Men i en tid, hvor det danske erhvervsliv desperat har brug for mere arbejdskraft for at holde gang i nationaløkonomiens tandhjul, bliver vi nødt til at se på, om nogle af disse ydelser ikke også er lidt for generøse.
Den nuværende dagpengeperiode er et skoleeksempel på en sådan ydelse. Derfor vil vi have Folketinget til at tage stilling til, om ikke perioden bør halveres. For i dag kan man nemlig gå i hele to år på dagpenge, før kassen bliver lukket i, og det er der ikke mange gode argumenter for.
En halvering af dagpengeperioden er et af de reformværktøjer, der har den største effekt.
For det første viser en analyse fra det forhenværende Økonomi- og Indenrigsministerium i 2019, at de ledige kom væsentlige hurtigere i job, da man i sin tid halverede dagpengeperioden fra fire til to år, hvorfor endnu en halvering ligeledes må forventes at få folk hurtigere i job.
For det andet kan Beskæftigelsesministeriet dokumentere, at medarbejderes kompetencer bliver mindre værd ved lang ledighed.
Og løfter man for det tredje blikket fra den danske andedam, går det selvfølgelig helt fint i mange af de nabolande, vi normalt sammenligner os med, hvor man har en kortere dagpengeperioder end den danske sats på hele to år. I Sverige har man eksempelvis kun 14 måneder, i Tyskland og Storbritannien er perioden på seks måneder, og i Holland kan man modtage dagpenge i tre måneder.
Hertil kommer også, at en halvering af dagpengeperioden er et af de reformværktøjer, der har den største effekt på økonomien. Finansministeriet påviser nemlig, at en halvering vil øge arbejdsudbuddet med 22.300 personer og spare skatteyderne for hele 6,7 mia. kr. om året.
Det er fantastisk, at mange gerne vil forsikre sig mod arbejdsløshed, og det er også helt fint, at skatteyderne bidrager med en vis støtte. Men det er for generøst, når skatteyderne skal betale til, at raske ledige modtager forsørgelse i to år. Derfor håber jeg, at mine kollegaer i Folketinget stemmer for vores forslag, så vi får halveret en af verdens mest gavmilde dagpengeperioder.
(Debatindlæg bragt i Børsen d. 20. april 2023)
Idéen med Liberal Alliance burde ikke være så svær at forstå, men er det en gang imellem alligevel, fordi især garvede politiske iagttagere har en tendens til at ville placere partiet i én af de allerede velkendte kasser. Og skønt vi i LA ikke gør os forestillinger om, at vi kan revolutionere dansk politik, så ønsker vi dog heller ikke at gøre alting på samme måde, som det har været gjort, siden Ruder Konge var knægt.
Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, skriver i en leder, at LA ikke både kan træde ud af dansk politiks skygge og samtidig undgå Solen. Han brygger videre på Alex Vanopslaghs landsmødetale, hvor LA‘s formand sagde, at han vil placere LA, hvor indflydelsen i dansk politik er, men uden som sagnfiguren Ikaros at flyve så tæt på Solen, at voksen på de konstruerede vinger smelter, fjerene falder af, og LA styrter i døden.
Vi har i LA én og kun én eksistensberettigelse: at bane vejen for, at der kan føres mere liberal politik i Danmark, og selv at medvirke til at gennemføre politikken via vores tilstedeværelse i Folketinget, når mulighederne er der.
Ikke en tænketank
Den ambition byder os at gøre følgende indsatser: Vi skal for det første have et program for gennemførelsen af reformer, som er værd at være i politik for. Disse reformer skal på den ene side ikke blot have karakter af småjusteringer, som lige så godt kunne have været fremlagt af f.eks. Corydon, dengang han var landets finansminister.
Der må være forskel på den politik, som Socialdemokratiet kan mande sig op til, selv i en mere reformmodig periode af partiets historie, og hvad et parti som LA har ambitioner om. På den anden side skal LA‘s politik ikke være løsrevet fra enhver virkelighedssans og fra gængse økonomiske regnemetoder som den “Fair løsning”-plan, som bragte Corydons regering til magten i valgkampen i 2011. LA‘s politik skal faktisk kunne gennemføres i den virkelige verden, hvis et flertal i Folketinget bakker den op.
Vi skal for det andet være enormt dygtige til at forklare danskerne, hvad det er, vi vil, så det står klart, hvorfor politikken ikke alene er fornuftig, men også sympatisk. At liberale reformer bringer Danmark til et højere niveau af velstand og retfærdighed samt hjælper alle, som oprigtigt ønsker at bidrage til sin egen og samfundets lykke, og som samtidig fortsat tager vare på dem, som ikke er i stand til at forsørge sig selv. Liberal politik har i mange år været for nem at dæmonisere for politiske modstandere, hvilket har gjort partier, som drister sig til at foreslå liberale løsninger på tidens problemstillinger, for parlamentarisk små til at stå i spidsen for det politiske liv. Det må vi forsøge at gøre bedre.
Vi skal for det tredje tage del i udøvelsen af regeringsmagt, når disse to forudsætninger er til stede. Vi er i LA ikke en tænketank for spændende samfundsidéer, men et politisk parti med ambition om selv at gennemføre visionerne i praktisk politik. Lysten til at indtræde i en regering er usvækket, selvom perioden 2016-2019, hvor LA var i regering, førte til, at LA fik et meget dårligt valg i 2019.
Ønsker regeringsdeltagelse
Vi kan til trods for det ikke se meningen med at være i politik, hvis man ikke er villig til at sige ja til de poster, som giver størst mulighed for at gennemføre sit partis program, og vi ved, at regeringsdeltagelse er vejen til maksimal indflydelse. Når LA fik et dårligt valgresultat efter vores første regeringsdeltagelse, var det ikke, fordi vores vælgere ikke bifaldt, at vi gik i regering. Tværtimod ønsker LA‘s vælgere helt klart, at vi tager det størst mulige ansvar på os i politik.
Kristian Thulesen Dahls valgresultat med over 20 pct. tilslutning til hans Dansk Folkeparti i 2015 og efterfølgende rolle som destruktivt støtteparti på dansk politiks sidelinje er intet ideal for liberale danskere. Vi stræber efter gode valg for at indtage de positioner, hvorfra vi kan gennemføre vores politik. Men ligesom at Mette Frederiksen ikke ville være statsminister baseret på en rød blok, som ikke ville tillade hende at gennemføre en moderat mere ambitiøs reformpolitik end den ikkereformpolitik, hun stod for mellem 2019-2022, så vil LA heller ikke træde ind i en regering igen hverken som juniorpartner eller som en ledende kraft, hvis udgangspunktet er parlamentariske forhold, som ligner perioden 2015-2019, hvor et S-DF-SF-flertal sørgede for, at de daværende V- og VLAK-regeringer ikke kunne gennemføre væsentlige reformer og justeringer af velfærdssamfundet.
Vi vil ikke være i regering alene for de fine titlers skyld. Det er i dette lys, at Alex Vanopslaghs tale skal forstås. Vi tager gerne vinger på for at flyve over havet, men hvis voksen, som holder fjerene, er så skrøbelig, at den ikke tåler belysning, så forsvinder meningen med det hele, og så må vi hellere vente, indtil vi har tilvejebragt en bedre voks.
(Kronik bragt i Børsen d. 20. april 2023)
Færre kvinder end mænd sidder i dag i direktørstolene og i bestyrelseslokalerne. Det er et problem, mener et flertal i Folketinget.
Men det er en unuanceret fortælling.
19. april bliver Liberal Alliances beslutningsforslag om at afskaffe kvoterne behandlet i Folketinget, og må jeg i den forbindelse minde om nuancerne i debatten.
Danske virksomheder og institutioner med flere end 50 medarbejdere er i dag tvunget til, at have et mål om minimum en 40/60-fordeling af henholdsvis kvinder og mænd i direktionen og bestyrelsen.
Men når politikere påtvinger direktioner og bestyrelser at få flere kvinder rundt om bordet, glemmer de, at ikke lige så mange kvinder som mænd rækker ud efter posterne, og at flere kvinder stadig vælger uddannelser og karriereveje, som ikke kvalificerer dem til en direktørstilling eller bestyrelsespost.
Skulle flere kvinder have lyst, evner og ambitioner til at vælge en vej, der leder dem til en toppost, lever vi i et land, som giver dem frihed og mulighed til at gøre det.
Men virkeligheden er – for nu – en anden.
Der er mange årsager til, at flere kvinder ikke finder vej til ledelsesgangene. Mange kvinder vælger en at gå af en anden vej, allerede når de vælger uddannelse.
De tager mere barsel end mænd i forbindelse med fødsler. Kvinder arbejder i gennemsnit mindre end mænd. Og generelt har kvinder også tendens til at have en mindre frembrusende adfærd i arbejdslivet og forhandlingssituationer.
Dette er blot få af de mange og forskellige valg mange kvinder tager, som leder dem væk fra den vej, der går mod en plads blandt mændene. For med valg kommer som bekendt også fravalg.
Den første lovgivning om kvoter for køn i ledelser og bestyrelser i de største danske virksomheder trådte i kraft under Helle Thorning-Schmidts regering i 2013.
Analyser viser, at kvoterne kun har haft en begrænset effekt. Institut for Menneskerettigheder har konkluderet, at kvoterne kun skabte en stigning i antallet af kvinder i topledelse fra 14 procent til 15,2 procent fra 2013 til 2015.
Kigger vi mod vores norske naboer, viser flere studier, at effekten af kvoter i Norge kun har haft en effekt for den enkelte kvinde, som kommer i bestyrelsen.
Der er meget lidt evidens for, at kvoter skaber spillover-effekter til kvinder længere nede i hierarkiet.
Vi skal også huske, at ligestilling netop er, at du vælges på grund af dine evner – ikke dit køn. Vi har i Danmark ligebehandlingsloven, som sikrer, at en medarbejdere vurderes på sine kvalifikationer og evner og ikke sit køn, og at der er lige løn for lige arbejde.
Loven sikrer ikke, at der sidder lige mange kvinder og mænd rundt om bordene på ledelsesgangene, men loven og ligestillingen i Danmark sikrer, at mænd og kvinder har de samme muligheder for at nå dertil.
Der er mange andre ligestillingsdagsordener, som vi bør koncentrere os om og arbejde for at løse. For eksempel må kvinder ikke opbevare deres æg i mere end fem år, mens mænd må opbevare sæd for evigt.
Kigger vi udover vores egen næse, er der groteske ligestillingsproblemer på den internationale scene. Senest og mest omtalt er kvinders undertrykkelse af Taliban i Afghanistan, mens kvinder i Iran fængsles og slås ihjel for at kæmpe for retten til frit at kunne at klæde sig, som de vil uden at blive straffet.
Lad ikke kønskvoter overskygge de virkelige udfordringer.
(Indlæg bragt i Altinget den 19. april 2023)
Der er noget galt med den måde, vi laver reformer på. Det er essensen af den glimrende bog »Entreprenørstaten«, som Sigge Winther Nielsen udgav for et par år siden (og som jeg tidligere har omtalt på denne plads).
Men det er som om erkendelsen af, at såkaldte reformer sjældent løser de problemer, de officielt er sat i verden for at løse, ikke vil trænge igennem på Slotsholmen. Både skiftende regeringer og skiftende folketing drømmer stadig om at stå foran den samlede, danske verdenspresse og erklære, at nu er dette eller hint problem løst en gang for alle. På trods af, at alle besindige mennesker ved, at den helt overvældende sandsynlighed taler for, at det er de ikke.
Er folkeskolen blevet bedre af folkeskolereformen? Er gymnasierne blevet bedre af gymnasiereformen? Er universiteterne blevet bedre af diverse reformer? Er sundhedsvæsen og psykiatri? Er de nye kommuner og regioner påfaldende bedre til at løse de problemer, de er sat i verden for at løse, end de gamle kommuner og de gamle amter? Det kan man ikke sige og samtidig bevare alvoren.
I alle disse tilfælde – og mange flere – er svaret, at hvis tingene overhovedet er blevet bedre, er det langt ude i decimalerne, forbedringerne kan aflæses. Men at som hovedregel har reformer i bedste fald nul effekt, mens de i værste fald gør ondt værre.
Det, jeg først og fremmest har imod SVM-regeringen, er ikke snævert politisk. Det er, at vi skal tro på, at lige præcis de partier og mennesker, der i dette århundrede har beklædt de højeste poster det meste af tiden, lige pludselig er blevet superdygtige til at lave reformer, der på afgørende punkter får de vitale samfundsinstitutioner til at fungere bedre.
Der findes desværre ikke en superhøflig måde at udtrykke det på. Men hvorfor skal jeg tro på, at Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand lige pludselig har lært af de bunker af fejl, de har begået de seneste 20-30 år, og at nu kommer den gyldne tid, hvor en reform løser det problem, den skal forestille at løse?
Den gunstige læser bedes tilgive, at jeg sammenligner skiftende regeringer med skikkelser fra populærkulturen. Men at tro på, at et persongalleri bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Venstres eksformand pludselig er kommet på bedre tanker og pludselig er blevet meget dygtigere til at reformere samfundet, end de har vist sig at være gennem årtier, svarer jo til, at man skal tro på, at Lord Voldemort har meldt sig ind i Frelsens Hær. Eller at Kaptajn Haddock har besluttet sig for at stå i spidsen for afholdsbevægelsen. Eller at Egon Olsen er søgt ind på Politiskolen.
Det er fuldstændig utænkeligt, at de samme mennesker, som i årtier har djøfficeret og komplificeret og bureaukratiseret alting, lige pludselig har fået evnerne og viljen til at lade være med at djøfficere og komplificere og bureaukratisere.
Hvis dansk politik var et familiedrama, skulle man samle Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand i én skikkelse. Det kunne gerne være en farverig person, der også havde forsonende eller måske ligefrem elskværdige sider. Men det afgørende er: Hvis de tre partier var en dramafigur, ville de være én, der ikke kunne lade være med at svigte sin kone og sine børn. Men som heller ikke kunne lade være med at sige, at nu er det altså slut. En gang for alle. Hvis du bare vil tro på mig fra nu af.
I politik hopper vælgerne på den slags. I forhold til en dramaserie er folk klogere. Der ved de udmærket, at det hele kører på nøjagtig samme måde i næste episode og næste sæson.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 19. april 2023)
Kære københavner med bil, jeg er ked af, at du ved flere kommunalvalg er blevet bundet en historie på ærmet.
»Stem på mig, så skaffer jeg dig flere parkeringspladser,« har det lydt fra fortrinsvis borgerlige kandidater og partier. Det passede desværre ikke, og du har ikke fået flere p-pladser, og det var heller ikke seriøst ment, da de lovede dig det.
Så du cirkler stadig rundt for at finde en plads, og det hjælper dig nul og niks i jagten på en plads, at du har betalt kommunen for en beboerlicens. Der er ikke pladser nok til alle med en beboerlicens i dit kvarter.
Det kommer til at fortsætte, og det kommer til at blive endnu værre, hvis alt forsætter på samme måde som i dag. Flere københavnere vil få råd til bil, flere vil købe en, og der kommer ikke flere kommunale p-pladser.
Der er ikke plads på gadeniveau, og parkeringskældre koster cirka én million kroner pr. plads. Skal vi øge antallet af p-pladser på for eksempel Østerbro med ti procent, skal vi bruge en hel milliard kroner, som skal tages fra renovering af skoler, nyanlæg af børnehaver eller flere idrætsanlæg til den københavnske ungdom, som i dag har for få boldbaner og svømmehaller.
Sådan vil et flertal i Københavns Borgerrepræsentation ikke prioritere – og det bør vi heller ikke. En parkeringsplads til din bil er et privat gode til dig. Ude i villakvartererne, i Nordhavn og i Ørestad betaler folk selv for deres forbrug af parkeringspladser. Skal de så også betale en million over skatten for én p-plads i en parkeringskælder til deres bysbørn i brokvartererne? Selvfølgelig ikke.
Der er to muligheder: Enten accepterer vi, at det vil blive sværere og sværere at finde p-plads i brokvartererne og Indre By.
Ellers også prissætter vi beboerlicenserne, så kun folk, der har mest brug for bilparkering, køber en, mens andre med mindre bilbehov finder andre løsninger: Cykel, Metro, delebil osv.
Jeg synes ikke, vi skal fortsætte med, at p-pladserne går til dem med mest tid til at cirkle rundt i kvartererne.
Så lad os prissætte beboerlicenserne mere fornuftigt, hvilket vil sige, at de skal være dyrere. Så vil der til gengæld være en p-plads til dem, som ikke kan undvære en bil. I Nordhavn og Ørestad er der ikke mangel på p-pladser. Her skal man ikke cirkle rundt.
Jeg tror ikke, det er nødvendigt med så høje priser på beboerlicenser i de ældre dele af byen som i Nordhavn og Ørestad, for udbuddet af p-pladser på gaden er trods alt større i den gamle del af København. Men de nuværende ned til 1.335 kroner for fri parkering i et helt år (0 kroner for elbiler) i brokvartererne er altså meget billigt.
Vi kan også lade være, og du kan ved kommunalvalget i 2026 igen lade en politisk fusentast bilde dig ind, at en stemme på ham kan skaffe dig en parkeringsplads, som både er næsten gratis og ledig, når du skal bruge den. Du har ladet dig narre før, du kan lade dig narre igen.
Jeg synes ikke, vi skal fortsætte med, at p-pladserne går til dem med mest tid til at cirkle rundt i kvartererne.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 15. april 2023)
Selvom præsident Macron har præciseret, at Frankrig mener det, Frankrig hele tiden har ment om Europa, Kina og USA, er der god grund til at spørge: Hvad bør Europa egentlig mene om sig selv, Kina og USA?
Sammen med USA og Canada er det landene i Europa, der har grundlagt den politisk og økonomisk liberale verdensorden, der først blev formuleret som en vision efter Anden Verdenskrig og siden blev til virkelighed efter Murens fald.
Det mest fordelagtige ved den vestlige orden overhovedet er efter min opfattelse, at den bryder med princippet om den stærkes ret.
De europæiske ordener, vi har kendt til for eksempel efter Trediveårskrigen i 1600-tallet eller efter Napoleonskrigene i 1800-tallet, har været karakteriseret ved, at de svage i sidste instans måtte rette sig efter de stærke. Brutal militær magt havde – sagt på anden vis – altid det sidste ord.
Det, der er sket med både Nato og EU – men desværre i ringere grad med FN – er, at der er opbygget såvel institutioner som forpligtende regler. Derfor mødes medlemmerne af navnlig EU og Nato efter helt faste procedurer inden for rammerne af diverse institutioner og udøver den magt, som medlemslandene har givet til de pågældende institutioner.
I princippet på samme måde, som medlemmerne af Folketinget udøver deres magt, sådan som grundloven (og Folketingets egen forretningsorden) foreskriver.
Den vigtigste opgave for Europa og den vestlige verden i de kommende år er at holde fast i, at den model, vi har skabt, er værdifuld og skal holde i mange år ud i fremtiden. For det gælder om altid at huske: Verden er hverken blevet politisk eller økonomisk liberal af sig selv. Verdens naturlige tilstand er ikke, at den er politisk eller økonomisk liberal. Verdens naturlige tilstand er i bedste fald den stærkes ret. Og i værste fald anarki.
Rundtomkring i verden ser vi ikke længere det, politologen og sociologen Larry Diamond har kaldt en »demokratisk recession«. Hvilket i sig selv er galt nok: Udtrykket beskriver, hvordan flere og flere lande går i demokratisk forfald og udvikler sig til autokratier. Vi ser desværre også, at de ikkedemokratiske lande begynder at indgå alliancer, som åbenlyst har til formål at afmontere den økonomisk og politisk liberale vestlige verdensorden.
Det er en kendt sag, at Kina og Rusland har indgået en alliance om at udfordre den vestlige orden. Men Iran har længe været på vej ind i en alliance med Rusland, og seneste nyt fra Mellemøsten er, at Kina og Saudi-Arabien taler om en tilnærmelse.
Det betyder ikke, at Europa skal spille offensivt ud og slå hånden af den autokratiske alliance, der tegner sig. Men vi skal glemme alt om de naive fejlfortolkninger af 1989, som først og fremmest Angela Merkel og Tyskland er kommet til at stå som symboler på.
Interdependens – som det så fint hedder; man kan også sige samhandel – fører ikke til en mere demokratisk verden. Det troede alle, der fejlfortolkede 1989. Og i Tyskland blev det til et elegant slogan: wandel durch handel.
Vi har skabt interdependens mellem på den ene side de vestlige lande og på den anden side Mellemøsten og Kina i årtier. Det her skabt en umådelig rigdom alle steder. Men det har ikke ført til, at der er kommet en tøddel mere demokrati i hverken Mellemøsten eller Kina.
I stedet oplever vi, at flere og flere lande slår ind på det, som Rusland allerede tog hul på i 2007: hybrid krig imod den vestlige verden.
Hvad angår Rusland, har den hybride krig blandt andet ført til hackerangreb imod kritisk vestlig infrastruktur, indblanding i valg rundtomkring i den vestlige verden og udsendelse af dødspatruljer til blandt andet Storbritannien.
Iran fører også hybrid krig verden over. Den kommer blandt andet til udtryk gennem dødspatruljer og opfordringer til at angribe mennesker, der udfordrer iranske – og dermed islamiske – dogmer. Det mest prominente offer for det sidstnævnte er selvfølgelig Salman Rushdie.
Kina fører en helt åbenlys krig imod den regelbaserede verdensorden i Det Sydkinesiske Hav. Og truer i øvrigt ethvert land, der har været så uforsigtigt at vikle sig ind i kinesisk interdependens, med økonomisk død og ødelæggelse, hvis det pågældende land udfordrer kinesiske dogmer om f.eks. Tibet, Hongkong eller Taiwan.
Derfor bør præmissen i Europa fremover være: En alliance af autokratiske lande har for længst erklæret den vestlige verden hybrid krig.
Det skal vi for det første erkende som et faktum, vi ikke kan ændre på – fordi krigserklæringen helt ensidigt kommer fra modparten.
For det andet skal vi begynde på at sikre os, at den hybride krig ikke i fremtiden kommer til at ramme os så hårdt, som f.eks. Nord Stream 2-projektet var på vej til.
Alle de steder, hvor den vestlige verden i forhold til den autokratiske alliance kan komme i en ”Nord Stream 2-situation”, skal vi tage skridt til at vikle os ud af disse potentielt meget farlige situationer.
Derfor skal den vestlige verden være mindre afhængig af olie. Ligesom den skal være mindre afhængig af råstoffer og produkter, som den autokratiske alliance mere eller mindre har monopol på i dag.
Sidst, men ikke mindst, er vi med Ukraine in mente nødt til at besinde os på, at den hybride krig kan udvikle sig til gammeldags krig slet og ret.
Den vestlige verden skal over for den autokratiske alliance fremstå som en mere afskrækkende militær modstander, end den gør i dag. Ellers er det blandt andet realistisk at forestille sig, at såvel Det Sydkinesiske Hav som Polarhavet i en ikke så fjern fremtid er farvande, der er ophørt med at være underlagt FN’s konventioner og i stedet er underlagt den autokratiske alliance.
Det betyder ikke, at globaliseringen hermed er aflyst. Det betyder, at den skal tilpasses virkeligheden. Ved at fjerne sig fra de illusioner og farlige fejlforestillinger, der dominerede den vestlige verden fra 1989 til 2022.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15. april 2023)
Regeringen, Radikale Venstre, Enhedslisten og alternativet havde knap præsenteret aftalen om en ny vejafgift, før cirka 100 chauffører og vognmænd rullede ind på Slotsholmen for at vise deres utilfredshed med den nok mest afgørende aftale for sektoren i mange år.
Aftalen går i korte træk ud på, at transportvirksomheder fra 2025 skal betale vejafgifter, efter hvor mange kilometer deres lastbiler kører i Danmark. Aktørerne i transportbranchen skal ifølge Skatteministeriet regne med i gennemsnit at komme af med 1,3 kr. pr. kørt kilometer, og hensigten er, at branchen skal reducere 0,3 mio. tons CO2 i 2025 og 0,4 mio. tons i 2030. To tal, der ikke umiddelbart lyder af meget. Og det med god grund.
Spørger man Mogens Fosgerau, der er professor i transportøkonomi på Københavns Universitet, så er der nemlig stort set ingen klimapolitisk gevinst ved afgiften. Til gengæld ligger incitamentet til forslaget ifølge ham og andre stemmer i det faktum, at afgiften vil sikre staten en gevinst på cirka 1 mia. kr. i 2025. Og det er en mærkbar sum penge: Til sammenligning er der f.eks. blot 200 mio. kr. til forhandling mellem partierne i finansloven for 2023. Netop den pointe understreger Mogens Fosgerau, når han passende siger om tankerne bag aftalen, at »det har bare ikke så meget med klima at gøre«. For det har det såre simpelt heller ikke.
I stedet mener vi, at aftalen er et dæknummer for at skrabe penge i kassen – og endda et dårligt et af slagsen. Omkostningerne er så store i forhold til den spinkle C02-reduktion, at man med en vis vilje sagtens kunne have fundet langt mere omkostningseffektive løsninger. Omkostningerne i den nuværende aftale rammer både alt for hårdt, bredt og skævt.
Aftalen rammer hårdt, fordi branchens samlede omkostninger ved den løber op i cirka 2,5 mia. kr. Den rammer bredt, fordi alle typer lastbiler bliver pålagt afgiften – sågar el-lastbiler, hvilket giver meget lidt mening, hvis intentionen skulle være grøn. Og ikke mindst rammer den skævt, fordi det særligt er aktører i yderområderne, der kører mange kilometer.
Ifølge Dansk Industri foregår hver fjerde kørte kilometer til eller fra Nord- og Vestjylland, mens hele 7 af 10 kørte kilometer med lastbil sker med på- eller aflæsning i Jylland. Her er afstandene som bekendt større end i f.eks. hovedstadsområdet. Dermed vil både transportvirksomhederne og produktionsvirksomhederne havne i en situation, hvor det er mere attraktivt at løse og tage opgaver fra de centrale dele af landet. Det vil på sigt skade yderområderne, der i forvejen har nok problemer med centraliseringen.
Samtidig er regeringens aftale i strid med dens planlagte skattestop, da indtægterne fra den ikke bliver ført tilbage til den grønne omstilling af transportbranchen. Nej, de kan i stedet gå til andre prestigeprojekter – når altså regeringen har fraregnet de 300 mio. kr., der skal bruges på at administrere ordningen. Det kan vi ikke være bekendt over for de vognmænd, der måske ser ind i en lukningstruet fremtid.
Samlet set er vi efterladt med et billede af en model, der simpelthen er for ineffektiv, og hvor intentionen snarere er at skrabe penge sammen end at gøre noget for klimaet. Det mener vi ikke er en måde at bedrive klimapolitik på. Lad os i stedet kigge på en klogere løsning sammen med branchen, hvor vi reelt kan gøre den grønnere.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12. april 2023)
USA vil bruge mere end 2.500 milliarder kroner på at støtte grønne virksomheder i USA – den såkaldte Inflation Reduction Act. Den melding har været startskuddet til et ræs, der nu er i gang mellem amerikanerne og EU. For på det seneste topmøde besluttede EU’s stats- og regeringsledere, at også EU nu skal give statsstøtte til europæiske grønne virksomheder for at følge med konkurrencen fra amerikanerne.
Argumentet er, at vi risikerer, at vores europæiske virksomheder bliver udkonkurreret af de amerikanske eller flytter til USA, hvor støtten til grøn teknologi er mere lukrativ.
Støtte til grønne virksomheder lyder nok som den rette vej at gå på vejen mod den grønne omstilling. Men mere statsstøtte er ikke svaret på, hvordan vi sikrer, at europæiske virksomheder går forrest i udviklingen af grønne løsninger.
For det første er det mere populistisk end nødvendigt. De europæiske lande bruger i forvejen enorme summer på statsstøtte til den grønne omstilling. I alt bruger EU 0,38 procent af BNP til at støtte den grønne sektor – og med EU-Kommissionens forslag vil der blive brugt yderligere 0,10 procent af BNP. Det er altså knapt 0,5 procent af EU’s BNP, eller 5,4 billioner kroner, der direkte går til at støtte grønne virksomheder og teknologier.
Lad os i øvrigt huske, hvordan statsstøtte fungerer: En krone bliver taget op af borgernes lommer som skat og dernæst brugt på noget, som politikerne bestemmer.
Man skal altså derfor altid huske, at når politikere praler med, at deres statsstøttede projekter vil skabe så og så mange jobs, er det jo penge, der er taget fra borgerne, som ville have brugt dem på andre formål – og dermed noget, der havde skabt jobs andre steder.
For det andet skævvrider grøn statsstøtte konkurrencen og gør den grønne omstilling i Europa dyrere end nødvendigt. En lang række økonomer peger på, at en høj pris og afgift på drivhusgasser er de nødvendige greb, der skal gøre grøn energi til det mere attraktive valg – og jo flere, der tilvælger grønne løsninger, desto flere investeringer vil området tiltrække. Den fri markedsøkonomi er allerede i gang med at skubbe udviklingen i den retning. Grøn statsstøtte vil være en snubletråd, der spænder ben.
Et eksempel på det er brint – en dyr teknologi, som har brug for ekstra støtte. De dyreste løsninger vil – uanset hvor grønne de måtte være – give mindre omstilling. Blot fordi det er en grøn teknologi, er det ikke ensbetydende med, at det er det bedste valg, og selv når det kommer til den grønne omstilling, vil det altid i det lange løb være bedre at lade falde, hvad der ikke kan stå. Andre grønne løsninger vil tage deres plads, for efterspørgslen fra markedet er der.
Vil EU sikre, at europæiske virksomheder fører an, skal vi ikke lempe EU’s konkurrenceregler, men i stedet værne om det frie marked. Fri konkurrence har igen og igen vist sig at afføde de bedste og mest konkurrencedygtige løsninger og skille de omkostningstunge og urentable løsninger fra tidligt i processen.
Klimakrisen kræver løsninger nu, og vi har ingen tid at spilde på at holde liv i de forkerte teknologier for længe. I sidste ende må det være i alles interesse, at vi får udviklet de bedste grønne løsninger hurtigst muligt. Grøn statsstøtte er ikke vejen derhen.
(Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 5. april 2023)
Forrentningen skal være fire procent.
Ellers giver det ikke samfundsøkonomisk mening at ofre penge på infrastruktur. Alligevel har den nye letbane rundt om København en negativ forrentning. Det vil sige, at det offentlige – når alle faktorer er indregnet – kommer til at tabe penge på letbanen. I Odense er forrentningen 0,8 procent og i Aarhus er den 1,7 procent. Altså langt under den normale grænse på fire procent for, at et projekt giver samfundsøkonomisk mening.
Alle disse tal er velkendte i trafikpolitikkens verden. Men de fik fornyet relevans efter, at Jyllands-Posten tidligere på ugen bragte dem til bredere kendskab.
Det særlige ved politik er, at de ansvarlige næsten aldrig kommer til at stå til ansvar for deres handlinger.
Enhver politisk beslutning kan inddeles i så mange underbeslutninger, at ansvaret fortaber sig. Ligesom der kan opstilles rene ansvarsfritagelseskarruseller. Det eksempel på en ansvarsfritagelseskarrusel, de fleste kender bedst, er opdelingen af det gamle DSB i Banestyrelsen, der står for skinner og signaler og det nye DSB, der står for hovedparten af togdriften.
Med denne opdeling kan Banestyrelsen altid sige, at DSB kører med noget gammelt bras, og DSB kan altid sige, at Banestyrelsen ikke har gjort sit arbejde, når togene er forsinkede eller aflyste. Ingen kan kontrollere, hvad der egentlig er sandt. Derfor bliver et ansvar aldrig nogensinde placeret.
At man kan handle i tryg forvisning om, at andre altid vil komme til at bære konsekvenserne af ens dårlige beslutninger, kalder økonomer for moral hazard. Skolebogseksemplet er bankdirektøren, der selv tjener penge på de vellykkede forretninger, mens indskydergarantien tager regningen, når de mislykkes.
Normalt er det imidlertid sådan, at i den private sektor er straffen for at fejle hård i form af konkurs og arbejdsløshed. Mens den er mild i den offentlige sektor – og ikkeeksisterende, hvis man er politiker.
Laver du en folkeskolereform, der på tiende år ikke når nogen af sine prædefinerede mål? Ikke noget problem. Som hovedregel kan du regne med at blive genvalgt. Eller du kan nedlægge dit mandat og gå til et velbetalt job uden for det offentlige søgelys.
De eneste, der betaler for dine fejl, er skoleeleverne, der ikke lærer noget. De fortvivlede forældre, der kan konstatere, at børnene mistrives. Og selvfølgelig samfundet, der står med dårligere uddannede generationer, end det behøvede.
Undersøgelser viser, at tilliden til politikere og det politiske system ikke har været lavere i mange år. Jeg tror ikke, det alene skyldes det forduftede ansvar i minkskandalen – selvom det uden tvivl bidrager. Mere sandsynligt finder jeg det, at mistilliden skyldes, at et flertal af borgerne for længst har gennemskuet fænomenet moral hazard.
Politikere og ledende embedsmænd er en særlig afart af menneskeheden, der ikke skal stå til ansvar for noget. Selvom de gerne prædiker netop det: At essensen af at være et voksent og myndigt menneske er, at man er moralsk ansvarlig for sine handlinger.
Et lille skridt i den rigtige retning ville være, hvis man politisk besluttede, at man i den offentlige sektor ville efterligne den mekanisme fra den private sektor, der hedder konkurs.
Det vil sige, at man i de tilfælde, hvor en konkret, offentlig institution spillede fallit, lukkede den og fritstillede både ledelse og medarbejdere.
Der ville ryge nogle daginstitutioner og plejehjem rundt omkring. Men det ville være det første skridt til at bryde med det skadelige fænomen, moral hazard er.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 5. april 2023)
Samme indstilling har vi dog ikke til vores videregående uddannelser. Her har vi nemlig bildt os selv ind, at kun det offentlige kan levere varen.
Men hvorfor egentlig det? Når det private i forvejen lykkes med at levere varen i alle andre henseender her i Danmark, hvorfor så ikke tillade frie aktører at kunne drive et frit universitet på dansk jord?
I resten af verden har man for længst tilladt private organisationer som f.eks. fonde at oprette frie universiteter. Erfaringerne er gode både på forsknings- og undervisningssiden, og så er kvaliteten af deres uddannelser utroligt høj. Faktisk har verdens 10 bedste universiteter alle sammen det tilfælles, at de er private.
Men i Danmark halser vi stædigt og med fuldt overlæg efter de andre lande, fordi vi delvist stadig er lullet ind i fortællingen om, at kun det offentlige vil os det godt. Og det er ærgerligt. For vi har brug for de frie universiteter!
Det har vi, fordi det er en skam for vores studerende, faglighed, forskere og vores arbejdsmarked, hvis vi ikke øger kvaliteten over hele linjen gennem øget konkurrence. Og så har vi som samfund brug for forskningen fra frie universiteter, da den er uafhængig.
I dag dikterer vi desværre fra Christiansborg, hvordan den årlige milliardfordeling af forskningsmidler til de offentlige universiteter skal fordeles. En proces funderet delvist i holdninger frem for faglighed. Det er ikke gangbart alene.
På frie universiteter kan ideer til forskningsprojekter i stedet gro i forskernes egne baghaver, og så kan man være fuldstændig uafhængig af ideologiske strømninger og politikere, der vil have en finger med i spillet. På den måde kan vi holde ekskluderende ideologier som wokeisme fra døren, mens vi lader fagligheden sejre.
Det vil man som elev på et frit universitet få stor gavn af – akkurat som man vil få gavn af, at man i min optik også skal kunne få SU og optjene ECTS-point. Men den del må lade vente på sig.
Først skal vi – som de har gjort i resten af verden – lige åbne os for tanken om frie universiteter i Danmark. Min holdning er klar: Hvis alle andre – inklusive os selv – kan få det private til at fungere i så mange henseender, hvorfor så ikke følge den gode praksis?