Debat Arkiv - Side 4 af 31 - Liberal Alliance

Alex Vanopslagh

15. november 2023

Hvis vi i den frie verden står sammen mod truslerne udefra og finder begavede og næstekærlige svar til truslerne indefra, er der ingen grund til at tro, at Vesten har sine bedste dage bag sig.

Det er mærkeligt kun at være 32 og allerede føle, at jeg lever i en helt anden tid, end jeg voksede op i. Jeg kom til verden i efteråret 1991, hvor Sovjetunionen var i gang med at opløse sig selv, og den kolde krig dermed endegyldigt var vundet. Globaliseringen var på vej op i gear, og med enkelte undtagelser gik alt bare fremad – allervildest symboliseret ved det fantastiske internet.

Min generation voksede op i den store fred – smørhullet mellem katastroferne, hvor vi lærte verden at kende uden antydningen af nogen eksistentiel trussel mod vores liv eller livsform.

Min generation kan huske euforien i 90’erne, men ikke som en lettelse efter tidligere prøvelser.

Nej, for os var den bare naturlig; parodien på Francis Fukuyamas berømte ‘End of History’, den sorgløse grænseløshed, var dén kulturelle marinade, vores barndom foregik i. Vi glædede os bare til fredag og ‘ Disney Sjov’ i fjernsynet efterfulgt af letbenet voksenunderholdning som ‘ Aha’,’ Venner for livet’ eller ‘ Hit med sangen’ med Amin Jensen.

Men det kunne jo ikke blive ved.

Den store fred måtte slutte. Kineserne spandt guld på globaliseringen – mens vi andre fik billigere varer – og forberedte sig på dén konfrontation, vi alle sammen venter på i dag.

Internettet startede med at sætte tankerne fri på tværs af landegrænser og endte med at slippe alle monstrene fra vores underbevidsthed løs. Idealismen fra 90’erne blev erstattet af mismod, splittelse og navlepilleri.

USA brugte sit unipolære øjeblik til først at holde sig i baggrunden og siden at trampe rundt som en elefant i en glasbutik i Afghanistan og Irak efter 11. september 2001. Det kostede blod, sved og dollars, og gevinsten var et mere kaotisk Mellemøsten – og et demoraliseret USA.

Og vist var Sovjet lagt i graven, men Ruslands drømme om et imperium sluttede ikke med kommunismen, og efter en kaotisk liberalisering og demokratisering, hvor Vesten også svigtede sit engagement, begyndte mørket at vinde frem igen.

I 00’erne vrængede mange ad USA’s selvbestaltede rolle som ‘verdens politimand’, men efter amerikanerne mistede appetitten på at være det, begyndte alverdens tyranner at rykke frem. Putin invaderede Georgien, siden Krim, Syriens Assad myrdede sin egen befolkning, og USA var passive i alle tilfælde.

Vesten stod tilbage med bøjet nakke og en tvivl om, hvorvidt vi havde viljen til at kæmpe militært for fred, frihed og demokrati.

Min barndoms verden blev definitivt henrettet med russiske rifler 24. februar 2022, da Rusland overfaldt de dele af Ukraine, de ikke allerede havde stjålet. Åben landkrig på det europæiske kontinent for første gang siden 1945.

Jeg har netop selv besøgt Ukraine sammen med forsvarsminister Troels Lund Poulsen, og her mærker man det. Balancen, der er ved at tippe. Regelbogen, der er ved at blive skrevet om. Konsekvenserne, hvis vi ikke forstår vores dybe skæbnefællesskab med ukrainerne. Hvis ukrainerne taber krigen, så stopper Ruslands ekspansion ikke ved den ukrainske grænse.

For så er det blevet manifesteret, at det ikke er international ret og respekt for suveræne nationers ret til at være frie og suveræne, som er dominerende.

Så er det den stærkes ret, der hersker.

Polakkerne, balterne og ikke mindst ukrainerne selv har længe forstået, hvad der er på spil. I det nordlige Europa forstår vi det også. Det er derfor, Sverige melder sig ind i Nato.

Det er derfor, at Danmark støtter ukrainerne så meget.

Det skal vi være stolte over. Jeg er i særdeleshed stolt over, at Danmark var det første land til at ville donere F-16-fly til Ukraine.

Og med fare for at blive misforstået: Den vestlige reaktion på Ruslands invasion af Ukraine i 2022 giver mig håb på vegne af den vestlige verden.

Hvor krigene i Mellemøsten gav os den indsigt, at vi militært ikke kan indføre det liberale demokrati nogen steder, så gav krigen i Ukraine os den indsigt, at vi har en moralsk forpligtelse til militært at forsvare demokratiske lande, som udsættes for overgreb.

USA og Vesten – med et samlet, unisont EU – formåede at ranke ryggen og yde militær støtte til Ukraine. Vi indså, at vi havde noget værdifuldt at kæmpe for.

Som så ofte før i historien skal vi europæere endnu en gang være taknemmelige over for amerikanerne. Med præsident Bidens tilgang til krigen i Ukraine viser USA tydeligt, at de endnu ikke har givet op på Europa. At Vesten ikke har givet op på sig selv. Vi kan faktisk være handlekraftige og svare igen – i hvert fald, når heltemod som det ukrainske inspirerer, og USA igen påtager sig rollen som den ledende kraft i den frie verden.

For faktisk er ‘Fukuyama’ blevet misforstået – det var ikke hans pointe, at hvis bare nok frihandel bredte sig, så ville selv de mest autoritære styreformer blive liberale. Han påstod aldrig, at Vesten ikke også ville have stærke fjender i fremtiden, eller at særligt Europa konsekvensfrit kunne nedlægge det meste af sit militær og bruge pengene på en større offentlig sektor.

Fukuyamas pointe var, at ingen anden samfundsform eller ideologi på samme måde som det liberale demokrati kunne inspirere og vække håb.

Vores verdensorden havde sejret med kommunismens sammenbrud, fordi kommunismen var det sidste alternativ – og ingen samfundsform ville vise sig vores overlegen.

Når mennesker overalt på Jorden drømmer om at flytte til et andet land for at skabe sig et bedre liv, så drømmer de om Vesten. Der findes ingen seriøse politiske bevægelser i andre lande, der kæmper for at få en samfundsmodel efter russisk eller kinesisk forbillede.

Det var sandt i 1989, og det er sandt i 2023. Måske er idealismen død, men idealerne lever i bedste velgående. For vores tids frihedskæmpere er idealerne måske endda blevet endnu mere konkrete. Sådan føltes det i hvert fald i mødet med præsident Zelensky. For ham er demokrati og frihed ikke abstrakt.

Det er en reel og håndgribelig virkelighed under beskydning og belejring.

Den liberale verdensorden har stærke og farlige fjender. Men den største trussel kommer hverken fra Kina, Iran, Rusland eller fra, at det globale syd er trætte af vestlig moraliseren.

Den største trussel kommer fra os selv. Der er ingen, der kan gøre kål på vores frihed, demokrati og velstand udover os selv.

Vi kan ende med at regulere os selv ihjel med forandringsangst bureaukrati eller konkurrere hinanden ihjel med statsstøtte fra skatteydernes svindende lommer. Her har USA taget det første kedelige skridt med deres Inflation Reduction Act, som snart vil modsvares af lignende EU-initiativer – bare mere bureaukratiske og mindre effektive.

Vi kan ende med, at højre-og venstrepopulisterne får mere og mere magt, fordi for mange borgere i Vesten mister troen på det liberale demokrati og på retfærdigheden i vores kapitalistiske økonomi, således at de smålige, krænkede fællesskaber som wokeness og trumpistisk højrenationalisme flår vores store, nationale fællesskaber i stykker.

Og vi kan værst af alt risikere, at vi bare bøjer af over for autoritære styrer og deres trusler. Se blot på vores egen regerings katastrofale koranlov.

Vesten var hundeangst for at krydse Ruslands røde linjer i starten af krigen – af samme grund har de fået og får Leopard-kampvogne, langtrækkende missiler og moderne kampfly alt for sent.

At vi i Vesten tør være i tvivl og gerne må diskutere, hvad den rigtige vej at gå er, er vores ubetinget største styrke – dét tillader ingen anden civilisation.

Men når det slår over i tøven og benægtelse, bliver det vores største svaghed og den liberale verdensordens største trussel.

Værst af alt bliver det, hvis det også udvikler sig til en tøven og en tvivl på vores egne idéer og kernen i den liberale verdensorden bestående af retsstatsprincipper, udbredt fri- og samhandel, stærke internationale alliancer.

Uanset hvad, så kan vi hverken med militære indsatser eller løftede pegefingre få lande i det globale syd til at blive demokratiske. Det skal komme inde fra landene selv.

På den korte bane må vi derfor bestræbe os på, at det globale syd oplever Vesten som en troværdig partner, som man kan indgå forpligtende samarbejde med, når man deler interesser.

Også selvom vi ikke nødvendigvis deler værdier.

Som eksempler kan nævnes EU’s migrantaftale, USA’s styrkede samarbejde med Indien om bl.a. forsvar og teknologi og Danmarks samarbejde om grønne løsninger med udviklingslande.

Måske var det også dét, som Lars Løkke havde i tankerne, da han lancerede sin ‘pragmatiske idealisme’. Desværre har strategien med koranloven in mente primært excelleret i at være pragmatisk omkring, hvorvidt vi står fast på vores egne værdier.

Danmark bør i stedet satse på en frihedsvenlig alliancepolitik, der opbygger stærke fællesskaber mellem frie nationer. Ligesom under den kolde krig må vi anerkende, at skillelinjen – mellem demokrati og autokrati – eksisterer og definerer vores tidsalder. Og vi må opruste og mobilisere endnu mere på vores side af hegnet. Både når det gælder hård og blød magt.

En sådan alliancepolitik burde have som højeste mål at etablere et ‘League of Democracies’ – et fælles forum og samarbejde for EU, USA samt resten af den vestlige verden og demokratier som Japan, Sydkorea og Taiwan. En åben klub for alle lande, der sætter pris på frihed, folkestyre og det frie marked i en tid.

Sådan et fællesskab kan samarbejde om de store linjer inden for økonomi, grøn omstilling, militær og diplomati.

Et økonomisk samarbejde om frihandelsaftaler – særligt på strategisk vigtige områder som sjældne mineraler, grønne teknologier, mikrochips mv., hvor der i dag er politisk tendens til mere protektionisme.

Hvis Vesten vender sig ind mod sig selv, og at vi i fremtiden får en ‘alles kamp mod alle’, hvor de enkelte nationer eller institutioner som EU skal konkurrere på statsstøtte, protektionisme og dyrkning af egne markeder, så vil vi opleve, at den fornødne innovation indenfor grøn omstilling, kunstig intelligens, digitalisering, militær teknologi etc., bliver langsommere og dyrere – og vi svækker os selv i konkurrencen med Kina.

Et samarbejde om grøn omstilling, hvor vi puljer vores midler og forskningsindsatser sammen i jagten på det fælles mål om et samfund, der er fuldt forsynet med ren, stabil og billig energi. Hvor vi giver adgang til at købe hinandens teknologi, og vi koordinerer med hinanden i målet om at leve op til Paris-aftalen på en måde, hvor vi ikke bare skubber CO2-udledninger mellem os.

Et militært samarbejde, hvor vi giver de bedste muligheder for at købe våben og militært udstyr af hinanden, og ikke mindst af USA.

Et diplomatisk samarbejde, hvor vi koordinerer sanktioner og reaktioner på bøllestaters ugerninger, og hvor vi står sammen, hvis et medlemsland kommer under pres fra diktaturmagter som Kina, der forlanger lydighed og ikke tåler kritik.

Det skete fx for Litauen, da de gav Taiwans repræsentation lov til at kalde sig for Taiwan (hvad Kina ikke vil have), og EU bakkede ikke sit eget medlemsland stærkt op. Kina forsøgte også at presse Australien med en handelsboykot af eksportvarer, fordi man gerne ville undersøge det kinesiske regimes eget ansvar for coronapandemien, men Australien stod fast.

Begge er gode eksempler på et behov for stærkere fælles fodslag i den frie verden.

Et ‘League of Democracies’ skal ikke forstås som en organisation, der skal udskamme og bekæmpe samtlige nationer i det globale syd, som ikke lever op til vores demokratiske standarder.

Tværtimod er det først og fremmest et initiativ, der skal styrke de vestlige lande og holde liv i frihedens ild. Og det skal styrke os mod den uhellige alliance mellem Kina, Rusland, Nordkorea og Iran.

Der findes masser af nationer derude, som ikke ligefrem kan betegnes som mønsterdemokratier, men alligevel er truet af den uhellige alliance.

Derfor giver det mening for Vesten at samarbejde med stater som Saudi-Arabien, Vietnam og Indien for at afskrække den.

Hvis vi i den frie verden står sammen mod truslerne udefra og finder begavede og næstekærlige svar til truslerne indefra, er der ingen grund til at tro, at Vesten har sine bedste dage bag sig.

Den verden, jeg voksede op i, kommer aldrig tilbage. Men hvis vi tager det bedste – optimismen og liberalismen – og dropper det værste – naiviteten og grænseløsheden – kan vi bygge en bedre udgave af dén verden.

Solen behøver ikke endegyldigt at gå ned over aftenlandet – det er op til os selv.

(Indlæg bragt i Politiken d. 15. november 2023).

Alex Vanopslagh & Steffen Larsen

3. november 2023

Der er behov for åbenhed, når det politiske ansvar skal undersøges i FE-sagen - tilliden til magthaverne står på spil

Onsdag den 1. november kollapsede straffesagerne mod den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen og tidligere forsvarsminister fra Venstre Claus Hjort Frederiksen. Anklagemyndigheden opgav tiltalen mod Findsen og Hjort for læk af statshemmeligheder om Danmarks kabelsamarbejde med USA.

Det blev alligevel en tand for komisk for FE, hvis de i retten skulle bekræfte den i forvejen offentligt kendte ‘statshemmelighed’ om kabelsamarbejdet i deres anklage mod Findsen og Hjort om, at de skulle have røbet den store statshemmelighed. Hele forløbet – lige fra hjemsendelsen af FE-ledelsen i sommeren 2020 til iværksættelsen af en totalovervågning af Lars Findsen til den politiske beslutning om at retsforfølge en oppositionspolitiker – har været skandaløs.

Den tidligere socialdemokratiske regerings håndtering af sagen har svækket vores efterretningstjenester, slået sprækker i tilliden til myndighederne, udfordret Danmarks samarbejde med vores allierede, og de tidligere tiltalte i sagen har fået deres renommé og liv ødelagt.

Lars Findsen og Claus Hjort er nu i flere år blevet trukket gennem sølet med juridisk forfølgelse, ydmygende behandling, smadrede karrierer samt i Findsens tilfælde overvågning, varetægtsfængsling og en udbasunering af hans sexliv for hele landet. Alt sammen fordi den forrige socialdemokratiske regering forvaltede sin magt som en elefant i en glasbutik.

FE-skandalen kan meget vel vise sig at være en skandale, der får minkskandalen til at blegne. Den skandale fik vi da i det mindste belyst.

Det udestår stadig med FE-sagen. Men naturligvis skal den sag belyses grundigt. Desværre oplever vi en flertalsregering, som indtil videre blot har foreslået pseudoundersøgelser. Alene det forhold, at undersøgelseskommissionens omfang rammer og fokusområder, er bestemt af Justitsministeriet, når selvsamme ministerium er genstand for undersøgelsen, er tragikomisk. Undersøgelsen bør være uvildig og forankret i Folketinget.

Undergraver tillid

Hvis ikke både Folketinget og Regeringen tager den her type sager mere alvorligt, undergraver det den danske tillidskultur. En ét år gammel Voxmeter-måling dokumenterer, at 44,7 pct. af danskerne har fået mindre tillid til retssystemet, politikerne og den offentlige administration de seneste år. Det forstår man godt.

For vores folkestyre er ikke tjent med den lukkethed, som omgærder skandalerne. Alle kan blive enige om, at vi naturligvis ikke skal delagtiggøre gud og hvermand i de hemmelige detaljer om vores efterretningstjenester. Men et velfungerende demokrati kan kendes på, at skandalesager bliver undersøgt og får konsekvenser for dem, der misbruger magten.

Både Moderaterne og Venstre gik i sin tid til valg på at få undersøgt FE-skandalen. Fra Venstre lød det, at “regeringens håndtering af FE-sagen har skabt usikkerhed om vores efterretningstjenester”, og hos Moderaterne kunne Lars Løkke bebude om FE-sagen, at man ikke ville komme til “at indgå i en regering, som ikke er med på, at der bliver sat nogle ordentlige punktummer i nogle af de sager, vi har haft i denne her valgperiode”.

Alligevel valgte både Moderaterne og Venstre at glemme deres krav, da de for knap et år siden indgik i SVM-regeringen. Efter at tiltalen mod Lars Findsen og Claus Hjort blev droppet, har regeringen ganske vist bebudet, at man alligevel vil lave en rigtig kulegravning af skandalerne. Men en masse afgørende spørgsmål står stadig hen i det uvisse.

Hvem var involveret i at rejse tiltale mod Lars Findsen og Claus Hjort? Hvem besluttede, at Lars Findsen skulle totalovervåges, og at hans sexliv skulle udstilles for partilederne? Hvilken rolle spillede Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen, og hvorfor har både Lars Findsen og Claus Hjort en oplevelse af at være blevet forfulgt af statsministeriets departementschef? Når regeringen siger, at usaglige hensyn skal undersøges, gælder det så også det politiske ansvar, eller vil det blot være nogle embedsmænd, der tager skraldet?

Vend hver en sten

Hvis SVM-regeringen med sit politiske flertal selv får lov til at definere rammerne for kommissionen, vil det svare til at sætte ræven til at vogte gæs.

Derfor er der mere end nogensinde brug for en tilbundsgående undersøgelse af hele skandalen, så vi får vendt hver en sten, og så danskernes tillid til magthaverne og myndighederne kan genoprettes. Og hvis SVM-regeringen ikke har noget at skjule, kan de vel godt støtte op om, at vi får undersøgt hele sagen og får placeret et ansvar af uvildige eksperter?

(Indlæg bragt i Børsen d. 3. november 2023).

Steffen Frølund

27. oktober 2023

I den offentlige debat har visse emner det med undertiden at blive kørt ud på et sidespor.

Et af de emner, der i mange år har båret præg af faktaresistente myter og ukvalificerede mavefornemmelser, er debatten om atomkraft.

Men nu synes pendulet at svinge den anden vej. Danskernes hidtidige skepsis overfor atomkraft er på retræte, og tiltagende flere synes efterhånden at få øjnene op for dét, der kan blive en af de vigtigste drivkræfter i vores grønne omstilling.

Her er en oversigt over de mest tungtvejende argumenter for, hvorfor vi i Danmark skal undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord.

1. Atomkraft er grønt

FN’s klimapanel, der formentlig er verdens største faglige autoritet på spørgsmålet om grøn omstilling, har for længst sat to streger under, at atomkraft skal være en væsentlig faktor i den grønne omstilling. Det samme har Det Internationale Energiagentur samt Den Europæiske Union og blandt eksperter og forskere på området er der ligeledes massiv konsensus om, at vi kun kan lægge skinnerne til en grøn omstilling ved brug af atomkraft.

Atomkraft har nemlig hverken skadelig udledning eller partikelforurening, og den grønne energikilde anvender meget få ressourcer og optager – i modsætning til eksempelvis vind- og solenergi – næsten intet landareal.

Således er atomkraft langt bedre for naturen og biodiversiteten, og med atomkraft som hovedkomponent i den grønne omstilling vil kloden blive påvirket langt mindre end af andre energikilder.

2. Atomkraft er en stabil energikilde

Hertil kommer også, at atomkraft er en stabil energikilde.

I Liberal Alliance er vi ikke afvisende overfor, at både vind- og solenergi ligeledes kan bidrage til, at der i fremtiden vil være bæredygtig strøm på danske breddegrader. Problemet er blot, at disse energikilder alene er langt fra at være tilstrækkelige, da vi i sagens natur også har brug for energi på de tidspunkter, hvor solen ikke skinner og vinden ikke blæser.

Ifølge både Klimarådet og Energinet har vores nuværende system store udfordringer med, at der op til 8 dage om året er for lidt strøm. Ingen ved med sikkerhed, hvad de samfundsøkonomiske omkostninger ved dette er, men det er lige så sikkert som amen i kirken, at det er en enormt dyr forretning.

Dette problem bliver løst med atomkraft, da man her kan levere tæt på sin fulde kapacitet hele tiden og fuldstændig uafhængigt af udefrakommende omstændigheder.
Således kan man garantere, at danskerne aldrig skal stå uden energi, og man kan samtidig fjerne de samfundsøkonomiske omkostninger, der opstår som et produkt af hullerne i strømleverancen.

3. Atomkraft er en sikker energikilde

Mange har baseret deres holdning til atomkraft på fiktive TV-serier eller utidssvarende historier om fortidens atomkraftværker i Fukushima eller Tjernobyl. Men faktum er imidlertid, at nutidens atomkraftværker ikke har meget tilfælles med disse.

Kaster man et blik på opgørelserne over forskellige energikilders påvirkning på liv og helbred, er atomkraft en af de allermest sikre – selv hvis man inkluderer samtlige af de (i øvrigt forsvindende få) uheld, der har været med atomkraftværker.

Alligevel har atomkraft-modstanderne det med at lade debatten om energikildens sikkerhed tage udgangspunkt i de atomkraftværker, der blev opført dengang, Jens Otto Krag var statsminister.

Ville man lade en debat om bilers sikkerhed på de danske veje tage udgangspunkt i biler, der blev produceret for mere end et halvt århundrede år siden i Sovjetunionens faldefærdige, kommunistiske planøkonomi?

4. Tiøren er faldet hos vores nabolande

Løfter man blikket fra den danske andedam, er mange af de nabolande, som vi normalt sammenligner os selv med, allerede ved at tage atomkraft i brug.
Både Sverige og Polen er allerede godt i gang med at opføre atomkraftværker, der vil stå klar fra starten af 2030’erne.

Også i England er man begyndt at investere massivt i atomkraft, og Norge poster massevis af penge i at blive klogere på, hvordan man kan drage fordel af den grønne energikilde. Tysklands store centrum-højre parti, CDU, fortryder deres beslutning om at trække stikket til deres atomkraftreaktorer, og i Finland har man netop i år tændt et stort atomkraftværk med succes.

Et ordsprog siger, at hvis alle andre biler på vejen synes at være spøgelsesbilister, så er det måske dig, der kører i den forkerte vejside. Med tanke på at så mange andre lande allerede har valgt at lytte til verdens førende eksperter på området, virker det hovedløst, at Danmark går enegang på det her vigtige spørgsmål.

5. Hvorfor føre klimapolitik med bind for øjnene?

Myten om at Danmark skulle være et foregangsland for den grønne omstilling lever stadig i bedste velgående. Men det forholder sig imidlertid sådan, at vi meget vel kan blive efterladt på den energipolitiske perron, mens resten af verden med kører mod den grønne omstilling.

For selvom den videnskabelige konsensus på området er tydelig, har et politisk flertal anført af Socialdemokratiet valgt at lade Danmarks klimapolitik været baseret på fortidens skræmmekampagner.

I Liberal Alliance foreslog vi så sent som før sommerferien at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af danske og udenlandske eksperter, som skulle gøre os klogere på, om – og i givet fald – hvordan Danmark kunne drage fordel af atomkraft.

Men forudsigeligt nok valgte SVM-regeringen og venstrefløjen at blokere for forslaget.

Siden 1985 har Danmark haft et dumstædigt forbrug mod at lade atomkraft indgå i den danske energiplanlægning, hvilket – i kombination med venstrefløjen og regeringens blokade for vores forslag om at få mere viden om energikilden – i praksis betyder, at vi fører klimapolitik med bind for øjnene.

Det er et problem, for klimaforandringernes konsekvenser kommer kun til at vokse sig større, jo længere vi venter. Og hvis man virkelig går op i at få en grøn omstilling, kan man vel næppe være modstander af at lade verdens førende eksperter give os mere viden om brugen af atomkraft, så vi sikrer os, at vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?

Hvis Danmark skal kunne iføre sig den grønne førertrøje og gå forrest i kampen for at få en grøn omstilling, kræver det, at vi tør bryde med vanetænkningen og lytte til de uafhængige eksperter. Et flertal af danskerne bakker allerede op om Liberal Alliances forslag om at nedsætte en kommission, der skal undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord.

Nu mangler vi bare, at også regeringen og venstrefløjen lader de vidtløftige ambitioner fra de mange skåltaler den grønne omstilling præge den førte politik. For kun sådan kan vi få debatten om den grønne omstilling tilbage fra sidesporet og lægge grunden til at afbøde klimaforandringernes konsekvenser.

Alex Vanopslagh

27. oktober 2023

Da Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre for knap ét år siden begravede de ideologiske stridsøkser for at danne SVM-regeringen, besluttede de at indføre en særlig top-topskat.

Det var simpelthen dét, landet med nogle af verdens højeste skatter og et komplet uoverskueligt skattesystem havde brug for: endnu en skat.

Så når top-topskatten inden længe bliver stemt igennem, vil Danmarks mest produktive personer i fremtiden skulle betale en særskat på 61 pct. af deres indkomst over 2,5 mio. kr. Det er en historisk dårlig idé, der vil sende forsvindende få penge i statskassen, svække Danmarks konkurrenceevne, afskrække fremtidens talenter fra hårdt arbejde og slå revner i det økonomiske fundament, som morgendagens velstand og velfærd bygger på.

Nu kunne man mene, at alle mine indvendinger er ligegyldige, fordi det er det moralsk rigtige, at de rigeste generelt skal bidrage mere til statskassen – jeg er ikke enig, men jeg anerkender, at synspunktet findes.

Men i så fald er top-topskatten en meget, meget tynd kop te. Ifølge Finansministeriets beregninger vil top-topskatten indbringe 0,5 mia. om året i provenu, hvilket udgør beskedne 0,06 pct. af Danmarks årlige budget på mere end 1.210 mia. Det er cirka det halve af, hvad staten hvert år får ind fra afgiften på ledningsført vand – en afgift, som de færreste overhovedet kender til.

Men ikke nok med at provenuet er forsvindende lille, så vil 3.800 af de 8.600 danskere, der bliver ramt af top-topskattens hammer, fuldstændig lovligt kunne undgå skatten. Det skyldes nemlig, at en stor del af landets mest produktive danskere er hovedaktionærer eller selvstændige og derfor har muligheden for at udbetale sig selv udbytte i stedet for løn, hvor skattesatsen er lavere.

Blandt de 100 rigeste danskere vil 98 være i stand til at bruge denne finte og dermed slippe for SVM-regeringens strafskat fuldstændig lovligt.

Top-topskatten er altså også et juridisk makværk, hvilket blandt mange andre har fået selv Pelle Dragsted – der ellers ikke ligefrem plejer at brokke sig over højere skattesatser – til at kritisere den. Men alligevel insisterer regeringspartierne indædt på, at top-topskatten er nødvendig, hvis man skal kunne finansiere andre ting. Problemet med det argument er bare, at statskassen bugner af penge.

Frem til år 2030 har Danmark nemlig et råderum på mere end 64 mia., fordi staten løbende opkræver flere penge, end der skal afholdes udgifter til.

Hvis regeringen ville indføre top-topskatten, fordi det var en afgørende nødvendighed for at holde velfærdssamfundets tandhjul i gang, kunne man i det mindste forstå logikken. Men når den danske stat bogstaveligt talt har 128 gange så mange penge stående frem til år 2030, som indtægterne fra top-topskatten vil indbringe, holder heller ikke dette argument vand.

Så hvordan kan det være, at regeringen alligevel insisterer på at indføre top-topskatten, selvom den sender så godt som ingen penge i statskassen og skader vores økonomi? Svaret er selvfølgelig på grund af det signal, top-topskatten sender.

Har man fulgt med i den offentlige debat, kan man næppe have undgået at høre Socialdemokratiets fortærskede refræn om, at Danmark er for lille et land til store forskelle. Men hvis argumentet for at indføre top-topskatten er, at man gerne vil begrænse uligheden, overlever heller ikke denne pointe et nærmere eftersyn.

Gini-koefficienten, der måler uligheden i samfundet, vil nemlig kun flytte sig fra 30,28 til 30,22 som følge af top-topskatten. Præcis ligesom med top-topskattens forsvindende lille provenu vil den altså heller ikke i praksis have nogen effekt på uligheden.

Men den vil imidlertid have en effekt på det danske erhvervslivs muligheder for at udklække og fastholde talenter og topledere.

For når landets mest produktive i fremtiden kan se frem til at modtage en ekstraregning, når lønsedlen i slutningen af måneden tikker ind i e-boksen, formindsker det selvfølgelig tilskyndelsen til at være en af dem, der bidrager mest til samfundet.

Danmark er i forvejen plaget af et af verdens højeste skattetryk, hvilket er en hæmsko for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. På dette bagtæppe indførte man tidligere den såkaldte forsker-skatteordning, hvor udlændinge, der får et vellønnet job i Danmark, kan slippe med en særligt lav skat på 33 pct. de første syv år i landet.

Det formilder naturligvis visse af top-topskattens konsekvenser. Men det betyder omvendt også, at top-topskatten kommer til at fungere som en særskat på danskfødte specialister og topledere, der ikke kan drage fordel af forsker-skatteordningen.

Hvad har de gjort Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, siden så lille og specifik en gruppe skal have sin helt egen specialdesignede strafskat? Det er en underligt hetzende måde at føre politik på.

Hvad gør man, hvis man gerne vil have færre til at ryge, begrænse folks indtag af sukker eller mindske forbruget af benzin? Man pålægger disse produkter særskatter. For det, man beskatter, får man selvfølgelig mindre af.

Hvis vi fortsat vil have et samfund med velstand og velfærd, er der således ikke meget fornuft i at indføre en særlig strafskat på de mest produktive danskere.

De danskere, der står til at betale top-topskat, sender i forvejen mere end 18 gange så mange penge i statskassen, som den gennemsnitlige skatteyder gør.

I stedet for at sende et falsk signal om, at de mest produktive danskere skal bidrage mere, end de gør i forvejen, bør vi snarere være glade for, at der findes dygtige og hårdtarbejdende personer, der skaber nok værdi for andre til, at de også selv får en høj indtægt.

Men med top-topskatten sender vi politikere et signal om, at det ikke i fremtiden vil kunne betale sig at være én af Danmarks mest flittige og virkelystne ildsjæle.

Med en skattesats på mere end 60 pct. vil man både mandag, tirsdag og onsdag gå på arbejde for at betale for staten, før man endelig om torsdagen og fredagen kan få lov til at arbejde for sig selv og sine nærmeste.

Hvis Danmark i fremtiden skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at dygtiggøre sig, bør vi derfor ikke udskamme flid og succes med en strafskat.

For top-topskatten vil ikke blot være en møllesten om halsen på de mest bidragende danskere, en klods om benet på erhvervslivet og en hæmsko for, at Danmarks næste Novo, Mærsk eller Lego ser dagens lys. Den vil også stå som et monument for, at SVM-regeringens egne selvglade fortælling er det rene blændværk – regeringen hen over midten blev dannet på dén påstand, at den kunne frigøre sig fra populisme og taktik, men top-topskatten er topmålet af netop dét.

En regering, der var afhængig af Liberal Alliances mandater for at føre sin politik, ville aldrig slippe afsted med noget så tosset.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. oktober 2023).

Sólbjørg Jakobsen

23. oktober 2023

I Liberal Alliance kan vi godt lide frihed. Noget af det smukke ved friheden er, når den overrasker. Når nogen finder på at gøre tingene på en helt ny måde, som ingen andre havde fantasi til at forestille sig.

På den måde er det en følelse, jeg godt kender som forælder: Når mine børn døjer med noget eller er i gang med noget, der får mig til at bide negle, har jeg altid lyst til at skride ind. Men jo ældre, børn bliver, jo mere skal vi jo tænke os om, før vi gør det – også selvom det er en følelse, jeg sikkert stadig har, når mine børn fylder 50 år. Sådan er vi forældre, vi har svært ved ikke at se vores børn som ja, børn.

Det er bare ærgerligt, at dén følelse også bliver taget med ind i politik, hvor selv politikere, der ikke er forældre, har en tendens til nogle gange at komme til at se på borgerne som børn. Men jeg kan da sådan set godt forstå, at man gerne vil tage ansvaret på systemets skuldre og løse folks problemer for dem. Men det kommer med en pris.

For frihed og ansvar er hinandens forudsætninger. Det ser man ikke mindst i den socialdemokratiske model – velfærdsstaten tager ansvar for dig, og derfor får du skåret mere og mere af din frihed fra. Det er derfor, vi er nået til, at statsminister Mette Frederiksen og hendes politiske ordfører er begyndt at skælde ud på danskerne over, at nogle formaster sig til at drømme om et liv med mindre arbejde og i andre rammer end i velfærdsstatens kasseløsninger.

Jeg har stor sympati for dem, som drømmer om eller måske allerede lever et andet liv – måske langt fra byen, hvor man kan se stjernerne klarere om atten. Og jeg har lige så stor sympati for dem, der gerne vil give den en ekstra skalle på deres arbejde. Sådan er det nemlig, når man tror på frihed og ansvar – så behøver alle ikke marchere i takt for, at regnestykket går op. Så er mangfoldighed i livsstil, bopæl og hverdag ikke en fejl, men en fordel.

Danmark er ikke bygget af penge, men af gode borgere. Derfor handler dit bidrag til Danmarks ve og vel ikke om dit nettobidrag til statskassen. Det handler om at være en god ven, en god nabo, en god kollega, en god far eller mor, en god bedsteforælder og meget andet. Kort sagt om at tage ansvar for dig selv og for andre. Om dét sker i hamsterhjulet eller på helt andre måder er fuldstændig underordnet.

Selvfølgelig er det klart, at der skal være en nogenlunde sammenhæng mellem dét, der kommer ind i statskassen, og dét, der kommer ud igen. Hvis du gerne vil dedikere dig til din familie eller noget andet, kan du naturligvis ikke regne med, at andre mennesker end din egen familie skal bære det meste af byrden med at forsørge dig. Vi tror på frihed under ansvar, ikke frihed uden ansvar.

I dag er problemet, at vi har meget lidt af begge dele. Når man skal arbejde 2-3 dage om ugen for skattefar, før man kan arbejde for sin familie, er det svært at vælge noget andet end hamsterhjulet – det er derfor, vi gerne vil lave systemet grundlæggende om. Både med lavere skat, særligt i bunden, og med en velfærd på borgernes præmisser i stedet for systemets. Og i øvrigt også med lavere skat i toppen, så vi heller ikke straffer dem, som giver den gas på arbejdet.

Jeg er ikke angst for reformer, og Liberal Alliances fornemste rolle er ikke at justere på samfundet, så staten kan blive ved med at bestå i sin nuværende form. Jeg tror, at næste valg bliver vundet og tabt på spørgsmålet om, hvordan vi forandrer vores system med dyre, rigide kasseløsninger til noget mere fleksibelt og moderne, hvor familier og enkeltpersoner har frihed og fleksibilitet – under ansvar – til at leve deres liv, som de ønsker det.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 23. oktober 2023)

Alexander Ryle

21. oktober 2023

I november løftede det amerikanske tech-selskab, Open AI, sløret for det seneste skud på stammen i de hæsblæsende fremskridt inden for kunstig intelligens.

Den nye chatbot baseret på kunstig intelligens ved navn Chat GPT så dagens lys, og siden har den spirende udvikling inden for området ført til både panderynker og beundring. For Chat GPT er i sandhed udtryk for et teknologisk kvantespring.

Den kan trylle svar frem på alverdens spørgsmål, skrive digte, skolestile til 12-taller, originale bryllupstaler eller programmere software, der er tilstrækkeligt avanceret til at lave hjemmesider fra bunden.

På dette bagtæppe er kunstig intelligens gået fra at være noget, almindelige mennesker primært stiftede bekendtskab med i sci-fi bøgernes univers til nu at være et emne, vi alle bør forholde os til.

Det betyder også, at teknologien på rekordtid er rykket op på den politiske dagsorden. I både USA og EU er politikerne netop nu i gang med at støbe kuglerne til ny lovgivning, der skal sætte rammerne for teknologiens udfoldelse.

Det kan der bestemt være behov for, men vi politikere bør også være varsomme med indføre regulering, der begrænser teknologiens udvikling i en grad, så vi risikerer at gå glip af dens enorme potentiale.

Teknologipessimisme

Når nye teknologier ser dagens lys, er automatreaktionen ofte, at vi bliver bange for det, hvis vi ikke forstår teknologien. Men vi skal være forsigtige med at lade vores frygt for det ukendte blokere for de fremskridt, der kan følge i teknologiens kølvand.

Kaster man et blik i historiebøgerne, er der en lang række eksempler på teknologiske landvindinger, som i starten blev mødt med skepsis, men som med tiden har vist deres værdi.

Vi politikere skal være forsigtige med at lade vores frygt og bedrevidenhed få os til at regulere teknologien ihjel

Da de første biler trillede ud på vejene, fremkaldte det ramaskrig, som førte til en masse tosset lovgivning. I Storbritannien indførte man i 1865 love om, at bilerne maksimalt måtte køre 6,4 km i timen, og at der til enhver tid skulle være en mand med et rødt flag, der gik foran bilen for at advare andre om dens tilstedeværelse.

Men efter noget tid blev den teknologipessimistiske lovgivning gudskelov tilbagerullet, og bilen blev hurtigt en drivkraft for at skabe nye industrier og jobmuligheder.

En lignende historie gør sig gældende med hæveautomaterne. Da de i 70’erne begyndte at skyde op rundt omkring i gadebilledet, forventede man, at bankkassererne ville miste deres arbejde. Men det modsatte endte med at ske. Der opstod nemlig langt flere job som bankkasserer, da hæveautomaterne skabte nye markeder, som fik efterspørgslen til at eksplodere.

Lektien er selvfølgelig, at vi politikere skal være forsigtige med at lade vores frygt og bedrevidenhed få os til at regulere teknologien ihjel. For menneskets grundlæggende skepsis over for det ukendte kan nemlig udmønte sig i kortsigtet politik, der risikerer at blive en stopklods for innovation.

Men det betyder imidlertid ikke, at den rivende udvikling inden for kunstig intelligens bare skal være det vilde vesten.

Frihedsrettigheder

I Danmark har vores egen digitaliseringsminister, Marie Bjerre (V), eksempelvis åbnet for, at retshåndhævende myndigheder skal kunne anvende kunstig intelligens til at fjernidentificere personer på offentlige steder med ansigtsgenkendelse.

Der vil bestemt være visse situationer, hvor det kan retfærdiggøres. Men hvis teknologien også bliver brugt, når der ikke er en begrundet mistanke, risikerer vi, at den kunstige intelligens skaber nye muligheder for at træde danskernes frihedsrettigheder under fode.

EU’s kommende forordning om kunstig intelligens forventes at indeholde lovgivning mod brugen af biometrisk fjernidentifikation på offentlige steder. Det er et skridt i den rigtige retning, men på grund af Danmarks retsforbehold vil vi dog ikke være forpligtet til at overholde forordningen.

Det er et problem, for samspillet mellem nye overvågningsmuligheder med kunstig intelligens og politisk lemfældighed over for danskernes rettigheder er en farlig cocktail. Selvom overvågning i gadebilledet ganske vist ikke er et nyt fænomen, skaber kunstig intelligens nogle hidtil usete muligheder for avanceret dataindsamling i enorm skala.

For nyligt blev IT-center Syd angrebet af et cyberangreb med et datalæk, hvor fem skoler fik stjålet personfølsomme oplysninger om deres studerende.

I en fremtid, hvor staten kan indsamle tiltagende flere oplysninger om os med kunstig intelligens, risikerer vi at se langt flere sager som denne.

Derfor håber jeg, at regeringen i fremtiden vil gå til spørgsmålet om kunstig intelligens med en vis portion ydmyghed og med et fokus på, at teknologien aldrig må bruges på en måde, hvor den kompromitterer danskernes frihedsrettigheder.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. oktober 2023)

Sæt folkeskolerne fri

Pessimismen om Vestens fremtid er stærkt overdreven

Hvis vi i den frie verden står sammen mod truslerne udefra og finder begavede og næstekærlige svar til truslerne indefra, er der ingen grund til at tro, at Vesten har sine bedste dage bag sig.

Tilliden står på spil, FE-skandalen skal undersøges

Der er behov for åbenhed, når det politiske ansvar skal undersøges i FE-sagen - tilliden til magthaverne står på spil

Undergraver tillid

Vend hver en sten

Selvfølgelig skal vi undersøge muligheden for at tage verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilde i brug

1. Atomkraft er grønt

2. Atomkraft er en stabil energikilde

3. Atomkraft er en sikker energikilde

4. Tiøren er faldet hos vores nabolande

5. Hvorfor føre klimapolitik med bind for øjnene?

Derfor er top-topskatten så skadelig

Du er mere end dit bidrag til statskassen

Vi politikere skal ikke lade vores frygt få os til at regulere AI-teknologien ihjel

Teknologipessimisme

Frihedsrettigheder

Derfor skal vi afskaffe det sjette SU-år

Selvfølgelig skal banken kunne sige nej til en erhvervskonto

Lad os slippe grebet om SAS