Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
22. marts 2025

Det er socialpopulistisk spin fra røde partier, der møder Liberal Alliance, hver gang vi foreslår at skære bare en lille smule i nogle af verdens i forvejen højeste ydelser: at det er unødvendige tiltag – for man kan jo altid bare malke skattekvægene – og man er nærmest ond, hvis man mener andet.

Før 1993 kunne man være på dagpenge, så længe man ville. Der var simpelthen intet loft over, hvor længe man i den arbejdsdygtige alder kunne være ”midlertidigt” uden for arbejdsmarkedet. Ikke overraskende var der enorm arbejdsløshed set med danske briller.

I 80’erne forsøgte De Konservative at nedsætte dagpengeperioden, men måtte opgive på grund af enorm modstand fra Socialdemokratiet, fagforeningerne og store strejker.

Men Socialdemokratiet måtte selv gøre det nødvendige, da det fik magten i 1993. Dengang var der ligesom i dag massiv mangel på arbejdskraft, og således tog Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og resten af den daværende S-regering nemlig det første af mange nødvendige livtag med dagpengesystemet. Man forkortede dagpengeperioden fra uendelig til syv år. Der var selvfølgelig et ramaskrig om, hvor meget det ville smadre velfærdsstaten, den danske flexicurity-model og alt, der er godt i livet.

Men det virkede. Beskæftigelsen steg. Derfor forkortede Socialdemokratiet i 1995 endnu en gang dagpengeperioden – denne gang til fem år. Og igen i 1998 til fire år.

Underminerede og udhulede Socialdemokratiet velfærdsstaten dengang? Selvfølgelig ikke. Tværtimod gjorde man den mere robust, fordi pengene kunne bruges bedre end på at holde folk ude af beskæftigelse.

Siden er dagpengeperioden blevet forkortet til to år i 2010, da den daværende VK-regering med støtte fra Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance halverede dagpengeperioden til to år.

I dag får 9 af 10 dagpengemodtagere job inden for det første år. Det havde vi med i tankerne, da vi i weekenden kom med et seriøst bud på, hvordan vi som samfund skal få råd til højere løn til vores soldater – uden lån, uden krigsskat og uden at fjerne en helligdag, men ved bl.a. at halvere dagpengeperioden til ét år.

Forslaget kommer i en tid, hvor virksomhederne ikke bare råber, men decideret skriger på arbejdskraft. For en lille andel af dagpengemodtagerne handler det ikke om, at de har svært ved at få et job. Det har de ikke. Men de har svært ved at få præcis dét job, de drømmer om.

Det er selvfølgelig ærgerligt, men til dem er vores budskab meget klart: Man må tage det job, man kan få. Friske tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering estimerer, at danske virksomheder alene i december 2024 havde mere end 88.000 forgæves rekrutteringsforsøg, mens knap 48.000 stillinger i samme måned blev besat af en anden profil end den, man søgte.

Virksomhederne kan altså godt gå på kompromis, hvis ikke de finder drømmekandidaten – og det kan langt de fleste ledige nemlig også. Når 90 pct. af dagpengemodtagerne er i job inden for det første år, viser det tydeligt, at ét års dagpenge er tilstrækkeligt. Det er en meget lille gruppe af de ledige, som står for en uforholdsmæssigt stor del af udgifterne til dagpengesystemet. Helt præcist, så står de 9 pct. af dagpengemodtagerne, som ikke er i job inden for 12 måneder, for hele 20 pct. af udgifterne. Det er hverken til gavn for dem selv eller samfundet. Derfor bliver vores forslag også taget godt imod. Ikke kun på grund af fornuften i en etårig dagpengeperiode, men især også fordi forsvaret simpelthen er for vigtig en prioritet, til at vi kan vente.

Truslen fra Rusland venter ikke på 2040-planer og på vægelsindede politikere, som ikke tør pege på, hvor pengene ellers skal findes.

De fleste partier er heldigvis enige om, at vi skal bruge flere penge på forsvaret. Det er godt. Men i skrivende stund er det – i modsætning til landets regering – kun os selv og SF, som har fremlagt en plan for, hvordan de øgede forsvarsudgifter skal finansieres. SF ønsker ikke overraskende at finansiere udgifterne ved at hæve skatten for den arbejdende befolkning, som i forvejen betaler nogle af verdens højeste skatter.

Det er vi selvfølgelig lodret uenige i. Men alligevel respekterer vi SF for at melde klart og ærligt ud. Vi behøver ikke være enige. Men vi skylder vælgerne at være ærlige. Og vi politikere skylder befolkningen at gøre vores arbejde, nemlig at tage ansvar og komme med løsningsforslag. Det ville klæde andre partier at følge trop.

Hvis man er venstrefløjspopulist, er det selvfølgelig nemmere bare at pege fingre ad LA end at komme med løsninger. Derfor er det heller ikke overraskende, at nogle af de politikere, som ikke selv vil svare på, hvad vi skal stille op med forsvar og finansiering, også er dem, der råber allerhøjest med automatsvar på vores forslag.

De sædvanlige automatsvar er ikke ladt med skarp kritik, men i stedet skarpladte med politisk spin, som forgæves forsøger at prakke befolkningen på, at vores forslag er overilet eller farligt, som Pelle Dragsted formulerede det. Kritikken fra Enhedslisten preller af på os, for jeg har svært ved at pege på, hvad der er mest farligt for Danmark mellem Enhedslistens økonomiske politik eller dets forsvarspolitik, som indtil 2023 bl.a. handlede om, at vi skulle melde os ud af Nato. Men i det mindste ved man, hvor man har Enhedslisten, og det respekterer vi.

Moderaterne er også forudsigelige. Monika Rubins automatsvar lød så teknokratisk, at det næsten kun kunne komme fra en moderat: »Der er brug for en gennemtænkt økonomisk helhedsorienteret plan.« Ja tak. Så var der også fuld plade i intetsigende konsulent-bingo. Når vi både kommer med en løsning og finansiering, så er det jo netop gennemtænkt og helhedsorienteret, hvis vi skal blive i teknokratsproget. Derfor havde vi også håbet, at Lars Løkke med sin nominelt fornuftige økonomiske tankegang ville tage godt imod forslaget. Men Moderaterne kan stadig nå at ændre holdning.

Sværere er det at vide, hvor Socialdemokratiet står. Simon Kollerup og Socialdemokratiet var bl.a. ude at kalde vores forslag for »socialt skævt«. Utroligt hvordan det ikke var socialt skævt, da Socialdemokratiet skar i dagpengene i 90’erne, efter de havde brugt et årti på at forhindre De Konservative i at gøre det samme. Er det kun skævt, når alle andre end Socialdemokratiet skærer i ydelser?

Det er den samme form for socialpopulistiske spin, man ser fra røde partier, hver eneste gang Liberal Alliance foreslår at skære bare en lille smule i nogle af verdens i forvejen højeste ydelser: at det er unødvendige tiltag – for man kan jo altid bare malke skattekvægene – og man er nærmest ond, hvis man mener andet.

Men når Socialdemokratiet skærer i ydelser eller fjerner store bededag, så er det straks noget andet. For så er der jo tale om gode mennesker, som undtagelsesvist blot fører nødvendighedens politik, må man forstå.

Heldigvis er danskerne i det store hele for kloge til at falde for så simpelt et bedrag fra de mest selvretfærdige politikere. Derfor vil jeg også hellere bruge spaltepladsen til at sende en opfordring til alle dem, der peger fingre ad os uden selv at stå på mål for alternative løsninger: Man har altid et valg. Vil I pege fingre eller pege på løsninger?

Vi politikere skylder befolkningen at gøre vores arbejde, nemlig at tage ansvar og komme med løsningsforslag. Det ville klæde andre partier at følge trop.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 22. marts 2025)

Pernille Vermund
21. marts 2025

Lad nu tømme ud i søen af unødige bureaukratiske byrder på vores virksomheder – og ikke blot med en øse, men med en vandpumpe. For ja, dansk erhvervsliv og den danske konkurrenceevne er fortsat stærk. Men ingen kan holde vejret under vand til tid og evighed.

Hvis man i det private erhvervsliv går og gør sig forhåbninger om, at SVM-regeringens skåltaler om afbureaukratisering udmønter sig i et reelt opgør med det endeløse virvar af unødigt bureaukrati, regulering og regelbyrder, kan man desværre godt tro om igen.

For antallet af unødige bureaukratiske byrder på vores virksomheder og borgere er som bekendt udelukkende steget de sidste mange årtier for blot at eksplodere yderligere, siden Mette Frederiksen for første gang indtog Statsministeriet i 2019.

Nu viser nye tal fra Dansk Erhverv, at 90.000 fuldtidsansatte i den private sektor udelukkende arbejder med at håndtere og implementere regler og krav fra Folketinget og EU, hvilket koster erhvervslivet 49 milliarder kroner årligt i lønninger – foruden et mærkbart produktivitetstab.

For det er jo 49 milliarder lønkroner, som kunne have gået til medarbejdere og initiativer, der ville fremme virksomhedernes innovation, virkelyst og vækst. 49 milliarder lønkroner, som kunne have været anvendt af virksomhederne til at investere, udvide og udvikle. Og 49 milliarder lønkroner, som ultimativt kunne have været benyttet til at gøre Danmark stærkere, større og rigere.

Mayday fra erhvervslivet
Misforstå mig ikke: Dansk erhvervsliv og den danske konkurrenceevne er fortsat stærk, og jeg postulerer ikke, at det modsatte er på nippet til at være tilfældet. Men når man – som skiftende regeringer har gjort og den nuværende SVM-regering i særdeleshed – forsøger at tømme ud i søen af unødigt bureaukrati med en øse i stedet for at finde vandpumpen frem, så har og får det graverende konsekvenser. Særligt når kaskader af nye byrder samtidigt vælter ned over samfundet som fra et vandfald.

For det er jo ikke tilfældigt, at der gang på gang lyder et nødråb fra vores dygtige iværksættere og virksomheder, herunder særligt de små- og mellemstore af slagsen. Fadæsen er ikke opstået af sig selv, og den går tilsvarende ikke i sig selv. Der er tværtimod meget, der tyder på, at vandstanden i søen af byrder kun tager til.

I det seneste opråb fra erhvervslivet melder 6 ud af 10 danske virksomheder, at de har oplevet en stigning i kontrol og tilsyn inden for de seneste tre år. I samme tidsperiode har 87 pct. af danske virksomheder oplevet en stigning i mængden af regulering, og 85 pct. har ditto oplevet en stigende kompleksitet i reguleringen, hvilket i kombination med lange sagsbehandlingstider er med til at spænde ben for de mange virksomheder, hvis arbejde og indtjening vi lever af i Danmark.

Hvis ikke vi tager de her tal tilstrækkeligt alvorligt på Slotsholmen, så vil det i stigende grad knibe med vejrtrækningen rundt omkring i landet. Og det er uundgåeligt, at nogle virksomheder som følge enten vil lide druknedøden eller alternativt søge nye græsgange og bosætte sig i lande, som sikrer mere gunstige og erhvervsvenlige vilkår.

Lad os pumpe – ikke øse
Når erhvervsminister Morten Bødskov (S) påpeger, at »Regeringen tager fat,« og »er i gang med at reducere mængden af byrder,« har han fat i øsen til at dræne søen – ikke pumpen. For der er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt belæg for at påstå, at SVM-regeringen er ved at vende kurven.

Tværtimod har Mette Frederiksen og co. på trods af gavnlige initiativer hist og her samlet set udelukkende forstærket væksten af bureaukrater, love og regelbyrder. Blot i den indeværende regeringsperiode er der sat danmarksrekord i antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor, der har rundet 100.000 fuldtidsansatte, antallet af ministre er vokset til 25, og så er det tilmed lykkedes at overgå Helle Thornings-Schmidts røde regeringer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 pct.

I Liberal Alliance er vi klar til at tage alle redskaber i brug, for at afbureaukratisere – i København såvel som i Bruxelles. I sidstnævnte arbejder vi i vores gruppe – EPP – for, at ny EU-lovgivning vurderes på, om det bidrager til en bedre konkurrenceevne eller forværrer den – for eksempel i form af et konkurrencebarometer.

Og fra Christiansborg kommer vi løbende med forslag – store som små – der samlet set vil sikre en omfattende afbureaukratisering. Vi ønsker en oprydningsgeneral, der skal finkæmme det offentlige for overflødige regler og udgifter. Vi har foreslået at nedlægge en række overflødige ministerier. Og så har vi fremlagt en plan for en bindende bureaukratilov, der blandt andet skal sikre, at der afskaffes to regler, hver gang der indføres en ny.

Det er tid til at finde den store pumpe frem og tømme ud i det bureaukratiske makværk, som i særdeleshed har taget overhånd på Socialdemokratiets vagt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21/3-2025)

Pernille Vermund
19. marts 2025

Siden 2012 er hver femte detailforretning forsvundet. Hvis små, lokale butikker skal forblive en del af fremtidens gadebillede, skal vi tage alle de stik, vi kan. Lad os starte med at droppe lukkeloven.

I Danmark har vi nydt gavn af en sprudlende detailhandel i større og mindre byer. Men i de forgangne årtier har ændrede forbrugsmønstre, stigende internethandel og detailregulering af forretningslivet resulteret i en tiltagende tendens: fremvæksten af butiksdød.

Hvis man skulle være i tvivl om omfanget af butiksdød i Danmark, skal man blot tage et kig på den seneste analyse af SMVdanmark. Her fremgår det, at detailhandlen er under pres som sjældent set før. 3.752 forretninger er forsvundet i perioden 2012-2022, svarende til hver femte detailforretning i Danmark.

Det efterlader både erhvervslivet, forbrugere og politikere i en penibel situation. Hvem bærer ansvaret for at vende udviklingen? Er det det lokale erhvervsliv, som i konkurrencen med internethandlen skal gøre mere for at tilbyde kunderne en unik oplevelse? Er det forbrugerne, som har et moralsk og pragmatisk ansvar for at bakke mere op om den lokale detailhandel? Eller er det på Slotsholmen, at ansvaret for lokalbutikkens overlevelse skal placeres?

Mit fokus er ikke at diktere, hvordan det lokale erhvervsliv indretter sig. I samme tråd kommer man som forbruger ikke til at skulle lægge ører til en moralsk prædiken fra min side om, hvilke forbrugsmønstre man bør praktisere.

Derimod skal vi skabe de bedste forudsætninger for, at forretninger i hele landet kan overbevise forbrugerne om værdien i at handle lokalt og ultimativt vinde kampen mod butiksdøden. Hvis vi ønsker en fremtid, hvor små, lokale butikker forbliver en del af gadebilledet, skal vi tage alle de stik, vi kan. Og hvis man spørger mig, er det første oplagte stik at droppe lukkeloven. For det er og bliver tudetosset, at forretninger ikke selv kan vurdere, om de vil holde åbent på årets helligdage.

Derfor har jeg i de seneste mange måneder været i forhandlinger med regeringen om en aftale om lukkeloven. Udfordringen er, at det bliver vanskeligt at lande en aftale, som batter i kampen mod butiksdøden. For mens Liberal Alliance er klar til at afskaffe lukkeloven helt, ønsker regeringen udelukkende at revidere lukkeloven, så flere forretninger allernådigst får lov til også at holde åbent på helligdage. Konkret er regeringens ønske, at denne ”liberalisering” kun skal gælde for butikker i byer med færre end 15.000 indbyggere og tilmed kun, hvis butikken er placeret i bymidten.

Sådan detailregulering er og bliver et udtryk for unødigt og formynderisk bureaukrati, som skaber ulige konkurrencevilkår. Hvorfor skal en skotøjsforretning i Sorø have en fordel på en helligdag, mens dens pendant i Slagelse tvinges til at holde lukket?

Vi ser ikke det store formål i at tage mikroskopiske skridt i retningen af en reel liberalisering af lukkeloven. Butiksdøden vil medføre betydelige tab for forretninger, borgere og byliv i hele landet og i særdeleshed i de mindre byer. Det kalder på en lukning af lukkeloven, ikke en langstrakt lillefinger til udvalgte byer målt på størrelse.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 19. marts 2025)

Sólbjørg Jakobsen & Ole Birk Olesen
17. marts 2025

Regeringens spareplan for statens administration har vist sig at være en and, for alt imens Wammen og co. luger en smule ud i bureaukratiets urskov, fortsætter ukrudtet med at gro bag kulisserne

Som så ofte før var det med stor fanfare, at finansminister Nicolai Wammen (S) i foråret 2024 stolt kunne proklamere, at regeringen ville skære 1000 årsværk fra i statens administration i 2025.

For regeringen så på det vildtvoksende bureaukrati med stor alvorlighed og var klar til at sætte handling bag ordene, måtte man forstå.

Men historien har desværre nok engang vist sig at gentage sig selv. For alt imens Wammen og co. har brystet sig med sin slagkraftige spareplan i pressen og på sociale medier, har fastholdelsen samt udvidelsen af det altomfavnende bureaukrati fortsat som vanligt bag kulisserne.

Det viser nye tal fra CEPOS , som afslører, at der i andet halvår af 2024 blev ansat 874 flere i staten, som beskæftiger sig med administration og ledelse. En stigning, som skal lægges oven i en ditto stigning på knap 1000 flere bureaukrater i første halvår af 2024.

Røg planen i vasken?
Altså kan vi konstatere, at ét ud af to mulige scenarier har udspillet sig. Enten er Wammens plan om at skære 1000 årsværk fra i statens administration røget i vasken.

Eller også har det aldrig nogensinde været en oprigtig plan, som regeringen har haft i sinde at føre ud i livet, uden at der samtidig ville ske disse markante stigninger i antallet af bureaukrater andetsteds i staten.

Fællesnævneren for begge scenarier er imidlertid, at de begge indebærer den åbenlyse kendsgerning, at Wammen og SVM-regeringen den ene gang efter den anden holder danskerne for nar med sine skåltaler om afbureaukratisering.

For siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019, har bureaukratiet udelukkende spredt sig yderligere som ukrudt. Som følge er det alene i indeværende regeringsperiode – for blot at nævne en håndfuld eksempler – lykkedes at sætte følgende bureaukratirekorder:

For første gang i danmarkshistorien har antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor rundet 100.000 fuldtidsansatte , med udpegelsen af 25 ministre har SVM-regeringen sat danmarksrekord i antallet af ministre , og med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 p ct. har SVM-regeringen formået at overgå både Helle Thornings-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug.

Det er næppe en hemmelighed, at vi i Liberal Alliance drømmer om et Danmark, der ikke er tilsandet i bureaukrater og overflødige regelbyrder, og som ikke spilder unødige skattekroner på diverse puljer til politisk projektmageri.

Men den drøm bliver aldrig til virkelighed, hvis ikke vi på Slotsholmen binder os til masten og forpligter os til at råde bod på fadæsen.
Tilsvarende bliver drømme sjældent en realitet, hvis man primært holder af at tale om dem, og hvis man altid kan finde en kattelem til at løbe fra løfterne.

Mål, man ikke kan løbe fra
Derfor udvikler vi løbende forslag, der hver især har til formål at gøre markante indhug i bureaukratiet, og som kan bane vej for bindende mål, man ikke kan løbe fra.

Vi har først og fremmest udarbejdet en plan for at indføre en bindende bureaukratilov , der skal gøre op med den nedslående kendsgerning, at afbureaukratisering har tendens til blot at udgøre et valgslogan.

Den bindende bureaukratilov har blandt andet som mål at rulle antallet af administrativt ansatte i staten tilbage til 2018-niveau inden 2030, hvilket vil reducere antallet med 15.576 færre administrativt ansatte i staten.

I samme tråd indeholder forslaget et bindende mål om at tilbagerulle 10 års stigninger i antallet af ord i love og bekendtgørelser tilbage, hvilket svarer til at skære lovgivningen med ca. 3 mio. ord.

Og endelig indebærer forslaget et bærende princip, om at hver gang der indføres én ny regel, skal to andre regler sløjfes.

En frisk start
For nylig slog vi et slag for at modarbejde SVM-regeringens rekord i antal ministre ved at nedlægge en håndfuld unødvendige ministerier , og senest kiggede vi mod Norge for at få inspiration til et forslag om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet til at gennemtrævle den offentlige sektor for overflødige love, regler, puljer og projekter.

Vi postulerer ikke, at vores forslag – hverken isoleret eller som helhed – kan tilbagerulle hele det makværk, vi har skabt for os selv i Danmark over de sidste mange årtier.

Men vi vover at påstå, at det kan udgøre en frisk start, som danskerne har krav på. For de fortjener ikke at blive holdt for nar.
Og vi kan tilsvarende ikke byde dem et evindeligt spild af deres skattekroner på en endeløs stigning i bureaukrater og et virvar af overflødig regulering, love og regler.

(Indlæg bragt i Børsen d. 17/3-2025)

Carl Andersen
17. marts 2025

Vi har travlt. Flere sygemeldes med stress, og hverdagen hænger tidsmæssigt kun lige sammen for mange af os.

Samtidig lever vi i en verden, hvor der er meget fokus på alt det, vi gerne vil nå, opleve, udrette, følge med i, blive klogere på eller underholdes af. En kultur af FOMO (Fear of Missing Out), hvor skærmtiden overstiger tiden, vi er ansigt til ansigt.

Jeg er selv ramt af det hele. Både FOMO og for meget skærmtid.

Det er nok en form for politisk arbejdsskade. Der sker ligesom hele tiden et eller andet, som måske – eller måske ikke – kunne være interessant at mene noget om eller nyttigt at have gjort sig nogle overvejelser om.

Her har mine to piger været min mentale redning. Jeg er beriget af en på snart fire og en på snart et år.

Det fantastiske ved børn er deres umiddelbarhed og ufiltrerede analysering af den verden, de konstant forsøger at gribe om, forstå og blive trygge i. Der er ikke så meget fokus på fortid eller fremtid, men en meget intens væren i nuet eller måske rettere: i øjeblikket.

At få børn er det mest givende, man kan forestille sig. Som Jordan B. Peterson siger, er det først der, man for alvor selv bliver voksen.

Det er nemlig først i rollen som forælder, at man reelt har et ansvar, som er større end en selv. Du har et ansvar for et andet menneske, som du selv har skabt. Et menneske, som udelukkende har ét ønske: at få en enestående relation til dig. Det er udgangspunktet.

Du skal sørge for ikke at smide den gave væk. Og det hele starter med at være i øjeblikket – fremfor alle mulige andre steder.

Den nu afdøde Johnny Madsen, som jeg holder meget af som følge af min færden i Sydvestjylland, har også gjort sig tanker om øjeblikket. I 2023 sagde han, at »man ikke skal springe over øjeblikket. Det er der, hvor tingene sker.«

Hvor vil jeg hen med det her? Jo – jeg tror paradoksalt nok, at man bliver lidt mindre fortravlet af at få børn, hvis man overgiver sig til det at være forælder. For børn tvinger en væk fra alt det, man tænker på at ville lave, læse eller se. De tvinger en til at være til stede i det øjeblik, som kan indtage utallige former. Alt fra legen på stuegulvet til perleplader på værelset og over til de aftener, som man måske ville have brugt på alt muligt andet, men som nu endte med at blive to timers putning og nærhed med et lille væsen, som bare havde brug for sin far eller mor.

Der er ikke meget, man kan gøre der kl. 23 med sin datter i armene, som sover trygt.

Det øjeblik giver ro – hvis man overgiver sig til, at ens liv bare ér sådan, når man har børn. Det er et nyt vilkår, som man kan anskue som forfærdeligt fængslende, men også diametralt modsat: som befriende enkelt.

Du har altid et valg – men jeg vil til enhver tid anbefale det sidste.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15/3-2025)

Alex Vanopslagh
14. marts 2025

I stedet for at se dig selv som offer for omstændighederne, opfordrer syndstanken dig til at lære at mestre dig selv og holde dine dårlige sider tilbage. Det væsentlige er ikke, hvad du kan eller ikke kan, men om du bestræber dig på at være et bedre menneske

Jeg er ikke et dovent menneske i gængs forstand. Jeg har endda en tidligere stressdiagnose til at bevidne mit arbejdstempo. Men jeg er et menneske, der tit udskyder mange ting til sidste øjeblik og nogle gange endnu længere, og som har tendens til at slå tingene hen, hvis jeg ikke har lyst til at gøre noget bestemt.

Af natur er jeg ret ubekymret, og det kan være til stor nytte, når det kommer til ting, jeg ikke kan gøre noget ved – hvorfor så bekymre sig? Men det kan også blive en undskyldning for at være passiv, hvis der nu faktisk i virkeligheden er noget, jeg kan gøre ved mine bekymringer. Og det er vel måske endda den vigtigste og værste form for dovenskab eller magelighed.

For dovenskab handler i virkeligheden ikke så meget om bare at ligge på sofaen, som det handler om de grunde, man opfinder til sig selv for at undgå at gøre det rigtige eller det nødvendige, når den slags er ubehageligt. Det kan manifestere sig i sætninger som: Det går jo fint nok. Jeg kan slå græsset i næste uge. Vi køber bare noget nyt. Det kan vi altid snakke om senere. Det nytter alligevel ikke noget. Der er alligevel ingen, der ser det.

Vi har frihed til at tøjle den indre synder

Dovenskaben hvisker dig konstant ting i øret. Men det er til gengæld også det eneste, den kan gøre mod dig. Hvis du skal finde modet til at stå imod en bølle, kan det jo være svært at gøre, hvis han er dobbelt så stor som dig. Hvis du skal slippe ud af et misbrug, er du oppe mod ekstremt stærke biokemiske processer. Når du mærker begæret, er det trods alt udløst af noget uden for dig selv. Men dovenskaben – dén er kun i vores egne tanker.

Mennesker har altid døjet med dovenskab, men i et ufrit samfund har folk jo ikke så mange valg. Hvis ridefogeden banker dig, hvis du ikke arbejder, er der ikke meget at gøre. Derfor er dovenskaben måske i virkeligheden den mest moderne af de syv dødssynder, for i dagens Danmark har vi friheden til at være dovne. Men det betyder også, at vi har et valg om at give efter for dovenskaben eller ej. Og det er valg som disse, der viser, hvem vi er.

Det er faktisk lige præcis derfor, jeg tror så inderligt på friheden: Fordi den giver os muligheden for at vælge at stræbe højere efter at være ordentlige mennesker. Selv ikke de allerbedste kan se sig selv helt fri fra alle syv dødssynder, og ingen kontrol og tvang i verden kan udrense dem fra dine tanker. Det er faktisk netop på dén måde, at alle vi mennesker er lige – gennem vores eget ansvar for at tøjle vores indre synder og følge vores samvittighed. For samvittigheden kan ingen aflaste dig fra. Du skal være i stue med din samvittighed indtil den dag, du dør – og måske endda for evigt. Derfor er der heller ingen andre, der kan sikre dig en indre følelse af værdighed over at være lidt bedre til at tøjle din indre synder, end du var i går.

Vi er ikke syge, vi er syndere 

Andre kan ofte løse dine problemer for dig, og tit kan du ikke undvære hjælpen, men din følelse af værdighed afhænger af, at du selv formår at tage ansvar. Ansvaret tager udgangspunkt i din egen situation, og synden er som bekendt meget mangfoldig: Det væsentlige er ikke, hvad du kan og ikke kan, men hvor meget, du bestræber dig på at være bedre, end du egentlig gider at være på en dårlig dag. Og det er i sidste ende en bedømmelse, du foretager med din egen samvittighed – som du ikke kan lyve for.

Af samme grund mener jeg, at det er en decideret umenneskelig tanke at gøre op med idéen om mennesket som en uhelbredelig synder til fordel for socialpsykologiske forklaringer på alle vores fejl. For hvis vi ikke er syndere, må vi jo være syge, når vi gør os selv eller andre ondt. Og så skal vi ikke angre vores egne synder og tilgive andres, men derimod alle sammen tvangsindlægges til terapi, hvor det er op til kliniske eksperter at behandle os og erklære os raske.

Ikke alene er det en umyndiggørelse af mennesket, det er også helt evident, at vi på ingen måde har fået et mere rummeligt og tilgivende samfund af at aftabuisere synd og putte den i samme kasse som reelle psykiske lidelser. Vi har tværtom fået mere offentlig fordømmelse og større mistrivsel – og i øvrigt langt større offentlige udgifter til al terapien.

Jeg vil gerne slå et slag for synderne. Syndstanken fokuserer og koncentrerer dit moralske univers om dig selv på en konstruktiv måde. I stedet for at se dig selv blot som offer for psykologiske omstændigheder, opfordrer syndstanken dig til at lære at mestre dig selv og holde dine dårlige sider tilbage. I stedet for at forlange, at hele verden skal forandre sig for at efterleve din påståede moral, er syndstankens udgangspunkt, at du skal starte med at forandre dig selv for at kunne efterleve din egen moral. Og du kommer i øvrigt til at fejle, så lad være med at fordømme andre alt for hårdt for det samme.

Frelserkomplekset er dovenskab i ny forklædning

Det kan godt være, at du tror, og bliver bekræftet af alverdens strømninger i samtiden i, at du kan løse alle verdens problemer, før du behøver at løse dine egne, men i sidste ende er det såmænd den gode gamle dovenskab, der spiller dig et puds. Det er jo trods alt den ultimative undskyldning for at undgå de hårde erkendelser og det hårde arbejde ved dig selv: At du er på en højere mission end dét. Men det er du ikke. Du kan kun for alvor være til nytte for andre, hvis du har et nogenlunde greb om dine egne problemer og din egen tilværelse.

Og selv hvis du nu skulle være i stand til at redde hele verden, ville det ikke ændre en tøddel ved dine brudte løfter til venner og familie, dine løgne, din skuffelse over at have sjoflet vigtige ting, dine utugtige og utro tanker, eller din misundelse over andres ting, som du ikke har.

Der er ikke noget større billede, der frikender din egen samvittighed for noget som helst, som du har gjort forkert, eller undskylder noget som helst, du har forsømt at gøre. Der er kun dét, at du er en synder. Og gudskelov for det. For dét kan du arbejde med hver eneste dag, når du har valget mellem at give efter for synden eller at stå fast på din samvittighed.

Og er det ikke fantastisk, at vi får sådan nogle chancer hver dag? Vi kan angre og arbejde med vores synder, og vi kan tilgive andres synder. Hver dag kan vi gøre os selv og verden bedre på dén måde, også selvom vi fejler. Således kan vi nu, helt selv, faktisk gøre noget i stedet for bare at råbe op imod alle denne verdens storme. For vi har altid et valg. Vi kan vælge at stræbe højere. Og gudskelov for dét.

Bragt i Information d. 14. marts 2025.

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
12. marts 2025

Når man har givet nøglerne til Statsministeriet til en socialdemokrat, som sætter den ene bureaukratirekord efter den næste, skal man nok ikke være lige så meget ude med riven efter Liberal Alliance, som Venstres politiske ordfører er.

I Liberal Alliance er der få ting, vi drømmer mere om, end en omfattende afbureaukratisering, hvor der bliver luget markant ud i antallet af bureaukrater i det offentlige, hvor regelbyrden på vores borgere og virksomheder reduceres drastisk, og hvor der sættes en stopper for unødigt spild af skattekroner på politisk projektmageri. Derfor kommer vi løbende med forslag, som har til formål at realisere vores drøm, og som enhver med hang til borgerlige og liberale idealer bør kunne se fornuften i.

Jeg kan imidlertid forstå på Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensens, kommentar i Berlingske forleden, at han ikke abonnerer på fornuften i vores afbureaukratiseringsdrøm. For i Liberal Alliance er vi angiveligt en flok hyklere, som »konstant foreslår initiativer, der kræver mere bureaukrati,« må man lade forstå. Lige så overrasket, som jeg kan blive over sådan en usammenhængende tirade, lige så trist kan jeg blive jeg på liberale – herunder fornuftige Venstre-folks – vegne. For deres partis politiske ordfører efterlader mig her i en besynderlig position, hvor mit modsvar skal forfattes, som om det var et modsvar til en politisk ordfører for Enhedslisten.

Først og fremmest må jeg påpege, at det selvsagt er tragikomisk at se en politisk ordfører for det (nominelt borgerlige) parti, som har gjort Mette Frederiksen til statsminister – en socialdemokrat, som sætter den ene bureaukratirekord efter den anden – lange ud efter et liberalt oppositionsparti og dets afbureaukratiseringsambitioner. For jeg begriber ganske enkelt ikke, at Venstre føler sig kaldet til at kaste med sten, når de selv bor i et bureaukratisk glashus.

Et bureaukratisk glashus, som består af en perlerække af nedslående bureaukratirekorder i en rådvild SVM-regering, der aktivt negligerer og modarbejder vores afbureaukratiseringsdrøm i Liberal Alliance. For at nævne nogle eksempler har antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor under SVM-regeringens vagt rundet 100.000 fuldtidsansatte for første gang nogensinde i danmarkshistorien. En rekord, som er kommet i hus efter en stigning på næsten 14.000 fuldtidsansatte, siden Mette Frederiksen for første gang gjorde sit indtog i Statsministeriet i 2019.

I samme tråd har statsministerens regeringssamarbejde med Venstre og Moderaterne blot intensiveret Socialdemokratiets offentlige overforbrug yderligere, da det med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 procent er lykkedes SVM-regeringen at overgå både Helle Thornings-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug.

Og samtidig har SVM-regeringen i stedet for at gå forrest og illustrere for danskerne, at man har tænkt sig at sætte handling bag de endeløse skåltaler om afbureaukratisering afviklet på diverse pressemøder og talertaburetter, med udpegelsen af 25 ministre sat danmarksrekord i antallet af ministre.

Afbureaukratiseringsforslag en masse

Mens Venstre har understøttet en regering, der bader i bureaukrati, kommer vi i Liberal Alliance som sagt løbende med forslag – store som små – der samlet set har til formål at tømme badekarret for overflødig vand.

Vi har for eksempel fremlagt vores plan for at indføre en bindende bureaukratilov, som blandt andet vil reducere antallet af administrativt ansatte i staten med 15.576 og dermed rulle antallet tilbage til 2018-niveau inden 2030. For nylig foreslog vi at råde bod på SVM-regeringens danmarksrekord i antallet af ministre ved at nedlægge en håndfuld ministerier, som vi mener kan nedlægges fra dags dato, uden at danskerne vil mærke nogen som helst forskel. Og seneste skud på stammen er vores forslag med norsk forbillede om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet til at finkæmme og fjerne overflødige love, regler, puljer og projekter i det offentlige.

I mellemtiden har Jan E. Jørgensen stirret sig blindt på en række løse, usammenhængende eksempler, hvor vi angiveligt ikke handler, som vi prædiker, når det kommer til at luge ud i urskoven af unødigt bureaukrati. Men alle eksemplerne har en gennemgående fællesnævner, idet de næppe kan klandres for at indebære unødigt bureaukrati.

For det første langer han ud efter vores ønske i den blå opposition om en national undersøgelse af vold i folkeskolen. Og bevares, det kommer naturligvis til at koste nogle skattekroner at lave sådan en undersøgelse. Men vil Venstre virkelig karakterisere det som unødigt bureaukrati at blive klogere på, hvordan vi kan komme uforsvarlig vold på skolebørn- og lærere til livs?

For det andet har han set sig sur på vores forslag om at stramme reglerne for ansøgere af dansk statsborgerskab. Det er jeg helt og aldeles uforstående overfor. For vi mener nemlig, at det er en selvfølge for et borgerligt parti at gøre alt, hvad man kan, for at undgå, at antidemokrater bliver tildelt et dansk pas. Venstre derimod, må man forstå, mener, at det bidrager til unødigt bureaukrati at tage kampen imod antidemokrater alvorligt.

For det tredje kritiserer han vores forslag om at sløjfe puljer til diverse ulandsprojekter, der beskæftiger sig med alt lige fra at støtte arbejdet med meningsmålinger i Ghana til at fremme såkaldt intersektionel grøn feminisme i Georgien. For dem kunne Liberal Alliance jo blot have fjernet, »dengang Anders Samuelsen var udenrigsminister«. Det er et budskab, jeg egentlig er enig i. Jan E. Jørgensen glemmer dog imidlertid, at det var hans egen partifælle, Ulla Tørnæs, der som udviklingsminister havde ansvar for udviklingsbistanden.

Og for det fjerde kritiserer han blå blok for ikke at falde i svime over, at SVM-regeringen har igangsat en plan om at skære 1.000 administrative årsværk i staten. Vi støtter initiativet, men vi mener ikke, at det er noget at bryste sig med at ville fjerne en dråbe fra et hav, man selv er med til at udvide hver dag. Fra 2019 til 2023 blev der ansat 1.030 flere medarbejdere alene i centraladministrationens departementer, hvorfor jeg tvivler på, at SVM-regeringens beskedne spareøvelse vil skabe mirakler.

Så kære Jan E. Jørgensen. Drop nu at kaste med sten – i hvert fald, indtil du og dine partifæller er flyttet ud af jeres bureaukratiske glashus. Lad os hellere samarbejde om konkrete initiativer, som kan nedbringe bureaukratijunglen.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 12. marts 2025)

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
8. marts 2025

Husk den sunde fornuft og det frie valg, når du fejrer og diskuterer ligestilling på kvindernes kampdag – og derefter. Forskellighed er ikke det samme som mangel på ligestilling.

Ligestilling betyder enormt meget for mig. Derfor har jeg nydt at være ligestillingsordfører for Liberal Alliance, siden jeg blev valgt ind. Men den skævvredne ligestillingsdebat, vi som samfund har bevæget os på sporet af med et konstant fokus på kønsbalance og resultatlighed på alle tænkelige områder, trænger til at blive trukket tilbage på sporet.

Det synes jeg ikke burde være så kontroversielt at sige. Når jeg ytrer mig om mit syn på køn og ligestilling, møder jeg ofte opbakning fra mænd og kvinder, som med et lettelsens suk takker for, at der bringes lidt sund fornuft ind i diskussionen. For mange er debatten blevet højspændt og overstyret og noget, man ikke tør bevæge sig ud i.

I Irak sætter kvinder livet på spil og bliver dræbt alene på grund af det tøj, de (ikke) har på, og i Afghanistan får kvinder frataget basale menneskerettigheder. Og selvom vi ikke har samme udfordringer herhjemme, er der stadig ligestillings- og kønnede udfordringer at håndtere. Vi er langtfra i mål med at bekæmpe social kontrol af kvinder, særligt i indvandrermiljøer, hvor religiøse normer begrænser piger og kvinders frie valg og retssikkerhed.

Vi skal også styrke kvinders ret til selvbestemmelse over deres egne kønsceller og mulighed for reproduktion. Kvinders selvbestemmelse er på det område stadig begrænset, blandt andet når det gælder donation af kvindelige kønsceller, som ikke gælder mandlige. Her ses en klar mangel på ligestilling, som vi politisk kan og skal ændre.

Men uanset hvilket ligestillingsemne vi tager op, skal vi huske, at ligestilling og resultatlighed ikke er det samme, og at det ikke er et ligestillingsproblem, at kvinder og mænd ikke er ens og træffer forskellige valg livet igennem. Forskellighed er ikke det samme som mangel på ligestilling. Desværre bliver der i ligestillingsdebatten set med samme øjne og harme på de to ting. Der hopper kæden af for den sunde fornuft.

Tag for eksempel en kampdagsklassiker som spørgsmålet om løn. Ifølge Danmarks Statistik tjente mænd gennemsnitligt 12,3 pct. mere end kvinder i 2021. Renser man tallet for uddannelsesvalg, arbejdstid og karriereretninger – faktorer, der er bestemt af de valg, en person har truffet – forsvinder størstedelen af forskellen som dug for Solen. Men den forklaring er mange ikke tilfredse med. At flere kvinder end mænd arbejder deltid og tager længere barsel, skyldes åbenbart ikke frie valg, men strukturer i samfundet, der skubber kvinder hen på et spor, som koster dem dyrt, mens de samme strukturer åbenbart skubber mænd hen på et spor, hvor friheden til at tjene penge og gøre karriere er større.

Det er, som om folk glemmer, at vi selv træffer valget om uddannelse, arbejds- og familieliv – og at der også er fravalg og konsekvenser. Vælger du som kvinde at gå på deltid for at tilbringe mere tid med dine børn eller få familielivet til at hænge bedre sammen, er det er aktivt valg – men det er også et fravalg af en fuldtidsløn, den tilhørende ekstra pension og muligheden for at kravle op ad karrierestigen i de år.

Det samme gælder den del af ligestillingsdebatten, der handler om familielivet og the mental load, hvilket bliver omtalt som kvindens byrde at bære. Igen minder jeg om, at familielivet er resultatet af et valg, vi selv har truffet.

Debatter om skjulte hverdagsopgaver hilser jeg velkommen. De kan gøre os alle klogere – men det er ikke en generel kønskamp. Ansvaret i forældreskabet er et fællesansvar, og det er op til den enkelte familie, om man løser alle forældreopgaver 50/50 eller vælger at fordele dem mellem sig på anden vis.

Som tidligere fraskilt alenemor til to børn er jeg klar over, at ikke alle har mulighed at lægge dele af ansvaret over på en partner. Men den tid i mit liv var heller ikke et ligestillingsproblem. Det var resultatet af valget om at få børn og blive skilt. På samme måde, som at en skæv fordeling af visse opgaver i mit hjem i dag heller ikke er det, men et anliggende mellem mig og min kæreste.

Der findes mange kulturelle sædvaner, som kan præge vores valg, og en norm bliver formet af flertallets valg. Flere kvinder end mænd arbejder deltid. Kvinder har historisk set taget mere barsel end mænd. Der er flere kvindelige end mandlige medarbejdere i de offentlige omsorgsfag, hvor lønningerne generelt er lavere end i det private.

Men at et kønsstereotypt valg automatisk bliver tolket som manglende ligestilling eller resultat af undertrykkende strukturer, er en fejlslutning. Selvom der kan være gennemsnitsforskelle på kønnene, så er et menneske som individ en hel del mere end blot sit køn – og strukturer og normer er langt svagere, end hvad mange gør dem til.

Jeg tror, at det er manglen på disse nuancer, der er årsagen til, at mænd og kvinder bliver mere og mere polariseret i ligestillingsdebatten. I den seneste måling om ligestilling lavet af TV 2 svarer 57 pct. af mændene, at ”ligestilling er opnået” eller “ligestillingen er gået for langt”. Det er dobbelt så mange som for 10 år siden.

Modsat er det kun 26 pct. af kvinderne i målingen, som svarer, at ligestilling er opnået eller er gået for langt. For 10 år siden var det 47 pct. af kvinderne.

Læser man disse tal, som Fanden læser Biblen, kan denne slags måling hurtigt tegne et billede af, at tiltagende flere mænd er modstandere af ligestilling – hvilket igen puster til polariseringen på den anden fløj.

Der er behov for at huske på, hvad der nok for mange ligger bag, når de svarer, at ligestillingen er gået for langt. For de fleste er det ikke udtryk for en modstand mod ligestilling, men en debattræthed efter flere års overstyret ligestillingsdebat og initiativer, som ”i ligestillingens navn” indfører decideret kønsdiskrimination mod mænd for at opnå resultatlighed.

Når man insisterer på, at der skal være en kirurgisk præcis balance mellem kønnene i alle tænkelige dele af tilværelsen – om det gælder, hvem der tager længere barsel, om der er en halv-halv fordeling af mandlige og kvindelige skuespillere i danske film, eller hvem der sørger for børnenes nye vintertøj – forstår jeg egentlig godt, at nogen tænker, at debatten om ligestilling er blevet for meget af det gode.

Skal vi undgå, at polariseringen tager til, og få ligestillingsdebatten tilbage på sporet, skal vi huske den sunde fornuft. Vi skal ikke lade os skræmme af kønsforskelle.

Når folk svarer, at ligestillingen er gået for langt, er det ikke udtryk for modstand mod ligestilling, men debattræthed efter års ligestillingsdebat, som indfører decideret kønsdiskrimination mod mænd for at opnå resultatlighed, skriver Sólbjørg Jakobsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 8. marts 2025)

Henrik Dahl
7. marts 2025

I forrige uge kom Kira Marie Peter Hansen (SF) med et modsvar til en af mine klummer i Jyllands-Posten.

Det vil jeg naturligvis besvare på den fineste måde, jeg kan, og jeg vil – imodsætning til SF –holde mig fra at kalde min politiske modstander for naiv.

Lad os nu tage det nøgternt: Det er venstrefløjens politik, der er ved at forvandle Europa til et frilandsmuseum. Alle de ideer, der trækker kontinentet ned i dyndet, har rod i en venstreorienteret tankegang.

Draghi-rapporten laver en helt præcis analyse af de konkurrencemæssige problemer, EU står overfor. Flere ting, som står både i Draghi-rapporten, eller som han har fortalt videre, er den massive overregulering i EU.

Ifølge Draghi svarer Europas egne interne barrierer til en amerikansk toldsats på 45 procent for produktion og 110 procent for tjenesteydelser med henvisning til beregninger fra Den Internationale Valutafond (IMF).

Det betyder altså, at vi har overreguleret os selv. Vores virksomheder har svært ved at konkurrere med både Kina og USA.

I mandatperioden 2019 til 2024 blev der vedtaget 13.000 nye retsakter i EU. Til sammenligning – og vel at mærke med de sædvanlige forbehold for forskelle i politiske og juridiske systemer – blev der i samme periode vedtaget omkring 5.500 føderale love i USA.

Det er derfor heller ikke overraskende, at 55 procent af Europas SMVer anser regulering og administrative byrder som deres største udfordring.

Når man konstant overdynger erhvervslivet med nye regler, er konsekvensen selvfølgelig, at vækst og konkurrenceevne svækkes.

Det burde ikke komme bag på nogen – men alligevel insisterer man på venstrefløjen i Bruxelles på at fortsætte ad samme spor.

Alle stemmer bør tælle lige

Desuden fremhæver Kira Marie Peter Hansen, at jeg ikke forstår et simpelt parlament.

Men en af årsagerne til, at EU i årevis har ført rød politik, er netop, at venstrefløjen og den politisk korrekte midte har nægtet at deltage i aftaler, hvis eksempelvis ECR var en del af dem.

Det har tvunget centrumhøjre til at indgå flere kompromisser med venstrefløjen for overhovedet at holde EU’s hjul i gang.

For når det kommer til stykket, så bliver det nødvendigt at samarbejde med højrefløjen om at komme i bund med eksempelvis overflødige rapporteringskrav, hvilket EU-Kommissionen heldigvis er i gang med.

Dét burde være parlamentarisk ABC: Alle mandater tæller lige, og beslutninger bør træffes ud fra politik – ikke personer.

Derfor er jeg heller ikke tilhænger af førnævnte ‘cordon sanitaire’.

Forskellen mellem højre- og venstrefløjen er enkel: Vi på højrefløjen er parate til at levere det, Europa har brug for: simplificering og reel deregulering.

Når vi ser på de kommende omnibusforhandlinger om ESG med mere, lader det allerede til, at Kira Marie Peter-Hansens gruppe har valgt at melde sig ud og ikke ønsker at bidrage til en reel vurdering af kravene.

De Grønnes Bas Eickhout var hurtig til at afvise EU-Kommissionens forslag om simplificering.

Han kaldte det “Trump light in Europe” – et udtryk, venstrefløjen hiver frem, når de står uden argumenter.

Eickhout formåede endda at tale imod en generel reduktion af rapporteringskravene for vores fælles virksomheder.

Så nej, venstrefløjen i EU repræsenterer ikke håndgribelige eller ansvarlige løsninger, der kan løfte Europas konkurrenceevne.

(Indlæg bragt i Altinget d.11. marts 2025)

Carl Andersen
7. marts 2025

Man kan kun undres, når Socialdemokratiet hylder det lukkede boligmarked og samtidig farer i flint over forslag, som vil opfylde flere danskeres største boligdrøm: at eje en bolig.

Som man kunne læse her i Berlingske forleden, har Socialdemokratiet ikke meget til overs for vores boligpolitik i Liberal Alliance – og fred være med det. Boligregulering har jo altid været en af socialdemokratiets yndlingsbeskæftigelser.

Jeg må imidlertid konstatere, at Socialdemokratiet tilsyneladende ikke helt har forstået vores boligpolitik. For når partiets boligordfører, Anne Paulin, påstår, at vores forslag om at give andelsforeninger og ældre udlejningsejendomme muligheden for at opsplitte sig i ejerlejligheder »bygger på den simple idé, at flere ejerboliger vil føre til lavere boligpriser«, drager hun sine egne fejlagtige konklusioner på en falsk præmis.

For boligpriserne vil ikke falde, men stigningerne vil aftage en smule, hvilket alt andet lige gør ejerboligmarkedet mere tilgængeligt.

Og vores forslag bygger derimod grundlæggende på den simple idé, at vi vil give danskerne mere frihed til at bo på den måde, som langt de fleste ønsker: i en ejerbolig. Hele otte ud af ti danskere foretrækker at bo i en ejerbolig.

I København er det blot to ud af ti boliger, der kan ejes. Det er en enorm skævhed, og det er netop derfor, at vi i Liberal Alliance ønsker at forbedre mulighederne for, at flere kan få opfyldt deres boligdrømme, ved at udbyde flere ejerboliger.

Det gør vi ikke ved at afskaffe andelsboligerne. Det gør vi ved at give andelsforeningerne det frie valg til selv at beslutte, om de fortsat vil være andelsboligforeninger, eller om de hellere vil omdanne sig til ejerboliger. En frihed, som andelsboligforeninger med rækkehuse og parceller allerede har, og de findes altså stadigvæk i bedste velgående.

Tilsvarende foreslår vi at gøre det muligt at omdanne ældre udlejningsejendomme. For i modsætning til den socialdemokratiske boligpolitik mener vi nemlig ikke, at danskerne er bedst tjent med, at vi nidkært tillader det herfra Christiansborg.

Derudover deler vi ganske enkelt ikke den socialdemokratiske analyse af, at færre andelsboliger vil gøre storbyerne »endnu mere utilgængelige for folk med almindelige indkomster«. For alle og enhver ved, at man skal være utrolig heldig og ofte besidde bunker af social kapital for at få fat i en andelsbolig. Andelsboligmarkedet er og bliver et uoverskueligt, ulige og lukket land for langt de fleste, som ikke har de fornødne kontakter og en stribe af vennetjenester på hånden.

Vi har intet imod andelsboliger. Men hvis hver tredje bolig fordeles efter kontakter frem for kontanter, så får vi bare et boligmarked for de få frem for de mange.

Vores forslag vil ikke resultere i færre boliger til almindelige mennesker. Kun hvis man kendetegner almindelige mennesker som folk med privilegeret adgang til ofte eksklusive lejligheder til en meget lav pris.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 7. marts 2025)