nødt til at have en åben og ærlig, men svær samtale om de følger, det kan have at vente for mange år på at få børn.

Jeg blev selv mor som 17-årig. Nogen vil sige, at det er alt for ungt, men jeg var klar til at blive mor. Andre har passeret 40, når de bliver mødre. Nogen vil sige, at det er alt for gammelt, men så har de nok aldrig mødt en god, nybagt mor i 40’erne.

Kvinder kan blive gode mødre, uanset om de 20, 30 eller 40 år – realiteten er dog, at chancerne er større, når man er yngre. Det er vigtigt, at vi har en samtale om at blive mor – både i en ung og sen alder.

Biologien begrænser os rigeligt – der er ingen grund til, at vi indskrænker “fertilitetsvinduet” endnu mere med fordomme om unge og lidt ældre mødre.

Fertilitetsområdet er heldigvis begyndt at få mere opmærksomhed.

Sidste år vedtog Folketinget en afskaffelse af den femårige grænse for nedfrysning af æg, og snart skal Folketinget tage stilling til partnerægdonation som følge af et beslutningsforslag stillet af LA sammen med Alternativet.

Men jeg savner en mere helhedsorienteret plan for et meget aktuelt samfundsmæssigt problem, som rammer mange mennesker hårdt.

Jeg håber derfor, at statsministerens sympatiske forslag er et udtryk for, at regeringen og resten af Folketingets partier er parate, så flere par kan få opfyldt deres drøm om at blive forældre.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.23/1-2024)

Helena Artmann Andresen

19. januar 2024

Ofte kommer skolevægring til udtryk ved, at forældrene kæmper med at få barnet afsted om morgenen, hvor barnet modsætter sig og kommer med alverdens undskyldninger for at blive hjemme.

Hvis forældrene endelig lykkes med at få barnet afsted, risikerer de, at barnet går hjem fra skole midt på dagen, selvom undervisningen ikke er slut.

Desværre ender flere børn med skolevægring med at være væk fra skolen i flere måneder eller år. Jo længere fraværet står på, des sværere bliver det for barnet at komme tilbage i skole.

Skolevægring er ikke pjæk – skolevægring skyldes f.eks., at barnet mobbes, mistrives, lider af autisme eller kæmper med problemer i hjemmet. Det vurderes, at 1-5 pct. af alle børn i Danmark har symptomer, der kan kædes sammen med skolevægring. Samtidig oplever 66 pct. af pædagogerne i skolen et stigende antal børn med skolevægring.

Hele familier rammes, når børn lider af skolevægring. For det enkelte barn kan skolevægring have faglige og sociale konsekvenser, søskende risikerer selv at begynde at mistrives, mens magtesløse og desperate forældre ikke kan passe deres arbejde.

F.eks. modtog 16.000 forældre knap 2 mia. kr. i såkaldt tabt arbejdsfortjeneste i 2022, idet de ikke var i stand til at passe deres arbejde, eftersom de var nødsaget til at gå hjemme med deres barn, der af den ene eller anden årsag ikke kunne gå i skole.

Flere forældre oplever ulykkeligvis, at det er en kamp at få skolen til at indse problemet og agere på det. I Liberal Alliance foreslår vi, at alle skoler skal have en skolefraværspolitik – på samme måde, som de i dag skal have en antimobbestrategi.

Dermed vil alle skoler være nødsaget til at forholde sig til elevernes fravær, og det vil samtidig hjælpe skoleledere og skolelærere til at være mere opmærksomme på elever med et højt fravær og således forhåbentlig kunne reagere på symptomerne på skolevægring i opløbet.

Desuden foreslår Liberal Alliance, at der indføres en national definition af skolefravær, da manglen på en klar definition i dag gør, at pjækkeri og fravær i forbindelse med rejser forveksles med det, man skiftevis kalder skolefobi, skolevægring og skoleangst.

Det går ikke – for forskelligartet fravær kræver vidt forskellige indsatser. Et samlet begreb for skolefravær vil fremme et ensartet udgangspunkt for de faglige drøftelser om mulige indsatser for at komme skolevægringen til livs.

Endelig mener vi, at der skal luges ud i bureaukratiet hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, så psykologerne får mere tid til børnene.

Jeg tror, at alle uanset politisk ståsted kan blive enige om, at vi har pligt til at hjælpe de børn, der af den ene eller anden årsag ikke går i skole.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19/1-2024)

Henrik Dahl

16. januar 2024

Hvad er EU’s mest oversete succes? Det spørgsmål fik jeg stillet for et par uger siden. Svaret tog det ikke lang tid at komme i tanke om: det indre marked.

Mennesker, der er langt yngre end mig, har en tilbøjelighed til at glemme, hvor besværligt næsten alting var i gamle dage før det indre marked. Men dengang var der ikke nogen eller noget, der forhindrede såkaldte tekniske handelshindringer. Det vil sige regler, der måske på overfladen så rationelle og uskyldige ud, men som i virkeligheden var en effektiv beskyttelse mod konkurrence.

Nogle kan måske huske, at ”af sikkerhedshensyn” skulle skilærere på franske pister kunne tale flydende fransk og holde nogenlunde trit med World Cup-løbere i gamle dage før det indre marked. Det handlede overhovedet ikke om sikkerhed, men om at beskytte arbejdspladser og om at forhindre konkurrence.

I Danmark var vi ikke bedre. En hvilken som helst øl eller sodavand, der skulle ind på det danske marked (undtagen Coca-Cola), skulle omtappes til en standardiseret dansk pantflaske. Påstanden var, at ellers ville pantsystemet bryde sammen (og muligvis ville baby også dø – min erindring er uklar her). Heller ikke dette var ganske sandt. I vore dage kan man selvfølgelig få øl og sodavand i de flasker, der er en del af det samlede brand. Og pantsystemet lever i bedste velgående.

Udviklingen af det indre marked har betydet, at vi i Europa er sluppet af med rigtig mange af disse tekniske handelshindringer.

Det har ført til mere konkurrence. Hvilket igen har ført til bedre kvalitet og lavere priser.

Derfor kommer sommerens EU-valgkamp – også – til at handle om, at vi skal forhindre, at det indre marked sander til igen. Sådan noget skyldes ikke kun vilje til at genindføre protektionisme. Selvom det bestemt er et motiv. Det skyldes også, at de enkelte EU-lande kan finde på – i den bedste mening – at indføre regler, der er til stor ulempe for alle andre.

Det bedste eksempel, jeg umiddelbart kan komme i tanke om, er den tyske mindsteløn. En sådan kan der være mange ædle motiver til at indføre. Dem vil jeg ikke udfordre. Men det er uheldigt, at den skaber et kæmpe bureaukrati for blandt andet lastbilchauffører, der sådan set ikke har noget ærinde i Tyskland, men blot befinder sig i transit mellem lande, der grænser op til Tyskland.

Men EU-valgkampen kommer også til at handle om noget meget større og meget mere uhåndgribeligt. Den kommer til at handle om, at hvis vi i Europa ikke er i stand til at beskytte vores europæiske kultur og vores europæiske vaner og livsformer, er der ikke andre, der kommer Europa til undsætning og påtager sig opgaven.

Efter Den Kolde Krig sluttede i årene omkring 1990, var det ikke sådan, at alting ved et trylleslag blev til idyl. I løbet af 1990’erne skete det ulykkelige, at staten Jugoslavien faldt fra hinanden. Det skete ikke ved en fredelig overenskomst, men ved en borgerkrig. Op gennem 00’erne og 10’erne blev kontinentet hjemsøgt af terrorisme. Det førte desværre til flere sikkerhedsforanstaltninger og til ændringer af mange hverdagsrutiner, der stadig står ved magt.

Så ubehagelige disse problemer end var, bestod de ikke i ensidige forsøg på at flytte grænserne mellem selvstændige stater; massive, militære angreb med i hundredetusindvis af soldater og moderne våben; hjerteløse bombardementer af civilbefolkningen og deportation af i tusindvis af civile i de besatte områder.

Men der er vi nu. Takket være en i højeste grad uhellig alliance mellem Rusland, Iran, Nordkorea og – lidt mere diskret i baggrunden – Kina.

Derfor bliver den måde, ”kvadrillen” af fjendtligt sindede lande presser Europa, uvægerligt til grundtemaet i den kommende EU-valgkamp.

Alene for at forhindre, at Europa tvinges til at ændre sig i retninger, det kun er meget små mindretal rundt omkring, der ønsker, er Europa nødt til at ændre sig fundamentalt i sammenligning med, hvordan kontinentet fungerede fra omkring 1990 til omkring midten af 2010’erne.

Vi er nødt til at opbygge en evne til at afskrække store og atombevæbnede lande som for eksempel Rusland på en troværdig måde. Det er også i det lys, man skal se Finlands og Sveriges ansøgninger om at blive medlemmer af Nato.

Rusland og lande, der er allierede med Rusland, er nødt til at forstå, at de ikke kommer nogen vegne, hvis de forsøger at påtvinge Europa deres vilje.

Vi er nødt til at opbygge en robusthed, hvis der er lande i kvadrillen, der forsøger sig med en handelskrig imod Europa.

Helt tilbage fra energikrisen i 1973 har vi i Europa kendt til, hvad det vil sige at befinde sig i et farligt afhængighedsforhold af uvenligt indstillede lande.

Nu er udfordringen, at vi kan blive truet af alle mulige typer af forsyningskriser på samme tid. Derfor skal vi tage forholdsregler, så truslerne forbliver tomme. Det indebærer, at vi på kontinentet selv kan producere alle typer af produkter, som det er kritisk, at vi råder over. Og selv råder over de fornødne råmaterialer.

Den sidste ting, jeg vil nævne i denne omgang, er beskyttelsen af vores kritiske infrastruktur.

I en højt udviklet civilisation som den europæiske er praktisk taget alle mennesker afhængige af, at internettet fungerer, og at gps-signalerne fungerer. Men vi er også afhængige af, at forsyningen med vand, elektricitet og andre former for energi fungerer, ligesom vi er afhængige af, at vores computernetværk virker.

Når EU-valgkampen for alvor går i gang, skal vi ikke glemme at diskutere, hvordan vi helt konkret får det indre marked til at fungere; eller hvordan den grønne omstilling konkret skal gennemføres. Det skylder alle kandidater deres vælgere.

Men vi skal også huske den grundlæggende sikkerhed på vores kontinent. Det kræver ikke kun politisk håndværk i Bruxelles og Strasbourg. Det kræver også – som den svenske minister for civilforsvar har gjort gældende – en form for mental omstilling.

Vi er – alle sammen – nødt til at lære at forstå, at vi ikke uden videre er sikre. Vi er nødt til at opbygge en vilje til at forsvare os imod lande, der allerede flere gange har demonstreret en vilje til at ændre spillereglerne med vold og magt. Vi er nødt til at spørge os selv: Hvad kræver det af mig?

Sådanne diskussioner skal vi også tage under EU-valgkampen. Ikke for at male Fanden på væggen eller skræmme nogen fra vid og sans. Men fordi det er bedre at overveje og drøfte den slags ting nu, end det er at komme i tanke om det, når det er for sent.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 16. januar 2024).

Alexander Ryle

11. januar 2024

Sagen om statsstøtte er en besynderlig en af slagsen. Ingen er i sandhed for statsstøtteordninger af nogen art, men alligevel er der opstået et skel mellem dem, der vil frabede sig ordningerne og dem, der af nødvendighedshensyn åbner for dem.

Og i den seneste tid er det blevet klart, at regeringen står på sidstnævnte side. Det ser man f.eks., når udenrigsminister Lars Løkke påpeger, at vi ville aldrig selv have opfundet det, mens erhvervsminister Morten Bødskov forklarer det således: Statsstøtte er bestemt ikke noget, der er groet i en dansk baghave.

For samtidig slår de fast med syvtommersøm, at Danmark går bagud af den internationale klimadans, hvis vi ikke indfører statsstøtteordninger. Kursen er sat. Nu har vi bare det problem, at den ifølge de økonomiske vismænd, diverse eksperter og mange af os i Folketinget er sat helt forkert.

Selvom det kan virke tiltalende at efterligne lande som USA, Indien, Kina og Japan ved at støtte danske virksomheder med offentlige subsidier, er det nemlig langt fra sikkert, at det vil bidrage til noget positivt. Faktisk kan vi risikere, at statsstøtten tværtimod gør mere skade end gavn, da der som bekendt opstår en række temmelig skadelige markedseffekter, når man tager et så drastisk middel i brug.

Hvor sundt er det f.eks. for det danske erhvervsmiljø, at det grønne marked bliver domineret af offentlige subsidier, så det sjældent bliver de mest innovative eller effektive løsninger, der vinder? Det bliver et økonomisk kapløb, som hverken er bæredygtigt eller i tråd med det frie markeds principper. Et sådant system fremmer ikke ægte innovation; det skaber snarere en afhængighed af offentlige midler og underminerer den sunde konkurrence.

Bedre bliver statsstøttens sag ikke af, at man samtidig skal tage in mente, at der ikke er udsigt til en fælles EU-løsning, der sikrer samme vilkår for statsstøtte i alle 27 medlemslande. Det indleder et statsstøttekapløb, hvor vi utvivlsomt vil blive overgået af både Frankrig og Tyskland og en lang række lande uden for EU, som alle har dybere lommer end Danmark.

Af de grunde kan statsstøtte sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen: Det giver en kortvarig fordel, men løser ikke problemet på lang sigt. Potentielt kan det ligefrem skade europæisk økonomi på længere sigt. Derfor skal brugen af statsstøtte begrænses mest muligt.

Når det er sagt, er det vigtigt at pointere, at erhvervslivet retteligt har brug for at få styrket deres konkurrenceevne på grund af andre landes rundhåndede tilgang til statsstøtte. Med den stigende globale konkurrence forstår jeg godt erhvervslivets hunger efter et effektivt modsvar, som styrker virksomhedernes konkurrenceevne og fastholder arbejdspladser og investeringer herhjemme. Men vores reaktion bør ikke være at følge i fodsporene på lande med omfattende statsstøtte. I stedet skal vi investere i vores egne styrker: et dynamisk indre marked, tekniske færdigheder og en åben økonomi.

Der er flere lavthængende frugter, vi kan tage fat i, hvis vi vil i mål med det. For det første skal vi undgå en utilsigtet overimplementering af EU’s mange regler og reducere omfanget af unødvendige byrder for virksomhederne. Lige nu overimplementerer Danmark cirka hvert fjerde EU-direktiv, hvilket sætter danske virksomheder bagud, fordi andre lande blot følger direktiverne, som de skal følges. For det andet skal vi politisk skabe et gunstigt erhvervsmiljø ved at fremme både produktionskapaciteten, effektive godkendelsesprocesser og initiativer, der fremmer privat investering.

Samtidig er adgangen til kvalificeret arbejdskraft også afgørende for danske virksomheder, og af den grund skal vi arbejde for at lette mobiliteten for arbejdskraften og sikre, at vi kan tiltrække og fastholde talenter fra både ind- og udland. Det gælder især på det grønne område, der i høj grad overlapper med STEM-fagene. Her kommer vi ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at mangle 33.000 faglærte frem mod 2030.

Endelig skal vi styrke det globale samarbejde og indgå handelsaftaler med flere lande, især i Asien og Sydamerika, så vi kan nedbringe handelsbarrierer og udvide vores markedsadgang. Der er mange løsninger, og vi er mange om at foreslå dem. Fælles for os alle er, at vi ikke mener, statsstøtten behøver være iblandt.

Derfor skal vi stå fast på det frie markeds principper, udnytte vores egne styrkepositioner til at fremme innovation, konkurrenceevne, vækst og velstand og afvise fristelsen til kortsigtede løsninger, der risikerer at gøre mere skade end gavn.

(Indlæg bragt i Børsen d. 11/1-2024)

Steffen Frølund

18. december 2023

Hvis Danmark skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at yde, bør vi ikke udskamme flid med en strafskat.

I Liberal Alliance forlod vi skatteforhandlingerne, fordi regeringen dumstædigt insisterede på den nye millionærskat, også kendt som toptopskatten. Over de sidste par måneder er der ellers kommet massiv kritik fra virksomheder, de økonomiske vismænd og diverse organisationer. Det har gjort indtryk på mange, men ikke på regeringen og aftalepartierne bag den nye skattereform.

Ny forskning viser, at højtlønnede danskere reagerer langt mere på skattelettelser, end hvad man tidligere har antaget. Det er resultatet af en undersøgelse fra de danske topøkonomer Henrik Kleven, der er professor ved Princeton University, og tidligere vismand Claus Thustrup Kreiner, der er professor ved Københavns Universitet. Derfor har vi i Liberal Alliance bedt Skatteministeriet beregne, hvad de økonomiske konsekvenser af både topskatten og toptopskatten er, når man tager højde for den nyeste forskning på området.

Svaret er nedslående læsning for alle, der går op i, at staten har tilstrækkeligt sunde finanser til, at velfærdsstatens tandhjul også vil dreje rundt i fremtiden. For hvis forskningen holder vand, kommer staten nemlig til at tabe mellem 3 og 17 mia. kr. hvert eneste år af at indkræve topskat, og vi vil i bedste fald få sølle 100 mio. og i værste fald tabe 400 mio. kr. om året af toptopskatten.

Juridisk makværk

Det seneste skud på stammen af forskning i indkomstelasticitet dokumenterer nemlig, at danskerne arbejder hårdere samt går mere målrettet efter forfremmelser end hidtil antaget. Det betyder altså i praksis, at både top- og toptopskatten er så skadelige for danskernes virkelyst, at staten risikerer at tabe penge på at indkræve disse skatter. Det har hele tiden været sådan, at der især i toptopskattens tilfælde malede sig et billede af et juridisk makværk, hvor skatten snarere blev indført for at sende et symbolpolitisk signal end for at bringe penge i statskassen. Som også flere medier har kunnet berette om, kan 3800 af de 8600 danskere, der forventes at blive ramt af toptopskattens hammer, nemlig fuldstændig lovligt undgå skatten. Det skyldes, at en betragtelig del af disse højproduktive danskere er hovedaktionærer eller selvstændige og derfor har muligheden for at udbetale sig selv udbytte i stedet for løn, hvor skattesatsen er lavere.

Men at også topskatten nu risikerer at være en bragende underskudsforretning, er en nyhed, der bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle uanset deres politiske overbevisning. For dét, man beskatter, får man selvfølgelig mindre af. Det er derfor, man indfører særlige skatter på produkter som benzin, sukker eller cigaretter.

Hvis vi fortsat vil have et samfund med velstand og velfærd, er der derfor ikke mange gode argumenter for at indføre en særlig strafskat på de danskere, der arbejder hårdest – og slet ikke, hvis vi sågar risikerer at tabe penge på det, som forskningen nu indikerer. Men alt det her ved SVM-regeringen selvfølgelig udmærket godt i forvejen.

Så hvordan kan det være, at de alligevel insisterer på at bevare topskatten og indføre en ny toptopskat? Svaret er på grund af det symbolpolitiske signal, skatterne sender. “Danmark er for lille et land til store forskelle,” som Socialdemokratiets fortærskede slagord lyder. Det handler om, at der helst ikke må være nogen, der tjener mere end andre, fordi ulighed i sig selv betragtes som et onde. Og så vil man desværre hellere have en situation, hvor vi alle bliver fattigere, end en situation, hvor vi alle bliver rigere, men hvor nogen blot bliver rigere end andre.

Problemet med dette argument om at begrænse uligheden er blot, at det ikke overlever et nærmere eftersyn. Danmark er i forvejen et af verdens mest lige lande, og med en indførelse af toptopskatten vil ginikoefficienten, der måler samfundets ulighed, kun flytte sig fra 30,28 til 30,22.

Absurdteater

I stedet for at sende et forargelsespopulistisk signal om, at de mest hårdtarbejdende danskere ikke må tjene mange flere penge end andre, bør vi snarere være glade for, at der stadig findes dygtige mennesker, der skaber nok værdi for andre, til at de også selv får en høj indtægt. For de danskere, der kan se frem til at betale toptopskat, sender allerede mere end 18 gange så mange penge i statskassen som den gennemsnitlige dansker.

Hvis Danmark også i fremtiden skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at yde en indsats til gavn for os alle, bør vi derfor ikke udskamme flid og succes med en strafskat. Og hvis konsekvensen af at indkræve top- og toptopskat er, at staten ligefrem kommer til at tabe penge, der kunne have finansieret mere velfærd, må selv de mest hårdnakkede gammelkommunister i Enhedslistens bagland kunne se, at der er noget helt galt. Andre partier har vurderet, at de gerne ville æde dén skovsnegl. Dem om det, men toptopskatten er et politisk absurdteater, vi ikke vil være med i.

(Indlæg bragt i Børsen d. 18. december 2023)

Helena Artmann Andresen

7. december 2023

Resultaterne i den nye Pisa-undersøgelse er dårligt nyt. I løbet af de seneste fem år er de danske skoleelever nemlig gået tilbage i både matematik og læsning, og den negative udvikling gør sig både gældende for de fagligt stærke og svage elever.

Men Pisa-undersøgelsen er blot et symptom på et bagvedliggende problem, nemlig at den danske folkeskole er gevaldigt udfordret. I dag går en femtedel af eleverne nemlig ud af skolen uden at kunne læse, regne eller skrive, og skolerne oplever oftere og oftere problemer med at fastholde lærerne.

For siden Socialdemokratiet for 10 år siden gennemførte sin folkeskolereform, har skolerne i Danmark været låst fast i et bureaukrati af politisk overregulering.

Eksempelvis findes der til hvert fag en række politisk fastsatte mål, der fastslår, hvilke kompetencer lærerne skal arbejde med i de forskellige fag.

I dansk på andet og tredje klassetrin er der eksempelvis fire forskellige ”kompetencer”, som eleverne skal undervises i. Under disse ”kompetencer” findes der så 22 forskellige ”færdigheds- og vidensområder”, som består af yderligere fire ”færdigheds- og vidensmål”.

Et af disse færdighedsmål er eksempelvis, at »eleven skal kunne anvende it til hverdagskommunikation«.

Først og fremmest kan man selvfølgelig stille spørgsmål ved, om det mon nu også er nødvendigt at undervise 8-10årige børn i såkaldt digital kommunikation.

Men hertil kommer også, at det selvfølgelig fjerner værdifuld tid og ressourcer fra den faktiske undervisning, når elever og lærere skal balancere inden for rammerne af denne politiske styringssyge. På dette bagtæppe bør vi ikke undre os over, at folkeskolens niveau er i frit fald.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vende udviklingen, skal vi derfor sætte folkeskolerne fri.

I dag er systemet nemlig skruet sammen på en måde, hvor beslutningskraften er placeret så langt fra den enkelte skole som muligt. Vigtige beslutninger om alt fra skolernes økonomi til skoledagenes længde bliver derfor ikke truffet af dem, der ved bedst, nemlig lærerne og ledelsen på den enkelte skole.

Det vil vi gerne lave om på i Liberal Alliance ved at sætte folkeskolerne fri. Med selvejende skoler, hvor beslutningskraften bliver placeret hos den enkelte skolebestyrelse, tror vi nemlig på, at både ansvaret og initiativet blomstrer, og at børnene får den bedst mulige læring.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 7. december 2023)

Alex Vanopslagh

15. november 2023

Hvis vi i den frie verden står sammen mod truslerne udefra og finder begavede og næstekærlige svar til truslerne indefra, er der ingen grund til at tro, at Vesten har sine bedste dage bag sig.

Det er mærkeligt kun at være 32 og allerede føle, at jeg lever i en helt anden tid, end jeg voksede op i. Jeg kom til verden i efteråret 1991, hvor Sovjetunionen var i gang med at opløse sig selv, og den kolde krig dermed endegyldigt var vundet. Globaliseringen var på vej op i gear, og med enkelte undtagelser gik alt bare fremad – allervildest symboliseret ved det fantastiske internet.

Min generation voksede op i den store fred – smørhullet mellem katastroferne, hvor vi lærte verden at kende uden antydningen af nogen eksistentiel trussel mod vores liv eller livsform.

Min generation kan huske euforien i 90’erne, men ikke som en lettelse efter tidligere prøvelser.

Nej, for os var den bare naturlig; parodien på Francis Fukuyamas berømte ‘End of History’, den sorgløse grænseløshed, var dén kulturelle marinade, vores barndom foregik i. Vi glædede os bare til fredag og ‘ Disney Sjov’ i fjernsynet efterfulgt af letbenet voksenunderholdning som ‘ Aha’,’ Venner for livet’ eller ‘ Hit med sangen’ med Amin Jensen.

Men det kunne jo ikke blive ved.

Den store fred måtte slutte. Kineserne spandt guld på globaliseringen – mens vi andre fik billigere varer – og forberedte sig på dén konfrontation, vi alle sammen venter på i dag.

Internettet startede med at sætte tankerne fri på tværs af landegrænser og endte med at slippe alle monstrene fra vores underbevidsthed løs. Idealismen fra 90’erne blev erstattet af mismod, splittelse og navlepilleri.

USA brugte sit unipolære øjeblik til først at holde sig i baggrunden og siden at trampe rundt som en elefant i en glasbutik i Afghanistan og Irak efter 11. september 2001. Det kostede blod, sved og dollars, og gevinsten var et mere kaotisk Mellemøsten – og et demoraliseret USA.

Og vist var Sovjet lagt i graven, men Ruslands drømme om et imperium sluttede ikke med kommunismen, og efter en kaotisk liberalisering og demokratisering, hvor Vesten også svigtede sit engagement, begyndte mørket at vinde frem igen.

I 00’erne vrængede mange ad USA’s selvbestaltede rolle som ‘verdens politimand’, men efter amerikanerne mistede appetitten på at være det, begyndte alverdens tyranner at rykke frem. Putin invaderede Georgien, siden Krim, Syriens Assad myrdede sin egen befolkning, og USA var passive i alle tilfælde.

Vesten stod tilbage med bøjet nakke og en tvivl om, hvorvidt vi havde viljen til at kæmpe militært for fred, frihed og demokrati.

Min barndoms verden blev definitivt henrettet med russiske rifler 24. februar 2022, da Rusland overfaldt de dele af Ukraine, de ikke allerede havde stjålet. Åben landkrig på det europæiske kontinent for første gang siden 1945.

Jeg har netop selv besøgt Ukraine sammen med forsvarsminister Troels Lund Poulsen, og her mærker man det. Balancen, der er ved at tippe. Regelbogen, der er ved at blive skrevet om. Konsekvenserne, hvis vi ikke forstår vores dybe skæbnefællesskab med ukrainerne. Hvis ukrainerne taber krigen, så stopper Ruslands ekspansion ikke ved den ukrainske grænse.

For så er det blevet manifesteret, at det ikke er international ret og respekt for suveræne nationers ret til at være frie og suveræne, som er dominerende.

Så er det den stærkes ret, der hersker.

Polakkerne, balterne og ikke mindst ukrainerne selv har længe forstået, hvad der er på spil. I det nordlige Europa forstår vi det også. Det er derfor, Sverige melder sig ind i Nato.

Det er derfor, at Danmark støtter ukrainerne så meget.

Det skal vi være stolte over. Jeg er i særdeleshed stolt over, at Danmark var det første land til at ville donere F-16-fly til Ukraine.

Og med fare for at blive misforstået: Den vestlige reaktion på Ruslands invasion af Ukraine i 2022 giver mig håb på vegne af den vestlige verden.

Hvor krigene i Mellemøsten gav os den indsigt, at vi militært ikke kan indføre det liberale demokrati nogen steder, så gav krigen i Ukraine os den indsigt, at vi har en moralsk forpligtelse til militært at forsvare demokratiske lande, som udsættes for overgreb.

USA og Vesten – med et samlet, unisont EU – formåede at ranke ryggen og yde militær støtte til Ukraine. Vi indså, at vi havde noget værdifuldt at kæmpe for.

Som så ofte før i historien skal vi europæere endnu en gang være taknemmelige over for amerikanerne. Med præsident Bidens tilgang til krigen i Ukraine viser USA tydeligt, at de endnu ikke har givet op på Europa. At Vesten ikke har givet op på sig selv. Vi kan faktisk være handlekraftige og svare igen – i hvert fald, når heltemod som det ukrainske inspirerer, og USA igen påtager sig rollen som den ledende kraft i den frie verden.

For faktisk er ‘Fukuyama’ blevet misforstået – det var ikke hans pointe, at hvis bare nok frihandel bredte sig, så ville selv de mest autoritære styreformer blive liberale. Han påstod aldrig, at Vesten ikke også ville have stærke fjender i fremtiden, eller at særligt Europa konsekvensfrit kunne nedlægge det meste af sit militær og bruge pengene på en større offentlig sektor.

Fukuyamas pointe var, at ingen anden samfundsform eller ideologi på samme måde som det liberale demokrati kunne inspirere og vække håb.

Vores verdensorden havde sejret med kommunismens sammenbrud, fordi kommunismen var det sidste alternativ – og ingen samfundsform ville vise sig vores overlegen.

Når mennesker overalt på Jorden drømmer om at flytte til et andet land for at skabe sig et bedre liv, så drømmer de om Vesten. Der findes ingen seriøse politiske bevægelser i andre lande, der kæmper for at få en samfundsmodel efter russisk eller kinesisk forbillede.

Det var sandt i 1989, og det er sandt i 2023. Måske er idealismen død, men idealerne lever i bedste velgående. For vores tids frihedskæmpere er idealerne måske endda blevet endnu mere konkrete. Sådan føltes det i hvert fald i mødet med præsident Zelensky. For ham er demokrati og frihed ikke abstrakt.

Det er en reel og håndgribelig virkelighed under beskydning og belejring.

Den liberale verdensorden har stærke og farlige fjender. Men den største trussel kommer hverken fra Kina, Iran, Rusland eller fra, at det globale syd er trætte af vestlig moraliseren.

Den største trussel kommer fra os selv. Der er ingen, der kan gøre kål på vores frihed, demokrati og velstand udover os selv.

Vi kan ende med at regulere os selv ihjel med forandringsangst bureaukrati eller konkurrere hinanden ihjel med statsstøtte fra skatteydernes svindende lommer. Her har USA taget det første kedelige skridt med deres Inflation Reduction Act, som snart vil modsvares af lignende EU-initiativer – bare mere bureaukratiske og mindre effektive.

Vi kan ende med, at højre-og venstrepopulisterne får mere og mere magt, fordi for mange borgere i Vesten mister troen på det liberale demokrati og på retfærdigheden i vores kapitalistiske økonomi, således at de smålige, krænkede fællesskaber som wokeness og trumpistisk højrenationalisme flår vores store, nationale fællesskaber i stykker.

Og vi kan værst af alt risikere, at vi bare bøjer af over for autoritære styrer og deres trusler. Se blot på vores egen regerings katastrofale koranlov.

Vesten var hundeangst for at krydse Ruslands røde linjer i starten af krigen – af samme grund har de fået og får Leopard-kampvogne, langtrækkende missiler og moderne kampfly alt for sent.

At vi i Vesten tør være i tvivl og gerne må diskutere, hvad den rigtige vej at gå er, er vores ubetinget største styrke – dét tillader ingen anden civilisation.

Men når det slår over i tøven og benægtelse, bliver det vores største svaghed og den liberale verdensordens største trussel.

Værst af alt bliver det, hvis det også udvikler sig til en tøven og en tvivl på vores egne idéer og kernen i den liberale verdensorden bestående af retsstatsprincipper, udbredt fri- og samhandel, stærke internationale alliancer.

Uanset hvad, så kan vi hverken med militære indsatser eller løftede pegefingre få lande i det globale syd til at blive demokratiske. Det skal komme inde fra landene selv.

På den korte bane må vi derfor bestræbe os på, at det globale syd oplever Vesten som en troværdig partner, som man kan indgå forpligtende samarbejde med, når man deler interesser.

Også selvom vi ikke nødvendigvis deler værdier.

Som eksempler kan nævnes EU’s migrantaftale, USA’s styrkede samarbejde med Indien om bl.a. forsvar og teknologi og Danmarks samarbejde om grønne løsninger med udviklingslande.

Måske var det også dét, som Lars Løkke havde i tankerne, da han lancerede sin ‘pragmatiske idealisme’. Desværre har strategien med koranloven in mente primært excelleret i at være pragmatisk omkring, hvorvidt vi står fast på vores egne værdier.

Danmark bør i stedet satse på en frihedsvenlig alliancepolitik, der opbygger stærke fællesskaber mellem frie nationer. Ligesom under den kolde krig må vi anerkende, at skillelinjen – mellem demokrati og autokrati – eksisterer og definerer vores tidsalder. Og vi må opruste og mobilisere endnu mere på vores side af hegnet. Både når det gælder hård og blød magt.

En sådan alliancepolitik burde have som højeste mål at etablere et ‘League of Democracies’ – et fælles forum og samarbejde for EU, USA samt resten af den vestlige verden og demokratier som Japan, Sydkorea og Taiwan. En åben klub for alle lande, der sætter pris på frihed, folkestyre og det frie marked i en tid.

Sådan et fællesskab kan samarbejde om de store linjer inden for økonomi, grøn omstilling, militær og diplomati.

Et økonomisk samarbejde om frihandelsaftaler – særligt på strategisk vigtige områder som sjældne mineraler, grønne teknologier, mikrochips mv., hvor der i dag er politisk tendens til mere protektionisme.

Hvis Vesten vender sig ind mod sig selv, og at vi i fremtiden får en ‘alles kamp mod alle’, hvor de enkelte nationer eller institutioner som EU skal konkurrere på statsstøtte, protektionisme og dyrkning af egne markeder, så vil vi opleve, at den fornødne innovation indenfor grøn omstilling, kunstig intelligens, digitalisering, militær teknologi etc., bliver langsommere og dyrere – og vi svækker os selv i konkurrencen med Kina.

Et samarbejde om grøn omstilling, hvor vi puljer vores midler og forskningsindsatser sammen i jagten på det fælles mål om et samfund, der er fuldt forsynet med ren, stabil og billig energi. Hvor vi giver adgang til at købe hinandens teknologi, og vi koordinerer med hinanden i målet om at leve op til Paris-aftalen på en måde, hvor vi ikke bare skubber CO2-udledninger mellem os.

Et militært samarbejde, hvor vi giver de bedste muligheder for at købe våben og militært udstyr af hinanden, og ikke mindst af USA.

Et diplomatisk samarbejde, hvor vi koordinerer sanktioner og reaktioner på bøllestaters ugerninger, og hvor vi står sammen, hvis et medlemsland kommer under pres fra diktaturmagter som Kina, der forlanger lydighed og ikke tåler kritik.

Det skete fx for Litauen, da de gav Taiwans repræsentation lov til at kalde sig for Taiwan (hvad Kina ikke vil have), og EU bakkede ikke sit eget medlemsland stærkt op. Kina forsøgte også at presse Australien med en handelsboykot af eksportvarer, fordi man gerne ville undersøge det kinesiske regimes eget ansvar for coronapandemien, men Australien stod fast.

Begge er gode eksempler på et behov for stærkere fælles fodslag i den frie verden.

Et ‘League of Democracies’ skal ikke forstås som en organisation, der skal udskamme og bekæmpe samtlige nationer i det globale syd, som ikke lever op til vores demokratiske standarder.

Tværtimod er det først og fremmest et initiativ, der skal styrke de vestlige lande og holde liv i frihedens ild. Og det skal styrke os mod den uhellige alliance mellem Kina, Rusland, Nordkorea og Iran.

Der findes masser af nationer derude, som ikke ligefrem kan betegnes som mønsterdemokratier, men alligevel er truet af den uhellige alliance.

Derfor giver det mening for Vesten at samarbejde med stater som Saudi-Arabien, Vietnam og Indien for at afskrække den.

Hvis vi i den frie verden står sammen mod truslerne udefra og finder begavede og næstekærlige svar til truslerne indefra, er der ingen grund til at tro, at Vesten har sine bedste dage bag sig.

Den verden, jeg voksede op i, kommer aldrig tilbage. Men hvis vi tager det bedste – optimismen og liberalismen – og dropper det værste – naiviteten og grænseløsheden – kan vi bygge en bedre udgave af dén verden.

Solen behøver ikke endegyldigt at gå ned over aftenlandet – det er op til os selv.

(Indlæg bragt i Politiken d. 15. november 2023).

Alex Vanopslagh & Steffen Larsen

3. november 2023

Der er behov for åbenhed, når det politiske ansvar skal undersøges i FE-sagen - tilliden til magthaverne står på spil

Onsdag den 1. november kollapsede straffesagerne mod den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen og tidligere forsvarsminister fra Venstre Claus Hjort Frederiksen. Anklagemyndigheden opgav tiltalen mod Findsen og Hjort for læk af statshemmeligheder om Danmarks kabelsamarbejde med USA.

Det blev alligevel en tand for komisk for FE, hvis de i retten skulle bekræfte den i forvejen offentligt kendte ‘statshemmelighed’ om kabelsamarbejdet i deres anklage mod Findsen og Hjort om, at de skulle have røbet den store statshemmelighed. Hele forløbet – lige fra hjemsendelsen af FE-ledelsen i sommeren 2020 til iværksættelsen af en totalovervågning af Lars Findsen til den politiske beslutning om at retsforfølge en oppositionspolitiker – har været skandaløs.

Den tidligere socialdemokratiske regerings håndtering af sagen har svækket vores efterretningstjenester, slået sprækker i tilliden til myndighederne, udfordret Danmarks samarbejde med vores allierede, og de tidligere tiltalte i sagen har fået deres renommé og liv ødelagt.

Lars Findsen og Claus Hjort er nu i flere år blevet trukket gennem sølet med juridisk forfølgelse, ydmygende behandling, smadrede karrierer samt i Findsens tilfælde overvågning, varetægtsfængsling og en udbasunering af hans sexliv for hele landet. Alt sammen fordi den forrige socialdemokratiske regering forvaltede sin magt som en elefant i en glasbutik.

FE-skandalen kan meget vel vise sig at være en skandale, der får minkskandalen til at blegne. Den skandale fik vi da i det mindste belyst.

Det udestår stadig med FE-sagen. Men naturligvis skal den sag belyses grundigt. Desværre oplever vi en flertalsregering, som indtil videre blot har foreslået pseudoundersøgelser. Alene det forhold, at undersøgelseskommissionens omfang rammer og fokusområder, er bestemt af Justitsministeriet, når selvsamme ministerium er genstand for undersøgelsen, er tragikomisk. Undersøgelsen bør være uvildig og forankret i Folketinget.

Undergraver tillid

Hvis ikke både Folketinget og Regeringen tager den her type sager mere alvorligt, undergraver det den danske tillidskultur. En ét år gammel Voxmeter-måling dokumenterer, at 44,7 pct. af danskerne har fået mindre tillid til retssystemet, politikerne og den offentlige administration de seneste år. Det forstår man godt.

For vores folkestyre er ikke tjent med den lukkethed, som omgærder skandalerne. Alle kan blive enige om, at vi naturligvis ikke skal delagtiggøre gud og hvermand i de hemmelige detaljer om vores efterretningstjenester. Men et velfungerende demokrati kan kendes på, at skandalesager bliver undersøgt og får konsekvenser for dem, der misbruger magten.

Både Moderaterne og Venstre gik i sin tid til valg på at få undersøgt FE-skandalen. Fra Venstre lød det, at “regeringens håndtering af FE-sagen har skabt usikkerhed om vores efterretningstjenester”, og hos Moderaterne kunne Lars Løkke bebude om FE-sagen, at man ikke ville komme til “at indgå i en regering, som ikke er med på, at der bliver sat nogle ordentlige punktummer i nogle af de sager, vi har haft i denne her valgperiode”.

Alligevel valgte både Moderaterne og Venstre at glemme deres krav, da de for knap et år siden indgik i SVM-regeringen. Efter at tiltalen mod Lars Findsen og Claus Hjort blev droppet, har regeringen ganske vist bebudet, at man alligevel vil lave en rigtig kulegravning af skandalerne. Men en masse afgørende spørgsmål står stadig hen i det uvisse.

Hvem var involveret i at rejse tiltale mod Lars Findsen og Claus Hjort? Hvem besluttede, at Lars Findsen skulle totalovervåges, og at hans sexliv skulle udstilles for partilederne? Hvilken rolle spillede Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen, og hvorfor har både Lars Findsen og Claus Hjort en oplevelse af at være blevet forfulgt af statsministeriets departementschef? Når regeringen siger, at usaglige hensyn skal undersøges, gælder det så også det politiske ansvar, eller vil det blot være nogle embedsmænd, der tager skraldet?

Vend hver en sten

Hvis SVM-regeringen med sit politiske flertal selv får lov til at definere rammerne for kommissionen, vil det svare til at sætte ræven til at vogte gæs.

Derfor er der mere end nogensinde brug for en tilbundsgående undersøgelse af hele skandalen, så vi får vendt hver en sten, og så danskernes tillid til magthaverne og myndighederne kan genoprettes. Og hvis SVM-regeringen ikke har noget at skjule, kan de vel godt støtte op om, at vi får undersøgt hele sagen og får placeret et ansvar af uvildige eksperter?

(Indlæg bragt i Børsen d. 3. november 2023).

I hele Bruxelles og omegn florerer en generel sygdom

Det gør ondt at læse om nyuddannede ledige

Fertilitetsområdet har fyldt alt for lidt

Skolevægring bliver ikke taget alvorligt nok

Den svenske minister for civilforsvar har ret

Verden bliver bedre uden statsstøtte

Fundamentet under tvivlsom top-topskat smuldrer

Juridisk makværk

Absurdteater

Sæt folkeskolerne fri

Pessimismen om Vestens fremtid er stærkt overdreven

Hvis vi i den frie verden står sammen mod truslerne udefra og finder begavede og næstekærlige svar til truslerne indefra, er der ingen grund til at tro, at Vesten har sine bedste dage bag sig.

Tilliden står på spil, FE-skandalen skal undersøges

Der er behov for åbenhed, når det politiske ansvar skal undersøges i FE-sagen - tilliden til magthaverne står på spil

Undergraver tillid

Vend hver en sten