Steffen Frølund
1. august 2022

Det er samspillet mellem vækst, liberale markedsvilkår og fornuftig regulering, som kommer til at lægge skinnerne til den grønne omstilling.

Klimaforandringerne lurer forude, og hvis vi ikke reducerer den globale CO2-udledning, får det store konsekvenser. Men i den offentlige debat lyder det ofte, at den grønne omstilling skal baseres på planøkonomiske principper, hvor politikerne håndplukker teknologier uden markedskræfternes innovation.

Det er en farlig tankegang. For vejen til den grønne omstilling går derimod gennem liberale rammebetingelser og teknologiske landvindinger, som formindsker vores CO2-udledning, uden at vi skal leve fattigere liv.

I den politiske debat har vi en tendens til at undervurdere, hvor vigtigt teknologi er. Hvem kunne eksempelvis for 50 år siden have forudset, at vi i dag kan få svar på næsten alle spørgsmål ved blot at række hånden ned i lommen og lave en simpel Google-søgning med vores smartphone?

Hvem skulle for 200 år siden have troet, at vi ville få fly, biler eller højhastighedstog, og at helt almindelige mennesker i dag lever et liv i en luksus, som selv fortidens kejsere og konger ikke kunne drømme om? Folk ville ikke have troet på det i deres vildeste fantasi. For det er afsindigt svært at forudsige, hvordan fremtidens teknologi vil forme vores samfund.

Og på samme måde som at fortidens embedsmænd og politikere ikke havde en jordisk chance for at forudsige nutidens teknologi, har politikerne anno 2022 heller ikke en spåkugle, der med kirurgisk præcision kan forudsige den grønne omstillings vinderteknologier.

Derfor bliver vi nødt til at erkende, at det ikke bør være politikerne, som skal udvælge bestemte løsninger og dumstædigt holde fast i dem, selvom markedet konstant frembringer bedre teknologier. Fremtidens grønne løsninger kommer nemlig ikke dumpende ned fra himlen som følge af et pennestrøg fra politikerne på Christiansborg.

Men fra min tid som iværksætter og investor i grønne start-ups ved jeg også, at dét ikke betyder, at teknologien ikke kommer. For hvis vi med liberale rammebetingelser muliggør, at folk også selv får en gevinst af at udvikle fremtidens løsninger, kickstarter vi en teknologisk proces, som kan overkomme selv de mest uoverskuelige problemer.

På et decentralt og konkurrenceudsat marked, hvor virkelystne ildsjæle har incitamenter til at udvikle grønne løsninger, er det nemlig lige så sikkert som amen i kirken, at det vil pible frem med nye teknologier.

Når venstrefløjens dommedagsprofeter med løftet pegefinger prædiker om en klimapolitik, hvor vi skal afgive vores frihed og leve i askese, bør vi råbe vagt i gevær. Der er ingen grund til at føle skam, når vi stiger på et fly eller sætter os bag rattet i en bil. Og vi er ikke nødt til at leve fattige liv for at kunne løse klimaproblemerne. Faktisk forholder det sig omvendt.

Den grønne omstilling er nemlig ikke uforenelig med vækst og velstand. Tværtimod er det netop samspillet mellem vækst, liberale markedsvilkår og snusfornuftig regulering, som kommer til at lægge skinnerne til den grønne omstilling. Så hvad skal vi gøre i praksis? Jeg har tre overordnede initiativer, som vil være et betydeligt skridt i retningen mod et mere bæredygtigt samfund.

For det første skal vi have en ordentligt CO2 afgift, så naboen kompenseres nøjagtigt for den ulempe, din udledning påfører ham. Ingen virksomheder (heller ikke dem, der tilfældigvis har produktion i samme valgkreds som Statsministeren) skal have uretfærdige rabatordninger, for CO2-afgiften skal være flad og ensartet, så vi sikrer lige konkurrencevilkår for alle.

Derudover skal vi sænke selskabsskatten til 12,5%, så vi tiltrækker konkurrencedygtige virksomheder og sikrer, at selskaberne har midler til at investere i smartere løsninger, der vil kunne sætte gang i hjulene under den grønne omstilling.

Afslutningsvis skal vi deregulere finansierings- og investeringsmarkederne, så der tilføres likviditet til udviklingen af grøn teknologi. Derfor bør vi fremme muligheden for at tage lån med pant i bolig, gøre det lettere for småsparere at investere i grønne fonde og skabe bedre rammer for, at virksomheder kan få finansieret nye projekter gennem eksempelvis crowdfunding.

For hvis vi slipper innovationen løs fra lænkerne af høje skattesatser og overregulering, skal markedskræfterne nok frembringe grøn teknologi, så vi kan overkomme klimaforandringerne. Præcis ligesom vi med flid, frihed og opfindsomhed har formået at overkomme alle de andre problemer, menneskeheden hidtil er stødt på.

(Udgivet i Børsen d. 22. juli 2022)

Henrik Dahl
13. juli 2022

Der er utvivlsomt, at det kommende valg til Folketinget (også) kommer til at handle om statsministerens forvaltning af sit embede.

Der findes næppe et blåt medlem af Folketinget, som ikke stiller sig kritisk over for selve den lemfældige måde, hvorpå Koordinationsudvalget 3. november 2020 besluttede sig for at nedlægge minkavlen i Danmark.

Det samme kan man sige om eksekveringen af beslutningen. Den blev meldt ud på et pressemøde ledet af statsministeren dagen efter, 4. november. Og den fortsatte med politiets hjælp efter, at det 8. november stod klart for enhver, at der ikke var lovhjemmel til det. For mig er begivenhedsforløbet i de første dage af november 2020 alvorligt.

Mennesker mistede deres livsværk. Ufattelige værdier blev tilintetgjort. Det skete oven i købet efter et helt utrolig sløset analysearbejde, og uden at det var hjemlet i en lov.

Men i forhold til den tillid, partierne på Christiansborg kan have til hinanden, og i forhold til den tillid, borgerne kan have til vores politiske system, synes jeg, at regeringens fralæggelse af ansvar er værre.

Den brutale sandhed er jo, at regeringen med støttepartiernes velsignelse har besluttet sig for at ignorere Granskningskommissionen.

Man har sagt fy til sig selv og mumlet nogle beklagende ord.

Men samtidig demonstrerer flertallet i Folketinget helt uden blusel, at når magten og retten kolliderer, så er det magten, der står uskadt tilbage, og retten der ligger sammenkrøllet i rabatten.

For eksempel har regeringen bestemt, at der skal være nul sammenlignelighed i reaktionerne mod ledelsen af FE og mod de ti embedsmænd, som Granskningskommisionen nævner. I det første tilfælde skrider man til hjemsendelse og retsforfølgelse. I det sidste slipper alle for ubehageligheder, og hele sagen syltes i en ligegyldig styrelse.

Skønt kommissionen helt eksplicit blev bedt om at undlade at forholde sig til ministres ansvar, og problemstillingen i sin helhed derfor svæver i det uvisse, har et flertal i Folketinget bestemt, at det spørgsmål skal aldrig afklares.

Det er således ikke sandt, når apologeter for regeringen hævder, at den i almindelighed og statsministeren i særdeleshed er blevet frikendt af Granskningskommissionen.

Spørgsmålet er – efter ønske fra Folketinget – overhovedet ikke blevet behandlet. Og bliver det heller aldrig, hvis det står til det nuværende flertal.

Når flertallets mangel på interesse for sandheden om minkskandalen og mangel på interesse for elementær retfærdighed burde undre alle mennesker i Danmark, er det, fordi regeringens egne forsvarsværker blev skudt i grus af kommissionen.

Jo: Koordinationsudvalget har også ansvar for de beslutninger, regeringen tager.

Jo: Der var rigeligt med tid til at foretage en ekstra omgang kvalitetssikring af Koordinationsudvalgets beslutning. Og jo: Statsministeren burde have vidst, at hun og regeringen løb en risiko ved at gennemføre en så stor og kompleks beslutning på en måde, der var så forceret.

Hvis minksagens foreløbige forløb får borgere i Danmark til at tænke, at politikere er en flok principløse kynikere, der primært er optaget af beskyttelsen af egen bagdel og sekundært af for enhver pris at udøve den magt, de er kommet i besiddelse af, på den mest effektive måde, så kan jeg ærlig talt godt forstå det.

Det er et lille lys i mørket, at støttepartierne ikke vil kunne holde frelste skåltaler om retsstaten de næste mange år. Dertil er de for kompromitterede af deres magtkynisme.

Men det er godtnok ikke ret stort i forhold til sagens alvor.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 13. juli 2022)

Alex Vanopslagh
30. juni 2022

I denne valgperiode har det røde flertal formået ikke blot at gøre danskerne fattigere, men endda at gøre det på en måde, der tilmed øger uligheden. De danskere med de laveste indkomster er dem, som den røde politik har ramt allerhårdest.

Når røde politikere bliver konfronteret med dette faktum, lyder svaret, at det jo bare er tobaksafgifterne, der gør det – og dét er jo i et højere formåls tjeneste.

Pia Olsen Dyhr (SF) kom for skade at udtrykke det klart og tydeligt i ” Debatten” på DR2 i sidste uge: ” Jamen, skal de fattige bare have lov til at være usunde?” Big Mother is watching you. Sikke et menneskesyn.

Men hvad forestiller Pia Olsen Dyhr sig egentlig? At samfundets mest udsatte borgere kvitter smøgerne, hopper i et par løbetights, får sig et arbejde og lever et liv med overskud og sunde vaner, fordi socialisterne svinger en økonomisk pisk over dem? Det er jo mageløst.

Og så er der den lillebitte hage ved det, at det ikke er sandt. For det første fordi Finansministeriets tal viser, at de fattigste er blevet fattigere, selv hvis man ser bort fra de højere tobaksafgifter. For der er også mere end 40 andre skatter, der har fået et nøk opad de seneste tre år.

For det andet fordi de røde kun har hævet tobaksafgifterne så meget, at man vrider flest mulige penge ud af rygerne, uden at så mange stopper.

Hvis man for alvor – Gud forbyde det – ville genere rygerne, bankede man prisen på en cigaretpakke op på omkring 100 kr., men så ville statskassen faktisk tabe penge, næsten 5 mia. kr. om året, som så skulle findes i lavere offentlige udgifter eller, hvis man kender de røde ret, højere skatter.

Gør det mon de rødes nedladende Big Mother-argumenter mere eller mindre usympatiske, at de tilmed ikke er ærlige? Det er godt, vi snart skal til valg – så vi kan få et nyt flertal, der ikke fører så asocial en politik.

I Liberal Alliance vil vi kæmpe benhårdt for at sænke skatter i stedet for at hæve dem, skabe flere muligheder i stedet for mere afhængighed og belønne alt det, som vi ved, at danskerne bliver rigere af: frihed, ansvar og godt gammeldags hårdt arbejde.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 29. juni 2022)

Henrik Dahl
28. juni 2022

Dansk Regnbueråd er det seneste skud på det store og vildtvoksende træ, der hedder Foreningsdanmark.

Dansk Regnbueråd bør i den grad hilses velkomment. Det er en tværpolitisk forening, som har til formål at fremme de seksuelle minoriteters interesser uden samtidig at forskrive sig til den woke dagsorden. Jeg vil arbejde for, at foreningen bliver berettiget til at komme med høringssvar, så de ekstreme foreninger som LGBT+ Danmark eller Sex & Samfund ikke skal have monopol.

I det hele taget er det i sidste øjeblik, der kommer et modspil til de dagsordener, disse foreninger promoverer.

Kønnet er ikke en social konstruktion. For mennesket er et pattedyr, og alle pattedyr er opdelt i to køn. Der er noget, der hedder normalt i statistisk forstand. Det betyder noget så banalt som det mest almindelige.

Og der er absolut ikke noget galt i, at man i undervisningen og i opdragelsen tager udgangspunkt i det mest almindelige. Når blot man husker at understrege, at der også skal stå respekt og anerkendelse omkring det, der ikke er almindeligt. Biologiske organer, der er specifikt mandlige eller kvindelige, er der ingen grund til at give mærkelige og kønsneutrale navne. For livmoderen eller testiklerne – for nu at nævne et par kønsspecifikke organer – er ikke kønsneutrale og bliver det selvfølgelig aldrig.

Det er utroligt, at man i vore dage er nødt til at slå i bordet og insistere på de ting, der står ovenfor. Men det er man. Og derfor skal Dansk Regnbueråd bydes hjerteligt velkomne i vrimlen af danske ngo’er.

I det hele taget tror jeg, at det er nødvendigt at advare lidt mere tydeligt, end det hidtil er blevet gjort, imod ekstremisters forsøg på at overtage dagsordenen i landets skoler og på landets ungdomsuddannelser.

Hver eneste dag, Normstormerne ikke offentliggør deres undervisningsmateriale, er en kæmpe skandale. Ligesom hver eneste dag, Normstormerne har en officiel samarbejdsaftale med en dansk kommune, er det.

Derfor må Folketinget naturligvis insistere på at gøre det umuligt fremover, at der ikke er offentlighed og transparens, når det gælder undervisningsmaterialet på skoler og ungdomsuddannelser.

På samme måde ville det være en kæmpe skandale, hvis et flertal i Folketinget gjorde de ekstreme kønsdagsordener til selve præmissen for seksualundervisningen.

Det skal aldrig nogensinde være en præmis på offentligt finansierede, danske uddannelser, at kønnet er en social konstruktion.

Fordi det simpelthen er noget uvidenskabeligt bavl at hævde, at det skulle forholde sig sådan. Udover, at det er noget uvidenskabeligt bavl, hvis man ser bort fra det biologiske køn og dets betydning for kønsidentiteten, fører det også steder hen, som ingen hæderlige mennesker kan ønske sig at ende.

Det fører nemlig til ødelæggelsen af den specifikt kvindelige livserfaring. For eksempel den livserfaring, det er at have menstruation eller at føde et barn. Det fører til ødelæggelsen af sport for kvinder – som man har set i den skandaløse sag om den biologiske mand Lia Thomas, der har fået lov til at svømme i kvinderækken ved de amerikanske universitetsmesterskaber. Og det fører til en massiv utryghed for kvinder, når deres eksklusive områder som for eksempel omklædningsrum, invaderes af biologiske mænd. Kvinder er allerede blevet voldtaget af mænd, der identificerer sig selv som kvinder.

I Folketinget har vi en moralsk og politisk forpligtelse til at standse vanviddet, før det er for sent. Derfor skal vi hilse Dansk Regnbueråd varmt velkommen.

(Debatindlæg skrevet i Berlingske d. 17. juni 2022)

Henrik Dahl
28. juni 2022

Fordi de færreste politikere orker eller har forudsætningerne for at sætte sig ind i, hvad wokeisme egentlig går ud på, støtter de sig til, hvad der kommer ind af høringssvar fra ngo’er og eksperter.

Professor ved Aarhus Universitet, Michael Bang Petersen, har set nærmere på antallet af mennesker, der støtter diverse woke dagsordener som for eksempel revision af traditioner eller kuratering af Højskolesangbogen i det øjemed at undgå, at nogen skulle føle sig krænket.

Det store billede er, at omkring en femtedel af svarpersonerne abonnerer på de woke dagsordener, mens de resterende fire femtedele er skeptiske.

Det er godt, at den problemstilling bliver undersøgt empirisk.

Men jeg synes, professorens fortolkning af egne data rammer ved siden af. Af Jyllands-Posten bliver han for eksempel spurgt, om krænkelsesdebatterne fylder for meget. Og svaret lyder: »Problemet er, at opmærksomheden kan skabe opfattelser af, hvordan andre politiske grupper tænker. Højrefløjen tænker: Nu stikker det helt af for dem på venstrefløjen – og omvendt.

Det kan afføde polarisering i et samfund. Men disse opfattelser reflekterer en ophedet debat på de sociale medier, hvor det er dem med de mest ekstreme holdninger, der ytrer sig, frem for det stille flertal.« Min opfattelse er, at man bør begynde et helt andet sted. Hvis man gennem en længere periode har arbejdet med wokeisme, er det absolut ikke nogen overraskelse, at de woke dagsordener har en begrænset genklang. Eksempelvis: For hver kommentar i pressen eller på de sociale medier, der stræber efter at udskamme, får jeg fire-fem personlige henvendelser, der opfordrer mig til at fortsætte kampen.

Problemet med wokeisme kan man bedst forstå, hvis man sammenligner den med kravet om ureguleret indvandring til Danmark.

Der har formentlig aldrig været mere end 20-25 pct. af befolkningen, der gik ind for den form for ureguleret indvandring til Danmark, der var præmissen for udlændingeloven i 1983. Alligevel blev loven vedtaget, og det tog årtiers kamp at rulle den tilbage, så indvandringen fik et mere fornuftigt leje.

Hvorfor? Fordi en uforholdsmæssig stor del af de 20-25 pct. tilhørte en ekstremt indflydelsesrig elite. Denne elite havde for det første definitionsmagten, fordi den sad på tunge poster i medieverdenen, i forskningsverdenen, i ngo’er og i centraladministrationen.

For det andet havde eliten en uforholdsmæssig stor indflydelse på det politiske system.

Netop i kraft af punkt ét.

Først ville eliten smugle et eller andet radikalt tiltag ind i lovgivning og bekendtgørelser via sin placering i centraladministrationen og dermed sin indflydelse på det lovforberedende arbejde.

Derpå ville forslaget gå i høring – som man siger – og af svarene fra forskere og interesseorganisationer ville intetanende politikere kunne læse, at det bare var fjong og tiptop i orden med noget mere ureguleret indvandring.

At nedkæmpe denne elite med de ufolkelige synspunkter var en enorm opgave. Og de, der oprindelig tog kampen, taler stadig om hvor mærkede de føler sig af al den udskamning og stigmatisering, de blev udsat for. Ene og alene, fordi de holdt fast i, at dansk udlændingepolitik skulle være i overensstemmelse med, hvad det store flertal i befolkningen mente.

I dag forholder det sig på samme måde med wokeismen. De 20-25 pct., der er tilhængere af den, har en uforholdsmæssig stor indflydelse på dagsordenen i medierne, i forskningsverdenen, i ngo’erne og i centraladministrationen. Derfor bliver der hele tiden smuglet woke dagsordener ind i de papirer, vi arme politikere skal tage stilling til.

Normkritik og socialkonstruktivisme.

Juridisk kønsskifte til små børn. Enøjet og tendentiøs kritik af “kolonialisme”. Politiserede og absurde definitioner på “racisme”.

Det ene latterlige forsøg på sprogrensning efter det andet. Der er ingen ende på, hvad en elite af woke holdningsmennesker forsøger at bilde det politiske system ind, at det bør støtte.

Fordi de færreste politikere orker eller har forudsætningerne for at sætte sig ind i, hvad wokeisme egentlig går ud på, støtter de sig til, hvad der kommer ind af høringssvar fra ngo’er og eksperter.

Men tænk Dem engang: Det er forbundsfællerne til den politiserende centraladministration, der skriver høringssvarene og ekspertudtalelserne, og andre forbundsfæller, der kommenterer i medierne.

Derfor tror vore dages politikere det samme om wokeismen, som datidens politikere troede om den ukritiske indvandring: at det var den eneste rigtige politik at føre.

Wokeisme er i bedste fald sludder og vrøvl. Og i værste fald farlige, splittende og udemokratiske tendenser i samfundet. Derfor skal den til enhver tid – og med det store flertals opbakning – afvises. Det er flere og flere politikere heldigvis ved at opdage.

Tilbage står en lang række virksomheder, som i deres naivitet har forestillet sig, at de fleste mennesker bakker op om wokeisme. For det første kan de have gavn af at læse Michael Bang Petersens resultater.

Men for det andet fortjener de kritik for deres opportunisme og manglende mod til at stole på den sunde fornuft.

Selvfølgelig skal man kunne købe en kagemand. Selvfølgelig må der være bondegårdsdyr i et Legosæt.

Selvfølgelig må Barbie være en prinsesse, og Ken en prins. Den samme kritik er de woke ngo’er hjemfaldne til. Man må gerne sige abekopper. Man må gerne sige sort energi. Og nu, vi er i gang: Kritikken bør også ramme offentlige institutioner.

Børn må gerne holde en indianerfest. Voksne må gerne gå med sombrero.

Det er de woke, der skal tage bestik af situationen. De tilhører et ret lille mindretal. Og de kan ikke forlange, at flertallet skal tage alle deres skøre idéer alvorligt og indrette sig på dem. Nøjagtig som det i sin tid forholdt sig med den uregulerede indvandring.

Det er de woke, der skal tage bestik af situationen.

De tilhører et ret lille mindretal.

Og de kan ikke forlange, at flertallet skal tage alle deres skøre idéer alvorligt og indrette sig på dem.

(Udgivet i Jyllands Posten d. 15. Juni 2022)

Henrik Dahl
28. juni 2022

Ifølge den røde middelklasses ideologi er det tæt på sundhedsskadeligt at gå i gymnasiet. Vrøvl. Hvis man er seriøs og tager sig sammen, går det. Forslaget om et nyt optagesystem er et knæfald for middelmådigheden.

Den kinesiske kulturrevolution fra 1966 til 1976 var drevet af had til enhver form for tradition og erfaring.

Af en stålsat modvilje imod at bruge den sunde fornuft. Af en blind tiltro til, at Kinas Kommunistiske Parti vidste bedre end alle andre. Derfor minder det udspil til nyt optagesystem, regeringen har fremlagt, ikke så lidt om den kinesiske kulturrevolution.

For også det er kendetegnet ved en udpræget modvilje imod at inddrage den viden, der allerede eksisterer om adgang til de videregående uddannelser og om de studerendes videre skæbne, når først de er optaget. Af en – forekommer det – villet modstand imod at overveje konsekvenserne. Og af en blind tiltro til, at Socialdemokratiet en gang for alle har gennemskuet, hvad der skal til for at gøre det danske uddannelsessystem socialt retfærdigt uden samtidig at ødelægge ethvert af de mål, der er indbygget i selve idéen om for eksempel et universitet.

91 pct. af alle videregående uddannelser har et karakterkrav på under 9 i gennemsnit. Med et gennemsnit på blot 7 er der adgang til omkring tre af fire uddannelser. Og halvdelen af alle studiepladser besættes uden karakterkrav overhovedet.

At der findes uddannelser, der kræver et gennemsnit på over 10, er altså ud fra ethvert rimeligt kriterium et meget lille problem.

Når kravet til karaktergennemsnittet i nogle få tilfælde er meget højt, skyldes det antallet af tilbudte studiepladser. Det betyder selvsagt, at medmindre man udvider antallet af studiepladser, vil det under ingen omstændigheder gøre nåleøjet større. Der er ikke på nogen måde lagt op til at udvide antallet af de mest eftertragtede studiepladser.

Det eneste, regeringen overvejer at ændre på, er således metoden til at komme gennem et nåleøje af samme størrelse som før den foreslåede reform. Så hvorfor ikke holde fast i karaktererne? For det første viser undersøgelser fra Evalueringsinstituttet, at karakterer er mere socialt retfærdige end kvote 2. For det andet er karakterer en billig og effektiv måde at fordele de studerende. Fra sidste ansøgningsfrist til de studerende er fordelt på de uddannelser, de har prioriteret, går der typisk en måneds tid. Det er faktisk ret godt klaret af bureaukratiet.

Det, regeringen foreslår, er altså dyrere og mindre socialt retfærdigt end det system, der eksisterer. Og det problem, der har udløst forslaget til reform, er forholdsvis lille.

Statsministeren taler om uddannelser, der kræver mere end 10 i snit. Men på over 9 af 10 uddannelser er et snit på 9 rigeligt.

Når regeringen foreslår at løse et begrænset problem ved hjælp af en metode, der er både dyrere og dårligere end den, der anvendes i dag, er det, fordi den er blevet indfanget i en bestemt ideologi. Det er en ideologi, som er vidt udbredt i den røde, veluddannede middelklasse, der foretrækker at læse Politiken eller Information. Ifølge den røde middelklasses ideologi er det meget tæt på sundhedsskadeligt at gå i gymnasiet. Det vil uvægerligt føre til, at man udsættes for “pres” og “stress” i en grad, så et ungt menneske næsten ikke kan holde til det.

Selvfølgelig er det ikke tæt på sundhedsskadeligt at gå i gymnasiet, hvis man bare indretter sit liv på det. Selvklart skal man undlade at ligge i sprit fra torsdag til søndag.

Man skal ikke tjatte til sine lektier, mens man sidder på en café og hygger sig med venner. Derimod skal man sætte sig i et lokale uden forstyrrende elementer og arbejde seriøst med tingene, til opgaverne er løst. Så vil de gode karakterer og det høje snit indfinde sig, uden at man bliver særlig stresset.

” Pres” og “stress” er i dag blevet det narrativ, ingen udfordrer. Har du faktisk meget at lave? Eller er dine forventninger forkerte? Det er der ingen, der tør spørge om. Har du overvejet, om gymnasiet i det hele taget er noget for dig? For hvis du virkelig er ved at gå helt ned på noget, som tusindvis af unge i gamle dage først og fremmest opfattede som en åndsudvidende og dannende periode i livet, er det måske et signal om, at du mangler boglige evner. Har du tænkt over, at man får en stålsat karakter af at gøre sig umage og af at anstrenge sig? Og har du tænkt over, at en stålsat karakter har man i højeste grad brug for i hele sit liv? De svære år mellem konfirmation og pension, som en vittig hund engang formulerede det.

Det er simpelthen forbudt at udfordre den røde middelklasses narrativ om pres og stress. Selv om der er et hav af gode grunde til at gøre det.

Det bliver ikke bedre af, at statsministeren optræder som den argeste middelklassepopulist. Bliver man en bedre psykolog af at have mange 12-taller, spurgte hun på Folkemødet. Ja. Det bliver man faktisk. Forstået på den måde, at et højt gennemsnit ifølge Evalueringsinstituttet er en fremragende indikator på, om man egner sig til at tage en videregående uddannelse.

Man forstår det egentlig godt: Folk, der har mange 12-taller, er sandsynligvis kendetegnet ved at være flittige og intelligente og ved at være i besiddelse af en vis indre motivation og stamina. Alle fire ting er ekstremt gode egenskaber at være i besiddelse af. Hvad enten man vil være psykolog eller noget helt andet. At regeringen opstiller en modsætning mellem på den ene side at få 12 og på den anden side at lære noget og at være interesseret i noget, er en decideret fornærmelse imod de dygtige elever.

Selvfølgelig har man lært rigtig meget, når man får 12. Man har nemlig lært mere end alle, der har fået mindre. Og selvfølgelig er det i hovedreglen sådan, at uden interesse kommer man i det hele taget ikke særlig langt, når man uddanner sig.

På grund af den røde ideologi skal der nu skabes en kæmpemæssig kvote 2 på en fjerdedel af de optagne studerende. Det er faktisk mere tilfældigt og vilkårligt end karaktererne i gymnasiet. Fordi på gymnasiet har man tre år til at blive dygtig til en række veldefinerede fag. Og rundhåndet hjælp fra meget veluddannede lærere til at forstå fagene og forbedre sig.

Et enkelt element i forslaget overvejede jeg i første omgang at springe over, fordi det slet og ret er åndssvagt. Men jeg vil nævne det alligevel: at man skal kunne komme på universitetet med fem års erhvervserfaring. For at skære det ud i pap: Det er ikke kvalificerende til et universitet at have haft et job i fem år. Under nogen omstændigheder.

Der er en vanvittig idé, som må luges ud af regeringens forslag hurtigst muligt.

Det er populært at sige, at nogle politiske regimer læser George Orwells roman “1984” som en manual og ikke som en advarsel. Jeg vil sige: Regeringen læser Jørgen S.

Dichs klassiker “Den herskende klasse” som en manual og ikke som en advarsel. Jørgen S. Dich sagde, at udbygningen af den offentlige sektor – og ikke mindst af uddannelsessystemet – først og fremmest tjente medarbejdernes interesser. Eller med andre ord: Når man i 1960′ erne og 1970′ erne udbyggede uddannelsessystemet så meget, som tilfældet var, skyldtes det, at akademikerne havde haft held til at indbilde den tids politikere, at et retfærdigt samfund stod og faldt med, at rigtig mange mennesker fik en studentereksamen og kom på en videregående uddannelse.

Det er selvfølgelig ikke sandt. Et samfund, hvor mange har en erhvervsuddannelse, kan være både lige så retfærdigt og mere til. Men det giver beskæftigelse til en hel masse akademikere at (over) uddanne befolkningen, og det var i virkeligheden den skjulte dagsorden.

Regeringen og dens støttepartier går helt konsekvent den røde, akademiske middelklasses ærinde.

Statens Uddannelsesstøtte er en af de meget få overførselsindkomster, der har en negativ social pro-fil. Det vil sige: Den overfører faktisk penge fra mennesker, der ikke er så godt ved muffen, til mennesker, der er langt bedre ved muffen.

Oven i det vil man nu til at lægge mindre vægt på de forholdsvis socialt retfærdige karakterer og mere vægt på de forholdsvis mindre socialt retfærdige optagelsesprøver og subjektive skøn. Det favoriserer i den grad den røde middelklasses useriøse unger. Der ikke vil give slip på fester og venner, mens de går i gymnasiet, men gerne have topkarakterer alligevel.

Regeringens forslag er den rene og skære populisme rettet mod den røde middelklasse. Man ville ønske, at de blå partier ville protestere højlydt imod, at dette sker. Desværre ser det ud til, at det som sædvanlig vil være overtegnede – og nogle få andre behjertede borgerlige – der vil sige fra over for denne tilpasning af hele vores uddannelsessystem til den røde middelklasse og dens useriøse afkom.

Desværre ser det ud til, at det som sædvanlig vil være overtegnede – og nogle få andre behjertede borgerlige – der vil sige fra over for denne tilpasning af hele vores uddannelsessystem til den røde middelklasse og dens useriøse afkom.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 22. juni 2022)

Alex Vanopslagh
28. juni 2022

Indberetningerne griber om sig, og de kommunale sagsbehandlere risikerer at drukne i unødvendige småsager, hvor der ikke er en finger at sætte på forældrenes opdragelse.
Familien er samfundets bærende enhed, og det offentlige er sat i verden for at understøtte familiens behov, ikke for at erstatte familien. Men jeg er bange for, at vi i dag er kørt ud på et sidespor, når det kommer til det offentliges indgreb i danske familiers intimsfære. Et grelt eksempel er den såkaldte Fanø-sag for et par år siden.

Her havde en pige sagt i skolen, at hendes far var et røvhul, som altid slog sine børn. Det viste sig dog, at der var tale om kortspillet ‘ røvhul’, og at faren altid vandt over børnene – men alligevel blev forældrene indberettet til kommunen.

INDBERETNINGEN ledte til et opslidende forløb, hvor forældrene i næsten et halvt år skulle trækkes gennem sølet af kommunale undersøgelser med søvnløse nætter og besøg hos krisepsykolog til følge.

Ligesom i mange andre tilfælde startede sagen med en grundløs indberetning.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de tiltagende indberetninger er udtryk for et skred i vores forståelse af, hvornår staten bør gribe ind i borgernes privatliv.

Siden 2015 er antallet af anonyme indberetninger nemlig steget eksplosivt, men ligesom i sagen fra Fanø er henvendelserne ofte meget tvivlsomme. Mange af de anonyme indberetninger hviler på et papirtyndt grundlag, hvor småting såsom en glemt madpakke eller manglende tandlægetider leder til, at forældrene bliver uretmæssigt undersøgt og mistænkeliggjort af myndighederne.

Den voksende mængde indberetninger har i flere tilfælde også ført til, at kommunen går ind og blander sig i forældrenes børneopdragelse, og meget tyder på, at indberetningstendensen er et produkt af uigennemtænkt politik. I løbet af de seneste år er lovgivningen på området nemlig blevet strammet markant, og manglende indberetninger fra f. eks. pædagoger kan i dag føre til et helt års fængsel.

VI BEFINDER OS på et skråplan, og problemet ser kun ud til blive værre med den nuværende regering ved roret. Med den selvbestaltede børnenes statsminister i spidsen har Socialdemokratiet nemlig som erklæret mål, at flere børn skal tvangsfjernes fra deres forældre. Ved første øjekast kan man måske forledes til at tro, at det vil forebygge antallet af sager om svigt af børn, men det lader faktisk ikke til at være tilfældet.

Trods den store stigning i anonyme indberetninger er det nemlig kun 16 procent af henvendelserne, der omhandler vold eller misbrug af børnene. Og måske burde det ikke komme som en overraskelse, at mange af sagerne hører til småtingsafdelingen, når man fra politisk hold anser tvangsfjernelser som et gode i sig selv. Forstå mig ret. Der må ikke herske tvivl om, at vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forebygge de forfærdelige sager, hvor børn bliver svigtet.

Men i den nuværende situation frygter jeg, at reguleringen på området har gjort kuren værre end sygdommen.

Vi har eksempelvis hørt om sager, hvor anonyme indberetninger får kommunen til at tage kontakt til børnene i deres institutioner for at forhøre dem, uden at forældrene overhovedet bliver underrettet.

Det er udtryk for en uanstændig mistillid til familierne og et groft indgreb i kernen af menneskers liv.

JEG FOREGIVER ikke at have nogen endelig facitliste, for jeg tror ikke på, at der er nogen lette snuptagsløsninger. Men et skridt i den rigtige retning kunne være at indføre en regel om, at forældrene har lov til at tale med en socialrådgiver, pædagog eller lærer, inden en indberetning får kommunen til at kulegrave familien.

Det har man gjort i Tyskland, og på den måde kan vi sikre os, at småsager og ubetydelige misforståelser ikke får lov til at splitte familier ad, på samme måde som vi så det i sagen fra Fanø.

Vi bør også overveje at indskærpe til, at der kun kan ske anonyme indberetninger, hvis der er mistanke om grove tilfælde af svigt eller overgreb. For vi bliver nødt til at huske på, at det kan få alvorlige konsekvenser for de involverede familier, når anonyme personer laver uretmæssige indberetninger uden hold i virkeligheden.

De fleste forældre vil nok kunne forestille sig, hvor ubehageligt det må være at åbne sin e-Boks til en besked fra myndighederne om, at en anonym person har lavet en indberetning på ens forældreskab. Hvad har ligget til grund for en sådan indberetning? Og hvem er det, der ikke synes, at man er en tilstrækkeligt god forælder? En sådan mistænkeliggørelse er forfærdelig for den enkelte familie, men jeg tror også, at indberetningskulturen har konsekvenser for samfundet som helhed. For når den politiske målstyring skaber til mistillid, slår det sprækker i vores fællesskab. Det kan i værste fald undergrave den tillidskultur, som ellers kendetegner vores samfund.

KONSEKVENSEN AF indberetningskulturen er nemlig, at det civilsamfundsansvar, som historisk har ligget hos det enkelte individ, nu er blevet placeret hos staten. Mens pædagogerne i Fanø-sagen formentlig selv ville have talt med pigen om hendes oplevelse tidligere, er de som følge af den politiske styringssyge i dag nødt til at foretage en anonym indberetning af frygt for deres egen karriere.

Den strammede lovgivning flytter dermed hegnspæle i vores forståelse af, hvilken rolle kommunen skal spille i borgernes intimsfære.

Det bør vi være meget opmærksomme på. For samspillet mellem indgreb i borgernes privatliv, statslig overvågning og detailregulering er en farlig cocktail.

Med den omsiggribende indberetningstendens risikerer de kommunale sagsbehandlere nemlig at drukne i unødvendige småsager, hvor der ikke er en finger at sætte på forældrenes opdragelse.

Det vil uvægerligt medføre, at der er færre ressourcer tilbage til de sager, hvor det ér nødvendigt, at myndighederne træder til. Derfor bør vi lægge det overdrevne optimeringsbehov af vores børn i graven. Vi bliver nødt til at sikre os, at småting som glemte madpakker og manglende tandlægetider ikke får kommunen til at henvise forældrene til sidelinjen, mens myndighederne overtager rollen som opdrager.

Og så bliver vi politikere nødt til at sikre os, at dårlig regulering ikke ender med at blive en spændetrøje, der afholder kommunerne fra at skride til handling i de vigtige sager.

Alternativet er, at det offentlige sander til i ligegyldigheder, at mistilliden breder sig mennesker imellem, og at vi fortsætter marchen mod den totale indordning af familien som en undersåt til staten.

Det kommer der ikke et mere omsorgsfuldt, trygt eller næstekærligt samfund ud af.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 21 juni 2022)

Alex Vanopslagh
28. juni 2022

I dokumentaren “Minkskandalen – Afgørelsens time” skildrer DR forløbet op til den ulovlige ordre om at udrydde det danske minkerhverv.

Selv om jeg efterhånden kender sagen som min egen bukselomme, løb det mig koldt ned ad ryggen, da jeg endnu engang blev mindet om detaljerne i skandalen.

Så lad mig – mens vi venter på, at Minkkommissionen fremlægger sine konklusioner i næste uge – opridse nogle af de mest vanvittige dele af det hændelsesforløb, som ledte til danmarkshistoriens største politiske skandale.

For det første tror man ikke sine egne øjne, når man genser virakken om mødet i Koordinationsudvalget, hvor det blev besluttet at udrydde minkerhvervet.

På blot 44 minutter bestemte man nemlig, at tusindvis af danskere skulle have ødelagt deres livsværk, blive sendt ud i arbejdsløshed, og at skandalens regning på 19 mia. kr. skulle tørres af på borgerne.

At ordren blev givet på et ulovligt grundlag, er i sig selv beskæmmende.

Men departementschefen i Miljø-og Fødevareministeriet har endda også udtalt, at det ikke var »top of mind« at sikre, at den katastrofale beslutning var lovlig.

Hvordan kunne man træffe en så afgørende beslutning uden at tænke over, om det overhovedet var lovligt? Og det stopper ikke her. For de faglige bilag, der skulle ligge til grund for beslutningsprocessen, blev nemlig først udleveret i sidste øjeblik, så der ikke var tid til at læse dem før mødet.

Det er foruroligende. For selv hvis beslutningen havde været lovlig, hvordan kan man så tillade sig at træffe beslutninger med så store konsekvenser, uden i det mindste at have sat sig ind i sagen først? Noget andet, der også nager mig, er, at regeringen har sendt skandalens regning på 19 mia. kr. videre til borgerne, der i forvejen betaler nok i skat. For hvad kunne de 19 mia. kr. ikke være gået til i stedet? Svaret er, at vi for den mængde penge kunne have givet 150.000 unge en faglært uddannelse. Vi kunne have betalt for knap 42.000 pædagogers årsværk i daginstitutionerne, hvilket svarer til at fordoble alle pædagogers løn i ét år.

Og hvis pengene bare skulle være blevet udbetalt til borgerne, kunne man med 19 mia. kr. også have udskrevet en check på 4.000 kr. til alle voksne danskere.

Kan du komme i tanke om noget, du hellere vil have brugt 4.000 kr. på end at samle regningen op for regeringens skandale? I DR’s dokumentar genser vi også, hvordan Mette Frederiksen først påtager sig ansvaret for beslutningen om at aflive alle mink i starten af forløbet, så hun kan fremstå handlekraftig.

Men når regeringen senere i forløbet indser, at der er tale om en veritabel skandalesag, får piben hurtigt en anden klang.

For så begynder Mette Frederiksen nemlig fluks at frasige sig ansvaret, så hun kan dække sig selv ind ved at lade Mogens Jensen tage skraldet.

Det er en uværdig måde at skubbe ansvaret over på nogle andre, når lokummet brænder på.

For når man som leder af et land træffer så afgørende beslutninger med så store konsekvenser, bør man også stå på mål for sine handlinger.

Men selv efter det kom frem, at der ikke var lovhjemmel, blev Mette Frederiksen ved med at fastholde ordren om at sønderslå minkerhvervet.

Denne nonchalance er udtryk for en mageløs grad af respektløshed over for andre menneskers hårde arbejde. Mange af minkavlerne har gennem flere generationer formået at opbygge en produktion, der var blandt verdens suverænt bedste.

Men med et pennestrøg udslettede den socialdemokratiske regering tusindvis af menneskers levebrød og livsværk. Derfor er jeg glad for, at vi fik nedsat Minkkommissionen.

Og mens vi venter på kommissionens konklusioner i næste uge, vil jeg opfordre alle til at se DR-dokumentaren.

For hændelsesforløbet, der affødte danmarkshistoriens største politiske skandale, må ikke gå i glemmebogen.

Hvad kunne de 19 mia. kr.

ikke være gået til i stedet? Svaret er, at vi for den mængde penge kunne have givet 150.000 unge en faglært uddannelse.

Vi kunne have betalt for knap 42.000 pædagogers årsværk i daginstitutionerne, hvilket svarer til at fordoble alle pædagogers løn i ét år.

(Debatindlæg udgivet d. 26. juni 2022 i Jyllands Posten)

Henrik Dahl
7. juni 2022

Det talte ord gælder.

Hvis de enkelte MF’ere ikke bærer sig nogenlunde fornuftigt ad, bliver de afsat ved det førstkommende valg. Derfor er Folketinget bange for borgerne. Hvis regeringen ikke styrer landet på en måde, der kan finde opbakning i Folketinget, kommer den i mindretal og må træde tilbage. Derfor er regeringen bange for Folketinget. Hvis byretterne og landsretterne ikke koncentrerer sig om at afgøre sagerne rigtigt, bliver de underkendt af Højesteret. Derfor er de lavere retsinstanser bange for de højere.

Dykker man ned i den måde, vores danske demokrati fungerer, vil man finde, at det helt grundlæggende er baseret på, at alle skal være bange for noget.

At enhver, der er betroet magt, skal stå til ansvar, er selve grundlaget for det folkestyre, hvis fødselsdag vi fejrer i dag.

Det, der var problemet med enevælden, der herskede før den 5. juni 1849, var, at den var ansvarsfri. Ingen havde noget at være bange for.

Var kongen uduelig? Det havde ikke nogen konsekvenser før 1849. Var regeringen elendig? Det havde ikke nogen væsentlige konsekvenser før 1849. Var domstolene bundhamrende uretfærdige? Det samme: Før 1849 havde det ikke de helt store konsekvenser. Bare man holdt sig gode venner med kongen.

At magthaverne skulle stå til ansvar, var det helt store gennembrud, da vi i Danmark tog de første skridt hen imod demokrati for 173 år siden.

I det hele taget har vi en grundlov, der er utroligt fornuftig. Den lever fuldkommen op til, hvad kejser Napoleon siges at have sagt: En forfatning skal være kort og uklar.

Det skal den være, fordi en kort tekst, der er en lille smule uklar, kan fortolkes på mange måder. Og uden, at mange mennesker kan lægge noget lidt forskelligt ind i en grundlov, kan den ikke samle et tilstrækkeligt stort flertal.

Vores nuværende grundlov fra 1953 lever i højeste grad op til kejser Napoleons kloge ord. Med kun 89 paragraffer fordelt på 11 kapitler.

Grundloven fastsætter først sit eget gyldighedsområde. Det er ”alle dele af Danmarks rige – hvad der ikke er helt ligegyldigt. Det var spørgsmålet om den oprindelige junigrundlovs gyldighedsområde, der kastede Danmark ud i Anden slesvigske krig i 1864. Så forholder grundloven sig til kongens stilling; regeringens forhold til kongen; Folketingets stilling; Folketingets arbejde, herunder samarbejde med regeringen; oprettelse af en rigsret og den dømmende magts forhold i øvrigt; folkekirkens forhold (samt betingelserne for religionsudøvelse i øvrigt); borgernes frihedsrettigheder; borgernes politiske rettigheder; reglerne for at ændre forfatningen samt sidst, men ikke mindst: Grundlovens ikrafttrædelse.

Enklere kan det dårligt blive. Og mere uklart: Næppe heller.

Hvis man ikke er blevet undervist i, hvordan grundloven skal læses, kunne man fristes til at tro, at kongen har umådelig meget at skulle have sagt. Men paragrafferne om kongen skal læses sådan, at det er regeringen, der styrer landet – ikke kongen.

Man kunne også fristes til at tro, at Danmark hurtigst muligt skal have en kirkeforfatning. For det står der i paragraf 66: folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Men det er der ingen regeringer, der i 173 år har haft den store lyst til at gå helhjertet ind i. Og lad mig afsløre: Det kommer heller ikke til at ske i vores levetid.

Det sidste eksempel på frugtbar uklarhed, jeg gerne vil slå ned på, er paragraf 56: At MF’ere skal stemme efter deres overbevisning.

Den paragraf får altid nogen til at sige, at så må det være slut med politiske partier og politiske kompromisser og uvanen med, at MF’erne sidder i folketingssalen med et ark papir, de har fået fra partisekretariatet, og mekanisk trykker på de grønne og røde knapper.

I virkeligheden er der kun ét menneske i verden, der kender en MF’ers inderste overbevisning: Den pågældende selv. Og derfor mangler ethvert andet menneske på jordkloden i virkeligheden de oplysninger, der er nødvendige for at kunne udfordre den enkelte MF’er.

Realiteten er, at de fleste folketingsmedlemmer har den dybe og inderlige overbevisning, at partidisciplin er en god ting, som man bør følge. Derfor stemmer de naturligvis altid efter deres overbevisning – også når de sidder bevidstløst med sedlen fra partisekretariatet og stemmer det, der står på den.

I realiteten betyder paragraf 56 da også noget andet. Den siger, at der kun findes én måde, hvorpå man kan klage over sin MF’er: Ikke at stemme på vedkommende en anden gang.

Men tilbage til grundloven og spørgsmålet om magt. Det geniale ved vores første grundlov og alle dem, vi siden har haft, var indsigten i, at enhver, der har magt, skal føle en form for begrænsning i den magt, de udøver. Hvilket man i praksis kan oversætte til, at alle magthavere skal være bange for noget.

I et ægte demokrati skal statens magt være begrænset. Magten skal være delt. Og de enkelte grene af statsmagten skal være bevidste om, at de kan komme i store vanskeligheder, hvis de ikke overholder spillereglerne.

Det rummes alt sammen i vores gamle, men stadig vitale, grundlov. Og derfor er der al mulig grund til at mødes og fejre den i dag.

Men er der magthavere i dag, der ikke kan gøres ansvarlige? Det er det store spørgsmål. For magthavere, der ikke har noget at frygte, er hundrede procent imod ånden i vores demokrati.

Som politiker kan man godt føle, at medierne ikke står til ansvar. De kan sige, hvad de har lyst til. Og selvom den enkelte politiker kan fremlægge bevis for, at hun eller han taler i overensstemmelse med den bedst muligt viden, kan det godt føles som om, at det ikke bliver taget til efterretning.

Men faktum er: Man kan altid klage til Pressenævnet. Og hvis det finder, at medierne er gået over stregen, bliver de også holdt ansvarlige. Så det passer ikke, at medierne står uden for princippet om frihed under ansvar.

Der, hvor jeg godt kan være bekymret for, at grundlovens fundamentale princip om, at magthavere skal kunne holdes ansvarlige, svigter, er i forhold til bureaukratiet.

Hvem ender med at stå til ansvar, hvis en borger kommer i klemme i beskæftigelsessystemet? Eller i sundhedsvæsenet? Eller i skattevæsenet? Alt for ofte er svaret: Det er der ikke nogen, der gør.

På den måde ender bureaukratiet med at have en magt, som der ikke er nogen andre i vores demokrati, der har. Hvor det koster dyrt for et politisk parti eller en regering at fejle, er det mere eller mindre gratis for det bureaukratiske system. Her kan man træffe den ene dårlige afgørelse efter den anden. Uden, at det nogensinde vil koste nogen deres embede eller deres frihed og bekvemmelighed.

Grundloven er konstrueret sådan, at det næsten er umuligt at ændre den. Først skal ændringerne vedtages af Folketinget. Så skal de godkendes ved en folkeafstemning. Så skal der udskrives valg. Og så skal det nyt sammensatte Folketing godkende ændringerne en gang til. Det er en procedure, der er skabt til at forhindre evindelige ændringer – og den virker.

Så grundloven bliver ikke ændret. Men HVIS den skulle ændres, hvad skulle man så tage fat på?

Nogen siger, at menneskerettighederne burde skrives ind i grundloven. Det er jeg ikke så sikker på.

Menneskerettighederne består både af negative rettigheder: Ting, staten ikke må gøre. Og positive rettigheder: Ting, staten skal gøre.

Jeg tror ikke, det er klogt at skrive positive rettigheder ind i en forfatning. Og mærkeligt nok: Fordi de positive rettigheder trods alt er FOR uklare til, at det er godt at skrive dem ned. De kan hurtigt vrides og vendes til noget, lovens givere aldrig havde tænkt på. Og erfaringen viser: Det sker også.

Men to af de nuværende paragraffer burde man se på:

I følge paragraf 67 har vi i Danmark religionsfrihed. Alligevel er vi nødt til at opstille bevæbnede vagter ved synagogen i Krystalgade og ved den jødiske Carolineskolen. Og i hele Europa vokser antisemitismen i disse år.

Ifølge paragraf 70 kan man hverken unddrage sig ret og pligt som følge af sin religion. Alligevel presses Folketinget og lokale politikere og autoriteter igen og igen til at tilstå religiøse minoriteter særrettigheder.

Det peger på, at de to paragraffer 67 og 70 bør have en ny formulering. Der for det første er mere præcis i forhold til, hvad religioner ikke må. Og for det andet er mere præcis i forhold til, hvor grænsen mellem religion og almindeligt medborgerskab går.

I forhold til bureaukratiet skal man huske: Manglen på paragraffer i grundloven forhindrer ikke Folketinget i at indrette den øvrige lovgivning sådan, at også de upersonlige ”systemer” kan holdes ansvarlige, hvis de behandler borgere og virksomheder urimeligt eller decideret dårligt.

Derfor er det mit ønske på denne grundlovsdag, at Folketinget altid husker grundlovens ånd på de områder, der ikke er omfattet af dens bogstav.

”Systemet” bør ikke kunne slippe ustraffet fra at behandle borgere og virksomheder urimeligt eller dårligt. Det skal være muligt at klage og at få sin ret. Og det skal koste en klækkelig erstatning til den, der får sine rettigheder trampet på af systemet, når det fejler og på den måde misbruger sin magt.

Sådan holder Folketinget grundloven opdateret. Selvom den er næsten umulig at ændre.

Ole Birk Olesen
6. juni 2022

Det talte ord gælder.

Så er vi her igen på Grundlovsdag.

Solen skinner. Igen.

Jeg skrev ud på Twitter forleden med et billede af vejrudsigten for i dag:

”Vorherre har altid været venligere stemt over for Grundlovsdag end over for Arbejdernes Internationale Kampdag. Kolon”

Og så billedet med en masse sol på.

Og så er det jo sådan, at når man skriver noget for sjov på sociale medier – jeg tror jo slet ikke på, at der findes nogen Vorherre – så er der nogen andre, som vil forsøge at få lidt opmærksomhed ved at lade som om, det ikke er ment for sjov.

”Din gud er interesseret i dansk politik. Spørgsmålstegn,” skrev en. ”Vorherre findes ikke, men det gør vejrsystemer og årstider,” skrev en anden. ”Er ret sikker på, at jordens rotation om solen har mere at gøre med vejret henholdvis 1/5 og 5/6 end en fiktiv himmelnisse”.

Gud, virkelig!?!?! Ups, der kom Vorherre ind igen.

Men, altså …

Nogen har jo lagt de dage, hvor de ligger, og hvis det ikke er en Gud, så må det være mennesker. Og så må man bare sige, at vores liberale Grundlovsfædre tilbage i 1849 var meget mere fremsynede i forhold til planlægning af udendørs arrangementer ud i al evighed, end socialisterne var, da de planlagde, at det var 1. maj, at de hvert år skulle mødes under den åbne himmel.

Kender I skumfidustesten, hvor børn får at vide, at de enten kan spise skumfidusen nu eller vente, og så får de to? Så venter de fremsynede børn, mens børn, som har problemer med at udskyde deres behov, de bare kaster sig over den ene skumfidus, som ligger foran dem.

På samme måde kan man forestille sig, at Grundlovsfædrene og socialisterne har siddet:

”Vi kan holde vores fest her og nu, hvor der er overvældende sandsynlighed for regn og rusk. Jaja, kammerater, der vil være masser af bajere og Papa Bue Jazz Band, men hvis vi venter, så vil vejret være godt næsten hvert eneste år i al evighed. Vi vil kunne sidde på tørt, grønt græs i stedet for mudder, vi vil kunne lade solen varme vores af kapitalistsvinene nedslidte knogler, og vi vil kunne få lidt farve under kulstøvet i vores ansigter. Er det ikke bedre, socialister?”

Og socialisterne brød bare ud:

”Hvad vil vi ha’? Bajere, bajere, bajere!. Hvornår vil vi have det? Nu, nu, nu!”

Grundlovsfædrene var liberale og trænede i at tænke på det lange sigte:

”Nejnej, lad bare socialisterne få 1. maj, vi venter til 5. juni,” svarede de. Og se hvor dejligt vi har det igen.

Så det er rigtigt nok. Der var ikke nogen Gud indblandet i det. Men dumhed var.

——-

Det er 173 år siden, at Danmark fik sin første grundlov, så det er en gammel tradition, vi her holder liv i i den flotte have ved Det Kongelige Bibliotek.

Hvis Grundlovs-traditionen var et menneske, så ville den være en verdensberømt lille bitte japansk kvinde med hule kinder og den slags rynker, som kendte mennesker havde, før man opfandt Botox – og hun ville være død for over 50 år siden!

Så altså meget, meget gammel.

Vi bliver alle ældre, og det har både fordele og ulemper.

Jeg bliver selv 50 år gammel om et halvt år, og det føles ikke så gammelt, men der alligevel nogle tegn på, at jeg i hvert fald ikke er ung længere.

Det første tegn er, at kvinder, som er ældre end mig, er begyndt at skrive til mig på Facebook, at jeg burde tage mit skæg af, fordi det får mig til at se lige så gammel ud, som jeg er. Det er ikke noget, jeg finder på, det gør de virkelig. Og det ER kvinder, og de ER ældre end mig.

Når man klikker på deres profilfoto, så ser de ikke gamle ud, men så er der alligevel en frisure, som ingen længere har, men som var moderne i 80’erne, eller nogen trompetbukser fra 70’erne, som afslører, at de har puttet et ungdomsbillede på som deres profilbillede.

Nok om fordelene ved at blive ældre …

Der er også ulemper.

Jeg er f.eks. fra en generation, hvor vi var mange som læste bøger.

Når jeg går med briller i dag, så er det fordi, jeg har ødelagt min evne til at se langt ved at stirre ind på små sorte bogstaver på hvide bogsider på 40 centimeters afstand, stort set uafbrudt fra 1. klasse indtil internettet blev udbredt i slutningen af 90’erne.

Jeg er fra en tid, hvor et liberalt ungt menneske helt seriøst kunne finde på at sidde med John Lockes ”Two Treatises of Government” fra 1689 for at læse de første argumenter for, hvorfor en Konge ikke havde ret til at eje et helt land med alle undersåtterne i det og gøre med dem, hvad han ønskede.

For der var ikke andet at lave, når man var 17 år gammel i 1990, et år efter Berlin-murens fald, og ventede på bussen hjem til fødegården fra storbyen Aabenraa, hvor nærmeste gymnasium lå!

Det betyder også, at jeg lider af en sygdom, som hedder ”arrogance”, når unge fyre skriver eller siger om mig, at jeg har gjort eller sagt et eller andet, som beviser, at jeg ikke ved nok om, hvad liberale bør kæmpe for. Og lad mig her slå fast, at det ikke er en nødvendig betingelse for at sige sådan noget om mig, at man er – eller har været – landsformand for Liberal Alliances Ungdom.

Men det hjælper tilsyneladende.

Min sygdom bryder også ud, når venstreorienterede skriver om mig på Twitter, at jeg kun er ”såkaldt liberal”, men altså ikke liberal i virkeligheden, fordi jeg ikke mener det samme som dem.

Det handler i stigende grad om køn, når de gør det. Hankøn, hunkøn, pige, dreng, kvinde, mand. Det viser sig, at de har en noget anderledes holdning om forholdet mellem det enkelte menneskes syn på sig selv, og hvad mennesker skal have lov til at sige om andre mennesker, end hvad jeg har fået ud af at læse, hvad John Locke, Tocqueville, Voltaire og John Stuart Mill har forfattet om tanke- og ytringsfrihed.

Grundloven sikrer os ytringsfrihed, hvis vi ellers holder os inden for lovens brede rammer. Vi må f.eks. ikke kalde en mand pædofil, hvis vi ikke kan føre sandhedsbevis for det. Man må heller ikke sige, at formanden for Stilladsarbejdernes Landsklub under 3F burde være i fængsel.

Hvis man ikke kan bevise det.

Hvis det står til dem, som fortæller, at jeg kun er ”såkaldt liberal”, når jeg taler om mennesker og køn, så burde jeg ikke have lov til at sige, hvad jeg siger.

En af mine første videoer, som jeg uploadede på TikTok, indeholdt en scene fra folketingssalen. Her siger Enhedslistens Pernille Skipper:

”Altså, der er mænd, der kan føde børn.”

Så klippes der til mig på mit kontor, og jeg siger kun ét ord:

”Nej.”

Den video fik lov til at blive på TikTok i 5-6 timer, inden den blev anmeldt som ”hate speech” af tilstrækkeligt mange mennesker, som mener, at jeg er ”såkaldt liberal”, så TikToks algoritme besluttede at skjule videoen for – ja, ”hate speech”.

T
Det er blevet sagt af en klogere mand end mig, at hvis man gerne vil hjælpe andre mennesker, så skal man være villig til at fortælle dem sandheden. Hvis man kun er ude på at hjælpe sig selv, så kan man nøjes med at fortælle andre det, de gerne vil høre.

Der findes en masse unge mennesker i dag, som er blevet bildt ind, at de er ”født i den forkerte krop”. At de er én ting, men deres krop er en anden ting, og at kroppen derfor er forkert.

Tænk at være et barn eller et ungt menneske og at være usikker på, hvem man selv er, og så at få at vide, at man bestemt skal være usikker, fordi man er noget helt andet end ens krop. At kroppen ligesom ikke er en selv, men noget udefrakommende, som man er blevet påduttet ved en fejl i et lotteri. Og at man derfor ikke kan være sig selv, før den fejl er blevet rettet i fuld narkose og under en forhåbentlig kyndig kirurgs skalpel. Så er der bare en masse børne- og ungdomsår, som skal henslæbes med at være en anden, end man i virkeligheden er, indtil man kan få lov til at få det rettet.

Det må og skal være tilladt for os andre at sige til de unge mennesker:

Du er ikke født i nogen forkert krop. Du er født i din krop. Den er, som den skal være.

Hvis du er ulykkelig over noget, så kigger du det forkerte sted hen, hvis du kigger på din krop og ser en kæmpe stor fejl. Det andet, du er ulykkelig over, kommer ikke til at forsvinde, hvis du får en ny krop.

Det kan godt være, at det ikke er det mest populære budskab hos den unge, som mener at have fundet ud af, at årsagen til hans eller hendes ulykke er en forkert krop, som kan blive rettet, når man bliver gammel nok, og så vil man blive lykkelig.

Men det er sandt, og derfor skal det kunne siges. På længere sigt er det bedre at få sandheden at vide, end at vi bevarer den gode stemning ved, at vi tier stille og taler folk med usande synspunkter efter munden.

Derfor er ytringsfrihed vigtig, for det gælder i alle livets og samfundets forhold, ikke kun i forhold til børn og unge og deres kroppe, at på langt sigt bliver tingene bedre, hvis vi siger sandheden. Det skal vi derfor have lov til, for ellers kan alle mulige ulykker ske, fordi flere og flere begynder at tro ting, som ikke passer.

Vi må også insistere på, at sandheden om Mette Frederiksen og hendes regering kan siges.

For få uger siden måtte Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, sige nej til at få en fortrolig orientering om den tiltale mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, som regeringen gerne vil føre for en domstol. For hvis han modtog den fortrolige orientering, så ville han ikke længere kunne tale frit om de ting, som vi alle kan regne ud, at sagen handler om, fordi han jo ville have fået det at vide i en fortrolig orientering.

Så ville han være afskåret fra at sige, at regeringen fører sag mod en politisk modstander, fordi Hjort har taget chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, i forsvar, efter at regeringen i al sin magtfuldkommenhed har forkludret en sag om, hvorvidt Findsen er kommet til at sige mere, end han må om Danmarks internationale samarbejder, til den danske presse.

I fængsel med Findsen, og Claus Hjort skal samme vej, fordi han har sagt cirka det samme, da han ville modsige regeringens behandling af Findsen.

Jeg siger ikke, at Danmark med Mette Frederiksen som statsminister ligner Putins Rusland. Langt fra.

Men jeg siger, at Mette Frederiksen med sin vendetta mod Claus Hjort Frederiksen har et ønske om, at vi en lille smule skal nærme os et land, hvor oppositionen ikke er helt tryg ved at tale dårligt om statsministeren og hendes regering.

Ikke kun oppositionen, i øvrigt.

Når man har fulgt afhøringerne i Minkkommissionen om Mette Frederiksens forhastede og delvist ulovlige beslutning om at slå alle mink ned i Danmark, så står det klart, at kommissionen har været i gang med at finde ud af, om statsministeren i centraladministrationen har skabt en stemning af frygt for at tale Mette Frederiksen imod, når hun har fået en fiks idé.

Det er mindre end 8 år siden, at Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister. Dengang måtte yngre medarbejdere i ministeriet beskyttes mod deres ministers koleriske temperament, der gav sig udslag i vredesudbrud og personangreb mod medarbejdere, som ikke kunne eller ville gøre, hvad ministeren sagde.

Jeg har i 2,5 år været politisk leder for et ministerium. Jeg havde med superloyale, oprigtigt engagerede og meget dygtige medarbejdere at gøre. Hvis jeg sagde til dem, at vi skulle gå en bestemt vej, så udførte de arbejdet, som kunne muliggøre det, hvis jeg ellers kunne skaffe flertal i Folketinget for det.

Men hvis jeg undtagelsesvist havde fået en idé, som af forskellige årsager ikke var så god eller simpelthen ikke kunne gennemføres i en verden med tyngdekraft, begrænsede økonomiske ressourcer, en Grundlov og regler fra EU og FN oven i, så sagde de det også. Og så kom jeg på bedre tanker, fordi jeg blev overbevist om, at de havde ret.

Jeg hidsede mig ikke op, som medarbejderne i Beskæftigelsesministeriet kunne fortælle, at Mette Frederiksen gjorde.

For hvis en minister ikke vil lytte til faglighed og sund fornuft fra embedsmænd, som ofte ved mere om en sags jura, økonomi og andre faktuelle forhold, end ministeren gør, så ender vi med, at alle landets mink bliver beordret aflivet, selvom ingen lov tillader, at det må gøres.

Hvis ministeren gang på gang reagerer med vrede, når hun får at vide, hvilke hindringer der er for, at hendes idé kan gennemføres, så skabes der den frygtstemning, som Minkkommissionen med rette har interesseret sig for.

Vi skal kunne tale landets ledere imod. Og igen siger jeg ikke, at Mette Frederiksens Danmark er som Putins Rusland, men jeg siger, at vi skal se mod øst, hvis vi vil se de fulde konsekvenser af et politisk lederskab, hvor frygt bruges til at holde uønsket modsigelse nede.

Rusland-eksperter troede ikke, at Putin ville være så dum at invadere Ukraine, som han har gjort det. Når de bagefter har skullet forklare, hvorfor Putin alligevel igangsatte krigen mod Ukraine, så tyer de til frygt-forklaringen:

Ingen højtstående personer i det russiske styre turde fortælle Putin, at hans idé om at invadere Rusland både var dømt til at mislykkes på kort sigt og også ville skade Ruslands status i det internationale samfund uendeligt meget på langt sigt. Putin gjorde, hvad han gjorde, fordi den frygt, han har skabt, forhindrede, at vidende mennesker fortalte ham sandheden om idiotien i hans vision om et russisk styret Ukraine og den krig, som skulle få det til at ske.

I Rusland førte frygtstyret til en krig med tusindvis af døde til følge. I Danmark er det måske et frygtstyre, som kan forklare, hvorfor Mette Frederiksen kunne ende med at beslutte, at millioner af mink skulle aflives, selvom hun ikke havde lov til at træffe den beslutning.

—–

Nu vil Mette Frederiksen så udvide sin regering efter det kommende folketingsvalg. De Radikale og SF skal med, siger hun. Måske endda også Venstre og de Konservative, selvom det vist mest bliver sagt for underholdningens skyld.

Hvorfor tog hun dem ikke med efter valget i 2019?

Fordi Minkkommissionen ikke dengang var på vej med en rapport om Mette Frederiksens rolle i minkskandalen. Fordi Radikale og SF ikke dengang kunne bruge en hård kritik af Mette Frederiksens lederskab i Mink-sagen som afsæt for at kræve en regering med flere magtbalancer end dem, der er, når alle ministre er socialdemokratiske folketingsmedlemmer.

Mette Frederiksen vil udvide sin regering, fordi hun mener, det er nødvendigt for at redde sin regering i lyset af den forestående forventede hårde kritik fra Mink-kommissionen.

Her må man så spørge især de Radikale:

Synes I, det er en god måde at komme i regering på? Som en belønning for, at I ser gennem fingre med Mette Frederiksens magtfuldkomne og ulovlige nedlukning af minkerhvervet i Danmark?

Er det sådan, den Radikale selvforståelse er, at man er en god Radikal, hvis man sætter egen regeringsdeltagelse højere, end at man til gengæld skal frede en statsminister, som med et pennestrøg udsletter erhverv uden at læse de papirer, som slår fast, at det ikke kan gøres lovligt?

Det ville være godt med flere magtbalancer i en regering, som har Mette Frederiksen som statsminister. Men det ville være bedre med en regering uden Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen har et stort drive for at få og bruge magt, det er der ingen tvivl om. Men vi kan som befolkning ikke være trygge ved, at hun har magt. Hendes tilgang til det at have magt er ikke ydmyg nok. Oppositionspolitikere trues med fængsel, hendes nærmeste medarbejdere er bange for hende, et erhverv bliver slået ihjel, fordi statsministeren går i panik og ikke går op i, at hun ikke har lov til det.

Det er en yndet sport at se ud på statsministerkandidaterne fra de blå partier og så at påstå, at der ikke er et tilstrækkeligt tungt alternativ til Mette Frederiksen.

Og det er rigtigt, at hverken Jakob Ellemann eller Søren Pape virker lige så magtsyge som Mette Frederiksen. Den udstråling mangler de. Hvis nogen et eller andet sted har besluttet, at en rigtig statsministerkandidat skal have samme forhold til magt som Benny fra The Julekalender har til en skatteprocent på 100, så er Ellemann og Pape ikke tilstrækkeligt magtglade kandidater.

Men hvem har sagt, at en statsminister skal være sådan?

Jeg vil gerne have en statsminister igen i Danmark, som bare har som mål at gøre livet i Danmark lettere og mere frit for borgere og virksomheder. Som ikke står op hver morgen og tænker:

”Nå, hvordan kan vi i regeringen så komme til at bestemme noget mere over samfundslivet i dag? Er der nogen erhverv, vi kan lukke? Er der nogen private velfærdsleverandører, vi kan gøre livet surt for? Er der nogen unge mennesker, som vi kan bestemme skal uddanne sig et andet sted end der, hvor de helst vil uddanne sig?”

Lad os blive ved det sidste: De unge.

Mette Frederiksen trådte til med et ønske om at være ”børnenes statsminister”. Jeg kan ikke pege på noget som helst, hun har gjort for børnene. Ikke at hun har gjort livet meget værre for børn i Danmark, men hun har heller ikke gjort noget positivt for børn.

De unges statsminister har hun under ingen omstændigheder været. Hun har faktisk brugt en stor del af sin tid som leder af landet på at gøre ungdomslivet værre.

Nedlukningen af landet under Corona handlede i meget høj grad om, at de stadig flere ældre vælgere skulle opleve, at Mette Frederiksens primære fokus var netop de ældre. Uanset hvor lille gevinst der var ved dele af nedlukningen, og uanset hvor store omkostningerne var, så skulle hver del gennemføres, hvis gevinsten var for de ældre, mens omkostningen især skulle bæres af de unge. Mette Frederiksens budskab var klart:

De ældre er meget vigtigere for mig end de unge.

Næsten to års ungdomsliv blev derfor henslæbt på værelser foran en computer, uden naturligt samvær med andre unge i klasselokaler, uden træninger i idrætsforeningen og uden fester. Det var prisen, som de unge måtte betale for, at Mette Frederiksen kunne fremstå som de ældres statsminister.

Men ikke nok med det. De unge måtte også finde sig i en politisk aftale om, hvor de skal tage deres videregående uddannelse. Den aftale vil lukke uddannelsespladser i de større byer, hvor de fleste unge gerne vil studere, så de tvinges til at søge uddannelse uden for de større byer, hvor de fleste unge ikke vil studere.

Læg mærke til det:

Det er ikke nok bare at oprette uddannelsespladser uden for de større byer. Det er også nødvendigt at lukke uddannelsespladser i de større byer, for ellers er det dem, de unge søger. Det er kun muligt at få nok unge til at studere uden for de større byer, hvis det ikke er muligt for dem at få en uddannelsesplads i de større byer. Hvis de unge selv kan vælge, så vælger de ikke at uddanne sig i de byer, hvor Mette Frederiksen og hendes regering gerne vil have dem til at studere.

Igen kom de unges egne ønsker altså i anden række.

Men Mette Frederiksen havde mere endnu:

De 15-17-årige, som gerne vil på gymnasium, skal heller ikke have lov til i samme omfang selv at kunne bestemme på hvilket gymnasium, de gerne vil gå. Unge mennesker fra Virum skal fragtes til Herlev, og andre unge fra Herlev skal på en daglig rejse til Gentofte, når de vil gå på gymnasium.

Alt sammen baseret på, hvad deres forældre tjener, når de går på arbejde. Hvis der på Virum Gymnasium er flere børn fra den øvre middelklasse, end der er i det omgivende samfund, så skal nogle af dem sendes til Herlev Gymnasium. Hvis der er flere børn af forældre med lave indkomster på Herlev Gymnasium end i det omgivende samfund, så skal de sendes til gymnasierne i Gentofte.

På den måde gøres det enkelte unge menneske til en brik i det store socialdemokratiske samfundspuslespil. Politikken er ikke, at Alma og Viktor i videst muligt omfang skal have lov til at gå på det gymnasium, hvor de helst selv vil gå. Nej-nej, den slags frådende jungleliberalisme kan vi ikke have!

Alma og Viktors uddannelsesliv skal bestemmes af, hvordan vi får et samfund, som bedst muligt lever op til ideologiske forestillinger om, hvordan et rigtigt socialdemokratisk samfund ser ud, hvis vi ikke sætter nogen grænser for detailstyringen af unge menneskers liv.

Intet middel er for vildt, det eneste, som tæller, er, om midlet bringer os et lille skridt nærmere et socialdemokratisk idealsamfund, hvor advokatens datter går i samme klasse i Herlev som kontanthjælpsmodtagerens søn.

Det er jo ikke, fordi det er en dårlig vision, at vi alle sammen skal se mere til hinanden på tværs af indkomstskel. Det er bare ikke en vision, som retfærdiggør et hvilket som helst hårdhændet middel.

Der er jo også andre veje at gå. Vi kunne for eksempel sætte som mål, at færre unge skal have forældre, som ikke arbejder. Det vil også smitte 1 til 1 af på elevsammensætningen i gymnasieklasserne.

Vi ved jo godt, hvordan det mål skal opnås:

Det skal bedre kunne betale sig at arbejde i Danmark.

225.000 danskere i den arbejdsdygtige alder får kun meget lidt ud af gå på arbejde. Det er folk, som får 80 procent eller mere af den løn, de kan tjene, når de er i arbejde, udbetalt af det offentlige, når de ikke er i arbejde.

Det er et resultat af, at skatten på arbejdsindkomst er for høj i Danmark, og det er overførselsindkomsten fra det offentlige også, når man ikke er i arbejde.

Det er bl.a. af den grund, at Liberal Alliance nu på tiende år arbejder for at få friholdt de første 7.000 kroners arbejdsindkomst hver måned for enhver indkomstskat. Ingen skal forsørge det offentlige, før de har tjent i hvert fald 7.000 kroner om måneden til at forsørge sig selv, siger vi i Liberal Alliance.

Hvis det forslag blev gennemført, så ville der ikke længere være 225.000 danskere med en lav økonomisk tilskyndelse til at arbejde, men 157.000 færre, altså under 70.000.

Vi ved, at flere mennesker kommer i arbejde, når den økonomiske gevinst ved at fastholde et job stiger. Det er ikke noget, vi bare tror, det er noget, vi faktisk ved.

Tilbage i 1960 var der i Danmark kun 200.000 danskere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst. Det tal har siden været helt oppe på 900.000, altså mere end fire gange så mange. I dag er det på cirka 700.000.

Årsagen til, at så mange flere danskere nu om stunder bliver forsørget af det offentlige fremfor at være i arbejde, er ikke, at det er blevet sværere at forsørge sig selv. Det er faktisk blevet meget nemmere, fordi lønningerne er steget i takt med, at vi i dag kan producere meget mere pr. time, vi går på arbejde, fordi vi arbejder med computere og maskiner fremfor at arbejde på papir og med vores muskelkraft alene.

Årsagen til, at mange flere danskere i dag ikke er i arbejde, er, at der i dag er mange flere offentlige ydelser til folk, som ikke arbejder, og at de er meget højere, end de var i 1960. Det kunne bedre betale sig at arbejde i 1960, end det kan i dag.

Når vi gerne vil have, at færre børn med arbejdsløse forældre går i gymnasieklasse med andre børn med arbejdsløse forældre, så er den rigtige vej at gå derfor enkel:

Lad os sørge for at få deres forældre i arbejde.

Danmark kan blive et bedre land, hvis vi konsekvent fører en politik, som ansporer mennesker til at tage ansvar for deres eget liv fremfor at søge tryghed i Mette Frederiksens socialstat.

Hvis vi gør det sidste, så ender vi ikke med et liv som er værdigt for mennesker.

Lad mig her til slut oplæse et citat fra en tidlige og for længst afdød politiker, nemlig den konservative Aksel Møller. Han skrev tilbage i 1956:

”En for sin dyrevenlighed kendt og beundret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure end i den verden, hvor de engang havde levet frit. Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat. Der vil heller ikke være nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”

Under Mette Frederiksens regering er det især de unge, som har betalt prisen for at leve i den gennemførte socialdemokratiske stat. De betaler ikke kun med deres frihed, men faktisk også med deres tryghed.

Det er ikke trygt at være ung, når ens egne ønsker til livet enhver tid kan bulldozes, når en statsminister har behov for at gøre sig til over for ældre vælgere, over for borgmestre uden for de større byer eller overfor socialdemokratiske fantasier om, hvem der bør gå i gymnasium med hvem.

Det er faktisk meget utrygt. Livet i ufrihed er ikke et trygt liv.

Man er alt for afhængig af, at magthaverne ikke pludselig får fikse idéer eller vælgerinteresser, som skal plejes. Når man ikke har en privatsfære omkring sit liv, hvor man selv bestemmer, så er man slet ikke så tryg, som socialdemokratiske ideologer påstår. For man er bare et middel for deres magtudøvelse.

Grundloven blev skrevet og vedtaget for at være alle borgeres værn mod vilkårlig magt, men der er kun så meget, en Grundlov kan gøre.

Hvis borgerne insisterer på at vælge et politisk flertal, som elsker magtudøvelse, så er Grundloven ikke en garant for, at vores frihed ikke over tid bliver indskrænket som dyrenes frihed i en zoologisk have.

——–

Inden der er gået et år, har der været afholdt folketingsvalg. Lad os gøre, hvad vi kan for en blå valgsejr, så både Grundlovens bogstav og Grundlovens ånd igen kan nyde større respekt i bygningerne herovre på den anden side af Rigsdagsgården.

God Grundlovsdag til alle sande venner af Grundloven!