Hold jeres løfte, sæt en stopper for lovmøllen

Alex Vanopslagh
5. februar 2024

Kronik af Alex Vanopslagh (LA), Inger Støjberg (DD), Søren Pape Poulsen (K) og Morten Messerschmidt (DF).

Regeringens lovmølle kører alt for hurtigt, og resultatet bliver uigennemtænkt lovgivning med potentielt store konsekvenser.

Uhørt korte høringsfrister. Et stigende antal hastebehandlinger. Historisk hurtig lovbehandling. Lovmøllen på Christiansborg kører for meget og for hurtigt. Det er faktisk ikke engang os, der siger det – det er statsministeren selv.

Alligevel har begge Mette Frederiksens regeringer brugt kortere tid på lovgivningsprocessen og øget mængden af hastebehandlinger. En ny analyse fra Cepos viser, at den tid, vi i Folketinget bruger på at behandle et lovforslag, er blevet halveret på mindre end 20 år.

Det er en tendens, der kun kan gå for langsomt med at stoppe. Hurtigere er ikke bedre. Tværtimod skader det både lovkvaliteten og demokratiet.

Når lovgivningen presses igennem så hurtigt som muligt, forværrer det kvaliteten af lovgivningen. Samtidig bliver konsekvenserne af lovgivningen uoverskuelige. Under coronatiden fik vi for alvor at se, hvor stort problemet kan være. Minksagen er en maggiterning af alle de problemer, en forhastet lovgivningsproces kan medføre. I det tilfælde skyndte man sig så meget, at man brød grundloven.

Forløbet om koranloven viste også problemerne. Helt op til tredjebehandlingen kunne stort set ingen redegøre for lovgivningens konsekvenser, og der blev ved med at dukke nye informationer op, som påpegede uforudsete problemer ved loven.

Når man sidder på Christiansborg, kan man nemt komme til at glemme, hvor store konsekvenser lovgivning har. Når vi vedtager et lovforslag eller foretager en regelændring, rækker det helt ind i borgernes privatliv.

Kæmpestore beslutninger

Som lovgiver kan man ikke have et nonchalant forhold til lovgivning. Lovændringer og regulering er ikke bare lige noget, der skal klares med et snuptag. Men i virkeligheden bliver der foretaget kæmpestore beslutninger på et meget ringe grundlag.

Derfor skylder vi også borgerne at gøre os umage, men det bliver sværere med de korte frister. Problemet starter hos os politikere: Det er kun os på Christiansborg, der kan sætte en stopper for lovmøllen. Hvis regeringen holder egne løfter, skal vi i oppositionen nok gøre vores del af det parlamentariske arbejde. Citatet er Folketingets opgave at agere demokratisk vagthund i regeringen, og som borgerlige partier er vi særligt optagede af lovgivningens konsekvenser for borgerne. Men når lovbehandlingen bliver kortere og kortere, indskrænker det mulighederne for at udfylde vores rolle.

I praksis oplever vi, at den lovgivning, der normalt afstemmes, forbedres og rettes til mellem regering og folketing, er rykket ind i regeringskontorerne. Det betyder, at vi som oppositionspartier i højere grad bliver brugt som led i fortællingen om, at regeringen ikke arbejder egenrådigt og magtfuldkomment. Men der er jo en grund til, at alle lovforslag skal gennem tre lovbehandlinger.

Det er en proces, der skal sikre tid til omtanke. Netop omtanke er det, der bliver elimineret, når lovbehandlingen halveres. Det samme gælder høringsfristen på 30 dage, som SV-regeringens regeringsgrundlag ellers.

Allerede en måned efter regeringsdannelsen fik vi en høringsfrist på kun syv dage, da regeringen ville afskaffe store bededag. Men det hele er ikke bare regeringens skyld. Alt for længe har vi også været alt for føjelige i rollen som oppositionspartier. Vi har accepteret regeringens tricks og herskerteknikker.

En stærkere opposition

Da vi sidste år skulle vedtage aftalen om danmarkshistoriens største hav- og vindudbud, brugte regeringen på taktisk vis korte frister. De krævede, at man skulle sige ja til en aftale, som først blev præsenteret på selve mødet. I sidste øjeblik sneg regeringen også lige en lukning af åben dør-ordningerne ind, som man ikke havde diskuteret. Det blev ikke fanget af aftalepartierne, fordi man havde tillid til at tingene gik ordentligt for sig.

Så det kræver også noget af os selv – og der har vi ikke været stærke nok som opposition. Regeringen gør brug af disse strategiske kneb, fordi de slipper afsted med det. Derfor vil vi som blå opposition ikke længere acceptere uhørt korte svarfrister, unødig hastebehandling og ultimatummer om at sige ja eller ikke komme med i en aftale. Hvis vi skal kunne lægge vores mandater til noget, skal vi også kunne sætte os ind i, hvad vi underskriver. Det må være minimum for et folkestyre i bare nogenlunde god form.

Så vores opfordring til regeringen er egentlig ret simpel: Stå ved jeres eget regeringsgrundlag. Stå ved jeres egne ord. Lovmøllen kører kun så hurtigt, fordi I får den til det. Vi står klar til at lave gode aftaler med jer, men vi skal også have tid til at gøre vores del af arbejdet. Det skylder vi danskerne.

(Kronik bragt i Børsen 5. februar 2024)

Ukraine fik sin hjælpepakke, og Europa undgik et dramatisk dilemma

Henrik Dahl
2. februar 2024

Ungarn og Tyrkiet er irriterende tunge at danse med i EU og Nato. Men alternativet er værre.

EU har indgået en ny aftale, der tildeler 50 mia. euro til Ukraine, hvilket er en glædelig nyhed. Det skete dog ikke uden drama. Ungarn havde på forhånd givet det indtryk, at medlemslandet ville blokere for aftalen.

Men det skete heldigvis ikke. Efter kun én times forhandling accepterede Ungarns premierminister, Viktor Orbán, den nye støttepakke til Ukraine.

Mediernes forudsigelser om et stort drama ved EU-topmødet blev ikke til virkelighed. Der var spekulationer om, hvorvidt Orbán ville blokere aftalen, og om EU ville være nødt til at anvende sin ”atomvåben”-lignende artikel 7, som kunne fratage Ungarn sine stemmerettigheder.

Vi kan ikke vide, hvad EU’s statsog regeringschefer har gjort sig af tanker om Ungarn op til mødet. Men mon ikke det dobbelte medlemskab af Nato og EU har spillet en rolle?

EU har været tøvende over for en aktivering af artikel 7. Personligt forstår jeg udmærket dilemmaet.

På det rent personlige og følelsesmæssige plan kan man opleve det som decideret øretæveindbydende, at et forholdsvis lille land vælger at blokere ikke alene for EU’s økonomiske støtte til Ukraine, men også for, at Sverige kan optages i Nato. For man skal ikke glemme: Ungarn er ikke alene medlem af EU. Landet er også medlem af Nato.

På den anden side må man også tænke det scenarium igennem, hvor Ungarn faktisk får sine rettigheder som medlem af EU suspenderet.

Det, der bekymrer mig mest i denne tænkte situation, er: Hvis Ungarn får sine EU-rettigheder suspenderet, vil man så i al stilfærdighed tage dette til efterretning uden at foretage sig yderligere? Eller vil Ungarn benytte de muligheder, Nato-medlemskabet giver for at kaste grus i hele det europæiske maskineri?

Hvad der vil ske, er naturligvis gætteri. Ikke alene for mit vedkommende, men for enhver.

Man kan sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og i den anledning tænker ”hvor ærgerligt” og intet andet. Men man kan også sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og tænker, ”dette kræver en modreaktion, der kan mærkes rundtomkring i Europa”.

I lyset af at Ungarns nølen med at godkende Sveriges Nato-medlemskab helt åbenlyst er en brik i et spil, der også handler om EU (eftersom der er næsten en til enoverlap mellem EU og den europæiske del af Nato), er det svært at forestille sig, at Ungarn ikke vil fortsætte ned ad denne vej.

I Nato døjer vi allerede med et delvist antivestligt land, nemlig Tyrkiet. Det giver undertiden anledning til stor frustration. Men det råd, skiftende danske udenrigsministre altid har fået fra deres ministerium, kan sammenfattes til: Ja. Tyrkiet er tunge at danse med i Nato.

Men tænk lige på alternativet: en decideret Vesten-fjendtlig stormagt, der grænser direkte op til Europa. Ville det være værd at løbe den risiko, at Ungarn gik fra at være et besværligt EU- og Nato-land til at være et antivestligt og måske åbenlyst prorussisk Nato-land?

Hvis det kniber med at forestille sig den kombination, kan man lege med tanken om, at Belarus ikke alene var en tæt allieret til Rusland, men en tæt allieret til Rusland, der var medlem af Nato. Det vil ikke gavne nogen, at vi får endnu et Belarus i Europa.

Liberal Alliance fordømmer ligesom alle andre partier i Folketinget den russiske invasion af Ukraine.

Derfor har vi bakket op om alle sanktioner og alle hjælpepakker. Og det kommer vi til at fortsætte med.

Når vi ikke umiddelbart føler os tiltrukket af tanken om at aktivere EU-traktatens artikel 7, er det ikke alene, fordi det er omsonst (Slovakiet vil nedlægge veto). Det er først og fremmest, fordi Ungarn er medlem af Nato.

Jeg er lige så kritisk over for de autoritære love, Orbán har indført, som alle andre demokratisk sindede mennesker. Men det fjerner ikke Nato-EU-dilemmaet:

Ja. Det forhøjer Ukraines sikkerhed, at EU kan sende yderligere hjælp.

Men nej: Det svækker Europas sikkerhed, hvis kontinentet som følge af brugen af artikel 7 skal til at døje med (endnu et) antivestligt Nato-land.

Det kan i sidste ende betyde noget endnu værre for Ukraine.

Det er muligt, at større ånder end jeg kan opløse dilemmaet og risikoen i nul og niks.

Men så må de give lyd fra sig og forklare, hvordan vi på en og samme tid håndterer EU- og Nato-dimensionen, når det gælder Ungarn.

Det frygtede drama om ungarske Viktor Orbans holdning til EU-støtte til Ukraine udeblev. Det løste EU fra det dilemma, man kunne komme til at stå i, hvis han havde modsat sig støtte.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 2/2-2024)

Nåh ja, så er der jo også lige patienterne

Louise Brown
1. februar 2024

På en af de kolde decemberdage deltog jeg i Sundhedsstrukturkommissionens sundhedstopmøde. Det var egentlig en god dag med mange spændende input fra både fagprofessionelle og helt almindelige borgere, men samtidig også en hård dag for min erkendelse af, hvordan det står til med vores sundhedsvæsen. For skellet mellem patienterne og de fagprofessionelle så desværre ud til at være temmelig stort.

Undervejs blev der lavet en anonym undersøgelse, hvor man spurgte, hvilke tre af de seks sigtelinjer kommissionen har fået, man så som de vigtigste tre for Sundhedsstrukturkommissionen at sigte mod. Svaret var nedslående: Patientrettighederne havnede på sidstepladsen i afstemningen.

Billedet forstærkes af, at der i den seneste rapport med anbefalinger til patientklagesystemet er allerstørst fokus på læring og på at beskytte de sundhedsansatte. Forstå mig ret: Jeg anerkender fuldstændig den seneste tids ærgerlige udvikling, der gør, at sundhedspersoner frygter klager så meget, at de faktisk risikerer at overbehandle. Men i min optik er det vigtigste i et patientklagesystem alligevel patienten. Fejl sker, og selvfølgelig skal vi lære af dem, men når de sker, så er det allervigtigste, at patienten får en nem og smidig proces gennem klagesystemet. Ikke så meget andet. Det skylder systemet patienten. Læring for sundhedspersonale skal håndteres andetsteds.

Problemet er, at vi har et system, hvor systemet tænker på sig selv, før det tænker på borgeren. Vi glemmer undertiden dem, det handler om. Dem, systemet er til for, nemlig borgeren – og i dette tilfælde patienten, der i forvejen er i en svækket position. Det er trist. Men der er ikke noget at sige til, at vi er endt, hvor vi er. Det vil jeg kæmpe for, at vi får lavet om på! Patienterne skal tilbage i hovedsædet – det skylder vi dem.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 1. februar 2024).

I hele Bruxelles og omegn florerer en generel sygdom

Henrik Dahl
25. januar 2024

Når USA hoster, får Europa en forkølelse. Sådan sagde man i gamle dage om forholdet mellem amerikansk og europæisk økonomi.

Der er dog et andet forhold, man også skal være opmærksom på. Det drejer sig om den tyske økonomis betydning for EU.

Ifølge tyske tal, der netop er blevet offentliggjort, skrumpede den tyske økonomi i 2023 med 0,3 point. Det gør Tysklands økonomi til den større økonomi, der på verdensplan klarede sig dårligst sidste år.

Den fejlslagne, tyske energipolitik er en del af årsagen. Men andre faktorer er høj inflation og den høje rente, der har været modspil til inflationen.

Den svage tyske økonomi er en selvstændig grund til bekymring her i Danmark. Men den er kun en enkelt del af et større billede. Sidste år var EUs samlede økonomi på omkring to tredjedele af USAs. Det er en tilbagegang fra ti år tidligere, hvor EUs samlede økonomi lå på omkring 90 procent af USAs.

Det er bekymrende, at Europa sakker bagud i forhold til USA, specielt når dette er sket på så relativt kort tid. Europa kan risikere at blive et relativt ligegyldigt kontinent, hvis denne udvikling fortsætter.

EU lider selvfølgelig under, at det går dårligt i Tyskland. Men EU formår også at skabe sine egne problemer. Inden for områder som blandt andet finans og it er EU præget af en voldsom overregulering. Når det gælder et helt generelt område som bæredygtighed, stiller EU også rapporteringskrav, der er fuldkommen eksorbitante.

Det er svært at finde mennesker, der er imod en fornuftig regulering af it og finans. Ligesom det er svært at finde mennesker, der er imod bæredygtighed eller virksomheders generelle ansvar. Det gælder også for mit parti og mig selv: Vi er heller ikke imod.

Men der skal være en form for proportionalitet og rimelighed i den måde, hvorpå man regulerer. Ellers begynder de uheldige bivirkninger at hobe sig op.

Overregulering er navnlig et problem for små og mellemstore virksomheder. For de store er der tale om en slags driftsomkostning: Er det nødvendigt at have en hel etage med jurister, så er det sådan, det er. Andre, tilsvarende virksomheder er ikke stillet ringere. Så det lever man med.

For små og mellemstore virksomheder er historien en anden. De har ikke råd til at beskæftige 50 eller 100 jurister til at sikre »compliance«. Så de bliver kvalt i fødslen. Eller de flytter til et andet kontinent, hvis deres forretningsidé er virkelig lovende.

Dette er i sig selv uheldigt, fordi det skader beskæftigelsen. Men det er ekstra uheldigt, fordi det ofte er fra de små og mellemstore virksomheder, innovationen kommer.

EU burde sætte sig selv det helt store mål at genskabe en konkurrencekraft, der står på mål med den amerikanske.

Der er ikke en enkelt, hurtig løsning på dette. For det er ikke et enkelt område af EU, der er overreguleret. Snarere er det en generel sygdom, der florerer i hele Bruxelles og omegn.

Jeg foreslår, at dokumentationen, der skal bevise, at regulering ikke er overdreven og skadelig, i fremtiden skal være langt mere stringent i EU. Samtidig vil jeg kæmpe for at reducere de administrative byrder for mindre virksomheder, et fokus som blandt andet EPP har kæmpet for i årevis.

Samtidig foreslår jeg, at man i langt højere grad end i dag anvender solnedgangsklausuler. Det vil sige, at regler helt automatisk bortfalder, efter de har været i kraft i for eksempel tre eller fem år. Det vil vende bevisbyrden om: Fra at der skal argumenteres for at fjerne regler, til at der skal argumenteres for, at de i det hele taget er nødvendige og rimelige.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 25. januar 2024).

Det gør ondt at læse om nyuddannede ledige

Sandra Elisabeth Skalvig
23. januar 2024

Forleden bragte man her i avisen en artikel, hvori journalisten havde interviewet en række nyuddannede danskere. Fælles for dem var, at de alle havde været ledige i 2023, og mens nogle nu var kommet i job, var andre fortsat ledige.

Men de var samtidig fælles om mere end det. De var nemlig også fælles om at give mig en af de mest interessante læseoplevelser, jeg har haft om unge, mistrivsel og ledighed i lang tid. En læseoplevelse, der var både rørende og skræmmende.

Den var rørende, fordi det aldrig er rart at læse om mennesker, der ikke trives i deres situation. Samtidig var den enormt skræmmende, fordi de alle – hver og en – var mere eller mindre lullet ind i tanken om, at man altid bare kan falde tilbage på dagpenge, hvis man ikke finder et arbejde, der er nogenlunde spændende. Og det lod nærmest ikke til, at de var bevidste om det.

Tag f.eks. den 26-årige Laura, der ifølge hendes eget udsagn godt kan lide at vide, hvad der skal ske i hendes liv. Hun ”hader at være ledig” og trives virkelig ikke i det. Af den grund har hun skrevet 40-45 jobansøgninger og er nu meget mindre kræsen i sin jobsøgning, end hun tidligere var.

Nu ”gælder det bare om at få foden indenfor” i kommunikationsbranchen, som hun siger. Det lyder jo fornuftigt og velovervejet, og man føler som læser stor sympati for hende. Man holder med hende. Men alligevel efterlod hendes historie mig et frustreret sted som læser, hvor jeg normalt kun ender, når jeg læser skønlitteratur eller ser film.

Den efterlod mig i den position, hvor man som observatør kan se, at hovedpersonen gør noget, som vedkommende senere kommer til at fortryde, fordi det dybest set skader ham eller hende. Jeg er sikker på, du kender positionen og ved, hvor naturstridig og magtesløs en position, det er.

For det er jo ikke ens eget liv, og derfor skal man død og pine formå at tæmme sin ustyrlige lyst til at træde ind i det fiktive univers for at fortælle hovedpersonen, at han eller hun altså ikke burde gøre, som han eller hun gør. Muligheden eksisterer ikke.

På samme vis kunne jeg heller ikke dukke op i lejligheden hos Laura og fortælle hende, at hendes status som ledig og hendes ulykkelige situation måske kunne ændre sig, hvis hun også søgte jobs, der ikke alene lå i kommunikationsbranchen.

For tænk engang, om det ikke kunne give nogle faste rammer og noget at stå op til at arbejde i en anden branche – om så det var som kontorassistent, tjener, butiksansat eller projektkoordinator. Mon ikke det kunne være med til at løse det problem, der for hende er, at mens hun ”gik på universitet havde jeg en fast ramme på 5-6 år, og nu er der ingen”. Mon ikke det kunne give en mere fast hverdag? Måske det endda kunne give hende en fod indenfor på en anden måde?

Og mon ikke det på samme vis kunne gøre livet rarere og mere trygt for den 26-årige Gilbert at gøre det samme? Han blev uddannet i strategi, organisation og ledelse fra CBS i maj og har gået ledig siden da. Heller ikke han har haft det godt i det.

Han beskriver tiden som ledig som en stressende tid, hvor man sidder i en konstant venteposition og ofte ikke kan sove. Igen et eksempel på en ung, man nærer sympati for – og hvis historier rører ved noget i en. Man bliver ked af, at han ikke har det godt. Og man bliver glad for, at han også fortæller, at han helt klart er gået på kompromis i forhold til den type jobs, han havde regnet med efter endt studie.

Men alligevel bliver man ærgerlig. For i samme ombæring fortæller han, at han har fundet ud af, at der er mange stillinger, som er appellerende for ham. Og at han ser det som en gave, at han har fået udvidet sin horisont.

Men undskyld mig: Hvordan kan det egentlig være, at et arbejde skal være appellerende, for at man vil tage det efter næsten otte måneders ledighed? Hvordan kan det være, at der ikke er ét eneste af de mange ledige ufaglærte jobs, der kunne fritage ham monumentalt fra den konstante venteposition, der piner ham i hans lediggang? Hvordan kan det være, at problemet med ikke at kunne sove skal vare ved, hvis løsningen måske er at få noget at stå op til?

Som socialdemokraten Kaare Dybvad Bek skriver i sin fremragende bog, ”Arbejdets land”, er det grundlæggende godt for alle at have noget at stå op til. Det gør ikke kun godt, fordi man tjener sine egne penge og bidrager til noget.

Nej, det at have et arbejde gør faktisk godt på så mange fronter, at man nærmest ikke kan forestille sig det. Man lærer at tage ansvar, mens man er noget for andre end sig selv. Og så løser det måske oven i købet de problemer, der er så smertelige ved det at være ledig. Hvem ved. Det viser de fleste menneskers erfaring i hvert fald.

Men problemet med unges lediggang kan ikke løses med et snuptag.
Laura og Gilbert er nemlig to eksempler på ellers fornuftige mennesker, der desværre er vokset op i et samfund, hvor end ikke de mest veluddannede og ressourcestærke unge kommer til at tænke den tanke, at man for alt i verden skal kæmpe sig ud af sin lediggang.

For nok vil man kæmpe sig ud af den, men det skal bare være for det rigtige. Det er trist, at det er kommet dertil. For hovedpersonerne skader nu engang sig selv, mens vi andre må se magtesløst på, alt imens vi punger ud for hele miseren.

Jeg håber, det ikke varer ved.

(Indlæg bragt i Politiken d. 23/1-2024)

Fertilitetsområdet har fyldt alt for lidt

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. januar 2024

For mange håbefulde par er det desværre en langvarig og vanskelig proces at blive gravid.

Det er enormt indgribende konstant at skulle stikke sig med medicinske indsprøjtninger, at ændre på kvindens cyklus, konstant at have scanninger og konsultationer på klinikken, som kan ændre sig med kort varsel.

Fertilitetsområdet trænger i dén grad til at blive kigget efter i sømmene, så flere par kan få opfyldt deres største drøm om at blive forældre.

Regeringens forslag om at indføre skatteyderbetalt hjælp til barn nummer to er sympatisk, og dens fokus fortjener ros, men løser ikke de afgørende problemer.

Blandt de store problemer er ventetiderne, og at man i forløbet oplever at blive afmeldt sin behandling grundet kapacitetsmangel, og at tilbuddene til dem, som det ikke lykkedes for, ikke altid er specielt gode.

I 2022 påbegyndtes 39.000 fertilitetsbehandlinger. Det kan lyde af meget, men efterspørgslen er langt større.

F.eks. er ventetiden til fertilitetsbehandling på Rigshospitalet ca. seks måneder og på Nordsjællands Sygehus mellem fem og seks måneder.

Ventetid er ikke ligefrem fordelagtig, når det biologisk ur tikker og slider mentalt.

I Liberal Alliance foreslår vi, at fertilitetsbehandling skal omfattes af behandlingsgarantien. Behandlingsgarantien angiver, at man kan vælge en privat leverandør, hvis ikke det offentlige sygehus kan foretage behandlingen inden for 30 dage.

De 30 dage foreslår vi generelt også, at man dropper og i stedet giver borgeren frit valg fra dag ét.

I dag er fertilitetsbehandling desværre undtaget fra behandlingsgarantien, så man aldrig har ret til skattefinansieret privat fertilitetsbehandling. Det bør ændres fremover.

Vi må dog erkende, at fertilitetsbehandling er symptombehandling af en større problematik og ikke bør stå alene. Vi bliver nødt til at se med alvor og mere bredt på den dalende fertilitet og indrette politikken herefter.

Vi skal have politisk fokus på årsagerne bag og forebyggende løsninger. Samtidig er vi nødt til at have en åben og ærlig, men svær samtale om de følger, det kan have at vente for mange år på at få børn.

Jeg blev selv mor som 17-årig. Nogen vil sige, at det er alt for ungt, men jeg var klar til at blive mor. Andre har passeret 40, når de bliver mødre. Nogen vil sige, at det er alt for gammelt, men så har de nok aldrig mødt en god, nybagt mor i 40’erne.

Kvinder kan blive gode mødre, uanset om de 20, 30 eller 40 år – realiteten er dog, at chancerne er større, når man er yngre. Det er vigtigt, at vi har en samtale om at blive mor – både i en ung og sen alder.

Biologien begrænser os rigeligt – der er ingen grund til, at vi indskrænker “fertilitetsvinduet” endnu mere med fordomme om unge og lidt ældre mødre.

Fertilitetsområdet er heldigvis begyndt at få mere opmærksomhed.

Sidste år vedtog Folketinget en afskaffelse af den femårige grænse for nedfrysning af æg, og snart skal Folketinget tage stilling til partnerægdonation som følge af et beslutningsforslag stillet af LA sammen med Alternativet.

Men jeg savner en mere helhedsorienteret plan for et meget aktuelt samfundsmæssigt problem, som rammer mange mennesker hårdt.

Jeg håber derfor, at statsministerens sympatiske forslag er et udtryk for, at regeringen og resten af Folketingets partier er parate, så flere par kan få opfyldt deres drøm om at blive forældre.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.23/1-2024)

Skolevægring bliver ikke taget alvorligt nok

Helena Artmann Andresen
19. januar 2024

Ofte kommer skolevægring til udtryk ved, at forældrene kæmper med at få barnet afsted om morgenen, hvor barnet modsætter sig og kommer med alverdens undskyldninger for at blive hjemme.

Hvis forældrene endelig lykkes med at få barnet afsted, risikerer de, at barnet går hjem fra skole midt på dagen, selvom undervisningen ikke er slut.

Desværre ender flere børn med skolevægring med at være væk fra skolen i flere måneder eller år. Jo længere fraværet står på, des sværere bliver det for barnet at komme tilbage i skole.

Skolevægring er ikke pjæk – skolevægring skyldes f.eks., at barnet mobbes, mistrives, lider af autisme eller kæmper med problemer i hjemmet. Det vurderes, at 1-5 pct. af alle børn i Danmark har symptomer, der kan kædes sammen med skolevægring. Samtidig oplever 66 pct. af pædagogerne i skolen et stigende antal børn med skolevægring.

Hele familier rammes, når børn lider af skolevægring. For det enkelte barn kan skolevægring have faglige og sociale konsekvenser, søskende risikerer selv at begynde at mistrives, mens magtesløse og desperate forældre ikke kan passe deres arbejde.

F.eks. modtog 16.000 forældre knap 2 mia. kr. i såkaldt tabt arbejdsfortjeneste i 2022, idet de ikke var i stand til at passe deres arbejde, eftersom de var nødsaget til at gå hjemme med deres barn, der af den ene eller anden årsag ikke kunne gå i skole.

Flere forældre oplever ulykkeligvis, at det er en kamp at få skolen til at indse problemet og agere på det. I Liberal Alliance foreslår vi, at alle skoler skal have en skolefraværspolitik – på samme måde, som de i dag skal have en antimobbestrategi.

Dermed vil alle skoler være nødsaget til at forholde sig til elevernes fravær, og det vil samtidig hjælpe skoleledere og skolelærere til at være mere opmærksomme på elever med et højt fravær og således forhåbentlig kunne reagere på symptomerne på skolevægring i opløbet.

Desuden foreslår Liberal Alliance, at der indføres en national definition af skolefravær, da manglen på en klar definition i dag gør, at pjækkeri og fravær i forbindelse med rejser forveksles med det, man skiftevis kalder skolefobi, skolevægring og skoleangst.

Det går ikke – for forskelligartet fravær kræver vidt forskellige indsatser. Et samlet begreb for skolefravær vil fremme et ensartet udgangspunkt for de faglige drøftelser om mulige indsatser for at komme skolevægringen til livs.

Endelig mener vi, at der skal luges ud i bureaukratiet hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, så psykologerne får mere tid til børnene.

Jeg tror, at alle uanset politisk ståsted kan blive enige om, at vi har pligt til at hjælpe de børn, der af den ene eller anden årsag ikke går i skole.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19/1-2024)

Den svenske minister for civilforsvar har ret

Henrik Dahl
16. januar 2024

Hvad er EU’s mest oversete succes? Det spørgsmål fik jeg stillet for et par uger siden. Svaret tog det ikke lang tid at komme i tanke om: det indre marked.

Mennesker, der er langt yngre end mig, har en tilbøjelighed til at glemme, hvor besværligt næsten alting var i gamle dage før det indre marked. Men dengang var der ikke nogen eller noget, der forhindrede såkaldte tekniske handelshindringer. Det vil sige regler, der måske på overfladen så rationelle og uskyldige ud, men som i virkeligheden var en effektiv beskyttelse mod konkurrence.

Nogle kan måske huske, at ”af sikkerhedshensyn” skulle skilærere på franske pister kunne tale flydende fransk og holde nogenlunde trit med World Cup-løbere i gamle dage før det indre marked. Det handlede overhovedet ikke om sikkerhed, men om at beskytte arbejdspladser og om at forhindre konkurrence.

I Danmark var vi ikke bedre. En hvilken som helst øl eller sodavand, der skulle ind på det danske marked (undtagen Coca-Cola), skulle omtappes til en standardiseret dansk pantflaske. Påstanden var, at ellers ville pantsystemet bryde sammen (og muligvis ville baby også dø – min erindring er uklar her). Heller ikke dette var ganske sandt. I vore dage kan man selvfølgelig få øl og sodavand i de flasker, der er en del af det samlede brand. Og pantsystemet lever i bedste velgående.

Udviklingen af det indre marked har betydet, at vi i Europa er sluppet af med rigtig mange af disse tekniske handelshindringer.

Det har ført til mere konkurrence. Hvilket igen har ført til bedre kvalitet og lavere priser.

Derfor kommer sommerens EU-valgkamp – også – til at handle om, at vi skal forhindre, at det indre marked sander til igen. Sådan noget skyldes ikke kun vilje til at genindføre protektionisme. Selvom det bestemt er et motiv. Det skyldes også, at de enkelte EU-lande kan finde på – i den bedste mening – at indføre regler, der er til stor ulempe for alle andre.

Det bedste eksempel, jeg umiddelbart kan komme i tanke om, er den tyske mindsteløn. En sådan kan der være mange ædle motiver til at indføre. Dem vil jeg ikke udfordre. Men det er uheldigt, at den skaber et kæmpe bureaukrati for blandt andet lastbilchauffører, der sådan set ikke har noget ærinde i Tyskland, men blot befinder sig i transit mellem lande, der grænser op til Tyskland.

Men EU-valgkampen kommer også til at handle om noget meget større og meget mere uhåndgribeligt. Den kommer til at handle om, at hvis vi i Europa ikke er i stand til at beskytte vores europæiske kultur og vores europæiske vaner og livsformer, er der ikke andre, der kommer Europa til undsætning og påtager sig opgaven.

Efter Den Kolde Krig sluttede i årene omkring 1990, var det ikke sådan, at alting ved et trylleslag blev til idyl. I løbet af 1990’erne skete det ulykkelige, at staten Jugoslavien faldt fra hinanden. Det skete ikke ved en fredelig overenskomst, men ved en borgerkrig. Op gennem 00’erne og 10’erne blev kontinentet hjemsøgt af terrorisme. Det førte desværre til flere sikkerhedsforanstaltninger og til ændringer af mange hverdagsrutiner, der stadig står ved magt.

Så ubehagelige disse problemer end var, bestod de ikke i ensidige forsøg på at flytte grænserne mellem selvstændige stater; massive, militære angreb med i hundredetusindvis af soldater og moderne våben; hjerteløse bombardementer af civilbefolkningen og deportation af i tusindvis af civile i de besatte områder.

Men der er vi nu. Takket være en i højeste grad uhellig alliance mellem Rusland, Iran, Nordkorea og – lidt mere diskret i baggrunden – Kina.

Derfor bliver den måde, ”kvadrillen” af fjendtligt sindede lande presser Europa, uvægerligt til grundtemaet i den kommende EU-valgkamp.

Alene for at forhindre, at Europa tvinges til at ændre sig i retninger, det kun er meget små mindretal rundt omkring, der ønsker, er Europa nødt til at ændre sig fundamentalt i sammenligning med, hvordan kontinentet fungerede fra omkring 1990 til omkring midten af 2010’erne.

Vi er nødt til at opbygge en evne til at afskrække store og atombevæbnede lande som for eksempel Rusland på en troværdig måde. Det er også i det lys, man skal se Finlands og Sveriges ansøgninger om at blive medlemmer af Nato.

Rusland og lande, der er allierede med Rusland, er nødt til at forstå, at de ikke kommer nogen vegne, hvis de forsøger at påtvinge Europa deres vilje.

Vi er nødt til at opbygge en robusthed, hvis der er lande i kvadrillen, der forsøger sig med en handelskrig imod Europa.

Helt tilbage fra energikrisen i 1973 har vi i Europa kendt til, hvad det vil sige at befinde sig i et farligt afhængighedsforhold af uvenligt indstillede lande.

Nu er udfordringen, at vi kan blive truet af alle mulige typer af forsyningskriser på samme tid. Derfor skal vi tage forholdsregler, så truslerne forbliver tomme. Det indebærer, at vi på kontinentet selv kan producere alle typer af produkter, som det er kritisk, at vi råder over. Og selv råder over de fornødne råmaterialer.

Den sidste ting, jeg vil nævne i denne omgang, er beskyttelsen af vores kritiske infrastruktur.

I en højt udviklet civilisation som den europæiske er praktisk taget alle mennesker afhængige af, at internettet fungerer, og at gps-signalerne fungerer. Men vi er også afhængige af, at forsyningen med vand, elektricitet og andre former for energi fungerer, ligesom vi er afhængige af, at vores computernetværk virker.

Når EU-valgkampen for alvor går i gang, skal vi ikke glemme at diskutere, hvordan vi helt konkret får det indre marked til at fungere; eller hvordan den grønne omstilling konkret skal gennemføres. Det skylder alle kandidater deres vælgere.

Men vi skal også huske den grundlæggende sikkerhed på vores kontinent. Det kræver ikke kun politisk håndværk i Bruxelles og Strasbourg. Det kræver også – som den svenske minister for civilforsvar har gjort gældende – en form for mental omstilling.

Vi er – alle sammen – nødt til at lære at forstå, at vi ikke uden videre er sikre. Vi er nødt til at opbygge en vilje til at forsvare os imod lande, der allerede flere gange har demonstreret en vilje til at ændre spillereglerne med vold og magt. Vi er nødt til at spørge os selv: Hvad kræver det af mig?

Sådanne diskussioner skal vi også tage under EU-valgkampen. Ikke for at male Fanden på væggen eller skræmme nogen fra vid og sans. Men fordi det er bedre at overveje og drøfte den slags ting nu, end det er at komme i tanke om det, når det er for sent.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 16. januar 2024).

Verden bliver bedre uden statsstøtte

Alexander Ryle
11. januar 2024

Sagen om statsstøtte er en besynderlig en af slagsen. Ingen er i sandhed for statsstøtteordninger af nogen art, men alligevel er der opstået et skel mellem dem, der vil frabede sig ordningerne og dem, der af nødvendighedshensyn åbner for dem.

Og i den seneste tid er det blevet klart, at regeringen står på sidstnævnte side. Det ser man f.eks., når udenrigsminister Lars Løkke påpeger, at vi ville aldrig selv have opfundet det, mens erhvervsminister Morten Bødskov forklarer det således: Statsstøtte er bestemt ikke noget, der er groet i en dansk baghave.

For samtidig slår de fast med syvtommersøm, at Danmark går bagud af den internationale klimadans, hvis vi ikke indfører statsstøtteordninger. Kursen er sat. Nu har vi bare det problem, at den ifølge de økonomiske vismænd, diverse eksperter og mange af os i Folketinget er sat helt forkert.

Selvom det kan virke tiltalende at efterligne lande som USA, Indien, Kina og Japan ved at støtte danske virksomheder med offentlige subsidier, er det nemlig langt fra sikkert, at det vil bidrage til noget positivt. Faktisk kan vi risikere, at statsstøtten tværtimod gør mere skade end gavn, da der som bekendt opstår en række temmelig skadelige markedseffekter, når man tager et så drastisk middel i brug.

Hvor sundt er det f.eks. for det danske erhvervsmiljø, at det grønne marked bliver domineret af offentlige subsidier, så det sjældent bliver de mest innovative eller effektive løsninger, der vinder? Det bliver et økonomisk kapløb, som hverken er bæredygtigt eller i tråd med det frie markeds principper. Et sådant system fremmer ikke ægte innovation; det skaber snarere en afhængighed af offentlige midler og underminerer den sunde konkurrence.

Bedre bliver statsstøttens sag ikke af, at man samtidig skal tage in mente, at der ikke er udsigt til en fælles EU-løsning, der sikrer samme vilkår for statsstøtte i alle 27 medlemslande. Det indleder et statsstøttekapløb, hvor vi utvivlsomt vil blive overgået af både Frankrig og Tyskland og en lang række lande uden for EU, som alle har dybere lommer end Danmark.

Af de grunde kan statsstøtte sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen: Det giver en kortvarig fordel, men løser ikke problemet på lang sigt. Potentielt kan det ligefrem skade europæisk økonomi på længere sigt. Derfor skal brugen af statsstøtte begrænses mest muligt.

Når det er sagt, er det vigtigt at pointere, at erhvervslivet retteligt har brug for at få styrket deres konkurrenceevne på grund af andre landes rundhåndede tilgang til statsstøtte. Med den stigende globale konkurrence forstår jeg godt erhvervslivets hunger efter et effektivt modsvar, som styrker virksomhedernes konkurrenceevne og fastholder arbejdspladser og investeringer herhjemme. Men vores reaktion bør ikke være at følge i fodsporene på lande med omfattende statsstøtte. I stedet skal vi investere i vores egne styrker: et dynamisk indre marked, tekniske færdigheder og en åben økonomi.

Der er flere lavthængende frugter, vi kan tage fat i, hvis vi vil i mål med det. For det første skal vi undgå en utilsigtet overimplementering af EU’s mange regler og reducere omfanget af unødvendige byrder for virksomhederne. Lige nu overimplementerer Danmark cirka hvert fjerde EU-direktiv, hvilket sætter danske virksomheder bagud, fordi andre lande blot følger direktiverne, som de skal følges. For det andet skal vi politisk skabe et gunstigt erhvervsmiljø ved at fremme både produktionskapaciteten, effektive godkendelsesprocesser og initiativer, der fremmer privat investering.

Samtidig er adgangen til kvalificeret arbejdskraft også afgørende for danske virksomheder, og af den grund skal vi arbejde for at lette mobiliteten for arbejdskraften og sikre, at vi kan tiltrække og fastholde talenter fra både ind- og udland. Det gælder især på det grønne område, der i høj grad overlapper med STEM-fagene. Her kommer vi ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at mangle 33.000 faglærte frem mod 2030.

Endelig skal vi styrke det globale samarbejde og indgå handelsaftaler med flere lande, især i Asien og Sydamerika, så vi kan nedbringe handelsbarrierer og udvide vores markedsadgang. Der er mange løsninger, og vi er mange om at foreslå dem. Fælles for os alle er, at vi ikke mener, statsstøtten behøver være iblandt.

Derfor skal vi stå fast på det frie markeds principper, udnytte vores egne styrkepositioner til at fremme innovation, konkurrenceevne, vækst og velstand og afvise fristelsen til kortsigtede løsninger, der risikerer at gøre mere skade end gavn.

(Indlæg bragt i Børsen d. 11/1-2024)

Fundamentet under tvivlsom top-topskat smuldrer

Steffen Frølund
18. december 2023

Hvis Danmark skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at yde, bør vi ikke udskamme flid med en strafskat.

I Liberal Alliance forlod vi skatteforhandlingerne, fordi regeringen dumstædigt insisterede på den nye millionærskat, også kendt som toptopskatten. Over de sidste par måneder er der ellers kommet massiv kritik fra virksomheder, de økonomiske vismænd og diverse organisationer. Det har gjort indtryk på mange, men ikke på regeringen og aftalepartierne bag den nye skattereform.

Ny forskning viser, at højtlønnede danskere reagerer langt mere på skattelettelser, end hvad man tidligere har antaget. Det er resultatet af en undersøgelse fra de danske topøkonomer Henrik Kleven, der er professor ved Princeton University, og tidligere vismand Claus Thustrup Kreiner, der er professor ved Københavns Universitet. Derfor har vi i Liberal Alliance bedt Skatteministeriet beregne, hvad de økonomiske konsekvenser af både topskatten og toptopskatten er, når man tager højde for den nyeste forskning på området.

Svaret er nedslående læsning for alle, der går op i, at staten har tilstrækkeligt sunde finanser til, at velfærdsstatens tandhjul også vil dreje rundt i fremtiden. For hvis forskningen holder vand, kommer staten nemlig til at tabe mellem 3 og 17 mia. kr. hvert eneste år af at indkræve topskat, og vi vil i bedste fald få sølle 100 mio. og i værste fald tabe 400 mio. kr. om året af toptopskatten.

Juridisk makværk

Det seneste skud på stammen af forskning i indkomstelasticitet dokumenterer nemlig, at danskerne arbejder hårdere samt går mere målrettet efter forfremmelser end hidtil antaget. Det betyder altså i praksis, at både top- og toptopskatten er så skadelige for danskernes virkelyst, at staten risikerer at tabe penge på at indkræve disse skatter. Det har hele tiden været sådan, at der især i toptopskattens tilfælde malede sig et billede af et juridisk makværk, hvor skatten snarere blev indført for at sende et symbolpolitisk signal end for at bringe penge i statskassen. Som også flere medier har kunnet berette om, kan 3800 af de 8600 danskere, der forventes at blive ramt af toptopskattens hammer, nemlig fuldstændig lovligt undgå skatten. Det skyldes, at en betragtelig del af disse højproduktive danskere er hovedaktionærer eller selvstændige og derfor har muligheden for at udbetale sig selv udbytte i stedet for løn, hvor skattesatsen er lavere.

Men at også topskatten nu risikerer at være en bragende underskudsforretning, er en nyhed, der bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle uanset deres politiske overbevisning. For dét, man beskatter, får man selvfølgelig mindre af. Det er derfor, man indfører særlige skatter på produkter som benzin, sukker eller cigaretter.

Hvis vi fortsat vil have et samfund med velstand og velfærd, er der derfor ikke mange gode argumenter for at indføre en særlig strafskat på de danskere, der arbejder hårdest – og slet ikke, hvis vi sågar risikerer at tabe penge på det, som forskningen nu indikerer. Men alt det her ved SVM-regeringen selvfølgelig udmærket godt i forvejen.

Så hvordan kan det være, at de alligevel insisterer på at bevare topskatten og indføre en ny toptopskat? Svaret er på grund af det symbolpolitiske signal, skatterne sender. “Danmark er for lille et land til store forskelle,” som Socialdemokratiets fortærskede slagord lyder. Det handler om, at der helst ikke må være nogen, der tjener mere end andre, fordi ulighed i sig selv betragtes som et onde. Og så vil man desværre hellere have en situation, hvor vi alle bliver fattigere, end en situation, hvor vi alle bliver rigere, men hvor nogen blot bliver rigere end andre.

Problemet med dette argument om at begrænse uligheden er blot, at det ikke overlever et nærmere eftersyn. Danmark er i forvejen et af verdens mest lige lande, og med en indførelse af toptopskatten vil ginikoefficienten, der måler samfundets ulighed, kun flytte sig fra 30,28 til 30,22.

Absurdteater

I stedet for at sende et forargelsespopulistisk signal om, at de mest hårdtarbejdende danskere ikke må tjene mange flere penge end andre, bør vi snarere være glade for, at der stadig findes dygtige mennesker, der skaber nok værdi for andre, til at de også selv får en høj indtægt. For de danskere, der kan se frem til at betale toptopskat, sender allerede mere end 18 gange så mange penge i statskassen som den gennemsnitlige dansker.

Hvis Danmark også i fremtiden skal være et land, hvor hårdtarbejdende talenter har et incitament til at yde en indsats til gavn for os alle, bør vi derfor ikke udskamme flid og succes med en strafskat. Og hvis konsekvensen af at indkræve top- og toptopskat er, at staten ligefrem kommer til at tabe penge, der kunne have finansieret mere velfærd, må selv de mest hårdnakkede gammelkommunister i Enhedslistens bagland kunne se, at der er noget helt galt. Andre partier har vurderet, at de gerne ville æde dén skovsnegl. Dem om det, men toptopskatten er et politisk absurdteater, vi ikke vil være med i.

(Indlæg bragt i Børsen d. 18. december 2023)