Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. oktober 2023

I Liberal Alliance kan vi godt lide frihed. Noget af det smukke ved friheden er, når den overrasker. Når nogen finder på at gøre tingene på en helt ny måde, som ingen andre havde fantasi til at forestille sig.

På den måde er det en følelse, jeg godt kender som forælder: Når mine børn døjer med noget eller er i gang med noget, der får mig til at bide negle, har jeg altid lyst til at skride ind. Men jo ældre, børn bliver, jo mere skal vi jo tænke os om, før vi gør det – også selvom det er en følelse, jeg sikkert stadig har, når mine børn fylder 50 år. Sådan er vi forældre, vi har svært ved ikke at se vores børn som ja, børn.

Det er bare ærgerligt, at dén følelse også bliver taget med ind i politik, hvor selv politikere, der ikke er forældre, har en tendens til nogle gange at komme til at se på borgerne som børn. Men jeg kan da sådan set godt forstå, at man gerne vil tage ansvaret på systemets skuldre og løse folks problemer for dem. Men det kommer med en pris.

For frihed og ansvar er hinandens forudsætninger. Det ser man ikke mindst i den socialdemokratiske model – velfærdsstaten tager ansvar for dig, og derfor får du skåret mere og mere af din frihed fra. Det er derfor, vi er nået til, at statsminister Mette Frederiksen og hendes politiske ordfører er begyndt at skælde ud på danskerne over, at nogle formaster sig til at drømme om et liv med mindre arbejde og i andre rammer end i velfærdsstatens kasseløsninger.

Jeg har stor sympati for dem, som drømmer om eller måske allerede lever et andet liv – måske langt fra byen, hvor man kan se stjernerne klarere om atten. Og jeg har lige så stor sympati for dem, der gerne vil give den en ekstra skalle på deres arbejde. Sådan er det nemlig, når man tror på frihed og ansvar – så behøver alle ikke marchere i takt for, at regnestykket går op. Så er mangfoldighed i livsstil, bopæl og hverdag ikke en fejl, men en fordel.

Danmark er ikke bygget af penge, men af gode borgere. Derfor handler dit bidrag til Danmarks ve og vel ikke om dit nettobidrag til statskassen. Det handler om at være en god ven, en god nabo, en god kollega, en god far eller mor, en god bedsteforælder og meget andet. Kort sagt om at tage ansvar for dig selv og for andre. Om dét sker i hamsterhjulet eller på helt andre måder er fuldstændig underordnet.

Selvfølgelig er det klart, at der skal være en nogenlunde sammenhæng mellem dét, der kommer ind i statskassen, og dét, der kommer ud igen. Hvis du gerne vil dedikere dig til din familie eller noget andet, kan du naturligvis ikke regne med, at andre mennesker end din egen familie skal bære det meste af byrden med at forsørge dig. Vi tror på frihed under ansvar, ikke frihed uden ansvar.

I dag er problemet, at vi har meget lidt af begge dele. Når man skal arbejde 2-3 dage om ugen for skattefar, før man kan arbejde for sin familie, er det svært at vælge noget andet end hamsterhjulet – det er derfor, vi gerne vil lave systemet grundlæggende om. Både med lavere skat, særligt i bunden, og med en velfærd på borgernes præmisser i stedet for systemets. Og i øvrigt også med lavere skat i toppen, så vi heller ikke straffer dem, som giver den gas på arbejdet.

Jeg er ikke angst for reformer, og Liberal Alliances fornemste rolle er ikke at justere på samfundet, så staten kan blive ved med at bestå i sin nuværende form. Jeg tror, at næste valg bliver vundet og tabt på spørgsmålet om, hvordan vi forandrer vores system med dyre, rigide kasseløsninger til noget mere fleksibelt og moderne, hvor familier og enkeltpersoner har frihed og fleksibilitet – under ansvar – til at leve deres liv, som de ønsker det.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 23. oktober 2023)

Alexander Ryle
21. oktober 2023

I november løftede det amerikanske tech-selskab, Open AI, sløret for det seneste skud på stammen i de hæsblæsende fremskridt inden for kunstig intelligens.

Den nye chatbot baseret på kunstig intelligens ved navn Chat GPT så dagens lys, og siden har den spirende udvikling inden for området ført til både panderynker og beundring. For Chat GPT er i sandhed udtryk for et teknologisk kvantespring.

Den kan trylle svar frem på alverdens spørgsmål, skrive digte, skolestile til 12-taller, originale bryllupstaler eller programmere software, der er tilstrækkeligt avanceret til at lave hjemmesider fra bunden.

På dette bagtæppe er kunstig intelligens gået fra at være noget, almindelige mennesker primært stiftede bekendtskab med i sci-fi bøgernes univers til nu at være et emne, vi alle bør forholde os til.

Det betyder også, at teknologien på rekordtid er rykket op på den politiske dagsorden. I både USA og EU er politikerne netop nu i gang med at støbe kuglerne til ny lovgivning, der skal sætte rammerne for teknologiens udfoldelse.

Det kan der bestemt være behov for, men vi politikere bør også være varsomme med indføre regulering, der begrænser teknologiens udvikling i en grad, så vi risikerer at gå glip af dens enorme potentiale.

Teknologipessimisme

Når nye teknologier ser dagens lys, er automatreaktionen ofte, at vi bliver bange for det, hvis vi ikke forstår teknologien. Men vi skal være forsigtige med at lade vores frygt for det ukendte blokere for de fremskridt, der kan følge i teknologiens kølvand.

Kaster man et blik i historiebøgerne, er der en lang række eksempler på teknologiske landvindinger, som i starten blev mødt med skepsis, men som med tiden har vist deres værdi.

Vi politikere skal være forsigtige med at lade vores frygt og bedrevidenhed få os til at regulere teknologien ihjel

Da de første biler trillede ud på vejene, fremkaldte det ramaskrig, som førte til en masse tosset lovgivning. I Storbritannien indførte man i 1865 love om, at bilerne maksimalt måtte køre 6,4 km i timen, og at der til enhver tid skulle være en mand med et rødt flag, der gik foran bilen for at advare andre om dens tilstedeværelse.

Men efter noget tid blev den teknologipessimistiske lovgivning gudskelov tilbagerullet, og bilen blev hurtigt en drivkraft for at skabe nye industrier og jobmuligheder.

En lignende historie gør sig gældende med hæveautomaterne. Da de i 70’erne begyndte at skyde op rundt omkring i gadebilledet, forventede man, at bankkassererne ville miste deres arbejde. Men det modsatte endte med at ske. Der opstod nemlig langt flere job som bankkasserer, da hæveautomaterne skabte nye markeder, som fik efterspørgslen til at eksplodere.

Lektien er selvfølgelig, at vi politikere skal være forsigtige med at lade vores frygt og bedrevidenhed få os til at regulere teknologien ihjel. For menneskets grundlæggende skepsis over for det ukendte kan nemlig udmønte sig i kortsigtet politik, der risikerer at blive en stopklods for innovation.

Men det betyder imidlertid ikke, at den rivende udvikling inden for kunstig intelligens bare skal være det vilde vesten.

Frihedsrettigheder

I Danmark har vores egen digitaliseringsminister, Marie Bjerre (V), eksempelvis åbnet for, at retshåndhævende myndigheder skal kunne anvende kunstig intelligens til at fjernidentificere personer på offentlige steder med ansigtsgenkendelse.

Der vil bestemt være visse situationer, hvor det kan retfærdiggøres. Men hvis teknologien også bliver brugt, når der ikke er en begrundet mistanke, risikerer vi, at den kunstige intelligens skaber nye muligheder for at træde danskernes frihedsrettigheder under fode.

EU’s kommende forordning om kunstig intelligens forventes at indeholde lovgivning mod brugen af biometrisk fjernidentifikation på offentlige steder. Det er et skridt i den rigtige retning, men på grund af Danmarks retsforbehold vil vi dog ikke være forpligtet til at overholde forordningen.

Det er et problem, for samspillet mellem nye overvågningsmuligheder med kunstig intelligens og politisk lemfældighed over for danskernes rettigheder er en farlig cocktail. Selvom overvågning i gadebilledet ganske vist ikke er et nyt fænomen, skaber kunstig intelligens nogle hidtil usete muligheder for avanceret dataindsamling i enorm skala.

For nyligt blev IT-center Syd angrebet af et cyberangreb med et datalæk, hvor fem skoler fik stjålet personfølsomme oplysninger om deres studerende.

I en fremtid, hvor staten kan indsamle tiltagende flere oplysninger om os med kunstig intelligens, risikerer vi at se langt flere sager som denne.

Derfor håber jeg, at regeringen i fremtiden vil gå til spørgsmålet om kunstig intelligens med en vis portion ydmyghed og med et fokus på, at teknologien aldrig må bruges på en måde, hvor den kompromitterer danskernes frihedsrettigheder.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. oktober 2023)

Liberal Alliances uddannelsespolitik
Sandra Elisabeth Skalvig
21. oktober 2023

I debatten om afskaffelse af det 6. SU-år argumenterer venstrefløjen for, at en afskaffelse af det ekstra års støtte vil være en uhyre brutal spareøvelse, der vil føre til øget mistrivsel blandt vores unge. Jeg kan godt forstå, hvor argumenterne kommer fra. Men jeg synes desværre ikke, at argumentet holder.

I dag er det nemlig kun studerende, der starter på en videregående uddannelse senest to år efter, at de har afsluttet en adgangsgivende uddannelse, der kan få SU i seks år (eller studerende med en højere normeret studietid end fem år). Det er dermed ikke et privilegie for alle studerende. Mistrives de studerende, der først starter på universitetet tre år efter, at de har afsluttet gymnasiet, virkelig mere end andre studerende, fordi de kun kan få SU i fem år?

Argumenterne for at bevare det 6. SU-år kommer i min optik ikke alene fra et sted fyldt med sympati for de studerende. De kommer desværre også fra et sted, hvor man gør sig blind for de større perspektiver i SU-debatten.

Lad mig starte med at anerkende, at en afskaffelse af det 6. år er en nedskæring. Hvis forslaget bliver stemt igennem, vil de studerende ikke kunne få SU på det sidste år, hvis de bruger et ekstra år på at gennemføre deres uddannelse, som de ellers kan nu.

Men set i et større perspektiv fører den ændring altså ikke til, at vi går fra at støtte de unge til at flå deres fremtid ud af hænderne på dem. For vi har stadig en enorm generøs uddannelsesstøtte i Danmark, der efter en omlægning stadig vil ligge i top.

Tænk engang, at vi overhovedet er så heldige, at vi kan debattere, om vores studerende skal have over 6.500 kr. om måneden i fem eller seks år for at tage en skatteyderfinansieret uddannelse. Og tænk, at vi har en dobbelt så høj SU som i Norge, Sverige og Finland, der er de lande, som vi normalt sammenligner os med. Det er jo helt vildt!

Tager man et kig i historiebøgerne, kan man læse, at SU’ens indførsel i 70’erne havde rod i et ønske om social mobilitet. Som det stod defineret, skulle ingen ung af økonomiske grunde forhindres i at få den uddannelse, som den unge havde lysten og evnerne til. Social mobilitet og frie, lige muligheder var uddannelsesstøttens eksistensberettigelse.

Spoler man imidlertid uret frem til i dag, kan man med en enkelt Google-søgning hurtigt finde frem til forskning fra VIVE og Det Økonomiske Råd, der samstemmigt konkluderer, at en omlægning af SU på kandidatuddannelserne til rentefrie lån ikke vil påvirke den sociale mobilitet negativt. Og her er der endda tale om en omlægning på hele kandidatuddannelsen, som altså er mere vidtgående end blot en afskaffelse af det 6. SU-år.

Samtidig ved vi, at de unges lånemuligheder er enormt favorable. De kan få et godt lån, som de rent faktisk kan betale af. Her er det nemlig værd at bemærke, at akademikere er blandt dem, der senere i livet kommer til at tjene allermest. Er det virkelig dem, vi vil prioritere at sende ekstra støtte mod?

Tilbage står vi med hele spørgsmålet om trivslen. Selvfølgelig kan der være gode årsager til, at man skifter uddannelse eller har brug for ekstra tid. Men penge løser ikke problemet fra bunden. I resten af Vesten ser vi samme trivselsproblemer, som vi har i Danmark. Det er et globalt problem, som vi ikke blot kan forklare ved at kigge mod os selv og vores SU. Med et så favorabelt system som vores skal der være en øvre grænse, og at den grænse matcher den normerede tid, er hverken kynisk eller uretfærdigt over for de studerende. Et er sikkert: Jeg er fortrøstningsfuld.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 21. oktober 2023)

Lars-Christian Brask
19. oktober 2023

Historier om små erhvervsdrivende, der har mødt udfordringer i forhold til at åbne en erhvervskonto i banken, har fået kolleger på Christiansborg til at overveje, om man skal give alle en lovbestemt ret til en sådan konto.

Det er vigtigt, der er gode vilkår for erhvervsdrivende. Det bakker Liberal Alliance og jeg naturligvis fuldt op om. Men selvom idéen om en ret til en erhvervskonto umiddelbart kan virke sympatisk, er det vigtigt at holde fast i, at banken skal kunne sige nej til en kunde.

For der er mange gode – og vigtige – grunde til at sige nej. Det kan være, hvis den erhvervsdrivende ikke kan forklare, hvor virksomhedens midler kommer fra, eller hvis det ikke er muligt at identificere de reelle ejere af foretagendet. Eller hvis der er begrundet mistanke om, at den erhvervsdrivende er kriminel eller optræder som stråmand.

Det kan også være årsager, som at den erhvervsdrivende har opført sig truende over for bankens ansatte, tidligere har misligholdt sine forpligtigelser, eller hvis kontoen kan føre til en overtrædelse af hvidvaskloven. Dette er ikke bare eksempler, jeg finder på. Som tidligere bankmand ved jeg, at alle ovennævnte eksempler forekommer. Skal disse kunder “bare” have en konto? Nej, selvfølgelig skal de ikke det.

Det er vigtigt at holde fast i, at det er bankernes opgave at vurdere kunderne konkret og individuelt. Det har vi også pålagt pengeinstitutterne i lovgivningen. Vi kan ikke på den ene side kræve, at bankerne skal have styr på alle deres kunder, deres midler og mønstre, og samtidig kræve, at bankerne alligevel skal tage de kunder, der ikke lever op til de krav, som vi politisk har stillet.

Det er så til gengæld også klart, at med det ansvar bankerne har for at vurdere kunderne, følger også et ansvar for at forklare kunderne, hvorfor de får nej, hvis de får det. Vi skal passe meget på, at vi i vores iver for at please ikke ender med dumgode tiltag. Vi skyder os selv som samfund, alle andre bankkunder og de erhvervsdrivende i foden, hvis ikke banken stadig kan sige nej – med en god begrundelse. Alt andet vil jo være det vilde vesten.

(Indlæg bragt i Børsen d. 19. oktober 2023)

Jens Meilvang
12. oktober 2023

Norge og Sverige har for længst taget nødudgangen og smækket kassen i for det ildestedte SAS, men i Danmark vil vi nu fortsætte vores massive investeringer i det dårligt flyvende selskab.

Fremover skal staten nemlig eje 25,8 procent mod de forrige 21,8 procent af selskabet. Det er helt skørt.

Siden SAS blev etableret under én fælles, børsnoteret aktie har staten skruet op for indskuddene af skattekroner i 2001, 2009, 2010, 2012, 2017, 2020, 2021, 2022 og nu i 2023. Man har tegnet aktier for i alt 2,6 milliarder kroner og lånt selskabet 3,6 milliarder Og alligevel bliver man ved.

I Liberal Alliance er vores holdning klar: Det er ikke en statslig opgave at drive et flyselskab. Og det gælder også, om så SAS pludselig begynder at lave resultater. For lad os huske på, at SAS blandt andet klarer sig dårligt af den årsag, at mange andre flyselskaber gerne vil flyve fra og til København. Særligt de privatejede. De kan nemlig sagtens drive et flyselskab uden statslig indblanding, hvilket nær har taget livet af SAS op til flere gange.

Når vi samtidig kan se, at interessen fra private aktører er der, giver statens nye opjustering af ejerskabet blot endnu mindre mening.

Louise Brown
9. oktober 2023

I den seneste tid har vi desværre set flere eksempler på, at borgere ikke har fået den hjælp i sundhedssystemet, de havde krav på.

Lad os bare fremhæve kræftskandalen i Aarhus som det mest fremtrædende eksempel på det. Af den grund mener jeg, at vi bør samle alle patientrettigheder i én overskuelig lov, så man som borger hurtigt og enkelt kan lære dem at kende.

Lige nu kan det nemlig være enormt forvirrende at skabe sig et overblik over alle de forskellige rettigheder, vi har som patienter, og når man selv eller ens pårørende er syg, så er følelsen af uoverskuelighed nok det sidste, man har behov for.

Derfor reagerer mange borgere for eksempel ikke, når de får et brev fra sygehuset om, at de kan få en tid, der ligger flere måneder ude i fremtiden, mens andre ikke får læst, at man for eksempel har ret til at blive behandlet i andre regioner end ens egen.

Og listen er længere end det. Lad mig her blot nævne behandlingsgarantien og alle reglerne om befordringsgodtgørelse. Det er også ét stort virvar af regler og rettigheder. Og hvis du tænker “hvilke regler og rettigheder”, ja, så understreger det vel blot pointen.

Mere overskueligt bliver det ikke af, at regeringen af og til suspenderer bestemte patientrettigheder, fordi systemet er presset. Faktisk så presset, at man selv på ens regionale patientkontor kan forvente ugelange svartider, hvis man henvender sig med spørgsmål om sine rettigheder. Det er mildest talt en kamp at få klarhed.

For os i Liberal Alliance er det afgørende, at vi indretter systemet, så borgerne ved, hvad de har ret til. For når der sker dig noget, så handler det altså nu engang om dig og ikke systemet. Derfor er det afgørende, at vi får gjort patientrettighederne overskuelige. Systemet skal være til for borgerne.

Sólbjørg Jakobsen & Steffen Frølund
21. september 2023

Kapitlet om toptopskatten er et af de mere finurlige i dansk politik. Det er kapitlet om idéen, der ikke som sådan har rod i nogen realpolitisk idé, og som ingen rigtig vil tage teten på at argumentere for. For hvem er det egentlig, der vil toptopskatten, og hvad er de politiske visioner bag den? Det står stadig hen i det uvisse. Ja, faktisk har hele miseren om emnet taget sig så skørt ud, at man som borgerlig nærmest har haft lyst til at hjælpe regeringen med blot at argumentere for dens egen politik. Men det vil alligevel være for meget af det gode.

Derfor vil vi her tillade os at gøre det modsatte. For der er nemlig et utal af grunde til, at toptopskatten er en så historisk dårlig idé, at selv regeringen kløjes i argumentationen for den.

Lad os indlede med et kig på provenuet fra skatten. Det er Skatteministeriet på sølle 700 mio. kr., hvilket er ca. det halve af, hvad afgiften for ledningsført vand indbringer. I en samlet skatteindtægt på mere end 1200 mia. kr. sidste år og med et råderum på over 60 mia. kr. frem mod 2030 blegner den slags penge hurtigt. Og det er ganske vist under den forudsætning, at de overhovedet kommer ind. Men det gør de ikke.

Grundlaget forsvinder

Ifølge alle ekspertskøn vil det beregnede provenu nemlig blive udhulet noget så grelt, fordi folk blot kan flytte rundt på deres penge, så de undgår skatten. Under normale tilstande flugter den samlede skat på arbejde nogenlunde med skatten på udbytte, hvor der først er betalt selskabsskat. Den balance gør man op med gennem toptopskatten. I stedet skaber man et markant incitament til blot at betale udbytte i stedet for løn, hvis man ikke også hæver aktieskatten, hvilket ikke sker. Derfor vil mange blot gøre netop det.

Tal fra Skatteministeriet viser, at 45 pct. af alle de 8600 potentielt berørte af en toptopskat har den mulighed, fordi de enten er selvstændige eller hovedaktionærer. På den baggrund forventer Cepos et nedslag i provenuet på ca. 200 mio. kr. Og for at illustrere hvor fjollet det hele er, viser en gennemgang i Berlingske sågar, at 98 ud af de 100 rigeste personer i Danmark på den måde kan slippe for skatten. Grundlaget for provenuet forsvinder altså langsomt.

Værre bliver det blot af, at nogle af de fremmeste danske skatteeksperter også peger på, at de negative effekter af en toptopskat vil være fire til fem gange større end først antaget, da de såkaldte indkomstelasticiteter vil være på mellem 0,4 og 0,58. Det betyder, at øger man skatten med 1 pct. for en gruppe, sænkes indkomsten i samme gruppe med 0,4-0,5 pct. på sigt, fordi gruppen træffer andre karrierevalg.

Imidlertid regner ministerierne med en elasticitet på 0,1 i gennemsnit. Regner man med eksperternes elasticitet, er provenuet nærmest ikkeeksisterende, og dermed forsvinder grundlaget for provenuet ikke blot langsomt – det forsvinder som dug for solen. Og hvad er så meningen med en skat, hvis den ikke er til for at skrabe penge ind til den offentlig service?

Symbolpolitik

Her kommer vi til et af de grimmere punkter, som regeringen selvfølgelig ikke kan sige højt: de symbolpolitiske hensyn. Baggrunden for indførelsen af skatten skyldes alene opretholdelsen af en vis “balance”.

Hvis nogle skal have en skattelettelse, skal andre have et gok i nødden. Det er et spørgsmål om regeringens grundlæggende selvfremstilling. Et spørgsmål om populisme og en hypotetisk kamp mod ulighed. For sagen er nu engang den, at toptopskatten end ikke rykker en tøddel ved Gini-koefficienten. Den går fra 30,28 til 30,22, hvilket er en så lille forskel, at selv den mest årvågne økonom kunne overse den.

Omkostningen ved den slags er regeringen klar over. På regeringskontorerne ved man godt, at en toptopskat er skadelig for Danmark og dansk økonomi. Man ved godt, at skatten udskammer den gruppe, der i forvejen bidrager mest, men som meget få har ondt af. Og man ved godt, at den rammer en gruppe, der i forvejen betaler 18 gange så meget i skat som den gennemsnitlige dansker.

Det er lige dele kynisk og skødesløst. For tænk engang, hvilket signal den slags afstraffelse af succes sender til både de hårdtarbejdende danskere og vores ungdom, akkurat som den blot øger incitamentet til at omgå skatten. For selv hvis man ikke er selvstændig eller hovedaktionær, er der gode muligheder for det: Et stærkt realistisk bud er, at toptopskatten fremover blot vil få flere mennesker til at tage til udlandet og bruge forskerskatteordningen. På den beskattes man med 32,84 pct. mod top-topskattens 60,5 pct. Mulighederne for at udhule provenuet står i kø. Pengene kommer ikke ind.

På den måde forsvinder selv det sidste spinkle håb om, at der nogensinde har været en realpolitisk intention bag forslaget. Det er faktisk nærmest en skam.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. september 2023).

Steffen Larsen
11. september 2023

Det siges, at gamle vaner dør svært. Det hovedløse danske forbud mod cannabis er en af de gamle vaner, der forvolder flere problemer, end det løser, og som vi politikere desværre ikke har fået gjort det af med.

Siden slumstormerne for et halvt århundrede år siden overtog Christiania, har det danske cannabis-forbud med jævne mellemrum været et fast emne i den offentlige debat.

For nyligt blussede debatten endnu engang op, da Christianias beboere besluttede sig for at blokere adgangen til Pusher Street for at stoppe den ulovlige handel med cannabis, der finder sted ved højlys dag.

Og kaster man et blik på nye målinger, er det faktisk ikke kun christianitterne, der gerne vil stikke en kæp i hjulet på bandernes organiserede kriminalitet.

Mere end hver anden dansker går nemlig også ind for at legalisere cannabis. I Liberal Alliance synes vi ikke, den holdning er helt skæv.

Statskontrolleret legalisering
I dag er det nemlig sådan, at alle danskere – hvad end det er børn eller misbrugere med brug for hjælp – har muligheden for at bytte et par sammenkrøllede pengesedler til grønne cannabis-planter.

For på bandernes uregulerede sortbørsmarked står Pusher Street åben for enhver, og ingen kan med sikkerhed vide, hvad der præcis bliver solgt.

Hvis vi legaliserede cannabis og solgte det på regulerede vilkår, kunne vi både sikre produktets kvalitet, og at det ikke bliver solgt til børn eller misbrugere med brug for hjælp.

Men en legalisering af cannabis ville også betyde, at bandernes økonomisk grundlag blev slået i stykker.

Opgørelser viser nemlig, at den danske hash-handel hvert år forløber sig til mere end en milliard kroner.

Med en statskontrolleret legalisering ville indtægterne for salget lande i den danske statskasse, hvor det kunne finansiere fremtidens velfærd i stedet for at give næring til Danmarks kriminelle underverden.

Øge trygheden
Foruden de økonomiske argumenter vil en legalisering også forventes at bidrage til et mere trygt og sikkert samfund.

Vender man blikket mod lande som Canada og Portugal, der har legaliseret cannabis, førte det nemlig til markant mindre narkorelateret kriminalitet, færre gadekonflikter mellem de konkurrerende bander og et dyk i antallet af voldelige opgør over territorier.

Hertil kommer også, at det danske retsvæsen og politi ville få frigivet en masse vigtige ressourcer, som i stedet vil kunne bruges på andre vigtige opgaver.

Fordelene ved at legalisere cannabis synes altså at stå i kø.

Liberal Alliance er vores holdning til, hvordan legaliseringen skal finde sted i praksis ikke noget, der står mejslet i granit.

Men et godt sted at starte kunne være med en prøveperiode på fem år, hvor salget vil foregå fra offentlige salgssteder, der kan sikre ordnede forhold og bidrage med information fra uddannet personale.

Det vil ikke blot trække tæppet væk under bandernes økonomi, skabe færre misbrugere, mindre kriminalitet og mere tryghed.

Det vil også gøre, at vi tager et skridt i retningen mod et mere frit samfund, hvor gammel vanetænkning ikke står i vejen for sund fornuft.

(Indlæg bragt på Altinget.dk d. 11. september 2023).

Jens Meilvang
31. august 2023

Prisen for DSB’s monopollignende tilstand bliver sendt videre til danskerne. Men med skærpede EU-regler har regeringen en anledning til at sende DSB’s aftale med staten til et tiltrængt eftersyn.

Juleaftensdag 2023 træder EU’s nye, skærpede regler for udbud på jernbaneområdet i kraft, hvilket er en glimrende anledning til at sende DSB’s nuværende aftale med staten til et tiltrængt eftersyn.

Men desværre tyder noget på, at regeringen ikke har tænkt sig at sende DSB’s aftale med staten i udbud.

I Liberal Alliance synes vi ikke, at det er den rigtige løsning.

For som alle, der jævnligt benytter sig af DSB’s ydelser, vil vide, er der bestemt plads til forbedring, hvad angår den kollektive trafik her til lands.

Det grundlæggende problem kan spores til en kendsgerning, som man ikke behøver at være Ph.d. i økonomi for at være bekendt med. Nemlig at monopoler skaber dårlig service og høje priser.

Når virksomheder bliver udsat for konkurrence, bliver de tilskyndet til at innovere, reducere deres omkostninger, forbedre kvaliteten af deres ydelser og gøre sit ypperste for at møde forbrugernes behov.

Omvendt fører et fravær af konkurrence til stilstand, og prisen for dette bliver sendt videre til danskerne, som får det af mærke på flere områder, end blot når rejsekortet skal tankes op – eksempelvis i form af forsinkelser eller dårlig service.

Da man tidligere konkurrenceudsatte DSB’s ruter i Vest- og Midtjylland, hvor Arriva vandt udbuddet, endte man med at spare 300 mio. kr. alene første kontraktperiode.

Uanset hvor man bor i Danmark, skal man kunne stole på, at der kommer tog til tiden, hvis priser er til at betale.

Og når regeringen selv har bebudet, at man gerne vil have flere danskere til at bruge den kollektive trafik, er det en bunden opgave at gøre det så let som muligt for danskerne at bruge den offentlige transport.

Derfor håber jeg på, at regeringen vil bryde med vanetænkningen og sørge for at sende DSB’s aftale i udbud, så andre aktører også har muligheden for at byde ind. For kun på den måde kan vi sikre, at de hundredtusindvis af danskerne, der hver dag er afhængig af DSB, får den bedst mulige service til de lavest mulige priser.

Frit gymnasievalg
Helena Artmann Andresen
28. august 2023

Unge i dagens Danmark er ikke blevet mere skrøbelige, og derfor skal vi ikke pakke dem ind i vat og misforstået hensyn. Vi skal hjælpe dem til et bedre grundlag og sundere syn på, hvornår man som studerende og menneske er god nok.

I sidste uge gled de første afsnit af TV 2’s dokumentarserie ”Presset ungdom” hen over skærmen. Det er utroligt hårdt at se danske gymnasieelever være så mentalt presset, at de kæmper med angst, depression og selvmordstanker. Hvad der er værre, er, at det ikke er unormalt at være ung og have det sådan. Det er skræmmende, at hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand i dag mistrives.

Det lød fra de unge og rektorerne på landets gymnasier, at det er de faglige krav i vores uddannelsessystem, som skubber de unge og deres mentale helbred helt ud til kanten.

Unge skal have det bedre, ingen diskussion. Men jeg mener ikke, at færre krav og prøver er løsningen. Det er godt, at vi tester unges viden og kunnen. De vil blive konfronteret med det resten af livet, så vi gør dem kun en bjørnetjeneste og pakker dem ind i vat, hvis vores uddannelsessystem ikke lærer dem at blive testet.

Problemet opstår, når man fejlagtigt tror, at man død og pine skal have 12 i alt og være perfekt til hver eneste test, man tager. Unge bliver i høj grad presset af egne indre krav og den perfekthedskultur, der hersker blandt os unge.

Jeg er selv 21 år og genkender de indre krav til at være perfekt, som de unge i dokumentaren beskriver. Unge i dag sætter tårnhøje krav til sig selv. Hvis du ikke er den bedste til, hvad end du laver, er det ikke godt nok. At være middel er det værste, du kan være. Men det er et urealistisk krav at stille sig selv. Der er mange trin på skalaen, og det har aldrig været meningen, at alle skal have 12 i alt. Det betyder ikke, at vi unge ikke må være ambitiøse. Det må vi meget gerne være. Men ingen er den bedste til alt hele tiden.

Perfekthedskulturen har ikke kun skabt en mistrivselsepidemi i Danmark, men en pandemi. Kigger vi ud over landets grænser, ser vi, at unge, som mistrives, er et problem i hele den vestlige verden. Også af denne grund kan de faglige krav og prøver i det danske uddannelsessystem ikke alene være årsagen.

Skal vi denne mistrivselsepidemi til livs, bliver vi nødt til at kigge på de unges liv som en helhed, og hvad det er, der presser dem.

Den såkaldte Skolebørnsundersøgelsen 2022 blev offentliggjort denne uge. Når jeg læser den, står det klart, hvad der danner grundlaget for de mange mentalt pressede børn og unge.

Børn i 7.-9. klasse har flere timers skærmtid om dagen, særligt pigerne bruger størstedelen af den tid på sociale medier, 61 pct. af eleverne i 9. klasse bruger deres telefon om natten efter sengetid, og mellem 19 og 33 pct. af børnene dyrker kun hård fysisk aktivitet i en time eller mindre om ugen. Vi ved, at højt skærmforbrug, dårlig søvn og inaktivitet er noget, som skaber et dårligt grundlag for et godt mentalt helbred og evnen til at modtage læring og blive testet.

Jeg kender problemet. Telefonen er svær at lægge fra sig, når man først har åbnet Instagram eller Tiktok. Men det er afgørende, at vi hjælper børn og unge med at begrænse timerne, de bruger på telefonen.

Sociale medier erstatter i stigende grad de uforpligtende fællesskaber, som man for eksempel har gennem fritidsaktiviteter som fodboldtræning, gymnastik eller noget helt tredje. Unge i 9. klasse bruger mellem to og tre timer om dagen på sociale medier, hvor de ser det ene perfekte – og urealistiske – billede efter det andet fra andre menneskers liv. Hvis unge lukkede Instagram for i stedet at bruge mere tid på for eksempel at spille fodbold i den lokale fodboldklub eller arbejde i brugsen efter skoletid, ville de uundgåeligt få et mere nuanceret billede af verden omkring dem.

I stedet for at se det ene ”perfekte” billede efter det næste på sociale medier, ville de i fodboldklubben eller på deres fritidsarbejde blive eksponeret for et mere realistisk billede af andres liv. Nogle møder måske op til træning efter at have dumpet en tyskprøve i skolen få timer tidligere, en anden har muligvis skændtes med sine forældre før arbejde, og det er langtfra alle, som møder op i det nyeste og dyreste designertøj. Blev unge præsenteret mere for virkelighedens verden end den digitale, ville deres virkelighedsbillede hurtigt blive mere nuanceret. De ville hurtigt se, at ingen er bedst til alt, og se de uperfektheder, som vi alle har, men som de færreste viser på sociale medier.

Det er nødvendigt, at forældre til unge tager en større del af ansvaret for, at deres børn ændrer disse mønstre, og giver deres børn et andet perspektiv. Institutioner og os politikere kan – og skal – ikke tage hele ansvaret for, at børnene scroller gennem Tiktok eller Instagram om natten eller mangler fællesskaber i det virkelige liv, som kan nuancere deres billede af, at alle er ”perfekte”.

Kort sagt er jeg overbevist om, at flere unge ville få det bedre, hvis de orienterede sig mere ud mod verden og fokuserede mindre på sig selv og den kunstige virkelighed, som sociale medier er.

Misforstå mig ikke, det er ikke min holdning, at det kun er de unges eget ansvar at få det bedre. Men løsningen er ikke at droppe karakterer eller stoppe med at teste eleverne. Det er en nødvendighed i enhver uddannelse og blot et plaster på et dybere sår. I stedet mener jeg og mine kollegaer i Liberal Alliance, at vi skal tage fat om problemets rod.

Problemerne med et stresset miljø, hvor der ikke er tid til det enkelte barn, starter i daginstitutionerne. Vi skal sikre flere uddannede pædagoger i daginstitutionerne, så vi sikrer den bedst mulige kvalitet af det pædagogiske arbejde, og at det enkelte barn bliver set. Det vil klæde børnene bedre på til at træde ind i skolesystemet.

Dernæst skal vi tage hånd om folkeskolen, som har været på den gale kurs siden folkeskolereformen – og særligt inklusion i grundskolen. Inklusion kan lyde som en god ting, men den er i virkeligheden et forsøg på at presse alle børn ned i den samme form, hvilket har vist sig hverken at være en velfungerende løsning for inklusionseleven eller den klasse, som barnet presses ind i. Der skal være plads til både forskellighed og uforstyrret undervisning i grundskolen.

Derudover skal vi tilbage til kortere skoledage. Undersøgelser viser, at børnenes læring ikke forbedres af, at de er tvunget til at være længere tid i klasselokalet.

Hvis vi skaber et bedre grundlag for eleverne, kan vi fjerne meget af det pres, som flere unge oplever tiltager længere oppe i uddannelsessystemet.

Vi skal hjælpe unge med at forstå, at et karakterblad bestående udelukkende af 12-taller ikke afgør, om de får et godt liv. Det er i lige så høj grad den erfaring, som man får uden for skolen gennem frivilligt arbejde, et studiejob eller sociale fællesskaber, som giver dig værdi.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. august 2023).