Universiteterne er stærke konkurrenter til titlen som Danmarks hårdeste benægtere

Henrik Dahl
30. marts 2021

Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser.

At diskutere problemer vedrørende pseudovidenskab og politisk aktivisme med universiteternes rektorer, er nogenlunde lige så ufrugtbart som at diskutere menneskerettigheder med det kinesiske kommunistpartis politbureau.

Allerede i et tidligere blogindlæg har jeg været inde på, at såvel rektorer som medarbejdere benytter sig af en række beskidte tricks, når de forsøger at afværge den helt nødvendige diskussion af, hvordan vi bevarer universiteterne som afgørende samfundsinstitutioner, der har til opgave at fremme videnskab, som er båret af kritik og rationalitet.

Men rektorer og andre centrale skikkelser som for eksempel professor emeritus Heine Andersen kan åbenbart slet ikke holde op med at lyde som talsmænd for KKP’s politbureau. Senest i en stor artikel i dagbladet Information den 29/3 2021.

Lad os allerførst slå fast: Denne diskussion handler ikke om, at der er nogen, der ”ikke kan lide” forskning af den ene eller den anden slags. Den handler om principper, og derfor om nogle meget centrale indvendinger mod tendenser inden for navnlig humaniora og samfundsvidenskab.

Grundlæggende er videnskab defineret ved at bekende sig til rationaliteten. At være videnskabelig vil per definition altid sige at være rationel. Derfor er irrationel argumentation og irrationelle påstande i princippet altid noget, der sætter afsenderen heraf ud af det gode videnskabelige selskab.

Bekendelsen til rationalitet betyder også, at man som medlem af det videnskabelige samfund har en implicit forpligtelse til at opføre sig rationelt. Herunder: at bøje sig for argumenter og data, der er stærkere end dem, man selv har præsenteret.

Lad os dernæst slå fast: At der har sneget sig identitetspolitisk pseudovidenskab – der blandt andet er kendetegnet ved at have et betændt forhold til rationaliteten og ved at være politisk aktivistisk – ind på danske universiteter, står ikke til debat.

Medmindre man vil benytte sig af ”den selektive hyperskepsis”, som for eksempel Heine Andersen godt kan lide, hvor man stædigt bliver ved med at sige, at der mangler beviser, skønt alle normale beviskrav for længst er opfyldt.

I 2013 udgav Mehmet Ümit Necef og Henning Bech for eksempel bogen ”Er danskerne racister?”. Bogen fik ved sin fremkomst særdeles gode anmeldelser og påviser hinsides, at dansk racismeforskning er gennemsyret af unoder, som vi i dag forstår som identitetspolitisk aktivisme.

I 2015 udgav biologen Kåre Fog bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”. Heri kan forfatteren dokumentere, at humaniora alt for ofte afstår fra at korrigere sig selv (altså: afstår fra at opføre sig rationelt), når det hinsides enhver rimelig tvivl kan påvises, at subjektive påstande forklædt som videnskab savner opbakning fra de mere datadrevne videnskaber.

At Aarhus Universitet i det hele taget kan stå som udgiver af tidsskriftet ”Kvinder, Køn & Forskning” (der ovenikøbet benytter sig af fagfællebedømmelse) mere end antyder, at danske universiteter har et problem med pseudovidenskab.

For eksempel udgav tidsskriftet i 2018 en artikel, hvor forfatteren Mette A. E. Kim-Larsen fremfører den bizarre påstand, at anvendelsen af distinktionen laktosetolerans/-intolerans i Danmark bidrager til at knæsætte ”hvidhed” i spørgsmålet om at drikke mælk og dermed indskriver mælk i en grundlæggende racistisk diskurs.

At påstanden er fuldkommen overstyret og antirationel ses blandt andet af, at evnen til at fordøje laktose netop IKKE er bundet til en bestemt hudfarve.

Min påstand er, at allerede i det øjeblik, hvor en bizar artikel som Mette A. E. Kim-Larsens kan blive trykt i en publikation, der udgives af et universitet, er skaden sket. Det burde aldrig tolereres i et videnskabeligt miljø præget af rationalitet.

Et sidste belæg for, at pseudovidenskaben allerede har godt fat ved danske universiteter, er en kronik i Berlingske af Julia Suárez-Krabbe den 17/3 2021. Den er jeg ikke i stand til at læse på andre måder end som en ren tilståelse af, at forfatteren afviser det rationelt baserede videnskabelige system og i stedet optræder som (venstreradikal) politiker sponseret af midler, som Folketinget har afsat til forskning og videnskab.

At rektorer og andre centrale aktører bliver ved med at afvise, at der foreligger et problem, tjener kun det formål at afspore diskussionen.

Det ses også af den besynderlige afværgemanøvre i artiklen i Information, som består i at motivgranske og hævde, at den eneste grund til, at den franske forskningsminister eller Morten Messerschmidt og jeg bringer disse alvorlige problemer op, er et behov for at profilere sig.

Dette er en fuldkommen infantil omgang motivgranskning på melodien ”det siger du kun, fordi …” Altså i bund og grund en variant at det usaglige ad hominem-angreb.

Det ville klæde en rektor for et universitet – altså en samfundskritisk institution, der er hjemsted for den kritiske rationalitet – at være lidt mindre barnlig og at tage sine meningsmodstandere alvorligt.

Det er klart, at man skal være tålmodig, når man diskuterer menneskerettigheder med det kinesiske kommunistparti. Man bør dog ikke give op, for som bekendt er det dråben, der udhuler stenen.

En lignende tålmodighed imod stråmænd, benægtelse, fornægtelse, fordrejning og infantile argumenter skal man åbenbart belave sig på, når man rejser en principiel kritik af universiteterne. Men igen: Det går ikke at give op. Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser, der ikke ønsker at forsvare rationaliteten og den rationalitetsforpligtelse, ikke mindst forskere altid er underlagt.

Pas på – pladsen i Kollerups drivhus er dyr og hæmmende for væksten

Alex Vanopslagh
30. marts 2021

Står det til regeringen, skal fremtidens vækst tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter. Det er fuldstændig forfejlet.

Står det til regeringen, skal fremtidens vækst tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter. Det er fuldstændig forfejlet.

Regeringen har i hele coronakrisen været rejsende i den fortælling, at det er politikernes gavmildhed og velvilje, der har reddet dagen. ”Fællesskabet trådte til”, dvs. at regeringen kunne dele ud fra sin bugnende statskasse med folks surt tjente penge. Og Erhvervsminister Simon Kollerups indlæg i Børsen d. 25/03 var ingen undtagelse.

Historien har vist, at det frie initiativ er langt bedre til at skabe fremgang end samfundsingeniørers fikse idéer, men alligevel ser vi konstant det røde behov for at regulere, beskatte og favorisere krybe tilbage.

For første gang længe har vi en regering, der ikke har nogen planer om at give danskerne selv mulighed for at skabe vækst og fremgang. Der skal ikke ske noget, uden at regeringen selv har en finger med i spillet. Som ministeren skriver:

”Nu skal vi bruge det fællesskab til at genstarte samfundsøkonomien og ruste den til fremtidens udfordringer. Derfor har regeringen nedsat syv regionale vækstteams med repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen og kommunerne, der skal sparke gang i væksten i hele Danmark.”

Det betyder, at vejen til vækst skal gå gennem fonde, puljer og bureaukrati – fremtiden skal tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter.

De smukke vilde planter, som er det frie initiativ, skal omplantes, beskæres og gødes nænsomt i offentlige drivhuse under kyndig overvågning af politikere og bureaukrater med ingen eller ringe erfaring fra det private erhvervsliv.

Jeg vil gerne komme med en advarsel til vores erhvervsliv: Der kan se varmt og trygt ud i Simon Kollerups drivhus, men prisen bliver høj både i penge og frihed.

Men heldigvis er der en anden vej: At vi overlader skabelsen af vækst og velstand til danskerne selv.

Så lad os sænke selskabsskatten, kapitalskatterne, skatten på arbejder, afgifterne – skatter på alt det, der gør Danmark rigere.

Det skal vi nok ikke regne med under det nuværende flertal. Men så må vi jo lave det om. I LA kæmper vi utrætteligt for at overbevise flere danskere om, at erhvervslivets planter har bedre af at gro i det fri end i Simon Kollerups drivhus.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 29. marts 2021)

Ortodokse muslimer og woke virksomheder i fælles kamp mod ytringsfriheden

Henrik Dahl
29. marts 2021

Som politiker har man en forpligtelse til at forsøge at være optimist og holde modet oppe. Ikke blot sit eget, men borgernes i almindelighed.

Alligevel hænder det, at man må spørge sig selv: Kan den orden, vi møjsommeligt – generation efter generation – har skabt, gå til grunde?

Selvfølgelig kan den det, hvis landet angribes af en udenlandsk fjende. Det så vi i Europa under Anden verdenskrig. Og derfor er Danmark medlem af NATO.

Men et mere traurigt spørgsmål må også stilles: Kan den orden, vi har skabt, gå til grunde, fordi indre fjender nedbryder den, og fordi modstandsviljen mangler?

To nylige eksempler fra Storbritannien får mig til at tænke, at et land faktisk godt kan bryde sammen, fordi viljen til at forsvare det mod indre fjender ikke er til stede.

Det ene eksempel er den indtil for ganske få dage siden aldeles ukendte Batley Grammar School i Yorkshire i det nordøstlige England.

Her forsøgte en lærer i et fag, der bedst kan oversættes til ”religionskundskab”, at vise en tegning af Muhammed. Formålet var det helt naturlige og nødvendige at sætte begreber som ytringsfrihed og blasfemi til debat blandt eleverne. Men hurtigt fik muslimske elever alarmeret deres familier og navnlig deres fædre. Og inden man havde set sig om, var skolen midtpunkt for højlydte og truende protester fra en stor gruppe fædre. Den sagesløse lærer måtte – henset til Samuel Patys tragiske skæbne – gå under jorden. Og for at gøre ondt værre, fordømte skolens ledelse i første omgang lærerens handlinger.

Den gode nyhed er, at tusindvis af borgere nu har skrevet under på et krav om, at læreren skal tilbage på arbejde uden reprimander af nogen art. Men hvor sagen ender, er der endnu ingen, der ved.

Nogenlunde samtidig – og det har intet med religion at gøre – meddelte dagligvarekæden Sainsbury’s, at den i mangfoldighedens navn ville begynde at udlevere badges til medarbejderne, hvor de kunne angive de pronomener, de ønskede at blive tiltalt med.

Det rejser igen det gode spørgsmål, Jordan Peterson allerede har stillet: Kan man virkelig tvinge alle mennesker til at bruge sproget på usædvanlige måder, de aldrig ville benytte, hvis de ikke var blevet tvunget?

Spørgsmålet er ikke helt trivielt. For stærke kræfter arbejder på at definere det som en hadforbrydelse, hvis man ikke rent sprogligt føjer LGBT-lobbyen uden diskussion. Det er så infamt, som tænkes kan. I praksis rummer forslaget kimen til et forbud mod kritik af hele den ideologi, Tobias Pultz (TP) for nylig kritiserede i en kronik i Politiken (jeg skal for god ordens skyld sige, at det er TP, der selv benytter udtrykket ideologi).

Inden for en uges tid er der således leveret stærke eksempler på, at ytringsfriheden ikke alene presses af ortodokse muslimer, men også af woke virksomheder, der har allieret sig med ekstremisterne i LGBT-bevægelsen.

Mit gæt er, at et kæmpestort flertal af briter er totalt imod såvel, at muslimerne presser ytringsfriheden som, at den presses af woke ekstremister i alliance med politisk korrekte virksomheder. Eller med andre ord: at fyldestgørende undervisning i et civiliseret land selvfølgelig består i, at man viser og diskuterer tegninger af Muhammed. Samt at der fx. findes et ord for personer, der har menstruation, som vi ikke skal holde op med at bruge: Kvinder.

At vi skal tage hensyn til mindretal, er en selvfølgelighed. Men disse mindretal kan simpelthen ikke forlange, at vi af hensyn til deres følelser tager princippet om ytringsfrihed af bordet.

Hvis ingen gør modstand, så vil der faktisk efter denne uge blive mindre ytringsfrihed i Storbritannien. Voldsmandens veto vil have virket i Batley, og vil virke på andre skoler. LGBT-ideologien vil – fordi den også virker gennem woke virksomheder – gøre det til en forbrydelse at bruge sproget sådan, som det var normalt at bruge det for ti år siden.

Efter min opfattelse er det vigtigt, at den politiske midte forstår sådan og tager flertallet alvorligt. For gør den politiske midte ikke det, vil protesterne mod, at ytringsfriheden presses på denne måde, blive organiseret af ekstremisterne i stedet for.

De fleste vil næppe finde sig i, at friheden indskrænkes år for år. Spørgsmålet er kun, hvordan utilfredsheden til sidst vil komme til udtryk.

(Blogindlæg udigvet på jp.dk d. 27. marts 2021)

Den offentlige sektor vil altid blive dyrere og dyrere – uanset produktiviteten

Henrik Dahl
29. marts 2021

Over tid er den offentlige sektor tæt på at være dømt til at blive dårligere og dårligere. Og hvorfor så det?

Det hænger sammen med det, økonomer kalder Baumols lov. William Baumol var en amerikansk økonom, der i 1960erne påviste, at når lønningerne i samfundet generelt steg som følge af voksende produktivitet, så trak disse lønstigninger op i lønnen inden for de sektorer, hvor produktiviteten ikke steg.

Et eksempel: Man kan ikke spille et værk af Mozart væsentligt hurtigere eller med færre musikere, end partituret foreskriver. Økonomen vil sige, at det nærmest er umuligt at forbedre produktiviteten inden for den klassiske musik. Alligevel ligger orkestermusikeres løn ikke på det niveau, det havde i Mozarts levetid. De får stadig en løn, man kan leve rimeligt for i sin egen samtid.

Der er forholdsvis få orkestermusikere i Danmark. Men prøv at tænke på den offentlige sektor. Her arbejder over 800.000 mennesker. Og de fleste arbejder inden for områder, hvor det er meget vanskeligt at forbedre produktiviteten. Man kan ikke presse børn til at lære at læse meget hurtigere, end man gjorde i gamle dage. Ligesom det er umuligt at yde omsorg for gamle eller pleje til de syge uden et stabilt forbrug af faktoren »tid«.

Alligevel stiger de offentligt ansattes løn år for år automatisk, fordi deres interesseorganisationer har forhandlet sig frem til den såkaldte »reguleringsordning«. Den siger, at de offentlige lønninger i hovedsagen (det gælder ikke 100 procent) skal følge med de private lønninger. Uanset hvordan produktiviteten faktisk udvikler sig i den offentlige sektor.

Det korte af det lange er, at vi i Danmark har indrettet os sådan, at den offentlige sektor altid vil blive dyrere og dyrere rent lønmæssigt. Uanset om lønforhøjelserne afspejler, at den også er blevet bedre og mere effektiv, eller de ikke afspejler nogen af delene.

Kan man så ikke løse det problem ved at sætte skatterne i vejret? Det skulle man tro, men sådan forholder det sig ikke. Der vil altid findes en smertegrænse, hvor mennesker og virksomheder nægter at betale mere skat. Og Danmark har kørt på denne smertegrænse i årtier.

Beskatter man arbejde hårdere, end tilfældet er i dag, vil folk i stort tal holde op med at arbejde (eller arbejde sort, hvis de behersker en metier, der er et sort marked for). Beskatter man virksomhederne hårdere, vil de miste deres konkurrenceevne og gå konkurs (eller flage ud). Derfor må selv den mest beskatningsivrige regering sande, at den heller ikke kan sætte skatterne op, som den har lyst til. Det vil have en pris, og den er meget høj.

Den eneste løsning, som står tilbage, er at levere dårligere kvalitet samtidig med, at man camouflerer den lave kvalitet med øregas og bullshit. Så det gøres i stor stil hver eneste dag.

Eleverne lærer ikke lige så meget, som de lærte i gamle dage. Men heldigvis lærer de »noget andet«, der ikke rigtig kan defineres. Bullshit, selvfølgelig. De gamle får ikke den samme opmærksomhed fra den enkelte hjemmehjælper, som de fik tidligere. Men de får »noget andet«, der også er meget bedre. Bullshit igen.

Reelle produktivitetsforbedringer fører til billigere produkter, der mindst er lige så gode som før. Dækningsløse lønforhøjelser fører nødvendigvis til faldende kvalitet emballeret i bullshit. Det er den jernhårde lov, heller ikke den danske, offentlige sektor slipper for at adlyde. Derfor skal vi også tale om sammenhængen mellem organisationernes visionsløse egoisme og den faldende kvalitet i den offentlige sektor.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 29. marts 2021)

Danmark går mod lysere tider!

Alex Vanopslagh
23. marts 2021

Fra min Facebook statusopdatering:

Det er godt, at Danmark nu har fået en langsigtet genåbningsplan for Danmark. Det har vi blå partier kæmpet for i månedsvis – og nu får vi det endelig.

Nu er Mette Frederiksen bundet til planen – fremfor at danskerne skal være bundet til, hvad Mette lige synes fra uge til uge.

Jeg er særligt glad for, at vi nu har udsigt til at stort hele samfundet kan åbne, når alle over 50 er tilbudt en vaccine. At børnene kommer tilbage i skole, at forretninger og restauranter genåbner og at vi får gang i vores foreningsliv igen.

Det har vi brug for – og yderligere nedlukning kan ikke retfærdiggøres.

Det er logik for perlehøns, at aftalen selvfølgelig havde set anderledes ud, hvis Liberal Alliance havde 90 mandater.

Med indførelsen af coronapasset mener vi, at langt det meste kan åbne. Når nu vi har et coronapas, så lad os da for pokker åbne det meste af samfundet uden nævneværdige undtagelser.

Jeg synes der er en mærkelig overforsigtig hos de røde partier, når de stadig tøver med at åbne samfundet, selvom vi har et coronapas. At man stadig tøver med at tillade meget mere udendørsaktivitet nu og her.

Men jeg må også konstatere, at der er et rødt flertal i folketinget – der er flertal for en anden politik end Liberal Alliances. Og jeg ved, at uden de blå partiers arbejde i går, så havde der været mindre genåbning – og der havde ikke været en udløbsdato på coronapasset.

Vi valgte at rykke tingene i den rigtige retning fremfor at surmule i et hjørne.

Der er dem, der mener, at det er udtryk for tvang, at man ikke bare kan tage på værtshus, til brydning eller koncert, uden at man enten er vaccineret eller testet for corona indtil alle er tilbudt vaccine.

Men kære venner; Det er simpelthen blåøjet naivt at tro, at vi kan åbne hele samfundet i morgen uden nogen som helst former for bekæmpelse af epidemien. Tag bare et kig rundt omkring i Europa, hvor en lang række lande er i gang med at lukke deres samfundet pga. en tredje bølge.

Hvis ikke vi har et coronapas, vil det være risikabelt at åbne hele samfundet på en gang. Så er alternativet til at ”tvungen test” er tvunget delvis nedlukning.

Man kan sagtens blive populær hos vælgerne ved at påstå noget andet, men man gør ikke nogen mere begavet – eller mere frie for den sags skyld.
Det her er en aftale, som giver mere frihed, mere genåbning og mere gang i samfundet for vores hårdt trængte selvstændige.

Selvfølgelig er Liberal Alliance med i en aftale, som samlet gør Danmark til et bedre land at leve i og drive virksomhed i. Også selvom vi ikke får alt, hvad vi peger på.

Danmark går mod lysere tider!

Hvorfor er identitetspolitikere så dårlige til at argumentere?

Henrik Dahl
23. marts 2021

At diskutere med tilhængere af identitetspolitik på universiteterne er svært, fordi de laver så mange beskidte tricks, at samtalen ikke kommer nogen vegne.

Man skulle umiddelbart forestille sig, at akademikere elskede kritik. Når det kommer til stykket, så er et universitet jo en samfundsinstitution, der er skabt til netop at rumme kritikken og den kritiske debat.

Men efter at have deltaget i debatter om identitetspolitik stort set uafbrudt siden jeg for snart et halvt år siden udgav ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden”, tegner sig et andet billede: Forskere hader at blive kritiseret. Så meget, at der stort set ikke er den type af debatmæssige frispark, danske forskere holder sig for gode til begå.

Det mest populære frispark er også det enkleste: Stråmandsargumentationen. Man gør det, at man pådutter sin meningsmodstander et eller andet vanvittigt synspunkt, hun eller han ikke har. Hvorefter man kaster sig over det vanvittige synspunkt, man selv har konstrueret, og gendriver det med fynd og klem.

Sådan argumenterede lektor ved Københavns Universitet Mikkel Willum Johansen for eksempel i sidste uge imod Morten Messerschmidt og mig.

På trods af, at vi meget tydeligt havde sagt, at vi ikke ønskede at blande os i forskningsfriheden (men ønskede bedre ledelse fra dekaner og rektorat), lægger den gode lektor ud med at sige, at vi ønsker at angribe forskningsfriheden. Men det er jo løgn og latin. Det kan man læse i den tekst, lektoren kritiserer. Så hvorfor mon han gør det? Vi kan ikke vide svaret. Det mest nærliggende er at forestille sig, at han tror, at han har løftet sin bevisbyrde i argumentationen. Hvad han selvfølgelig ingenlunde har.

En stråmandsargumentation er også, hvad de to universitetsrektorer Anders Bjarklev og Per Michael Johansen benytter sig af, når de prøver at gendrive kritikken. ”Kritik og evnen til at stille de rigtige spørgsmål ved rodfæstede antagelser og normer er kerneelementer i god forskning. Der skal kunne stilles spørgsmål til alt. Det er faktisk helt grundlæggende for tænkningen på universiteterne”. Det lægger de til grund for deres svar – selvom der absolut ikke er nogen, der er uenige med dem. Og på den måde lykkes de i egen indbildning med at nedkæmpe et standpunkt, der ikke er nogen mennesker, der indtager i denne debat.

Men den mest morsomme, akademiske unode er noget, der hedder ”taktisk nihilisme”. Den går ud på – i ond tro – at stille så mange spørgsmål og underspørgsmål til det emne, der er under debat, at emnet til sidst smuldrer. Med mindre, man siger fra og afslører manøvren.

Hvad mener du egentlig med identitetspolitik? Adskiller det sig overhovedet fra andre former for politik? Og er det ikke også identitetspolitik, når man kritiserer identitetspolitikken? Og er de eksempler, du nævner, ikke lige lovlig hårdt trukket op? Og fandt det overhovedet sted sådan, som det blev beskrevet i medierne? Og har du i grunden de kvalifikationer, der skal til, for at stille disse spørgsmål? Og citerer du ikke de forskere, du kritiserer, på en måde, der er forkert/uretfærdig/ikke godkendt af mig? Og bekræfter du ikke teorien om, at hvide mænd ønsker at forsvare deres privilegier, når du selv – som hvid mand – stiller dig op og kritiserer?

Hvis man oven i købet kan krydre dette med fundet af mikroskopiske unøjagtigheder (som uden videre kan korrigeres uden, at det på nogen måde ændrer de overordnede konklusioner), er man næsten i hus som ødelægger af ethvert tilløb til kritisk debat.

De største ødelæggelser mod identitetspolitikken er dog de ødelæggelser, den retter mod sig selv. For sagen er, at den som oftest er så fuld af selvmodsigelser, at den er svær at tage alvorligt.

Hvis kønnet er en social konstruktion, hvorfor er det så meget vigtigt, at der sidder biologiske kvinder i de store virksomheders bestyrelser?

Hvis naturvidenskaben blot er en måde, hvorpå hvide mennesker underlægger sig brune mennesker, og der ikke er noget, der hedder ”sandhed” i gammeldags forstand bygget ind i den, hvorfor er det så vigtigt, at vi snakker om klimaet? Vores viden om det stammer jo stort set udelukkende fra den type af videnskab, der netop er blevet afvist med fynd og klem som kilde til sandheden.

Hvordan kan det være, at identitetspolitikkerne aldrig taler om klasse? For det kan vel ikke være helt ligegyldigt, om kvinder fra overklassen træder på mænd fra underklassen? Eller om medlemmer af den sorte overklasse træder på medlemmer af den hvide underklasse? Eller det kan det måske alligevel på en eller anden bagvendt måde.

At diskutere med tilhængere af (eller apologeter for) identitetspolitik på universiteterne er svært, fordi de laver så mange beskidte tricks, at samtalen ikke kommer nogen vegne. Derfor er det et held, at de rutinemæssigt modsiger sig selv så ofte, at alle burde kunne indse tomheden af deres påstande.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 22. marts 2021)

Regeringens kamp for at styrke de offentlige monopoler vil ikke gøre den offentlige sektor bedre

Henrik Dahl
15. marts 2021

Systemkritikken er forsvundet på venstrefløjen og erstattet af lavtflyvende krav om flere ressourcer. Men der er en endnu større sygdom i den offentlige sektor.

At vinderen tager det hele, er sandsynligvis et bærende princip i kærligheden. Det mente ABBA i hvert fald. Men det er hundrede procent sikkert, at det er et bærende princip, når det kommer til den offentlige opmærksomhed. Den ting, der står øverst på den offentlige dagsorden, taler alle om. Den ting, der kommer ind som nummer to, taler ingen om.

Men her skal forsøget gøres med et opsamlingsheat. Det er som bekendt en foranstaltning, hvor man giver de absolut stærkeste toere en chance for at vinde den sidste plads i finalen.

En af de bedste toere i den offentlige debat i løbet af en covid-præget februar måned var debatten om den offentlige sektor. Og her skiller navnlig to bidrag sig ud. Det ene var et langt interview i Politiken med Thomas Gyldal Petersen (S), der er borgmester i Herlev. Det andet var et interview i Altinget med den legendariske Holger K. Nielsen (SF), der ikke behøver nærmere præsentation.

Ifølge Herlevborgmesteren er den offentlige sektor på vej mod et kollaps. Det skyldes navnlig to ting. Den første er, at borgernes forventninger vokser hurtigere, end det nogensinde vil være muligt at honorere. Den anden er, at politikerne på Christiansborg tænker for meget i rettigheder og for lidt i faglighed. Hvad hjælper det med flere pædagoger i daginstitutionerne, hvis de arbejder på en uhensigtsmæssig måde? Det spørgsmål er det ikke onde mig – fra et borgerligt parti – der stiller, men den velfærdsvenlige borgmester fra Herlev. Men selvfølgelig har han ret. På hvilken måde har den arme Else gavn af en ekstra umulius, der står og glor på hendes lidelser? Selvom et parti som for eksempel SF i så fald ville kunne sige med triumf i stemmen, at normeringerne var forbedret.

Og her kommer så den anden stemme fra rød blok ind: Holger K. Nielsen. Det, han siger til Altinget, er i virkeligheden ganske opsigtsvækkende: At systemkritikken er forsvundet på venstrefløjen og erstattet af lavtflyvende krav om flere ressourcer. Ikke mere visionære, end vi kender dem fra interesseorganisationerne. Og det er ganske lidt.

Jeg er ikke i tvivl om, at de to røde politikere har ret. Selvom jeg tvivler på, at de vover at pege på de rette løsninger. På Christiansborgs gange er det velkendt, at SF har udviklet sig til en postkasse, som de offentligt ansattes interesseorganisationer kan indsende deres krav til. Så skal partiet nok sørge for, at de bliver oplæst fra Folketingets talerstol og behandlet efter alle kunstens regler.

Den fokus på at være talerør for interesseorganisationerne har nedbragt mængden af systemkritiske forslag fra SF til et minimum. Visionerne rækker i vore dage ikke længere end til et forslag om, at alle skal slappe endnu mere af i det danske uddannelsessystem, end de gør i forvejen.

Derfor er der for så vidt en større visionær kraft at finde hos Thomas Gyldal Petersen. Han har nemlig ret i, at bestandige krav om flere ressourcer ikke gør noget godt, men tværtimod noget skidt for den faglige udvikling. Det har en tendens til at udsætte det tidspunkt, hvor man er nødt til at forbedre sig. Fordi rigelige ressourcer på forunderlig vis har det med at udløse en betydelig dovenskab. Både fysisk og åndeligt.

Men det, der først og fremmest ødelægger den offentlige sektor, er, at den har monopol. Ikke fordi den er offentlig, men fordi monopoldannelse uvægerligt fører til høj pris og lav kvalitet. Derfor vil regeringens kamp for at styrke de offentlige monopoler ikke gøre den offentlige sektor bedre. Den vil med sikkerhed gøre den langt dårligere.

Samfundssind? Privatansatte kan se frem til fyresedler. De offentligt ansatte får en klækkelig lønstigning

Alex Vanopslagh
14. marts 2021

Opråb fra erhvervsdrivende viser, at vi med coronakrisen har fået et Danmark præget af endnu dybere grøfter. Danmark har brug for et nyt politisk flertal, der kerer sig om virkeligheden. På det seneste har jeg lånt mine profiler på de sociale medier ud til erhvervsdrivende, der kunne fortælle om de menneskelige og økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Et SOS fra virkeligheden.

Opråbet handler om at starte debatten om, hvad det er for et land, Danmark skal være, når coronakrisen har sluppet sit greb.

Der er talt meget om samfundssind og at stå sammen hver for sig.

Men det er desværre ikke kun det gode, vi skal kigge tilbage på.

Jeg har kaldt det SOS fra virkeligheden, fordi jeg oplever, at afstanden mellem virkeligheden og Christiansborg under coronakrisen er vokset endnu mere.

Hvilke grøfter er blevet dybere? Hvilke sår skal heles? Coronakrisen må ikke blive en »krig mellem den offentlige og private sektor«, siger Mette Frederiksen, mens hun hæver skatterne 35 gange og deler lønstigninger ud til de offentligt ansatte. Når staten så tvangslukker virksomhederne af hensyn til pandemibekæmpelsen, så skal de stå med hatten i hånden og bede om “hjælpepakker”. Og når virksomhederne påpeger, at disse såkaldte hjælpepakker ikke er dækkende, så fejer hun og regeringen arrogant problemet til side.

Men hvordan ser denne angivelige hjælpende hånd ud for folk i den virkelige verden? »Med hjælpepakker, som de færreste af os kan gennemskue logikken i, ansøgningsperioder, som ikke følger med nedlukningsperioderne, revisorsalærer, som de færreste har råd til, og komplicerede formuleringer, som de færreste af os forstår, føler jeg mig bestemt ikke holdt hånden under. Og jeg er ikke den eneste. Forskellige platforme fyldt med selvstændige, som det seneste år har været desperate og topforvirrede over, hvordan man finder hoved og hale i ansøgninger, hvad der kræves, og hvornår kompensationen bliver udbetalt,« skriver Mariiah Maxwell fra frisørsalon Egoisten, Perfektionisten & Originalen.

Men helt upåvirket af virkeligheden lægger Mette Frederiksen og hendes flertal an til en storslået fortælling om virksomhederne som børn i velfærdsstatens generøse sikkerhedsnet. Og så opbygger de dag for dag en større og større taknemmelighedsgæld, som virksomhederne en dag skal betale – som om de ikke i forvejen betalte for hele gildet. Og jeg kan love jer, at den taknemmelighedsgæld uden tvivl har trukket store renter, når venstrefløjen engang kommer for at indkræve den.

Coronakrisen har blotlagt, at samfundssind er noget, virksomheder og borgere skal udvise, uanset hvor længe og ukloge nedlukningerne og restriktionerne er, imens de offentligt ansattes fagforeninger uden risiko for deres job ikke engang oprindeligt ville acceptere at skulle bruge deres ferie under hjemsendelser. Samfundssind er åbenbart, at de privatansatte kan se frem til fyresedler, imens de offentligt ansatte – fra den varmeste sygeplejerske til den koldeste bureaukrat – får en klækkelig lønstigning.

Samfundssind er åbenbart 1.000 kr. ekstra til folk på offentlige overførsler, imens virksomhederne trues af konkurser i massevis, og skatteplyndringen fortsætter.

Jeg er i politik for at kæmpe for, at politikken tager hensyn til dem, der tager ansvar for deres eget og andres liv, og som er villige til at knokle dag ud og dag ind for at gøre morgendagen bedre end i dag. Med SOS fra virkeligheden har vi fået blotlagt præcis, hvor lidt regeringen og det røde flertal går op i de erhvervsdrivendes vilkår.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 14. marts 2021)

Antividenskab vinder ind på universiteterne – det må og skal slås ned

Henrik Dahl
12. marts 2021

Af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt

Tolererer man antividenskaben, vil den vinde over videnskaben. Og til sidst vil kun antividenskaben være tilbage på universiteterne.

Den akademiske frihed skal man værne om. Det var derfor, Dansk Folkeparti tilbage i nullerne ikke ønskede at være en del af den aftale, der etablerede universitetsbestyrelser med eksternt flertal. På det tidspunkt eksisterede Liberal Alliance ikke, men partiet ville også have stået udenfor.
Grunden til, at man skal værne om den akademiske frihed, er, at universiteterne er ældgamle, samfundsmæssige institutioner. De har ikke altid været fri af statsmagten. Men siden oplysningstiden har den tanke vundet indpas, at universiteterne er institutioner, der skal fungere som hjemsted og sikker havn for den frie og kritiske tanke. Det har gjort universiteterne til den vestlige verdens hemmelige våben. Her har man tænkt de tanker og gjort de opfindelser, der gav Vesten mere fremgang og velstand end nogen andre regioner i verden.

Men desværre kan universiteterne også komme i en situation, der minder om Karl Poppers berømte»Tolerancens paradoks«. Tolerancens paradoks er som bekendt, at vi bør tolerere alt undtagen intolerance. Fordi hvis vi tolererer intolerance, vil den til sidst nødvendigvis vinde. Og så vil tolerancen være ophørt med at eksistere.

Hvis vi først ser på den akademiske friheds udfordringer, kan vi bagefter nærme os en formulering af den akademiske friheds paradoks – baseret på Karl Popper.

Fra begyndelsen af dette århundrede har nogle ekstremt intolerante teoridannelser været på fremmarch inden for humaniora og samfundsvidenskab. Arnestedet er den engelsktalende verden. Men fordi en akademisk karriere – også i Danmark – kræver, at man publicerer internationalt (læs: britisk/amerikansk), er det allerede sådan, at danske forskere bliver ofre for disse tendenser.

Kyniske teorier

Problemet er en række teoridannelser, der ifølge den nyligt udgivne bog»Cynical Theories«(af Helen Pluckrose og James Lindsay) nedstammer fra postmodernismen, der var populær i 1970erne og 1980erne.

Hvordan stamtræet for den gruppe af teorier, Pluckrose og Lindsay kalder»kyniske teorier«eller»Social Justice Theory«(SJT), helt nøjagtig ser ud, giver apologeter for de kyniske teorier en kærkommen lejlighed til at kløve hår og komme med søgte indvendinger, som skal godtgøre, at SJT nærmest ikke eksisterer.

Men det er en uacceptabel manøvre. Grene af SJT som»postcolonial theory«,»queer theory«,»gender theory«,»intersectionality«,»critical race theory«og»fat studies«findes og fylder godt op i kursusbeskrivelserne. Både i den engelsktalende verden og her i Danmark.

Det særlige ved SJT er, at der er tale om ekstremt intolerante og antidemokratiske strømninger. Kernen i de problemer, der har været med studiemiljøet på Kunstakademiet, er, at magten på Akademiet på et tidspunkt blev overtaget af tilhængere af SJT. Og at disse tilhængere brugte deres magt til at forfølge alle, der ikke var enige.

Danske studerendes krav om, at universiteterne skal interessere sig mere for»racisme«, er også drevet af SJT. For det er ikke racisme i den forstand, de fleste forstår begrebet, universiteterne skal bekæmpe. Det er»racisme«sådan, som begrebet er defineret af SJT, man ønsker bekæmpet. Det vil sige: En konspirationsteori om, at universiteterne er gennemsyret af en»hvidhed«, som ingen hvide mennesker kan undslippe. End ikke hvis de højtideligt bedyrer, at de aldrig nogensinde har tænkt en ufordelagtig tanke om brune mennesker.

De beskyldninger om»racisme«, der har ramt Ole Wæver, og som Eske Willerslev også har berettet om, er heller ikke beskyldninger om racisme i den almindelige forstand: At de skulle have ytret sig ufordelagtigt om brune mennesker eller have indsat dem i et hierarki under hvide mennesker. Det er beskyldninger om»racisme«i SJT-forstand: At der er en indbygget hvidhed i deres forskning, som de ikke engang selv er klar over.

Som man kan se, er det ubehagelige ved SJT, at den griber fat i sager, vi selv og de fleste andre har sympati for: beskyttelse af mindretal. Respekt for kvinder. Respekt for mennesker, der historisk har været underprivilegerede. Forståelse for det i statistisk forstand afvigende. Men at SJT så definerer disse gode sager på måder, så det baner vejen for en ekstrem grad af intolerance.

Bremser man ikke SJT, vil den udrense både mennesker og teoridannelser, der er uenige. Således, at den til sidst står tilbage uden modsigelse og modstand. Det viser al erfaring fra den engelsktalende verden. Og det mere end antyder erfaringerne fra Kunstakademiet også.

Ødelæggelse af humaniora og samfundsvidenskab

Det særlige ved SJT er noget på overfladen temmelig akademisk. SJT er for det første styret af en helt ekstrem skepsis over for, om man kan vide noget med sikkerhed (med en enkelt, ironisk undtagelse: At SJT i sig selv repræsenterer den urokkelige sandhed). For det andet er SJT styret af en tro på, at det, man i gamle dage – med et Jürgen Habermas-udtryk – forstod som det bedre arguments tvangfrie tvang, i virkeligheden er udøvelse af magt.

Det er med disse våben i hånden, SJT arbejder på at ødelægge humaniora og samfundsvidenskab. Det sker i høj grad på den måde, at SJT afviser det videnskabelige grundprincip om falsifikation. Lad os belyse det med et par eksempler.

»Universiteterne skal tolerere alle former for videnskab undtagen antividenskab.«

En grundsætning inden for SJT er, at menneskets kønsidentitet ikke er forankret i det biologiske køn. I stedet anses kønsidentiteten for at være skabt af en form for løbende indoktrinering.

Når den danske SEXUS-undersøgelse viser, at 99,4 procent af alle danskere har en kønsidentitet, der faktisk er en afspejling af deres biologiske køn, er det ikke et definitivt bevis på, at antagelsen om det konstruerede køn er forkert. Men det er en meget stærk indikation på, at kønsidentiteten som alt overvejende hovedregel afspejler biologien. Alligevel har det affødt nul reaktioner fra for eksempel danske SJT-fortalere.

Et andet eksempel er sagen om Frederik 5.s medskyld i slaveri og spørgsmålet om den rolle, slaveriet spillede for den økonomiske vækst i Danmark i midten af 1700-tallet. I et indlæg i Berlingske beskrev museumsinspektør Ulla Kjær omhyggeligt, hvordan antagelsen var forkert. Men også her mangler der reaktioner fra de danske SJT-tilhængere.

Vi vil gerne sige så udtrykkeligt, som det overhovedet er muligt: Vi ønsker ikke – gentager: ikke, at politikere styrer det indre liv på universiteterne.

Men vi er meget skuffede over og utilfredse med, at universiteternes ledelser tilsyneladende er så dybt og gennemgribende ligeglade med, at en intolerant og antidemokratisk pseudovidenskab maser sig frem på universiteterne.

Kritik af SJT, tak

Det vi ønsker er for det første mere kritik af SJT i de internationale fora, danske forskere allerede er afhængige af, når de skal gøre karriere. For det andet mere justits fra universitetsledelsernes side med, at den intolerante pseudovidenskab ikke slår rødder på danske universiteter og ødelægger pluralismen.

Der skal være vide rammer for at forske. Men til egentlig videnskabelighed hører blandt andet: Grundlæggende respekt for logik og data. Grundlæggende respekt for princippet om falsifikation. Grundlæggende respekt for etableret viden inden for andre fag. At man afholder sig fra at bruge ad hominem-argumenter. At man afstår fra»cherry picking«. Og ikke mindst: At man afstår fra at forudsætte, hvad man vil bevise, og nægter at afprøve konkurrerende antagelser.

Universiteterne skal tolerere alle former for videnskab undtagen antividenskab. For tolererer man antividenskaben, vil den vinde over videnskaben. Og til sidst vil kun antividenskaben være tilbage på universiteterne. Sådan kunne en tilpasset udgave af Karl Poppers paradoks lyde for universiteterne.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 12. marts 2021)

Falsk fortælling om et erhvervsliv i gæld

Alex Vanopslagh
4. marts 2021

Mette Frederiksens fortælling om et dansk erhvervsliv, der står i gæld til regeringen, er både forkert og dybt farlig.

Jeg har på det seneste via min Facebook-profil bragt en serie SOS’er fra virkeligheden ude blandt de erhvervsdrivende. Det er diger læsning, men jeg synes simpelthen, det er ufatteligt, at landet regeres med så lille omsorg for dem, der får hjulene til at køre rundt.

Det røde flertal er glad for at tage virksomhedernes penge, men utrolig lidt interesseret i, hvordan de tjenes.

Vi skylder danske virksomheder en gigantisk tak. Tak for, at de og deres medarbejdere har arbejdet hårdt op til krisen, så dansk økonomi var stærk og kunne modstå chokket fra coronakrisen. Tak for, at de hurtigt trådte til og hjalp med værnemidler og test. Tak for, at de kæmper med næb og klør for at holde sig i live, så der er job, også på den anden side af coronakrisen.

Tak for, at de bærer så store omkostninger ved coronakrisen. Foreløbig kan jeg desværre kun give dem opmærksomhed og tak, for vi har et blodrødt flertal, der ikke under dem mere.

Falsk fortælling

Danske virksomheder har et gigantisk efterslæb efter coronakrisen, og vi skylder at gøre livet lettere for dem. Vi skal også huske, at danske virksomheder ikke bare skal tilbage til, hvor de var før krisen. De står over for en helt ny international konkurrencesituation. Andre lande lancerer massive genstartspakker, der gør den internationale konkurrence benhård.

Mette Frederiksen tilbyder i bedste fald stilstand for Danmark. Mere realistisk er det nok, at hun vil fortsætte sin målrettede indsats for tilbagegang i Danmark. Mette Frederiksen har allerede hævet skatterne 35 gange. Hun har sørget for, at alle indkomstgrupper i Danmark er blevet fattigere – dem med laveste indkomster er endda ramt relativt hårdest. Men faktisk gør hun noget, der er endnu værre: Hun lægger an til en coronafortælling om dansk erhvervsliv som klienten og staten som den barmhjertige samaritaner.

Retmæssig erstatning for tvangslukning er blevet til hjælpepakker og et ” sikkerhedsnet”, der er spændt ud under virksomhederne.

Det er velfærdssamfundet, som i al sin gavmildhed træder til og nådigt hjælper virksomhederne. Det kan lyde overbevisende, men det er både forkert og dybt farligt.

Virksomhederne finansierer år efter år politikernes fikse og dyre idéer. Knokler for at finansiere den offentlige sektor. Når staten så tvangslukker virksomhederne af hensyn til pandemibekæmpelsen, så skal de stå med hatten i hånden og bede om ” hjælpepakker”. Det er helt forkert.

Hvis vi politisk beslutter at bygge en ny vej over en landmands mark, får landmanden retmæssig erstatning.

Landmanden skal ikke stå med hatten i hånden og bede om ” hjælpepakke”, fordi han nu ikke kan dyrke korn på marken. Lige nu bygger venstrefløjen op til, at danske virksomheder har en ” taknemmelighedsgæld” over for resten af samfundet. Og jeg tør godt love, at det kun er et spørgsmål om tid, før de røde partier vil referere til den taknemmelighedsgæld, når røde kernevælgerne skal bestikkes op til et valg.

Et erhvervsvenligt land
Vi kender modellen fra finanssektoren, som Mette Frederiksen pålagde et samfundsbidrag som ” betaling” for finanskrisen. Pyt med, at bankpakkerne var en gigantisk overskudsforretning for staten – virkeligheden skal fordrejes, så Mette Frederiksen kan holde fast på magten.

På samme måde ignorerer regeringen fuldstændig de gigantiske omkostninger ved coronakrisen, som virksomhederne ikke har fået erstatning for. Ifølge Dansk Erhverv er op imod hver tiende virksomhed i fare for at lukke i denne tid. Mette Frederiksen har tilmed den frækhed at sige, at det ikke skal udvikle sig til ” en kamp mellem den offentlige og den private sektor”.

Der er ved at opstå dybe grøfter i det danske samfund, og det er Mette Frederiksen, der står forrest med skovlen for at grave dem endnu dybere, når hun fortsætter med bevidstløst at forøge de offentlige udgifter, imens den private sektor bløder.

Vi skal gå den præcis modsatte vej af Mette Frederiksens, hvis vil bygge et nyt og bedre Danmark efter coronakrisen. Danmark skal være et langt mere erhvervsvenligt land.

Vi skal sænke skatter, der gør det dyrt at skabe job i Danmark. Vi skal fjerne unødvendig regulering, der holder os alle sammen tilbage. Vi skal have et mere retfærdigt Danmark i fremgang og udvikling.

Et Danmark, hvor flere starter virksomheder. Et Danmark, hvor flere er en del af det arbejdende fællesskab. Et Danmark med myndige borgere, der tager hånd om dem selv, deres familier og dem omkring dem. Et Danmark, hvor i morgen bliver bedre end i dag, og hvor vi lever op til det ældgamle generationsløfte, at børn skal have en bedre tilværelse end deres forældre.

Pas på Mette Frederiksens falske coronafortælling og lyt i stedet til SOS’et fra virkeligheden.

Mette Frederiksen tilbyder i bedste fald stilstand for Danmark.

(Kronik bragt i Børsen d. 4. marts 2021)