Socialdemokratiets dagpengehykleri når nye højder

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
4. april 2025

Det kan næppe anfægtes, at vi i Danmark står over for en massiv opgave i form af at lægge os fast på finansieringen af regningen til den nødvendige oprustning af det danske forsvar.

Så langt, så godt er majoriteten immervæk nået i deres analyseapparat.
Det næste hensigtsmæssige skridt har de færreste imidlertid taget endnu: Nemlig at komme med et ærligt bud på, hvordan man vil finde pengene.
For det er og bliver en pligtopgave i disse tider for ethvert ansvarligt parti at anvise en vej til forsvarsoprustningen.

Vi kan jo sagtens blive ved med at blive enige med hinanden om, at pengene skal findes, men det udgør i sidste ende en overflødig konsensussnak, hvis vi ikke tager hul på det svære spørgsmål om finansieringskilder.

Finansiering af Forsvaret
Derfor kom vi for nylig med vores bud på, hvordan vi kan imødekomme et eventuelt Nato-krav om at bruge 3,5 af bnp på Forsvaret, hvilket vil medføre en regning på ca. 36 mia. kr. årligt.

Et bud, som i skrivende stund udgør det eneste fuldt finansierede forslag fra et politisk parti på Christiansborg.
Vores forslag inkluderer bl.a. nedskæringer i DR og en dagpengereform, hvor vi bl.a. ønsker at forkorte dagpengeperioden fra to til ét år. Det gør vi af flere årsager.

For det første er det veldokumenteret, at nyuddannede ledige kommer hurtigere i job, når dagpengeperioden forkortes . For det andet finder hele 91 pct. af dagpengemodtagerne allerede i dag et arbejde, inden der er gået ét år. Og for det tredje vil vores forslag spare skatteyderne for hele 8,6 mia. kr. , som kan anvendes til forsvarsoprustningen, uden at danskerne skal betale én krone mere i skat.

Ovenstående argumenter kan man jo så vælge at erklære sig enig eller uenig i. Og jeg skal lige love for, at særligt socialdemokraterne har valgt sidstnævnte og råbt vagt i gevær i kølvandet på forslaget.

Partiet glemmer imidlertid, at de plejer at være glade for at forkorte dagpengeperioden i Socialdemokratiet. De foretrækker bare at gøre det, når der ikke er valgkamp.

Hykleri omkring dagpenge
Dagpengeperioden i Danmark er tidligere blevet forkortet med stor succes til følge, og som regel har Socialdemokratiet kunnet bryste sig med at være hovedarkitekten bag udviklingen. Således har de formået at forkorte dagpengeperioden af hele tre omgange i hhv. 1993, 1995 og 1998.

I 1993 tog man bestik af den absurde situation, at man dengang kunne være på dagpenge med mulighed for forlængelse til principielt et helt liv – og forkortede på det bagtæppe perioden til syv år.

I 1995 reducerede Socialdemokratiet perioden nok engang til fem år. Og i 1998 forkortede de perioden yderligere til fire år.

Sidenhen halverede Venstre og Lars Løkke Rasmussen i 2010 perioden til to år, hvilket socialdemokraterne har haft mulighed for at tilbagerulle i et helt årti, men med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister i den første Helle Thorning-regering i 2011 fik de selv implementeret og forsvaret halveringen til to år.

De kunne også have taget handling under Mette Frederiksens rene S-regering fra 2019 til 2022 eller i den nuværende regering, hvor man sidder tungt på statsministerposten.

Bud på løsningen
Men ak nej. Hellere sidde på hænderne i ti år, for så blot at foregive forargelse og afsky, når LA i 2025 kommer med et ærligt og redeligt forslag til finansieringen af den altafgørende forsvarsoprustning, som der på Slotsholmen er bred konsensus om, at der skal findes finansieringskilder til.
For det første er det mig en gåde, at socialdemokraterne kan se sig selv i spejlet om morgenen, når de praktiserer dagpengehykleri i sådan en grad som dette. Og for det andet illustrerer det forskellen på Socialdemokratiet og Liberal Alliances tilgang til oprustningen af det danske forsvar.
Hvor førstnævnte foretrækker at pege fingre og male fanden på væggen, når politiske modstandere bidrager til debatten, abonnerer sidstnævnte på, at danskerne fortjener et ærligt svar på, hvordan vi hver især vil finde pengene.

Det er en svær debat at tage hul på, men det er ikke desto mindre strengt nødvendigt – og i særdeleshed for et regeringsbærende parti som Socialdemokratiet, der sjældent er bleg for at bryste sig selv på baggrund af sin “ansvarlighed”.

(Indlæg bragt i Børsen d. 4/4-2025)

Universiteterne skal være templer for viden, ikke for kønsopdelte bederum

Sandra Elisabeth Skalvig
1. april 2025

”DU HAR ALTID et valg.” Sådan siger vi i Liberal Alliance, og i øjeblikket råber vi det ud fra byens tage i en stor kampagne. Det er også sandt: Uanset hvilke kort, du er blevet givet i livet, har du selv ansvaret for at spille dem. Det betyder dog ikke, at du altid kan vælge alting frit. Derfor skal vi som samfund kæmpe for friheden til at vælge og mulighederne for at skabe det liv, vi hver især drømmer om.

Men vi ved også, at det for nogle kan være et særligt svært valg at tage, som indebærer store personlige omkostninger. Forestil dig, at du formelt set har mulighed for at vælge lige den uddannelse, livsbane eller kærlighed, du drømmer om. Den danske velfærdsstat er praktisk talt indrettet til mønsterbryderen, som har evnerne, men måske også brug for en udstrakt hånd til at tage valget.

Og forestil dig så, at det vil indebære, at du mister kontakten til dine nærmeste, at dine omgivelser vender sig mod dig, eller at du måske endda må frygte for din egen sikkerhed. Har du så reelt et frit valg?

I STÆRKT RELIGIØSE MILJØER kan netop denne form for social kontrol være begrænsende for menneskers frihed. Særligt unge, der står på tærsklen til at forme deres egen fremtid, er sårbare over for pres og trusler fra religiøse miljøer, der vil have dem til at ”rette ind”. Det er uhyre svært at bryde det undertrykkende mønster, der ofte kombinerer implicitte og direkte trusler om at skade den enkeltes ry og renommé.

Vi har blandt andet for nylig kunnet læse om Sihaams opvækst med social kontrol og islamisk indoktrinering, som fortæller alt om, hvor stort et problem det er, og hvor meget mod det kræver at vælge anderledes.

Men vi kan gøre noget: Det er vores pligt som samfund at række en hånd ud til de unge mennesker, hvor valget er særligt svært.

Vi skal fremelske de ungemiljøer, som er bygget på andre værdier, og som giver tro på mulighederne for at vælge deres egen vej i livet.

Derfor løber det mig koldt ned ad ryggen, når jeg læser, at Aarhus Universitet er på vej til at åbne sit femte stillerum, mens SDU må lukke deres, fordi de blev brugt til at facilitere kønsopdeling og fremme værdier, der ikke hører hjemme på en uddannelsesinstitution i Danmark.

DET TYDER PÅ, at der er nogen i universitetsadministrationen, som ikke forstår alvoren og ikke er sig sit ansvar bevidst. De vælger at prioritere nogle få studerendes ønske om at udøve deres religiøse praksis på universitetet over den brede studentergruppes ret til et studiemiljø præget af videnskabelig fordybelse og et almindeligt dansk ungdomsliv.

Universiteterne har selveje, og det skal der ikke rokkes ved. Men det fritager ikke ledelsen for ansvar. Derfor vil jeg minde rektor på Aarhus Universitet om, at der ligger et ledelsesmæssigt ansvar her, som ser ud til at blive misforvaltet. Universiteterne er templer for videnskaben – ikke for religionsdyrkelse. De studerende skal have frihed og plads til at studere, dyrke venskaber, blive kærester og kysse på campus uden en frygt for, at de religiøse dogmer følger med i rygsækken og kan begrænse deres muligheder for at leve det liv, de drømmer om. Sandra Elisabeth Skalvig er folketingsmedlem og uddannelsesordfører for Liberal Alliance.

(Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad d. 1. april 2025)

Hele fem af regeringens grønne prestigeprojekter har nu lidt vuggedøden

Steffen Frølund
31. marts 2025

Storslåede skåltaler og pompøse pressemøder er sjældent en mangelvare, når SVM-regeringen med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i spidsen markerer sig på den grønne dagsorden. Lig den daværende S-regering sætter fantasien nærmest ingen grænser for, hvad der kan udtænkes, formuleres og præsenteres med stor fanfare.

Altid lyder det ambitiøst, og ofte lyder det tilmed fornuftigt.

Men intention, ambitionen og fornuften er som regel til ingen verdens nytte. For i den virkelige verden imploderer regeringens grønne prestigeprojekter på stribe, hvorefter de enten forbliver fatamorganaer eller udvikler sig til dyrere, langsommere og mere uambitiøse tiltag.

Noa Redington, politisk kommentator på TV 2, illustrerede forleden på glimrende vis, hvordan de fleste af os formentlig går og har det, når det kommer til at danne os et overblik over regeringens ambitioner på den grønne dagsorden, samt hvilke projekter der reelt er blevet til noget: Vi har kort fortalt mistet overblikket.

Derfor tjener dette indlæg ét formål.

At danne et overblik, som gør det nemmere for kendsgerningen at synke ind: Nemlig at SVM-regeringens grønne prestigeprojekter – hvoraf visse ganske vist er levn fra den forhenværende S-regering – har to fællesnævnere.

For det første bliver de altid præsenteret til den store guldmedalje på velbesøgte pressemøder. Og for det andet bliver projekterne aldrig før ud i livet efter planen.

Implosioner på stribe

Lad os starte med planen om at oprette en grøn indenrigsflyrute i 2025, som skal flyve på 100 procent bæredygtigt brændstof. En plan, som har været længe på tegnebrættet, og som har været kommunikeret vidt og bredt, for så blot at blive opgivet i 11. time.

I dag er det nemlig kun tilladt at bruge en brændstofblanding med maksimalt 50 procent grønt flybrændstof, hvorfor regeringen har set sig nødsaget til at sende den grønne flyvning i udbud med ambitionen om at få to flyruter til at flyve med en halvgrøn tank.

Tilsvarende har SVM-regeringen haft store drømme om at lave to energiøer i Nordsøen såvel som ved Bornholm. Drømme, som sidenhen er blevet til mareridt.

For førstnævnte, som oprindelig blev søsat som et prestigeprojekt af den forhenværende S-regerings klimaminister og nuværende energikommissær i EU, Dan Jørgensen (S), endte med at blive sat på pause, og nu er udbuddet udskudt mindst tre år.

Og sidstnævnte har med et prisskilt på 31,5 milliarder kroner vist sig at blive næsten dobbelt som dyr som først antaget og er sidenhen ditto pausesat. Den officielle forklaring er det tyske valg, da Tyskland skal spille en kritisk rolle i projektet. Men det er blot heldig timing for regeringen, for i virkeligheden handler det om, at der overhovedet ikke er styr på økonomien i projektet – og det ved tyskerne godt, hvorfor de forståeligt nok ikke ønsker at finansiere en dansk underskudsforretning.

Om løbet helt er kørt for Energiø Bornholm, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt. Men helt sikkert er det, at regeringen har efterladt sin virkelighedssans på perronen, hvis de tror, at en pause løser udfordringerne. For der er hverken tysk vilje til at gøre en dårlig handel eller opbakning i forligskredsen til at gå videre med så uansvarligt stort et underskud.

Næste eksempel er udbuddet af seks gigawatt havvind med statsligt medejerskab. Her viste det sig til syvende og sidst, at ingen private aktører ønskede at bide til bolle.

Og hvem kan virkelig bebrejde erhvervslivet for den manglende interesse? For udbuddet var slet og ret indrettet således, at det ikke var risikoen værd, og særligt kravet om statsligt medejerskab har med statsgaranti i sig selv skræmt interessenter væk en masse.

Nært beslægtet er SVM-regeringens ambitioner om at udfase Putins gas ved at sætte turbo på produktionen af vedvarende energi. Konkret skulle midlet være en firedobling af produktionen af vedvarende energi fra solceller og vindmøller på land i energiparker landet over. Men nok en gang har Lars Aagaard og co. måtte skrotte deres prestigiøse planer.

Ligeledes er det ikke lykkedes at leve op til planen om at få sat skub i udfasningen af gasfyr i de cirka 400.000 boliger i Danmark, som opvarmes af gas. For stik imod hensigten om et totalt stop for at bruge gas til opvarmning af vores boliger, fortsætter vi med at installere gasfyr. Faktisk viser nye tal fra Sikkerhedsstyrelsen, at der installeres cirka 11 gasfyr om dagen.

Og sidst men ikke mindst drømmer regeringen om at få etableret et brintrør til Tyskland i 2028. Tiden må vise, om projektet vil lide samme skæbne som dets forgængere, men vi må i hvert fald imidlertid konstatere, at projektet er kraftigt forsinket til 2031-2033 – og at regeringens blakket track-record mildest talt giver anledning til mistillid.

En frisk start for et grønnere og stærkere Danmark

I Liberal Alliance drømmer vi også om store projekter, som kan realisere en omstilling til en grønnere fremtid, der samtidig er forenelig med vækst og velstand. For selvfølgelig skal man drømme stort, ønske at skubbe grænser og være klar til at give liv til ambitiøse klima- og energiprojekter, som kan skabe et grønnere og stærkere Danmark.

Men sådanne projekter skal selvsagt have rødder i virkeligheden og ikke blot i fantasien.

Og i samme tråd skal projekterne ikke handle om symbolpolitik, centrere sig om ønsket om positiv presseomtale eller søsættes for at opnå en KPI i en kommunikationsstrategi. For i så fald lider de med alt sandsynlighed den samme vuggedød, som den forgangne stribe af imploderede prestigeprojekter.

I min optik er den danske klima- og energipolitik i dag desværre båret af nationalt navlepilleri, og alt for ofte prioriterer vi symbolsk handling i Danmark over reelle reduktioner i den globale CO₂-udledning.

Dertil er jeg af den overbevisning, at hurtig udbygning af vedvarende energi bør vægtes langt højere, end den gør i dag, hvor statslig kontrol og planøkonomiske tendenser har det med at spænde ben for effektiv og visionær handlekraft på den grønne dagsorden.

Derfor mener jeg og Liberal Alliance, at det er på høje tide, at Danmark træder i karakter og gør sig fortjent til i fremtiden at kunne blive omtalt i udlandet som et højteknologisk, innovativt og grønt foregangsland. Det kræver ikke mindst, at der sættes en stopper for fordommene om teknologier såsom kernekraft, som for længst har etableret sig hos en bred vifte af vores nabolande som en ren, stabil og grøn energikilde.

Bevares, kritiske røster vil med sikkerhed vende min egen argumentation imod mig og argumentere for, at vores ønske om at afsøge muligheden for kernekraft på dansk jord – lig SVM-regeringens mange fejlslagne prestigeprojekter – bunder i fantasier fremfor at have rødder i virkeligheden.

Men sagen er jo den, at vi i Liberal Alliance netop er nødsaget til at drømme.

For Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har nægtet at stemme for vores forslag om at nedsætte en Niels Bohr-kommission, som skal kigge fordomsfrit på mulighederne for at inkorporere kernekraft i den danske energiforsyning. Ergo står Danmark i stampe, og alle de af os, der som minimum abonnerer på fornuften i at få en faglig afklaring på spørgsmålet om den grønneste, vedvarende energikilde på kloden, må nøjes med at drømme.

I mellemtiden lader vi os ikke styre af mismod eller tvivl. For i Liberal Alliance håber og tror vi inderligt på, at vi med tiden kan skabe en frisk start for et grønnere og stærkere Danmark. Men det kræver bunkevis af mod, handling og teknologioptimisme, som skal have lov at dominere i de kommende år. For epoken for storslåede skåltaler og imploderede prestigeprojekter har haft sin storhedstid.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 31. marts 2025)

Vold i skolen kan ikke løses med elevfordeling

Helena Artmann Andresen
31. marts 2025

Man skulle tro, at Socialdemokratiet havde lært af fortiden. Men nej. Læringen fra Socialdemokratiets tidligere forslag om fordeling af gymnasieelever, der vakte stor modstand i offentligheden, er angiveligt ikke sunket ind hos Socialdemokratiet.

Denne gang handler det om folkeskoleelever i Københavns Kommune. Her skal skoledistrikter i fremtiden inddeles efter elevernes herkomst og sociale baggrund, hvis det står til den socialdemokratiske borgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil. Formålet er ifølge den tidligere minister at gøre op med vold, som Berlingske har afdækket er udbredt på københavnske folkeskoler.

Men Rosenkrantz-Theils forslag løser ikke voldsudfordringerne og risikerer blot at sprede dem. F.eks. har man i Aarhus Kommune siden 2006 sendt tosprogede børn med bus til andre skoledistrikter for at undgå, at børnenes lokale skoler kom ind i en skæv udvikling, hvor ressourcestærke forældre tog deres børn ud.

En undersøgelse viser dog, at busbørnene klarer sig dårligere end deres jævnaldrende, både socialt og fagligt. F.eks. klarer busbørnene sig dårligere i både matematik og dansk end de børn, der har behov for sprogstøtte, men som får lov til at blive på den lokale skole.

Problemerne skal løses dér, hvor de er. Der er brug for helt andre værktøjer end socialdemokratisk ingeniørkunst.

Men faktisk kommer Pernille Rosenkrantz-Theils partifælle børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye med en løsning, som vi i Liberal Alliance længe har peget på.

Det skal være nemmere at gribe ind over for voldelige elever. Det går ikke, at lærere ikke tør gribe ind i f.eks. slåskampe og andre voldelige situationer, af frygt for at det kan koste dem jobbet. Det skal være muligt for lærere at gribe fysisk ind i voldelige og truende situationer. Det kan f.eks. være at adskille elever eller følge voldelige elever ud af klasseværelset.

I de værste tilfælde må eleven ekskluderes fra fællesskabet – dette af hensyn til lærerne og de andre elever i klassen. Vi kan simpelthen ikke tillade, at lærere og elever skal opleve slag, spark, trusler og det, der er værre. Det skal være trygt at færdes i skolen.

Elever, der ekskluderes, skal naturligvis have et nyt skoletilbud. Det er kommunen, der skal have ansvaret for at stille et sådant tilbud til rådighed.

Børn skal vide, at vold ikke er i orden, og lærerne skal have autoriteten tilbage i klasseværelset. Der skal tages et opgør med den berøringsangst, der på nogle skoler hersker over for at gribe ind over for voldsudfordringerne. Et trygt undervisningsmiljø er afgørende for, at elever og lærere kan trives i landets klasseværelser, i skolegårdene og på boldbanerne.

Derfor en opfordring til Pernille Rosenkrantz-Theil: Træk dit forslag tilbage og lyt lidt mere til din egen minister, når det kommer til løsningen på skolernes voldsudfordringer.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 31. marts 2025)

Ordblindhed og ADHD skal ikke bremse værnepligtige

Carsten Bach & Helena Artmann Andresen & Louise Brown
24. marts 2025

I kølvandet på omkringliggende krig og tiltagende trusler er Danmark i gang med en historisk omfattende oprustning af det danske forsvar, hvad angår både materiel og personel.

I den forbindelse kommer vi til at bruge flere penge på Forsvaret end nogensinde før, og vi har ditto mere end nogensinde før brug for alle de dygtige og motiverede danskere, som aktivt ønsker at lade sig indlemme i og gøre karriere i Forsvaret.

Derfor skriger det til himlen, når man kan konstatere, at potentielle værnepligtige med orden i penalhuset samt hjertet på det rette sted bliver frasorteret af for strenge helhedskrav. For hvorfor skal eksempelvis ordblindhed eller en adhddiagnose sætte en stopper for, at du får lov til at tjene dit land, hvis det er det, du går og har et brændende ønske om?

Er du virkelig ukampdygtig, blot fordi du ikke kan afkode eller formulere en fejlfri tekst i lyntempo? Og er du virkelig uegnet til at bidrage til Danmarks sikkerhed, alene fordi du har en adhd-diagnose i bagagen, som du skal tage højde for?

I Liberal Alliance siger vi nej, for man kan selvsagt sagtens blive en dygtig soldat trods ordblindhed eller adhd. Derfor er det både unødvendigt, uholdbart og uretfærdigt, at motiverede og kompetente unge mennesker med afsæt i diagnoser som disse diskvalificeres fra at opfylde deres ønsker og drømme om en fremtidig karriere i Forsvaret. Ordblinde eller personer med adhd bliver jo heller ikke på forhånd diskvalificeret fra andre dele af vores uddannelsessystem og arbejdsmarked – så det skal de heller ikke blive i Forsvaret.

Dertil befinder vi os ganske enkelt ikke i et scenarie, hvor Forsvaret kan tillade sig at finkæmme puljen af potentielle værnepligtige og vælge og vrage efter forgodtbefindende mellem dem, der både kan og vil stå distancen for deres land. Forsvaret mangler værnepligtige, som på sigt bliver fastansatte soldater.

Netop derfor blev vi enige sidste år om at lempe helhedskravene, så eksempelvis manglende centimeter i højden eller et for højt bmi-tal ikke længere udgør en stopklods for at blive indlemmet som værnepligtig.

I samme tråd som beslutningen fra sidste år om at lempe helhedskravene blev der for nylig igangsat et dybdegående analysearbejde af helbredskravene på tværs af Forsvarsministeriets område.

Konklusionen blev, at helbredskravene burde differentieres og lempes yderligere. Det blev herunder foreslået, at helbredskravene fremadrettet vil udgøre minimumskrav for alle militære medarbejdere, hvilket muliggør en bredere rekruttering og inkluderer flere, der tidligere kunne være blevet udelukket af strenge krav.

Konklusionen er et skridt i den rigtige retning, men arbejdet med at ændre reglerne går for langsomt og er endt i unødigt omfattende og langtrukne arbejdsgrupper.

Det har vi ganske enkelt ikke tid til. Lige nu og her i en alvorlig og usikker tid bør alt bringes i spil, og Forsvaret skal have mulighed for at opbygge kampkraft i lyntempo.

Derfor nytter det ikke noget, at regeringen agerer fodslæbende i arbejdet med at ændre helhedskravene ved at sylte processerne i arbejdsgrupper og langsommelige deadlines.

Vi har ikke brug for dybdegående analysearbejde af helhedskravene for at kunne konkludere, at man sagtens kan blive en dygtig soldat trods ordblindhed eller adhd.

Og hvis det står til Liberal Alliance, kunne vi derfor uden problemer mødes ved forhandlingsbordet i forligskredsen i morgen og drøfte et kursskifte, som vil komme både værnepligtige og Danmark til gavn.

For tiden er ikke til syltekrukker – tiden er inde til at klæde Forsvaret på til fremtidens udfordringer og åbne døren for alle de dygtige og motiverede danskere, som vil kæmpe for deres land og deres medborgeres sikkerhed.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 24. marts. 2025)

Mens regeringen peger fingre, peger vi på løsninger

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
22. marts 2025

Det er socialpopulistisk spin fra røde partier, der møder Liberal Alliance, hver gang vi foreslår at skære bare en lille smule i nogle af verdens i forvejen højeste ydelser: at det er unødvendige tiltag – for man kan jo altid bare malke skattekvægene – og man er nærmest ond, hvis man mener andet.

Før 1993 kunne man være på dagpenge, så længe man ville. Der var simpelthen intet loft over, hvor længe man i den arbejdsdygtige alder kunne være ”midlertidigt” uden for arbejdsmarkedet. Ikke overraskende var der enorm arbejdsløshed set med danske briller.

I 80’erne forsøgte De Konservative at nedsætte dagpengeperioden, men måtte opgive på grund af enorm modstand fra Socialdemokratiet, fagforeningerne og store strejker.

Men Socialdemokratiet måtte selv gøre det nødvendige, da det fik magten i 1993. Dengang var der ligesom i dag massiv mangel på arbejdskraft, og således tog Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og resten af den daværende S-regering nemlig det første af mange nødvendige livtag med dagpengesystemet. Man forkortede dagpengeperioden fra uendelig til syv år. Der var selvfølgelig et ramaskrig om, hvor meget det ville smadre velfærdsstaten, den danske flexicurity-model og alt, der er godt i livet.

Men det virkede. Beskæftigelsen steg. Derfor forkortede Socialdemokratiet i 1995 endnu en gang dagpengeperioden – denne gang til fem år. Og igen i 1998 til fire år.

Underminerede og udhulede Socialdemokratiet velfærdsstaten dengang? Selvfølgelig ikke. Tværtimod gjorde man den mere robust, fordi pengene kunne bruges bedre end på at holde folk ude af beskæftigelse.

Siden er dagpengeperioden blevet forkortet til to år i 2010, da den daværende VK-regering med støtte fra Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance halverede dagpengeperioden til to år.

I dag får 9 af 10 dagpengemodtagere job inden for det første år. Det havde vi med i tankerne, da vi i weekenden kom med et seriøst bud på, hvordan vi som samfund skal få råd til højere løn til vores soldater – uden lån, uden krigsskat og uden at fjerne en helligdag, men ved bl.a. at halvere dagpengeperioden til ét år.

Forslaget kommer i en tid, hvor virksomhederne ikke bare råber, men decideret skriger på arbejdskraft. For en lille andel af dagpengemodtagerne handler det ikke om, at de har svært ved at få et job. Det har de ikke. Men de har svært ved at få præcis dét job, de drømmer om.

Det er selvfølgelig ærgerligt, men til dem er vores budskab meget klart: Man må tage det job, man kan få. Friske tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering estimerer, at danske virksomheder alene i december 2024 havde mere end 88.000 forgæves rekrutteringsforsøg, mens knap 48.000 stillinger i samme måned blev besat af en anden profil end den, man søgte.

Virksomhederne kan altså godt gå på kompromis, hvis ikke de finder drømmekandidaten – og det kan langt de fleste ledige nemlig også. Når 90 pct. af dagpengemodtagerne er i job inden for det første år, viser det tydeligt, at ét års dagpenge er tilstrækkeligt. Det er en meget lille gruppe af de ledige, som står for en uforholdsmæssigt stor del af udgifterne til dagpengesystemet. Helt præcist, så står de 9 pct. af dagpengemodtagerne, som ikke er i job inden for 12 måneder, for hele 20 pct. af udgifterne. Det er hverken til gavn for dem selv eller samfundet. Derfor bliver vores forslag også taget godt imod. Ikke kun på grund af fornuften i en etårig dagpengeperiode, men især også fordi forsvaret simpelthen er for vigtig en prioritet, til at vi kan vente.

Truslen fra Rusland venter ikke på 2040-planer og på vægelsindede politikere, som ikke tør pege på, hvor pengene ellers skal findes.

De fleste partier er heldigvis enige om, at vi skal bruge flere penge på forsvaret. Det er godt. Men i skrivende stund er det – i modsætning til landets regering – kun os selv og SF, som har fremlagt en plan for, hvordan de øgede forsvarsudgifter skal finansieres. SF ønsker ikke overraskende at finansiere udgifterne ved at hæve skatten for den arbejdende befolkning, som i forvejen betaler nogle af verdens højeste skatter.

Det er vi selvfølgelig lodret uenige i. Men alligevel respekterer vi SF for at melde klart og ærligt ud. Vi behøver ikke være enige. Men vi skylder vælgerne at være ærlige. Og vi politikere skylder befolkningen at gøre vores arbejde, nemlig at tage ansvar og komme med løsningsforslag. Det ville klæde andre partier at følge trop.

Hvis man er venstrefløjspopulist, er det selvfølgelig nemmere bare at pege fingre ad LA end at komme med løsninger. Derfor er det heller ikke overraskende, at nogle af de politikere, som ikke selv vil svare på, hvad vi skal stille op med forsvar og finansiering, også er dem, der råber allerhøjest med automatsvar på vores forslag.

De sædvanlige automatsvar er ikke ladt med skarp kritik, men i stedet skarpladte med politisk spin, som forgæves forsøger at prakke befolkningen på, at vores forslag er overilet eller farligt, som Pelle Dragsted formulerede det. Kritikken fra Enhedslisten preller af på os, for jeg har svært ved at pege på, hvad der er mest farligt for Danmark mellem Enhedslistens økonomiske politik eller dets forsvarspolitik, som indtil 2023 bl.a. handlede om, at vi skulle melde os ud af Nato. Men i det mindste ved man, hvor man har Enhedslisten, og det respekterer vi.

Moderaterne er også forudsigelige. Monika Rubins automatsvar lød så teknokratisk, at det næsten kun kunne komme fra en moderat: »Der er brug for en gennemtænkt økonomisk helhedsorienteret plan.« Ja tak. Så var der også fuld plade i intetsigende konsulent-bingo. Når vi både kommer med en løsning og finansiering, så er det jo netop gennemtænkt og helhedsorienteret, hvis vi skal blive i teknokratsproget. Derfor havde vi også håbet, at Lars Løkke med sin nominelt fornuftige økonomiske tankegang ville tage godt imod forslaget. Men Moderaterne kan stadig nå at ændre holdning.

Sværere er det at vide, hvor Socialdemokratiet står. Simon Kollerup og Socialdemokratiet var bl.a. ude at kalde vores forslag for »socialt skævt«. Utroligt hvordan det ikke var socialt skævt, da Socialdemokratiet skar i dagpengene i 90’erne, efter de havde brugt et årti på at forhindre De Konservative i at gøre det samme. Er det kun skævt, når alle andre end Socialdemokratiet skærer i ydelser?

Det er den samme form for socialpopulistiske spin, man ser fra røde partier, hver eneste gang Liberal Alliance foreslår at skære bare en lille smule i nogle af verdens i forvejen højeste ydelser: at det er unødvendige tiltag – for man kan jo altid bare malke skattekvægene – og man er nærmest ond, hvis man mener andet.

Men når Socialdemokratiet skærer i ydelser eller fjerner store bededag, så er det straks noget andet. For så er der jo tale om gode mennesker, som undtagelsesvist blot fører nødvendighedens politik, må man forstå.

Heldigvis er danskerne i det store hele for kloge til at falde for så simpelt et bedrag fra de mest selvretfærdige politikere. Derfor vil jeg også hellere bruge spaltepladsen til at sende en opfordring til alle dem, der peger fingre ad os uden selv at stå på mål for alternative løsninger: Man har altid et valg. Vil I pege fingre eller pege på løsninger?

Vi politikere skylder befolkningen at gøre vores arbejde, nemlig at tage ansvar og komme med løsningsforslag. Det ville klæde andre partier at følge trop.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 22. marts 2025)

Hvor længe kan erhvervslivet holde vejret under vand?

Pernille Vermund
21. marts 2025

Lad nu tømme ud i søen af unødige bureaukratiske byrder på vores virksomheder – og ikke blot med en øse, men med en vandpumpe. For ja, dansk erhvervsliv og den danske konkurrenceevne er fortsat stærk. Men ingen kan holde vejret under vand til tid og evighed.

Hvis man i det private erhvervsliv går og gør sig forhåbninger om, at SVM-regeringens skåltaler om afbureaukratisering udmønter sig i et reelt opgør med det endeløse virvar af unødigt bureaukrati, regulering og regelbyrder, kan man desværre godt tro om igen.

For antallet af unødige bureaukratiske byrder på vores virksomheder og borgere er som bekendt udelukkende steget de sidste mange årtier for blot at eksplodere yderligere, siden Mette Frederiksen for første gang indtog Statsministeriet i 2019.

Nu viser nye tal fra Dansk Erhverv, at 90.000 fuldtidsansatte i den private sektor udelukkende arbejder med at håndtere og implementere regler og krav fra Folketinget og EU, hvilket koster erhvervslivet 49 milliarder kroner årligt i lønninger – foruden et mærkbart produktivitetstab.

For det er jo 49 milliarder lønkroner, som kunne have gået til medarbejdere og initiativer, der ville fremme virksomhedernes innovation, virkelyst og vækst. 49 milliarder lønkroner, som kunne have været anvendt af virksomhederne til at investere, udvide og udvikle. Og 49 milliarder lønkroner, som ultimativt kunne have været benyttet til at gøre Danmark stærkere, større og rigere.

Mayday fra erhvervslivet
Misforstå mig ikke: Dansk erhvervsliv og den danske konkurrenceevne er fortsat stærk, og jeg postulerer ikke, at det modsatte er på nippet til at være tilfældet. Men når man – som skiftende regeringer har gjort og den nuværende SVM-regering i særdeleshed – forsøger at tømme ud i søen af unødigt bureaukrati med en øse i stedet for at finde vandpumpen frem, så har og får det graverende konsekvenser. Særligt når kaskader af nye byrder samtidigt vælter ned over samfundet som fra et vandfald.

For det er jo ikke tilfældigt, at der gang på gang lyder et nødråb fra vores dygtige iværksættere og virksomheder, herunder særligt de små- og mellemstore af slagsen. Fadæsen er ikke opstået af sig selv, og den går tilsvarende ikke i sig selv. Der er tværtimod meget, der tyder på, at vandstanden i søen af byrder kun tager til.

I det seneste opråb fra erhvervslivet melder 6 ud af 10 danske virksomheder, at de har oplevet en stigning i kontrol og tilsyn inden for de seneste tre år. I samme tidsperiode har 87 pct. af danske virksomheder oplevet en stigning i mængden af regulering, og 85 pct. har ditto oplevet en stigende kompleksitet i reguleringen, hvilket i kombination med lange sagsbehandlingstider er med til at spænde ben for de mange virksomheder, hvis arbejde og indtjening vi lever af i Danmark.

Hvis ikke vi tager de her tal tilstrækkeligt alvorligt på Slotsholmen, så vil det i stigende grad knibe med vejrtrækningen rundt omkring i landet. Og det er uundgåeligt, at nogle virksomheder som følge enten vil lide druknedøden eller alternativt søge nye græsgange og bosætte sig i lande, som sikrer mere gunstige og erhvervsvenlige vilkår.

Lad os pumpe – ikke øse
Når erhvervsminister Morten Bødskov (S) påpeger, at »Regeringen tager fat,« og »er i gang med at reducere mængden af byrder,« har han fat i øsen til at dræne søen – ikke pumpen. For der er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt belæg for at påstå, at SVM-regeringen er ved at vende kurven.

Tværtimod har Mette Frederiksen og co. på trods af gavnlige initiativer hist og her samlet set udelukkende forstærket væksten af bureaukrater, love og regelbyrder. Blot i den indeværende regeringsperiode er der sat danmarksrekord i antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor, der har rundet 100.000 fuldtidsansatte, antallet af ministre er vokset til 25, og så er det tilmed lykkedes at overgå Helle Thornings-Schmidts røde regeringer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 pct.

I Liberal Alliance er vi klar til at tage alle redskaber i brug, for at afbureaukratisere – i København såvel som i Bruxelles. I sidstnævnte arbejder vi i vores gruppe – EPP – for, at ny EU-lovgivning vurderes på, om det bidrager til en bedre konkurrenceevne eller forværrer den – for eksempel i form af et konkurrencebarometer.

Og fra Christiansborg kommer vi løbende med forslag – store som små – der samlet set vil sikre en omfattende afbureaukratisering. Vi ønsker en oprydningsgeneral, der skal finkæmme det offentlige for overflødige regler og udgifter. Vi har foreslået at nedlægge en række overflødige ministerier. Og så har vi fremlagt en plan for en bindende bureaukratilov, der blandt andet skal sikre, at der afskaffes to regler, hver gang der indføres en ny.

Det er tid til at finde den store pumpe frem og tømme ud i det bureaukratiske makværk, som i særdeleshed har taget overhånd på Socialdemokratiets vagt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21/3-2025)

Drop lukkeloven og sæt en stopper for butiksdøden

Pernille Vermund
19. marts 2025

Siden 2012 er hver femte detailforretning forsvundet. Hvis små, lokale butikker skal forblive en del af fremtidens gadebillede, skal vi tage alle de stik, vi kan. Lad os starte med at droppe lukkeloven.

I Danmark har vi nydt gavn af en sprudlende detailhandel i større og mindre byer. Men i de forgangne årtier har ændrede forbrugsmønstre, stigende internethandel og detailregulering af forretningslivet resulteret i en tiltagende tendens: fremvæksten af butiksdød.

Hvis man skulle være i tvivl om omfanget af butiksdød i Danmark, skal man blot tage et kig på den seneste analyse af SMVdanmark. Her fremgår det, at detailhandlen er under pres som sjældent set før. 3.752 forretninger er forsvundet i perioden 2012-2022, svarende til hver femte detailforretning i Danmark.

Det efterlader både erhvervslivet, forbrugere og politikere i en penibel situation. Hvem bærer ansvaret for at vende udviklingen? Er det det lokale erhvervsliv, som i konkurrencen med internethandlen skal gøre mere for at tilbyde kunderne en unik oplevelse? Er det forbrugerne, som har et moralsk og pragmatisk ansvar for at bakke mere op om den lokale detailhandel? Eller er det på Slotsholmen, at ansvaret for lokalbutikkens overlevelse skal placeres?

Mit fokus er ikke at diktere, hvordan det lokale erhvervsliv indretter sig. I samme tråd kommer man som forbruger ikke til at skulle lægge ører til en moralsk prædiken fra min side om, hvilke forbrugsmønstre man bør praktisere.

Derimod skal vi skabe de bedste forudsætninger for, at forretninger i hele landet kan overbevise forbrugerne om værdien i at handle lokalt og ultimativt vinde kampen mod butiksdøden. Hvis vi ønsker en fremtid, hvor små, lokale butikker forbliver en del af gadebilledet, skal vi tage alle de stik, vi kan. Og hvis man spørger mig, er det første oplagte stik at droppe lukkeloven. For det er og bliver tudetosset, at forretninger ikke selv kan vurdere, om de vil holde åbent på årets helligdage.

Derfor har jeg i de seneste mange måneder været i forhandlinger med regeringen om en aftale om lukkeloven. Udfordringen er, at det bliver vanskeligt at lande en aftale, som batter i kampen mod butiksdøden. For mens Liberal Alliance er klar til at afskaffe lukkeloven helt, ønsker regeringen udelukkende at revidere lukkeloven, så flere forretninger allernådigst får lov til også at holde åbent på helligdage. Konkret er regeringens ønske, at denne ”liberalisering” kun skal gælde for butikker i byer med færre end 15.000 indbyggere og tilmed kun, hvis butikken er placeret i bymidten.

Sådan detailregulering er og bliver et udtryk for unødigt og formynderisk bureaukrati, som skaber ulige konkurrencevilkår. Hvorfor skal en skotøjsforretning i Sorø have en fordel på en helligdag, mens dens pendant i Slagelse tvinges til at holde lukket?

Vi ser ikke det store formål i at tage mikroskopiske skridt i retningen af en reel liberalisering af lukkeloven. Butiksdøden vil medføre betydelige tab for forretninger, borgere og byliv i hele landet og i særdeleshed i de mindre byer. Det kalder på en lukning af lukkeloven, ikke en langstrakt lillefinger til udvalgte byer målt på størrelse.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 19. marts 2025)

Wammens afbureaukratisering mislykkes

Sólbjørg Jakobsen & Ole Birk Olesen
17. marts 2025

Regeringens spareplan for statens administration har vist sig at være en and, for alt imens Wammen og co. luger en smule ud i bureaukratiets urskov, fortsætter ukrudtet med at gro bag kulisserne

Som så ofte før var det med stor fanfare, at finansminister Nicolai Wammen (S) i foråret 2024 stolt kunne proklamere, at regeringen ville skære 1000 årsværk fra i statens administration i 2025.

For regeringen så på det vildtvoksende bureaukrati med stor alvorlighed og var klar til at sætte handling bag ordene, måtte man forstå.

Men historien har desværre nok engang vist sig at gentage sig selv. For alt imens Wammen og co. har brystet sig med sin slagkraftige spareplan i pressen og på sociale medier, har fastholdelsen samt udvidelsen af det altomfavnende bureaukrati fortsat som vanligt bag kulisserne.

Det viser nye tal fra CEPOS , som afslører, at der i andet halvår af 2024 blev ansat 874 flere i staten, som beskæftiger sig med administration og ledelse. En stigning, som skal lægges oven i en ditto stigning på knap 1000 flere bureaukrater i første halvår af 2024.

Røg planen i vasken?
Altså kan vi konstatere, at ét ud af to mulige scenarier har udspillet sig. Enten er Wammens plan om at skære 1000 årsværk fra i statens administration røget i vasken.

Eller også har det aldrig nogensinde været en oprigtig plan, som regeringen har haft i sinde at føre ud i livet, uden at der samtidig ville ske disse markante stigninger i antallet af bureaukrater andetsteds i staten.

Fællesnævneren for begge scenarier er imidlertid, at de begge indebærer den åbenlyse kendsgerning, at Wammen og SVM-regeringen den ene gang efter den anden holder danskerne for nar med sine skåltaler om afbureaukratisering.

For siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019, har bureaukratiet udelukkende spredt sig yderligere som ukrudt. Som følge er det alene i indeværende regeringsperiode – for blot at nævne en håndfuld eksempler – lykkedes at sætte følgende bureaukratirekorder:

For første gang i danmarkshistorien har antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor rundet 100.000 fuldtidsansatte , med udpegelsen af 25 ministre har SVM-regeringen sat danmarksrekord i antallet af ministre , og med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 p ct. har SVM-regeringen formået at overgå både Helle Thornings-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug.

Det er næppe en hemmelighed, at vi i Liberal Alliance drømmer om et Danmark, der ikke er tilsandet i bureaukrater og overflødige regelbyrder, og som ikke spilder unødige skattekroner på diverse puljer til politisk projektmageri.

Men den drøm bliver aldrig til virkelighed, hvis ikke vi på Slotsholmen binder os til masten og forpligter os til at råde bod på fadæsen.
Tilsvarende bliver drømme sjældent en realitet, hvis man primært holder af at tale om dem, og hvis man altid kan finde en kattelem til at løbe fra løfterne.

Mål, man ikke kan løbe fra
Derfor udvikler vi løbende forslag, der hver især har til formål at gøre markante indhug i bureaukratiet, og som kan bane vej for bindende mål, man ikke kan løbe fra.

Vi har først og fremmest udarbejdet en plan for at indføre en bindende bureaukratilov , der skal gøre op med den nedslående kendsgerning, at afbureaukratisering har tendens til blot at udgøre et valgslogan.

Den bindende bureaukratilov har blandt andet som mål at rulle antallet af administrativt ansatte i staten tilbage til 2018-niveau inden 2030, hvilket vil reducere antallet med 15.576 færre administrativt ansatte i staten.

I samme tråd indeholder forslaget et bindende mål om at tilbagerulle 10 års stigninger i antallet af ord i love og bekendtgørelser tilbage, hvilket svarer til at skære lovgivningen med ca. 3 mio. ord.

Og endelig indebærer forslaget et bærende princip, om at hver gang der indføres én ny regel, skal to andre regler sløjfes.

En frisk start
For nylig slog vi et slag for at modarbejde SVM-regeringens rekord i antal ministre ved at nedlægge en håndfuld unødvendige ministerier , og senest kiggede vi mod Norge for at få inspiration til et forslag om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet til at gennemtrævle den offentlige sektor for overflødige love, regler, puljer og projekter.

Vi postulerer ikke, at vores forslag – hverken isoleret eller som helhed – kan tilbagerulle hele det makværk, vi har skabt for os selv i Danmark over de sidste mange årtier.

Men vi vover at påstå, at det kan udgøre en frisk start, som danskerne har krav på. For de fortjener ikke at blive holdt for nar.
Og vi kan tilsvarende ikke byde dem et evindeligt spild af deres skattekroner på en endeløs stigning i bureaukrater og et virvar af overflødig regulering, love og regler.

(Indlæg bragt i Børsen d. 17/3-2025)

Børn tvinger os ind i øjeblikket. Det har vi brug for

Carl Andersen
17. marts 2025

Vi har travlt. Flere sygemeldes med stress, og hverdagen hænger tidsmæssigt kun lige sammen for mange af os.

Samtidig lever vi i en verden, hvor der er meget fokus på alt det, vi gerne vil nå, opleve, udrette, følge med i, blive klogere på eller underholdes af. En kultur af FOMO (Fear of Missing Out), hvor skærmtiden overstiger tiden, vi er ansigt til ansigt.

Jeg er selv ramt af det hele. Både FOMO og for meget skærmtid.

Det er nok en form for politisk arbejdsskade. Der sker ligesom hele tiden et eller andet, som måske – eller måske ikke – kunne være interessant at mene noget om eller nyttigt at have gjort sig nogle overvejelser om.

Her har mine to piger været min mentale redning. Jeg er beriget af en på snart fire og en på snart et år.

Det fantastiske ved børn er deres umiddelbarhed og ufiltrerede analysering af den verden, de konstant forsøger at gribe om, forstå og blive trygge i. Der er ikke så meget fokus på fortid eller fremtid, men en meget intens væren i nuet eller måske rettere: i øjeblikket.

At få børn er det mest givende, man kan forestille sig. Som Jordan B. Peterson siger, er det først der, man for alvor selv bliver voksen.

Det er nemlig først i rollen som forælder, at man reelt har et ansvar, som er større end en selv. Du har et ansvar for et andet menneske, som du selv har skabt. Et menneske, som udelukkende har ét ønske: at få en enestående relation til dig. Det er udgangspunktet.

Du skal sørge for ikke at smide den gave væk. Og det hele starter med at være i øjeblikket – fremfor alle mulige andre steder.

Den nu afdøde Johnny Madsen, som jeg holder meget af som følge af min færden i Sydvestjylland, har også gjort sig tanker om øjeblikket. I 2023 sagde han, at »man ikke skal springe over øjeblikket. Det er der, hvor tingene sker.«

Hvor vil jeg hen med det her? Jo – jeg tror paradoksalt nok, at man bliver lidt mindre fortravlet af at få børn, hvis man overgiver sig til det at være forælder. For børn tvinger en væk fra alt det, man tænker på at ville lave, læse eller se. De tvinger en til at være til stede i det øjeblik, som kan indtage utallige former. Alt fra legen på stuegulvet til perleplader på værelset og over til de aftener, som man måske ville have brugt på alt muligt andet, men som nu endte med at blive to timers putning og nærhed med et lille væsen, som bare havde brug for sin far eller mor.

Der er ikke meget, man kan gøre der kl. 23 med sin datter i armene, som sover trygt.

Det øjeblik giver ro – hvis man overgiver sig til, at ens liv bare ér sådan, når man har børn. Det er et nyt vilkår, som man kan anskue som forfærdeligt fængslende, men også diametralt modsat: som befriende enkelt.

Du har altid et valg – men jeg vil til enhver tid anbefale det sidste.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15/3-2025)