Debat Arkiv - Side 3 af 32 - Liberal Alliance

Henrik Dahl

27. februar 2024

Enhedslisten er stødt på manchetterne over, at vi har kritiseret FN. Men forholder man sig til sagens substans, er det tydeligt, at vi har nogle alvorlige problemer.

Det har i mange år været alment kendt, at der er store problemer med antisemitisme hos UNRWA, FN’s nødhjælpsorganisation i Palæstina.

Tidligere har der været sager om, at organisationens ansatte sympatiserer med Hamas, og at vestlige støttemidler går til at producere antisemitisk undervisningsmateriale til deres arbejde i Palæstina.

Men for nyligt kom det ligeledes frem, at UNRWA har flere ansatte, der decideret er anklaget for at have medvirket i terrorangrebet mod Israel d. 7. oktober.

Derfor fremlagde vi i Liberal Alliance et forslag om at trække støtten til organisationen for at sikre, at danske skatteydere ikke betaler løn til terrorister.

Det burde være et ukontroversielt forslag. Ikke mindst med tanke på at en masse lande såsom USA, Storbritannien, Tyskland, Holland, Estland og mange flere også har trukket støtten af netop den årsag.

Men spørger man Enhedslisten, er vores forslag et ”kynisk forsøg på at indtage et ledigt standpunkt i jagten på hurtige likes”.

I nærværende avis har partiets kandidat til Europa-Parlamentet, Ludvig Goldschmidt, nemlig konkluderet, at det på grund af Liberal Alliances kritik af FN nu må ”være op til de voksne og ansvarlige partier at værne om de internationale organisationer i en tid med tiltagende ustabilitet”.

Men Goldschmidts kritik klinger selvfølgelig hult, hvis man forholder sig til sagens substans i stedet for at lade sig blænde af ideologiske skyklapper.

For kaster man et blik på, hvordan FN er skruet sammen, bliver det hurtigt tydeligt, at systemet er ramt af nogle alvorlige problemer.

Tag eksempelvis FN’s menneskerettighedsråd, der lige nu ledes af rædselsregimer som Saudi Arabien (hvor homoseksuelle møder dødsstraf), Kina (hvor muslimer sendes i koncentrationslejre) eller Nigeria (hvor kvinder ikke har basale rettigheder).

Hvordan kan det være kontroversielt at påpege, at der er problemer i et system, hvor nogle af verdens mest undertrykkende lande – som ikke selv overholder menneskerettighederne – skal sikre menneskerettigheder?

Og listen af absurde ting ved FN stopper ikke her.

For nyligt påstod FN’s vice-generalsekretær for humanitære indsatser, at Hamas i virkeligheden ikke er en terrororganisation, og et FN-land som Rusland – der truer verdens sikkerhed ved at starte en krig i Ukraine – kan sidde i FN’s sikkerhedsråd og nedlægge veto mod, at vi får stoppet (eller sågar blot fordømmer) krigen.

Både disse eksempler og skandalen med FN’s nødhjælpsorganisation i Palæstina er symptomatiske på en indbygget systemfejl i FN.
Nemlig at ikke-demokratiske og uciviliserede lande ofte får lov til at blokere for, at vi kan bruge FN til at føre demokratisk og civiliseret politik.

Hvis vi skal kunne løse de mange vigtige udfordringer, som verdenssamfundet står overfor, bliver vi til at erkende, at der er nogle dysfunktionelle dele af FN.

Derfor bør vi forholde os ærligt og sagligt til problemerne ved, at en FN-topchef forvansker sandheden om en barbarisk terrororganisation, eller at vores støttemidler går til en nødhjælpsorganisation, som er gennemsyret af antisemitisme.

I modsætning til hvad Enhedslistens Ludvig Goldschmidt påstår i sin klumme, har vi i Liberal Alliance dog aldrig bebudet, at vi gerne vil vende FN ryggen. Men vi ér imidlertid af den opfattelse, at FN lige nu er ramt af nogle alvorlige problemer.

Hvis disse skal kunne løses, bliver vi nødt til at anerkende deres eksistens i stedet for at vende det blinde øje til problemerne som Enhedslisten.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26/2-2024)

Henrik Dahl

26. februar 2024

EIB holder fast i sit forældede forbud mod at understøtte forsvarsindustrien. Det er symptom på et generelt problem i EU

Hvis vi i Europa skal gøre os nogen forhåbninger om, at Ukraine vinder krigen mod Putins imperialisme, har vi brug for langt mere militært materiel. Men lige nu står Europas største långiver i vejen for at sikre den fortsatte opbakning til vores ukrainske allierede.

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er nemlig underlagt et princip om, at man ikke investerer i ammunition og våbensystemer, fordi man hellere vil bruge pengene på fredsbevarende indsatser.

Netop EIB kunne ellers med sin store pengetank, der alene sidste år investerede omtrent 660 mia. kr. i en række initiativer, have udgjort en enorm stor forskel på slagmarken.

Men alligevel har investeringsbanken valgt at holde fast i sit forældede forbud mod at understøtte forsvarsindustrien.

Det princip er symptomatisk på et generelt problem, der plager store dele af EU: nemlig at man ofte vedtager nogle regler, der muligvis lyder godt på papiret, men som i den virkelige verden gør mere skade end gavn.

For hvis der er noget, der bidrager til at sikre fred her i verden, er det selvfølgeligt et troværdigt afskrækkende forsvar.

Forsvarspolitisk efterslæb

Derfor har vi ikke længere råd til at hænge i bremsen, når det kommer til at sikre et kampdygtigt og stærk europæisk militær. Før Putins kampvogne krydsede

Ukraines landegrænse har det i alt for mange lande – inklusive Danmark – været en skammelig kendsgerning, at vi ikke levede op til vores Nato-forpligtelser om at bruge minimum 2 pct. af vores bnp på forsvaret.

Og ikke nok med at vi ikke løbende har investeret yderligere i Forsvaret. I mange lande har det eksisterende materiel sågar været mere eller mindre ude af drift.

En rapport med nogle år på bagen kunne eksempelvis dokumentere, at mindre end halvdelen af Tysklands Euro- og Tornadofighter-kampfly var kampdygtige, og at ikke én eneste af landets seks ubåde var funktionelle.

Med tanke på, at Tyskland er den næststørste bidragsyder til Nato efter USA, er det nedslående læsning, som bør få alle, der kerer sig om Europas sikkerhed, til at råbe vagt i gevær.

Men denne tendens kunne vendes, hvis vi med Den Europæiske Investeringsbank fik sat turbo på investeringerne i EU-landenes forsvar. Derfor bliver EIB nødt til at se de sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og ændre sin praksis.

For det vil være en blåstempling af, at det selvfølgelig ikke bare er ok, men en decideret prisværdig handling, når man sikrer kapital til en kritisk sektor, der bidrager til vores alles sikkerhed.

Det vil betyde, at pensionskasser, kapitalfonde og andre institutionelle investorer – som ofte også er underlagt utidssvarende principper om ikke at røre forsvarsindustrien med en ildtang – vil være mere tilbøjelige til at følge i slipstrømmen af EIB og allokere kapital, som atter kan fylde Europas våbenlagre.

Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, har allerede bebudet, at hans eget land i det kommende år vil fordoble støtten til Ukraine, og ligeledes opfordret andre EU-lande til at skrue op for støtten. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, der bør stå som et eksempel til efterfølgelse for alle EU-lande.

Et paradigmeskifte

For vi har brug for et paradigmeskift i den europæiske forsvarspolitik. Den tidsalder, hvor vi kunne hvile på laurbærrene og høste fredsdividender, er endegyldigt forbi.

Det skyldes ikke blot, at Putins imperialistiske stormagtsdrømme har skabt krig på det europæiske kontinent for første gang i flere årtier. Det skyldes også, at USA – uanset hvem der vinder præsidentvalget i november – er begyndt at orientere sig væk fra den rolle som global politibetjent i den regelbaserede verdensorden, vi har kendt til, siden Sovjetunionen kollapsede i 1991.

Derfor kan vi ikke længere forvente, at USA altid vil stå klar til at redde dagen. Europa skal kunne stå stærkere i egen ret.

Som Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, bebudede for nyligt, er der nemlig en reel risiko for, at Putins imperialisme ikke stopper ved Ukraines landegrænse.

Hvis vi lader nationalistisk navlepilleri eller virkelighedsfjerne principper stå i vejen for at sikre støtten til Ukraine, risikerer vi således ikke bare, at ukrainernes frihed bliver dem frarøvet af Putin.

Vi risikerer også at afføde en ny verdensorden, hvor den stærkes ret gælder, fordi vestlige demokratier ikke længere magter at være garant for fred og frihed. Derfor er tiden moden til at se de nye sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og gøre vores for at sikre Europas sikkerhed.

Det første sted at starte er ved at lade Europas største pengetank sætte fart på hjulene under den forsvarsindustri, der skal understøtte vores sikkerhed.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Børsen d. 22/2-2024)

Henrik Dahl

22. februar 2024

For første gang nogensinde, kommer et EU-valg ikke – for alvor – til at handle om, hvorvidt Danmark bør forblive i EU eller ej.

Der findes stadig modstandslommer, hvor den tro lever, at et land på størrelse med Danmark har flere handlemuligheder uden for en alliance end indenfor. Men det er i vore dage et synspunkt af en eksotisk karakter.

Derfor håber jeg, at valget til Europa-Parlamentet 9. juni kommer til at handle om, hvorvidt det er en blå eller en rød vision om Europa, der skal fremmes i Bruxelles.

Europa har i den grad brug for, at nogen bekymrer sig om selve den økonomiske levedygtighed på kontinentet.

Sammenligner man Europa i dag med Europa for ti år siden, står vi svagere i konkurrencen med USA i vore dage, end vi gjorde i det forrige årti. Der bliver startet alt for få nye virksomheder. De virksomheder, der kommer i gang, har for svært ved at vokse. De helt store virksomheder klarer sig. Selvom også de er ved at segne under byrden af tung regulering.

Hvad angår virksomheder inden for højteknologi, er der oven i købet et ekstra lag af bekymring: Vil EU komme med tung, overforsigtig regulering, der kræver ansættelsen af nye korps af jurister og andet godtfolk? Eller vil EU regulere ud fra et princip om realistisk risiko – der typisk er mere smidigt og liberalt end regulering baseret på den antagelse, at alt, hvad der overhovedet kan gå galt rent teoretisk, også rent faktisk kommer til at gå galt engang i fremtiden? I det blå EU eksisterer der naturligvis regulering. Men den er smidig; mindst muligt bureaukratisk og baseret på rimelige og proportionale overvejelser over risiko.

Over for visionen om et blåt EU står der en vision om et rødt EU. I det røde EU er der ikke noget, der er så godt som selv den mindste, teoretiske og totalt urealistiske risiko. Og hvorfor er der ikke det? Fordi så kan man altid benytte risikoen for, at nogen foretager sig et eller andet komplet vanvittigt eller risikoen for, at noget helt ekstremt urealistisk indtræder (tænk i retning af en kollision mellem to kometer i farlig nærhed af Jorden) som et påskud for at indføre planøkonomi.

Derfor er der faktisk en hel del, der står på spil ved det kommende valg til Europa-Parlamentet.

Danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der ved hjælp af påskud om, at vi lever i en ekstremt farlig – og uretfærdig – del af verden vil indføre så meget planøkonomi og centraldirigering, som det overhovedet kan lade sig gøre. Eller danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der anerkender behovet for at regulere på en række områder. Men også betragter det som nødvendigt, at regulering opleves som rimelig; ubureaukratisk og proportional med det onde, den skal forebygge.

Vælger danskerne den røde vision for EU, kan vi regne med at sakke endnu længere bagud i konkurrencen med andre kontinenter.

Ligesom vi kan regne med, at Europa som tiden går vil blive et kontinent, der både er renset for små virksomheder og for højteknologiske virksomheder.

Det mest kedelige har jeg gemt til sidst.

Det røde EU er også et EU, der skaber splittelse og radikalisering. For lige så meget splittelse, der opstår som følge af underreguleret indvandring, vil der opstå som følge af en overreguleret klimapolitik.

I et blåt EU skal der være rimelig regulering af indvandring. Og rimelig regulering for at fremme den grønne omstilling.

Det er den eneste farbare vej fremad for vores kontinent. Derfor håber jeg, at valget mellem blåt og rødt EU kommer til at fylde i de kommende måneder.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 22. februar 2024).

Sólbjørg Jakobsen

12. februar 2024

Det er ikke en let proces for alle at få børn – specielt ikke for LGBT+par. Heldigvis er partnerægdonation for kvinder blevet lovligt i Danmark, men vi skal gøre langt mere på fertilitetsområdet

Mange par drømmer om at blive forældre. For nogle par er det en let proces, for andre er det svært. Det gælder ikke mindst for de LGBT+-par, hvor den naturlige, biologiske vej ikke er mulig.
Teknologien har heldigvis udviklet sig på imponerende vis og gjort det muligt for flere par at få opfyldt deres ønske om at blive forældre. Det gælder ikke mindst for kvindelige par.

Ved hjælp af partnerægdonation er det nemlig muligt for begge kvinder at bidrage til en graviditet. Her doneres æg fra den ene kvinde til den anden kvinde. På denne måde kan parret selv bestemme, hvilken kvinde der donerer ægget, og hvilken kvinde der bærer barnet. Således bliver barnet genetisk beslægtet med sin ene mor og født af sin anden mor, og bliver dermed forbundet med begge mødre.

Den 31. januar indgik et flertal i Folketinget en politisk aftale om at lovliggøre partnerægdonation på baggrund af et beslutningsforslag fra Liberal Alliance og Alternativet, som regeringen blev opmærksom på. Hidtil har den danske lovgivning nemlig kun tilladt partnerægdonation, hvis der forelå en sundhedsfaglig begrundelse for den person, som skulle bære barnet. Lovliggørelsen vil træde i kraft den 1. januar 2025.

Der findes ingen fornuftige argumenter for et forbud imod partnerægdonation. Hverken sundhedsmæssigt eller økonomisk. Sundhedsrisiciene forbundet med partnerægdonation svarer nemlig til dem, som eksisterer ved almindelig fertilitetsbehandling, mens behandlingen kan betales af parrene selv.

Fremover vil kvindelige par ikke længere være nødsaget til at rejse til udlandet for at få foretaget behandlingen, der kendes under fænomenet Shared motherhood. Fremadrettet kan behandlingen foregå på dansk jord. Det vil gøre det nemmere og mere fleksibelt for flere regnbuepar at få opfyldt drømmen om familieforøgelse.

Vi skal gøre langt mere på fertilitetsområdet – partnerægdonation er et skridt i den rigtige retning.

(Indlæg bragt i Information d. 12/2-2024)

Pernille Vermund

8. februar 2024

Sådan fortæller de to voksne døtre til den 77-årige demente mand, som vi forleden kunne læse om i medierne. Følelsen af magtesløshed hos de pårørende var åbenlys. En følelse, jeg desværre genkender alt for godt fra min egen mors tid på plejehjem, før hun i sommer gik bort.

Vi har et af verdens højeste skattetryk, og alligevel frygter langt de fleste af os at ende vores dage på et plejehjem. Ældreområdet er som mange andre dele af vores velfærdssystem blevet umenneskeligt og umyndiggørende.

Marineret i love og regler er det sandet til i bureaukrati, detailstyring og ensretning.

Alt for ofte oplever man som pårørende, at både kompetente og fagligt engagerede medarbejdere sidder på et lukket kontor bag en skærm frem for at bruge tiden sammen med de ældre. Det er ubærligt at være vidne til.

Et opgør med det regeltyranni, der stjæler medarbejdernes dyrebare tid fra borgerne, er en helt afgørende prioritet for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ældrereform.

Det handler om tillid og respekt. Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd – og selvbestemmelsen tilbage til borgerne. For selv om vi skal sikre flere penge, når vi bliver flere ældre, så er det ikke kun penge, der mangler.

Der mangler også sund fornuft. Pengene bliver mange steder prioriteret forkert. Unødvendige dokumentationskrav kan spare os for meget. Det samme kan kompetent og ansvarlig ledelse.

Aktuelt ser vi, hvordan stigende udgifter til vikarer på de offentlige plejehjem presser kommunerne. Automatreaktionen fra lokalpolitikerne har været at kræve flere penge. Skatteborgerne må igen til lommerne. Men hvor er ansvaret for at nedbringe sygefraværet – og dermed behovet for vikarer?

Tal fra Dansk Erhverv viser, at medarbejdernes sygefravær er mere end dobbelt så højt på offentlige plejehjem som på private. På landsplan ligger sygefraværet på det offentlige plejehjemsområde på 7 pct., mens det private kun er på 3 pct. i gennemsnit.

Hvis det offentlige fravær blev nedbragt til at være på niveau med det private, ville det svare til 1.422 flere fuldtidsansatte på de danske plejehjem. Tænk, hvor meget mere overskud der ville være til omsorg for de ældre, hvis alle plejehjem blev drevet som de private. Potentialet er enormt.

Halvdelen af landets kommuner har udelukkende offentlige plejehjem. Og selv om antallet af private plejehjem generelt er stigende, så er det kun ca. 5 pct. af alle danske plejehjemspladser, der er private. Der kommer til at mangle op mod 7.500 plejehjemspladser frem mod 2030.

Et politisk mål for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ny ældrereform er at sikre, at langt flere plejehjem fremover opføres og drives privat, så borgerne kan få et reelt frit valg – og dermed den bedst mulige service for de skattekroner, vi afsætter.

Og ja, der vil altid være en risiko for, at der begås fejl, eller der er ældre og pårørende, der føler sig dårligt behandlet – også på private plejehjem. Men ikke mindst derfor er det så afgørende, at borgerne kan vælge dårlige tilbud fra og gode til.

Venstrefløjens ideologiske modstand mod private leverandører og en elendig information om valgmulighederne for de ældre gør det alt for svært for borgerne at tage magten over situationen og stemme med fødderne, når velfærden svigter.

Kun 3 af 10 ældre ved, at de har ret til frit valg af plejebolig. Derfor ser vi gang på gang sager, hvor borgerne føler sig magtesløse over for systemet. Præcis som vi så det i den ulykkelig sag med den demente 77-årige mand, der var overladt til sig selv.

Ældre og pårørende skal i langt højere grad end i dag oplyses om, hvilke muligheder der er, når man får brug for praktisk hjælp i hverdagen eller bliver plejekrævende.

Det er tid til at tage et borgerligt opgør med det socialdemokratiske velfærdssystem – med det regeltyranni og den ensretning, der gør borgerne magtesløse over for systemet. Det kæmper vi for i Liberal Alliance, når vi i denne uge sætter os til forhandlingsbordet om en ny ældrereform med ældreministeren.

“Der vil altid være en risiko for, at der begås fejl, eller der er ældre og pårørende, der føler sig dårligt behandlet – også på private plejehjem. Men ikke mindst derfor er det så afgørende, at borgerne kan vælge dårlige tilbud fra og gode til.”

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 8/2-2024)

Henrik Dahl

7. februar 2024

Der er ikke nogen nævneværdig ekstremisme i Danmark. EU har meget at lære af os.

Europa kan lære meget af Danmark.

Som regel er det en selvovervurderende påstand, der ikke er belæg for, når man udforsker den nærmere.

Men i forhold til politisk radikalisering er der faktisk noget om snakken. I Danmark er de politiske yderfløje ikke særligt store eller vigtige.

På godt og ondt foregår hovedparten af den politiske samtale mellem ansvarlige partier, der gerne vil lave aftaler med hinanden. De vilde og voldsomme meldinger om, at samfundet skal ændres totalt og fra bunden, skal man langt ind i aviserne for at finde. Der, hvor de bringer notitser om småting af den mere kuriøse art.

Når europæiske politikere udtrykker deres frygt for, at de kommende års valg rundtomkring i Europa vil føre til en styrkelse af radikaliserede partier, kan vi i Danmark med god samvittighed melde hus forbi.

Jeg er sikker på, at det skyldes, at den politiske elite i Danmark ligger langt over det europæiske gennemsnit, når det gælder om at være lydhør over for spørgsmål, der optager den brede befolkning.

I Danmark siger den politiske elite ikke nej, når venstrefløjen hævder, at klimaet er et problem. I stedet lytter man til bekymringerne. Og derefter udformer man politiske forslag, der ikke er lige så radikale som venstrefløjens egne.

Men som man med god samvittighed kan sige er en imødekommelse af de bekymringer, der er blevet udtrykt.

Efter lidt tøven i 1990’erne har det meste af den politiske elite i Danmark også erkendt, at ukontrolleret indvandring fra Stormellemøsten er et problem.

Der findes en stædig yderfløj. I disse dage fordriver den tiden med at prøve at gendrive Frederik Vads uafviseligt korrekte påstand om dominansadfærd blandt indvandrere og efterkommere fra Stormellemøsten.

Ellers kommer den med ”solstrålehistorier”, som ingen normale mennesker fæster nogen som helst lid til.

Men bortset fra denne marginaliserede gruppe ved alle, at Danmark har et problem, og at dette problem kræver en fordomsfri håndtering. Og lige præcis derfor betyder yderfløjene ikke det helt store i Danmark. Hvis yderfløjene har ret – er den politiske elites ræsonnement – så har de ret.

Det betyder ikke, at man skal kopiere deres politik. Men det betyder, at man skal tage de rejste spørgsmål alvorligt.

Prøv at betragte Tyskland som kontrast. Her skal jeg selvfølgelig fremkomme med den sædvanlige disclaimer: Fordi jeg i det følgende udtrykker forståelse for, at Alternative für Deutschland drives af ægte bekymring, så indebærer det ikke, at jeg er enig i dets løsningsforslag.

Og vi tager den lige en gang til for elevrådspolitikerne og stråmandspolemikerne: Jeg er ikke enig i Alternative für Deutschlands løsningsforslag.

Men det nytter ikke noget, at den politiske elite i Tyskland end ikke er i stand til at erkende, at Alternative für Deutschlands politiske drivmiddel er ægte bekymring over ægte problemer.

Jeg havde forleden en lang samtale med en virkelig stor kender af både Tyskland og Danmark. Han sagde noget til mig, som faktisk bekymrede mig: at den politiske elite i Tyskland befinder sig i en tilstand af fornægtelse, når det gælder de problemer, indvandringen fra Stormellemøsten har skabt overalt i landet.

I Tyskland er der i disse år ved at ske aldeles irreversible forandringer, når det gælder jøders sikkerhed. Når det gælder kvinders sikkerhed. Når det gælder seksuelle minoriteters sikkerhed. Og når det gælder helt almindelige borgeres mulighed for at færdes uantastet overalt i samfundet.

Men dette udgangspunkt for en samtale om, hvad der kan og bør gøres, er det nærmest umuligt at få et medlem af regeringspartierne til at erkende (i CDU/CSU går det en anelse bedre).

Ifølge pålidelige kilder overvejer Erdogan-regimet at starte en tysk filial af AKP. Altså det islamistiske parti, der har styret Tyrkiet med hård hånd i mange år.

Hvis det sker, kan mennesker fra Tyrkiet leve fuldstændig uforstyrret i Tyskland i en tyrkisk boble:

Man kan stemme på ”Die AKP”. Man kan gå til fredagsbøn i en moské drevet af det tyrkiske religionsministerium, Diyanet.

Og man kan takket være Ankaraaftalen fra 1963, der sidestiller tyrkere med EU-borgere, rejse uhindret rundt ikke bare i Tyskland, men i hele Schengenområdet.

Det fører ikke i retning af integration, men i retning af selvsegregering. Fremragende eksemplificeret ved den tyske fodboldlandsholdsspiller Ilkay Gündogan, der til Frank-Walter Steinmeiers formentlige forbløffelse overrakte Erdogan en af sine spillertrøjer med erklæringen: »Für meine verehrten Präsidenten, hochachtungsvoll.«

Hvad har den politiske elite i Tyskland at sige til alt sådan noget (som – i parentes bemærket – næsten ethvert medlem af den politiske elite i Danmark kan se udgør et problem)?

Stort set intet.

Hvis der ikke er andre, der vil sige det, må jeg tage opgaven på mig: Det er en absurd og vanvittig idé at forbyde Alternative für Deutschland. Men samtidig er det en tilståelsessag for dem: Vi i den tyske politiske elite aner ikke vores levende råd, når det gælder de problemer, der er Alternative für Deutschlands drivmiddel.

Tror tilhængerne af et forbud mod Alternative für Deutsland, at den problembevidsthed, der er partiets drivmiddel, vil fordufte og opløse sig selv i ingenting?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god og samlende idé at sætte en tyk streg under, at der stadig går en massiv skyggegrænse ned gennem Tyskland, der adskiller det gamle DDR fra det gamle BRD?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god idé at gøre som i Sverige? Det vil sige at udskamme en femtedel af befolkningen, fordi den har en anden opfattelse af samfundets største problemer, end den politiske elite har?

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative. Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre.

Det er sådan, vi i Danmark har undgået radikalisering og ekstremisme. Der er ingen, der har patent på modellen. Så den kan frit benyttes alle andre steder.

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative.

Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre, skriver Henrik Dahl.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 7/2-2024)

Pernille Vermund

5. februar 2024

Den 77-årige demente mand sad alene på sin seng på plejehjemmet med en bakke med mad foran sig og hænderne smurt ind i afføring.

De to voksne døtres fortælling om, hvordan de havde fundet deres far hjælpeløs og forladt, var hjerteskærende. Men deres historie er desværre ikke enestående.

Alt for mange af os har oplevet, hvordan ældreplejen, ligesom mange andre dele af vores velfærdssystem, er blevet umenneskelig og umyndiggørende.

Marineret i love og regler har politikere i årevis ladet plejen sande til i bureaukrati, detailstyring og ensretning.

Vi har et af verdens højeste skattetryk, og alligevel frygter langt de fleste af os at ende vores dage på et plejehjem.

Min egen mor døde i sommer efter et langt forløb på plejehjem. Det har sat dybe spor. Hvor har jeg fældet mange tårer, når jeg er gået derfra.

Der er masser af både søde, omsorgsfulde og dygtige medarbejdere i vores ældrepleje. Men alt for ofte oplever man som pårørende, at medarbejderne sidder bag en skærm frem for at bruge tiden sammen med de ældre.

Det er ubærligt at være vidne til. Et opgør med det regeltyranni, der stjæler medarbejdernes dyrebare tid fra borgerne, er en helt afgørende prioritet for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ældrereform.

Det handler om tillid til de ansatte og respekt for borgerne. Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd – og selvbestemmelsen tilbage til borgerne.

Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.5/2-2024)

Alex Vanopslagh

5. februar 2024

Kronik af Alex Vanopslagh (LA), Inger Støjberg (DD), Søren Pape Poulsen (K) og Morten Messerschmidt (DF).

Regeringens lovmølle kører alt for hurtigt, og resultatet bliver uigennemtænkt lovgivning med potentielt store konsekvenser.

Uhørt korte høringsfrister. Et stigende antal hastebehandlinger. Historisk hurtig lovbehandling. Lovmøllen på Christiansborg kører for meget og for hurtigt. Det er faktisk ikke engang os, der siger det – det er statsministeren selv.

Alligevel har begge Mette Frederiksens regeringer brugt kortere tid på lovgivningsprocessen og øget mængden af hastebehandlinger. En ny analyse fra Cepos viser, at den tid, vi i Folketinget bruger på at behandle et lovforslag, er blevet halveret på mindre end 20 år.

Det er en tendens, der kun kan gå for langsomt med at stoppe. Hurtigere er ikke bedre. Tværtimod skader det både lovkvaliteten og demokratiet.

Når lovgivningen presses igennem så hurtigt som muligt, forværrer det kvaliteten af lovgivningen. Samtidig bliver konsekvenserne af lovgivningen uoverskuelige. Under coronatiden fik vi for alvor at se, hvor stort problemet kan være. Minksagen er en maggiterning af alle de problemer, en forhastet lovgivningsproces kan medføre. I det tilfælde skyndte man sig så meget, at man brød grundloven.

Forløbet om koranloven viste også problemerne. Helt op til tredjebehandlingen kunne stort set ingen redegøre for lovgivningens konsekvenser, og der blev ved med at dukke nye informationer op, som påpegede uforudsete problemer ved loven.

Når man sidder på Christiansborg, kan man nemt komme til at glemme, hvor store konsekvenser lovgivning har. Når vi vedtager et lovforslag eller foretager en regelændring, rækker det helt ind i borgernes privatliv.

Kæmpestore beslutninger

Som lovgiver kan man ikke have et nonchalant forhold til lovgivning. Lovændringer og regulering er ikke bare lige noget, der skal klares med et snuptag. Men i virkeligheden bliver der foretaget kæmpestore beslutninger på et meget ringe grundlag.

Derfor skylder vi også borgerne at gøre os umage, men det bliver sværere med de korte frister. Problemet starter hos os politikere: Det er kun os på Christiansborg, der kan sætte en stopper for lovmøllen. Hvis regeringen holder egne løfter, skal vi i oppositionen nok gøre vores del af det parlamentariske arbejde. Citatet er Folketingets opgave at agere demokratisk vagthund i regeringen, og som borgerlige partier er vi særligt optagede af lovgivningens konsekvenser for borgerne. Men når lovbehandlingen bliver kortere og kortere, indskrænker det mulighederne for at udfylde vores rolle.

I praksis oplever vi, at den lovgivning, der normalt afstemmes, forbedres og rettes til mellem regering og folketing, er rykket ind i regeringskontorerne. Det betyder, at vi som oppositionspartier i højere grad bliver brugt som led i fortællingen om, at regeringen ikke arbejder egenrådigt og magtfuldkomment. Men der er jo en grund til, at alle lovforslag skal gennem tre lovbehandlinger.

Det er en proces, der skal sikre tid til omtanke. Netop omtanke er det, der bliver elimineret, når lovbehandlingen halveres. Det samme gælder høringsfristen på 30 dage, som SV-regeringens regeringsgrundlag ellers.

Allerede en måned efter regeringsdannelsen fik vi en høringsfrist på kun syv dage, da regeringen ville afskaffe store bededag. Men det hele er ikke bare regeringens skyld. Alt for længe har vi også været alt for føjelige i rollen som oppositionspartier. Vi har accepteret regeringens tricks og herskerteknikker.

En stærkere opposition

Da vi sidste år skulle vedtage aftalen om danmarkshistoriens største hav- og vindudbud, brugte regeringen på taktisk vis korte frister. De krævede, at man skulle sige ja til en aftale, som først blev præsenteret på selve mødet. I sidste øjeblik sneg regeringen også lige en lukning af åben dør-ordningerne ind, som man ikke havde diskuteret. Det blev ikke fanget af aftalepartierne, fordi man havde tillid til at tingene gik ordentligt for sig.

Så det kræver også noget af os selv – og der har vi ikke været stærke nok som opposition. Regeringen gør brug af disse strategiske kneb, fordi de slipper afsted med det. Derfor vil vi som blå opposition ikke længere acceptere uhørt korte svarfrister, unødig hastebehandling og ultimatummer om at sige ja eller ikke komme med i en aftale. Hvis vi skal kunne lægge vores mandater til noget, skal vi også kunne sætte os ind i, hvad vi underskriver. Det må være minimum for et folkestyre i bare nogenlunde god form.

Så vores opfordring til regeringen er egentlig ret simpel: Stå ved jeres eget regeringsgrundlag. Stå ved jeres egne ord. Lovmøllen kører kun så hurtigt, fordi I får den til det. Vi står klar til at lave gode aftaler med jer, men vi skal også have tid til at gøre vores del af arbejdet. Det skylder vi danskerne.

(Kronik bragt i Børsen 5. februar 2024)

Henrik Dahl

2. februar 2024

Ungarn og Tyrkiet er irriterende tunge at danse med i EU og Nato. Men alternativet er værre.

EU har indgået en ny aftale, der tildeler 50 mia. euro til Ukraine, hvilket er en glædelig nyhed. Det skete dog ikke uden drama. Ungarn havde på forhånd givet det indtryk, at medlemslandet ville blokere for aftalen.

Men det skete heldigvis ikke. Efter kun én times forhandling accepterede Ungarns premierminister, Viktor Orbán, den nye støttepakke til Ukraine.

Mediernes forudsigelser om et stort drama ved EU-topmødet blev ikke til virkelighed. Der var spekulationer om, hvorvidt Orbán ville blokere aftalen, og om EU ville være nødt til at anvende sin ”atomvåben”-lignende artikel 7, som kunne fratage Ungarn sine stemmerettigheder.

Vi kan ikke vide, hvad EU’s statsog regeringschefer har gjort sig af tanker om Ungarn op til mødet. Men mon ikke det dobbelte medlemskab af Nato og EU har spillet en rolle?

EU har været tøvende over for en aktivering af artikel 7. Personligt forstår jeg udmærket dilemmaet.

På det rent personlige og følelsesmæssige plan kan man opleve det som decideret øretæveindbydende, at et forholdsvis lille land vælger at blokere ikke alene for EU’s økonomiske støtte til Ukraine, men også for, at Sverige kan optages i Nato. For man skal ikke glemme: Ungarn er ikke alene medlem af EU. Landet er også medlem af Nato.

På den anden side må man også tænke det scenarium igennem, hvor Ungarn faktisk får sine rettigheder som medlem af EU suspenderet.

Det, der bekymrer mig mest i denne tænkte situation, er: Hvis Ungarn får sine EU-rettigheder suspenderet, vil man så i al stilfærdighed tage dette til efterretning uden at foretage sig yderligere? Eller vil Ungarn benytte de muligheder, Nato-medlemskabet giver for at kaste grus i hele det europæiske maskineri?

Hvad der vil ske, er naturligvis gætteri. Ikke alene for mit vedkommende, men for enhver.

Man kan sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og i den anledning tænker ”hvor ærgerligt” og intet andet. Men man kan også sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og tænker, ”dette kræver en modreaktion, der kan mærkes rundtomkring i Europa”.

I lyset af at Ungarns nølen med at godkende Sveriges Nato-medlemskab helt åbenlyst er en brik i et spil, der også handler om EU (eftersom der er næsten en til enoverlap mellem EU og den europæiske del af Nato), er det svært at forestille sig, at Ungarn ikke vil fortsætte ned ad denne vej.

I Nato døjer vi allerede med et delvist antivestligt land, nemlig Tyrkiet. Det giver undertiden anledning til stor frustration. Men det råd, skiftende danske udenrigsministre altid har fået fra deres ministerium, kan sammenfattes til: Ja. Tyrkiet er tunge at danse med i Nato.

Men tænk lige på alternativet: en decideret Vesten-fjendtlig stormagt, der grænser direkte op til Europa. Ville det være værd at løbe den risiko, at Ungarn gik fra at være et besværligt EU- og Nato-land til at være et antivestligt og måske åbenlyst prorussisk Nato-land?

Hvis det kniber med at forestille sig den kombination, kan man lege med tanken om, at Belarus ikke alene var en tæt allieret til Rusland, men en tæt allieret til Rusland, der var medlem af Nato. Det vil ikke gavne nogen, at vi får endnu et Belarus i Europa.

Liberal Alliance fordømmer ligesom alle andre partier i Folketinget den russiske invasion af Ukraine.

Derfor har vi bakket op om alle sanktioner og alle hjælpepakker. Og det kommer vi til at fortsætte med.

Når vi ikke umiddelbart føler os tiltrukket af tanken om at aktivere EU-traktatens artikel 7, er det ikke alene, fordi det er omsonst (Slovakiet vil nedlægge veto). Det er først og fremmest, fordi Ungarn er medlem af Nato.

Jeg er lige så kritisk over for de autoritære love, Orbán har indført, som alle andre demokratisk sindede mennesker. Men det fjerner ikke Nato-EU-dilemmaet:

Ja. Det forhøjer Ukraines sikkerhed, at EU kan sende yderligere hjælp.

Men nej: Det svækker Europas sikkerhed, hvis kontinentet som følge af brugen af artikel 7 skal til at døje med (endnu et) antivestligt Nato-land.

Det kan i sidste ende betyde noget endnu værre for Ukraine.

Det er muligt, at større ånder end jeg kan opløse dilemmaet og risikoen i nul og niks.

Men så må de give lyd fra sig og forklare, hvordan vi på en og samme tid håndterer EU- og Nato-dimensionen, når det gælder Ungarn.

Det frygtede drama om ungarske Viktor Orbans holdning til EU-støtte til Ukraine udeblev. Det løste EU fra det dilemma, man kunne komme til at stå i, hvis han havde modsat sig støtte.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 2/2-2024)

Vi bliver nødt til at forholde os til problemerne med FN

Skal Putin tage hele Ukraine, før EU’s største pengetank tør investere i krudt og kugler?

Det røde EU er et EU, der skaber splittelse og radikalisering

Kvinder, der danner par, får endelig lov til at blive gravide med hinandens æg

Danmark skal have flere private plejehjem

Derfor er det en vanvittig idé at forbyde AfD

Mere tillid og respekt i ældreplejen

Hold jeres løfte, sæt en stopper for lovmøllen

Ukraine fik sin hjælpepakke, og Europa undgik et dramatisk dilemma

Nåh ja, så er der jo også lige patienterne