Debat Arkiv - Side 3 af 34 - Liberal Alliance

Louise Brown

15. juli 2024

Vi har hørt det længe: ”Ventelisterne skal ned!” Et mål alle – venstre- som højrefløj, patient som sundhedspersonale – kan være enige om.

Patienter skal behandles hurtigst muligt, og ingen skal vente i flere år på behandling. Men desværre er årelang ventetid i det offentlige sundhedsvæsen i dag fortsat realiteten for mange patienter. Det gør slemt værre, at privathospitalerne faktisk har de faglige kompetencer og ressourcer, det kræver, at behandle de mange patienter, som står i kø i det offentlige, men ikke må, fordi myndighederne ikke giver de nødvendige tilladelser.

Med historisk lange ventelister skulle man tro, at regeringen ville sætte alle sejl og gøre brug af alle de muligheder, der findes i vores sundhedssystem, for at nedbringe ventetiderne og få behandlet patienterne så hurtigt som muligt. Særligt, fordi sundhedsministeren selv har kaldt de lange ventelister uacceptable og gjort det klart, at de private sygehuse skal bruges smartere, og at flere specialiserede behandlinger skal kunne laves i det private.

Men nej. Desværre er ambitionerne langt hen ad vejen blevet ved snakken, og patienterne venter stadig i lange køer. Siden folketingsvalget i 2022 har ventelisterne ikke rykket sig nævneværdigt trods ihærdige forsøg. Et af problemerne er, at ressourcerne på privathospitalerne siden folketingsvalget langt fra er blevet udnyttet.

Ud af de 81 specialiserede behandlinger, som privathospitalerne har søgt om at få tilladelse til at lave, gav Sundhedsstyrelsen kun tilladelser på syv ud af de 81 områder.

En kæbeoperation, der korrigerer eksempelvis over- eller underbid – såkaldt vækstbetinget kæbeanomali – er et godt eksempel på en af de behandlinger, som landets privathospitaler ikke har tilladelse til at lave, trods der i dag er mere end ti års ventetid i det offentlige sundhedsvæsen til blot en forundersøgelse.

Det, som frustrerer, er, at den manglende brug af privathospitalerne ikke skyldes, at de mangler de nødvendige lægefaglige kompetencer, selvom det ofte er anken i debatten om mere brug af privathospitaler.

Flere af landet mest erfarne kirurger inden for kæbekirurgi arbejder på privathospitalet Kæbekirurgisk Klinik i København. Privathospitalet er som det eneste i landet i dag godkendt af Sundhedsstyrelsen til at behandle patienter henvist fra de offentlige sygehuse med problemer som eksempelvis kæbeledsproblemer, cyster og slimhindelidelser.

Men de har ikke tilladelse til at operere patienter for vækstbetinget kæbeanomali – trods kæbekirurgernes mangeårige erfaring med denne type operation, og trods mange tusinde patienter står i kø til operationen i det offentlige system. Rigshospitalets afdeling for kæbekirurgi har kapacitet til at lave op til 500 kæbeoperationer om året men har på nuværende tidspunkt omkring 2.000 patienter i kø til forundersøgelse. Patient nr. 2.000 har dermed udsigt til mange års ventetid.

På Kæbekirurgisk Klinik er ventetiden til at påbegynde behandling 14 dage. De lægefaglige kompetencer er til stede, og det er kapaciteten også. Privathospitalet vil kunne lave 300-400 kæbeoperationer om året på patienter henvist fra det offentlige og vil dermed kunne gøre et stort indhug i Rigshospitalets årelange venteliste.

Men på trods af både kompetencer og ressourcer må privathospitalet ikke lave operationerne, da Sundhedsstyrelsen ikke vil give tilladelsen.

Er det i patientens interesse? Nej! Er det smart brug af privathospitalerne eller samfundets penge? Nej.

Det nuværende system skaber de A- og B-hold blandt patienterne, som så mange frygter. I dag er det nemlig kun patienter, som har en privat sundhedsforsikring, eller som har råd til at betale mange tusinde kroner for en operation, som er garanteret en hurtig behandling. Dem, der er henvist gennem det offentlige, er tvunget til at vente.

Kære sundhedsminister, lad det ikke blot blive ved fine ord og velmenende intentioner. Lad os bruge privathospitalerne smartere, og lad os sætte patienternes interesser over systemets.

Indlægget blev bragt i Avisen Danmark d. 12. juli 2024. Det er skrevet af
Louise Brown og Søren Aksel Christian Krarup, kæbekirurg, Kæbekirurgisk Klinik og Aftalesygehus

Sólbjørg Jakobsen

14. juli 2024

Da en række ansatte i Deutsche Banks spanske afdeling i 2017 valgte at lægge sag an mod deres arbejdsgiver, havde de nok ikke forestillet sig den virak, det ville skabe. For hvem skulle egentlig kunne tænke sig frem til, at en enkelt sag ville betyde, at flere hundrede millioner EU-borgere minutiøst skulle registrere hvert arbejdsopkald, de tog efter arbejdstid? Formentlig ingen. Alligevel er det ikke desto mindre sådan, det er blevet.

For eftersom de spanske medarbejdere i den tyske bank ikke havde fået en overtidsbetaling, de havde krav på, vurderede EU-Domstolen, at det skulle være nok: Hvis enkelte ikke måtte have styr på deres medarbejderes arbejdstid, må alle registrere den. Sådan tolkede domstolen lovgivningen på området. Af den grund skal vi i hele EU til at notere al tænkelig bimlen og bamlen i Outlook, så ingen igen havner i den tysk-spanske Deutsche Bank-saks.

Om end det lyder mere som en molbohistorie end virkeligheden, er det desværre et billede på noget eviggyldig: Flyver der gråspurve over EU’s himmel, bliver de skudt med kanoner. Det er nærmest en selvfølge.

Årsagen findes i politikeres evigt gode intentioner. For desværre er det altid sådan med dem, at de bliver til indgribende lovgivning, der til sidst rækker helt ind i folks soveværelser og mobiltelefoner. Se bare på EU’s barselsdirektiv og den her så omtalte tidsregistrering. For vejen til helvede er ikke brolagt med gode intentioner for sjov: Uanset om man rækker lillefingeren frem i Bruxelles eller København, risikerer man, at hele armen ryger. Styringstrangen trumfer altid den enkeltes frihed.

Således lugter arbejdstidsregistreringen af det, som gode, gamle Ronald Reagan udtrykte i 1986: at de ni mest skræmmende ord i det engelske sprog er: »I’m from the government, and I’m here to help.« Med den udtalelse beskrev USA’s 40. præsident, hvordan politikeres indblanding i borgernes liv ofte fører til skræk og rædsel, fordi indblanding enten vil være uhensigtsmæssig eller direkte skadelig. Alligevel ville den komme fra et sted med påståede gode intentioner.

At Reagan og hans frihedsfilosofi nød stor opbakning, var ikke overraskende, og overalt i Vesten holder liberale partier da også stadig hans og andre af fortidens frihedstænkeres faner højt. For netop tiltag som arbejdstidsreguleringen minder os alle om, at der i sandhed er noget at kæmpe imod.

Ingen har nemlig nogensinde bedt om et fælleseuropæisk svar på det tysk-spanske Deutsche Bank-problem. Ingen så gråspurvene, før de blev skudt ned af overimplementeringens faste krigere. Ingen havde brug for hjælp fra »the government«. Men sådan er mange politikeres modus. Styringen vinder altid.

Derfor er jeg midt i min forbavselse og indignation af og til glad for at blive mindet om, hvorfor jeg er liberal. Det er jeg, fordi jeg ikke mener, staten og politikere skal regulere, om du eller din kæreste skal tage mere eller mindre barsel, tale mere eller mindre i arbejdstelefon, spise stærke kopnudler eller alt andet, diverse politikere har været ude efter. Heldigvis er der på den måde intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Så tak, EU. Tak, fordi du tog dig tid til at minde mig om mit ideologiske ståsted.

Jeg håber, du har registreret den.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. juli 2024)

Lars-Christian Brask

25. juni 2024

Med jordskreddet i Ølst var regeringen, ført an af miljøminister Magnus Heunicke (S) og statsminister Mette Frederiksen (S), meget hurtige til at placere ansvaret hos én person.

Til trods for at vi har et fundamentalt retsprincip om, at alle er lige for loven, og vi den dag i dag fortsat ikke ved, om der er foregået noget forsætligt og groft uagtsomt, så har regeringen fra dag ét krævet, at en passiv ejer af et selskab skal stilles til økonomisk ansvar, fordi han tilfældigvis er velhavende.

Knap så hurtige og velvillige har regeringen været til at undersøge andre parter i sagen for ansvar. Det gælder ikke mindst Randers Kommune, selvom man længe har kunnet læse i medierne, hvordan kommunen åbenlyst har svigtet sit myndighedsansvar og begået alvorlige fejl i eget tilsyn og i de miljøgodkendelser, som kommunen udstedte til Nordic Waste. Så meget desto mere uroopvækkende var det at høre miljøministeren annoncere i januar, at Randers Kommune ikke ville blive omfattet af den undersøgelse, der netop var sat i gang for at undersøge sagen.

Det holder selvfølgelig ikke. Heldigvis lykkedes det LA og andre partier at presse regeringen til, at Randers Kommune naturligvis også skulle undersøges. Nu nærmer vi os, at rammerne for undersøgelsen af Randers Kommune fastlægges. Folketingets miljøordførere er tirsdag indkaldt til møde om sagen. Fem måneder efter miljøministeren første gang lovede, at Randers Kommunes ansvar skulle undersøges.

Hver en sten skal vendes. Derfor er det et krav fra vores side, at undersøgelsen bliver foretaget af en ekstern og uvildig part. Det er også et krav fra os, at de involverede offentlige myndigheders rolle, herunder regionen, Miljøstyrelsen og Miljøministeriet, selvfølgelig skal undersøges, hvis der kommer oplysninger frem, som tyder på, at de har begået fejl i den her sag.

I denne avis har man tidligere kunnet læse, at Miljøstyrelsen og Miljøministeriet ikke havde lovhjemmel til at agere myndighed i den uge, hvor statsministeren og miljøministeren i et nøje koreograferet PR-fremstød iført gummistøvler og gule veste var i Ølst for at se jordskreddet. Ingen skal kunne frikende sig selv eller udpege en syndebuk at skyde skylden på. Det er ikke en retsstat værdigt. Folketinget har krav på en uvildig undersøgelse af Randers Kommune og Miljøministeriet.

(Indlæg bragt i Børsen d. 25. juni 2024)

Lars-Christian Brask

17. juni 2024

Et iværksætterland i verdensklasse. Således er overskriften til regeringens længe ventede iværksætterstrategi. 1300+ dage har vi ventet i spænding og med puffen her og der fra de fleste partier i perioden op til nu.

Strategien er landet, og det første sættemøde med alle partierne er overstået.

Var den så værd at vente på? Nej, men trods alt små skridt i den rigtige retning – og uden en plan og mål er det på trods og med held, hvis vi lykkes med at skabe de næste erhvervssucceser.

Derfor er det naturligt og en forudsætning, at der nu er en plan, som der kan bygges videre på.

Iværksætteri, innovation og vækst kræver kapital og talent – ud over den forretningsmæssige idé og ledelse til at udføre mission og vision. De, der stiller kapital til rådighed, kigger alle på afkast efter skat.

Flere dumme skatteregler bliver trods alt saneret med denne strategi. Det er positivt, men ikke nok for ambitionsniveauet.

Jeg synes jo ikke, at der skal være nogen beskatning af gevinst, før den er realiseret. Det er vi ikke udenom på nogle områder med denne aftale.

Det er en strategi, der går i den rigtige retning, men det er ikke en banebrydende strategi, der flytter os mod toppen

På skat på indkomst, udbytte og aktiegevinster har vi aldrig kunnet måle os med dem, der er i front i verden, og vi har altid været et obligationsland og ikke et aktieinvesteringsland som f.eks. vores nabo Sverige.

Sverige har siden de tidlige 80’ere haft en ambitiøs aktiesparekonto og er lykkedes med at gøre det til en mulighed, hvor den gennemsnitlige svensker bidrager til og forestår direkte medejerinvesteringer i selskaber og bidrager til den del af samfundsudviklingen.

En ambitiøs aktiesparekonto kunne jeg godt have ønsket mig i planen.

En aktiesparekonto, hvor det også er tilladt at investere en del af pengene i unge ikkebørsnoterede virksomheder.

Vi skal motivere og skabe en investeringskultur og en kultur, der kan se en anden vej end et job som lønmodtager. En aktiesparekonto på et andet niveau er med til at skabe den kultur og forståelsen for investeringer i selskaber.

Det er sundt og godt, at vi får fjernet en paragraf i selskabsloven, så det bliver lovligt og muligt at lave crowdfunding i ApS’er.

Det var et forslag, jeg selv stillede i Folketinget sidste forår, og som alle partier bakkede op om inkl. regeringspartierne, men regeringen ville gemme det til iværksætterudspillet. Heldigvis blev det ikke glemt.

Talent og arbejdskraft mangler vi meget af i Danmark på alt fra servicefag til ingeniører, og det bliver ikke bedre de næste mange år. Der er åbnet for lavere lønkrav for international arbejdskraft. Det er et skridt i den rigtige retning.

Medarbejderaktier og medejerskab er der også åbnet konstruktivt op for i strategien og med et ønske om at rette op på de unødvendigt komplicerede regler. Tak for det.

Regelhelvede og bureaukrati dræber mange iværksætteres og selvstændiges lyst, gejst, innovation og fremdrift.

Der er også intentioner om at få justeret på det, men som mange ting i strategien er der ikke noget konkret på, hvordan det skal udføres. Med et glas halvt fyldt kan jeg sige, at så er jeg jo selv med til at påvirke det, hvis vi deltager i aftalen om iværksætteri.

Det er nogle af de greb, der drejes på i iværksætterstrategien, men det er langtfra en ambitiøst nok plan for at få os op i toppen af verden.

Eller som erhvervsministeren har sagt: Vores mål er en strategi, der bringer Danmark helt i front som iværksætternation. Jeg synes, at vi som land og samfund fortjener at få gavn af det fulde potentiale og få skabt fundamentet til en kultur, som bringer os fremtidig velstand og fremdrift.

Det er en strategi, der går i den rigtige retning, men det er ikke en banebrydende strategi, der virkelig og markant flytter os mod toppen. Slet ikke.

Vi skal motivere og belønne de, som investerer og løber en risiko i nye virksomheder og innovation. Vi skal tilskynde og belønne de, der vælger den mere usikre vej som iværksættere frem for lønmodtagere.

Det kræver lidt mere end det, vi får i denne omgang, men som sagt: Det er et lille skridt i den rigtige retning, og jeg vil kæmpe for yderligere fremdrift på området med brugbare og udførlige tiltag.

(Indlæg bragt i Børsen d. 14/6-2024)

Liberal Alliance

13. maj 2024

Liberal Alliance fik i sidste uge sit første byrådsmedlem i Nordfyns Kommune, og vi kan nu byde velkommen til Marie Holmgaard som endnu et nyt medlem.
Marie Holmgaard blev valgt ind til Nordfyns Kommunes kommunalbestyrelse for Venstre ved kommunalvalget i 2021 men har i dag meldt sig ind i Liberal Alliance:

“Da jeg gik ind i politik, var det fordi, jeg mente, at jeg kunne bidrage til at gøre en forskel. Den forskel kan kun ske ved ambitioner, samarbejde, ideer og vilje til at udnytte hinandens kompetencer og stille høje krav til forvaltningen. Liberal Alliance er det mest ambitiøse, borgerlige parti, og de stærke værdier og et højt ambitionsniveau på borgerens vegne kan jeg repræsentere på Nordfyn.”

Marie Holmgaard har særligt børne- og ungeområdet som sin politiske mærkesag. Hun vil som medlem for Liberal Alliance arbejde for, at kommunen i højere grad end i dag sætter mennesket over systemet, og prioriterer handling over langtrukken proces og papirnusseri. Det skal ifølge Marie Holmgaard ske gennem konstruktivt samarbejde på tværs af partier og med handlekraft.

Marie Holmgaard er født ud af en landbrugsfamilie. Et liv i landbruget har lært hende at arbejde sammen på tværs af meninger og uenigheder om fælles mål, og det er denne konstruktive og ambitiøse tilgang hun ser i LA.

I Liberal Alliance glæder vi os over Marie Holmgaards skifte, og at der nu kommer flere liberale kræfter i Nordfyns Kommune:

”Jeg ved, at skiftet fra Venstre til Liberal Alliance ikke har været uden grundige overvejelser for Marie. Men jeg er overbevist om, at Marie har fundet politisk hjem hos Liberal Alliance. Hos os får hun muligheden for at udfolde sit politiske talent og ambitioner. Vi er utroligt glade for at byde Marie velkommen i vores liberale alliance”, udtaler Casper Søe-Larsen, organisatorisk næstformand i Liberal Alliance.

Marie Holmgaard sidder i Økonomiudvalget og Social- og Sundhedsudvalget og arbejder til daglig som politisk chef i landboforening Spiras i Syd- og Sønderjylland. Derudover bor hun i Morud og er mor til fire børn.

For yderligere information:
Marie Holmgaard, byrådsmedlem, Liberal Alliance, 22 91 30 99
Louise Juul Christensen, Presse- og politisk rådgiver, Liberal Alliance, 61 62 43 80

Henrik Dahl

6. maj 2024

Det er ganske let at finde eksempler på splittende og voldsom retorik fra europæiske højrefløjspartier.

Netop den disciplin har Moderaternes spidskandidat, Stine Bosse, dygtiggjort sig i, hvilket hun også viser her i avisen. Bosse kritiserer en video, hvor Dansk Folkeparti siger noget med at »røverbander fra Bulgarien og Rumænien« nu får fri adgang til Danmark.

Man kan med rette kritisere retorikken, men det er også en politisk analyse, der kun skraber overfladen.

For splittelsen i Europa kommer ikke fra protestpartier. Det kommer ikke fra Dansk Folkeparti og dets europæiske åndsfæller. Det kommer ikke fra venstrepopulistiske partier. Det kommer heller ikke fra klimapartier, landbrugspartier eller enkeltsagspartier.

Nej, splittelsen har sine rødder fra midten.

Det var typer som Stine Bosse, der havde travlt med at udstille Italiens premierminister, Giorgia Meloni, som den nye Mussolini, mens det har vist sig, at hun faktisk er en samlende figur. En, der bygger bro mellem de store midterpartier og det yderste højre.

Det var typer som Angela Merkel, der ikke indså, at ukontrolleret indvandring er det mest splittende og polariserende spørgsmål.

Og det er typer som dem, der har travlt med at forsøge at udelukke DF’s Anders Vistisen fra de store EU-debatter i den kommende valgkamp.

Den elitære og teknokratiske midte dyrker konformiteten. De udskammer alle, der ikke spiller efter voksenbordets selvopfundne regler for dekorum.

Det er midtens insisteren på ensretning, der er selve drivkraften i splittelsen.

Protestpartierne er en reaktion på netop den elitære og teknokratiske midterpolitik, der gavner systemet, men skader helt almindelige europæiske borgere. Det er den gruppe vælgere, der vender det etablerede politiske system ryggen og stemmer på protestpartier – både på højre- og venstrefløjen.

Vejen til mere splittelse er at følge Stine Bosses opskrift, som bare handler om at udskamme vælgere for at have de forkerte holdninger. Det gør kun den højrefløj, hun kritiserer, meget stærkere.

Derimod er vejen til mindre splittelse, at EU fokuserer på de faktiske fælles problemer, som vi står over for: Ukraines frihedskamp, Europas økonomi og vores alle sammens sikkerhed.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 5. maj 2024)

Lars-Christian Brask

30. april 2024

Som erhvervsordfører for Liberal Alliance arbejder jeg hver dag for at sikre bedre vilkår for dansk erhvervsliv.

Derfor ærgrer det mig, når jeg hører historier om virksomheder og iværksættere, som oplever meget store prisstigninger på at kunne modtage betalinger i deres butik.

Siden jeg blev valgt som medlem af Folketinget, har Nets, der i dag er italienskejet, annonceret flere markante prisstigninger og i mindst ét tilfælde fordoblet priserne. Senest annoncerede Nets endnu en prisstigning 25. marts i år.

Erhvervsminister Morten Bødskov kunne i sommeren 2023 bekræfte, at Nets i 2017 havde en markedsandel på mindst 85 pct. på det danske marked for indløsning af både nationale og internationale kort i fysisk handel. Det skyldes blandt andet, at Nets både har monopol på at eje og indløse dankortet.

Monopoler er som kviksand for økonomien – de suger konkurrencen ud og kvæler innovationen

Derved har vi som samfund udstyret Nets med en række håndtag, som de kan bruge til at skrue priserne op.

For selvom Nets’ indtjening på dankortet er reguleret ved lov, står det Nets helt frit for, hvor meget de ønsker at opkræve i gebyrer på eksempelvis internationale betalingskort, med den konsekvens at mange danske butikker betaler tre gange så meget som butikkerne i Sverige.

Kan det skyldes, at det danske marked domineres af én stor betalingsgigant, som ovenikøbet har fået lov til at drive et monopol?

På baggrund af flere års erfaringer fra finanssektoren, ved jeg, at det er kunderne, som betaler regningen for manglende konkurrence. Jeg plejer at sige, at monopoler er som kviksand for økonomien – de suger konkurrencen ud og kvæler innovationen.

Uden politiske indgreb vil det være et spørgsmål om tid, før vi ser de næste store prisstigninger.

Derfor vil jeg opfordre erhvervsministeren og mine kolleger på Christiansborg til hurtigst muligt at gribe ind over for monopoler på det danske betalingsmarked og åbne op for fri konkurrence til fordel for virksomheder og forbrugere.

(Indlæg bragt i Børsen d. 25/4-2024)

Henrik Dahl

8. april 2024

Vandområdet er i disse dage i fokus. Det er dog nyt, at vand også ses i et sikkerhedspolitisk perspektiv, men det er på tide.

Manglende og ulige adgang til rent ferskvand samt sygdomsfremkaldende spildevand er en hovedårsag til spændinger og konflikter.

Klimaændringer, befolkningsvækst og øget vandforbrug til industri og energi vil accelerere udviklingen globalt. Den forventede konsekvens vil være øget migration såvel som en stigning i væbnede konflikter relateret til vand.

I en europæisk kontekst er det særligt vandproblemerne i Afrika og Mellemøsten, som udgør den potentielt største destabiliserende faktor. Ifølge World Resources Institute er Nordafrika og Mellemøsten (MENA) i dag verdens mest vandudfordrede område og situationen vil kun forværres frem mod 2050, hvor hele befolkningen vil lide af vandmangel.

Denne stærkt bekymrende vandmangel sker parallelt med en eksponentiel befolkningsvækst frem mod 2050, som vil fordoble befolkningen i MENA-regionen til 725 millioner mennesker.

Det siger sig selv, at denne udvikling er skrøbelig og uholdbar, og vil fremprovokere migration og en kraftig forøget risiko for lokale konflikter og krige over vandressourcer. Denne tendens gør sig også gældende i resten af Afrika.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Nato i sin årlige sikkerhedspolitiske prognose fra januar meget klart fremhæver, at vandudfordringer vil øge migrationsbevægelserne eksponentielt og deraf fremprovokere økonomisk og social ustabilitet.

Det er særligt Europa, som er under pres – og Nato forudser også, at vandudfordringerne vil blive udnyttet af autoritative stater som Rusland til at skabe radikalisering og konflikter.

Senest kunne Weekendavisen berette, at Rusland planlægger at sende hundredtusindvis af afrikanske migranter gennem Afrika og Maghreb over Middelhavet og op gennem Italien og Frankrig. Uafhængigt af Ruslands planer kan vi allerede aflæse stigende migration.

Ifølge EU’s grænseagentur, Frontex, krydsede næsten 400.000 illegale migranter grænsen til EU i 2023. Det højeste niveau siden 2016.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Forsvarets Efterretningstjeneste i sin seneste risikovurdering fremhæver statskup og væbnet oprør i blandt andet Mali, Burkino Faso og Niger, som konsekvens af vandmangel.

Men vandkrisen er endnu større og et globalt sikkerhedsproblem. Det ses afspejlet i Pacific Institute’s opgørelse over væbnede konflikter relateret til vand, hvor der fra 2017 til 2022 er registreret en global stigning på 550 procent! Fra henholdsvis 47 til 230 konflikter.

Og tendensen for 2023 ser desværre ikke bedre ud.

Vand bruges i stigende grad som våben, hvilket konflikten i Ukraine er et godt eksempel. Bare i de tre første måneder af krigen blev der ifølge det videnskabelige tidsskrift Nature registreret 64 specifikke vandrelaterede angreb i Ukraine. Det understreger, hvordan vand også bliver brugt som våben.

Det er på tide, at vandkrisen får opmærksomhed i dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Trusselsbilledet domineres af Rusland på den korte bane og Kina på den længere bane, mens det for de mere bløde “sikkerhedspolitiske temaer” mest handler om cybersikkerhed, energiforsyning og adgang til kritiske råstoffer.

Det er bestemt relevant, men vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Både Nato og FN har fået øjnene op for dette, men herhjemme er der endnu ikke tilstrækkelig politisk bevidsthed om det.

Dette til trods for, at “vand for fred” hænger uløseligt samme med de tre højest prioriterede emner for danskerne til EU-valget ifølge Kantar for tænketanken Europa: Klimaforandringer og grøn omstilling, flygtninge og migranter og forsvar og sikkerhed.

Heldigvis er der god mulighed for det politiske Danmark til at se og udnytte potentialet i vand. Danmark har en styrkeposition på vandområdet med løsninger, der efterspørges rundt om i verden og som kan være et stærkt aktiv i vores sikkerheds- og udenrigspolitik.

Lad os bruge dette aktiv til at skabe fred og til at understøtte vækst og velfærd herhjemme. Der er i hvert fald to meget konkrete muligheder i henholdsvis regeringens kommende Globaliseringsstrategi og Afrika-plan. Så lad ferskvandet flyde og spildevandet rense til gavn for Danmark, EU og verden.

Vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Af Henrik Dahl og Mads Helleberg Dorff, branchechef Vand, Dansk Industri

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 8/4-2024)

Ole Birk Olesen

5. april 2024

Det sker hele tiden: Et emne er oppe i tiden, og partier og meningsdannere føler behov for at påstå, at de skam er meget mere optagede af emnet og af alt, der er godt, end vi andre.

Så skal vi høre, at hvis man ikke vil forbyde oksekød i offentlige institutionskøkkener, så er man sandelig ikke lige så helhjertet optaget af at redde kloden fra klimaundergang, som de sande klimaforkæmpere er.

Eller hvis man ikke vil forbyde muslimer at lave egne friskoler, så går man i virkeligheden ikke ind for en stram asylpolitik, uanset hvor mange andre opstramninger man ellers har stemt for.

Der går symbolpolitik i den politiske diskussion, så nogle kan hævde sig bedre end andre på et område, hvor den politiske uenighed slet ikke er så stor, og hvor man måske i stedet burde glæde sig over en ny konsensus om såvel retning som alle de indsatser, som faktisk rykker noget.

Sådan er det for tiden også med debatten om det danske forsvar. Enigheden har næppe nogensinde været større:

Vi skal have et stærkt forsvar, vi skal bruge 2 pct. af bnp på det, vi skal være et helhjertet medlem af Nato, og fjenden kommer fra øst. Alle betydende kræfter og partier bakker op om disse helt centrale elementer i dansk forsvarspolitik.

Så hvad skal vi nu diskutere? Værnepligt! Og at kvinder også skal indkaldes til Forsvarets Dag!

I den forbindelse melder også borgerlige politikere, debattører og en avislederskribent her på Jyllands-Posten sig med påstande om, at hvis vi i Liberal Alliance ikke mener det samme om værnepligt som alle øvrige, så er vi at sammenligne med folk, som ikke går rigtigt op i klimaet, fordi de ikke vil forbyde oksekød i børnehaver, eller med andre, som er lalleradikale på udlændinge, fordi de ikke vil forbyde muslimer at lave friskoler.

Der må være en kant! Og hvis den er svær at finde, så kan vi da altid opfinde en!

Der bliver sagt og skrevet meget om, hvad LA mener om værnepligt. Jeg føler behov for at slå tre ting fast:

For det første: I LA er vi tilhængere af grundlovens bestemmelse om, at enhver våbenfør mand (eller kvinde) har pligt til at stille sig til rådighed for landets forsvar, hvis fjenden er på vej mod vores grænser for at invadere nationen. Vi har gentagne gange sagt, at vi ikke ønsker en ny grundlov, og det gælder også i forhold til grundlovens paragraf 81 om den almindelige værnepligt. Intet skal ændres her. Vores frihed har historisk hvilet på en vilje til at beskytte vores selvstændighed, og det kan den komme til igen. I så fald skal våbenføre borgere kunne udkommanderes til at skyde mod fjenden.

For det andet: Det, vi har behov for i dag, er at kunne stille med det stærkest mulige forsvar for at leve op til vore Nato-forpligtelser. Danmarks forsvar er ikke alene Danmarks sag, ligesom f.eks. Finlands forsvar i dag ikke alene er Finlands sag. Begge lande, og alle lande i Nato, har svoret en ed om at komme hinanden til hjælp, såfremt et land uden for forsvarsalliancen går til angreb på et allianceland. Vi udkommanderer i Danmark ikke værnepligtige, hverken unge, som aktuelt aftjener deres værnepligt, eller fra reserven af tidligere værnepligtige til Nato-missioner i udlandet. Hvis Rusland truer de baltiske lande, Polen eller Finland, så er det professionelle danske soldater, som vi sender til Baltikum, Polen eller Finland for at markere Natos samlede styrke og ultimativt for at stå klar til at yde forsvar mod angreb og invasion.

Vores værnepligtige bidrager ikke til de styrkemål, som vi stiller til rådighed for hele Nato-alliancens forsvar, hvor end i verden der måtte være trussel om konflikt. Vores værnepligtige bruges kun til forsvar af Danmarks eget territorium, i tilfælde af at russiske tropper har taget turen syd om gennem Polen og Tyskland eller nordom gennem Finland og Sverige og nu har udpeget Danmark til at stå for tur.

For det tredje: Vi mener i LA ikke, at vi får et bedre rekrutteringsgrundlag til de professionelle dele af det danske forsvar ved at få flere værnepligtige. Vi mener, at vi kan gøre rekrutteringen mere effektiv ved at gøre Forsvaret til en bedre arbejdsplads og ved at få de mest motiverede og de dygtigste til at benytte sig af deres værneret. Her er der meget at gøre! Og det kommer vi forhåbentlig til i de kommende år.

Mange værnepligtige kan her vise sig kontraproduktivt.

Hvis vi gerne vil have højt motiverede og dygtige unge mennesker til at benytte deres værneret, så er det en god idé at øge kravene knyttet til fysik, mentalitet og motivation, så man efter f.eks. 11 måneder som rekrut og soldat kan skrive på sit cv, at man er en af de udvalgte få, som har kunnet udføre opgaven.

Jo flere af de dygtigste og mest motiverede, vi kan få til at melde sig frivilligt, desto større vil muligheden for at rekruttere de rigtige unge til professionel tjeneste efterfølgende være.

Hvis man omvendt gerne vil have så mange som muligt ind, så tvinges Forsvaret til at sænke kravene, så alle af de mange kan være med. Det kan føre til, at de dygtigste og mest motiverede ikke melder sig frivilligt, fordi der ikke er så stor lærdom og prestige forbundet med at have værnet sit land.

Forsvarspolitik handler faktisk om, at der en krig, som skal vindes, hvis den bryder ud. I Liberal Alliance forsøger vi i denne som i alle andre sager at give saglige svar på, hvordan vi som samfund bedst håndterer de problemer, vi står over for.

Vi er klar over, at mange andre i den offentlige debat bare gerne vil score dydspoint på at sige ting, som lyder smarte, og vi tager med, at vi i LA i den konkurrence ikke er helt så dygtige.

“Der går symbolpolitik i den politiske diskussion, så nogle kan hævde sig bedre end andre på et område, hvor den politiske uenighed slet ikke er så stor.”

Vi mener i LA ikke, at vi får et bedre rekrutteringsgrundlag til de professionelle dele af det danske forsvar ved at få flere værnepligtige.

Vi mener, at vi kan gøre rekrutteringen mere effektiv ved at gøre Forsvaret til en bedre arbejdspladsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 5/4-2024)

Patienter venter i årevis på kæbeoperationer, men privathospitalerne må stadig ikke hjælpe

Vejen til arbejdstidsregistrering er brolagt med gode intentioner

En uvildig undersøgelse, tak

Iværksætterne har ventet i over 1300 dage, og hvad vi fik de så? Alt for lidt

Endnu et byrådsmedlem skifter til Liberal Alliance i Nordfyns Kommune

Kære midte, det er jer, der splitter Europa

Betalingsgigant har monopol, og vi betaler alle prisen for det

Vandkrisen skal have opmærksomhed i dansk udenrigspolitik

Forsvarspolitik er ikke til symbolske markeringer

Sådan håndterer EU fremtidens migrationsstrømme