Det nytter ikke, at vi bliver for fine til at forsvare os

Henrik Dahl
12. maj 2021

Skolerne er faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder.

Langsomt sænker mørket sig over Europa. Vi kan holde alle de skåltaler, vi har lyst til, om de frihedsrettigheder, vores forfædre i en lang, sej kamp mod tyranniet tilkæmpede sig. Men sandheden er: Flere og flere steder på kontinentet er man ikke længere fri til at sige, hvad man oprigtigt mener og tænker.

I Frankrig er der næppe nogen lærere, der længere vover at sætte ytringsfriheden og presset imod den til debat ved at vise en tegning af Muhammed.

I Storbritannien antyder den ubehagelige sag fra Batley Grammar School i Yorkshire, at undervisningsbureaukratiet ikke synes at være indstillet på at bakke lærerne op. Men tværtimod retter kritikken mod den lærer, der i Samuel Patys ånd sætter ytringsfriheden til debat, fordi han derved gør en kreds af intolerante forældre ophidsede.

I Tyskland forekommer den vejledning, myndighederne i delstaten Hessen netop har udsendt til deres skoler, også at være en kapitulationserklæring. Skønt den på overfladen former sig som gode råd, hvis man skulle have lyst til at bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning, er den så fyldt med forbehold og relativeringer, at den i klar tekst siger: Lad være!

Og i Danmark må en lærer på en professionshøjskole leve under jorden og er i stadig kontakt med PET, fordi hun tilkendegav, at hun agtede at bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning.

Vores regering – der ellers vækker opsigt med sin højredrejning i udlændingespørgsmålet – har i den anledning intet at tilbyde. Under dække af ”metodefriheden” vil den ikke diktere, at tegningerne er en naturlig del af undervisningen i for eksempel nyere dansk historie. Og i forhold til at støtte lærerne tilbyder regeringen kun hjælp, når det er for sent. Det svarer til at føre den politik, at man overhovedet ikke interesserer sig for at forebygge eller forhindre ildebrande. Men understrege vigtigheden af at kunne huske nummeret 112.

Lærernes egne organisationer skal vi slet ikke tale om. På den ene side har de travlt med at blande sig i de afgørelser, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet træffer. Som om der ikke længere er noget, der hedder armslængdeprincip til myndighederne.

Og på den anden side kapitulerer de og siger, at husfreden på skolerne går foran alt andet. Således også en helhjertet indsats for at få eleverne til at forstå, hvad det vil sige at leve i et liberalt demokrati.

Jeg må indrømme, at jeg er dødtræt af hele denne redelighed. Fordi det er så inderligt forudsigeligt, at udviklingen kun går én vej: til det værre.

Det er indiskutabelt, at vi i Europa år for år mister mere frihed til den kollektivistiske og voldsparate samfundsmodel, vi kender fra de mellemøstlige lande, og som først og fremmest er styret af islam.

Lad os være ærlige og sige: Skolerne er allerede faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder. Fordi fjenderne af ytringsfriheden og tolerancen er stærkere end dens tilhængere. Der findes ikke nogen rationelle grunde til at antage, at dette kommer til at vende uden en aktiv indsats.

Og hvad har de vestlige samfund reelt af modtræk? Det skal jeg sige: at vride hænder og udtrykke deres beklagelse over, at mørket sænker sig.

I den vestlige verden lider vi af en besynderlig blanding af overmod og resignation. På den ene side tror de fleste højtstående beslutningstagere (hvis man skal tage dem alvorligt), at de værdier, det liberale demokrati hviler på, har en så frappant overbevisningskraft, at man blot skal forkynde dem for mennesker fra f.eks. Stormellemøsten. Så vil de straks indse, at deres hidtidige kulturelle praksisformer er helt håbløse, og opgive dem.

Det er selvfølgelig et komplet åndssvagt synspunkt. Men det er, hvad der faktisk bliver sagt i forskellige variationer: Vi kan ikke opgive vores værdier. Og på langt sigt vil de også vise sig at være de stærkeste.

Som et praktisk udsagn om håndtering af en eksistentiel krise for de vestlige samfund er påstanden selvdestruktivt tåbelig.

Hvad nu, hvis det viser sig, at al-Qaeda eller Islamisk Stat ikke nedlægger deres våben, fordi vi forklarer det liberale demokratis overlegenhed for dem? At man overhovedet kan forestille sig, at det skulle ske, er indikation på, at man muligvis er idiot. Men lad os gå med for argumentationens skyld: Hvad er plan B, hvis det viser sig, at de liberale frihedsværdier ikke fejer al modstand til side?

Her er der en bestemt gren af den utopiske liberalisme, der synes at mene, at så – og her kommer resignationen ind – er det bare ærgerligt. Vores værdier fejede ikke al modstand til side. Det var så som så med det bedre arguments tvangfri tvang. Så må vi bøje nakken og indrette os på, at der er kommet nye herskere til kontinentet.

At indlade sig på denne tankegang siger ikke noget om, at liberalismen har fejlet. Det siger noget om, at den naive utopisme har fejlet. En ganske anden sag. For det er jo også den, der rammer hele venstrefløjen. Naiv utopisme er ikke bundet til en bestemt ideologi, men er noget i sin egen ret: en verdensfjern idé om, at verden faktisk er sådan, som den burde være.

Også som liberal skal man have en plan B, hvis det viser sig, at man ikke kan stoppe Islamisk Stat eller det hjemlige mellemøstlige voldsregime ved at forkynde den liberale samfundsmodels principielle overlegenhed.

Og det er en fordrejning af tingenes rette tilstand, hvis man tror, at denne plan B er at overgive sig til alle mulige andre overbevisninger, end at den frie og liberale samfundsmodel i princippet giver mest frihed til de fleste. For det gør den. Og det kan belægges med adskillige rationelle argumenter.

Det, jeg er tilhænger af, er en pragmatisk liberalisme. Det vil sige en liberalisme, der tager udgangspunkt i, at vores institutioner og de værdier, de er baseret på, er så meget værd, at vi bør kæmpe for dem. Også hinsides det punkt, hvor man kæmper på ord.

Samfundsmæssige institutioner som skolerne og universiteterne er værd at kæmpe for. De principper om tolerance og ligeværd, som vores samfundsmodel er baseret på, er værd at kæmpe for. Den politiske liberalisme – med dens vægt på blandt andet ytringsfrihed – er værd at kæmpe for.

Det skal man gøre med ord, så langt det overhovedet er muligt. Men når voldsmænd nedlægger veto mod, at lærere bruger deres ytringsfrihed, eller mod, at de underviser i emnet, er det nok. Ligesom det er nok, når lov og orden trænges tilbage af den stærkes ret.

Her bør det liberale svar være: Vores foretrukne model er faktisk så meget værd, at vi vil slås for den. Ikke så lidt, at vi bare bøjer nakken og resignerer, når antagonistiske modstandere ler højt ad vores velmente erklæringer. At tro, at man er for fin til at forsvare sig, er ikke nobelt. Det er bare selvdestruktivt.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 11. maj 2021)

Lad os smide en masse regler og bestemmelser ud – og få alting til at fungere bedre

Henrik Dahl
7. maj 2021

Hvis det viser sig, at folkeskolen virker bedre ved, at man piller elementer af den eksisterende lovgivning ud, kunne man overveje at gå videre og gentage øvelsen på gymnasierne og universiteterne. Og hvorfor ikke på hospitalerne og plejehjemmene og inden for hele socialforsorgen?

Mennesker har en tilbøjelighed til at lægge til, når de skal forbedre en opgave, der lige mangler det sidste. Det er hovedkonklusionen i bogen Subtract, skrevet af den amerikanske psykolog Leidy Klotz.

Bogen udkom tidligere i år, og i forskellige artikler har forfatteren beskrevet, hvad der førte ham på sporet af sin erkendelse. På et tidspunkt var han ved at bygge en bro i LEGO sammen med sin treårige søn. De kunne begge indse, at brodækket var skævt, fordi bropillerne ikke var lige høje. Professoren gav sig til at lede efter flere klodser, så han kunne forlænge den korteste af bropillerne. Men inden han havde fundet dem, havde sønnen løst opgaven ved at gøre den længste af pillerne kortere.

Og det er faktisk en del af et større mønster. Sammen med en gruppe kolleger udførte Leidy Klotz en serie af eksperimenter. Og de viste entydigt, at når mennesker skal løse en opgave, er det mere sandsynligt, at løsningen består i at lægge til, end det er, at den består i at trække fra.

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Gælder denne lovmæssighed også inden for politik?

Det er efterhånden en forholdsvis kendt sag, at regelmængden i Danmark vokser med en foruroligende hastighed: Knap fire procent om året de seneste tredive år. Det skyldes ikke, at Folketinget i væsentligt omfang regulerer flere områder end tidligere. Det skyldes, at hver ny generation af regulering inden for et kendt område er mere kompleks end den forrige.

Det kunne tyde på, at det princip, Leidy Klotz opdagede ved at iagttage sit kvikke barn, også gælder inden for politik: Hvis den eksisterende lovgivning ikke sidder lige i øjet, har lovgiverne en medfødt tilbøjelighed til at tænke, at så er det, fordi der mangler et eller andet. Da lovgivning aldrig sidder lige i øjet, betyder det, at mængden af paragraffer bare vokser og vokser.

Derfor burde Folketinget give sig selv en bunden opgave. Det burde spørge sig selv: Hvis nu det har vist sig (og det har det), at for eksempel folkeskolereformen ikke virker, som det var tiltænkt, hvad skal vi så tage ud af den eksisterende?

Måske skulle man tage nogle målsætninger ud? Eller nogle bundne aktiviteter? Eller nogle meget detaljerede regler for, hvordan de enkelte fag skal afvikles? Eller bare lidt af det hele?

Sandsynligheden taler for, at helheden ville komme til at fungere bedre, hvis den bestod af færre elementer, der indgik i et mindre komplekst mønster.

Hvis det viser sig, at folkeskolen virker bedre ved, at man piller elementer af den eksisterende lovgivning ud, kunne man overveje at gå videre og gentage øvelsen på gymnasierne og universiteterne. Og hvorfor ikke på hospitalerne og plejehjemmene og inden for hele socialforsorgen? Lad os smide en masse regler og bestemmelser ud. Og få alting til at fungere bedre.

Der synes faktisk at være belæg for, at modellen virker. For ifølge alle ædruelige iagttagere, har hospitalerne fungeret meget bedre under covid-19-epidemien, end de gjorde tidligere. Det skyldes for det første, at hele fedtlaget af bureaukrater og pseudoarbejdere, der indkalder til møder og viser hinanden powerpointpræsentationer, har været sendt hjem. Og for det andet, at de tilbageværende medarbejdere – der typisk rent faktisk har forstand på at helbrede syge mennesker – har haft en betydelig frihed til at omstille sundhedsvæsenet, sådan som det forekom dem at være mest fornuftigt.

Selvom det er nødvendigt at tale om, hvad vi har savnet under nedlukningen, giver det således også god mening at spørge: Hvad må gerne blive borte?

(Kommentar bragt i Berlingske d. 6. maj 2021)

Negative renter: Skældud eller vækstpolitik?

Alex Vanopslagh
7. maj 2021

Regeringens løsning på konsekvenserne af negative er skældud til bankerne. Vi kunne også prøve med ambitiøs vækstpolitik.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har sjældent noget på hjerte, der handler om at forbedre erhvervslivets vilkår og skabe vækst i Danmark. Men når det kommer til at skælde ud på virksomheder, svigter hans kreativitet sjældent.

Seneste skud på stammen er en Facebook-kommentar, hvor han harcelerer over de negative renter på indeståender i landets bankerne. Og han har indkaldt bankernes brancheforening, Finans Danmark, til skole-hjem-samtale, fordi han mener, det ”skal stoppe nu”. Udtalelsen var så dum, at selv direktøren for Nationalbanken måtte reagere.

Lad os for et øjeblik glemme det latterlige i den venstreorienterede tyrkertro på, at vi bare kan vedtage, at negative konsekvenser af den førte politik skal afskaffes, og se på substansen.

Hvorfor er vi endt med negative renter, inkl. på indestående i bankerne på over 100.000? For det er jo ganske rigtigt en grotesk situation.

Årsagerne til de lave renter skrives der tykke bøger om, men én af årsagerne er, at de europæiske stater mere eller mindre har udliciteret opgaven med at skabe vækst til centralbankernes pengepolitik.

Siden finanskrisen har væksten i Danmarks BNP sjældent sneget sig ret meget op over 2 % om året, og i flere år har den ligget omkring 1 %. Her taler vi altså om tiden før coronakrisen, da verden endnu var åben. Danmarks vækst i 2010’erne var ifølge Danmarks Statistik ringere end både 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne før finanskrisen. I Eurozonen har væksten været endnu mere sløj.

Stater kan ikke skabe ret meget vækst, men vi politikere kan skabe de rette forudsætninger for vækst. Og det er Danmark blevet dårligere til, end vi før har været. Det samme billede gentager sig over hele Vesteuropa.

Den klassiske vækstpolitik går ud på at sænke skatter og skære i de mange ydelser, som tynger statsbudgetterne ned og holder folk ude fra arbejdsmarkedet over hele Europa. Alt det, regeringen og venstrefløjen ikke kan lide. Den har altid virket, men man har i det store hele opgivet den.

Og mon ikke, at det skyldes, at vælgergrupperne, der er afhængige af de offentlige kasser, er blevet så store, at regeringerne uanset partifarve enten ikke selv tør føre vækstpolitik, eller også bliver holdt tilbage af et flertal i parlamenterne, der ikke vil. Det er i hvert fald klart tilfældet i Danmark.

Når nu regeringerne er fanget i en vækstpolitisk sklerose, har centralbankerne til gengæld trådt den pengepolitiske speeder i bund og holdt renterne lave hele tiden siden finanskrisen. Den Europæiske Centralbank, som Nationalbanken som en del af vores fastkurspolitik følger, har haft renten omkring 0 % i over et årti. Det virker ikke til, at har tillid til den underliggende økonomi, hvis man fjerner foden fra gaspedalen. Men det er i sidste ende symptombehandling på manglende vækst.

I virkeligheden er det et gigantisk eksperiment, at renterne har været så lave så længe. For konsekvenserne af de lave renter er mange. Man får ikke noget ud af at have sine penge stående i banken – ja, man får endda i mange tilfælde negative renter på sine indeståender. Og ja, det er selve meningen med negative renter, og altså ikke en fejl, som erhvervsministeren kan rette op på ved at skælde ud på bankerne.

Til gengæld presser det økonomisk aktivitet ind på bl.a. boligmarkedet, aktiemarkedet og kryptovalutamarkedet.

Alt den slags skaber mere ulighed. Ulighed er ikke i sig selv et problem, men det er et problem, når det sker, fordi vi har så lidt klassisk vækst af den slags, man ikke skal være blandt de heldige på bolig- og aktiemarkedet for at få del i. Det forvrænger incitamenterne for, hvad man investerer i.

Ironisk nok medfører stilstandspolitikken og modstanden mod en vækstvenlig skatte- og erhvervspolitik altså voksende ulighed. Og det kan man ikke løse med ministerbrok.

Renter omkring 0 vil nok fortsætte, så længe Europas regeringer ikke fører en ambitiøs vækstpolitik, og der derfor kun er pengepolitikken at skrue på. Vi kunne starte i Danmark og inspirere med vores gode eksempel.

Vi kunne sænke kapitalskatterne, selskabsskatten, skatten på arbejde og sænke og fjerne tossede afgifter. Vi kunne fjerne bøvl og bureaukrati fra virksomhederne. Vi kunne skære i det offentlige overforbrug og sænke ydelserne, så flere går fra passiv indkomst til aktiv beskæftigelse.

Resultatet ville blive mere vækst, større beskæftigelse, højere produktivitet og højere realløn for både høj og lav. Kort sagt et samfund i fremgang.

Men det er selvfølgelig nemmere bare at køre videre med socialdemokratisk stilstandspolitik og så skælde ud på bankerne, når konsekvenserne viser sig. Så jeg har indkaldt ministeren til samråd. Simon Kollerups ubegavede udtalelser skal stoppe nu.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. maj 2021)

Når Fanden bliver en stjernefortolker

Henrik Dahl
6. maj 2021

En litterat mener ikke, at vi kan synge “Den danske sang er en ung blond pige” – fordi forfatteren Kai Hoffmann ifølge ham var racist. Det er en opvisning i, hvor farlig “woke-ismen” er.

»Hvis debatten (om digtet ”Den danske sang er en ung blond pige”, red.) skal fortsætte uendeligt, må det derfor være på tide, at den bliver kvalificeret af et skud viden om Hoffmanns litteratur. Ikke for at afgøre, om vi fortsat skal synge sangen – men for at kunne diskutere det spørgsmål på et oplyst grundlag.«

Det skriver Hans Peter Madsen, som titulerer sig selv forfatter og litterat, i en kronik i Berlingske søndag den 2. maj.

Konklusionen på kronikken (som man godt kunne forestille sig blev skrevet som det første) er, at Kai Hoffmann er racist. Det udledes for det første af, at der i Dansk Biografisk Leksikon står, at Kai Hoffmanns forfatterskab rummer »en tydelig Nietzsche-påvirkning, der i “Riget” (1905), “Under solen” (1907) samt de efterfølgende samlinger tager sig udtryk i heltedyrkelse og racefantasier«.

Men løfter dette citat bevisbyrden? Det synes jeg ikke umiddelbart, man kan sige. Begrebet “racefantasier” er et meget åbent begreb. Det kan muligvis betyde, at forfatteren vitterligt mener, at den europæiske race står over de brune racer. Men det kan også have den mere løse betydning, at forfatteren opfatter verdens mangfoldighed som interessant, uden af den grund at fælde domme. Om det første eller det andet – eller positioner derimellem – er tilfældet, får Hans Peter Madsen aldrig redegjort for.

Efter mine begreber bør man også, når man interesserer sig for periodens litteratur, se på, om det var almindeligt eller sjældent at henvise til racebegrebet. Ligesom man må se på den betydning, udtrykket havde for hundrede år siden. Der var mange andre ting, man talte om på en anden måde, end vi gør i dag. Vi må vide, om begrebet ”race” er et af dem.

Men omdrejningspunktet for Hans Peter Madsens kritik af Kai Hoffmann er digtet ”Den mørke pige”. Her noterer han sig, at den mørke pige ikke har noget navn og heller ikke noget sprog. Og det leder frem til konklusionen, at Hoffmann »gør sig skyldig i en racistisk tankegang så banal, at den i dag er en sørgelig kliché. For selvom hun omtales i ental, “Den mørke Pige”, er det flere kvinder, det drejer sig om: “Det er Anna – det er Ella –/ det er sorte Arabella –/ skønt hun altid er den samme,/ har hun aldrig samme Navn”. Ikke just politisk korrekt med denne forestilling om, at alle mørke piger er den samme.«

Men lad os prøve at læse digtet, som jeg har linket til her. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at vride den betydning ud af det, som Hans Peter Madsen gør.

Om digtet er der for det første at sige, at det er et ”sømandsdigt”, som der jo er mange af. Man kan for eksempel tænke på “En sømand har sin enegang” af ingen ringere end Johannes V. Jensen eller “Mandalay”af en anden nobelpristager, nemlig Rudyard Kipling. En løst defineret genre, der kredser om livet på havet og forskellen på ude og hjemme.

For det andet tilhører digtet en subgenre, hvor mænd fortæller om deres erobringer og måske/måske ikke bruger det som et afsæt for at hylde det, Steffen Brandt kalder »kvinden som sådan«. Subgenren er både stor og gammel, men som eksempler kan nævnes Listearien fra Mozarts “Don Giovanni”. Man kan nævne “California Girls” af The Beach Boys, og man kan nævne “Some Girls” af The Rolling Stones.

De første linjer af digtet lyder sådan her:

»Jeg er kun en Mand, der sejler,/og mit Liv er snart fortalt./Jeg har kendt fem Hundred Kvinder./Jeg har set et Glimt af alt./Som en Landgangsmand, der gæster/nye Byer, nye Fester,/har jeg giødet for de Skønne:/alle dem, jeg glemte straks —/og en anden, egen, Slags.«

Fem hundrede kvinder har vor helt været sammen med; helt nøjagtigt. Og de kan deles i to grupper: de glemte og de huskede.

Men hvem er det så, fortælleren husker? Det er dem, han kalder de mørke piger:

»Grebet har de blondes Pragt mig,/men et indre Nag har sagt mig:/det er kun den mørke Pige,/som er baade tro og hed./Mørk er Kunst og Kærlighed.«

Det afgørende ved digtet er altså for det første, at de mørke piger er stillet over de lyse. Fordi de både er tro og hede, og fordi de ved noget om kunst og kærlighed.

Men læser man videre, står det klart, at ”mørk” i digtet er et tvetydigt begreb. Til de mørke piger hører en keltisk pige, fortælleren mødte for tusind år siden. Men desuden fortællerens moder og en række af konkrete kvinder, han har mødt overalt på jorden: snart i syd og snart i nord. Snart i vest og snart i øst.

Den mørke pige er altså – det står der eksplicit i digtet – et meget abstrakt væsen. Hun har eksisteret i tusind år, og hun findes overalt på jorden. Hun ligner ingen ringere end fortællerens moder, der beskrives med de meget bemærkelsesværdige ord »mørk som mig«.

Det helt afgørende ved den mørke pige er altså, at hun er identisk med fortælleren – som er en mand, der udtrykker sig på sproget dansk. Og dermed antageligvis lys i huden.

Hvad der helt nøjagtig er på spil i digtet, må man selv finde ud af. Men hvorom alting er: Fortælleren længes efter til sidst engang at blive forenet med den eneste ene. Der ser ham, som han er, og som har den ophøjede, men særdeles abstrakte, egenskab at være ”mørk”.

For at være ærlig synes jeg ikke, man kan konkludere som Hans Peter Madsen og sige, at ”mørk” er en beskrivelse af hudfarven, uden at smide det meste af digtet i papirkurven. Og man kan ikke sige, at den mørke pige anbringes i en position, der er inferiør. Medmindre fortællerens moder og fortælleren selv hører til i den samme position. Og fortællerens sidste længsel er at blive forenet med et væsen, han foragter. Den tolkning synes jeg mildest talt ikke, at digtet lægger op til.

Det kreperlige ved en forvrøvlet kronik som Hans Peter Madsens er, at det er et pillearbejde af den anden verden at få den trevlet op og få dens mangler og selvmodsigelser frem i lyset. Det skyldes, at der ikke er én enkelt ting, der er forkert, men at kronikken så at sige er inficeret med en generel forkerthed, der gennemsyrer alt, hvad der står i den.

Men i det længere perspektiv er det et kæmpe problem, hvis Hans Peter Madsen og folk som ham kommer til at sidde på indflydelsesrige poster. For det forekommer klart, at hans analyse kan indgå som dokumentation i en sag, der handler om at begrænse brugen af Kai Hoffmanns digte (og andre, man kan anklage med de samme opdigtede beskyldninger). Og dermed indføre en form for censur.

Ét er, at censur er noget skidt, som ifølge grundlovens paragraf 77 ingensinde kan genindføres. Det er galt nok. At der lægges op til censur ved hjælp af analyser, der er så uredelige og misvisende som Hans Peter Madsens, er slet ikke til at bære.

At hans overordnede ærinde er at ødelægge og slette al hidtidig kunst, der ikke kan klare en rettergang ved Hans Peter Madsens skueproces, er en tragisk demonstration af, hvor farlig ”woke-ismen” i virkeligheden er.

(Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 5. maj 2021)

Blå blok kommer ikke videre, før vi forstår Mette Frederiksens projekt

Alex Vanopslagh
29. april 2021

Vi skal være lige så hensynsløse til at føre borgerlig politik, som Mette Frederiksen er med socialdemokratisk politik. Uagtet hvad embedsmænd, fagforeninger, interesseorganisationer og tidens modediller tilsiger.

Da jeg var dreng, var Anders Fogh Rasmussen fra Venstre statsminister. Han stod for et skattestop – sådan da – stram udlændingepolitik og i øvrigt at være lige så socialdemokratisk som Socialdemokratiet, når det kom til velfærd.

Alligevel holdt den røde opposition fast i, at Foghs socialdemokratisme var en maskerade – lige om lidt ville han vise sig som en fæl hulemandsliberalist, der ville lade danskerne beholde flere af deres egne penge og slanke den offentlige sektor. Sangen blev gentaget, da Lars Løkke blev statsminister.

I ti år holdt venstrefløjen fast i, at der ikke var nogen grund til at tænke nye tanker, for om lidt ville sandheden gå op for danskerne.

Men det var en monumental fejlanalyse. Og det bedste bevis er, at mit eget parti, Liberal Alliance, opstod, fordi Fogh og Løkke faktisk var ærlige, når de påstod at være socialdemokrater, der ville bruge flere af danskernes penge i den offentlige sektor.

Mettes maskefald?
I dag er rollerne byttet om. Mette Frederiksen vandt regeringsmagten ved at stå for en stram udlændingepolitik og opbygge et nyt politisk projekt. Det borgerlige Danmark bliver nødt til at forstå Mette Frederiksens politiske projekt og hendes succes – selv blandt mange tidligere borgerlige vælgere. Det har ligefrem fået visse debattører til at udråbe hende som konservativ.

I stedet går store dele af den borgerlige opposition rundt og venter på maskefaldet: Om lidt viser hun sit sande jeg som en udlændingepolitisk slapper.

Det har ført de borgerlige partier ind i så stor en desperation, at anklagerne om at være slappe nu fyger rundt også internt i blå blok. Samtidig strides borgerlige partier om noget så basalt som hvem, de vil pege på som statsminister.

Lad mig lege spåkone: Hverken Jakob Ellemann eller Søren Pape bliver statsminister, så længe der er borgerkrig i blå blok, og man ikke vil forstå Mette Frederiksens succes. Fortsætter det, går både Ellemann og Pape på pension, før vi får en borgerlig regering igen. Jeg er heldigvis ung, så jeg kan være heldig stadig at være i politik til den tid.

Men sådan behøver det ikke gå. Vi kan godt genopbygge et borgerligt projekt, hvis vi forstår vores modstander ordentligt. Som jeg ser det, har Mette Frederiksens succesfulde projekt tre hovedelementer: En national fællesskabsfortælling, tryghedsstaten og den stærke leder.

Mette Frederiksens nationale fællesskab
Først og fremmest hviler Mette Frederiksens projekt på noget at være fælles om. Bemærk Socialdemokratiets kampagner. »Lad os samle Danmark igen«, »Lille land, stort fællesskab«, »Danmark er for lille et land til store forskelle«. Det er noget, der forpligter danskerne i hele landet.

Mette Frederiksen taler om det, vi som danskere skal være fælles om. Det er hun den eneste i dansk politik, der konsekvent gør.

Borgerlige, især liberale, har været for svage til at betone fællesskabet. Det har kun været på udlændingepolitikken, at vi har respekteret, at danskerne ser sig selv som et folkeligt fællesskab, som vi ikke bare kan skalte og valte med.

Vi har behov for at genfinde den sandhed, at danskerne hører til i deres lokale og nationale fællesskaber. Fører vi politik uden respekt for det, vil vi altid tabe – og fortjene det.

Tryghedsstaten
I Mette Frederiksens fællesskab er vi samlet i tryghedsstaten. Verden er et farligt sted, men i landsmoder Mettes favn kan danskerne være trygge både materielt og kulturelt.

I tryghedsstaten er velfærdsforbrugere og offentligt ansatte tilgodeset, og deres tryghed i enhver forstand gøres konstant større. Men dem, der betaler regningen, er ironisk nok glemt.

I tryghedsstaten er der større tryghed for offentligt ansatte og klienter, men det er gennem flere og større offentlige ydelser og mindre frit valg til borgeren.

I tryghedsstaten er opgaven at bevare så meget som muligt – forandringer er utrygge. Det giver mindre plads til det sprælske, det kreative, det selvstændige og det fri.

Tryghedsstaten handler om at beskytte det Danmark, vi kender, på alle tænkelige måder, med velfærd, reformstop og selvfølgelig en hård rets- og udlændingepolitik.

For blå blok betyder det, at vi ikke længere kan vinde valg på rets- og udlændingepolitik. Vi kan selvfølgelig kaste håndklædet i ringen og forsøge at spille uafgjort på velfærd, tryghed og statsomsorg. Men så kunne vi lige så godt melde os ind i Socialdemokratiet.

I stedet bør vi basere et projekt på mening og myndighed, hvor vi skal sikre flest mulige mennesker mulighed for at forholde sig til deres rolle i eget og andres liv. Først som børn, der får et solidt fagligt og socialt fundament at stå på, og så som borgere, der forvalter deres kræfter og ressourcer frit og ansvarligt til gavn for dem selv og hinanden. Hvor fællesskabet vokser nedefra og op.

Vi skal vise vejen fra Mette Frederiksens tryghedsstat til et borgerligt ansvarssamfund. Hvor skatten er lavere, hvor flere starter virksomhed, hvor børnene lærer mere i skolen, hvor der er en bedre balance mellem erhvervsuddannelser og universiteter, hvor den offentlige sektor er mindre, og der er langt mere frit valg i velfærden, og hvor danskerne helt generelt ikke får al deres kreativitet og virkelyst suget ud af sig i mødet med det offentlige bureaukrati. Et Danmark med et sprudlende og stærkt foreningsliv i by og på land.

Og ja, stadig med en stram udlændinge- og retspolitik, sådan som stort set alle danskere ganske fornuftigt ønsker.

Vil nogen stadig falde igennem i sådan et samfund? Ja, og dem skal vi tage os af. Men det er ikke en undskyldning for at tage frihed og ansvar fra alle og gøre dem afhængige af kommunen i tryghedens navn.

Den stærke leder
Sidst, men ikke mindst, handler Mette Frederiksens projekt om, at det skal gøre en forskel, at hun og Socialdemokratiet har regeringsmagten. Hun sætter en ære i at blæse på praksis, retssikkerhed, Folketinget, embedsværket, eksperter osv., når hun kan signalere at være den stærke leder. Det gælder både, når hun trodser al økonomisk sagkundskab og hæver skatter og betaler raske mennesker for at forlade arbejdsmarkedet, og når hun smadrer dansk minkavl i et grundlovsbrud.

Det skal man sammenligne med følelsen af afmagt, som prægede både sidste blå regering, og Thorning-regeringens »nødvendighedens politik«.

Der, hvor vi skal lade os inspirere, er, at vi skal være lige så hensynsløse til at føre borgerlig politik, som Mette Frederiksen er med socialdemokratisk politik. Uagtet hvad embedsmænd, fagforeninger, interesseorganisationer og tidens modediller tilsiger.

Det skal kunne betale sig at stemme borgerligt.

Det må endelig ikke forveksles med, at en stærk statsminister skal være hård, autoritær eller grænseløs. Når man dyrker den type såkaldt lederskab, fortaber respekten for borgerne, sagkundskaben og ikke mindst retssikkerheden sig totalt. Det fører til »små« svipsere såsom at bryde Grundloven og smadre dansk minkavl i panik.

Hvis nogen tror, at vi borgerlige bør lade os inspirere af dét, sætter de i hvert fald ikke borgeren først.

Vi skal videre
Hvis vi kommer videre fra fejlanalyserne af Mette Frederiksen, er der håb for et nyt borgerligt projekt.

Sådan kan vi opbygge en vision om at føre Danmark fra en omklamrende socialdemokratisk tryghedsstat til et livskraftigt borgerligt ansvarssamfund. Sådan kan vi genvinde danskernes gunst.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 28. april 2021)

Alle hensyn må vige, når den stærke leder træffer beslutninger

Alex Vanopslagh
28. april 2021

Det er ikke en fejl, når Mette Frederiksen i stort og småt svinger statsmagtens hammer over for borgerne og begrænser deres frihed. Det er hun i egen optik i sin gode ret til. Det Danmark, vi kender, kan ikke holde ret længe til at have en statsminister, der opfører sig sådan.

Coronakrisen lakker mod enden, men Mette Frederiksen gider overhovedet ikke at tale om, hvornår hendes corona-regimente og alle indgrebene i borgernes frihed skal have en ende.

Den Danske Ordbog definerer magtarrogance således: ”En højerestående persons kyniske overbevisning om egen ret til magtudøvelse uden at lytte til argumenter eller bekymre sig om følgerne.” Og det er den mest præcise beskrivelse, jeg endnu har læst af vores statsminister. Den slags kritik, tror jeg dog, at alle regeringer bliver udsat for af oppositionen. I sidste ende er det nemt at afskrive som jammer over ikke selv at have magten. Derfor kan det lyde trivielt.

Men når jeg alligevel mener, at anklagen om magtarrogance mod Mette Frederiksen er mere end berettiget, handler det om, at vi har en statsminister, hvis attitude bringer mindelser om solkongen Lous d. 14.’s ord: ”staten, det er mig.” Det betyder, at hun har mistet sans for frihed og proportionalitet. Hun har vænnet sig til, at hun med lov og magt kan påbyde og forbyde borgerne alle mulige mærkelige ting. “Vor herre bevares, det er da ikke et stort indgreb,” hører vi hende igen og igen sige om coronarestriktionerne.

Det er ikke rigtig noget indgreb i borgernes frihed at tvinge dem til at bestille et bord 30 minutter før, de vil drikke en kop kaffe eller en øl, var budskabet i sidste uge. Selvom alle og enhver kan se, at det er et indgreb i virksomhedernes ret til at drive forretning og borgernes ret til at handle i deres forretninger.

I forrige uge sagde Statsministeren det samme om kravet om mundbind. Hun følte ikke noget indgreb i sin frihed ved at ”tage et mundbind på”, som hun svarede mig i Folketingssalen. Fuldstændig blind for, at det er noget, hun har påbudt danskerne – et mundbind er ikke bare noget, man bare tager på, det er noget, man skal tage på.

Statsministerens arrogante opfattelse af mundbind som helt uproblematiske er fuldstændig blottet for forståelse for dem, der fx skal stå i butik en hel dag eller udføre hårdt fysisk arbejde med et mundbind på. Eller for frygten for at skulle føde med mundbind på, som har hjemsøgt mange gravide kvinder de seneste måneder.

Og sådan kan man blive ved. Alle Mettes forbud, påbud og restriktioner er blevet banaliteter for hende, og konsekvenserne i den virkelige verden gider hun ikke engang udtrykke forståelse for. Det er dybt beskæmmende, at hun end ikke gider forholde sig til, at både borgerne og virksomhederne har desperat brug for at se noget lys for enden af tunnelen – i stedet må de bare rette ind, indtil hun forbarmer sig.

Sådan tænker den magtarrogante leder.

Mette Frederiksen glemmer igen og igen, at det ikke er borgerne, der skal retfærdiggøre deres aktiviteter overfor staten, men derimod staten, der skal retfærdiggøre sine indgreb i borgernes liv overfor dem.

Og hvis nogen savner dokumentation for dén anklage, skal vi bare tilbage til november, hvor hun brød Grundloven og smadrede dansk minkavl uden lovhjemmel. Det er og bliver et monument af hendes tilgang til politik – alle hensyn må vige, når den stærke leder træffer beslutninger. I den sammenhæng kan vi ikke bruge hendes halvkvædede vise fra marts sidste år om, at: ”jeg kommer til at begå fejl,” til noget som helst.

For det er ikke en fejl, når Mette Frederiksen i stort og småt svinger statsmagtens hammer over for borgerne og begrænser deres frihed. Det er hun i egen optik i sin gode ret til. Hun kan faktisk slet ikke forstå, hvorfor nogen vil kritisere, stille spørgsmålstegn ved eller generelt se anderledes på tingene, når hun først har udtalt sine befalinger. Hun besvarer stort set al kritik af stort og småt, som regeringen har besluttet, med sit evindelige ”vi står midt i en global pandemi”. Dernæst beskylder statsministeren andre partier for at så splittelse, hvis de ikke blindt følger hende.

En af de absolut vigtigste opgaver for mig og Liberal Alliance i resten af valgperioden bliver at bekæmpe Mette Frederiksens magtarrogance og lemfældige omgang med danskernes frihed.

Det Danmark, vi kender, kan ikke holde ret længe til at have en statsminister, der opfører sig sådan.

(Kommentar bragt i Ræson d. 28. april 2021)

Vaccinenationalismen vil slå fejl igen

Når Mette Frederiksen i de her dage foreslår, at vi igen skal have vaccineproduktion med statslig indblanding i Danmark, må hun have glemt hvordan det gik sidst. For den seneste omgang statslige vacciner endte med en økonomisk skandale og en regning til skatteyderne i milliard-klassen. En regning vi stadig betaler af på i form af husleje-rabat til de nuværende saudiske ejere. Det er måske en god ide, at vi alle sammen genopfrisker hukommelsen:

Den tidligere statslige vaccineproduktion kunne kun løbe rundt med store statslige tilskud. For at nedbringe tilskuddene forsøgte man at iværksætte en storslået eksportstrategi fra 00’erne og frem. Det gik som forventeligt virkelig dårligt, og man lykkedes ikke med at reducere de statslige tilskud. I 2011 aftalte Folketinget, at man skulle reducere tilskuddet til svensk niveau. Det ville give en årlig besparelse på 72 mio. kr. om året. Man skal holde sig for øje, at statstilskuddet er en ren mérpris for at producere vaccinerne i Danmark i stedet for at købe dem. Men SSI var ikke i stand til at producere vacciner til et svensk prisniveau. Og så opstod meget store underskud hos SSI. Bare i 2014 og 2015 var underskuddet på ca. en halv milliard kroner.

Konklusionen på de danske vaccineeventyr blev en kæmpe regning til danske skatteborger: ”De samlede udgifter forbundet med salget udgør ifølge Rigsrevisionen mellem ca. 1,3 mia. kr. og 1,8 mia. kr.” Og nu kan man så spørge sig selv: Har danske skatteydere råd til mere vaccineenegang?

Ude i den virkelige verden er vacciner et ekstremt specialiseret produkt, som kræver en enorm volumen at producere rentabelt. En vaccine-fabrik kan ikke over natten omstilles til at producere noget andet. Den tidligere danske produktion bestod primært af polio- og kighostevaccinekomponenter. Det havde nok ikke været en stor hjælp her midt under en corona-epidemi. At forestille sig, at vi kan opnå forsyningssikkerhed med vacciner via dansk produktion er et fatamorgana, som kun har til formål at få statsministeren til at se handlekraftig ud.

Lad os vaccinere i vildskab netop her – i de indvandrerområder, hvor der er mest smitte

Henrik Dahl
26. april 2021

Skal borgere i udsatte boligområder vaccineres først? I Norge har man valgt at give borgere i indvandrertunge boligområder i Oslo en forlomme i vaccinationskøen for at komme det høje smittetal i områderne til livs.

Nogle eksperter mener, at Danmark bør gøre det samme, men politikerne er langt fra enige.
Dette er en del af en pro et contra. Du kan læse anden del her.

»Hos danskere er epidemien derfor ved at forsvinde, mens den stiger kraftigt hos indvandrerne«. Det skrev professor, dr.med. Niels Høiby mandag i Berlingske. Derfor er hans konklusion, at der mangler fokus i bekæmpelsen af covid-19-epidemien.

Af angst for at virke politisk ukorrekte er der ingen myndigheder, der tør drage konklusionen af SSI’s egne tal fra oktober 2020. De sagde, at mens de ikkevestlige indvandrere kun udgjorde knap 14 procent af befolkningen, så stod de for næsten en tredjedel af den konstaterede smitte. Det kan også – skriver Høiby – udlægges på den måde, at mens kontakttallet for danskere er cirka 0,8, så er det for ikkevestlige indvandrere cirka 2,3.

»Derfor bør vi nu for en enkelt gangs skyld lære af Norge.«

I Norge foreslår det såkaldte Steinar Holden-udvalg (der blev nedsat i begyndelsen af epidemien, og som allerede har skrevet et par fremragende udredninger af forholdet mellem sygdom og økonomi), at det samlet set giver mest mening at vaccinere der, hvor sygeligheden og risikoen er størst. Det ville i Danmark sige de steder, hvor kontakttallet er tættere på 2,3, end det er på 0,8: Københavns Vestegn samt nogle udsatte boligområder i Odense og Aarhus.

Jeg synes, at dette norske forslag er værd at overveje. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at Danmark skal skældes ud i amerikanske medier for at være ekstremt højredrejet samtidig med, at vores epidemihåndtering er så politisk korrekt, at det bremser en genåbning af landet og dermed skader samfundsøkonomien.

Så lad os hellere droppe de falske forklaringer om job i frontlinjen og små lejligheder og tage udgangspunkt i sandheden: Til stor skade for lokalsamfundene er der grupper af ikkevestlige indvandrere, der har bredt deres almindelige foragt for danske regler ud til også at omfatte en risikabel adfærd, når det gælder covid-19. Lad os vaccinere i vildskab netop der. Det vil – hvis man kan stole på Steinar Holden – give et bedre resultat end den strategi, vi forfølger nu.

Hvis vi holder os til Europa, har Norge været et foregangsland med hensyn til næsten alt, hvad der har med covid-19 at gøre. Der er blevet satset på effektiv smitteopsporing og karantæne. Det har bidraget til at holde landet nogenlunde åbent og til at give en meget lavt antal døde.

I Danmark har vi kun modvilligt studeret de norske analyser, der er blevet lagt frem. Skønt de for eksempel for længst har fastslået, hvad der er den bedste strategi (at holde kontakttallet under 1 og vaccinere sig ud af vanskelighederne). Derfor bør vi nu for en enkelt gangs skyld lære af Norge.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 24. april 2021)

Hvornår er en uddannelse ikke videnskab, men politisk aktivisme?

Henrik Dahl
26. april 2021

Hvor sandsynligt er det, at man som studerende har lyst til at udfordre den politiske præmis, et universitetsfag er bygget på? Det er vel ikke helt utænkeligt, at den tanke kunne opstå i hovederne på nogle af de studerende, at det ikke er befordrende for den gode karakters opnåelse at lægge distance til lærernes holdninger.

Og hvor sandsynligt er det, at et universitetsfag, der hviler på en meget smal, politisk præmis, vil vende kritikken mod sig selv og spørge: Er vores smalle, politiske præmis overhovedet berettiget? Eller findes der tværtimod gode argumenter for, at præmissen savner belæg og rimelighed?

Jeg spørger, fordi et nyt sidefag har set dagens lys på CBS: “Transforming Business and Organizations to Build Sustainable and Democratic Economies”.

I beskrivelsen på CBS’ interne nyhedsmedie CBSWIRE siger en af hovedmændene bag den nye uddannelse, Mathias Hein Jessen blandt andet: “We live in a time characterized by different types of crises, environmental, social, economic and a lack of trust in state institutions and corporations, and young people and students understand that we need to do business differently and organize ourselves differently if we want to change this.”

Jeg kan ikke opfatte dette anderledes end, at her står vi med en aktivistisk uddannelse. Den handler ikke om at beskrive, hvordan verden er. Men derimod om at beskrive, hvordan verden bør være – hvis man er enig i den politiske præmis, at vores eksisterende samfundsorden har spillet fallit.

Men har den virkelig det? Det er en kendt sag, at de højtudviklede, kapitalistiske økonomier er kommet meget længere med den grønne omstilling, end nogen anden type økonomi. Som man kan se her, har Danmarks udledning af drivhusgasser siden 1990 overordnet set udviklet sig modsat BNP. Ligeledes er det en kendt sag, at hovedårsagen til reduktionen af fattigdommen i Kina og Indien er industrialisme og deltagelse i verdensøkonomien. Uden disse elementer er det højest sandsynligt, at andelen af fattige i dag havde ligget lige så højt, som den gjorde for 30 år siden.

Med andre ord: Der kan bygges et særdeles stærkt argument for, at den eksisterende samfundsorden er et fremragende udgangspunkt for at løse fremtidens problemer. Men vil det forhold, at der synes at være et betydeligt større behov for moderate justeringer af vores samfundsorden, end der synes at være for radikale forandringer af den, blive tillagt nogen særlig vægt på en uddannelse, der ligefrem er drevet af en præmis om, at det eksisterende system bør udfordres og omorganiseres. Herpå kan man have sin berettigede tvivl.

Jeg opfatter den form for aktivistiske uddannelser, som CBS nu indfører, som en tvivlsom affære på et universitet. For det første fordi man kan frygte, at den helt nødvendige, akademiske kritik aldrig vil rette sig mod uddannelsens eget grundlag. Og uden en selvreflekterende kritik, har man i grunden bevæget sig bort fra de akademiske dyders smalle sti.

For det andet er der en overvejende sandsynlighed for, at et sådant aktivistisk studium vil blive intellektuelt smalsporet. Vil en bog som Hans Roslings ”Factfulness” nogensinde komme på pensumlisten? Den siger jo, at verden ikke er et nær så forfærdeligt sted, som de fleste af medier og interesseorganisationer bringes til at tro. Vil studerende og lærere med et bredt spektrum af holdninger føle sig tiltrukket af en uddannelse, der på forhånd har lagt til grund, at verden er forfærdelig og at kapitalismen skal omstyrtes? Vil der være livlige diskussioner for og imod det synspunkt, at vi i bund og grund lever under en rimelig og fornuftig samfundsorden? Man kan håbe det. Men det er naivt at tro det.

Det er langt mere sandsynligt at forestille sig, at et aktivistisk studium er ukritisk over for sig selv og u-pluralistisk i sin rekruttering af studerende og lærere, end det er at forestille sig det modsatte. Derfor mener jeg, at vi med denne nye uddannelse bevæger os lige på den afgørende grænse mellem en missionerende, politisk dagsorden og en kritisk-videnskabelig dagsorden. Hvis vi ikke slet og ret har krydset grænsen ind til det rent politiske allerede.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 22. april 2021)

Jeg ler højt! Nej, Danmark er ikke befolket af en overklasse af rige og onde

Henrik Dahl
23. april 2021

Man kan ikke være andet end imponeret over markedsføringen af bogen »Rige børn leger bedst«. For eksempel her i Berlingske lørdag 17. april. Her prøver bogens forfatterkollegium med Lars Olsen i spidsen at tegne et billede af Danmark som et opsplittet land præget af store forskelle på rig og fattig. Faktum er, at Danmark økonomisk er på syvendepladsen i lighed inden for OECD.

Der, hvor man må forstå på interviewet, at den i særlig grad er gal, er i de store byer. Her insinuerer Olsen, at rige mennesker ud af deres modvilje mod fattige mennesker har købt de sidstnævnte ud af København og Aarhus, så de nu må stå med hatten i hånden på perronerne i Slagelse og Grenaa og vente på pendlertoget.

At Danmark ifølge Lars Olsen er befolket af en overklasse af meget rige og meget onde mennesker, der har fortrængt de fattige fra de attraktive storbyer, er ikke nogen nyhed. Han kolporterede for eksempel allerede i 2005 synspunktet i bogen »Det delte Danmark«.

Derfor må det undre, at det i 2021 markedsføres som en epokegørende indsigt, at storbyerne er segregerede. Det har alle, der arbejdede med feltet, i hvert fald været klar over siden 1990erne, og i 2005 blev det autoritativt slået fast af Hans Thor Andersen med doktordisputatsen »Storbyens ændrede socialgeografi«.

Om det er blevet værre, kan meningsfuldt diskuteres. Rockwool Fonden har påvist, at der ikke skete væsentlige ændringer i befolkningens opdeling mellem 1985 og 2003, og så sent som i 2011 fastholdt man denne opfattelse.

Men det suverænt mest underlige ved fortællingen om de rige, der maser de fattige ud af de fire største byer i Danmark, er den måde, hvorpå Lars Olsen fortier Socialdemokratiets rolle. Sandheden om disse byer er, at med ganske få afbrydelser har de alle været regeret af Socialdemokratiet i nær ved 100 år – og i nogle tilfælde endda væsentligt længere. Ikke mindst for København gælder også, at byen gennem årtier har været en rød højborg, hvor Socialdemokratiet ikke regerede med støtte fra højrefløjen, men med en markant støtte fra venstrefløjen.

Derfor skylder Lars Olsen et svar på det helt oplagte spørgsmål: Hvorfor har Socialdemokratiet med støtte fra venstrefløjen ført en boligpolitik, der i den grad var til gavn for de rige, at han har været nødt til at gøre sig den ulejlighed at skrive en hel bog om det?

For sandheden er jo: Bystyret i København har absolut intet gjort for, at det skulle blive billigere at bo i København, de sidste mange år.

Siden 2005 har man (med en mindre opblødning sidste år) insisteret på, at den gennemsnitlige størrelse for nybyggeri i København skulle være 95 kvadratmeter. Det er ikke ligefrem noget, der skaffer boliger til folk med en moderat indkomst.

Man har også gennemført en gentrificering af både Vesterbro og ydre Østerbro, der i sammenligning med for eksempel 1980erne har gjort det enormt dyrt at bo i disse – i vore dage – meget attraktive kvarterer.

Endelig har man lidt af en markant højdeskræk selv i udkanten af kommunen, hvor man ikke har bygget nær så højt, som man kunne, og dermed holdt udbuddet af boliger nede.

Jeg agter at le højt, når jeg første gang møder en person, der både synes, Lars Olsen er indsigtsfuld, og at Københavns Kommune skal lade den såkaldte Lærkeslette være. For sagen er, at det ikke mindst er en stribe af røde mærkesager, der har gjort det så dyrt at bosætte sig i København (og andre storbyer). Først og fremmest: At sammenhængen mellem udbud og efterspørgsel er uden betydning for, hvem der kan anskaffe sig en bolig.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 23. april 2021)