Vi skal være mere dristige: Kender du mobilitetsparadokset?
Det er meget muligt, at samfundet udvikler sig hurtigt. Det er i hvert fald, hvad de fleste kommentatorer falder tilbage på, når de skal komme med en vurdering, selvom det i virkeligheden er en påstand, der kræver en del forbehold. Det menneske, der blev født omkring år 1900, havde helt sikkert oplevet flere dramatiske omvæltninger i sin tilværelse, inden det fyldte halvtreds, end det menneske, der blev født omkring 1950 havde oplevet i år 2000.
Faktisk kan det diskuteres, om samfundet udvikler sig hurtigere i dag, end det gjorde for 100-120 år siden. Til gengæld ligger det fast, at vores evne til at se de helt store mønstre i mylderet foran vores øjne udvikler sig meget langsomt.
Tag for eksempel spørgsmålet om uddannelse, social arv og social mobilitet. Det er en meget kompleks problemstilling. Men vinklet helt skarpt er spørgsmålet: Er der flere mennesker, der kommer på rette hylde i tilværelsen, hvis vi sikrer en meget bred og en meget lige adgang til uddannelse, end der ellers ville have været?
Den måde, fagfolk her i landet tænker over problemet, har i højeste grad været præget af en stor undersøgelse, socialforskeren Erik Jørgen Hansen gennemførte i årene fra 1968 til 1992.
I 1968 begyndte han og hans kolleger at interviewe 14-årige. Og med regelmæssige mellemrum blev de ved med at interviewe de samme unge, der efterhånden blev voksne, frem til 1992.
En af de skarpeste konklusioner var, at hvis de unge ikke havde taget en uddannelse, blev deres erhvervsvalg i højeste grad afgjort af deres forældres erhvervsvalg. Skomagerens børn blev kort sagt ved faderens læst. Til gengæld var det sådan, at havde man først fået en uddannelse, ville den blive benyttet – uanset hvad forældrene beskæftigede sig med.
Politisk førte det til en forestilling om, at alle burde kunne få den uddannelse, de havde lyst til, uden større besvær. For på den måde ville konsekvenserne af forældrenes livsvalg langsomt forsvinde.
Små tredive år og en masse reformer senere kan vi begynde at konkludere. Og det viser sig, at selvom vi tilbyder fri og lige adgang til et enormt uddannelsessystem, og selvom vi uddeler verdens mest rundhåndede uddannelsesstøtte, har det ikke de helt store konsekvenser for, hvad unge helst vil beskæftige sig med, når de bliver voksne. For nylig viste en undersøgelse, at unge mennesker generelt foretrak at opholde sig i det erhvervsmæssige miljø, deres forældre også foretrak. Og selvom det blev præsenteret som helt ny viden, viste en anden undersøgelse for knap fire år siden faktisk det samme.
En foreløbig konklusion kunne oplagt være, at det sociale miljø, man kender fra sin opvækst, ender de fleste med at holde så meget af, at de foretrækker at blive i det. Selvom det er forholdsvis enkelt at komme til en anden social og erhvervsmæssig verden, hvis det skulle være det, man foretrak.
Derfor tror jeg, vi skal være mere dristige i vores konklusioner end dette. Vi skal nemlig sige, at ligesom der findes et ligestillingsparadoks, så findes der også et social mobilitetsparadoks.
Som de fleste sikkert ved, går ligestillingsparadokset ud på, at jo mindre kønsmæssig diskrimination, der er i et givet land, jo mere foretrækker mænd og kvinder at være i de fag, der er typiske for deres køn.
Mobilitetsparadokset går ud på, at jo mere økonomisk lige et samfund er, og jo mere det sikrer et frit uddannelsesvalg til alle, i jo højere grad viser det sig, at de fleste foretrækker at leve i det sociale miljø, de har været fortrolige med siden opvæksten.
(Klumme bragt i Berlingske d. 1. marts 2021)